I Skoven nr. 8/2016 retter skovrider Niels Heding et frontalangreb mod undertegnede – ikke på baggrund af noget, jeg har skrevet i Skoven, men på baggrund af noget jeg har skrevet i et helt andet medie (Politiken). Niels Heding har dog ikke fundet det rimeligt at orientere mig om, at han kastede sig over mig et helt andet sted, og havde venlige sjæle ikke gjort mig opmærksom på dette, kunne hans indlæg bekvemt nok have stået uimodsagt til evig tid.
Men til substansen: Det »passer ikke«, når jeg hævder, at biodiversiteten er truet af skovdyrkning, bedyrer Heding. Han er således uenig i, at det ser slemt ud for naturværdierne i de danske skove, for »i de gamle skove – de oprindelige 4% – synes jeg ikke, der er mangel på fugtige lavninger og dødt træ,« skriver han.
Vi kan selvfølgelig godt tage diskussionen om, hvad vi hver især »synes«, men så bliver det vist lidt for useriøst. Vi kan imidlertid også diskutere på det faglige grundlag, vi har, og så forholde os hertil.
I marts 2014 offentliggjorde Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) f.eks. rapporten Bevaringsstatus for naturtyper og arter – Habitatdirektivets Artikel 17 rapportering, og her konstateres det, at vore internationalt beskyttede skovtyper har 100 procent »stærkt ugunstig bevaringsstatus«. Intet mindre.
Jeg er naturligvis klar over, at der er kriterier for denne vurdering, som nogle ikke bryder sig om, og så må man jo forklare og diskutere disse – men derfra og så til at bagatellisere, at biodiversiteten i skovene er og bliver stærkt trængt, er at gå langt over minimumsgrænsen for basal redelighed.
I april 2016 konkluderede rapporten Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC), at hvis ikke vi minimum udlægger 75.000 hektar nøje udvalgt skovareal som urørt skov (altså skov uden enhver form for tømmerproduktion, men gerne med forskellige biodiversitetsfremmende tiltag), kan vi ganske enkelt ikke standse den store artstilbagegang i danske skove.
Nu kan Heding så bedyre som sit bevis på, hvor godt det går, at hverken »havørn, kongeørn eller fiskørn ynglede i Danmark« for bare 25 år siden. Men det svarer omtrent til at sige, at vi har udryddet al sygdom i den danske andedam, fordi en patient er set forlade hospitalet de forløbne 25 år, og fordi to andre har forladt intensiv. Og så er rovfuglebestandene jo ikke ved at komme sig pga. skovdrift, men fordi vi (næsten) er holdt op med at skyde og forgifte dem.
Det nytter selvfølgelig heller ikke som argument, at »bestandene af rådyr, dådyr og krondyr er tidoblet de seneste år«, som Heding skriver. Det har jo intet med biodiversitetskrisen at gøre. For rådyrenes vedkommende kunne han næsten lige så godt have påpeget, at fasanen klarer sig fint. Pokemon er forøvrigt også i stabil fremgang, »synes« mine børn.
Vender vi tilbage til seriøsiteten, er pointen, at biodiversitetskrisen er udtryk for det meget store antal rødlistede arter og de mange trængte naturtyper, der går stærkt ud over variationen og mangfoldigheden af levesteder og arter. En trist udvikling, der bl.a. skyldes naturarealernes fragmentering og den store mangel på naturlige processer – ikke alene, men heller ikke mindst – i produktionsskovene.
65 procent af alle Danmarks truede arter er tilknyttet skov, og næsten 40 procent af de truede arter er udelukkende tilknyttet skov. Langt hovedparten af alle skovenes vådområder er drænet bort, der er kun 6 kubikmeter dødt ved i gennemsnit i danske skove, og i langt de fleste er der så godt som ingenting. Det er fakta, uanset hvad Heding »synes«.
Heldigvis sker der også mange gode tiltag hos naturvenlige private skovejere, og Naturstyrelsen har også gennemført en række glimrende projekter, der bl.a. har genetableret naturlig hydrologi, genoprettet skovlysninger og sikret græsning flere steder. Men desværre går naturforarmelsen så stærkt, at det langtfra er tilstrækkeligt – og det er vel dét, vi burde stå sammen om at adressere, hvis vi vil skovnaturen det godt?
Og husk lige, at vi kun taler om 13% af det danske skovareal som urørt skov, hvis biodiversitetstilbagegangen skal standses i skovene. Sølle 75.000 hektar som minimumsniveau. En meget lille bid i betragtning af, hvor meget skovarealet er blevet forøget ved skovrejsning de sidste par generationer. Tænk, hvis der var bred opbakning til dette – eller lidt mere for at løfte os over minimum?
Tømmerproducenterne har stadig over 500.000 hektar skov, og natur og biodiversitet ville få sin lille, men stærkt tiltrængte del. Win win.
Rune Engelbreth Larsen (Skoven nr. 10/16, 20. oktober 2016)
Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vildere, mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 48 kvadratkilometer vildere og sammenhængende natur i tre vestjyske kommuner: Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag: > Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede kunne blive et 4.800 hektar stort naturreservat med stor variation, gennemskåret af den smukt slyngede Lilleå og med Idom Å (der aldrig har været reguleret) som nordøstlig grænse ved Idom Hede (kortet er baseret på OpenStreetMap)
Hvad vi kan lære af urfuglereservatet uden urfugle
Hvert år har man kunnet se urfuglen på dens dansepladser på Vind Hede. Sidste år blev der set to gamle hanner og en ung han, der forsøgte at efterligne de gamle, dansende hanner. Det gav håb om en fortsat bestand. Men i år er de ikke blevet set …
Beklageligvis måtte daværende formand for Dansk Ornitologisk Forening Frode Østergaard konstatere i Jyllands-Posten den 19. juni 1997, at de dansende urfugle nu også var en saga blot på Vind Hede. Desværre et forudsigeligt resultat af en bestandigt nedadgående spiral i område efter område de forløbne to århundreder. Blot to år senere blev landets allersidste urfugle set på Kongenshus Hede – en kok og tre høner.
Urfugl, Lüneburger Heide i Tyskland (foto: Verein Naturschutzpark e.V., kilde: Wikipedia)
I 1999 var afdansningsballet forbi, og i 2001 blev arten officielt erklæret uddød i Danmark. Dens naturlige levesteder – heder og højmoser – er i omfattende grad blevet opdyrket, tilplantet, drænet, tilgroet og fragmenteret i løbet af 1800- og 1900-tallet.
Urfuglen er ikke mindst kendt for sin parringsdans, men er også en ualmindelig smuk hønsefugl – i hvert fald hannen, der er metallisk blåsort med snehvide dækfjer under en lyreformet hale. Skønt der kun er få hjemlige knoglefund fra forhistorisk tid, har den formodentlig levet i Danmark, siden landet var et åbent slettelandskab for 10.000-12.000 år siden. i nyere tid regner man dog dens største udbredelse for parallel med udbredelsen af den jyske hede, hvor den var en almindelig ynglefugl i mange århundreder.
Ved det forrige århundredskifte var urfuglen dog allerede forsvundet mange steder – heden, der i begyndelsen af 1800-tallet dækkede omtrent halvdelen af Jylland, svandt hastigt ind, og i 1913 skrev Sigurd Harald Alfred Raumbusch profetisk: »Megen hede og megen ro vil denne fugl have; den foragter mennesket og afskyer agerdyrkning: ensomhed er den en livsbetingelse, og selv om den var absolut fredet ville den dog svinde bort alene på grund af agerdyrkning.«
Og hvad hedernes afvikling påbegyndte, forcerede jagttrykket – urfuglen var blandt de mest foretrukne vildtfugle.
I 1930’erne og 1940’erne har den dog stadig en vis udbredelse i Midt- og Vestjylland, hvor bestanden anslås til ca. 2.400 fugle (Westerskov 1943) – men blot tyve år senere var kun halvdelen tilbage (Joensen 1967). Opdyrkningen af hederne fortsatte, og de tilbageværende hede-arealer fragmenteredes og groede til.
Ganske vist blev en række heder fredet i løbet af 1900-tallet, men paradoksalt nok gjorde nogle af fredningerne mere skade end gavn, fordi de var såkaldt tilstandsfredninger. Flere steder forbød fredningsbestemmelser således græsning, lyngskæring og afbrænding – selve forudsætningerne for, at heden (og dermed urfuglens foretrukne levested) kunne undgå tilgroning og bestå som hede.
Anders Holm Joensen, der stod i spidsen for en stor undersøgelse af urfuglens udbredelse i 1963-66, konkluderede dog optimistisk – og modsat Raumbusch i 1913 – at en række af de vigtigste urfugleområder trods alt var blevet »sikret«, hvorfor der skulle være »gode muligheder for at opretholde en stor bestand af urfugle fremover« (Joensen 1967).
I 1959 og begyndelsen af 1960’erne var Skov- og Naturstyrelsen da også blevet optaget af at redde bestanden, bl.a. i Vind Urfuglereservat, hvor man var begyndt at bekæmpe tilgroningen ved kontrolleret ildebrand. Ilden rydder vegetationen i enkelte parceller af gangen, hvor dyrene sagtens kan nå at flytte sig, og hedelyngen kommer forynget igen året efter. Forbilledet har formodentlig været Holland, hvor urfuglebestanden voksede, efter at man i begyndelsen af 1940’erne var begyndt at fjerne træopvækst og foretage årlige hedeafbrændinger.
Jagttider på urfuglen belv endegyldigt afskaffet i 1972, men da var det for sent – og jagten var kun én af en række faktorer, som banede vejen for den uundgåelige uddøen. I 1973 var der 400 urfugle tilbage i Danmark, i 1978 kun 100, og i 1989 var bestanden helt ned på ca. 30 (jf. DOF: Urfugl).
Tiåret efter var det som nævnt uigenkaldeligt slut.
Urfuglens afdansningsbal i 1900-tallet. Fra venstre: 1) Urfugleterræner 1930-1942 (jf. Joensen 1967, primært baseret på Westerskovs ‘Urfuglen’, 1943), 2) urfugleterræner 1966 (jf. Joensen 1967), 3) ynglende urfugle fra 1970’erne til 1990’erne (opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1971-74 og 1993-96, jf. DOFbasen.dk)Urfuglens udbredelse i Europa i dag – støvsuget i Danmark, men vidt udbredt i det øvrige Skandinavien (kort: Wikipedia)
På trods af urfuglens hastige tilbagegang og forsvindende få og små bestande allerede siden midten af 1970’erne kan man så sent som i 1993 læse i Naturplejebogen fra Skov- og Naturstyrelsen, at plejen på Vind Hede »er tilrettelagt for at skabe så gode levevilkår som muligt for urfuglen« (Ovesen 1993: 69).
Endnu i 2005 lagde Naturstyrelsen vandretursfolderen Stråsø Plantage Hardsyssel online, hvor følgende står at læse: »Der gøres såvel på urfuglereservatet som på distriktets omliggende hedearealer et stort arbejde med hedepleje og vildtpleje for at forsøge at vedligeholde den sidste, større urfuglebestand i Danmark.«
Altså mange år efter dens hastige decimering, og flere år efter dens nationale uddøen.
Vi har nok ikke gerne villet slippe urfuglen og håbet om at bevare den, men væk er den. Af og til dukker dog påståede observationer op, men de afvises i dag rutinemæssigt af Dansk Ornitologisk Forening som fejlobservationer eller eventuelle udsætninger. Sidstnævnte har det ikke skortet på gennem tiden, men de er alle som én mislykket.
Den smukke hønsefugl er og bliver uddød, og som en udpræget standfugl, kommer den heller ikke let tilbage af sig selv, selv om den er vidt udbredt i resten af Skandinavien og også findes i flere områder i Nordtyskland.
Desværre er urfuglens historie ikke nogen tilfældighed, men en symptomatisk fortælling om dansk naturs deroute – blot er det ikke alle de mistede eller truede arter, der har lige så stor ikonværdi som urfuglen.
Men selv om Vind Hedes Urfuglereservat nu er uden urfugle, er området stadig spændende og artsrigt – og omgivet af mange andre større naturarealer, der kunne tænkes og forvaltes i sammenhæng. Det gælder Idom Hede, Nørre og Sønder Vosborg Hede, Blåbjerg Plantage og Hede, Fejsø Plantage, Torsted Plantage og den store Stråsø Plantage. Igennem flere af områderne slynger Lilleå eller idom Å sig malerisk, sidstnævnte i udkanten af Idom Hedes sydeksponerede stenørken »med mindelser om en fjeldmark med stenlaver og en naturlig meget åben vegetation«, som den beskrives i en faglig DMU-rapport.
En del af et varieret naurområde, der udgør en del af landets største bakkeø, Skovbjerg Bakkeø – og som kunne blive til et stort og sammenhængende vestjysk naturreservat: Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede.
Ønsker vi vildere natur på naturligere præmisser, er der mange trængte arter, som vi skal tage højde for, og som helst ikke skal lide urfuglens skæbne. Det betyder også noget i mindre skala, f.eks. den overdrevne udsætning af bunker af bistader.
Der er således en risiko for, at honningbierne kan udøve et pres på mange andre trængte biarter, og der er ingen grund til at løbe den risiko. Langt de fleste vilde bier optræder i markant mindre tal end de sociale honningbier, og en specialerapport om konkurrencen mellem humlebier og honningbier i Hanstholm Vildtreservat har f.eks. påpeget, at »den store tæthed af honningbier kombineret med et lavt individtal af humlebier, vækker bekymring«. Konkluderende anbefales det at undgå bistader: »Med faldet i antal arter i reservatet og risikoen for at honningbierne ligeledes konkurrerer med de vilde bier i Hanstholmreservatet og andre steder i Nationalpark Thy, anbefales det at lave en forvaltningsplan for udsætningen af honningbier og gerne helt fjerne honningbistaderne fra reservatet.« (Hansen 2014).
Den anbefaling blev desværre ikke fulgt i Nationalpark Thy, men det burde den være blevet – og det bør den også blive i andre områder med vilde bestøvere, f.eks. de områder, vi ser på i nærværende forslag.
En anden forteelse, der finder sted i et stort, men ukendt omfang i flere naturområder, er mos-indsamling til juledekorationer. I flere plantager er det således et velkendt efterårs-syn at møde hundredvis af hvide flamingokasser stablet til indsamling af mos – det gælder også Stråsø Plantage. Konsekvenserne for mosser og andre arter i det pågældende økosystem er imidlertid ikke undersøgt herhjemme, men så meget desto mere er der grund til et tilbageholdende forsigtighedsprincip.
I USA er der tilsyneladende en udtalt bekymring for mos-indsamling, men her går det vist i højere grad end i Danmark ud over mos, der vokser på træer, som sine steder minutiøst ‘afpelses’. Robin Wall Kimmerer, der er professor i miljøvidenskab og skovbrug, kalder mosbevoksningerne for »et levende tæppe, der kan have en alder på hundred år« (New York Times, 30.11.2004), og det kan tage årtier for mosserne at opnå samme udbredelse som før en indsamling. Ja, nogle mosser regenererer kun ca. 1 procent om året og skal således bruge et helt århundred.
På baggrund af en omfattende spørgeundersøgelse blandt mos-handlere og botanikere har Dr. Patricia Muir, der er professor i botanik og plantepatologi ved Oregon State University, estimeret, at der bliver indsamlet ca. 4-18 mio. tons mosser om året i USA (jf. New York Times). Indsamlingen har også betydning for en række andre arter, eftersom flere planter vokser sammenvævet med mos, desuden høstes flere mosser og levermosser utilsigtet, og det samme gælder svampe og laver – selv en række mindre dyrearter kan ryge med i kassen.
I Danmark er det ikke træernes mos-pelse, der fjernes, men dele af skovbundens mos-tæpper. På Naturguide.dk kan man se billeder af utallige flamingokasser spredt ud over skovbunden og læse om, hvordan professionelle mos-samlere efter aftale med skovejere leverer bjerge af mos til gartnere og blomsterforhandlere, hvor det bruges (eller videresælges) til juledekorationer og anden pynt.
Nu er pointen jo ikke, at der er nogen stor skade sket, fordi Hr. og Fru Jensen og mange andre private samler lidt mos til deres juledekoration (selv om det næppe er hensigtsmæssigt, at alle gør det hvor som helst), ligesom det heller ikke er en katastrofe, at der hist og her er udsat nogle bistader med kolonier af honningbier i naturen. Pointen er, at når vi uden naturhensyn sætter milliarder af konkurrencestærke bier ud i Danmark, hvor talrige vilde bier er fåtallige og trængte, og når tusindvis af flamingokasser fyldes under efterårets mos-indsamling, er der tale om lemfældige indgreb uden forudgående faglige overvejelser over, hvorvidt – og i hvilket omfang – det er naturmæssigt forsvarligt.
I vigtige naturområder bør den slags ophøre, i det mindste indtil der foreligger en grundig faglig analyse med klare retningslinjer.
Løseligt anslået er ca. 98 procent af den foreslåede afgrænsning statsejet, og de små privatejede arealer kan udelades, hvis de ikke kan opkøbes. Det er afgørende, at konflikter og interessemodsætninger med private lodsejere undgås, og det sikres lettest, hvis ejerne enten er fonde, der i forvejen sætter naturværdierne højest, eller det offentlige.
Det betyder ikke, at man ikke på længere (eller kort) sigt kan opkøbe og tilknytte yderligere arealer, der i dag er privatejede (bl.a. også for at sammenknytte naturreservatet med andre offentlige områder). Men det er vigtigt at komme i gang med det, der er muligt her og nu, før man eventuelt udvider – i modsætning til den model, der er anvendt for nationalparkerne, hvor meget store privatejede arealer ofte er inkluderet med frivillige aftaler, som blot har underprioriteret naturhensynene.
Ad den vej har nationalparkerne ofte indlemmet både landbrug, skovbrug, tætbebyggede by-arealer og industri i det danske nationalpark-koncept, hvilket ikke rimer særlig godt med IUCN’s internationale nationalpark-kriterier, der kræver en »biodiversitetsstruktur og -funktion, som i høj grad er i ‘naturlig’ tilstand eller har potentialet til at opnå en sådan tilstand« (International Union for Conservation of Nature). Det er selvsagt umuligt, hvor der drives intensivt landbrug eller skovbrug.
Det foreslåede område her kunne imidlertid efterleve disse kriterier, hvis man gjorde en indledende indsats, og formodentlig er det ‘kun’ statslig træproduktion, der skal afvikles, og naturlig vandbalance, der skal genetableres, hvor der i dag er drænet af hensyn til statslig tømmerproduktion.
De skraverede områder er statsejede arealer og udgør ca. 98% af det afgrænsede område
Afgrænsningen rummer således et udmærket potentiale for at sikre og højne den eksisterende biodiversitet, f.eks. på Vind Hede. Men på de samlet set 4.800 hektar er der generelt rigeligt plads til at lade naturens dynamik udfolde sig friere, hvilket formodentlig først og fremmest må indebære et opbrud i de monotone og artsfattige nåletræsbevoksninger for at genetablere et landskab med en blanding af lysåbne arealer og nåleskov på naturligere præmisser. I en del af Stråsø Plantage har Naturstyrelsen selv ryddet nåletræer for at fremme et mere naturligt vestjysk landskab med hede og indlandsklitter.
Beskyttelse af truede arter og natur på mere naturlige præmisser må være det generelle mål for området. Det betyder også, at nåletræsplantagen skal udlægges som en kombination af urørt nåleskov og lysåbne arealer på naturligere præmisser. Det første vil f.eks. gavne en stribe af Stråsø Plantage i den sydvestlige del af den foreslåede afgræsning, hvor der er fundet en række rødlistede svampe, bl.a. sværtende gråblad, kantet ridderhat, blålig korkpigsvamp, duft-ridderhat, orange korkpigsvamp og den meget sjældne suppe-ridderhat (jf. Svampeatlas.dk).
Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Heden overlapper dele af Natura 2000-område nr. 64
Afgrænsningen overlapper endvidere dele af Natura 2000-område nr. 64, hvor Danmark i princippet er forpligtet til at sikre en række naturtypers og arters gunstige bevaringsstatus. Odder er blandt arterne på udpegningsgrundlaget og derved en af de arter, hvis levesteder er særlig vigtige at beskytte, og det sky dyr er da også observeret i Blåbjerg Plantage og ved Fuglsang Bro inden for de seneste år. Men når jeg skriver »i princippet er er forpligtet til at sikre en række naturtypers og arters gunstige bevaringsstatus«, så skyldes det, at staten er for løs i koderne på dette punkt og ikke i tilstrækkelig grad prioriterer de fornødne midler og den nødvendige indsats.
Rapporten Naturværdier i Danske Nationalparker konkluderer f.eks., at såvel Danmarks eksisterende fredninger som udvælgelsen af danske områder i Natura 2000-netværket »langtfra er effektive i forhold til at dække truede arter i Danmark« (Petersen et al. 2005: 101). Endnu en grund til at opgradere eksisterende naturområder til ambitiøse naturnationalparker.
En særlig udfordring ved dette forslag er, at skønt staten ejer 98 procent af området, og Miljøministeriet (og/eller Folketinget) derfor skal godkende en eventuel plan for vildere natur, så er den lokale og regionale indstilling selvsagt ikke uvæsentlig – og dette forslag rækker ind i hele tre forskellige kommuner, som skal komme overens i så henseende: Holstebro, Herning og Ringkøbing-Skjern.
Dette vilkår kunne imidlertid også gå hen og være en fordel, for hvis de tre kommuners lokalpolitikere kunne enes om et fælles udspil til et ambitiøst naturreservat, ville de utvivlsomt stå stærkt over for Folketingets partier. Det ‘eneste’, staten trods alt skal bidrage med her, er 1) at opgive al fremtidig tømmerproduktion (og dermed indtægterne herfra), og 2) være indstillet på at fremme naturværdierne i mere selvforvaltende retning – herunder en indskærpet forpligtelse til at efterleve Natura 2000-målene.
Selve etableringsomkostningerne – som vi vender tilbage til – kan man til gengæld forsøge at finansiere helt eller delvist uden om både stat og kommuner.
På et af kortene herunder fremgår det, hvordan området strækker sig ind i de tre kommuner, men man kunne også forestille sig Herning Kommune og Holstebro Kommune (der deler over 80 procent af afgrænsningens arealer imellem sig) gå sammen om et første udspil, eftersom Ringkøbing-Skjern Kommune jo i forvejen har sit helt eget (natur)nationalpark-projekt at se til omkring Skjern Floddelta, hvilket kommunen allerede er i gang med at afsøge mulighederne for.
Men her finder vi altså Herning Kommunes og Holstebro Kommunes væsentligste adgang til at spille en rolle i legen om at løfte natur og biodiversitet i Danmark og samtidig etablere et stort og bemærkelsesværdigt trækplaster for kommunernes grønne turisme.
Endelig kunne Herning eller Holstebro også vælge at gå i gang alene og i første omgang fokusere på arealerne inden for egen kommunegrænse – der er jo intet til hinder for, at den ene eller begge de to øvrige kommuner kobles på efterfølgende.
Skal naturen have førsteret i et ambitiøst naturreservat, skal statens skovdrift ophøre, og plantage-arealerne formodentlig kunne udvikle sig til et mosaiklandskab af lysåbne skove og åbne sletter af græsland, hede og indlandsklitter. Det betyder større indledende indgreb for at genetablere udgangsbetingelserne herfor, og udover genopretningen af naturlig vandbalance og en åbning af plantagen som nåleskov på naturligere præmisser skal endnu en vigtig faktor tilbage i naturens ligning: flere større planteædere.
Krondyr og rådyr gør allerede deres for at græsse arealerne. Eksempelvis kunne man i februar 2017 opleve op til tusind krondyr samlet på Vind Hede på én gang.
Men skal naturen være vildere og naturligere på egne præmisser, er der brug for flere forskellige større planteædere, ikke blot enkle koncentrerede tilfælde. Pladsen er der, både på de store åbne vidder på Vind Hede, Blåbjerg Hede og Idom Hede, men også i nåleskoven, der i et fremtidigt naturreservat kunne holdes mere åbent af en vifte af større græssere.
Og da arealet er stort, kan der tænkes i større bestande af ikke blot vildheste og vildkvæg, men formodentlig også elge og/eller bisoner – om end det i givet fald naturligvis er op til en analyse og vurdering af biodiversitetsforskere at konkretisere både sammensætning og antal. Men flere forskellige vil efter alt at dømme være en fordel, fordi såkaldt samgræsning af flere arter er yderligere i overensstemmelse med den mest naturlige løsning for et stort og varieret naturområde.
Minimusstørrelsen af en bestand, hvis den skal være levedygtig uden (eller med et minimum af) nye dyr tilført udefra, kalder man den mindste levedygtige bestandsstørrelse. Den slags vurderes ud fra både demografiske og genetiske faktorer, der bl.a. skal sikre mod indavl. Peter Sundes og Carsten Riis Olesens DMU-rapport Elg i Danmark analyserer dette for Danmarks natur som helhed og i en lang række specifikke naturområder, hvad angår en eventuel national bestand af elge, idet både fødegrundlaget og naturtyperne selvfølgelig kan betyde lokale og regionale variationer, som man må tage højde for.
Men som rapporten fremhæver, lever elgen især af fyr i vintermånederne, hvorfor den er velegnet til at hindre tilgroning af hedeområder med fyrretræer – altså en potentiel ‘naturlig naturgenopretter’ i netop dette område.
Som tommelfingerregel anføres, at en »effektiv bestandsstørrelse« (dvs. det antal dyr, der bidrager til reproduktionen) skal være mindst 40-50 dyr, hvilket indebærer en større totalbestand. Rapporten anslår således, at minimum 75 dyr burde »sikre selv totalt isolerede elgstammer mod indavl i løbet af en overskuelig fremtid« og således være robust over for indavl (hvis den ikke nedstammer fra alt for få dyr). Først over flere generationer vil en sådan bestand formodentlig have behov for supplerende udsætninger for at øge genpuljen (Sunde & Olesen 2007: 19-20).
Det centrale Jylland (som omfatter et areal på samlet 2.474 kvadratkilometer, der strækker sig over områder ved Silkeborgskovene, Gludsted, Herning-Brande, Viborg, Flyndersø, Borris-Grindsted, Nr. Snede-Brande Ulfborg og Klosterheden) vurderes at kunne understøtte en samlet elgbestand på knap 2.000 dyr, idet der er taget hensyn til eksisterende bestande af krondyr og rådyr (Sunde & Olesen 2007: 30) – men den beregning forudsætter, at elgene kan distribuere sig frit over hele det centrale Jylland.
Rapporten ‘Elg i Danmark’ (Sunde & Olesen 2007) anfører, at der naturmæssigt er plads til en dansk elgbestand på samlet set knap 4.400 elge under hensyntagen til eksisterende bestande af rådyr og krondyr på daværende tidspunkt. Alene det centrale Jylland kunne oppebære ca. 2.000 elge – i dette område er inkluderet større dele af nærværende afgrænsning for Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede (område v på kortet – klik for at se det i højere opløsning)
Hvor stor en bestand det foreslåede areal i Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede på ca. 48 kvadratkilometer kan oppebære isoleret set, kræver en nøjere analyse.
Større planteædere kræver hegn, så længe Danmarks natur er så fragmenteret, som tilfældet er, og så længe vi vil undgå flere dyr, der finder deres føde på landmandens marker eller bliver dræbt i trafikken. Hele det foreslåede område ville således kræve en hegnslinje på ca. 59 kilometer, men man kunne begynde med mindre – f.eks. forslaget herunder, der får de fleste af de eksisterende åbne arealer med ved en 43 kilometer lang hegnslinje, der forbliver inden for Herning Kommune og Holstebro Kommune. De øvrige arealer, der omfatter Sønder Vosborg Hede, Fejsø Plantage, Torsted Plantage og større dele af Stråsø Plantage, kunne eventuelt vente til en senere fase. Endelig kunne man også nøjes med Herning-delen i første omgang (ca. 31 kilometer).
Forslaget til hegnslinje herunder ville koste ca. 11-14 mio. kr., hvis hegnet skal være robust nok til at kunne holde på elg (og eventuelt bison). Dertil kommer færister à ca. 250.000 kr., hvor hegnet krydser større veje (andre steder kan man klare sig med låger til gående og cyklende naturgæster) – alt efter vurdering ca. 5-8 steder. Desuden er der udgifter forbundet med at genetablere naturlig vandbalance, hvor der er drænet, hyre forskere til at udarbejde en detaljeret plan og indkøbe dyr – formodentlig beløber etableringsudgifterne sig samlet til ca. 20-25 mio. kr. Mindre, hvis man f.eks. i første omgang/fase begrænser hele projektet til områderne i Herning Kommune.
Forslag til en hegnslinje på ca. 43 km omkring dele af Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede. Her medtages så meget som muligt af de åbne landskaber og Lille Å og Idom Å (der udgør østgrænsen langs Idom Hede). Øvrige arealer kunne eventuelt blive hegnet i en fase 2 (eller fase 3, hvis man begynder med en mindre hegnslinje på ca. 31 km, der f.eks. blot omfatter arealerne i Herning Kommune).
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de få privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede har alle forudsætninger for at kunne blive et spektakulært og vidtstrakt dansk naturreservat, hvis man samtænker de offentligt ejede naturarealer i Herning, Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner (eventuelt i to eller tre faser). Udover den ubetvivlelige betydning for turisme i et land, hvor natur-turisme i forvejen er et af de helt store trækplastre, kunne de tre kommuner i samarbejde med staten og Naturstyrelsen løfte biodiversitet og naturtilstand generelt i retning af vildere og naturligere natur uden produktionsarealer.
Urfuglen danser her ikke længere, men mange andre arter kunne få et mere naturligt hjem i et vildt og varieret vestjysk naturreservat – hvis man griber det ambitiøst an fra første færd.
Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 13 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur på grænsen til Tyskland: Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag: > Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose, ca. 1.300 hektar (13 km2) potentielt naturreservat på grænsen til Tyskland (kortet er bl.a. baseret på OpenStreetMap)
De spildte muligheders plantage – indtil videre
Frøslev Plantage er en stor sønderjysk produktionsskov med rødgran, skovfyr og bjergfyr, der imidlertid også rummer visse hedeområder, vådområder og såkaldte klimper. Disse særegne indlandsklitlandlandskaber er dannet for omtrent et årtusind siden og fremstår i dag som flade bakker, hvor fugtige lavninger har fastholdt sandet på toppene, mens det omkringliggende sand er fejet bort af vinden. En af de største af disse klimper hedder Kapellet, og med lidt god vilje kan man skimte dens vulkanlignende konturer med en krans af sand på toppen.
Hele området hed tidligere Frøslev Sand og var et stort fælles græsningsareal, men blev tilplantet i 1883-1900, da Sønderjylland var en del af Tyskland. Dermed transformeredes landskabet til en ensformig kulisse af træmarker, som stadig er det dominerende indtryk.
Men de åbne vidder, der først og fremmest består af Finkehede og Frøslev Lyngpolde, er et vindue til naturlandskabet uden plantage og rummer det største potentiale for artsrige oplevelser.
At enkelte åbne landskaber overhovedet er synlige igen, skyldes først og fremmest vejrgudernes mellemkomst – i oktober 1967 raserede en af danmarkshistoriens værste orkaner og slog store dele af plantagen til pindebrænde, bl.a. Finkehede, som man efterfølgende undlod at tilplante.
I 1999 og 2013 var vejrguderne atter på krigsstien, og storme rasede med en sådan voldsomhed, at meget store arealer stadig ligger blottede. I 2013 blev f.eks. en femtedel af Frøslev Plantage splintret i ét hug (ca. 55.000 kubikmeter træ). Al denne naturgavnlige ‘ødelæggelse’ betyder til gengæld, at der er rige muligheder for at få mere åben og varieret natur – hvis man vil.
Indtil videre er det dog planen at tilplante de fleste af dem af produktionshensyn, dennegang med flere løvtræer. Tør man håbe, at vejrguderne har andre planer?
Men det kan jo også være, at der er begyndt at blæse andre naturpolitiske vinde de rette steder, så et mosaiklandskab af vildskov og åbne vidder alligevel får lov til at udvikle sig friere og vildere på bekostning af den naturforarmende tømmerproduktion?
I det mindste er det sådanne naturpolitiske vinde, der bærer forslagene til naturnationalparker, heriblandt Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose, som vi skal se nærmere på i det følgende.
Forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har beregnet, at minimum 75.000 hektar skov skal være såkaldt urørt skov, hvis vi skal bevare Danmarks mange truede skovarter – kortet viser, i hvilke områder danske skove skal slippe for motorsavene, hvis minimumsmålet skal holde (Petersen, A.H. m.fl.: ‘Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove)
Sydvest for Frøslev Plantage ligger Frøslev Mose, der udgør hoveddelen af en nedbrudt dansk-tysk højmose på ca. 275 hektar med omgivende enge i et samlet naturområde på ca. 500 hektar. Det er ikke mange årtier siden, at området husede en relativt stor bestand af urfugl (Jessen 1997: 198).
Men naturforarmelsen har været markant, og den karakterrige hønsefugl er blot én af mange arter, der er forsvundet i Danmark i det 20. århundrede (se også Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede).
Selv om fremtidsudsigterne heller ikke umiddelbart er de mest positive, har der dog været fremgang for mosen det seneste tiår, og det er stadig her, vi finder de væsentligste naturværdier inden for den foreslåede afgrænsning til Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose. Lyspunkterne kan vi takke Naturstyrelsen for efter en række fremsynede tiltag i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne.
Frøslev mose var ved at tørre ud i midten af 1900-tallet på grund af drængrøfter, der skulle holde de omgivende landbrugsarealer fri for vand. I 1963 blev området forsøgt fredet, men først i 1985 traf Overfredningsnævnet en fredningskendelse, der indebar genskabelsen af områdets højmosekarakter, og dermed var scenen sat for Danmarks første større naturgenopretningsprojekt i 1987-1995.
Først blev der anlagt tre lukkede kanaler for at tilføre mosen det manglende vand og påbegynde gendannelsen af højmosens strukturer. Ikke nogen ligetil operation, for det er karakteristisk for højmosens natur, at dens overflade kun får vand fra nedbøren. Det tilførte vand blev således pumpet op fra et 65 meter dybt vandmagasin uafhængigt af mosens eget grundvand og ledt ud til mosens sandlag under tørven, hvorved overfladen stadig kun modtog vand fra himlen.
I 1989 blev projektet udbygget på tværs af landegrænserne for at genetablere den naturlige vandstand i hele området. En omfattende og sjældent informativ folder, der blev udgivet i 2008 af Aabenraa Kommune og Gråstens daværende Skov- og Naturstyrelse, beskriver denne fase af naturgenopretningens forskellige elementer:
Zoomer vi ind på Sønderjylland kan man se, at et af de udpegede skovkvadrater overlapper Frøslev Plantage – det er altså ét af de vigtige skovarealer at udpege meget urørt skov, hvis biodiversitetstabet skal standses i skovene på nationalt plan
»Engene nærmest mosen blev købt og grøfterne lukket eller flyttet væk fra mosen. På dansk side blev der gennemført en jordfordeling, hvor 145 ha blev købt til staten, og på tysk side er der opkøbt godt 200 ha. I perioden 1995-96 blev alle grøfter i mosen lukket. I engene blev en del lukket, andre flyttet. Der er anlagt 6 større og mange mindre dæmninger inde i mosen. De får regnvandet til at blive stående længere og stuver vandet op så tæt på terrænoverfladen som muligt – uden at drukne mosens planter. Gendannelsen af mosen er nu så langt, at det ikke længere er nødvendigt at pumpe grundvand op.«
Endvidere er vandspejlet blevet hævet, en del krat og skov ryddet, og Frøslev Mose er siden udpeget som et af EU’s beskyttede områder i det såkaldte Natura 2000-netværk, hvor Danmark er forpligtet til at sikre gunstig bevaringsstatus for udvalgte naturtyper og arter.
Der er dog stadig problemer med både tilgroning og afvanding. Ifølge den seneste basisanalyse for Natura 2000-området er den nedbrudte højmose »overvejende i en ringe naturtilstand«, og opvæksten af høje urter er en iøjnefaldende hindring for genudviklingen af en aktiv højmose i området.
Natura 2000-område nr. 97 er næsten dækket ind af forslaget til afgrænsningen af Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose
I modsætning til Frøslev Plantage er biodiversiteten i Frøslev Mose dog stadig høj, som det fremgår af kortet nedenfor. Når det alligevel giver mening også at foreslå plantagen som et væsentligt element i et kommende naturreservat med vildere natur, skyldes det ikke alene håbet om, at stormenes ‘naturgenopretning’ får lov til at være udgangspunktet for den fremtidige naturudvikling, men også at plantagen er placeret på det nationale skovkort i rapporten Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove (Petersen m.fl. 2016).
Skovrapporten kortlægger således det mest oplagte netværk af urørt skov for hele Danmark, hvis skovenes biodiversitet skal bevares, og her er Frøslev Plantage altså inkluderet.
Biodiversitetskortets bioscore for Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose viser, at det primært er i mosen, at naturværdierne skal findes (jo varmere farve, desto større koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter)Bortset fra Beckmanns Plantage, der binder Frøslev Plantage og Frøslev Mose sammen, er så godt som hele det afgrænsede areal statsejet (den del, der ikke er medtaget i det nordøstlige hjørne, er Frøslevlejren)
Langt hovedparten af Frøslev Plantage og Frøslev Mose er statsejet, hvorfor der er tale om natur, vi allesammen allerede er fælles om at eje, og som det derfor er forbundet med få eller ingen lodsejerkonflikter at gøre til afsæt for rigere og vildere natur.
Mindre dele af de statejede arealer er dog udeladt i forslaget til afgrænsning af Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose – f.eks. er der ingen grund til at lade Frøslevlejren indgå som en del af naturreservatet, når den er placeret så yderligt, at den let kan ekskluderes.
Selv om Frøslev Plantage og Frøslev Mose næsten er 100 procent statsejede, ville det være en forudsætning for nærværende forslag at ‘binde dem sammen’ ved at opkøbe ca. 80-90 hektar af den mellemliggende Beckmanns Plantage – eller alternativt at indgå en permanent bindende aftale om at udlægge et sådant areal til urørt nåleskov. I givet fald kunne man få et sammenhængende naturreservat på ca. 1.300 hektar med skov, mose og en række åbne arealer med hede og græsland på den danske side af grænsen – hvis man som nævnt bevarede stormenes nåletræsrydninger.
Der er dog også mulighed for på længere sigt at udvide området flere steder i yderkanterne, hvis der skulle vise sig økonomisk vilje til opkøb af yderligere privatejede arealer. Endelig kunne en del af den tyske Jardelund Mose (Jardelunder Moor) med fordel medtænkes fra begyndelsen af i en dansk-tysk aftale (hvilket i sig selv ville udvide forslaget fra ca. 1.300 til ca. 1.500 hektar). Uanset de nationale grænsedragninger hænger den selvfølgelig naturligt sammen med Frøslev Mose.
Der er intet urørt skov i Frøslev Plantage, blot en stribe skov udlagt til plukhugst, mens et par små bidder er urørt skov og græsningsskov i Frøslev Mose (klik på kortet for at se det i større format)
Væsentligt er det i alle tilfælde, at al tømmerproduktion indstilles i Frøslev Plantage, så skovområdet (herunder de potentielle skovbryn omkring hedearealer og græsland) kan udvikle sig på naturligere præmisser. Ser vi på skovkort, er det netop slående, hvor forsvindende få dele, der i dag er udlagt til urørt skov (altså fritaget for al tømmerproduktion). Faktisk er dette kun tilfældet i et lille frimærke nær Frøslev Mose, mens nul promille af skovarealet i Frøslev Plantage får lov til at undslippe motorsave og udvikle sig naturligt.
Derudover er blot et lille smalt bælte reserveret til den lidt mere skånsomme plukhugst, men det er også skovdrift og dermed heller ikke vildskov.
Den gave, de seneste årtiers store storme har foræret os i form af en gratis afvikling af betydelige arealer med potentiale for atter at få åbne indlandsklitter og varierede skovlandskaber (og dermed den oplagte mulighed for at tænke med naturen og udnytte sådanne hændelser for naturen) er altså endnu ikke blevet grebet.
Hvis hensigten er vildere natur, der i betydeligt højere grad end i dag er natur på naturens præmisser, skal ikke blot al tømmerproduktion ophøre, men naturens fremme skal sikres på naturligste vis, det vil sige så vidt muligt ved naturens egne midler. Det betyder, at dræningen f.eks. skal ophøre i Frøslev Plantage, og at dele af plantagen enten skal ryddes i tilknytning til de arealer, hvor stormene allerede har været igang, eller få lov til at forblive urørt nåleskov uden ‘oprydning’ og gentilplantning. De splintrede nåletræer giver mulighed for en mere varieret skov, hvor både nåletræer og løvtræer kan få lov til at vokse på egne præmisser.
Og for at udvide og bevare lysninger og skovbryn er der brug for flere vildtgående planteædere end det hjortevildt, som i forvejen findes i området (rådyr, dådyr og krondyr).
Den eksisterende frimærkepleje, hvor f.eks. Finkeheden græsses af skovkvæg, er en isoleret bestræbelse på at tilnærme den naturlige græsning, hvorom Naturstyrelsen skriver: »Der er sørget godt for de skovkøer der går i Frøslev plantage. De bliver fodret og kan gå ind i en varm stald om vinteren, men mærkeligt nok foretrækker de, trods det lune tilbud, ofte at stå ude i den friske luft i kulden.« (Naturstyrelsen: Natur-ture i Frøslev Plantage).
Det rammer hovedet på sømmet, om end lidt ufrivilligt – for det er måske ikke så »mærkeligt«, at dyr foretrækker naturen frem for stalden. Skal dyrene være en del af naturen, er der heller ikke behov for stald, hvis arterne er robuste nok, ligesom de ikke skal tilskudsfodres. Og skal græsningen gavne naturområdet som helhed, skal der udsættes flere forskellige plantædere, og de skal kunne bevæge sig overalt i området.
Det må selvsagt være op til fageksperter at vurdere i detalje, hvilke og hvor mange planteædere, der er plads til og brug for i et potentielt naturreservat med den store mose og et skovmosaik-landskab bestående af skov(e), åbne hedearealer, græsland og polde (som man lokalt kalder indlandsklitterne og klimperne). Men overvejes bør både vildhest, vildkvæg, bison, elg og vildsvin i en større eller mindre kombination for at få den mest varierede sammensætning og dermed en græsningsadfærd, der af sig selv skaber og opretholder en stor variation af levesteder – og som igen smitter gavnligt af på mange andre arter og fremmer biodiversiteten på naturens præmisser.
Man skal selvfølgelig tage højde for, at det er en de rette planteædere – tildligere har fåregræsning f.eks. betydet, at djævelsbid blev bortædt og lavespind ødelagt, hvilket udryddede den truede sommerfugl hedepletvinge fra Frøslev Mose (Buttenschøn 2007: 190). En naturlig helårsgræsning med planteædere, som bliver en integreret del af naturen, bør i stedet tilstræbes.
Større planteædere gavner generelt naturen, hvis og såfremt de naturligvis forbliver i de områder, hvis gavn de er tiltænkt. Og den side af sagen kan nødvendiggøre et større ydre hegn – men til gengæld overflødiggøres alle eller mange af de eksisterende indre hegninger, der opsplitter arealet på kryds og tværs i dag. Hegnet (der i nærværende forslag inkluderer Jardelund Mose for at illustrere et maksimumareal) strækker sig over ca. 31 kilometer. Det bør være stærkt nok til at kunne klare større planteædere som elg og bison (hvis de skulle komme på tale) og forsynes med faunapassager, som tillader passage af mindre dyr som f.eks. ulv, rådyr, odder, grævling og ræv.
Forslag til en ca. 31 kilometer lang hegnslinje, der erstatter de mange indre hegn – her er inkluderet Jardelund Mose i Tyskland, hvilket ville være optimalt, men selvfølgelig kræver en særlig tværnational aftale
Et elg-hegn koster ca. 126.000 kr. pr. kilometer i 2005-priser (Sunde & Olesen 2007), hvorfor en 31 kilometerlang hegnslinje i 2016-priser beløber sig til ca. 4,8 mio. kr. Andre anslår dog at denne pris dækker bedst, hvis det er bisonhegn, der er tale om, hvorimod større hegn til elge er lidt dyrere (ca. 250 kr. pr. meter), hvilket ville bringe hegnsudgifterne op på ca. 7,8 mio. kr.
Dertil kommer genetablering af den naturlige vandbalance, hvilket kræver lukning af dræn og tildækning af grøfter i plantagen, og der er udgifter til tre færiste á ca. 250.000 kr. (to i hver sin ende af Pluskærvej, der er den eneste offentlige vej tværs gennem den foreslåede afgrænsning, og én over Kristiansmindevej, der krydser Beckmanns Plantage). Den største enkeltstående udgift er dog et pænt millionbeløb til opkøb af privatejede arealer i Beckmanns Plantage, muligvis i en størrelsesordenen på ca. 10-15 mio. kr., hvis der skal erhverves 80-90 hektar.
Med indkøb af dyr vil de samlede etableringsudgifter dog næppe beløbe sig til mere end ca. 25-30 mio. kr. Finansieringen kunne deles mellem forskellige fonde, hvis stat og kommune er nærige – f.eks. kunne opkøb af de begrænsede privatejede arealer være en opgave for Den Danske Naturfond, der ikke finansierer tiltag på statens arealer, men ad denne vej kunne udfylde et afgørende hul ved at binde det hele sammen.
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns først projektområdet til de statsejede arealer i Frøslev Mose og Frøslev Plantage, hvor man ikke skal gå på kompromis med naturhensynet og ikke kolliderer med private lodsejerinteresser, samt de private naturarealer i Beckmanns Plantage, der binder områderne sammen. Hvis og såfremt sidstnævnte kan opkøbes, eller der kan indgås permanent bindende aftaler om 100% urørt skov med mulighed for græsning.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose kunne ad denne vej udvikles til berigelse af naturen i Sønderjylland i almindelighed, men også en væsentlig turistattraktion for både danskere og tyskere. Vilde vidder, der strækker sig ud over mose, skov, hede og indlandsklitter med klimper i et spændende og afvekslende grænseland.
Dobbeltopslag i Flensborg Avis af journalist Niels Ole Krogh og layouter Eyla Boysen, 8. november 2016Dobbeltopslag i Flensborg Avis af journalist Niels Ole Krogh, der interviewer skovrider Inge Gillesberg om potentialet for vildere natur på naturligere præmisser, 12. november 2014
