Af Rune Engelbreth Larsen
[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere oplagte områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]
Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vildere, mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 25-63 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur på den største Kattegat-ø ved at etablere Naturnationalpark Læsø …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Danmarks mindste kommune ligger ude i havet, næsten midt mellem Frederikshavn og Göteborg, og er Kattegats største ø – Læsø. Eller rettere et lille ørige, eftersom øen selv er omgivet af et halvt hundrede mindre øer og holme.
Læsø er en ung del af Danmark, der først begyndte at hæve sig over havet for fem årtusinder siden, men som i dag strækker sig over 118 kvadratkilometer med store sammenhængende naturarealer næsten hele øen rundt.
Oprindelig har den nordlige del formodentlig været helt dækket af skovfyr og den sydlige del af egetræer, men øen blev afskovet i takt med læsøboernes store forbrug af tømmer til saltsydning, der siden middelalderen har været øens væsentligste økonomiske fundament i århundreder. I 1700-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet var afskovningen blevet så omfattende, at træer ligefrem var et særsyn, indtil man i 1902 begyndte at tilplante den østlige del af det daværende Højsande Plantage for at bekæmpe sandflugt. Staten opkøbte store arealer på nordøen fra 1929 og supplerede den aktive tilplantning, der blev til Læsø Klitplantage – i begyndelsen plantedes fortrinsvis skovfyr, men efterhånden også andre nåle- og løvtræer.
Tider og natursyn ændrer sig imidlertid, og Naturstyrelsen har inden for de senere år atter ryddet en del af nåletræerne i Højsande, idet man ønsker at genetablere den oprindelige klithede. Ca. 40 hektar af skoven er til gengæld udlagt til vildskov i 1994, det vil sige såkaldt urørt skov, hvor al fældning af træerne er ophørt, og hvor skoven i højere grad får lov til at forblive skov på naturens egne præmisser.
I 2005 var Læsø blandt syv udvalgte pilotprojekter, der skulle afsøge mulighederne for danske nationalparker, men da 58 procent af lokalbefolkningen stemte nej ved en vejledende afstemning i september samme år, var sagen reelt afgjort.
Det var måske ikke så ærgerligt, som man skulle tro, hvis man har naturens vilkår i tankerne. Det danske nationalparkkoncept er nemlig blevet så udvandet i forhold til de internationale nationalparkkriterier, at naturen kun undtagelsesvist er blevet prioriteret højere i nationalparkerne end udenfor. På Læsø har man derfor muligheden for at gøre noget ekstraordinært, der reelt løfter øens naturarealer – eller dele af dem – og som både kan styrke artsrigdommen og oplevelsesrigdommen i en grad, der kunne vække international opmærksomhed i stedet for at blive låst fast i et uambitiøst dansk nationalparkkoncept.
I det følgende skal vi se et bud herpå: Naturnationalpark Læsø.
Kærene er en af Danmarks største hedemoser, og Læsø Klitplantage omfatter vidtstrakte strandenge, indlandsklitter og skov, der udgør et godt udgangspunkt for at etablere et naturreservat. Stort nok til, at naturens processer her kan foregå naturligt ukontrolleret, hvilket ikke bare gør arealet mere spændende at opleve, men også skaber en mere dynamisk og varieret natur med flere levesteder og dermed flere arter.
Omtrent trefjerdedele af Læsø er natur, og øen har et stort potentiale for at bevare og styrke artsrige områder – og bygge videre på de omfattende græsningstiltag, der har fundet sted i de senere år.
Et stort EU Life-projekt er gennemført over en femårig periode for at bevare 4.000 hektar lysåben natur og dens tilknyttede fugleliv, bl.a. ved at iværksætte græsning af de tilgroede strandenge og heder med kreaturer, heste og får. Der er dannet en lodsejerforening for over 350 lodsejere med henblik på at fremtidssikre græsningen, og en række øvrige tiltag er iværksat i projektperioden. F.eks. er visse områder med nåletræer blevet ryddet, invasive arter som rynket rose og vadegræs er blevet bekæmpet, og forholdene for ynglende og rastende vadefugle og terner forbedret, bl.a. ved at reducere bestandene af ræv og mink.
Mange hegn er etableret for at målrette græsningen, og hedearealer er blevet afbrændt for at forynge hedelyng og komme anden uønsket tilgroning til livs. En række grøfter er blevet sløjfet for at genetablere naturlige vandsstandsforhold omkring Foldgårdssøen og derved begrænse tilgroningen og øge biodiversiteten.
