Af Rune Engelbreth Larsen

Vildtreservat kan blive første skridt til en vildere Nationalpark Thy

Erindringen om dette steds skønhed, dets storslåethed og dets mærkelige vemodige stemning, vil aldrig kunne udviskes. Dette er det nordligste Jylland i dets mærkeligste og mest betagende skikkelse; her findes endnu i denne fuldkommen uberørte natur alt, hvad der kan stemme sindet til andagt. (Achton Friis: De Jyders Land,1932-33)

Vildtreservatet syd for Hanstholm, der i dag er en del af Nationalpark Thy, kaldes populært Danmarks største vildmark – og det er nok et indtryk, de fleste kan nikke genkendende til, hvis de betragter vidderne et passende sted. Det kunne være fra vildtreservatets højeste punkt, Isbjerg (56 m), der ligger i den sydlige ende, eller fra nogle af de nordlige udsigtspunkter, hvor der er et godt udblik over det barske og meget smukke klitlandskab ud mod Vesterhavet.

Den store flade slette er Danmarks største klithede, der strækker sig over små 40 kvadratkilometer – et patchwork af klitter, søer, hede, enge og moser mellem Vesterhavet og de stejle kalkskrænter, der i op til 14 meters højde markerer Stenalderhavets kystlinje 3-4 kilometer inde i landet. Mie Buus har oprullet hele historien bag vildtreservatets oprettelse i Hanstholm Vildtreservat i kulturhistorisk perspektiv (2015).

Jørgen Otto Fabricius (1887-1971), der var ansat i Statsskovvæsenet fra 1911 og blev formand for Reservatrådet i 1939, var den første, der havde set potentialet for vildtreservatet. Det var Reservatrådet, der oprettede og drev vildtreservater i Danmark, og Fabricius har engang i 1960’erne berettet til Poul Hald Mortensen, hvordan han blev opmærksom på mulighederne allerede i 1900-tallets første årti:

Ja, nu skal du høre historien om Hanstholmreservatet, Hirschholmene og Stauns Fjord. Det var, da jeg var ung forstkandidat, hvor jeg lavede nogle undersøgelser på prøveflader af sitka-gran i Vilsbøl Plantage. Da jeg gik på bakkerne der i Vilsbøl Plantage og kiggede ud mod nord op mod Hanstholm Fyr, så kunne jeg jo se nogle kæmpemæssige arealer, som lå utilplantede hen. Og da besluttede jeg, at dem måtte vi se at sikre for fremtiden. Senere den sommer var jeg en tur på Hirschholmene, og på tilbageturen tog jeg omkring Lassen på Brattingsborg, og da var Lassen så flink at sejle mig ud i Stauns Fjord. Og nu kan De jo se i dag, hr. Mortensen, nu er både Hanstholmreservatet, Hirschholmene og Stauns Fjord sikret for eftertiden. (P.H. Mortensen i Buus 2015: Hanstholm Vildtreservat i kulturhistorisk perspektiv).

Reservatrådets beslutning om at realisere vildtreservatet syd for Hanstholm blev muliggjort af Jagtfonden, der sad på jagttegnsmidlerne og var mere end tilstrækkeligt økonomisk velpolstret til, at man i 1936-37 kunne opkøbe over 3.000 hektar og samle de nødvendige arealer.

I april 1937 offentliggjorde Thisted Amtsavis og Berlingske Tidende nyheden om »et vildtreservat på en halv kvadratmil mellem Klitmøller og Hanstholm«, mens Politiken nølede i over et år, før historien kom i avisen under den maleriske overskrift »Maanelande eller Hanstholmreservatet«. Året efter blev Danmarks første naturgenopretningsprojekt gennemført, da afvandingen af reservatets centrale dele blev indstillet ved at tilstoppe en afvandingsgrøft nord for søen Sokland, men først i januar 1949 fastsatte Landbrugsministeriets dog de formelle vildtreservat-bestemmelser for Hanstholmreservatet. 

Mindre vildt blev det ikke, da der flere gange i 1967-71 tilsyneladende blev set en los (Hald-Mortensen 1971). Det var dog ikke alle, der blev overbevist, og et fodaftryk i sneen, som skulle være spor efter lossen, blev også siden vurderet som tilhørende mårfamilien (Valentin-Jensen 1977). Til gengæld er der ingen tvivl om, at netop denne vildmark i 2012 skulle blive den første lokalitet, hvor ulven beviseligt blev observeret efter at have været udryddet i Danmark i 199 år.

Til gengæld har området (i lighed med det øvrige Nordjylland) først fået krondyr tilbage relativt sent. Både dådyr og krondyr blev forsøgt totaludryddet i Danmark pr. dekret i 1799 for at forhindre hjortevildtets ‘skader’ på landbrug og skovbrug, og inden 1800-tallet var omme, var alle krondyr skudt bort på Sjælland og Fyn, mens der i Jylland kun overlevede en meget lille bestand.

Nye vinde blæste århundredet efter, og krondyrene gik atter frem, men først i begyndelsen af 1970’erne var der genetableret en bestand nord for Limfjorden. Det skyldtes imidlertid i høj grad, at der i 1970’erne blev sluppet en snes krondyr løs, og at endnu flere undslap nordjyske hjortefarme i 1980’erne, men siden er det også gået stærkt. Alene i Thisted Kommune er der i dag en krondyrbestand på ca. 1.200 dyr med en stor kernebestand i Hanstholm Vildtreservat, hvor de ofte kan ses spankulere omkring på de åbne vidder. Jagtforbuddet betyder, at dyrene i mindre grad gemmer sig i dagtimerne, end vi kender det fra de fleste andre steder i landet.

De er i dag en del af den vildskab, der har gjort Hanstholm Vildtreservat til noget unikt i Danmark, og nærværende artikel er da også et forslag til at udvide vildskaben til Vilsbøl Plantage og Tved Plantage. Hensigten er at opprioritere Nationalpark Thys natur og biodiversitet i et 5.700 hektar stort område, der både af navn og gavn kunne blive nationalparkens vildeste kerneområde, og som vi i det følgende vil kalde NATURnationalpark Hanstholm Vildmark.

Hvorfor lige dér?

Der er grund til at prioritere natur og biodiversitet højere i meget store dele af Nationalpark Thy, men skal man begynde et sted, er Hanstholm Vildtreservat et udmærket valg af flere grunde, der rækker ud over dets status som vildtreservat.

For det første er næsten hele arealet i forvejen statsejet, og derfor er man fri for at skulle drøfte tiltag med en eller flere af de mere end tusind private lodsejere, der sammenlagt ejer omtrent en fjerdedel af nationalparken – fortrinsvis syd for Hanstholm Vildtreservat. 

For det andet overlapper meget store dele af den foreslåede afgrænsning Natura 2000-område nr. 24 (der omfatter Hanstholm Vildtreservat, Vandet Sø, Nors Sø og Hanstholmknuden), hvor Danmark allerede har forpligtet sig til at sikre god bevaringsstatus for udvalgte arter og en række naturtyper. I dette tilfælde er det stor vandsalamander, damflagermus, odder, liden najade og fuglearterne rørdrum, sædgås, trane, hjejle, tinksmed og mosehornugle samt 21 naturtyper, bl.a. klithede, kalkoverdrev, surf overdrev, elle- og askeskov, rigkær og skovbevokset tørvemose.

Dermed skal staten altså yde en ekstraordinær indsats på næsten hele arealet, også hvis områdets naturværdier indgår i et ambitiøst naturreservat.

Ganske vist er indsatsen ikke altid lige pligtopfyldende i dag, hvilket søerne eksemplificerer. Ti af de elleve største søer i Natura 2000-området ligger f.eks. også inden for afgrænsningen af nærværende forslag til Naturnationalpark Hanstholm Vildmark (kun Vandet Sø ligger udenfor), men ifølge Basisanalysen af området for 2016-21 er kun to af disse i »god tilstand« (Nors Sø og Torsmål, hvor sidstnævnte tillige karakteriseres som »sårbar«), mens én er i »ringe tilstand« – hele syv af søerne er i »ukendt tilstand«. Ikke den mest grundige basisanalyse i et naturområde med særskilte beskyttelsesforpligtelser.

Den tredje grund til, at den foreslåede afgrænsning giver god mening for et ambitiøst naturreservat, er, at Hanstholm Vildtreservat er prioriteret blandt de udpegede 13 procent af det danske skovareal (på sammenlagt 75.000 hektar), der ifølge rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove skal udlægges til urørt skov og således fritages for tømmerproduktion, hvis tabet af biodiversitet i skovene skal standses (Petersen m.fl. 2016: 35-52). Og for det fjerde er dette område også prioriteret blandt de 50 procent af al dansk natur i det åbne land og skovene, hvor naturindsatsen ifølge rapporten Biodiversitetskort for Danmark skal prioriteres for at standse Danmarks generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

For det femte rummer meget store dele af området en høj bioscore, hvilket vil sige, at her er stadig er mange truede arter og mange potentielle levesteder for truede arter. I nationalparken som helhed – og dens umiddelbare nærhed – findes således mindst 24 rødlistede plantearter, bl.a. næsten hele den danske bestand af skotsk lostilk og strand-snerle, og 94 rødlistede ikke-lavdannende svampearter (Heilmann-Clausen m.fl. 2015). Der er en lang række særegne vandskudsplanter, bl.a. sylblad og liden najade.

Nationalparken er også et hotspot for laver og mosser – af mosserne findes f.eks. hele 42% af samtlige 620 danske arter i Nationalpark Thy, bl.a. pæremøgmos, tyges snoblad, skygge kalkmos, gul snoblad, skør bredribbe og mange flere. Alene i klitlavningerne i Hanstholm Vildtreservat er der registreret over 50 mos-arter – til gengæld er de kalkholdige lysåbne overdrev bemærkelsesværdigt sparsomme eller helt blottede for mosser, formodentlig på grund af fraværet af græsning i fortiden (Aude & Frederiksen 2015).

I det hele taget findes en lang række af de mange sjældne og truede arter netop i den del af nationalparken, der er afgrænset i nærværende forslag til Naturnationalpark Hanstholm Vildmark.

Nationalparkplanen prioriterer ikke naturen i tilstrækkelig grad

Danmarks første nationalpark er (eller var) Rebild Bakker Nationalpark, der blev udpeget i 1912, men det har de fleste glemt, og den figurerer ikke blandt de officielle nationalparker længere. I dag får Nationalpark Thy hæderen som den første danske nationalpark efter indvielsen i august 2008, efterfulgt af Nationalpark Mols Bjerge (2009), Nationalpark Vadehavet (2010), Nationalpark Skjoldungernes Land (2015) og Nationalpark Kongernes Nordsjælland (2016). 

Fem nationalparker indviet på otte år signalerer jo en stærk politisk prioritering af natur, skulle man tro, men det danske nationalpark-koncept lader desværre meget tilbage at ønske i forhold til at løfte naturværdierne. Der er slet ikke tilstrækkelige midler, lovgivningen angiver ingen særskilt naturbeskyttelse, og bestyrelserne har det med at prioritere naturen alt for lavt.

Det gælder også Nationalpark Thy.

I 2016 blev det f.eks. bemærket i Notat til Statsrevisorerne om etablering af nationalparker i Danmark, at kun meget få af de tre første nationalparkers samlede udgifter afsættes til naturformål: »Når det kommer til nationalparkernes hovedformål om at styrke og udvikle naturen, har Rigsrevisionen på baggrund af Naturstyrelsens opfølgning beregnet, at henholdsvis 5, 6 og 7% af nationalparkernes samlede udgifter er gået til dette formål.« 

Trods kritikken er det ikke en prioritering, der ser ud til at blive ændret markant i de nærmeste år. I Nationalparkplanens 22 indsatsområder for perioden 2016-22 er der f.eks. kun 7, der har at gøre med tiltag i og for naturen, og af de 13 førsteprioriteter er der kun 2 naturtiltag til bedring af naturtilstanden, mens noget så vigtigt som helårsgræsning på større arealer f.eks. kun figurerer lavt blandt andenprioriteterne (Andersen m.fl. 2016).

For flere indsatsområder (f.eks. de tre ovennævnte naturtiltag) gælder, at de hviler på eventualiteter og forhåbningsfuld fundraisning, hvorfor det ikke så meget er en nationalparkplan, der fortæller hvad man rent faktisk kan og gør, men derimod nærmere en ønskeliste, der fortæller, hvad man godt kunne tænke sig at gøre.

Så meget desto mere fortæller den lave prioritering af naturtiltag, at naturen ikke i tilstrækkelig grad har nationalparkbestyrelsens bevågenhed – i stedet handler en stor del af prioriteringerne om branding af nationalparken, udarbejdelsen af et kulturhistorisk atlas, erhvervsudviklingsforum, nationalpark-produkter, nyttejobs og etableringen af diverse faciliteter, iblandet relevante planer om en formidlingsmasterplan og forskning. 

Lettere bliver det ikke af, at nationalparken i vid udstrækning er afhængig af, hvilke planer Naturstyrelsen har lagt for områdets nåletræsplantager. Eksempelvis kan man også læse følgende om plantagearealerne i Nationalparkplanen: »Klitplantagernes forvandling til naturlige blandingsskove med meget stor andel af løvtræer og buske vil strække sig langt ud over de første nationalparkplaner. Det tog 150 år at skabe et nordisk nåleskovsmiljø i klitterne. Det vil tage mindst lige så lang tid at forvandle plantagerne til mere lysåbne og løvtræsdominerede skove med stort naturindhold. Det vil tage flere århundreder, før der for alvor udvikler sig egentlig naturskov på morænen i den østligste del af plantagerne.« (Andersen m.fl. 2016: 46).

Det mindste af problemerne med denne ‘vision’ er, at man i nationalpark-regi opererer med århundredsplaner og dermed giver indtryk af, at naturen selv begrænser tiltag, der inden for en overskuelig tidshorisont kan fremme biodiversiteten – og det gør den selvfølgelig nogle gange, men langt fra i denne udstrækning her.

Mere problematisk er det imidlertid, hvorfor det indskrives i en nationalparkplan, at man har spildt 150 år på at forvandle naturlig klitnatur til et »kunstigt nordisk nåleskovsmiljø«, for at vi dernæst skal se frem til, at der skal gå mindst yderligere 150 år med at forvandle dette kunstige nordiske nåleskovsmiljø til et i virkeligheden ikke meget mindre kunstigt løvtræsdomineret område, der måske snarere burde genetableres som klit-natur (med urørt nåleskov dér, hvor nåleskovsmiljøet i mellemtiden har udviklet sig til betydningsfulde levesteder, og løvskov, hvor den kommer af sig selv)?

I de senere år er der brugt millioner af statskroner på aktivt at fjerne næsten 300 hektar nåletræer for blot at plante løvtræer, hvor der i århundreder ikke har været skov, frem for at forvalte området efter det, der gives fra naturens hånd. Den eksisterende prioritering handler ikke om naturens tarv, men om tømmerproduktion – og de mange millioner kroner kunne i stedet have finansieret mange vigtige naturtiltag af gavn for biodiversiteten i nationalparken.

Hvad skal der til?

Lad os se nærmere på, hvad der med fordel bør ske i klitplantagerne i Hanstholm Vildtreservat, hvis det skal blive til vildere natur på naturligere præmisser.

Ifølge den tidligere nævnte rapport Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove er flere af klitplantagerne på strækningen fra Thy til Skagen fremhævet som bevaringsværdige nåleskovsarealer, heriblandt Tved Klitplantage (Petersen m.fl. 2016: 52), hvor der også er bevaringsværdige partier med ellesump og pilekrat. Der er altså noget, der taler for at bevare bevoksningerne i et eller andet omfang og en eller anden form. Spørgsmålet er hvilket omfang og hvilken form – og der er flere faktorer at tage hensyn til.

Af Tved Klitplantages ca. 1.350 hektar er ca. 1.000 hektar trædækket med seks gange så mange nåletræer som løvtræer i en gennemgrøftet og drænet plantage. Det betyder ikke blot stor ensformighed i skovnaturen, men også en udtalt mangel på naturlige vådområder. Rapporten Basisregistrering og naturovervågning i Nationalpark Thy peger således på, at »skovdriften, og ikke mindst den tilhørende dræning, er en stor trussel mod vandkvaliteten i søer og vådområder nedstrøms«, og at store naturværdier på plantagernes lysåbne arealer er truet af tilgroning, fragmentering og isolation (Heilmann-Clausen m.fl. 2015: 11). 

Rapporten Mosser i Nationalpark Thy betoner tilsvarende skovdriften som problemet par excellence: »Den suverænt største trussel mod en artsrig mosflora i Tved Klitplantage er skovdriften. Der mangler simpelthen vand og dødt ved for, at mosfloraen kan nå sit fulde potentiale. Man bør først og fremmest fjerne nåletræerne fra de områder, hvor klitvegetationen stadig er til stede og lade løvtræsbeplantninger være urørte, der hvor klitvegetationen er fuldstændigt forsvundet. Samtidig bør alle grøfter tilkastes og dræning ophøre. Det er tydeligt, at den interessante mosflora i Tved Klitplantage er der på trods af skovdriften og ikke på grund af skovdriften.« (Aude & Frederiksen 2015: 115).

Omtrent halvdelen af nationalparkens truede ikke-lavdannende svampearter findes således i dag i nålebevoksninger, og i de ældste dele af klitplantagerne er der visse steder opstået lokaliteter med svampearter, som stort set kun findes i Nationalpark Thy (Heilmann-Clausen m.fl. 2015). Faktisk huser nationalparken en stor del af den samlede danske bestand af flere svampearter, bl.a. stand-jordtunge, ringløs honningsvamp, purpursort jordtunge, bitter korkpigsvamp og lak-skørhat.

Disse forhold bestyrker, at skovdriften i alle tilfælde bør indstilles, hvis natur og biodiversitet skal have førsteprioritet. Ifølge Basisregistrering og naturovervågning i Nationalpark Thy vil det endvidere gavne natur og biodiversitet »overalt« at afvikle dræning i plantagerne. Derfor giver det god mening, at nationalparkplanen prioriterer genskabelsen af sammenhænge mellem fugtige klitheder og vådområder samt genetableringen af naturlige vandstandsforhold, om end der i Nationalparkplanen som nævnt kun er tale om et ønske, ikke et finansieret tiltag.

Der er altså grund til at bevare dele af nålebevoksningerne i klitplantagerne som fremtidig urørt nåleskov i Hanstholm Vildtreservat.

Imidlertid er der også dele, som bør afvikles – i hvert fald hvis vi prioriterer overlevelseschancerne for den stærkt truede dagsommerfugl ensianblåfugl, der er gået stærkt tilbage det forgangne århundrede i det meste af Europa.

Bortset fra Læsø og enkelte indlandslokaliteter findes den i Danmark kun få steder langs den jyske vestkyst, bl.a. i Hanstholm Vildtreservat, hvor den nordlige del af Tved Klitplantage imidlertid udgør en uoverskridelig mur mellem to af de få og ret isolerede bestande, der ellers kun lever på 2-3 kilometers afstand af hinanden.

Andreas Kelager, der har undersøgt ensianblåfugls bestande i Nationalpark Vadehavet og Nationalpark Thy, konkluderer, at det er afgørende at bevare eller genskabe forbindelser på tværs af de geografiske afstande mellem nære, men isolerede bestande for at minimere risikoen for lokal uddøen (Kelager 2015). Ensianblåfugl spreder sig meget vanskeligt, hvis levestedet omgives af skov frem for af åbne arealer, hvilket kunne tale for en hel eller delvis afvikling af dele af Tved Klitplantage, som adskiller to nære bestande, henholdsvis nær Savbjerg, vest for den nordligste del af plantagen, og omkring Kokkær Vand nord for plantagen.

I sine anbefalinger for at bevare og øge bestanden af ensianblåfugl påpeger Kelager og andre forskere bag Status over forvaltningen af ensianblåfugl i Nationalpark Thy, at man afvikler plantagebevoksningen til fordel for lysåben natur på det lavtliggende område mellem Savbjerg og højderyggen ved Tved Klitplantage (Kelager m.fl. 2017: 43).

Et andet aspekt, som også – men langtfra alene – er af betydning for den truede ensianblåfugl, er vigtigheden af græsning i klitlandskaberne, hvor manglende dynamik og for sparsom græsning har øget tilgroningen. Dermed trues arter, der er tilknyttet den lysåbne natur, og som er afhængige af de vegetationsåbninger, som skabes af større dyr såvel som af vind og vejr.

Som vi har været inde på, er der ganske vist allerede i dag en meget stor bestand af krondyr med kerneområde i Hanstholm Vildtreservat, men hvis græsningen skal forbedres i et naturreservat, hvor også dele af klitplantagerne bliver afviklet, er det oplagt at udsætte flere forskellige større planteædere som en integreret del af naturen.

Europæisk bison kunne være en mulighed. Den er allerede bragt på bane af forskere som en oplagt græsser i den danske klitnatur (Brunbjerg m.fl. 2014), og selv om det ville indebære et hegn rundt om den foreslåede afgrænsning af Hanstholm Vildmark, behøver det ikke nødvendigvis forhindre den store bestand af krondyr i fortsat at passere ind og ud af området, hvis man nøjes med et trådhegn af ca. 1,2-1,5 meters højde. Det springer krondyrene let over.

Let helårsgræsning i fugtige klitlavninger og på den våde hede kan også gavne ensianblåfugl, og blandt de forskellige større planteædere, der af samme grund kan »tænkes ind i helårsafgræsning specifikt på ensianblåfuglhabitater«, er udover får, hest, kvæg, krondyr og rådyr også elg og europæisk bison,« påpeges i den nævnte rapport Status over forvaltningen af ensianblåfugl i Nationalpark Thy (Kelager m.fl. 2017: 18-20).

Her gøres det desuden gældende, at Nationalpark Thy »kan lære af erfaringerne gjort i forbindelse med det nye afgræsningsprojekt i Nationalpark Mols Bjerge, hvor man netop anvender galloway kvæg og exmoor ponyer«, idet der »foreslås én til få store indhegninger fremfor mange små i forbindelse med sammenhængsskabelse, både regionalt og på langs af hele nationalparken«.

Eftersom intet realistisk vildthegn alligevel kan holde 1 ton frembuldrende bison inde, er det måske ikke nødvendigt med meget stærke hegn, for hvis den ikke har grund til at forcere hegnet (f.eks. som følge af jagt eller manglende føde), er det spørgsmålet, om der er brug for mere end et traditionelt elførende trådhegn. Ganske vist kan en europæisk bison faktisk springe over to meter i højden, men det kan nogle kreaturer også, og det betyder ikke, at vi ser to meter høje hegn omkring græssende kvæg. Et elhegn er også rigeligt til f.eks. at holde vildheste inden for området, og dermed er der allerede spændende og vigtige muligheder for en større variation af større planteædere, som lever frit og vildt uden fodring, mens krondyr og mindre planteædere stadig kan bevæge sig ind og ud af området.

Nedenfor er et forslag til en hegnslinje, der ikke hegner kystlinjen og heller ikke den østlige side af Nors Sø, og som derfor ‘kun’ er 31 kilometer lang. Hvis hegnet skal være robust nok til at rumme elge, vil det koste op imod 7-8 mio. kr., men nøjes man med et trådhegn på en højde af 1,2-1,5 meter koster det formodentlig kun omkring en femtedel eller fjerdedel heraf.

Det må selvfølgelig være op til forskeres detailplanlægning at vurdere, hvilke og hvor mange større planteædere, området kan bære.

Udover hegnet vil etableringen af Naturnationalpark Hanstholm Vildmark være forbundet med udgifter til en sådan detailplanlægning, indkøb af dyr, større færiste i hver sin ende af Kystvejen (syd for Hanstholm og nord for Klitmøller) og genetableringen af naturlige vandforhold (idet jeg tillader mig at forudsætte, at det ikke er nødvendigt at opkøbe Nors Sø, og at staten bidrager til projektet ved at forestå afviklingen af den nordlige del af Tved Klitplantage (og i øvrigt ikke at kræve økonomisk kompensation for eventuelt tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører). 

Afslutningsvis er det også værd at fremhæve en særlig detalje, som alt for ofte glemmes i vigtige naturområder: den menneskeskabte overflod af honningbier.

Man bør således overveje at indstille udsætningen af honningbier i og omkring området, fordi de risikerer at presse truede vilde bier. Svenske forskere, der har undersøgt effekten af 624 bistader på 23 forskellige lokaliteter med rapsmarker og sammenlignet med 21 lokaliteter uden honningbier, konkluderer f.eks., at udsætningen af honningbier ikke blot påvirker humlebier og solitærbier negativt, men også mange andre insekter (Lindström m.fl. 2016). Og når udsatte honningbiers negative effekt på vilde insekter er så tydelig i rapsmarker, hvor tætheden af blomster er massiv, er der yderligere grund til at antage en negativ effekt af at udsætte bistader i naturområder.

Specialerapporten De vilde bier i Nationalpark Thy, der netop tager udgangspunkt i udviklingen i Hanstholm Vildtreservat, anbefaler da også »gennemgribende forvaltningstiltag« på grund af risikoen for konkurrence mellem vilde bier og honningbier (Hansen 2014). 

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet til de statsejede arealer Hanstholm Vildtreservat, Tved Klitplantage og Vilsbøl Klitplantage og undersøg mulighederne for at inkludere Nors Sø, med eller uden opkøb.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får mere naturlige vandforhold; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende nåleplantager, der skal afvikles og udtyndes før en omlægning af visse artsrige nålebevoksninger til urørt skov (med et totalophør af al tømmerproduktion) og genskabelse af større arealer med lysåben klitnatur; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Hanstholm Vildmark ville være et stort skridt i retning af vildere og mere selvforvaltende natur på et område, der næsten udgør en fjerdedel af Nationalpark Thy – og som jo også kunne ses som en ambitiøs model for fremtidige tiltag i de øvrige dele af en nationalpark på naturens præmisser.

Rune Engelbreth Larsen, december 2016
Opdateret februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status