Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø

Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]
Bjergskovs kuperede vidder i modvind (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskovs kuperede vidder (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 11 kvadratkilometer sammenhængende vildere og varieret natur i Sønderjylland: Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø, der strækker sig vestpå og inkluderer Seifrieds Sø, og mod syd med Søgård Skov og Sø
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø, der strækker sig vestpå og inkluderer Seifrieds Sø, og sydpå over Søgård Skov og Sø til Vilsbæk Krat

Bjergskov bliver naturligere og vildere 

Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup SøBjergskov rummer åbent og kuperet græsland med solitærttræer, spredte buske, krat og skov i et mosaiklandskab, hvis naturværdier giver mindelser om tiden helt tilbage før landets opdyrkning. Det er en af Sønderjyllands artsrige naturperler, og Naturstyrelsen og Forsvaret ejer hver sin del af arealet.

I mange år har Forsvaret græsset deres del af arealet med får, der imidlertid går drastisk til opgaven og æder dele af den sjældne vegetation, som derfor gradvis risikerer at forsvinde. Naturstyrelsen er derimod gået over til samgræsning med heste og kvæg hele året, hvlket giver større variation og mere naturlig dynamik på Naturstyrelsens område.

Men det kan være ved at ændre sig, eftersom Forsvaret og Naturstyrelsen er indstillet på at forvalte hele området som en helhed. Endvidere har miljø- og naturforeningen Verdens Skove i 2016 indgået en samarbejdsaftale med Naturstyrelsen, Forsvaret og Aabenraa Kommune om en fælles forvaltning af Bjergskov, hvor biodiversitet bliver omdrejningspunktet.

Et udslagsgivende element i dette arrangement er kommet til veje takket være Philip Hahn-Petersen, en af bagmændende bag initiativet Vild med vilje, der i forbindelse med en rund fødselsdag ønskede sig donationer til indkøb af større planteædere for at gavne naturen. Via Verdens Skove er pengene gået til udsættelse af fem vildheste, der har fået et nyt hjem i Bjergskov i 2017.

På områdets 33 hektar bliver der gjort en fremadrettet indsats for vildere natur på naturligere præmisser – hvilket måske kunne inspirere til en tilsvarende indsats i tilgrænsende nærområder. Her er i hvert fald potentiale til et ambitiøst naturreservat på mindst 1.100 hektar, som udover Bjergskov også inkluderer Sønderjyllands største naturlige sø, Hostrup Sø, samt en række naturområder syd for Sønderborgmotorvejen.

Det følgende er et forslag i den retning: Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø.

Bjergskov, august (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskov, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor vildere natur lige dér? 

De statsejede arealer inden for den foreslåede afgrænsning udgør ca. 83% (skraveret)
De statsejede arealer inden for den foreslåede afgrænsning udgør ca. 83% (skraveret)

For at undgå de traditionelle lodsejerkonflikter, der f.eks. fulgte i kølvandet på nationalparkprocessen, og som flere steder har betydet laveste fællesnævner for naturværdierne, er det afgørende, at naturreservater med vildere natur på naturens præmisser (som vi for at skelne her kalder naturnationalparker) etableres på arealer, hvor sådanne konflikter kan undgås. Derfor skal staten enten 1) eje det hele i forvejen eller, 2) eje det hele i tilknytning til private fonde med naturværdierne som højeste prioritet, 3) opkøbe de private arealer, eller 4) indgå permanente aftaler med eventuelle private lodsejere om permanent bindende krav til at prioritere natur og biodiversitet højest.

I det afgrænsede område, der her foreslås som sammenhængende naturreservat, ejer staten i forvejen ca. 83 procent, hvoraf en stor del hører under Forsvaret og rummer Uddannelsescenter Søgårdlejren (Hjemmeværnets træningslejr). De sidste 17 procent (små 200 hektar) er privatejede og består af et større skovpræget moseområde med lavvandede søer, der stammer fra tørvegravning, bl.a. Seifrieds Sø. 

Potentiel kommende udvidelse af arealet med yderligere 250 hektar, der bl.a. omfatter gamle råstofgrave på privatejede arealer og Hostrup Krat (der er statsejet) – hvilket dog ville kræve yderligere opkøb
Potentiel kommende udvidelse af arealet med yderligere 250 hektar, der bl.a. omfatter gamle råstofgrave på privatejede arealer og Hostrup Krat (der er statsejet) – hvilket dog ville kræve yderligere opkøb

Der er også andre relevante privatejede arealer, som det giver god mening at opkøbe nordøst for Bjergskov med henblik på en yderligere udvidelse, der i givet fald kunne forbinde naturreservatet med Hostrup Krat. Her findes flere råstofgrave med stort naturpotentiale, hvis de kunne få lov til at blive en del af naturen, og hvorved det samlede areal kunne udvides med over 250 hektar.

Men i første omgang er det den foreslåede sammenknytning og sammenhæng på 1.100 hektar, der er udgangspunktet, og som fremgår af kortet øverst i artiklen.

Dermed inkluderes de statsejede naturarealer Søgård Skov, Store Søgård Sø og Vilsbæk Krat, der ligger syd for Bjergskov og Hostrup Sø, og som samlet giver en potentiel naturnationalpark den fornødne udstrækning med plads til udfoldelsen af naturlige processer.

Desuden overlapper afgræsningen store dele af et Natura 2000-område, der i sin helhed ikke blot omfatter Hostrup Sø, men også Assenholm Mose og Felsted Vestermark, som begge ligger uden for nærværende forslag. Men i hele Natura 2000-området er Danmark forpligtet over for EU til at sikre gunstig bevaringsstatus for naturtyper som bl.a. højmose, nedbrudt højmose og hængesæk samt arterne stor vandsalamander, odder, damflagermus, rørdrum, havørn, trane, rørhøg, tinksmed, stor hornugle og mosehornugle.

Forslag til Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 95
Forslag til Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 95

Ifølge NOVANA (Det Nationale Program for Overvågning af VAndmiljøet og NAturen), der overvåger Natura 2000-områderne for Naturstyrelsen, er der dog ikke fundet spor af odder siden 2004 (Søgaard 2015b), selv om der ligefrem blev udsat tre oddere ved Hostrup Sø i 2003. Der er heller ingen registrerede odder-observationer i området på artsportalen Fugleognatur.dk, men ifølge Forsvarets Tillæg til drifts- og plejeplan for Søgårdlejren 2012-2015 er »der er gode tegn på, at odder forekommer på søens bredareal og langs grøfter og vandløb«. 

Om der er odder eller ej, er det i alle tilfælde et område, der er egnet til at huse odder. 

Generelt rummer den foreslåede afgrænsning samlet set en stor del af nærområdets væsentligste biodiversitetsværdier, hvorfor der er tale om en vifte af lokaliteter, hvor naturambitionerne med fordel kan højnes.

I samarbejde med Forsvaret og Aabenraa Kommune har Naturstyrelsen f.eks. siden 2007 arbejdet på et naturgenopretningsprojekt, der skulle afvikle den uhensigtsmæssige afvanding og øge naturtilstanden i og omkring Hostrup Sø, idet man bl.a. har ryddet træopvækst og buske på ca. 80 hektar i Klattrup Mose nord for søen. Men en plan om at hæve vandstanden i Hostrup Sø og de tilstødende moser til et mere naturligt niveau, mødte desværre modstand i 2013 fra 4 ud af de 20 private lodsejere og er indtil videre droppet.

Forslaget til afgrænsningen dækker de fleste sammenhængende arealer med høj bioscore eller bioscore over middel
Forslaget til afgrænsningen dækker de fleste sammenhængende arealer med høj bioscore eller bioscore over middel
Hostrup Sø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hostrup Sø (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Almindelig søpryd (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Almindelig søpryd, Hostrup Sø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

En faunabro som denne har – når det kommer til stykket – ikke megen effekt for spredningen af arter i almindelighed eller sammenknytningen af naturområder, men den kan være vigtig for større planteæderes mulighed for at passere stærkt trafikerede veje (foto: Rune Engelbreth Larsen)
En faunabro som denne har – når det kommer til stykket – ikke megen effekt for spredningen af arter i almindelighed, men den kan gavne visse dyrs mulighed for at passere stærkt trafikerede veje (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Et ydre hegn kommer vi ikke uden om, hvis en vifte af større planteædere skal udsættes som (og forblive) en del af den natur, de skal gavne, frem for at tage for sig af ‘retterne’ på landmandens marker.

Men derfor kan planteæderne selvfølgelig også kun passere de veje, der enten er inkluderet i indhegningen, eller hvis naturarealer er forbundet på tværs af veje. Og hvad angår Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø er færiste eller fanuabroer den eneste mulighed for at sikre bevægeligheden inden for hele den foreslåede afgrænsning – dels på tværs af Bjergskov vest og øst for Flensborg Landevej, dels på tværs af Sønderborgmotorvejen, der skærer mellem de nordlige områder og Søgård Skov mod syd.

Den billigste måde at forbinde hegnede områder på tværs af større veje er at anlægge færiste, hvorved de større planteædere ikke kan forlade området, men trafikken kan fortsætte uhindret på vejene med en vis hastighedsnedsættelse, og dyrene kan gå på tværs af vejen inden for den ydre hegning.

Færiste er således en mulighed ved Flensborg Landevej, som tværdeler Bjergskov, men ikke ved den stærkt trafikerede motorvej, hvor en faunabro eller -tunnel kunne komme på tale. Det gør etableringsudgifterne en del dyrere (en faunabro kan koste mellem 5-10 og 30-40 mio. kr., mens et par færiste koster ca. 250.000 kr. pr. stk.).

Etablering af en færist ved Lille Vildmose, som de større planteædere ikke kan passere, men tillader, at bilerne kan køre uhindret over vejen
Etablering af en færist ved Lille Vildmose, som de større planteædere ikke kan passere, men tillader, at bilerne kan køre uhindret over vejen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Faunapassager af den ene eller anden art har især bredt sig de senest årtier. Fisketrappen er dog den første type, der kendes helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet, men ellers skal vi frem til midten af 1900-tallet, hvor de første tunneller etableres, og først i 1970’erne og 1980’erne begynder man at bygge faunabroer (Clevenger & Huijser 2011: 4). 

Også i Danmark kom de såkaldte underføringer først – den tidligste overføring var faunabroen ved Jyske Ås, og den blev først indviet i efteråret 2000.

Faunapassagers udformninger spænder vidt, både som underføringer og overføringer. Der er små tunneler til mindre dyr under trafikerede veje, herunder rør til salamandre og beskedne ‘passager’ under jernbaneskinner til skildpadder. Men der er også større underføringer, der er beregnet til mellemstore dyr bag vildthegn, hvis passage ind og ud af naturreservater skal sikres. Desuden er der mindre overføringer til egern og krabber såvel som store overføringer i form af beplantede broanlæg på tværs af motorveje. F.eks. måler verdens største faunabro, den hollandske Natuurbrug Zanderij Crailoo, over 800 meter i længden og 50 meter i bredden – men den fører også både over en erhvervspark, en flod, en jernbane, en vej og en golfbane. Anlægsudgifterne varierer af samme grund fra få hundredtusind kroner til adskillige millioner kroner.

Vejdirektoratets har etableret en faunapassage i form af en bro over motortrafikvejen mellem Bredsten og Vandel for at lette passagen for dyrelivet i Vejle Ådal – også en mulighed for at lette passagen for dyrene på tværs af hovedvejen, der løber gennem Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker (Dansk Beton)
Vejdirektoratets har etableret en faunapassage i form af en bro over motortrafikvejen mellem Bredsten og Vandel for at lette passagen for dyrelivet i Vejle Ådal – også en mulighed for at lette passagen for dyrene på tværs af hovedvejen, der løber gennem Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker (Dansk Beton)

Forskning har imidlertid vist, at faunabroer og korridorer ikke nødvendigvis gavner spredningsmulighederne på kryds og tværs af adskilte naturområder. Endvidere er isolerede bestande af truede arter heller ikke nødvendigvis prisgivet uden korridorer, hvis de i øvrigt er beskyttet fra negative menneskelige påvirkninger (Simberloff 1992).

Faktisk kan faunapassager ikke blot være overflødige, men nogle gange også en direkte ulempe (f.eks. kan de risikere at lette spredningen af invasive arter eller føre dyre ud af naturområder på en færd, hvor de i stedet for at følge korridoren ender et helt tredje sted).

Faunapassager bidrager således ikke altid til at løse de overordnede problemer i form af pladsmangel og manglende levesteder af høj naturkvalitet. Men det betyder dog ikke, at de ikke kan designes med visse naturgavnlige fordele, og over stærkt trafikerede veje kan de først og fremmest lette passagen for de større planteædere og undgå trafikkollisioner. Desuden kan de være adgangsveje ind og ud af hegnede områder for små og mellemstore dyr. 

Hegn i naturen deler af og til vandene blandt grønne naturvenner. Flere og flere er dog efterhånden på det rene med, at hegn kan være forudsætningen for at udbedre en stor mangel i dansk natur – flere større planteædere. I dag har også Danmarks Naturfredningsforening en langt mere hegnsvenlig indstilling end tidligere og ser det som »et meget vigtigt redskab«. Her er det et kort over indhegning af Mellemområdet i Lille Vildmose, hvor der udsættes krondyr og elge – stjernerne markerer faunapassager, hvor mindre dyre kan passere ind og ud af området (Aage V. Jensens Naturfond)
Kort over indhegning af Mellemområdet i Lille Vildmose, hvor der udsættes krondyr og elge – stjernerne markerer faunapassager, hvor andre dyr kan passere ind og ud af området (Aage V. Jensens Naturfond)

Designet er selvsagt altafgørende, hvis dyrene skal gøre brug af passagen. På Esbjergmotorvejen er der f.eks. etableret en enkelt faunapassage beregnet til krondyr, men ifølge et notat fra Aarhus Universitet benyttes den tilsyneladende slet ikke af de store hjorte (Kjær m.fl. 2013: 11).

Dimensionerne er også af stor betydning – en tunnelpassage med dette formål skal være mindst 6 meter høj og 12 meter bred, mens en faunabro mindst skal være 50 meter bred, hvis den skal benyttes af krondyr. Forholdet mellem længde og bredde (og i tunnelsens tilfælde også højden) er imidlertid også ret vigtigt. 

En fanuabros såkaldte åbenhedsindeks skal være mindst 0,8 (bredde divideret med længde), og en fanuatunnel skal have et såkaldt tunnelindeks på mindst 1,5 (bredde gange højde divideret med længde) – hvis de egne sig til krondyrpassage (Ujvàri & Elmeros 2011).

For at krydse Flensborg Landevej ville der f.eks. være behov for en ca. 40 meter lang bro, hvorfor minimumsbredden på 50 meter er brugbar i forhold til krondyr her.

En faunabro, der skal benyttes af flere arter, kræver som tommelfingerregel også en minimumsbredde på 50 meter, men skal den benyttes af arter med vidt forskellige krav til deres naturlige levesteder, er minimumsbredden hele 80 meter (Elmeros m.fl. 2011: 6). Endvidere er det i reglen vigtigt, at der slet ikke er adgang for mennesker, og at faunabroen desuden er afskærmet af mindst to meter højt plankehegn, så lyset fra bilerne ikke skræmmer dyrene under passager om natten.

Faunabro i Banff Nationalpark, Canada (foto: WikiPedant / Wikipedia)
Faunabro i Banff Nationalpark, Canada (foto: WikiPedant / Wikipedia)

Broer af blot 20 meters bredde har dog også vist effektivitet for en række større og mellemstore dyr. En undersøgelse af faunapassager på Kolding-Esbjerg-motorvejen viste f.eks., at rådyr, ræv og hare er de hyppigste på to passager af 13 meters bredde og én af 148 meters bredde (Madsen m.fl. 2013: 19). Tre fanuabroer ved Herning, hvis bredde varierer fra 12 til 15 meter, er således alt for smalle til at fungere effektivt for mange arter (åbenhedsindekset er kun ca. 0,4) og bliver stort set kun benyttet af rådyr og ræv (Elmeros m.fl. 2011: 15-16).

Over Silkeborgmotorvejen mellem Funder og Låsby er der anlagt to faunabroer à 20 meters bredde (på det smalleste sted), hvilket er for lidt at tiltrække krondyr, men fungerer udmærket for både rådyr og dådyr. Desuden er der en 150 meter lang landskabsbro over slugten Svinedal få hundrede meter fra faunabroen, hvorunder også krondyr kan passere (det er imidlertid en del af motorvejen, som først åbnede i oktober 2016, hvorfor det er for tidligt at sige noget om effektiviteten).

Forinden har man dog taget en 20 meter bred faunabro i brug over motorvejen vest for Silkeborg til en pris af ca. 7 mio. kr., og her har man registreret 3.500 dyr på et enkelt år, heriblandt mere end 1.200 rådyr og dådyr og over 2.000 harer, ræve og grævlinge. Det bekræfter endnu engang, at en afskærmet faunabro af sådanne dimensioner faktisk fungerer og benyttes (af disse arter) – men det fortæller trods alt ikke noget om, hvorvidt lige så mange (eller endnu flere) dyr generelt passerer motorveje dér, hvor der hverken er hegn eller faunapassager. 

Færiste er som nævnt de letteste og billigste at etablere, men utænkelige over motorvejen, og kun realistiske over Flensborg Landevej – hvis man accepterer en markant hastighedsbegrænsning på en ca. 100-500 meter lang strækning langs Bjergskov. 

Herunder: Meget seværdig lille Youtube-video om 15 års erfaringer med faunapassager i Banff Nationalpark i Canada

Bjergskov som forbillede for hele området

Vildskov – stop motorsavene

Områdets skov dyrkes i dag som såkaldt naturnær skovdrift, hvilket lyder ‘naturligt’, men betyder en fortsat fjernelse af tømmer, og når tømmer hentes ud af skoven, forarmes levestederne for en række skovarter, hvilket forskere har påpeget i årevis.

Om hugsten er marginalt mere skånsom eller ej, flytter ikke det store, som det også fastslås i en faglig vurdering af, hvordan skovenes biodiversitet sikres: »Det vil i alle tilfælde være umuligt at forene forstlig drift med optimal forvaltning i de områder, der har afgørende betydning for den biologiske mangfoldighed. Forstlig drift omfatter her også de gængse typer af såkaldt naturnær skovdrift.« (Bruun & Heilmann-Clausen 2012: 38).

Det er med andre ord skovdriften i sig selv, der er problemet: »Den største trussel mod skovenes biodiversitet er tab af levesteder på grund af især afvanding, tilplantning, hugst og opdyrkning« (Ejrnæs m.fl. 2011: 26).

I et naturreservat, der sigter mod naturligere processer, må skovdriften ophøre 100% til fordel for såkaldt urørt skov, hvilket kan betyde et indtægtstab for Naturstyrelsen og Forsvaret, om end det er meget vanskeligt at anslå størrelsen på dette tab, fordi der i årevis har været tvivl om Naturstyrelsen beregninger af statens tømmer-indtægter. I mange år blev de anslået til 100 mio. kr. om året, men efter årelang kritik erkendte man, at udgifterne var større end hidtil anslået, hvorfor overskuddet er blevet nedjusteret til 50 mio. kr. om året (Altinget.dk). Hvilke distrikter der giver underskud, og hvilke der giver overskud, er dog ikke oplyst, men overskuddet svarer i gennemsnit til beskedne 462 kr. pr. hektar.

Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)
Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)

Fraregner man de arealer, hvor der i dag ikke er skovdrift på Naturstyrelsens arealer inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø, er der maksimalt 140 hektar med skovdrift i Søgård Skov og Vilsbæk Krat. Vurderet ud fra gennemsnittet giver det et årligt overskud på ca. 64.680 kr. (Forsvarets indtægter er ukendte). Med andre ord et helt ubetydeligt beløb sammenlignet med den naturgevinst, det ville være at indstille skovdriften 100%. 