Der er med andre god grund til at overveje, hvordan Læsø kan bevare og udvide effekten af disse tiltag, hvis den artsrige lysåbne natur skal fastholdes fremadrettet.
Forslaget til Naturnationalpark Læsø begrænser sig til dele af nordøen, men var det alene naturarealerne, der var udslagsgivende, ville man i princippet kunne etablere et naturreservat på ca. 63 kvadratkilometer uden byer og landbrug – her opdelt i fire delområder:
Hvorfor lige dér?
Hvis vi imidlertid skal undgå at opkøbe alt for store privatejede arealer og koncentrere os om et område, der i altovervejende grad er statsejet, er nordøen (delområde 1) imidlertid det mest oplagte område.
Her er ca. 80 procent statsejet, mens resten i bedste fald bør opkøbes, medmindre der kan opnås permanente aftaler om en naturforvaltning med vildere natur på biodiversitetens præmisser uden opkøb.
Ganske vist er der gode erfaringer med frivillige tidsbegrænsede aftaler på Læsø også på privatejede arealer, men hvis naturen skal bevares, er det også nødvendigt med indsatser helt uden udløbsdato.
På kortet til højre er tilføjet en lille håndfuld områder for at illustrere, at staten kunne have ejet endnu mere sammenhængende natur, især på Nordøen. De blå områder var således tidligere ejet af Københavns Universitet, men blev desværre solgt til en privat lodsejer i 2010. Klik på kortet og bemærk, hvordan Københavns Universitets arealer på sammenlagt 359 hektar ville have passet ind i puslespillet og sammenknytte Læsø Klitplantage med det meste af Nordmarkerne.
Ser vi på vore EU-forpligtelser i forhold til at sikre de såkaldte Natura 2000-områder, der er udpeget af hensyn til særligt truede eller sjældne arter og naturtyper, er hovedparten af de beskyttede landarealer således inkluderet i den foreslåede afgrænsning.
Forslaget til Naturnationalpark Læsø overlapper Natura 2000 område nr. 10 (Holtemmen, Højsande og Nordmarken), hvor Danmark i forvejen er forpligtet til en intensiveret indsats for biodiversiteten i almindelighed, herunder en række arter og naturtyper på det såkaldte udpegningsgrundlag, der har betinget Natura 2000-status. I dette tilfælde er der alene tale om udpegede naturtyper, bl.a. lagune, klithede og lobeliesø.
Den sjældne tvepibet lobelie, der nærmest er en vandplante, titter således betagende over vandfladen i klarvandede, næringsfattige lobeliesøer i Kærene, f.eks. Birkemose.
En vigtig indikator på, at her er store naturværdier, er Biodiversitetskortets såkaldte bioscore, der afspejler koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter. Her fremgår det, at den foreslåede afgrænsning er oplagt med henblik på at intensivere indsatsen netop dér, hvor artsrigdommen er størst, og hvor de truede arter befinder sig – den nordligste del af Læsø.
Læsø er bl.a. kendt for sin brune bi, der tidligere var den naturligt udbredte honningbi i Danmark. I dag er de fleste honningbier blandet af flere racer, og den brune bi findes kun sporadisk, primært på Læsø. Den østligste del af øen er således forbeholdt den brune bi med en ’bufferzone’, der bl.a. rækker ind over Nordmarken. Som supplement har Danmarks JordbrugsForskning dog også etableret parringsstationer på Romsø og Anholt (Hansen m.fl. 2006).
Der er også en række andre spændende arter, f.eks. huser øen en af landets største bestande af ynglende skovsnepper, der også kan mødes på Holtemmen, og selv var jeg heldig at se tre traner. I den anden ende af størrelsesskalaen undersøgte professor Jørgen Jørgensen galmyggefaunaen på hele øen i 1980-1996 og fandt 61 arter – i 2013 nåede han op på at registrere hele 110 arter for øen, herunder mindst 29 nye for Danmark (Bruun 2015).
Både langbladet og liden soldug vokser på Holtemmen, hvor vi også kan finde stilk-månerude, sølv-mælde og orkideer som plettet gøgeurt, hjertelæbe, koralrod og bakkegøgelilje. Muligvis findes stadig den såkaldte læsø-gøgeurt, der i dag henføres til mos-gøgeurt og er en underart af maj-gøgeurt (og som derudover kun findes i ganske få moser i Sønderjylland). Men den er vist desværre ikke blevet observeret i de senere år?
Græsning er generelt afgørende for at bevare en artsrig naturtilstand. Rita M. Buttenschøn har f.eks. undersøgt forskellen på antallet af arter i græssede og ugræssede kær, bl.a. med udgangspunkt i Holtemmen på Læsø. På arealer uden græssende planteædere forekommer stort set kun almindelige fællesarter, og tilgroningen er uundgåelig. Græsning skaber derimod varierende lysforhold, der er en forudsætning for planterigdommen i kærvegetationen, og blandt den græssede del af Holtemmens vegetation var bl.a. bukkeblad, djævelsbid, engviol, kragefod, soldug, kærdueurt, kærsnerre, sværtevæld og forskellige star-arter (Buttenschøn 2007: 168).
Men udover at den foreslåede afgrænsning af naturarealer på nordøen både inkluderer et Natura 2000-område, har høj bioscore og i overvejende grad allerede er ejet af staten, er området på linje med resten af Læsø også prioriteret blandt de 50 procent af al dansk natur i det åbne land og skovene, hvor naturindsatsen ifølge rapporten Biodiversitetskort for Danmark skal prioriteres for at standse Danmarks generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).
Hvad skal der til?
Hvis naturen skal være i højsædet i en naturnationalpark, skal naturarealet være uden by, industri og produktion, herunder landbrug og skovbrug. Heraf er der i dag kun statsligt skovbrug på den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Læsø, hvilket i givet fald må indstilles til fordel for vildskov, det vil sige skov uden tømmerproduktion (såkaldt urørt skov) og med genetablering af naturlige vandstandsforhold og mulighed for større fritgående planteædere. Det vil også være gavnligt at tynde ud indledningsvist forskellige steder i skoven, så der bliver flere lysninger til blomster, sommerfugle og andre insekter.
De eneste vildtlevende græssere i dag er imidlertid en stor bestand af rådyr, der blev indført på øen i 1950’erne, og som ifølge lokale nok har rundet ca. 1.500, og en lille bestand af dådyr, der oprindelig undslap en privat indhegning i 2006. Hvis Læsøs natur i højere grad skal ‘klare sig selv’ på naturens præmisser, er der derfor brug for flere forskellige større planteædere i naturens tjeneste. Året rundt:
Set i et evolutionært perspektiv er den optimale græsning en helårsgræsning af flere forskellige dyr med forskellige påvirkninger af naturen – for eksempel elge og rådyr som nipper kviste og skud, krondyr, køer, visenter og heste som græsser vegetationen og vedligeholder lysåbne plantesamfund og bæver og vildsvin som roder op i jorden og skaber oversvømmelser. Helårsgræsningen er afgørende fordi sommergræsningen ikke må være for hård – derved fratages planteædende og pollensøgende insekter deres fødegrundlag – og fordi vintergræsningen er ekstremt vigtig for spredning af frø, optrædning af spirebede, nedbidning af vedplanter og opretholdelse af lysninger i skoven og lysåbne naturtyper. (Rasmus Ejrnæs: 2010: »Hvordan kan vi nå EU‐målsætningen om at stoppe tilbagegangen af biodiversitet i Danmark?«)
Det kan tage lang tid for arealer at blive og forblive artsrige som følge af græsning, hvorfor det er afgørende, at indsatsen ikke indstilles. Men den bedste måde at forhindre dette på, er nu engang at sørge for helårsgræsning, gerne vildgræsning, så effekten finder sted året rundt og ikke afhænger af skiftende lodsejere og skiftende bevillinger. Naturen kan ofte med fordel (og i højere grad end i dag) klare sig selv – hvis vi genetablerer de rette udgangsbetingelser.
Det vil derfor være oplagt at udsætte fritgående vildkvæg (f.eks. galloway-, heck- eller tauruskvæg) og vildheste (f.eks. konik eller exmoor ponyer), så dyrene ikke skal transporteres frem og tilbage fra området, men bliver en permanent del af naturen. Allerede i dag er der heste, der f.eks. græsser på Nordmarken om sommeren, som det ses nedenfor, og de hårdføre galloway går bl.a. ved Holtemmen. Hvorfor ikke slippe dyrene fri året rundt på de samme arealer og gøre dem til en permanent del af naturen?
Professor ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, Jens-Christian Svenning, har f.eks. påpeget vigtigheden og den økonomiske rentabilitet af at overlade større dele af naturforvaltningen til vildtlevende græssere frem for f.eks. at betale landmænd for at lade deres husdyr græsse i begrænsede arealer om sommeren. En studie af den globale rækkevidde af vildhestes potentiale som nøgleart i genskabelsen af vildere natur konkluderer, at hestenes genudsættelsespotentiale er af »særlig høj relevans« i store naturområder under vidt forskellige klimatiske forhold (Naundrup & Svenning 2015).
Men Svenning påpeger også, at heste er oplagte i Danmark, hvor der mangler ca. 100.000 større græsædere for at få en mere ‘naturlig’ natur til gavn for artsrigdommen, og at det vil være nemt at finde 500-5.000 hektar, der skal til for at kunne opretholde en bestand af vildheste i Danmark (jf. Videnskab.dk, 4.8.2015).
Mon ikke en Naturnationalpark Læsø kunne være kandidat til en sådan bestand?
Der er dog visse regler, som kan besværliggøre udsættelse af heste og kvæg som vilde, fritgående dyr, herunder krav om læskur, der kun i få tilfælde kan fraviges, ligesom der er visse krav om tilsyn, tilskudsfodring og mærkning. Døde dyr må heller ikke blive liggende som naturlige ådsler, sådan som det er tilfældet med hjorte.
Der er med andre ord en tendens til at overføre ‘husdyrs-etik’ på vildtlevende heste og kreaturer, og lovgivningen trænger til en klar og målrettet opblødning af hensyn til muligheden for at få kvæg og vilde heste som en naturlig del af dansk natur flere steder. Det kræver dog også en tilvænning for naturgæster, at f.eks. vildheste lever hele året ude, og at det ikke er »dyrplageri«, når vildheste ser mere magre ud om vinteren, fordi der er mindre foder – det er helt normalt, at hests vægt svinger op til 50 kilo om året.
Men hvis græsningen skal forblive på området, er der behov for hegn – til gengæld kan ét længere hegn erstatte talrige mindre indhegninger. Og når vi alligevel er i gang, er der ingen grund til at nøjes med heste og kreaturer. Krondyr og elge ville sandsynligvis egne sig udmærket på disse arealer, men det siger sig selv, at et endeligt udvalg af græssere i givet fald er komplekst og skal forestås af fageksperter.
En første indhegning, der ikke medtager Kærene og den sydlige del af plantagen, vil f.eks. kræve et hegn af 10 kilometers længde. Og skal det ikke alene kunne holde krondyr, heste og kvæg, men også elge inde, stiller det særlige krav, hvilket naturligvis betyder en større éngangsudgift (på linje med indkøb af dyr).
I den faglige rapport Elg i Danmark? anslår Peter Sunde og Carsten Riis Olesen, at et elghegn i 2005-priser koster ca. 126.000 kr. pr. kilometer hegnslængde i opsætning, og at det holder i omtrent tyve år med en årlig udgift til vedligehold på under 1.000 kr. pr. kilometer (Sunde & Olesen 2007).
I 2015-priser koster et sådant hegn med andre ord ca. 1,5 mio. kr. – andre beretninger ligger højere og anslår ca. 250-300 kr. pr. meter vildthegn til elge, hvilket ville betyde en udgift på op til 3 mio. kr. På lidt længere sigt bør de øvrige nordlige arealer medtages i indhegningen (hvis ikke med det samme), især af hensyn til eventuelle elge, der har behov for større arealer, hvilket vil kræve omtrent den tre- eller firedobbelte etableringsudgift til hegn.
Men ville f.eks. 10 mio. kr. for et sådant hegn og et mindre beløb til anskaffelse af vildheste, kvæg og eventuelt krondyr og elge meget, når resultatet ville blive Naturnationalpark Læsø af opsigtsvækkende naturværdi – og utvivlsomt et turistplaster af de helt store for Kattegat-øen?
Virkeligheden er, at de få millioner kroner ville være et greb i lommen for Naturstyrelsen, eller et forholdsvis beskedent beløb for flere private fonde med interesse for naturen.
Skal Læsøs vidunderlige natur bevares og blive et endnu skønnere og permanent naturrige af opsigtsvækkende karakter, er og bliver flere vilde planteædere på vildere vidder en væsentlig del af opskriften.
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de få privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Naturnationalpark Læsø kunne blive et spektakulært naturreservat på den store ø midt i Kattegat. Og bid for bid kunne det udvides, under forudsætning af private lodsejere, der ville forpligte sig til permanent bindende aftaler om vildere natur efter ovenstående retningslinjer.
Rune Engelbreth Larsen, november 2015
Opdateret februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript
APROPOS
> Læsø – vidtstrakt natur på Kattegats største ø
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur