Vildere vidder i dansk natur

Vildere vidder i dansk natur – naturbog i ord og billeder

Af Rune Engelbreth Larsen

350 kr. inkl. porto indtil 5.10. (derefter: 450 kr.) > via netbank (konto 8401-1123944) eller MobilePay (tlf. 40 88 52 25)


Vildere vidder i dansk natur – ny bog af Rune Engelbreth LarsenDansk natur har det skidt – Rune Engelbreth Larsens nye bog anviser, hvor og hvordan vi bevarer og styrker naturen i stor skala: Vildere dansk natur med flere vildheste, elge og bisoner …

Vores blågrønne planet rummer en svimlende artsrigdom, der byder på en lige så ufattelig oplevelsesrigdom. Vi deler kloden med 10 millioner forskellige arter, hvoraf 50.000 såmænd lever i Danmark. Sådan cirka. Imidlertid indskrænkes denne farverige variation af arter med stormskridt, også i herhjemme.

Ikke kun fylder vi selv mere og mere, men vores natur gror også til i ensformighed – Som bogen dokumenterer, har Naturbeskyttelseslovens titusinder af beskyttede naturperler og tusinder af fredede områder langtfra standset dansk naturs markante tilbagegang – der skal andre tiltag til.

Vildere vidder i dansk natur belyser, hvorfor det er gået galt, og giver et bud på, hvordan udviklingen vendes: vildere natur på naturligere præmisser.

Bogen eksemplificerer i ord, billeder og kort, at Danmark kan reservere langt over 1.000 kvadratkilometer til vildere naturreservater, hvor naturen i højere grad kan udfolde sig som natur. I disse områder skal træerne ikke længere fældes og fjernes som tømmer, ingen søer og moser skal længere tørlægges, og det manglende samspil mellem vegetation og store planteædere skal genetableres, hvilket indebærer, at f.eks. vildheste, elge eller bisoner udsættes en række steder.

De 1.000 kvadratkilometer fordeler sig på 35 større områder, der i altovervejende grad er ubeboede og offentligt ejet i forvejen, hvorved vi undgår de hidtidige konflikter mellem landbrugsinteresser og naturhensyn.

Vildere vidder i dansk natur er en oplevelsesbog og oplysningsbog på 440 store sider, der i ord og billeder inspirerer til naturoplevelser ud over det sædvanlige i dagens Danmark – og ikke mindst til vildere natur i morgendagens. Over 500 naturbilleder og mere end 200 kort. Pris: 399 kr. indtil 1. december.

350 kr. inkl. porto indtil 5.10. (derefter: 450 kr.) > via netbank (konto 8401-1123944) eller MobilePay (tlf. 40 88 52 25)

| Læs forordet |

440 sider. Stort format (30 x 21 cm). Hardback. Over 400 fotografier og 225 kort.

Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Gamle træer og dødt ved i Hellebæk Kohave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Gamle træer og dødt ved i udkanten af Hellebæk Kohave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 11 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur vest for Helsingør: Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Foreslået afgrænsning af en 1.000 hektar stor Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn
Foreslået afgrænsning af en 1.100 hektar stor Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn

Eremitten – eneboeren, der er social

En eremit er en eneboer, der lever et asketisk liv viet sin religion – oprindelig mere eller mindre isoleret i en ørken. Men en eremit er såmænd også en 2-3 cm stor bille, der foretrækker at leve i store gamle løvtræer, fortrinsvis ege- og bøgetræer.

Herhjemme har man almindeligvis ledt efter den i solitære træer, der troner ensomt i skovbryn eller lysninger, men i 2015 er de også fundet i mørke og fugtige naturskove (Graubæk & Hansen 2015).

Når træerne undgår at blive fældet til tømmer og i stedet får lov til at blive til såkaldte veterantræer, sørger svampe for en gradvis forrådnelse af veddet, hvilket er guf for de insekter, der æder dødt træ. I fællesskab udhuler svampe og insekter således langsomt hele eller dele af træet, der er eftertragtede boliger for forskellige fugle, flagermus og insekter.

Bæstet set forfra – eremit, en meget sjælden bille i Danmark (Foto: Magnefl, Wikipedia)
Bæstet set forfra – eremit, en meget sjælden bille i Danmark (Foto: Magnefl, Wikipedia)

Eremitten er en varmekrævende art, der er tilpasset det træsmuld, som drysser ned i sådanne hulheder, hvor det kan blive til anselige mængder i løbet af årene, faktisk op til flere hundrede liter. Hunnen lægger sine æg i smuldet eller i stammens indre sprækker, og her lever larverne i 2-3 år, før de er fuldt udviklede.

Det er en art, der kan være vanskelig at opdage, eftersom den foretrækker hulheder i stammen så højt oppe som seks meter eller højere, men også i højtsiddende rådne grene, hvis de er tykke nok. Den kan også finde på at anvende spættehuller i store grene og i kronerne – og mon ikke det er dens skjulte og tilsyneladende ‘ophøjede’ levevis, der har navngivet den? Eremit er nemlig ikke en eremit i betydningen eneboer, men derimod et socialt insekt.

Nord for Bognæs Storskov er der kun fundet eremit i to træer i Nordsjælland, begge i Hellebæk-Hammermølle-området – her er det ene, nær Hellebæk Station (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Nord for Bognæs Storskov er der kun fundet eremit i to træer i Nordsjælland, begge i Hellebæk-Hammermølle-området – her er det ene, nær Hellebæk Station (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det er ikke ualmindeligt, at den slet ikke forlader det træ, den har boet i som larve, og selv om den kan flyve, er dens spredningsevne i det kølige Nordeuropa meget begrænset. Talrige generationer kan leve i det samme træ gennem hundreder af år, mens hulrummet udvides, og i takt med at veddet ædes.

Træet skal dog helst skal være over 100 år gammelt og have nået en omkreds på mindst halvanden meter, før herlighedsværdierne er attraktive nok for eremitter på på boligjagt. Det kræver en meget lang skovkontinuitet – altså skove (eller dele af skove), der får lov til at blive stående i århundreder uden risiko for fældning.

Eremit er gået stærkt tilbage, skønt den næppe har været decideret talrig i Danmark de seneste århundreder. Den er vist aldrig registreret på Fyn, og i Jylland er den senest fundet ved Fussingø i 1886. De tilbageværende levesteder ligger alle på Sjælland og Lolland.

Ifølge NOVANA (Det Nationale Program for Overvågning af VAndmiljøet og NAturen), der overvåger internationalt beskyttet natur, er der således kun registreret to nordsjællandske træer med eremit under den seneste overvågning i 2012 (begge i Hellebæk Skov), og i alt har man kun fundet 72 eremit-træer (Søgaard m.fl. 2015a: 45).

I 2015 blev der ganske vist fundet flere eremit-træer i nogle af de samme områder (Graubæk & Hansen 2015), men i Nordsjælland består de seneste registrerede fund af eremit kun af to larver i Hellebæk Skov i 1990, tre døde biller i 2009 og én død bille i 2010. Måske er den allerede uddød i Nordsjælland – eller stærkt på vej til at blive det?

Eremit (foto: Wikipedia)
Eremit (foto: Wikipedia)

Det er dog ikke utænkeligt, at den lever i træer, der ikke er undersøgt, f.eks. fandt man uventet en eremit yderst på Knudshoved Odde i 2013 (Søgaard m.fl. 2015a: 44f).

Mange andre arter er tilknyttet døde og døende træer, og eremitten er dermed også en indikator på naturens status for andre insekter, svampe og planter, som er afhængige af gammel løvskov og dødt ved.

Gør vi en indsats for at forbedre vilkårene for eremitten, gør vi altså også automatisk en indsats for flere forskellige arter, der har brug for vildskov på skovens egne præmisser.

Et område, hvor natur og biodiversitet kunne være i centrum af et større naturreservat uden tømmerproduktion finder vi lige dér, hvor eremitten (måske/måske-ikke) stadig har en chance: Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn.

Et kommende eremittræ? En række gamle træer er udpeget som mulige levesteder for den stærkt truede bille eremit (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et kommende eremit-træ? En række gamle træer i Hammermølle Skov er udpeget som mulige levesteder for eremit og fritstillet, så de lettere opvarmes af solen til gavn for den stærkt truede bille. De står imidlertid over 300 meter fra det ene af de to sidste træer, der muligvis endnu huser eremitten, og det er en formodentlig en uoverkommelig spredningsafstand – men at bevare de store gamle træer vil i alle tilfælde gavne andre arter (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor naturnationalpark lige dér?

De statsejede arealer udgør ca. 95 procent af den foreslåede afgrænsning
De statsejede arealer udgør ca. 95 procent af den foreslåede afgrænsning, de øvrige (Vestkilen) er kommunalt ejet

Christian IV etablerede møller og metalværksteder i denne del af Nordøstsjælland, der blev et tidligt industriområde, bl.a. med den første hammermølle. Først i 1765 bygges dog Hammermøllen i Hellebæk, hvor der fremstilles gevær- og pistolløb – heraf også navnet Hammermølle Skov, som dog også kaldes Hellebæk Skov.

Teglstrup Hegn blev indhegnet med grøfter, sten- og jorddiger i 1785-1795 og hed dengang Theilstrup Skov Indhegning. I 1945 overtog statsskovbruget den hidtil privatejede Hammermølle/Hellebæk Skov, og gennem opkøb i 1997 og mageskfite med Forsvaret i 2000 blev skovkomplekset sammenknyttet – hvorfor det i dag er muligt at forvalte det hele som ét sammehængende naturreservat.

Når området er velegnet som naturreservat, skyldes det bl.a., at næsten hele det foreslåede areal allerede er statsejet (ca. 95 procent). Der er med andre ord ikke behov for omfattende opkøb af privatejede arealer – og kan de små privatejede arealer ikke opkøbes, kan de undværes indtil den dag, de er til salg.

Som nævnt er eremit uddød eller tæt på at være det i denne del af Sjælland, hvorved den deler skæbne med stellas mosskorpion. Den er ikke fundet på en eneste af de 40 danske lokaliteter, hvor den blev eftersøgt i 2012, om end der er blevet fundet en enkelt i Teglstrup Hegn uafhængigt heraf (Søgaard m.fl. 2015a: 48).

Biodiversitetskortets bioscore viser en koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn
Biodiversitetskortets bioscore viser en koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn

Stellas mosskorpion er knyttet til samme slags levesteder som eremit, men er trods sit navn ikke helt så eksotisk som de store skorpioner, vi kender fra udlandet. Den har et par klosakse, der kan afgive gift, men den lille spindler måler kun 2-3 millimeter i længden og er helt ufarlig – medmindre man f.eks. er en lille mide, støvlus eller springhale.

Trods de trange kår for eremit og stellas mosskorpion har store dele af området – især de nordligste dele – dog fortsat en ganske høj bioscore, hvilket betyder en koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter. Men der er flere arter, som hænger i en tynd tråd.

F.eks. har Danmarks mindste guldsmed, dværgvandnymfe, sit allersidste danske levested i Teglstrup Hegn ved et lillebitte vandhul med det knap så appetitlige navn Fandens Hul. I 1990’erne kunne denne sidste danske bestand tælles i tusinder, i de senere år angiveligt kun i hundreder (jf. Rødlisten).

Vandhullet er gradvis blevet mindre på grund af tørvemosser, der vokser som en flydende måtte, en såkaldt hængesæk, og som lukker vandoverfladen og dermed spærrer adgangen til vandet, hvor dværgvandnymfens larver lever. For at forhindre arten i at uddø på sit sidste danske levested har Naturstyrelsen på opfordring af lokalforeningen Hellebæk Kohaves Venner gravet huller i hængesækken, så vandfladen fritlægges.

Biodiversitetens generelle potentiale inden for det foreslåede naturreservat afspejles også derved, at det overlapper fremhævede landskabskvadrater i rapporten Biodiversitetskort for Danmark (Ejrnæs m.fl. 2014) såvel som rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove (Petersen m.fl. 2016), der indkredser minimums-netværk af naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse biodiversitetstabet i Danmark.

Skarv over Bøgeholm Sø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skarv over Bøgeholm Sø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Overgræsning eller vildgræsning?

Foderpladsen findes i et hjørne af naturområdet, der ellers har et stort potentiale for vildere natur på naturligere præmisser – hvilket imidlertid forudsætter, at dyrene lever af vegetationen året rundt og ikke tilskudsfodres (foto: Rune Engelbreth Larsen)
På vej til foderpladsen, der findes i et hjørne af naturområdet, som ellers har et stort potentiale for vildere natur på naturligere præmisser – hvilket imidlertid forudsætter, at dyrene lever af vegetationen året rundt og ikke tilskudsfodres (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hellebæk Kohave blev etableret som græsningsskov i en del af Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn i 2003-04. Ifølge Naturstyrelsens folder om området har der har været udsat op til 150-300 helårsgræssende malke- og kødkvæg, og græsningsarealet er udvidet lidt undervejs. Hensigten er bl.a., at de græssende kreaturer skal holde græslandsområder åbne og fri for træopvækst, tynde ud i underskoven og trampe hul i jorden og derved give plads til spirebede for blomster.

Endvidere undlader kreaturerne at græsse omkring kokasserne, der således ikke blot er en lækkerbisken for møgbiller, men også bidrager til at skabe variation i vegetationen til gavn for mange andre insekter – her kan urterne spire uden at blive ædt.

I teorien. Eller rettere – under naturlige forhold.

Vinterfoderplads til skotsk højlandskvæg, der er udsat hele året i Hellebæk Kohave – fem tons halmballer om ugen er en del af menuen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vinterfoderplads til skotsk højlandskvæg, der er udsat hele året i Hellebæk Kohave – fem tons halmballer om ugen er en del af menuen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Men hvor ’naturlige’ er forholdene i Hellebæk Kohave og den tilhørende skovgræsning i Teglstrup Hegn, hvor antallet af kreaturer er betydeligt større, end det ville have været fra naturens hånd?

Kvæget skal jo gerne give et godt afkast i form af netop kød og mælk, hvilket vil sige, at de helst skal æde igennem hele tiden – men det er ikke foreneligt med en naturligt varieret græsning.

I Hellebæk Kohave har bestræbelserne på at styre græsningen derfor haft en naturforarmende effekt. I den nordlige del er der græsset for lidt, hvorfor der har dannet sig et tykt og uigennemtrængeligt tæppe af græs og førne. I den sydelige del er arealet meget overgræsset, hvorfor stort set ingen planter har nået at sætte blomst og frø, og lokale botanikere har i mange år påpeget den manglende artsrigdom.

Her fodres Hellebæk Kohaves kreaturer om vinteren i hvad der har udviklet sig til en kæmpe pøl af mudder og afføring i et naturbeskyttet område i en nationalpark – det er ikke kønt, og det lugter fælt (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Her fodres Hellebæk Kohaves kreaturer om vinteren i hvad der har udviklet sig til en kæmpe pøl af mudder og afføring i et naturbeskyttet område i en nationalpark – det er ikke kønt, og det lugter fælt (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Er manglen på græsning et stort problem generelt i dansk natur, hvor tilgroning og ensformighed tager overhånd mange steder, betyder for mange dyr pr. hektar til gengæld, at der ædes så meget i bund, at en del af vegetationen får vanskeligt ved overhovedet at etablere sig – og forarmes vegetationen, forsvinder dele af insektlivet.

Eksempelvis konkluderer en svensk studie af 100 semi-naturlige tør-enge i det sydøstlige Sverige, at hård græsning reducerer antallet af køllesværmere (natsommerfugle, som flyver om dagen) og andre dagaktive sommerfugle, og at det generelt bør undgås på arealer med en artsrig fauna (Franzén & Ranius 2004). Herhjemme er der en lang række konkrete eksempler på, at hård græsning har udryddet sjældne sommerfuglearter lokalt (Ravn & Nielsen 2007, Petersen 2017).

Fra 2003 til 2013 og fremefter har aftalen mellem Naturstyrelsen i Nordsjælland og den forpagter, som har leveret dyrene, været »omkring 150 kreaturer« om sommeren på 219 hektar og ca. 60 dyr om vinteren. Det er et stort antal dyr.

Græsningsarealet er siden udvidet til 250 hektar, opdelt i to separate hegninger. På 160 hektar nord for Hellebækvej græsses almindeligvis kun om sommeren, men på de 90 hektar syd for Hellebækvej er der helårsgræsning, og kreaturerne fodres om vinteren på en afsides foderplads ved en gammel skydebane. Fodringen i sig selv viser, at der er alt for mange dyr i forhold til, hvad der fra naturens hånd er fødegrundlag til om vinteren.

Tilskudsfodringen har f.eks. i vinteren 2016-17 bestået af 5 tons græs-wrap om ugen plus kraftfoder i form af majs, hvilket medfører en stor næringsstoftilførsel, som favoriserer få dominerende planters tilgroning og derved bidrager til at forringe artsrigdommen. Man kan så bestræbe sig på at fjerne kreaturernes afføring dér, hvor de bliver fodret (for at forhindre den tilførte næringsbelastning), men det er vanskeligt og ineffektivt en våd vinter, hvor mudder og afføring flyder ud i én stor pløre.

Medio maj 2017 flød gyllen stadig ud over adskillige hundrede kvadratmeter, og når det regner, siver mere af afføringspølen ned ad terrænet og forarmer vegetationen i en internationalt beskyttet og EU-prioriteret naturtype (såkaldt skovbevokset tørvemose), der kun befinder sig 50 meter derfra. Tidligere lå foderpladsen på en bakketop, der også var kortlagt som en EU-beskyttet naturtype (såkaldt surt overdrev), og her udryddede fodringen sjældne og sårbare planter, da kvæget druknede vegetationen i store mængder gylle.

Samtidig minimerer tilskudsfodringen dyrenes naturlige græsningsadfærd, idet de koncentrerer sig om foderpladsernes store fodertrug i stedet for at søge aktivt ud i hele området, herunder de mange afkroge i skoven, der er en del af området. Dermed forsvinder deres naturlige effekt på buske og træer om vinteren – f.eks. barkskrælning og bid, der ellers ville gavne en række svampes og insekters levesteder.

Under naturlige forhold ville dyrene æde træopvækst eller sværtfordøjelige planter om vinteren, men når de får foræret en buffet på en foderplads, behøver de jo ikke søge ud i arealets afkroge for at finde sin aftensmad. Tilskudsfodringen nulstiller så at sige den naturlige græsningsadfærd, der ellers skulle komme både vegetationen og insektlivet til gavn.

De lysåbne arealer i Hellebæk Kohave har derfor aldrig fået karakter af det farverige blomstertæppe om foråret eller sommeren, der kendes fra et naturligt græsland, men ligner mange steder en blomsterløs golfplæne.

Helårsgræsning er optimalt for et naturområde, hvis det foregår på naturens præmisser, men i Hellebæk Kohave fodres kreaturerne massivt om vinteren, hvorfor de ikke har den naturlige fødeadfærd og derved ikke gavner området en stor del af året. Og i sommerhalvåret har der i mange år været alt for mange kreaturer sat ud, hvorfor de opæder alt i de åbne områder, der er nedbidte og blomsterløse som en golfbane (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Forår. Helårsgræsning er optimalt for et naturområde, hvis det foregår på naturens præmisser, men i Hellebæk Kohave fodres kreaturerne massivt om vinteren, hvorfor de ikke har den naturlige fødeadfærd og derved ikke gavner området en stor del af året. Og i sommerhalvåret har der i mange år været alt for mange kreaturer sat ud, hvorfor de opæder alt i de åbne områder, der fremstår nedbidte og blomsterløse som en golfbane (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det ville være bedre at lade kreaturer og/eller andre større planteædere græsse på området året rundt i et antal, der i stedet er tilpasset fødegrundlaget om vinteren. Ad den vej er der nemlig et ’overskud’ af føde om sommeren, og det betyder større potentiale for en varieret blomstervegetation og flere af de insekter, der er tilknyttet hertil. Sådan ’regulerer’ naturen selv forholdene, hvilket bør være sigtemålet.

Lokalforeningen Hellebæk Kohaves Venner skabte opmærksomhed omkring overgræsningen i vinteren 2016-17, hvorefter der har rejst sig en større offentlig debat om de negative konsekvenser af den omfattende og koncentrerede tilskudsfodring. De helårsgræssende kødkvæg er som følge heraf blevet reduceret til 70, mens der går 60 sommergræssende kvier i den nordlige hegning – men spørgsmålet er, om ikke opmærksomheden om problemet kunne blive et reelt vendepunkt med plads til nytænkning i forvaltningen?

Dermed har vi så småt taget hul på noget af det, der skal til for at gøre ikke blot Kohaven, men hele det foreslåede område til et naturreservat med vildere natur på naturligere præmisser.

Højmose i Teglstrup Hegn med det betagende navn Skidendam (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Højmose i Teglstrup Hegn med det betagende navn Skidendam (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til for vildere natur?

Naturstyrelsen har selvfølgelig iværksat andre tiltag for at øge naturværdierne på en række af de øvrige arealer i området. På mosearealer, hvor der er indplantet nåletræer, arbejder man f.eks. i retning af at genetablere skovmoser med naturlig vandstand, og af hensyn til eremit er store gamle ege- og bøgetræer lysstillet i et hjørne af Hellebæk Kohave og Hellebæk Skov. Selv om det formodentlig er for sent at redde billen i denne del af Sjælland, kan det gavne andre arter.

I Hellebæk Kohave er hegnslinjen flyttet og arealet forøget for bl.a. at få de potentielle eremit-træer med i det område, der græsses. Det er et skridt i den rigtige retning at tænke i større sammenhængende arealer med helårsgræsning – især hvis overgræsning erstattes af vildgræsning.

Det optimale ville være at udvide græsningsarealerne fra de ca. 300 hektar i Hellebæk Kohave til simpelthen at omfatte de 1.100 hektar, der dækker hele forslaget til Naturnationalpark Hellebæk Kohave & Teglstrup Hegn.

Faktisk har det meget flotte og varierede naturområde stort potentiale for at blive en perle af vildere og naturligere natur.

Lokalt har man vænnet sig til den forholdsvis store hegning og begrænsningerne i trafikken på tværs af området, og Naturstyrelsen har besluttet at rive den store Hellebæk Avlsgård ned – og det er nu engang rart at gå i et naturområde, hvor overflødige bygninger er væk.

Hvis man ønsker vildere natur, er det på den ene side et markant kursskifte, der skal til i forhold til forvaltningen i dag, men på den anden side er det meget lidt, der skal til for at etablere et virkelig godt naturområde på naturligere præmisser – man kan f.eks. gribe det an i to etaper.

Første etape: Væk med tilskudsfodringen, fjern gyllehavet, udvid hegnslinjen fra 300 til ca. 500 hektar og sæt vildheste og et meget mindre antal kreaturer ud året rundt – eller gerne: bisoner. Anden etape: Konverter hele det foreslåede areal til Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn på de foreslåede 1.100 hektar, uden tømmerproduktion og uden tilskudsfodring.

Slip vilde planteædere løs på hele arealet året rundt og lad dem være en integreret del af narturen, hvor antallet efterhånden tilpasses det fødegrundlag, der er i skovene og de lysåbne arealer om vinteren. På den måde kan man bekæmpe tilgroningen og samtidig give plads til en varieret vegetation om sommeren.

Forslag til en 16 kilometer lang hegnslinje
Forslag til en 16 kilometer lang hegnslinje

Udover vildheste, bisoner eller kreaturer kunne vildsvin og elge også være oplagte at overveje at få udsat til en mere varieret græsning i området.

Ifølge rapporten Elg i Danmark er der plads til ca. 4.400 elge i Danmark fordelt på otte hovedområder, heriblandt Nordsjælland, der rummer fire oplagte delområder (Sunde & Olesen 2007).

Det medfører alt sammen en hegnslinje, der ikke kun omfatter Hellebæk Kohave, men hele naturnationalparken og derved får en længde ar ca. 15 kilometer. Vildheste og kreaturer kan holdes inde bag et simpelt og billigt el-hegn, som hjortevildtet let kan forcere, men elge og vildsvin ville kræve et mere robust og fintmasket vildthegn, som også ville betyde, at hjortevildtet i området ville blive en del af hegningens dyr.

Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn er i øvrigt ét af fire forslag til naturnationalparker inden for rammerne af den eksisterende Nationalpark Kongernes Nordsjælland. De tre øvrige er Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø, Naturnationalpark Gurre Sø & Horserød Hegn og Naturnationalpark Melby Hede & Tisvilde Hegn.

Samlet kunne de fire potentielle naturreservater udgøre en stribe spektakulære kerneområder med vildere natur, der i modsætning til nationalparken som helhed faktisk kunne leve op til de internationale nationalpark-kriterier.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland (skraverede arealer) rummer mulighed for fire NATURnationalparker med vildere natur, der kan fungere som nationalparkens kerneområder på naturens præmisser
Nationalpark Kongernes Nordsjælland (skraverede arealer) rummer mulighed for fire NATURnationalparker med vildere natur, der kan fungere som nationalparkens kerneområder på naturens præmisser

Sæt i gang

I tilfælde af en udsætning af elg, bison eller vildsvn er der som nævnt behov for et ca. 15 kilometer langt vildthegn omkring den foreslåede afgrænsning for at undgå, at de store dyr forsvinder fra området. Et vildthegn af denne størrelse ville beløbe sig til ca. 4-5 mio. kr., hvortil kommer 4-6 færiste (à ca. 250.000 kr.), samt udgifter til at få en detailplanlægning udarbejdet af biodiversitetsforskere, genetablere naturlige vandforhold og indkøb af dyr.

Hele arealet er i offentligt eje (det meste statsligt, Vestkilen er kommunalt ejet), hvorfor der ikke behøver blive opkøbt arealer. Derved ville etableringsudgifterne samlet set næppe behøve beløbe sig til meget mere end ca. 10-12 mio. kr. (forudsat at Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktion).

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet til de statsejede arealer i Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn plus det kommunale areal, Vestkilen. Etabler hele naturnationalparken i én eller to etaper.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får mere naturlige vandforhold; e) hvor få eller mange lysninger, der skal skabes via en udtynding før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Klaresø, Teglstrup Hegn (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Klaresø, Teglstrup Hegn (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I dag er græsningen i Hellebæk Kohave ikke fremmende for biodiversiteten og ikke optimal i forhold til at opnå natur på naturligere præmisser. Men mødet med de mange kreaturer, der græsser på de lysåbne areaeler såvel som i skoven, giver alligevel en vis forsmag af det visuelle indtryk, der kunne vente os.

Større vilde planteædere kunne gøre dette smukke nordsjællandske naturhjørne med de mange små og mellemstore søer til et afvekslende og mere artsrigt naturområde på naturligere præmisser.

Solbeskinnede veterantræer i skovbryn og lysninger af urørt skov, hvor ikke blot vildkvæg, men måske vildheste, bisoner eller elge dukker frem af skyggerne, men også kan mødes i mørkere dele af det spændende og afvekslende skovbillede. Et kerneområde i nationalparken med reel fokus på natur, fordi naturen får lov til at råde – en naturnationalpark.

Rune Engelbreth Larsen, maj 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status
> Når naturforvaltningen forarmer naturen (Altinget)

Naturnationalpark Husby Klit

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Udsigt fra Marens Maw ('Marens mave') på kanten mellem Husby Klitplantage og Husby Klit og med Vesterhavet i horisonten (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Udsigt fra Marens Maw (‘Marens mave’) på kanten mellem Husby Klitplantage og Husby Klit og med Vesterhavet i horisonten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 11 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur ved Vesterhavet: Naturnationalpark Husby Klit …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til Naturnationalpark Husby Kyst & Skov på ca. 1.100 hektar
Forslag til Naturnationalpark Husby Kyst & Skov på ca. 1.100 hektar

Vildtreservat kan blive første skridt til en vildere Nationalpark Thy

Da pludselig med Et gjennem Stormvinden klang

   en zitrendem, jublende Trille

O, det var Naturens Opstandelsessang,

   og Sangeren var Lærken den lille!

 

Hans Vilhelm Kaalund: »Lærken« (1858)

En tidlig martsdag, før foråret egentlig er forår, men dog alligevel er ved at være der. Solen skinner ikke blot fra en skyfri himmel, men er også begyndt at lune. Den altid tidlige citronsommerfugl er lige kommet frem, admiralen ligeså, og vejhvepse lander og letter atter i det blottede sand mellem den lave klitvegetation.

Oven over det hele flyder en sanglærkes uafbrudte trille, som alle kender. Sanglærken er en trækfugl, der som regel begynder at ankomme i slutningen af januar eller i løbet af februar og har sit lydtapet helt på plads i marts – som det har været år efter år i århundreder.

Ikke for ingenting har sanglærken sunget sig ind i hjerterne hos danske digtere. St. St. Blicher så den nærmest som en kollega, »›du vakkre digter« (1838), og Hans Vilhelm Kaalund kaldte den jævne fugl med den store stemme for »den lille bevingede profet« (1858). Jeppe Aakjær begejstredes over, hvordan »vort hjerte jubler« ved forårets første lærkesang (1906), og Thøger Larsen fyldtes med poetisk undren: »Mon den lå på rede af drøm og duft i den klare luft?« (1927).

Sanglærken er en af de mest almindelige fugle i Danmark, og dog er udbredelsen af den lille sanger mere end halveret siden 1980’erne.

Det glemmer man let, når sangen fylder luftrummet, også her bag klitrækkerne ved Husby Klitplantage. Endnu en af de store tilplantninger ved den jyske vestkyst, hvor klitnaturen siden 1800-tallet er blevet decimeret af nåletræer som bolværk mod tidligere århundreders sandflugt, der først og fremmest blev forårsaget – eller i det mindste stærkt forværret – af en voldsom overgræsning, lynghøst og tørvegravning.

Det fik sandmilerne til at nærme sig Husby Kirke i faretruende grad, og de lokale lod i 1856 fire bønder vandre den lange vej til København for at få foretræde for Kong Frederik den 7. Kongen imødekom deres klage over sandflugten og forfattede et brev, som de fik med retur, og som præsten læste op under en gudstjeneste i Husby Kirke.

Her lovede majestæten at sende en skovfoged til egnen med planter og frø, så man kunne anlægge en klitplantage som bolværk mod de fremmarcherende sandmasser. Og som skrevet, så gjort.

I dag er de voldsomme dimensioner, som sandflugten udviklede sig til, imidlertid en saga blot, og klitplantagerne er endnu et bidrag til den menneskeskabte naturforarmelse ved kysterne, hvor vi har presset naturen til fordel for artsfattige nåletræsbevoksninger.

Nogle steder har plantagerne over tid trods alt udviklet visse svampelokaliteter af betydning, men mestendels er der tale om ensformige og artsfattige produktionsarealer. Og selv om den skønne lærkesang og de spæde forårstakter næsten kan få slige tanker til at forstumme, når man i nogle måneder har set frem til større dele af livets genkomst efter vinterens dvale, kan sanglærken trods alt ikke i længden overdøve, at denne ensformighed også gælder langt hovedparten af Husby Klitplantage.

Hvor Husby Klit langs Vesterhavet til gengæld har en vis artrigdom at byde på, er plantagen i stor træk monoton nåleskov i tømmerproduktionens tjeneste – der i øvrigt også rummer Danmarks vestligste bøgelund.

Men artsrigdommen kunne dog brede sig længere ind i landet, hvis klitplantagen – eller dele af den – blev afviklet til fordel for en udvikling i bedre overensstemmelse med, hvad området har potentiale til fra naturens hånd: Naturnationalpark Husby Klit.

Fyrretræer nærmer sig klitgrænsen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Fyrretræer nærmer sig klitgrænsen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor vildere natur lige dér?

Statsejede arealer inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov
De statsejede arealer (skraverede) inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov udgør ca. 1.040 hektar af det samlede areal på ca. 1.100 hektar, altså godt 94 procent

Hovedparten af den foreslåede afgrænsing er statsejet (ca. 94%), hvorfor der kun er mindre privatejede arealer at opkøbe (eller alternativt indgå permanente aftaler) for at sikre natur og biodiversitet på naturligere præmisser. Hvis hverken opkøb eller permanente aftaler af en sådan karakter er mulige, må disse arealer udelukkes helt fra et potentielt naturreservat med vildere natur.

Kyststrækningen og klitnaturen er del af Natura 2000-område nr. 197, og det er derfor også netop naturtyper fra klitterne, der er på det såkaldte udpegningsgrundlag for Husby Klit, bl.a. enebærklit, hvid klit, grå/gøn klit og klithede.

Natura 2000-områderne forpligter Danmark til en målrettet naturindsats, ikke alene i forhold til at beskytte de udpegede naturtyper, men også til at øge områdets naturværdier i almindelighed.

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov overlapper dele af Natura 2000-område nr. 74
Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov overlapper dele af Natura 2000-område nr. 74

Udover Natura 2000-overlap og en stor andel af statsejede arealer, er der i klitnaturen vest for plantagen en forholdsvis høj bioscore, der markerer en større koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter.

Så snart vi kommer ind i selve plantagen, er der imidlertid meget lidt at komme efter udover nogle få rødlistede svampe. Husby Klitplantage figurerer heller ikke som en del af hovedscenariet i rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove, der udpeger de vigtigste skovarealer, som bør fritages for tømmerproduktion for at standse biodiversitetstabet i skovene (Petersen m.fl. 2016).

Til gengæld er området – formodentlig primært på grund af klitnaturen – inkluderet i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der udpeger et minimums-netværk af naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse det generelle biodiversitetstab i Danmark (Ejrnæs m.fl. 2014).

Bioscore er et udtryk for koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter (jo højere koncentration, desto varmere farve). Det er primært kyststrækningen og klitterne, der har det store potentiale, hvor klitplantagen er fattige på naturværdier
Bioscore er et udtryk for koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter (jo højere koncentration, desto varmere farve). Det er primært kyststrækningen og klitterne, der har det store potentiale, hvor klitplantagen er fattige på naturværdier

Hvad skal vi stille op med klitnaturen og klitplantagerne …?

Lakrød bægerlav (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Lakrød bægerlav (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad er det bedste, man kan gøre for naturen i og omkring klitterne og klitplantagerne i Danmark? Oprindelig er de anlagt for at bremse sandflugten, men det er ikke længere aktuelt – og i dag optager klitplantagerne store arealer, hvor den trængte klitnatur ikke kan udvikle sig dynamisk.

Til gengæld har nogle af dem udviklet andre naturværdier, f.eks. lokaliteter med meget sjældne svampe, men også andre truede arter. Derfor er der ikke en enslydende fremgangsmåde i klitplantagerne, når det gælder om at beskytte og øge natur og biodiversitet, men nogle tiltag er gavnlige i alle tilfælde, mens andre tiltag afviger markant fra klitplantage til klitplantage.

Den første overvejelse består i, om klitplantagen rummer så mange og vigtige naturværdier, at den bør bevares som nåleskov, eller om den har så få, at klitnaturens potentiale er større, hvis den helt eller delvist afvikles. Det er sjældent et enkelt enten-eller, eftersom en plantage, der i overvejende grad blot ligger i vejen for den dynamiske klitnatur, f.eks. stadig kan rumme lommer med sjældne svampelokaliteter. Tilsvarende kan en klitplantage, hvis nålebevoksninger har større naturværdier, og som derfor bør bevares, også have visse partier, der ville tjene naturen bedre, hvis den blev afviklet til fordel for lysåben klitnatur.

Der findes dog allerede en god oversigt over, hvilke klitplantager der i overvejende grad bør bevares som nåleskove på grund af deres eksisterende naturværdier, og hvilke der er mindre væsentlige i et biodiversitetsperspektiv: Den tidligere nævnte rapport Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove betoner ganske vist løvskovene som de vigtigste, men også en række nåleskove er særskilt fremhævet for deres naturværdier (Petersen m.fl. 2016: 52).

Når fageksperter er konsulteret og med endnu større præcision har afgjort, hvorvidt (og hvor lidt eller meget) en konkret plantage bør bevares eller afvikles, begynder de næste overvejelser for at genetablere natur på naturligere præmisser.

I de nålebevoksninger, der bør bevares, er der ikke tvivl om, at skovdriften for det første skal indstilles for at få vildere nåleskov på naturlige præmisser – det vil sige såkaldt urørt nåleskov. For det andet skal de naturlige vandforhold i videst muligt omfang genoprettes, hvilket indebærer en afvikling af grøfter og dræn (der netop er etableret for at skabe unaturligt tørre forhold af hensyn til at lette tømmerhugsten). For det tredje skal der udsættes flere større planteædere til at variere nåleskoven, skabe lysninger og trampe hul i jordbunden, så nye planter lettere kan spire frem.

Hvis derimod naturværdierne i en eksisterende klitplantage er så pauvre, at den helt eller delvist står i vejen for de bedre muligheder, der kunne realiseres ved at afvikle den i større udstrækning med henblik på at få mere klitnatur, åbnes en ny vifte af overvejelser. Kan klitnatur overhovedet genetableres, hvor der i dag er klitplantager, og i givet fald hvordan?

Anne Katrine Dahl-Nielsens kandidatspeciale Naturgenopretning af lysåben tør natur – en undersøgelse af genopretningspotentialet på tidligere agre og nåleplantager (2013) undersøger 48 lokaliteter i Nord- og Østjylland og når frem til, at nåleplantager ganske vist er bedre egnet til at genoprette natur end tidligere agerland, men at hede- og græslandsvegetation i begge tilfælde kun udvikles i begrænset omfang (om end hyppigst efter plantagerydninger). 

Af betydning for en succesrig genopretning er bl.a. arealernes udgangspunkt (f.eks. lavt fosforniveau og nærhed til eksisterende hede- og græsland, hvorfra arter kan sprede sig). Særskilte problemer er imidlertid vigtige at tage i betragtning, hvis nålebevoksninger afvikles: den efterfølgende næringsbelastning og forsuring af jordbunden.

Træ og nåle fra nåleplantager nedbrydes nemlig meget langsomt og bliver til såkaldt førne, et tykt og næringsbelastet lag af organisk materiale, hvorunder der udvikles råhumus med en surhedsgrad, som hæmmer den artsrige klitvegetation.

Ikke alene har plantagerne altså historisk lagt beslag på og forarmet klitnaturen, men fjerner vi dem nu for atter at give klitnaturen tiltrængt plads, skal vi tilmed kæmpe med plantagernes efterladenskaber, der har ændret jordbundsforholdene og forværret vilkårene for den klitvegetation, vi gerne vil fremme. 

Er der noget at stille op? Ja.

Et EU-Life-projekt til undersøgelse af klitnaturen langs den jyske vestkyst i 2002-05 har f.eks. påpeget vigtigheden af ikke blot at fjerne bjergfyr og contorta-fyr, men at fjerne al biomasse fra de fældede træer (også stubbe og grene), før der tabes for mange nåle, og før næringsstofbelastningen øges drastisk. Endvidere bør man sikre en efterfølgende aktiv indsats for at forhindre en fornyelse af plantageopvæksten ved i en årrække at fjerne nye selvsåede nåletræer. 

Blandt virkemidlerne er imidlertid også ild, i dette tilfælde kontrollerede mosaik-afbrændinger, der bogstavelig talt futter både plantage, førnelag og alt andet af. Derved fjernes næringsstoffer fra klithedens økosystem og udgangspunktet ‘nulstilles’ næsten uden den eksisterende forsuring, hvilket muliggør klitvegetationens genindvandring under de næringsfattige forhold, den netop er tilpasset (Johnsen m.fl. 2005: 50).

At klithede-økosystemer trods alt kan regenereres med en gentagen indsats på kort eller langt sigt, er også konklusionen i en specialerapport, der undersøger status af vegetationssammensætningen på fem plantage-arealer, som blev ryddet mellem 1992 og 2011. Alle lokaliteter kan sidenhen »betegnes som klithede i mere eller mindre grad,« men der kan over tid være behov for en vis græsning (Lasse & Lind 2015).

Også i Østerild Plantage er der nylige erfaringer, som tyder på, at nåletræsbevoksninger kan afvikles til fordel for en udvikling i retning af klitnatur. I 2012 blev der ryddet 266 hektar nåletræsbevoksninger (særligt sitka-gran og bjergfyr, men også hjemmehørende skovfyr) for at give plads til et nationalt testcenter for store vindmøller. Efter en basisregistrering af vegetationsstrukturen og artssammensætningen før rydningen, har forskere efterfølgende fulgt vegetationsudviklingen på prøvefelter i de ryddede områder m.h.p. at undersøge genetableringen af de lysåbne klitnaturtyper.

Eftersom fældning af nåletræer med fjernelse af stammer og stubbe som nævnt kan frigive næringsstoffer til jordbunden og fremme tilgroning af problematiske arter, følges udviklingen over en tiårig periode. Men resultater fra den igangværende overvågning viser indtil videre, at et par af de arter, der kunne volde bekymring (gederams og skov-brandbæger), hidtil kun er registreret fåtalligt og spredt, ligesom der i de første år heller ikke er opstået et særskilt problem med invasive arter. Generelt er vegetationsdækket blevet mere artsrigt og tæt, hvor der før var bevoksninger med bjergfyr, og i prøvefelter er artstallet steget fra 45 i 2011 til 58 i 2013 og 64 i 2015 (Wind 2016).

I Sand Dune Conservation, Management and Restoration skriver James Patrick Doody om erfaringerne med genetableringen af klitnatur, at en fjernelse af store skovarealer, der oprindelig var plantet for at bekæmpe erosion, er »en igangværende aktivitet flere steder i Europa med positive fordele for naturbevarelse« (Doody 2013: 278).

Man kan imidlertid diskutere, hvor høj ‘kvalitet’ naturværdierne får i genetableret klitnatur, hvor der før var klitplantager. En vis næringsstofbelastning er uundgåelig (selv om den kan begrænses ved så vidt muligt, f.eks. ved at fjerne alt fældet materiale og gøre brug en målrettet afbrænding). Men noget tyder trods alt også på, at næringsbelastningen ikke er det største problem, og at dens effekt kan minimeres efterfølgende.

På ti forsøgsarealer i et kystområde med urterig klit i Hjørring Kommune (Tornby Klit) har forskere simuleret græsning, kvælstofophobning og dyrs trampning i forskellige kombinationer for at registrere effekten efter tre år. Undersøgelsen dokumenterer, at artsrigdommen tiltager i takt med øget dynamisk foranderlighed, der tilmed modvirker tilgroning som følge af kvælstofophobning.

Konklusionen er, at de historiske indgreb, som enten har afviklet eller forhindret muligheden for kysterosion, stormpåvirkning og græsning af større planteædere, faktisk kan være en større trussel mod biodiversiteten end den negative effekt af kvælstofophobningen, som vi ellers med rette bekymres over i natursammenhænge (Brunbjerg m.fl. 2014).

Derfor er der især brug for at genetablere naturlige processer i klitnaturen, så levesteder og arter atter får den sammensætning, der er givet fra naturens hånd. 

De naturlige processer, herunder de dynamiske forandringer, som f.eks. følger af vandreklitters bevægelser, større dyrs trampen i klitterne, erosion, lynnedslag og skiftende vandstand, kalder forskere også forstyrrelser. Der skal med andre ord være plads til flere forstyrrelser igen, hvis vi ønsker at bevare og udvide trængte levesteders variation og artsrigdom langs kysterne. 

Og at klitnaturen virkelig har været ‘forstyrret’ fra naturens hånd historisk og derfor vitterlig har gavn af nogle ordentlige ‘tæsk’, har vist sig på flere måder – både ‘kunstige’ og ‘naturlige’.

Allerede i 1990 påpegede professor Bill Carter til en konference i Sefton, England, at klitnaturen ikke er sårbar over for forstyrrelser og forandringer, men derimod over for stilstand: »Det er vores trang til at forhindre dem i bevægelse, som har forårsaget så megen skade.« (Doody 2013: 295). Og for at sætte pointen i relief, bemærker James Patrick Doody, at skønt vi næppe skal ønske os Anden Verdenskrigs massive militære påvirkninger af klitnaturen tilbage, har selv disse historiske ‘forstyrrelser’ formodentlig forhindret mange flere klitter i at være dækket af tæt og artsfattigt buskads eller skov. 

Også i dag gør militæret flere steder en afgørende forskel til det bedre for klitnaturen – f.eks. hjælper tunge militærkøretøjer ved Oksbøl med at holde habitater åbne for strandtudse, og i Vattaja i Finland går militærets skydninger og træning ligeledes »hånd i hånd« med naturbeskyttelsesmål i et af Nordeuropas største sandklit-systemer.

Når voldsomme militære aktiviteter kan have en gunstig effekt, skyldes det, at klitnaturen (og de arter, der hører til den) netop i særlig grad er tilpasset stærke kræfter, som fra naturens hånd er karakteristiske i kystnære områder – kræfter, vi historisk har bestræbt os på at hæmme ved klitdæmpning, klitplantager, afvanding osv.

I et EU-LIFE-projekt, der i 2013-18 tager afsæt i en række Natura 2000-områder langs den jyske vestkyst, bl.a. i Husby Klitplantage og Hanstholm Vildtreservat, er Naturstyrelsen derfor gået i gang med at sikre mere lysåben klitnatur, ved f.eks. at fjerne nåletræer (især bjergfyr og sitkagran) og afvikle den hidtidige afvanding for at genetablere mere naturlige vandforhold med flere vådområder. Det handler også her om at skabe forstyrrelser for bl.a. at give mere plads til blottet sand og fugtige klitlavninger i et dynamisk, foranderligt samspil med naturens kræfter.

Hvad enten små eller store dele af en nåleplantage afvikles eller åbnes delvist af hensyn til klitnatur eller vildere nåleskov, er det for at få opbrud og dynamik tilbage i naturen, f.eks. ved at fjerne klitdæmpninger og lade vinden og vandet få friere spil til at åbne landskabet og vegetationen.

Dynamikken kan dog også hjælpes hurtigere på vej, hvis vi vælger at kompensere lidt for et par århundreders naturforarmende stilstand, f.eks. ved at fjerne de yderste rækker af nåletræer mod vest, hvor stammerne er mere hårdføre og tilpasset vestenvindens hærgen. Dermed vil stormene lettere splintre gennem nogle af de bagvedstående og mindre hårdføre træer og skabe dynamiske nåleskove med en variation af levesteder som følge af rodkager, døde træer og lysninger. Får naturen med andre ord selv lov til at flå de mørke tømmermarker lidt fra hinanden, vælte stammer og skabe dynamisk foranderlighed, vil ikke alene svampelokaliteterne bevares, men de faldne nåletræsstammer vil også kunne beskytte spirende løvtræer, som ellers var chanceløse i den mørke nåleskov.

Lidt mere kaos og mindre kontrol er opskriften på naturligere natur ved kysten. Havet ændrer stranden, og vådområderne indlands forandrer sig dynamisk, hvis vi holder op med dræne og tørlægge områderne. Når vinden for alvor tager fat, skabes vindbrud i klitterne, som løbende ændres af nye vindbrud, hvorved temperatur og fugtighed kan variere dramatisk mellem levesteder, der ligger side om side – nogle er soleksponerede, tørre og meget varme, mens andre er skyggefulde, fugtige og kølige. Sine steder får ældre vegetation mere ro og læ, mens den andre steder begraves under sanddyner, som giver plads til, at ny vegetation så at sige opstår fra bunden af. 

Dette omskiftelige spil kan give kystnaturen stor variation med forskellige levesteder og plantesamfund i forskellige stadier på forskellige klittyper og klitheder. Naturen skal kunne bevæge sig og forstyrre mere i landskabelig skala – og samtidig selv blive bevæget og forstyrret, ikke blot vand, vind og vejr, men også af ildebrand og større dyr.

Det gælder klitplantagerne, hvor der kan være nålebevoksninger og førne at få bugt med, men også den næringsbelastede klitnatur, hvor ilden ikke alene gavner vegetationen, men også en del leddyr (f.eks. edderkopper og løbebiller). Der er således godt med eksperimentelt belæg for de positive natureffekter af forstyrrelser i form af græssende dyrs tramp, ildebrand og vindbrud (Brunbjerg m.fl. 2015a).

Den eventuelle risiko for, at etablerede levesteder og arter tager skade af forstyrrelser såsom sandflugt eller ildebrand, er ifølge forskere en mindre bekymring end den fortsatte tilgroning og ophobning af biomasse i den danske klitnatur, som netop kan begrænses ved at øge forstyrrelserne (Brunbjerg m.fl. 2015b).

At altså også dyr kan være ‘forstyrrelser’ i sig selv, er europæisk bison et af de mere træffende eksempler på – og ikke kun fordi den er en tonstung ædemaskine, der kan holde tilgroning i ave. Men når den kaster sig på jorden for at sandbade, får kæmpen også rodet effektivt op i overfladen og blottet nøgne sandflader med plads til ny vegetation, og når den i øvrigt tramper rundt i klitterne og på klitheden, efterlades tilsvarende nye vegetationshuller, der varierer klitnaturens karakteristiske mosaik-landskab til gavn for flere arter.

Derfor er den også allerede udsat i klitnatur i Holland, og derfor er den blandt de arter, som forskere også anbefaler i den danske klitnatur (Brunbjerg m.fl. 2014, Wind m.fl. 2017). Den dynamik, som de tonstunge dyr repræsenterer, er en helt anden end den monotone slitage, som massevis af mennesker kan medføre i klitterne, hvorfor vi nogle steder skal have meget mere af den naturlige dynamik i spil fra vandets, vindens og de større dyrs side – men mindre af den menneskelige trafik.

Det indebærer ikke at lukke mennesket ude fra naturen, men måske visse steder at flytte naturgæsternes vaner ved hjælp af omlagte stier eller skilte.

Opsummerende kan vi konstatere, at en række faktorer er i spil, når klitnaturens og plantagernes fremtid overvejes, hvis det er natur og biodiversitet, der er udslagsgivende for de valg, der skal træffes. Men flere forstyrrelser fra vindbrud, sandflugt, skiftende vandpåvirkninger og større planteædere såvel som naturlige og kontrollerede afbrændinger til at modvirke næringsbelastning og forsuring, er afgjort meget anbefalelsesværdigt. ‘Gammeldags’ mekaniske rydninger af dele af plantagerne øger derimod blot næringsbelastningen og forsuringen, hvilket ikke gavner klitnaturen – og lige så lidt gavner tilplantede løvskove.

Det er de naturlige processer, der skal tilbage – kort og godt: mere plads til ildens, vindens, vandets, vejrets og de vilde dyrs dynamik.

Den nuværende fordeling af træsorter i Husby Klitplantage
Den nuværende fordeling af træsorter i Husby Klitplantage
Troldeskoven er et meget lille frimærke i Husby Klitplantage, hvor træerne undslipper motorsavene og får lov til at vokse lige så frit, som naturen byder dem (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Troldeskoven er et meget lille frimærke i Husby Klitplantage, hvor træerne undslipper motorsavene og får lov til at vokse lige så frit, som naturen byder dem (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Takket være det tidligere nævnte EU-Life-projekt langs den jyske vestkyst har Naturstyrelsen taget hul på flere naturforbedrende tiltag i dele af Husby Klitplantage.

Inden for de allerseneste år er der f.eks. blevet ryddet 110 hektar træer og buske nord for Skavemose og syd for Gråbjerg for at åbne afblæsningsfladen bag en stor parabelklit og samtidig øge arealet med lysåben klitnatur; desuden er der fjernet opvækst af bl.a. bjergfyr på et ca. 90 hektar stort areal nær kysten. Rydningerne er så nye, at det ikke fremgår af kortene, hvor projektarealerne fortsat fremstår som plantage. På bioscore-kortet højere oppe i artiklen kan man dog godt ane, at et område med større artsrigdom har bredt sig lidt ind over klitplantagen i sporet efter vandreklitten (»Gryden«), hvor vinden gradvis har blæst sandet ned til grundvandsspejlet.

Husby Klitplantage er en af flere vestjyske plantager, der formodentlig bør afvikles i endnu større omfang end i de hidtidige projekter. Hensigten må være at øge klitnaturens udbredelse og de naturlige processer yderligere, om end der kan være større og mindre nåleskovspartier, som også bør bevares som urørt nåleskov. En nærmere præcisering af, hvad der bør ske på de forskellige arealer, forudsætter naturligvis fageksperters detailanalyse og plan.

Hareflod Sø, Husby Klitplantage (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hareflod Sø, Husby Klitplantage (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Overordnet set handler det dog i første omgang om at afvikle drift og dræn, så naturen kan udvikle sig vildere på naturligere præmisser. Naturstyrelsen har udgravet mindre vådområder i form af otte lavninger på afblæsningsfladen mellem parabelklittens halvanden kilometer lange ’arme’, der udgår fra hver sin ende af dens én kilometer brede front. Endvidere er der iværksat en stor indsats mod rynket rose, bl.a. ved hjælp af en slags fræser, der ikke alene knuser buskene, men også rækker 20-30 centimeter under jorden. Endvidere har man forsøgt omfattende opgavninger og tildækninger med plastic for at komme den uønskede plante til livs.

Det, der er afgørende for at genetablere udgangsbetingelserne for naturligere natur, indebærer imidlertid også flere forskellige større planteædere, der kan trampe hul i vegetationen, holde tilgroning nede, transportere frø vidt omkring og generelt bryde stilstand op til fordel for dynamik og variation.

Som vi har set ovenfor, er formodentlig ikke mindst bison velegnet i klitnaturen, men vildheste og vildkvæg er også oplagte dyr at tage i betragtning.

En ca. 14 kilometer lang hegnslinje er tilstrækkelig til at dække området, idet kyststrækningen selvfølgelig ikke behøver at blive hegnet, og dernæst ville der kunne udsættes et antal forskellige større planteædere til at supplere hjortevildtet og tilnærme et græsningstryk det, her kunne have været fra naturens hånd.

Samlet set ville en genetablering af udgangsbetingelserne for, at naturen fremadrettet kan udvikle sig dynamisk med naturligere processer bl.a. indebære

  • en afvikling af større dele af klitplantagen til fordel for lysåbne arealer og urørt nåleskov
  • en genetablering af naturlige vandforhold, hvor det er muligt
  • en udsættelse af flere forskellige større planteædere, formodentlig bison, vildhest og/eller vildkvæg
  • et 14 kilometer langt vildthegn med låger og porte til naturgæster samt faunapassager, hvor små og mellemstore planteædere kan passere frit
  • en fjernelse af eventuelle bistader og et ophør af eventuel mosindsamling

Alt sammen bør som nævnt udspecificeres og præciseres i detalje af fageksperter.

Europæisk bison (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison – en kommende beboer i Naturnationalpark Husby Klit? (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi antager, at afviklingen af dele af klitplantagen foregår med naturens egne kræfter efter indlednende rydninger, som letter vindens mulighed for selv at skabe opbrud blandt nåletræerne, vil de yderligere manuelle indgreb forbundet med en vis plantageafvikling være af mindre omfang. Yderligere etableringsudgifter vil være bestå i vildthegnet (ca. 4 mio. kr.), genetablerede vandforhold, indkøb af dyr og udarbejdelse af en detailplan.

Det behøver næppe beløbe sig til meget mere end ca. 10 mio. kr. (forudsat at Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktionen i Husby Klitplantage).

Udgifterne bør helt eller delvist finansieres af stat og kommune – eller (mere realistisk): af de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over.

Resultatet kunne blive et varieret klitområde med spredte nålebevoksninger, tidvise søer og flokke af større planteædere. Det ville ikke være nødvendigt at lade sig distrahere af sanglærken for at glemme plantagemonotonien, for den afvikles – og den lille fugl med den store stemme ville også få gavn af et større og mere åbent landskab

Herfra kunne dens toner brede sig yderligere »vidt omkring fra et kildespring« højt fra det »strålende ingenting«, som det hedder så smukt i Thøger Larsens digt om lærken.

Rune Engelbreth Larsen, marts 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status