Som vi har været inde på, bliver den del af Bjergskov, der ligger øst for Fredensborg Landevej, fremadrettet forvaltet som et sammenhængende område på tværs af Naturstyrelsens og Forsvarets arealer, hvor kvæg og vildheste kommer til at græsse året rundt. Det er mere af dét, der kan sikre natur på naturligere præmisser og sikre variationen af levesteder for de mange truede arter, som er afhængige af samspillet mellem vegetationen og de større planteædere.

Derfor skal langt flere områder – og større områder – have flere større planteædere. Flere områder, fordi ensformighed, tilgroning og biodiversitetstab er det generelle billede næsten overalt i dansk natur; og større områder, fordi naturen har brug for plads til at kunne udfolde sig mere uhindret og dermed mere varieret.

I forslaget til Naturnationalpark Bjergskov og Hostrup Sø indgår flere skovarealer, søer og moser, bl.a. Klattrup Mose nord for Hostrup Sø, som ville have stor gavn af en permanent vifte af større planteædere, der kan bevæge sig på kryds og tværs af disse arealer (derfor faunabroerne) og derved gavne en række naturtyper og arter. 

I princippet er vildhest, vildokse, vildsvin, elg, bison og bæver alle i spil som kandidater til en udsætning, men at finde ud af, hvilke og hvor mange der egner sig bedst på de pågældende arealer, forudsætter fageksperters forudgående detailanalyse.

Den 7. maj 2017 blev der udsat vildheste (konik) i Bjergskov, 10 km syd for Aabenraa (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Den 7. maj 2017 blev der udsat vildheste (konik) i Bjergskov, 10 km syd for Aabenraa (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hegnslinje-eventualiteter og variable etableringsudgifter

Som allerede nævnt bliver der i alle tilfælde behov for at hegne arealet ind, så dyrene gør gavn for naturen i stedet for at kaste sig over nærliggende marker eller blive kørt ihjel på vejene. Nedenstående illustreres et forslag til en hegnslinje på ca. 29 km, idet Store Søgård Sø ikke hegnes for at bevare udsigten over søen fra Søgård (og bevare adgangen til vandet fra nordvest). Søen bliver dermed en ‘sydøst-grænse’ uden hegn.

Her er det til i øvrigt medregnet, at Flensborg Landevej hegnes på begge sider af vejen hen til en faunabro (men hvis man i stedet satser på færiste i hver sin ende strækningen langs Bjergskov, bliver hegnslinjen knap 2 km kortere). Det er som tidligere antydet en mulighed at etablere hegnslinjen i en eller flere faser, f.eks. først at indhegne den nordlige del (Bjergskov, Hostrup Sø, Seifrieds Sø og de omkringliggende områder), hvilket kræver en maksimal hegnslinje på ca. 22 km. Først i en efterfølgende etape kunne man så knytte forbindelsen til de sydlige områder via et vildhegn og en faunabro over Sønderborgmotorvejen.

(Hvis det af hensyn til valget af større planteædere alligevel bliver nødvendigt at få søen inkluderet bag hegnslinjen, kan man overveje at lade hegnet følge Flensborg Landevej og Sønderborgmotorvejen, så hele byen Søgård ligger inden for hegnslinjen, i stedet for at hegne selve søen – derved forøges hegnslinjen med yderligere 3 km og bliver i alt ca. 32 km lang. Denne mulighed er ikke indtegnet på kortet nedenfor).

Forslag til hegnslinje omkring Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø: Her er hegnslinjen ca. 29, men skal Store Søgård Sø indhegnes, er det mest hensigtsmæssigt at hegne byen Søgård med, så adgangen til og udsigten over søen ikke forhindres, hvilket ville betyde en hegnslinje umiddelbart sydøst for byen i denne del af området. Hegnslinjen her inkluderer to faunabroer over Flensborg Landevej og Sønderborgmotorvejen, men førstnævnte kan erstattes af to færister, hvis hastighedsbegrænsningen nedsættes markant på denne strækning
Forslag til hegnslinje omkring Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø: Her er hegnslinjen ca. 29 km, men skal Store Søgård Sø indhegnes, er det mest hensigtsmæssigt at hegne byen Søgård med, så adgangen til (og udsigten over) søen ikke forhindres, hvilket ville betyde en hegnslinje umiddelbart sydøst for byen i denne del af området (fremgår ikke af kortet). Hegnslinjen på kortet inkluderer to faunabroer, én over Flensborg Landevej og én over Sønderborgmotorvejen, men førstnævnte kan erstattes af to færiste, hvis hastighedsbegrænsningen nedsættes markant på denne strækning
Gallowaykvæg græsser i området (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Gallowaykvæg græsser i området – vildheste er på vej (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skal krondyr, elge, bisoner eller vildsvin indgå i viften af planteædere, skal det være et mere robust hegn end det billigere el-trådhegn, der er tilstrækkeligt til f.eks. vildheste og kreaturer. Derfor er der her som i andre tilfælde naturligvis en række grundlæggende valg, der har betydning for etableringsudgifterne.

Hvis etableringsudgifterne skal indbefatte et robust vildthegn til f.eks. elge uden om Søgård (32 km hegnslinje koster ca. 8 mio. kr.) og to faunabroer à 20 meters bredde (2 x 7-15 mio. kr.), 6-8 færiste over mindre veje samt genetablering af naturlig vandstand i drænede skovområder, dyr til udsætning, opkøb af ca. 170 hektar og forskerrådgivning, vil hele projektet formodentlig beløbe sig ca. 50-75 mio. kr. 

Erstattes faunabroen over Flensborg Landevej af de meget billigere færiste (og dermed en hegnslinje, der er ca. 2 km kortere), og droppes jordopkøb (hvilket betyder et lidt mindre naturreservat) kan det muligvis gøres for ca. 25-35 mo. kr. 

Men et spændende og ambitiøst naturreservat kan i alle tilfælde etableres (forudsat at Forsvaret og Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktion). 

Det kan også gøres endnu billigere i første omgang, hvis det gennemføres i flere omgang, f.eks. i form af en Nord- og Syd-etape, hvor områderne syd for Sønderborgmotorvejen først inkluderes på et senere tidspunkt. 

Og ingen af disse tiltag behøver formindske den eksisterende offentlige adgang eller begrænse militærets aktiviteter på Forsvarets store dele af arealerne (Søgårdlejren og Hærhjemmeværnsdistrikt Sønderjylland) eller de mange spejderaktiviteter, der også foregår i området, om end der dog ikke bør etableres yderligere bygninger og anlæg i området. 

Store Søgård Sø med Søgård Skov i baggrunden (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Store Søgård Sø med Søgård Skov i baggrunden (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Fra naturens hånd flyder en mangfoldig af liv og en rigdom af liv og variation i et mylder af arter, men det forudsætter bl.a., at vi også giver plads til naturens egne processer, og at vi sørger for, at flere større planteædere igen bliver en del af naturen. Vildheste, helårsgræssende kvæg og andre større hjemmehørende planteædere kan supplere hjortene, og det øger variationen og hæmmer tilgroning.

Opsummeret handler det om at videreføre grundideerne i de fremadrettede tiltag, som Naturstyrelsen og Forsvaret allerede har taget hul på med Verdens Skove som facilitator, men øge omfanget, ambitionerne og indsatsen. Og skabe et naturreservat med vildere natur inden for de rammer, der nu engang er givet.

Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø kunne blive et oplevelsesrigt naturområde i det sønderjyske, hvis staten er parat til at opgive nogle ubetydelige tømmerindtægter og fortsætte ad den vej, man har påbegyndt i Bjergskov.

Naturen er dynamisk og foranderlig, når den får lov til det – og får den lov til det, bliver den både rigere på arter og oplevelser. Det indebærer med andre ord at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer omkring Hostrup Sø, Store Søgård Sø, Bjergskov, Søgård Skov og Vilsbæk Krat og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af områderne omkring Seifried Sø, så hele det afgrænsede området kan fungere (og forvaltes) som en helhed. Råstofgravene nord for Bjergskov kan være del af en vision om yderligere udvidelser.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende skove, der eventuelt skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvilke(n) faunabro(er), som er bedst egnet til at krydse Sønderborgmotorvejen (og eventuelt Flensborg Landevej) i forhold til de udsatte planteædere; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø kunne med tiden blive et oplevelsesrigt natur-slaraffenland i det sønderjyske, hvis Forsvaret og Naturstyrelsen er parate til at opgive nogle ubetydelige tømmerindtægter og fortsætte ad den vej, man har påbegyndt i Bjergskov – med et forøget ambitionsniveau på naturens vegne.

Rune Engelbreth Larsen, november 2016
Senest opdateret maj 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Bjergskov – naturligere og vildere
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status

Bjergskov – naturligere og vildere

Af Rune Engelbreth Larsen

Bjergskovs kuperede vidder i modvind (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskovs kuperede vidder i modvind (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Bjergskov er gammelt kuperet græsland (overdrev) i Sønderjylland, umiddelbart øst for Hostrup Sø. Naturstyrelsen og Forsvaret ejer hver sin del, der i årevis er blevet tænkt som separate forvaltningsstørrelser, men fremadrettet skal ses i en sammenhæng for at gavne natur og biodiversitet.

Naturstyrelsen har i et par år haft helårsgræsning med både galloway-kvæg og heste (såkaldt samgræsning, der giver en mere varieret og naturlig dynamik og variation i samspillet mellem forskellige planteæderes påvirkning af vegetationen), men fremover skal samgræsningen gælde hele området – hele året. Og nu har vildheste overtaget en hovedrolle …

Nedenfor nogle foto-indtryk fra Bjergskov …

Bjergskov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskov (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Citronsommerfugl på djævelsbid (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Citronsommerfugl på djævelsbid (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Øjentrøst (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Øjentrøst, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Efterårs-mosaikguldsmed (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Efterårs-mosaikguldsmed (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Korsedderkop (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Korsedderkop set nedefra – måske er det OK, at den ikke er større, end den er … (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskov, august (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskov, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Gallowaykvæg græsser i området (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Gallowaykvæg græsser i Bjergskov hele året sammen med vildheste (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Sensommer over Bjergskov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskov, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Takket være en af landets fremmeste naturvenner er området blevet beriget med syv vildheste i maj 2017. Philip Hahn-Petersen, en af bagmændende bag projektet Vild med vilje, besluttede nemlig til en rund fødselsdag, at han kun ville ønske sig gaver i form økonomiske bidrag til indkøb af græssere, der kunne gavne naturen. Det er således blevet til vildheste (konik), der er udsat i et samarbejde mellem Forsvaret, Naturstyrelsen og naturforeningen Verdens Skove.

Og hingsten hedder Philip

Det handler om græsning (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Det handler om græsning (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Konik-føl (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Konik-føl (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Vildheste afsøger området (foto: Rune Engelbreth Larsen)

Den 7. maj 2017 blev der udsat vildheste (konik) i Bjergskov, 10 km syd for Aabenraa (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Den 7. maj 2017 blev der udsat vildheste (konik) i Bjergskov, 10 km syd for Aabenraa (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hingsten Philip, Bjergskov (foto: Rune Engelbreth Larsen)

Rune Engelbreth Larsen, november 2016
Senest opdateret: maj 2017

APROPOS

> Forslag: Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø

Naturnationalpark Randbøl Hede & Syvårssøerne

Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]
Et sommerblik ud over dele af Syvårssøerne i Frederikshåb Plantage, hvor hedelyngen netop er sprunget ud (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et sommerblik ud over dele af Syvårssøerne i Frederikshåb Plantage, hvor hedelyngen netop er sprunget ud (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 15 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur i et fascinerende område med hede og indlandsklitter: Naturnationalpark Frøslev Randbøl Hede & Syvårssøerne …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

 

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Randbøl Hede og Syvårssøerne omfatter så godt som hele heden og hele Frederikshåb Plantage på sammenlagt ca. 15 kvadratkilometer (kortet er bl.a. baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Randbøl Hede og Syvårssøerne omfatter så godt som hele heden og hele Frederikshåb Plantage på sammenlagt ca. 15 kvadratkilometer (kortet er bl.a. baseret på OpenStreetMap)

Syvårssøer og hede-fatamorganer, der dukker op og forsvinder …

Naturnationalpark Randbøl Hede & SyvårssøerneFrederikshåb Plantage byder ikke umiddelbart på det store håb for biodiversiteten, for det er en monoton nåletræsplantage uden alt for megen afveksling, hvorfor en forsker engang kaldte den for Frederikshåbløs Plantage … Og dog.

For inde blandt de endeløse rækker af mørke træmarker dukker pludselig et indlandsklitlandskab op som en skjult eventyrverden. Her er trods alt mere variation at komme efter – og der er en del at komme efter, hvis man kan unde sig selv at nyde den landskabelige skønhed.

Her ligger Syvårssøerne, der har fået deres navn, fordi de kun er søer hvert syvende år – i de mellemliggende seks år er de helt eller delvist tørlagte.

Sådan da.

Sandt er det i hvert fald, at de har det med at forsvinde og dukke op igen, ofte med flere års mellemrum. Den slags søer kan også kaldes tidvise søer, men der er ikke rigtig nogen af de formelle naturtype-betegnelser, der helt dækker her.

Selv om klimaforandringernes stigende nedbørsmængder generelt har forøget hyppigheden af vanddækningen i tidvise søer på vestjyske heder i de seneste årtier og i nogle tilfælde skabt nye permanente søer (Degn 2013), er det ikke tiltagende nedbørsmængder, men en vekslende grundvandsstand, der er hovedårsagen til det uregelmæssige forsvindingsnummer ved Syvårssøerne, og som næsten gør det magisk at vende tilbage til dem år for år.

Syd for Frederikshåb Plantage finder vi Danmarks største indlandshede, den 750 hektar store Randbøl Hede. Fra indlandsklitten Stoltenberg, der når 88 meter over havet, men må nøjes med at hæve sig 17 meter over det øvrige terræn, er der en formidabel udsigt over hele området, og med lidt god vilje kan man forestille sig de århundreder, hvor op mod halvdelen af Jylland var dækket af hedens dværgbuske, bl.a. hedelyng, revling, klokkelyng og tyttebær.

I løbet af 1800-tallet blev hederne imidlertid hastigt decimeret, og i 1881 omfattede de kun ca. 12 procent af landet. I 1965 var de yderligere indskrænket til ca. 3 procent, og i 2000 til ca. 2,3 procent (Levin & Normander 2008: 27, 36). Dertil kommer, at det, der formelt er opgjort som hedearealer, i stigende grad er trængt af næringsstofbelastning og tilgroning, hvilket ikke indgår i den anslåede arealudvikling, som formodentlig også dækker arealer, der reelt er blevet til skov eller græsland – eller er hastigt på vej til at blive det. 

Faktisk er (lyng)hede ikke så entydig en karakteristik af Randbøl Hede længere, fordi bølget bunke og især blåtop breder sig voldsomt og fortrænger lyngen. Men disse landskaber rummer et potentiale for at bevare biodiversiteten – hvilket i denne sammenhæng indebærer at beskytte de særegne og specialiserede arter, som netop er knyttet til sådanne næringsfattige arealer.

Derfor er det vigtigt, at naturen i højere grad kan udvikle sig på naturens egne præmisser, hvor artssammensætningen er et resultat af naturlige processer og fri dynamik, ikke af menneskeligt påført naturforarmelse. Af denne grund er genetableringen af udgangsbetingelserne for en naturligere udvikling kernen i nærværende forslag: Naturnationalpark Randbøl Hede & Syvårssøerne.

Indlandsklitter og vådområder i Syvårssøerne, august (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Indlandsklitter og vådområder i Syvårssøerne, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Pladsen og potentialet er der – prioriteringen mangler

Næsten hele det foreslåede område er i forvejen ejet at staten (skraverede felter)
Næsten hele det foreslåede område er i forvejen ejet at staten (skraverede felter)

Frederikshåb Plantage og Randbøl Hede adskilles primært af Bøgvadvej/Koldingvej, der løber gennem Frederikshåb mellem Egtved og Billund, men de to naturområder kunne med fordel forvaltes som ét stort naturreservat med plads til naturlige processer og vildere vidder. Det kræver ikke blot en enkel metode til at sammenknytte naturen på tværs af vejen, men det kræver først og fremmest, at vore politikere er parate til at prioritere et ophør af tømmerproduktionen og søsætte tiltag, der kan fremme en mere naturlig udvikling.

Omtrent 93 procent af arealet inden for den foreslåede afgrænsning er statsejet, hvorfor der kun er behov for opkøb af mindre privatejede arealer i yderkanten af Randbøl Hede (og er det ikke muligt at opkøbe dem, kan de godt undværes, idet det samlede areal fortsat vil være stort og sammenhængende). Der er dog også mulighed for andre udvidelser, hvis og såfremt sådanne kan finansieres – f.eks. kunne hele eller dele af Slauggård Plantage tilføjes.

Den foreslåede afgrænsning rummer store dele af Natura 2000-område nr. 82, hvor Danmark i forvejen er forpligtet til at beskytte udvalgte naturtyper og arter
Den foreslåede afgrænsning rummer store dele af Natura 2000-område nr. 82, hvor Danmark i forvejen er forpligtet til at beskytte udvalgte naturtyper og arter

Randbøl Hede og en central del af Frederikshåb Plantage er i forvejen udpeget som internationalt beskyttet naturareal, et såkaldt Natura 2000-område. Her er Danmark allerede i dag forpligtet til at yde en særegen beskyttelse af udvalgte arter og naturtyper, bl.a. indlandsklitterne og fuglearterne trane, hedelærke, tinksmed og rødrygget tornskade. 

Det er Dansk Ornitologisk Forenings Caretakergruppe, der ved den seneste revision af udpegningsgrundlaget har fået tilføjet flere af fuglearterne, som med undtagelse af tinksmed alle yngler i området i dag.

Ser vi på Biodiversitetskortet, finder vi afgrænsningens højeste bioscore (det vil sige den største koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter) inden for Natura 2000-området, mens de øvrige dele af Frederikshåb Plantage hører til de mest ensformige.

Moserandøje (foto: Rune Engelbreth Larsen)
En sommerfugl, der er gået stærkt tilbage, men endnu kan træffes på Randbøl Hede – moserandøje (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Af de mere sjældne arter, der dog er fundet her, er bl.a. grøn kobbervandnymfe, løgfrø, natravn, liden ulvefod, håret visse og svampe som tørvemos vokshat, ægte stenmorkel, bævretand og tør ridderhat. Og på Randbøl Hede vokser f.eks. spændende planter som guldblomme, kattefod, almindelig månerude, lyng-star, cypres-ulvefod, plettet kongepen, vår-kobjælde og laverne pragt-bægerlav og thrombium epigaeum. Endvidere er her observeret hedehøg, mosehornugle, klitplasterbille, blåhatjordbi og sjældnere sommerfugle som spættet bredpande, violetrandet ildfugl, moserandøje og markperlemorsommerfugl. 

Men flere af disse arter lever måske kun på heden på lånt tid, for som allerede nævnt er Randbøl Hede i den grad truet af tilgroning, der først går ud over vegetationens variation og derefter over de arter, som er tilknyttet vegetationen.

Bioscore for det afgrænsede areal – jo mere rødligt, desto flere truede arter og større potentiale for levesteder til truede arter
Bioscore for det afgrænsede areal – jo mere rødligt, desto flere truede arter og potentiale for levesteder for truede arter
Kattefod, maj (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Kattefod, maj (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Randbøl Hede, der strækker sig over ca. 750 hektar, er Danmarks største indlandshede (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Randbøl Hede er med sine ca. 750 hektar Danmarks største indlandshede (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Blåtop kvæler lyngheden

Dværgbuske som hedelyng og revling er gået markant tilbage på Randbøl Hede de seneste 60 år. I 1954 dækkede egentlig lynghede ca. 87 procent af området, men i 1995 var andelen allerede svundet ind til 23 procent, altimens blåtop havde spredt sig drastisk (Degn 2006).

Blåtop sætter ikke blot mange frø, men producerer både mere dødt og levende plantemateriale end mange andre planter, hvorved de blåtop-dominerede arealer udvikler sig til et tæt og sammenvævet ‘tæppe’ af tuer, som forhindrer lyset i at nå jordoverfladen og dermed fortrænger den øvrige vegetation.

