Af Rune Engelbreth Larsen

Bevar, beskyt og forvild Nordsjællands største skovnatur som en helhed

Det gamle træ, o, lad det stå:
Det gamle træ, o, lad det stå,
indtil det dør af ælde.
Så mange ting det husker på,
hvad kan det ikke melde.

H. C. Andersen: »Peters Vise« (Hyldemor, 1851)

Biodiversiteten er i alarmerende tilbagegang, og forskerne er enige om, at naturen forarmes over en bred kam. Ikke mindst skovene og de arter, der knytter sig til dem, er trængte. De danske skove rummer således over 60% af samtlige truede arter i Danmark, og over 40% af alle landets truede arter findes kun i skovene. Vil vi bevare artsrigdommen i dansk natur, er skov altså af særlig vigtighed.

En af de væsentligste trusler mod skovarterne er tømmerproduktionen. Skoven får ikke lov til at udvikle sig på naturens præmisser, når løvtræerne fældes i ung og halvgammel alder i stedet for at blive gamle, dø, falde og rådne op i en naturlig cyklus, som alt liv er afhængig af. Samtidig er en stor del af skovenes mange søer og moser gennem tiden blevet afvandet for at lette fældningen og øge de tilplantede plantagearealer, hvilket har bidraget yderligere til skovnaturens forarmelse.

Dér, hvor naturen skal i højsædet, skal skovdriften indstilles 100 procent – det kalder man urørt skov, selv om man naturligvis både må røre skoven, færdes i den og iværksætte tiltag, der kan fremme skovens artsrigdom. Ifølge en opgørelse fra 2012 er der siden 1992 kun udpeget 2.742 hektar urørt løvskov og 1.787 hektar urørt nåleskov (Johannsen 2012), og arealerne er mestendels spredt i mange små parceller, som sjældent tager hensyn til artsfordelingen, hvorfor det er alt for lidt, og for spredt og tilfældigt udpeget

Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har udarbejdet rapporten Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove, der påpeger, at minimum 75.000 hektar af det danske skovareal skal fritages for tømmerproduktion, hvis skovens trængte arter skal bevares (fordelt mellem 53.000 hektar privatejet skov og 22.000 hektar statsskov) – det svarer til ca. 13 procent af Danmarks samlede skovareal (Petersen m.fl. 2016). Der vil altså fortsat være masser af skov til tømmerproduktion i Danmark.

Dette minimumsmål afhænger dog af, at de pågældende skovarealer udpeges efter en meget nøje plan over, hvordan arterne fordeler sig, hvorfor rapporten fremlægger et præcist netværk af skovområder, der kan opfylde minimumsudpegningen. Netværket er afbildet til højre som en række 10 x 10 kilometers-kvadrater, inden for hvilke mindst 80 procent af skovene skal fritages for tømmerproduktion og dermed udlægges til såkaldt urørt skov.

Det nytter altså ikke at udvælge tilfældige skov-frimærker hist og pist, om så de samlet set dækker 75.000 hektar eller mere. Der er med andre ord udpeget under en tiendedel af det nødvendige areal urørt skov i Danmark fra 1992 og indtil 2016, hvor regeringens Naturpakke lover 13.000 hektar urørt løv- og nåleskov over ti år. Et vigtigt skridt i den rigtige retning, om end langtfra tilstrækkeligt.

Blandt de mest artsrige skovområder, som burde fritages fra skovdrift og få lov til at være urørt skov ifølge forskernes anbefalinger, er store dele af Gribskov.

Døde og døende træer kunne her udlægges til urørt skov og forblive en del af skovens cyklus, hvilket dog ikke betyder, at enhver form for yderligere indgriben dermed er udelukket. Løvskoven bliver først for alvor levested for masser af organismer, når der er mange løvtræer over 150-200 år, men eftersom de almindeligvis fældes før, vil der i generationer fremover stadig være en udtalt mangel på naturlige mængder af døde træer og døende træer, som er afgørende for mange truede arter.

I fem små forsøgsområder i Gribskov eksperimenterer forskere derfor med hårdhændede, men målrettede indgreb for kunstigt at fremskynde (effekterne af) træernes aldringsproces. Indgrebene består i at forcere det naturgavnlige forfald, som den intensive tømmerproduktion har forhindret i århundreder ved hjælp af en slags gennemtænkt ‘vandalisme’. Nogle træer ringbarkes, andre udsættes for ild, og atter bliver gennemboret for at efterligne de biodiversitetsgavnlige skavanker, som ældre træer får (når de får lov) – og som talrige truede arter er tilpasset.

Så længe naturen er trængt på grund af naturforarmende indgreb gennem årtier og århundreder, kan det være nødvendigt at foretage naturbevarende indgreb, der ‘retter op’ på regnskabet igen – men målet er, at skovnaturen fremadrettet bliver selvopretholdende i videst muligt omfang.

Hvorfor vildskov lige dér?

Gribskov er en af landets mest artsrige skove, hvilket betyder at her også er mange truede arter at beskytte, hvorfor netop denne skov er betydningsfuld. Af samme grund har Gribskov gentagne gange været i spil for at få vildere dansk skovnatur på naturligere præmisser. Eksempelvis har Verdensnaturfonden udgivet rapporten Dansk skovnatur, der opstiller en kvalitativ sammenligning af otte større danske skovkomplekser med henblik på at vurdere potentialet for »vildsomme skovlandskaber« til gavn for en skovnatur i balance (Thomsen 2000), og her fremhæves især Gribskov som oplagt.

Forskere, der også siden har peget på vigtigheden af at lade skovnaturen være urørt og i det hele taget gøre en ekstra indsats for biodiversiteten, har ligeledes inkluderet Gribskov blandt de meget vigtige danske naturarealer (Ejrnæs m.fl. 2014, Petersen m.fl. 2016).

Staten ejer så godt som hele skoven på det afgrænsede areal, hvorfor der (næsten) ikke er private skovejere eller andre private lodsejere at tage hensyn til eller købe ud – det er med andre ord alene et politisk spørgsmål, om hele eller dele af skovens formål skal reserveres til naturens gavn på naturligere præmisser. Eller ej.

Stort set. For forslaget inkluderer også Rankeskov og Strødam Plantage, der udgør Strødam Naturreservat øst for Strødam Engsø. Reservatet er ejet af Københavns Universitet og lukket for offentligheden, men kunne indgå som vigtig del af sammenhængen med forskningsmæssig interesse på samme præmisser som i dag.

Endelig er det oplagt, at Esrum Sø inddrages for at få et større område med sammenhæng og samspil mellem den store artsrige skov og den store artsrige sø, der også er studeret og beskrevet internationalt. Tilstræber vi at få naturværdierne i centrum, burde dette også indebære en forbedring af søens naturtilstand – f.eks. er fosforkoncentrationen øget mærkbart de senere årtier her, om end søen er meget mindre næringsbelastet end danske søer i almindelighed (Grønning & Lind 2004).

Gribskov og Esrum Sø udgør næsten et komplet Natura 2000-område, der bl.a. skal sikre gunstig bevaringsstatus for stor kærguldsmed, bæklampret, stor vandsalamander og mosarten grøn buxbaumia. På udpegningsgrundlaget er desuden ynglefuglene hvepsevåge, rød glente, fiskeørn, plettet rørvagtel, isfugl, rødtoppet fuglekonge, sortspætte og rødrygget tornskade.

Men i det store skov- og søområde er der observeret mange flere spændende arter, bl.a. hvidvinget korsnæb, mosehornugle og korttået træløber, og i 2016 ynglede de sjældne rovfugle havørn, fiskeørn og rød glente alle for første gang med succes i Gribskov. Man kan også være heldig (eller dygtig) og finde sjældne svampe som flammesporesvamp, skinnende laksporesvamp, rosa pastelsporesvamp, ildhåret mørkhat, grøn farvetunge og dråbe kødsporesvamp – navne, hvis associationsrigdom får en række plantenavne til at blegne.

I november 2015 fandt forskere desuden den meget sjældne svamp entoloma pluteisimilis i Gribskov (og Suserup Skov) – men den afventer vist stadig at få et lige så fantastisk dansk navn som mange af sine svampefæller.

Gribskov er desuden hjem for alle fire danske hjortearter, krondyr, rådyr, sika og dådyr – f.eks. lever her landets største bestand af dådyr.

Mere græsningsskov, flere vådområder

Afvanding af skovene, fældning af træerne og manglende større planteædere er de tre hovedårsager til det store pres på livets mangfoldighed i skovene, om end Naturstyrelsen har genoprettet en del skovpartier i de senere år.

Ved Store og Lille Hessemose i den nordlige ende af skoven har skovenge og moser fået plads som følge af målrettede rydninger og skovgræsning, der genetablerer nogle af forudsætningerne for et mere åbent skovlandskab.

Der er og har været græsning flere steder i Gribskov, bl.a. på Odderdamsengene, Stenholt Indelukke og de lysåbne arealer ved Solbjerg Engsø og Strødam Engsø. På Ulvedalssletterne omkring Sandskredssøen er der udsat islandske heste til helårsgræsning på ca. 55 hektar, og efter omfattende rydninger af rødgran fremstår området i dag som en kuperet skovslette.

Græsningen er imidlertid ikke altid lige hensigtsmæssigt tilrettelagt, for jo mindre det ligner de naturlige forhold, desto mindre gavner det – brugen af tilskudsfodring om vinteren skaber således en unaturlig fødesøgningsadfærd.

Over en længere årrække har Naturstyrelsen også taget hul på at genetablere naturlige vandforhold i en række områder i skoven, hvor moser, enge, kær og søer har været tørlagt. I 1800-tallet blev Gribskov således gennemskåret af mere end 500 kilometer håndgravede grøfter, der skulle transportere vandet væk fra skoven. Hensigten var og er at skabe bedre forhold for tømmerproduktionen på bekostning af naturen – det er jo lettere at komme frem med skovningsmaskinerne på en tør skovbund, og der er plads til flere træer, hvis vådområder fjernes.

Men oprindelig var Gribskov langtfra det plantagetætte mørke, der især kom til at kendetegne mange danske skove i 1800- og 1900- tallet – faktisk bestod over en fjerdedel af Gribskov i begyndelsen af 1800-tallet af lysåbne arealer (moser, enge, søer, damme, sletter og græsland).

Fra anden halvdel af 1980’erne begyndte man dog at genoprette vådområder i Gribskov, og siden 1992 er der bogstavelig talt søsat en lang række projekter med det specifikke formål at få mere vand tilbage i skoven.

Over tid er det planen at udvide det samlede areal af vådområder fra de ca. 5 procent, de dækkede i 2006, til 15 procent af skovens areal. I 2016 havde man nået 9 procent, og en af naturens egne naturgenoprettere er tiltænkt en fremadrettet nøglerolle i denne plan: bæveren.

Ved at bygge dæmninger og oversvømme arealer skaber den flere levesteder og dynamisk foranderlighed, ikke blot i form af vådområder, men også mere dødt ved i form af spåner og væltede stammer.

Inspireret af successen med udsætningen af 18 bævere i Klosterheden i 1999 udsatte Naturstyrelsen 23 tyske bævere ved Arresø i 2009-2011. I modsætning til den jyske bestand har den nordsjællandske dog kun haft en beskeden tilvækst de første år. I 2017 anslås 42 individer (Worm 2017), hvor den jyske bestand voksede fra 18 til 45 dyr på blot tre år og efter 15 år blev anslået til over 200 (Berthelsen & Nitschke 2015). Men den første bæverdæmning er blevet set i Gribskov i 2017, og det forventes, at bestanden fremadrettet vil vokse som i Jylland.

Som noget nyt har man i 2009 også udpeget et såkaldt jagt- og forstyrrelsesfrit område nord for Sandskredssøen omkring Ostrup Vang. På 190 hektar vænnes hjortevildtet til, at eventuelle skovgæster højst skyder med kameraer, hvilket gør dem mere rolige og derfor lettere at observere (ligesom man f.eks. kender det fra et tilsvarende jagtfrit område ved Grærup Langsø i Vestjylland, hvor krondyr ofte kan ses på de åbne vidder midt om dagen). På frimærke efter frimærke har Naturstyrelsen med andre ord gjort en indsats for at sikre den artsrige skovnatur og bidrage til forskningsprojekter af stor relevans.

Men det er en meget stor skov, og der er stadig lang vej til, at Gribskov bliver en naturlig skov. Dertil er der behov for flere genetablerede vådområder, et stop for tømmerproduktionen – og mange flere større planteædere.

Hvad skal der til?

Hvis arternes naturlige samspil og cyklus skal genetableres, skal træerne have lov til at ældes, dø, forfalde og forrådne. Det sidste er også forudsætningen for at få meget mere dødt træmasse i skoven – såkaldt dødt ved, som vi har været inde på indledningsvis. De danske skove rummer gennemsnitligt kun ca. 6 kubikmeter dødt ved per hektar, hvilket er meget langt fra et naturligt niveau:

I en urørt skov er der typisk over 100 m3 dødt træ per hektar, og derfor er det ikke underligt, at evolutionen har resulteret i en kolossal mangfoldighed af arter, som på hver deres måde er specialister i at nedbryde dødt ved. Eksempelvis er mere end halvdelen af alle billearter i nordeuropæiske løvskove knyttet til dødt ved. Hertil kommer et stort antal svampearter. På stammer og grene af de store gamle træer og på de døde stammer vokser en mangfoldighed af mosser og laver, som trives i lyset og fugten på stammer og grene af træer i langsomt forfald. Undersøgelser i Finland har anslået at 4.000-5.000 arter er afhængige af dødt ved i skoven.

 

Bruun, H.H., Heilmann-Clausen, J. & Ejrnæs, R.: »Råddenskab skaber liv« (Kaskelot nr. 194, 2012)

Gribskov er en af vore mest artsrige skove, hvilket betyder at her er særlig mange arter at beskytte, hvorfor netop denne skov er vigtig – og af samme grund har Gribskov som nævnt gentagne gange været i spil for at få vildere dansk skovnatur på naturens præmisser.

I november 2014 foreslog Peder Størup fra Naturbeskyttelse.dk og undertegnede (bl.a. på baggrund af ovenstående analyser), at Danmarks Naturfredningsforening kunne føre kampagne for et forslag til Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø i form af vildere natur med urørt skov og flere forskellige fritgående planteædere i Sjællands største skov. Forslagets præmisser for en naturnationalpark med vildere skovnatur vedtages af Repræsentantskabet, men placeringen heraf må først en tur gennem foreningens Naturfaglige Udvalg, der analyserer ni store skove – og ender med at prioritere Gribskov højest: »Et oplagt område i kraft af den lange skovkontinuitet som store dele af skovkomplekset repræsenterer samt den topografiske variation. Esrum Sø er en vigtig supplerende naturtype.« (Projekt Naturnationalpark 2015 – Valg af projektområde og finansieringsmodel).

Det korte af det lange er, at Gribskov ikke uden grund er et potentielt nøgleområde i forhold til at sikre truede skovarter på naturens betingelser.

Og netop dette, at tilstræbe skovnatur på naturens betingelser, udelukker først og fremmet skovdrift. I rapporten Evaluering af indsatsen for biodiversitet i de danske skove 1992-2012 af Vivi Kvist Johansen m.fl, fremhæves urørt skov med græsning som det allermest omkostningseffektive middel til at sikre biodiversiteten i skovene: 

Afgrænsningen af forslaget til Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø er i vid udstrækning placeret inden for sammenhængende statsejede områder uden landbrug, uden skovbrug og uden byer – det giver bedre rammer for natur på naturens præmisser end de eksisterende naturparker og nationalparker, og derfor benytter jeg i stedet betegnelsen naturnationalpark. Esrum Sø og Gribskov kan som fællesområde udgøre en unik helhed med meget store natur- og oplevelsesværdier, der utvivlsomt også vil tiltrække mange natur-turister.

Vi har været inde på vigtigheden af at genetablere naturlig vandstand i større dele af skoven og indstille tømmerproduktionen. Det sidste kan med fordel suppleres af en udtynding af ikke-hjemmehørende nåletræer med henblik på at få flere arealer med løvskov og større muligheder for lysninger og åbne sletter à la Ulvesletterne (i begyndelsen af 1800-tallet udgjorde skovsletterne f.eks. omkring en femtedel af det langt mere åbne skovbillede i Gribskov). Det tredje hovedproblem, der skal løses, er manglen på mange flere – gerne forskellige – større planteædere.

Som nævnt rummer Gribskov i forvejen fire forskellige hjortearter og bæveren er ankommet, men med yderligere fire vigtige planteædere ville den blive en helt unik skov med en variation, der måske ikke er set i danske skove i tusinder af år – men som ikke desto mindre engang har været en historisk mulighed: vildheste, vildokser, elge og vildsvin.

Vildsvin roder rundt i skovbunden og skaber derved huller i vegetationen, hvor nye planter kan spire, ligesom der hænger frø fast i deres pels og afføring, som derved transporteres vidt omkring og spredes. Elge ville også trives i en dansk skov på naturligere præmisser – når ‘Nordens giraf’ står på bagbenene, kan den æde løv i op til tre meters højde og udnytte en fødeniche, ingen af de øvrige store planteædere kan.

Ifølge forskere er der plads til en dansk bestand på ca. 4.400 elge, fordelt på 25 delområder i hele landet, hvor Gribskov er én af de fremhævede lokaliteter (Sunde & Olesen 2007).

Rapportens forfattere vurderer, at Gribskov (inklusiv andre nærliggende arealer på sammenlagt 8.600 hektar) ville kunne understøtte en bestand på ca. 126 elge (Sunde & Olesen 2007: 30), idet man regner med ca. 1,5 dyr pr. kvadratkilometer. Hvis selve Gribskov bliver vildskov, vil her kunne være en pæn bestand på 70-80 elge,

Vildskov i etaper

Ved udsættelse af flere større planteædere kommer vi ikke uden om nødvendigheden af ydre hegn, der holder vildheste, kreaturer og eventuelle elge inde, men der er mange muligheder for en hegnslinje i Gribskov, og de relaterer sig til, hvilke dyr de skal holde inde.

1) Et hegn og en hegnslinje, der muliggør vildheste og vildkvæg

Når der kun er hjortevildt i de danske skove, er de store planteæderes samspil med vegetationen begrænset, fordi træer, buske og blomster i hundredtusindvis af år er tilpasset en betydeligt bredere vifte af planteædere. Hvis Gribskov omdannes til et naturreservat med vildskov, hvor al tømmerproduktion indstilles, vil der være 5.600 hektar skov med stort potentiale for større bestande af mange store planteædere. Den enkle, men begrænsede model er at udsætte vildheste og supplere med kreaturer hele året.

Vildhestene passer sig selv og kan fint færdes i skoven, mens der er flere bureaukratiske og juridiske begrænsninger, hvis kreaturer skal slippes løs i skoven. Her ville det mest oplagte være at søge dispensation fra reglerne.

Endelig skal overgræsning naturligvis undgås, men det er heller ikke et sandsynligt problem på så stort et areal, hvis antallet af udsatte dyr tilpasses den mængde føde, der naturligt er til stede om vinteren. Dér er fødegrundlaget mindst, og den bestand, der kan leve af føden om vinteren, er ikke så stor, at den f.eks. overæder blomstervegetationen om foråret og sommeren, sådan som det desværre sker i nogle græsningsprojekter.

Hvad angår et ydre hegn, har vildheste og kreaturer kun brug for et almindeligt elhegn, som hjortene let kan forcere. Det er heller ikke nødvendigt at rejse hegn langs Esrum Søs bredder, for selv om både køer og heste kan svømme, er det næppe sandsynligt, at de skulle svømme ud af naturreservatet (og skulle enkelte heste en sjælden gang gøre det, er det trods alt ikke en uoverstigelig udfordring at indfange dem igen).

Det er heller ikke nødvendigt at hegne byerne i Gribskov (Nødebo og Gadevang), men skulle lokale alligevel ønske det, er det ikke nogen astronomisk ekstraudgift. Hegnslinjen nedenfor er 61 kilometer og ville rumme 12-14 færiste, hvor hegnslinjen krydser trafikerede veje.

2) Et hegn og en hegnslinje, der både muliggør vildheste, vildkvæg, elge og vildsvin

Til en vildskov, hvor naturen får optimale vilkår, hører ikke blot vildheste, men som nævnt også vildsvin, og fordi Gribskov har en betragtelig størrelse, er også en stor planteæder som elgen en mulighed.

Men hvis vi inkluderer elge og vildsvin i viften af planteædere, vil dette også kræve et hegn langs dele af Esrum Søs bredder, eftersom begge arter er betydeligt vanskeligere at holde på end vildheste og kreaturer. Desuden er vildsvin desværre stadig uønskede i dansk natur (som det eneste land i Europa), så loven kræver et robust hegn, hvis de skal udsættes.

Da det hverken er hensigtsmæssigt, smukt eller populært at rejse et hegn rundt om Esrum Sø, betyder det en alternativ hegnslinje med et mere robust og fintmasket net, hvis vi skal have vildere skovnatur med elge og vildsvin. 

Nedenfor er et forslag til en sådan hegnslinje, der ikke har hele skoven med, men kunne rumme en meget stor vild kerne i totredjedele af skoven (ca. 3.700 hektar) med mange forskellige planteædere. Dette forslag til en hegnslinje undgår de mest trafikerede veje i skoven og forhindrer dyrene i at løbe ind i Nødebo og Gadevang, men kunne altså blive det vilde hovedområde i naturreservatet. Og bruger vi tallene fra den tidligere nævnte elg-rapport, ville der være plads til (dvs. fødegrundlag for) op imod 55 elge, om end antallet i dette tilfælde bliver mindre, alt efter hvilke og hvor mange andre planteædere der udsættes.

Bag denne hegnslinje ville det nemlig være muligt at udsætte både vildheste, kreaturer, elge og vildsvin – hvilket dog også indebærer, at man skal beslutte sig for, hvilke (og hvor mange) krondyr, dådyr, rådyr og sikahjorte der skal være inden for hegningen. Der kan dog også være andre fordele ved at fravælge vildsvin, idet hegnet i givet fald kan udformes på en måde, hvor rådyr (Danmarks mindste hjorteart) såvel som bæver, ræv og grævling kan passere nedenunder, mens elge, vildheste, krondyr, dådyr og sikahjorte forbliver inden for det hegnede område.

Der er med andre ord flere puslespilsbrikker at flytte rundt med og forskellige kombinationer, der naturligvis i givet fald bør overvejes og præciseres af fageksperter, hvis et sådant naturreservat skulle realiseres. 

Men da 3.700 hektar stadig er et ganske stort areal (knap fire gange så stort som Jægersborg Dyrehave), ville det ikke være et problem at have hjorte uden for såvel som inden for hegnslinjen.

I de øvrige dele af Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø (uden for hegnslinjen) bør skoven optimalt set ligeledes være urørt vildskov, og her kan også udsættes vildheste og vildkvæg, der blot kræver et almindeligt elhegn, eller man kan her nøjes med de eksisterende bestande af hjortevildt.

3) Naturnationalpark i flere faser – eller én mindre naturnationalpark i centrum af Gribskov?

Den hegnslinje, der er vist på kortet ovenfor, rummer hovedparten af gammel løvskov, det vil sige bevoksninger med 150-årige, 200-årige og endnu ældre løvtræer. Og her ville det som nævnt være muligt at udsætte ikke blot vildheste og kreaturer, men også elge og vildsvin.

Der er imidlertid også de muligheder, at man enten griber det hele an i etaper, således at dele af hegningen (og dermed udsætningen af udvalgte større planteædere) sker i ét mindre delområde ad gangen, imens skovdriften gradvis afvikles i de øvrige dele af skoven, eller at man begrænser hele naturnationalparken til ét delområde på minimum 1.000 hektar. Nedenfor er et forslag til tre etaper eller tre potentielle placeringer af én mindre naturnationalpark, der ikke omfatter hele skoven.

Kunne Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø blive et væsentligt kerneområde med vildere natur i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, kunne hvert af disse delområder så at sige blive et kerneområde i kerneområdet. 

Det er ikke afgørende her, hvilket delområde der bliver første etape eller en selvstændig mindre naturnationalpark (tallene er blot anført for at adskille dem) – men for eksemplets skyld skal jeg afslutningsvis kort eksemplificere mulighederne i det område, der er markeret som nummer 1.

Den foreslåede afgrænsning af delområde 1 omfatter ca. 1.100 hektar og grænser op til både Kagerup, Gadevang og Nødebo, hvilket er optimalt for adgangsforholdene, både for lokale og tilrejsende – den har sågar et centralt placeret trinbræt, men man kan også stå af toget ved Kagerup. Men vigtigere er det at delområdet omfatter flere genskabte vådområder, visse bestræbelser på helårsgræsning og store naturværdier. 

Desuden ligger det godt for potentielle større og mindre udvidelser både mod nord, sydøst og sydvest, hvad enten sådanne udvidelser måtte følge hele eller dele af de delområder, som på kortet ovenfor er benævnt 2 og 3. 10-15 elge kunne komme på tale, vildsvin og vildheste lige så, om end vildsvin giver nogle begrænsninger for hegnstypen – og i lighed med de øvrige konkretiseringer naturligvis forudsætter en indledende detailanalyse af fødegrundlaget såvel som af de forskellige planteædere, der kunne komme i spil.

Med den rette sammensætning og det rette antal kan til gengæld opnås en meget varieret græsning i et ganske stort område med urørt skov på ca. 11 kvadratkilometer, der i efterfølgende etaper kunne udvides. Hegnslinjen er ca. 15 kilometer.

Det vigtigste er at komme i gang, og mest akut må det være at indstille al skovdrift i større sammenhængende dele af Gribskov for at sikre en af Danmarks vigtigste skove med mange gamle bevoksninger. 

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt, der bygger videre på og udvider en række af de tiltag, Naturstyrelsen især har realiseret siden begyndelsen af nullerne:

1) Begræns projektområdet til hele eller dele af de statsejede arealer i Gribskov og Esrum Sø, f.eks. etapevis som i forslaget ovenfor, og medtag kun få privatejede arealer, hvis de bidrager til at sammenføjer det øvrige, og hvis de kan opkøbes.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte i hele eller dele af naturreservatet; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan yderligere afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor store eller små skovarealer, der skal ryddes eller udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

En skov, hvor resterne af ensformige plantagebilleders tætte mørke linjer med tiden helt ville forsvinde, også selv om man bevarer det store parforcejagtvejsystem, der naturligvis har kulturhistorisk værdi. En skov, hvor livets spraglede mangfoldighed udvikles og afvikles i en naturlig cyklus på naturligere præmisser. En skov, hvor der er endnu mere vand, flere kær, flere moser og større variation – og hvor man måske både kan få et glimt af bævere, vilde hjorte, vilde elge, vildsvin og vildheste.

En skov, der år for år bliver mere spændende, vildere, mere uforudsigelig – og derfor endnu rigere på oplevelsesværdier.

Rune Engelbreth Larsen, marts 2016. Senest opdateret: oktober 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

NOTE1: Artiklen er et bearbejdet uddrag af kapitel 10 i Anden Del af bogen Vildere vidder i dansk natur.
NOTE2: Litteraturhenvisninger refererer til Litteraturlisten.

APROPOS SAMME OMRÅDE

> Youtube: Kort fremstilling af Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Fotoserie: Gribskov – dansk storskov med stort naturpotentiale
> 24.03.2015: Forslag til folketingsbeslutning om etablering af Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø
> 22.11.2014: Forslag til Danmarks Naturfredningsforening om Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø