Der er ikke megen substans at gribe fat i, når gymnasielærer Asger Habekost Nielsen i Politiken 16.10. spilder sit store indlæg på stråmænd og anden vildledning om mine analyser i avisen 7.-8.10. Her har jeg med udgangspunkt i min aktuelle bog, ’Vildere vidder i dansk natur’, belyst potentialet for at højne naturkvaliteten på offentlige naturarealer.
Det er f.eks. notorisk vrøvl, at dansk naturdebat »styres af yderligtgående naturforkæmpere, der kæmper for urørt natur« og »stærkt begrænset adgang« for offentligheden – hvilket Habekost symptomatisk nok skal til Tyskland for at eksemplificere. Hvis noget ’styrer’ naturdebatten, er det modviljen mod at indstille tømmerhugsten i lidt flere af vore fælles skove, og den overflødige naturfrygt. Selv harmløse planteædere er Habekost åbenbart bange for.
Der er ikke én, der har argumenteret for begrænset naturadgang – heller ikke i bogen Vildere vidder i dansk natur, der fastholder offentlig adgang. Og Habekosts frygt for, at han ikke ville kunne løbe orienteringsløb, er enten påtaget fjollet eller bevidst vildledende – selvfølgelig kan der løbes i natur med flere vildheste, elge eller bisoner.
Dyrene flytter sig – ellers kan man jo løbe udenom.
Men Habekost drejer det derhen, at han skal »forcere store hegn« for at komme ind i sådanne naturreservater. Man skulle tro, at han aldrig har været i Jægersborg Dyrehave. Skal man »forcere« noget som helst dér? Nej. Der er hegn omkring, men det bremser ikke millioner af besøgende.
Min bog dokumenterer bl.a. via 400 billeder og 200 kort, at der er plads til og potentiale for naturligere natur i 35 områder, der sammenlagt strækker sig over godt 1.000 af de ca. 3.000 kvadratkilometer, som er offentligt ejet.
Jeg foreslår vildere natur bag hegn, der hindrer de større planteædere i at forsvinde og hærge afgrøder på landmandens marker – men selvfølgelig med fuld offentlig adgang gennem lige så mange porte og låger, vi ønsker. I dag rummer Danmark derimod tusindvis af bittesmå indhegninger, der fragmenterer naturarealer – vildere og naturligere naturområder indebærer, at sådanne irriterende småhegn fjernes og dér erstattes af ét ydre hegn.
Naturen får altså lidt mere plads at udfolde sig SOM natur, men tømmerhugst og alt muligt andet vil stadig råde over langt større arealer.
Vi kan med andre ord let give dansk natur og biodiversitet et tiltrængt albuerum – også uden at hindre rekreative udfoldelser. Og samtidig øge oplevelsesrigdommen markant for løbere, fuglekiggere, lystfiskere og andre naturglade borgere.
Rune Engelbreth Larsen (Debatindlæg i Politiken, den 20. oktober 2017) Læs mere om bogen: Vildere vidder i dansk natur
Hjørring Kommune placerede sig fremtrædende på Danmarks politiske naturkort i 2016, da Naturmødet løb af stablen i slutningen af maj og blev en uventet stor succes. Ikke blot valfartede mange til Hirtshals, men programmets mange debatter og foredrag var både veltilrettelagte, skarpe og informative.
I ugen op til Naturmødet lancerede Hjørring Kommune sågar en plan om »landets mest ambitiøse naturpolitik« med høj prioritering af biodiversitet i »Naturkommunen Hjørring«.
Som forfatter og naturfotograf deltog jeg i Naturmødet og drister jeg mig derfor til at komme med et par konkrete forslag – skønt jeg blot er tilrejsende århusianer.
Jeg har nemlig også siden besøgt kommunen for at fotografere til min kommende naturbog, der handler om mulighederne for at etablere en stribe ambitiøse naturreservater på offentligt ejede arealer. En vigtig pointe er, at afgrænsningen skal undgå de lokale stridigheder, der desværre har været en fast bestanddel af nationalparkprocesserne andre steder i landet, hvor man har underprioriteret naturen for bl.a. at inkludere alt fra landbrug og skovbrug til industri og byer.
De mange private lodsejere har på den ene side stået i vejen for at prioritere naturværdierne af frygt for at blive fanget af lovgivning med tilbagevirkende kraft, mens andre har beklaget, at naturværdierne i realiteten blev reduceret til underordnede detaljer. Dette dilemma kan løses.
Skal naturforarmelsen og biodiversitetstabet imødegås, er der med andre ord god grund til også at kigge nærmere på de større offentligt ejede områder, hvor konflikterne kan undgås, og hvor naturen derfor lettere kan råde frit.
I Hjørring Kommune gælder dette bl.a. statens naturområder Tversted, Uggerby og Lilleheden klitplantager såvel som flere af kystområderne, hvor det er oplagt at løfte naturværdierne i større sammenhænge. Og for at adskille mine forslag fra de danske nationalparkers beskedne naturprioritering kalder jeg dem for ‘Natur-nationalpark Uggerby & Klitheden’ og ‘Natur-nationalpark Tversted Skov & Kyst’ (henholdsvis 1.200 og 1.000 hektar).
Omtrent 85% af de to arealer er allerede statsejede, og de øvrige 15% kunne således enten opkøbes – eller udelades, hvis opkøb skulle vise sig umuligt.
I begge tilfælde er der plads til sammenhængende natur inden for hvert af de to områder, hvilket ifølge forskerne er en altafgørende mangel i dag.
Et andet af naturens generelle problemer er tilgroning af nogle få planter, der breder sig voldsomt og fortrænger andre, hvilket resulterer i færre insekter og derfor også fører til færre af de arter, som er afhængige af insekterne. Det måske vigtigste virkemiddel for at bryde denne onde cirkel er at få mange flere større planteædere ud i naturen året rundt for at komme tilgroningens til livs og erstatte ensformighed af variation.
Derfor kunne man f.eks. med fordel udsætte vildheste eller bisoner, der formodentlig ville egne sig glimrende til klitnaturen – skønt en egentlig naturplan selvsagt ville kræve fageksperters detailanalyse. Jeg kommer også meget gerne til Hjørring eller Hirtshals for at uddybe ideen.
For den passer jo glimrende til Hjørring Kommunes plan om at realisere »landets mest ambitiøse naturpolitik«! Her betones nemlig også, hvordan en »udvidelse og sammenkædning af naturen giver store områder med mulighed for naturlig dynamik, som er med til at styrke den biologiske mangfoldighed«.
Natur på naturligere præmisser kræver f.eks. også, at skovene får lov til at være vildskove – altså et stop for den statslige tømmerproduktion og formodentlig visse rydninger af dele af de ensformige klitplantager for at genetablere klitheder.
Så hvem skal betale naturfesten? Faktisk har der været en bemærkelsesværdig interesse for naturen i private fonde det seneste tiår, hvor hundreder af millioner kroner er formøblet på opkøb og naturgenopretning. Så måske kan det finansieres helt uden kommunale og statslige kroner.
I det mindste ville dette vel være et helhjertet forsøg værd? At løfte naturen for private fondsmidler – og samtidig øge den grønne natur-turisme med to spektakulære naturreservater. Naturkommunen Hjørring kunne med andre ord virkelig blive naturens kommune.
I de senere år er det så småt (om end for småt) begyndt at gå op for de fleste, at naturforarmelsen bl.a. skal imødegås af natur på naturligere præmisser – kort sagt: vildere natur. Vildhestene af racen exmoor pony ved Skjern Floddelta har været ét kapitel i den fortælling. Det har også været en stor lokal natur- og publikumssucces, der imidlertid nu er sat et meget uventet punktum for. Det er et kapitel om et lille vestjysk naturdrama, der inkluderer alt fra hærværk til beskyldninger om sabotage og dødelig forgiftning af de vilde dyr.
Men til trods for alt det omgivende ståhej trivedes vildhestene tilsyneladende glimrende på øen Kalvholm, der er omgivet af Skjern Å’s to flodarme og Ringkøbing Fjord – og dog har Naturstyrelsens lokale enhed altså besluttet, at eventyret skal være slut.
Forklaringen er i værste fald meningsløs, i bedste fald åbenlyst mangelfuld.
Det begyndte i 2010, hvor vildhestene blev sat ud på Kalvholm, idet hensigten var at etablere en selvstændig flok til sommergræsning. Hestene viste sig imidlertid mere begejstrede for det frie vilde liv end først antaget, så da de samme efterår atter skulle indfanges for at nyde godt af staldens varme inden vinterkulden, undveg de gang på gang med en stædig opfindsomhed. Tilkaldt forstærkning hjalp heller ikke, for de vilde dyr tog simpelthen flugten ud i den 60 meter brede flod og svømmede med strømmen, før de atter gik i land længere ude mod fjorden.
Til sidst måtte man helt opgive og overlade flokken til den forestående vinter, som netop dette år skulle vise sig at blive særligt streng. Sneen lukkede landskabet, og med ned til 20 minusgrader frøs både Skjern Å’s sydlige og nordlige løb til is, som det var for farligt at passere, og der kunne heller ikke bringes foder over til de stakkels heste, der var fanget i Kong Vinters isnende favn.
Da sne og is endelig smeltede væk, og foråret spirede frem igen, ventede der imidlertid ikke et trist syn af afmagrede heste på Kalvholm, snarere tværtimod. Trods bidende kulde havde hestene selv fundet ud af at skrabe tilstrækkeligt med føde frem under sneen og bl.a. levet af områdets pilebuske. Alt tydede på, at de havde klaret sig glimrende, og om foråret kunne de atter tage fat på at æde græs og lyng til gavn for blomsterne – og til glæde for de engfugle, der bygger rede på jorden under forudsætning af en lav vegetation.
Det viste sig simpelthen, at man havde været for pylret. Vildheste er vilde – når blot de får lov. Siden er flere heste født i den vilde natur, som de er en del af året rundt.
Undervejs har det ikke skortet på dramaer omkring vildhesteprojektet – fra nedbrænding af offentlige toiletter og ødelæggelse af hegn til direkte beskyldninger om forskellige forsøg på at komme dyrene til livs.
Første gang i november 2014, hvor syv heste døde, da en mand kørte ind i en flok på vejen mellem Vostrup og Hemmet. Hvordan hestene overhovedet var havnet dér, er der ingen forklaring på, men lokale frygter, at de blev ‘hjulpet’ ud på vejen (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 27.11.2014).
I april 2015 var den gal igen – yderligere seks heste mistede livet, denne gang ved forgiftning, bl.a. med metadon. Uheldigt sammentræf eller bevidst forsøg på at komme et vildhesteprojekt til livs?
Vildhestene, der har meget stor opbakning lokalt, har således også mødt indædt modvilje fra nogle sider, bl.a. fordi de forhindrer, at der kan tjenes penge på at sætte kreaturer ud på Kalvholm om sommeren. Og at hele Skjern Å’s forhistorie som et kontroversielt genopretningsprojekt også har skabt sine historiske kløfter, er en del af rammefortællingen.
Men derfra og så til at slå heste ihjel er der unægtelig langt.
Metadon er dødeligt for heste i store mængder, og det er ikke et stof, de naturligt kan komme i nærheden af på Kalvholm. Men der skal flere liter metadon til at slå en hest ihjel, og obduktionen kunne kun fastslå, at de havde indtaget stoffet, ikke mængden (Dagbladet Ringkøbing Skjern, 24.4.2016).
Niels Bonde, der har haft opsynet med hestene, er dog ikke i tvivl om, at både trafikdrabet og forgiftningen er iscenesat med det klare formål for øje at få vildhestene væk (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 23.4.2015).
I december 2016 får Naturstyrelsen så fjernet vildhestene fra Kalvholm. Den regionale skovrider udtaler: »På baggrund af forsøgsperioden har vi nu vurderet, at det er svært at sikre ordentlige forhold permanent, da der i hårdt vejr ikke er et tørt leje for hestene, ligesom adgangen til foder kan være begrænset i vinterperioder med høj vandstand og frost.« (RingFjordNyt, 18.12.2016).
Den forklaring er mærkelig – for ikke at sige åbenlyst misvisende. Nu havde hestene ifølge alle klaret sig glimrende i seks år på de vilkår, der var. Desuden kan de som bekendt svømme, hvilket vil sige, at de faktisk kan forlade området.
Endnu mere besynderligt bliver det, at skovrideren insisterer på hemmelighedskræmmeriet: »Det er et spørgsmål mellem os og forpagteren.« (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 20.12.2016). Det tyder på, at økonomi har overtaget frem for naturens gavn, for som skovrideren tilføjer: »Så får vi at se, hvem der har det bedste tilbud.«
Hvis det vitterlig er et økonomisk spørgsmål, hvorfor i alverden køber Naturstyrelsen så ikke bare selv 10 vildheste af exmoor-racen? En meget lille éngangsudgift på ca. 50.000 kr. for hestene i sig selv.
Beslutningen sender derfor et mildest talt uheldigt signal: I stedet for at afvikle de få projeter for at få vildere natur, skal de netop udvides, opprioriteres og spredes. Her f.eks. et forslag i den retning: Naturnationalpark Skjern Floddelta.
Det korte af det lange er, at enten er beslutningen om at fjerne vildhestene ualmindelig problematisk, eller også er der en uddybende forklaring – i hvilket tilfælde formidlingen af beslutningen er ualmindelig mangelfuld.
I alle tilfælde er det et ærgerligt skridt i den gale retning – naturforarmelsen skal bl.a. imødegås af flere vildheste og flere områder med vildere natur, ikke færre. Det kan kun gå for langsomt.