I 1999 havde Naturstyrelsen fået nok, og i håbet om at genetablere en hedevegetation domineret af dværgbuske iværksattes derfor et ambitiøst forsøg med 12 forskellige metoder til bekæmpelse af blåtop, bl.a. afbrændning, slåning, græsning og fræsning (Buttenschøn m.fl. 2005). Det meste viste sig at være mere eller mindre virkningsløst, men en specialdesignet hollandsk tørveskrælningsmaskine, der på én og samme tid kunne fjerne blåtop og afskrælle det øverste jordlag, var »langt den mest effektive behandling« (Buttenschøn m.fl. 2005: 53). Problemet var blot, at maskinen med den tilhørende bemanding var ualmindelig udgiftstung, hvorfor man i 2003 iværksatte tre supplerende forsøg med nyudviklede maskiner, som var lidt billigere end den hollandske, men også viste sig ganske effektive.

Imens man behandlede og analyserede de forholdsvis små prøveflader, blev Randbøl Hedes generelle naturtilstand vurderet som direkte »miserabel«, hvilket kun understregede behovet for at gøre noget (Degn 2006: 8). Blåtop dominerede ca. 40 procent af arealet, og en kombination af bølget bunke og blåtop dominerede yderligere ca. 40 procent, mens kun ca. 15 procent var domineret af lynghedens karakteristiske dværgbuske – Randbøl Hede var med andre ord blevet en græshede snarere end lynghede

Først i oktober 2014 foretog man de allersidste registreringer med henblik på at analysere langtidseffekterne af de sammenlagt 15 behandlingsmetoder, og med en tidshorisont på 10-15 år stod det nu helt klart, at hverken kontrolleret ildebrand, græsning eller slåning kunne få bugt med blåtop. Af de 15 metoder var den dyre hollandske behandling stadig »den klart mest effektive metode«, om end også andre behandlinger var langtidsholdbare, såfremt de indebar en fjernelse af det øverste jordlag.

De metoder, der både er bedst til at fjerne blåtop og samtidig forøge udbredelsen af hedelyng, forbliver altså ifølge slutrapporten den mest omkostningstunge: »Tørveskrælning med og uden forudgående afbrænding, samt hedefræser (med og uden forudgående afslåning) og hedehøster.« (Degn 2015: 20-24). På disse prøveflader ses ikke blot en stor fremgang for hedelyng og en nyetablering af mindst 5 arter af lav, men også usædvanligt mange kloner af almindelig ulvefod, der er genetableret efter at have været forsvundet i en årrække.

I EU-Life-projektet »Genopretning af heder i Danmark«, hvor der med millioner af EU-kroner i ryggen er foretaget naturtiltag på en række statslige hedearealer i Jylland, er der i perioden 2011-2015 bl.a. blevet afbrændt ca. 200 hektar af Randbøl Hede og efterfølgende afskrællet 20-30 hektar lyngtørv med traktor og plov. Der er lang vej igen og skal betydeligt mere tørveskrælning til, hvis Randbøl Hede skal på fode igen, for afbrændning  af udvalgte flader har en mere kortsigtet effekt og må derfor gentages. 

Spørgsmålet er derfor alligevel, om tørveskrælning vitterlig er dyrest i det lange løb? Alt tyder på, at effekten er den mest langtidsholdbare – ikke blot er det disse prøvefelter, der fortsat har kunnet holde blåtop i skak efter 10-15 år, men der er også historiske eksempler på tørveskrælning helt tilbage fra 1943-44, som adskillige årtier senere stadig har kunnet begrænse blåtop.

Blåtop breder sig ud over Randbøl Hede og fortrænger lyngheden i stort omfang – og hvor den breder sig, vokser intet andet end blåtop (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Blåtop breder sig ud over Randbøl Hede og fortrænger lyngheden i stort omfang – og hvor den breder sig, vokser intet andet end blåtop (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Næringsstofforurening fra luften 

Vår-kobjælde – en køn lille sjældenhed. Udover Vind Hede vokser kun ganske få på Randbøl Hede og ved Tingskoven i Jammerbugt Kommune (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vår-kobjælde – en køn lille sjældenhed, der er blevet udsået på Randbøl Hede med frø fra hedens egne planter (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Historisk har blåtop langtfra haft den udbredelse, der ses (og øges) i dag. Planten har som nævnt en tæt tuestruktur, der først monopoliserer et areal i ekstrem grad og dernæst påvirker jordbunden på en måde, der yderligere forringer vilkårene for hedelyngen.

Men hvorfor er den pludselig blevet så stort et problem?

Forklaringen er tilsyneladende først og fremmest næringsstofbelastningen, ikke mindst kvælstofforureningen, der er dalet ned fra himlen i voldsomt forøgede mængder siden midten af det 20. århundrede.

Næringsstoffer som fosfor og kvælstof, der spredes via luften over både hav og land, fører til iltsvind i havet og tilgroning på land – det er naturligvis det sidste problem, der er af relevans her. Arter, der som blåtop favoriseres af en øget koncentration af næringsstoffer, spreder sig således ud over en række naturtyper, hvor de ikke naturligt ville forekomme (eller kun ville forekomme i mindre grad).

Den luftbårne kvælstofbelastning på danske landområder skyldes dels ammoniakfordampning fra landbrugets husdyrproduktion og dels forskellige forbrændingsprocesser (ikke mindst fra trafikken og energi- og industriproduktionen) – ca. 38 procent af forureningen kommer fra kilder i Danmark, resten fra det øvrige Europa (Ellermann m.fl. 2015). Størst er problemet i det sydlige Jylland, hvor koncentrationen af landbrugtes husdyrproduktion er særligt høj, og hvor nedbørsmængderne er større end gennemsnittet.

Det er også en væsentlig del af forklaringen på, at den såkaldte tørveskrælning er den mest effektive metode til at bekæmpe blåtop, idet fjernelsen af det øverste jordlag også fjerner mange årtiers ophobede kvælstofforurening. Selv om man derved også blotter jorden for en efterfølgende spredning af frø fra blåtop, vinder planten kun ringe og kortvarigt fodfæste i den næringsfattige jord, hvor dværgbuske som hedelyng igen kan udkonkurrere den.

Hvis Randbøl Hede i højere grad skal være natur på naturligere præmisser, nytter det ikke, at lade blåtop kvæle heden og dermed eliminere muligheden for en række arter, der er knyttet til dværgbuskene og den øvrige vegetation. Det bedste ville derfor være at følge den drastiske opskrift, som har vist sig at virke – at brænde heden af, for dernæst at afskrælle hele det øverste jordlag, fjerne det og få bugt med den ophobede næringsstofbelastning. Dermed ville lyngheden reetableres, og med den ville spredningsmulighederne for de dertil knyttede arter forøges markant på Randbøl Hede.

Selv om årsagen til kvælstofforureningen selvfølgelig ikke fjernes ad denne vej, er den luftbårne kvælstofafsætning trods alt faldet ca. 34% i perioden 1989-2013 (ganske vist med store lokale variationer, der især er betinget af forskellene i landbrugsproduktionen og naturområdernes afstand hertil). Hvis tendensen fortsætter, og man kommer tidligere tiders ophobning af næringsstoffer tilstrækkeligt til livs, er vi i alle tilfælde kommet nærmere en genetablering et mere naturligt udgangspunkt.

Det betyder imidlertid ikke, at lyngheden nødvendigvis atter vil blive områdets blivende og altdominerende naturtype, for natur er ikke statisk. Men hvis vi efterfølgende sørger for at udsætte større planteædere, kunne vi få en naturlig græsning, der bidrager til at holde arealet åbent og varieret, hvorved naturtyperne i det mindste forandrer sig ad naturlig vej – med tiden måske i retning af et mosaiklandskab med både lynghede, græsland og spredt skov?

Forbindes Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage som et fælles naturområde bliver mulighederne for en naturlig dynamik i området endnu større, men det forudsætter som nævnt, at der udsættes flere større planteædere for også fremadrettet at holde tilgroning i skak og generelt skabe større variation og flere levesteder.

Endvidere skal tømmerproduktionen i Frederikshåb Plantage afvikles, og plantagens ikke-hjemmehørende nåletræer tyndes ud, helst med hjælp fra naturens egen kraft. Ved at rydde de yderste rækker af nåletræer mod vest, fjernes de mest robuste stammer, og stormen kan rase mere uhindret ind i hjertet af plantagen og vælte stammer som mikadopinde. Derved bliver der skabt lysninger, rodkager med nye vertikale levesteder og dødt ved, og nåletræernes svampelokaliteter bevares. 

Med tiden vil naturen selv udvikle dette gavnlige kaos til blandingsskov i et mosaiklandskab blandt indlandsklitterne – i hvert fald hvis der som en integreret del af naturen samtidig udsættes flere større planteædere, der i kraft af deres fødesøgningsadfærd og tramp varierer kaosset og vedligeholder de levesteder, der opstår.

Hedelyngen er trængt af blåtop på Randbøl Hede, men Naturstyrelsen forsøger at bevare lyngen, bl.a. med tilbagevendende afbrændninger (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hedelyngen er trængt af blåtop på Randbøl Hede, men der er stadig forholdsvis store arealer, hvor dværgbusken dominerer, og dens karakteristiske violette farve lyser op – formodentlig fordi Naturstyrelsen anvender kontrolleret ildebrand. Desværre kan denne metode ikke holde blåtop i skak permanent (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvilke planteædere, der skal udsættes, må det være op til en faglig analyse at vurdere i detalje, men vildheste og vildokser er et bud, muligvis suppleret med europæisk bison. Det betyder naturligvis også, at arealet må indhegnes, så dyrene bliver på de ca. 15 kvadratkilometer, hvis natur de skal gavne og være en del af. Hegnet kan imidlertid designes, så næsten alle andre dyr kan passere ind og ud gennem faunapassager (f.eks. små tunneller, hvis størrelse tilpasset rådyr, grævling, odder, ræv og ulv).

Skal større planteædere fremadrettet kunne brede sig frit over både Frederikshåb Plantage og Randbøl Hede, kan man overveje en større faunabro, der krydser Bøgvadvej/Koldingvej. Den slags kan koste ca. 7-15 mio. kr. (eller helt op til 30-40 mio. kr., hvis man vælger den mest optimale model), alt efter hvilke og hvor mange arter den skal benyttes af. Alternativt kan man nøjes med færiste, hvilket blot kræver en hastighedsnedsættelse på strækningen, men til gengæld både er en meget billigere løsning (ca. 250.000 kr. pr. stk.) og giver endnu større spredningsmuligheder på tværs af arealerne.

Endvidere er der udgifter til dyr, der skal udsættes, til biodiversitetsforskere, der skal udarbejde projektets detailplan, og til vildthegn. Nedenstående kort rummer et forslag til en 27 kilometer lang hegnslinje, der følger selve naturnationalparkens ydre afgræsning. Et sådant hegn kan beløbe sig til en pris på ca. 4-7 mio. kr. (billigst, hvis det ‘kun’ skal holde bison inde, dyrest hvis det skal være til elg og/eller krondyr – men betydeligt billigere, hvis der f.eks. kun udsættes vildhest og kreaturer).

En omfattende tørveskrælning af hele Randbøl Hede ville være nærmest uundgåelig, men også meget omkostningstung. Den billigste af de effektive metoder (afbrændning efterfulgt af afskrælning med gummiged) kostede 23.500 kr. pr. hektar i 1999 (Buttenschøn 2005: 18) – og måske burde op til 600 hektar af Randbøl Hede få den tur? Det vil i givet fald beløbe sig til ca. 20 mio. kr.

Dertil kommer eventuelt opkøb af de privatejede arealer, hvorved de samlede udgifter (i tilfælde af en faunabro til 7-15 mio. kr.) ville beløbe sig til ca. 50-66 mio. kr.

Alternativt kan man udelade de få privatejede områder og droppe faunabroen til fordel for færiste, hvorved etableringsudgifterne begrænses til ca. 35-40 mio. kr. Til gengæld ville det blive danmarkshistoriens største og mest spændende naturgenopretningsprojekt af lynghede – der fremadrettet får lov til at udvikle sig på naturlige præmisser.

Forslag til en ca. 27 kilometer lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Randbøl Hede & Syvårssøerne – modsat andre steder er der ikke her den store grund til at hegne anderledes end selve arealets udpegning
Forslag til en ca. 27 kilometer lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Randbøl Hede & Syvårssøerne – modsat andre steder er der ikke her den store grund til at hegne anderledes end selve arealets udpegning

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns først projektområdet til de statsejede arealer i Frederikshåb Plantage og Randbøl Hede, hvor naturambitionerne ikke kolliderer med private lodsejerinteresser, samt de få private naturarealer i yderkanten af (og umiddelbart syd for) Randbøl Hede, der binder heden en tand bedre sammen. Hvis og såfremt disse kan opkøbes, eller der kan indgås permanent bindende aftaler med biodiversitet som førsteprioritet.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i Frederikshåb Plantage, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Efter et omfattende og ambitiøst genopretningsprojekt kunne Naturnationalpark Randbøl Hede & Syvårssøerne også blive et regionalt turist-trækplaster af en noget vildere karakter end regionens højt profilerede Legoland. Et stort, dynamisk landskab med tidvise søer, indlandsklitter og hedelandskaber, der gavner de arter, som er særligt afhængige af næringsfattige levesteder, og samtidig rummer vilde og varierede oplevelsesværdier på naturlige præmisser.

Rune Engelbreth Larsen, november 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Frederikshåb Plantage og Syvårssøerne
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status