Naturnationalpark Husby Klit

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Udsigt fra Marens Maw ('Marens mave') på kanten mellem Husby Klitplantage og Husby Klit og med Vesterhavet i horisonten (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Udsigt fra Marens Maw (‘Marens mave’) på kanten mellem Husby Klitplantage og Husby Klit og med Vesterhavet i horisonten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 11 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur ved Vesterhavet: Naturnationalpark Husby Klit …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til Naturnationalpark Husby Kyst & Skov på ca. 1.100 hektar
Forslag til Naturnationalpark Husby Kyst & Skov på ca. 1.100 hektar

Vildtreservat kan blive første skridt til en vildere Nationalpark Thy

Da pludselig med Et gjennem Stormvinden klang

   en zitrendem, jublende Trille

O, det var Naturens Opstandelsessang,

   og Sangeren var Lærken den lille!

 

Hans Vilhelm Kaalund: »Lærken« (1858)

En tidlig martsdag, før foråret egentlig er forår, men dog alligevel er ved at være der. Solen skinner ikke blot fra en skyfri himmel, men er også begyndt at lune. Den altid tidlige citronsommerfugl er lige kommet frem, admiralen ligeså, og vejhvepse lander og letter atter i det blottede sand mellem den lave klitvegetation.

Oven over det hele flyder en sanglærkes uafbrudte trille, som alle kender. Sanglærken er en trækfugl, der som regel begynder at ankomme i slutningen af januar eller i løbet af februar og har sit lydtapet helt på plads i marts – som det har været år efter år i århundreder.

Ikke for ingenting har sanglærken sunget sig ind i hjerterne hos danske digtere. St. St. Blicher så den nærmest som en kollega, »›du vakkre digter« (1838), og Hans Vilhelm Kaalund kaldte den jævne fugl med den store stemme for »den lille bevingede profet« (1858). Jeppe Aakjær begejstredes over, hvordan »vort hjerte jubler« ved forårets første lærkesang (1906), og Thøger Larsen fyldtes med poetisk undren: »Mon den lå på rede af drøm og duft i den klare luft?« (1927).

Sanglærken er en af de mest almindelige fugle i Danmark, og dog er udbredelsen af den lille sanger mere end halveret siden 1980’erne.

Det glemmer man let, når sangen fylder luftrummet, også her bag klitrækkerne ved Husby Klitplantage. Endnu en af de store tilplantninger ved den jyske vestkyst, hvor klitnaturen siden 1800-tallet er blevet decimeret af nåletræer som bolværk mod tidligere århundreders sandflugt, der først og fremmest blev forårsaget – eller i det mindste stærkt forværret – af en voldsom overgræsning, lynghøst og tørvegravning.

Det fik sandmilerne til at nærme sig Husby Kirke i faretruende grad, og de lokale lod i 1856 fire bønder vandre den lange vej til København for at få foretræde for Kong Frederik den 7. Kongen imødekom deres klage over sandflugten og forfattede et brev, som de fik med retur, og som præsten læste op under en gudstjeneste i Husby Kirke.

Her lovede majestæten at sende en skovfoged til egnen med planter og frø, så man kunne anlægge en klitplantage som bolværk mod de fremmarcherende sandmasser. Og som skrevet, så gjort.

I dag er de voldsomme dimensioner, som sandflugten udviklede sig til, imidlertid en saga blot, og klitplantagerne er endnu et bidrag til den menneskeskabte naturforarmelse ved kysterne, hvor vi har presset naturen til fordel for artsfattige nåletræsbevoksninger.

Nogle steder har plantagerne over tid trods alt udviklet visse svampelokaliteter af betydning, men mestendels er der tale om ensformige og artsfattige produktionsarealer. Og selv om den skønne lærkesang og de spæde forårstakter næsten kan få slige tanker til at forstumme, når man i nogle måneder har set frem til større dele af livets genkomst efter vinterens dvale, kan sanglærken trods alt ikke i længden overdøve, at denne ensformighed også gælder langt hovedparten af Husby Klitplantage.

Hvor Husby Klit langs Vesterhavet til gengæld har en vis artrigdom at byde på, er plantagen i stor træk monoton nåleskov i tømmerproduktionens tjeneste – der i øvrigt også rummer Danmarks vestligste bøgelund.

Men artsrigdommen kunne dog brede sig længere ind i landet, hvis klitplantagen – eller dele af den – blev afviklet til fordel for en udvikling i bedre overensstemmelse med, hvad området har potentiale til fra naturens hånd: Naturnationalpark Husby Klit.

Fyrretræer nærmer sig klitgrænsen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Fyrretræer nærmer sig klitgrænsen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor vildere natur lige dér?

Statsejede arealer inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov
De statsejede arealer (skraverede) inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov udgør ca. 1.040 hektar af det samlede areal på ca. 1.100 hektar, altså godt 94 procent

Hovedparten af den foreslåede afgrænsing er statsejet (ca. 94%), hvorfor der kun er mindre privatejede arealer at opkøbe (eller alternativt indgå permanente aftaler) for at sikre natur og biodiversitet på naturligere præmisser. Hvis hverken opkøb eller permanente aftaler af en sådan karakter er mulige, må disse arealer udelukkes helt fra et potentielt naturreservat med vildere natur.

Kyststrækningen og klitnaturen er del af Natura 2000-område nr. 197, og det er derfor også netop naturtyper fra klitterne, der er på det såkaldte udpegningsgrundlag for Husby Klit, bl.a. enebærklit, hvid klit, grå/gøn klit og klithede.

Natura 2000-områderne forpligter Danmark til en målrettet naturindsats, ikke alene i forhold til at beskytte de udpegede naturtyper, men også til at øge områdets naturværdier i almindelighed.

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov overlapper dele af Natura 2000-område nr. 74
Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov overlapper dele af Natura 2000-område nr. 74

Udover Natura 2000-overlap og en stor andel af statsejede arealer, er der i klitnaturen vest for plantagen en forholdsvis høj bioscore, der markerer en større koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter.

Så snart vi kommer ind i selve plantagen, er der imidlertid meget lidt at komme efter udover nogle få rødlistede svampe. Husby Klitplantage figurerer heller ikke som en del af hovedscenariet i rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove, der udpeger de vigtigste skovarealer, som bør fritages for tømmerproduktion for at standse biodiversitetstabet i skovene (Petersen m.fl. 2016).

Til gengæld er området – formodentlig primært på grund af klitnaturen – inkluderet i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der udpeger et minimums-netværk af naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse det generelle biodiversitetstab i Danmark (Ejrnæs m.fl. 2014).

Bioscore er et udtryk for koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter (jo højere koncentration, desto varmere farve). Det er primært kyststrækningen og klitterne, der har det store potentiale, hvor klitplantagen er fattige på naturværdier
Bioscore er et udtryk for koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter (jo højere koncentration, desto varmere farve). Det er primært kyststrækningen og klitterne, der har det store potentiale, hvor klitplantagen er fattige på naturværdier

Hvad skal vi stille op med klitnaturen og klitplantagerne …?

Lakrød bægerlav (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Lakrød bægerlav (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad er det bedste, man kan gøre for naturen i og omkring klitterne og klitplantagerne i Danmark? Oprindelig er de anlagt for at bremse sandflugten, men det er ikke længere aktuelt – og i dag optager klitplantagerne store arealer, hvor den trængte klitnatur ikke kan udvikle sig dynamisk.

Til gengæld har nogle af dem udviklet andre naturværdier, f.eks. lokaliteter med meget sjældne svampe, men også andre truede arter. Derfor er der ikke en enslydende fremgangsmåde i klitplantagerne, når det gælder om at beskytte og øge natur og biodiversitet, men nogle tiltag er gavnlige i alle tilfælde, mens andre tiltag afviger markant fra klitplantage til klitplantage.

Den første overvejelse består i, om klitplantagen rummer så mange og vigtige naturværdier, at den bør bevares som nåleskov, eller om den har så få, at klitnaturens potentiale er større, hvis den helt eller delvist afvikles. Det er sjældent et enkelt enten-eller, eftersom en plantage, der i overvejende grad blot ligger i vejen for den dynamiske klitnatur, f.eks. stadig kan rumme lommer med sjældne svampelokaliteter. Tilsvarende kan en klitplantage, hvis nålebevoksninger har større naturværdier, og som derfor bør bevares, også have visse partier, der ville tjene naturen bedre, hvis den blev afviklet til fordel for lysåben klitnatur.

Der findes dog allerede en god oversigt over, hvilke klitplantager der i overvejende grad bør bevares som nåleskove på grund af deres eksisterende naturværdier, og hvilke der er mindre væsentlige i et biodiversitetsperspektiv: Den tidligere nævnte rapport Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove betoner ganske vist løvskovene som de vigtigste, men også en række nåleskove er særskilt fremhævet for deres naturværdier (Petersen m.fl. 2016: 52).

Når fageksperter er konsulteret og med endnu større præcision har afgjort, hvorvidt (og hvor lidt eller meget) en konkret plantage bør bevares eller afvikles, begynder de næste overvejelser for at genetablere natur på naturligere præmisser.

I de nålebevoksninger, der bør bevares, er der ikke tvivl om, at skovdriften for det første skal indstilles for at få vildere nåleskov på naturlige præmisser – det vil sige såkaldt urørt nåleskov. For det andet skal de naturlige vandforhold i videst muligt omfang genoprettes, hvilket indebærer en afvikling af grøfter og dræn (der netop er etableret for at skabe unaturligt tørre forhold af hensyn til at lette tømmerhugsten). For det tredje skal der udsættes flere større planteædere til at variere nåleskoven, skabe lysninger og trampe hul i jordbunden, så nye planter lettere kan spire frem.

Hvis derimod naturværdierne i en eksisterende klitplantage er så pauvre, at den helt eller delvist står i vejen for de bedre muligheder, der kunne realiseres ved at afvikle den i større udstrækning med henblik på at få mere klitnatur, åbnes en ny vifte af overvejelser. Kan klitnatur overhovedet genetableres, hvor der i dag er klitplantager, og i givet fald hvordan?

Anne Katrine Dahl-Nielsens kandidatspeciale Naturgenopretning af lysåben tør natur – en undersøgelse af genopretningspotentialet på tidligere agre og nåleplantager (2013) undersøger 48 lokaliteter i Nord- og Østjylland og når frem til, at nåleplantager ganske vist er bedre egnet til at genoprette natur end tidligere agerland, men at hede- og græslandsvegetation i begge tilfælde kun udvikles i begrænset omfang (om end hyppigst efter plantagerydninger). 

Af betydning for en succesrig genopretning er bl.a. arealernes udgangspunkt (f.eks. lavt fosforniveau og nærhed til eksisterende hede- og græsland, hvorfra arter kan sprede sig). Særskilte problemer er imidlertid vigtige at tage i betragtning, hvis nålebevoksninger afvikles: den efterfølgende næringsbelastning og forsuring af jordbunden.

Træ og nåle fra nåleplantager nedbrydes nemlig meget langsomt og bliver til såkaldt førne, et tykt og næringsbelastet lag af organisk materiale, hvorunder der udvikles råhumus med en surhedsgrad, som hæmmer den artsrige klitvegetation.

Ikke alene har plantagerne altså historisk lagt beslag på og forarmet klitnaturen, men fjerner vi dem nu for atter at give klitnaturen tiltrængt plads, skal vi tilmed kæmpe med plantagernes efterladenskaber, der har ændret jordbundsforholdene og forværret vilkårene for den klitvegetation, vi gerne vil fremme. 

Er der noget at stille op? Ja.

Et EU-Life-projekt til undersøgelse af klitnaturen langs den jyske vestkyst i 2002-05 har f.eks. påpeget vigtigheden af ikke blot at fjerne bjergfyr og contorta-fyr, men at fjerne al biomasse fra de fældede træer (også stubbe og grene), før der tabes for mange nåle, og før næringsstofbelastningen øges drastisk. Endvidere bør man sikre en efterfølgende aktiv indsats for at forhindre en fornyelse af plantageopvæksten ved i en årrække at fjerne nye selvsåede nåletræer. 

Blandt virkemidlerne er imidlertid også ild, i dette tilfælde kontrollerede mosaik-afbrændinger, der bogstavelig talt futter både plantage, førnelag og alt andet af. Derved fjernes næringsstoffer fra klithedens økosystem og udgangspunktet ‘nulstilles’ næsten uden den eksisterende forsuring, hvilket muliggør klitvegetationens genindvandring under de næringsfattige forhold, den netop er tilpasset (Johnsen m.fl. 2005: 50).

At klithede-økosystemer trods alt kan regenereres med en gentagen indsats på kort eller langt sigt, er også konklusionen i en specialerapport, der undersøger status af vegetationssammensætningen på fem plantage-arealer, som blev ryddet mellem 1992 og 2011. Alle lokaliteter kan sidenhen »betegnes som klithede i mere eller mindre grad,« men der kan over tid være behov for en vis græsning (Lasse & Lind 2015).

Også i Østerild Plantage er der nylige erfaringer, som tyder på, at nåletræsbevoksninger kan afvikles til fordel for en udvikling i retning af klitnatur. I 2012 blev der ryddet 266 hektar nåletræsbevoksninger (særligt sitka-gran og bjergfyr, men også hjemmehørende skovfyr) for at give plads til et nationalt testcenter for store vindmøller. Efter en basisregistrering af vegetationsstrukturen og artssammensætningen før rydningen, har forskere efterfølgende fulgt vegetationsudviklingen på prøvefelter i de ryddede områder m.h.p. at undersøge genetableringen af de lysåbne klitnaturtyper.

Eftersom fældning af nåletræer med fjernelse af stammer og stubbe som nævnt kan frigive næringsstoffer til jordbunden og fremme tilgroning af problematiske arter, følges udviklingen over en tiårig periode. Men resultater fra den igangværende overvågning viser indtil videre, at et par af de arter, der kunne volde bekymring (gederams og skov-brandbæger), hidtil kun er registreret fåtalligt og spredt, ligesom der i de første år heller ikke er opstået et særskilt problem med invasive arter. Generelt er vegetationsdækket blevet mere artsrigt og tæt, hvor der før var bevoksninger med bjergfyr, og i prøvefelter er artstallet steget fra 45 i 2011 til 58 i 2013 og 64 i 2015 (Wind 2016).

I Sand Dune Conservation, Management and Restoration skriver James Patrick Doody om erfaringerne med genetableringen af klitnatur, at en fjernelse af store skovarealer, der oprindelig var plantet for at bekæmpe erosion, er »en igangværende aktivitet flere steder i Europa med positive fordele for naturbevarelse« (Doody 2013: 278).

Man kan imidlertid diskutere, hvor høj ‘kvalitet’ naturværdierne får i genetableret klitnatur, hvor der før var klitplantager. En vis næringsstofbelastning er uundgåelig (selv om den kan begrænses ved så vidt muligt, f.eks. ved at fjerne alt fældet materiale og gøre brug en målrettet afbrænding). Men noget tyder trods alt også på, at næringsbelastningen ikke er det største problem, og at dens effekt kan minimeres efterfølgende.

På ti forsøgsarealer i et kystområde med urterig klit i Hjørring Kommune (Tornby Klit) har forskere simuleret græsning, kvælstofophobning og dyrs trampning i forskellige kombinationer for at registrere effekten efter tre år. Undersøgelsen dokumenterer, at artsrigdommen tiltager i takt med øget dynamisk foranderlighed, der tilmed modvirker tilgroning som følge af kvælstofophobning.

Konklusionen er, at de historiske indgreb, som enten har afviklet eller forhindret muligheden for kysterosion, stormpåvirkning og græsning af større planteædere, faktisk kan være en større trussel mod biodiversiteten end den negative effekt af kvælstofophobningen, som vi ellers med rette bekymres over i natursammenhænge (Brunbjerg m.fl. 2014).

Derfor er der især brug for at genetablere naturlige processer i klitnaturen, så levesteder og arter atter får den sammensætning, der er givet fra naturens hånd. 

De naturlige processer, herunder de dynamiske forandringer, som f.eks. følger af vandreklitters bevægelser, større dyrs trampen i klitterne, erosion, lynnedslag og skiftende vandstand, kalder forskere også forstyrrelser. Der skal med andre ord være plads til flere forstyrrelser igen, hvis vi ønsker at bevare og udvide trængte levesteders variation og artsrigdom langs kysterne. 

Og at klitnaturen virkelig har været ‘forstyrret’ fra naturens hånd historisk og derfor vitterlig har gavn af nogle ordentlige ‘tæsk’, har vist sig på flere måder – både ‘kunstige’ og ‘naturlige’.

Allerede i 1990 påpegede professor Bill Carter til en konference i Sefton, England, at klitnaturen ikke er sårbar over for forstyrrelser og forandringer, men derimod over for stilstand: »Det er vores trang til at forhindre dem i bevægelse, som har forårsaget så megen skade.« (Doody 2013: 295). Og for at sætte pointen i relief, bemærker James Patrick Doody, at skønt vi næppe skal ønske os Anden Verdenskrigs massive militære påvirkninger af klitnaturen tilbage, har selv disse historiske ‘forstyrrelser’ formodentlig forhindret mange flere klitter i at være dækket af tæt og artsfattigt buskads eller skov. 

Også i dag gør militæret flere steder en afgørende forskel til det bedre for klitnaturen – f.eks. hjælper tunge militærkøretøjer ved Oksbøl med at holde habitater åbne for strandtudse, og i Vattaja i Finland går militærets skydninger og træning ligeledes »hånd i hånd« med naturbeskyttelsesmål i et af Nordeuropas største sandklit-systemer.

Når voldsomme militære aktiviteter kan have en gunstig effekt, skyldes det, at klitnaturen (og de arter, der hører til den) netop i særlig grad er tilpasset stærke kræfter, som fra naturens hånd er karakteristiske i kystnære områder – kræfter, vi historisk har bestræbt os på at hæmme ved klitdæmpning, klitplantager, afvanding osv.

I et EU-LIFE-projekt, der i 2013-18 tager afsæt i en række Natura 2000-områder langs den jyske vestkyst, bl.a. i Husby Klitplantage og Hanstholm Vildtreservat, er Naturstyrelsen derfor gået i gang med at sikre mere lysåben klitnatur, ved f.eks. at fjerne nåletræer (især bjergfyr og sitkagran) og afvikle den hidtidige afvanding for at genetablere mere naturlige vandforhold med flere vådområder. Det handler også her om at skabe forstyrrelser for bl.a. at give mere plads til blottet sand og fugtige klitlavninger i et dynamisk, foranderligt samspil med naturens kræfter.

Hvad enten små eller store dele af en nåleplantage afvikles eller åbnes delvist af hensyn til klitnatur eller vildere nåleskov, er det for at få opbrud og dynamik tilbage i naturen, f.eks. ved at fjerne klitdæmpninger og lade vinden og vandet få friere spil til at åbne landskabet og vegetationen.

Dynamikken kan dog også hjælpes hurtigere på vej, hvis vi vælger at kompensere lidt for et par århundreders naturforarmende stilstand, f.eks. ved at fjerne de yderste rækker af nåletræer mod vest, hvor stammerne er mere hårdføre og tilpasset vestenvindens hærgen. Dermed vil stormene lettere splintre gennem nogle af de bagvedstående og mindre hårdføre træer og skabe dynamiske nåleskove med en variation af levesteder som følge af rodkager, døde træer og lysninger. Får naturen med andre ord selv lov til at flå de mørke tømmermarker lidt fra hinanden, vælte stammer og skabe dynamisk foranderlighed, vil ikke alene svampelokaliteterne bevares, men de faldne nåletræsstammer vil også kunne beskytte spirende løvtræer, som ellers var chanceløse i den mørke nåleskov.

Lidt mere kaos og mindre kontrol er opskriften på naturligere natur ved kysten. Havet ændrer stranden, og vådområderne indlands forandrer sig dynamisk, hvis vi holder op med dræne og tørlægge områderne. Når vinden for alvor tager fat, skabes vindbrud i klitterne, som løbende ændres af nye vindbrud, hvorved temperatur og fugtighed kan variere dramatisk mellem levesteder, der ligger side om side – nogle er soleksponerede, tørre og meget varme, mens andre er skyggefulde, fugtige og kølige. Sine steder får ældre vegetation mere ro og læ, mens den andre steder begraves under sanddyner, som giver plads til, at ny vegetation så at sige opstår fra bunden af. 

Dette omskiftelige spil kan give kystnaturen stor variation med forskellige levesteder og plantesamfund i forskellige stadier på forskellige klittyper og klitheder. Naturen skal kunne bevæge sig og forstyrre mere i landskabelig skala – og samtidig selv blive bevæget og forstyrret, ikke blot vand, vind og vejr, men også af ildebrand og større dyr.

Det gælder klitplantagerne, hvor der kan være nålebevoksninger og førne at få bugt med, men også den næringsbelastede klitnatur, hvor ilden ikke alene gavner vegetationen, men også en del leddyr (f.eks. edderkopper og løbebiller). Der er således godt med eksperimentelt belæg for de positive natureffekter af forstyrrelser i form af græssende dyrs tramp, ildebrand og vindbrud (Brunbjerg m.fl. 2015a).

Den eventuelle risiko for, at etablerede levesteder og arter tager skade af forstyrrelser såsom sandflugt eller ildebrand, er ifølge forskere en mindre bekymring end den fortsatte tilgroning og ophobning af biomasse i den danske klitnatur, som netop kan begrænses ved at øge forstyrrelserne (Brunbjerg m.fl. 2015b).

At altså også dyr kan være ‘forstyrrelser’ i sig selv, er europæisk bison et af de mere træffende eksempler på – og ikke kun fordi den er en tonstung ædemaskine, der kan holde tilgroning i ave. Men når den kaster sig på jorden for at sandbade, får kæmpen også rodet effektivt op i overfladen og blottet nøgne sandflader med plads til ny vegetation, og når den i øvrigt tramper rundt i klitterne og på klitheden, efterlades tilsvarende nye vegetationshuller, der varierer klitnaturens karakteristiske mosaik-landskab til gavn for flere arter.

Derfor er den også allerede udsat i klitnatur i Holland, og derfor er den blandt de arter, som forskere også anbefaler i den danske klitnatur (Brunbjerg m.fl. 2014, Wind m.fl. 2017). Den dynamik, som de tonstunge dyr repræsenterer, er en helt anden end den monotone slitage, som massevis af mennesker kan medføre i klitterne, hvorfor vi nogle steder skal have meget mere af den naturlige dynamik i spil fra vandets, vindens og de større dyrs side – men mindre af den menneskelige trafik.

Det indebærer ikke at lukke mennesket ude fra naturen, men måske visse steder at flytte naturgæsternes vaner ved hjælp af omlagte stier eller skilte.

Opsummerende kan vi konstatere, at en række faktorer er i spil, når klitnaturens og plantagernes fremtid overvejes, hvis det er natur og biodiversitet, der er udslagsgivende for de valg, der skal træffes. Men flere forstyrrelser fra vindbrud, sandflugt, skiftende vandpåvirkninger og større planteædere såvel som naturlige og kontrollerede afbrændinger til at modvirke næringsbelastning og forsuring, er afgjort meget anbefalelsesværdigt. ‘Gammeldags’ mekaniske rydninger af dele af plantagerne øger derimod blot næringsbelastningen og forsuringen, hvilket ikke gavner klitnaturen – og lige så lidt gavner tilplantede løvskove.

Det er de naturlige processer, der skal tilbage – kort og godt: mere plads til ildens, vindens, vandets, vejrets og de vilde dyrs dynamik.

Den nuværende fordeling af træsorter i Husby Klitplantage
Den nuværende fordeling af træsorter i Husby Klitplantage
Troldeskoven er et meget lille frimærke i Husby Klitplantage, hvor træerne undslipper motorsavene og får lov til at vokse lige så frit, som naturen byder dem (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Troldeskoven er et meget lille frimærke i Husby Klitplantage, hvor træerne undslipper motorsavene og får lov til at vokse lige så frit, som naturen byder dem (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Takket være det tidligere nævnte EU-Life-projekt langs den jyske vestkyst har Naturstyrelsen taget hul på flere naturforbedrende tiltag i dele af Husby Klitplantage.

Inden for de allerseneste år er der f.eks. blevet ryddet 110 hektar træer og buske nord for Skavemose og syd for Gråbjerg for at åbne afblæsningsfladen bag en stor parabelklit og samtidig øge arealet med lysåben klitnatur; desuden er der fjernet opvækst af bl.a. bjergfyr på et ca. 90 hektar stort areal nær kysten. Rydningerne er så nye, at det ikke fremgår af kortene, hvor projektarealerne fortsat fremstår som plantage. På bioscore-kortet højere oppe i artiklen kan man dog godt ane, at et område med større artsrigdom har bredt sig lidt ind over klitplantagen i sporet efter vandreklitten (»Gryden«), hvor vinden gradvis har blæst sandet ned til grundvandsspejlet.

Husby Klitplantage er en af flere vestjyske plantager, der formodentlig bør afvikles i endnu større omfang end i de hidtidige projekter. Hensigten må være at øge klitnaturens udbredelse og de naturlige processer yderligere, om end der kan være større og mindre nåleskovspartier, som også bør bevares som urørt nåleskov. En nærmere præcisering af, hvad der bør ske på de forskellige arealer, forudsætter naturligvis fageksperters detailanalyse og plan.

Hareflod Sø, Husby Klitplantage (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hareflod Sø, Husby Klitplantage (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Overordnet set handler det dog i første omgang om at afvikle drift og dræn, så naturen kan udvikle sig vildere på naturligere præmisser. Naturstyrelsen har udgravet mindre vådområder i form af otte lavninger på afblæsningsfladen mellem parabelklittens halvanden kilometer lange ’arme’, der udgår fra hver sin ende af dens én kilometer brede front. Endvidere er der iværksat en stor indsats mod rynket rose, bl.a. ved hjælp af en slags fræser, der ikke alene knuser buskene, men også rækker 20-30 centimeter under jorden. Endvidere har man forsøgt omfattende opgavninger og tildækninger med plastic for at komme den uønskede plante til livs.

Det, der er afgørende for at genetablere udgangsbetingelserne for naturligere natur, indebærer imidlertid også flere forskellige større planteædere, der kan trampe hul i vegetationen, holde tilgroning nede, transportere frø vidt omkring og generelt bryde stilstand op til fordel for dynamik og variation.

Som vi har set ovenfor, er formodentlig ikke mindst bison velegnet i klitnaturen, men vildheste og vildkvæg er også oplagte dyr at tage i betragtning.

En ca. 14 kilometer lang hegnslinje er tilstrækkelig til at dække området, idet kyststrækningen selvfølgelig ikke behøver at blive hegnet, og dernæst ville der kunne udsættes et antal forskellige større planteædere til at supplere hjortevildtet og tilnærme et græsningstryk det, her kunne have været fra naturens hånd.

Samlet set ville en genetablering af udgangsbetingelserne for, at naturen fremadrettet kan udvikle sig dynamisk med naturligere processer bl.a. indebære

  • en afvikling af større dele af klitplantagen til fordel for lysåbne arealer og urørt nåleskov
  • en genetablering af naturlige vandforhold, hvor det er muligt
  • en udsættelse af flere forskellige større planteædere, formodentlig bison, vildhest og/eller vildkvæg
  • et 14 kilometer langt vildthegn med låger og porte til naturgæster samt faunapassager, hvor små og mellemstore planteædere kan passere frit
  • en fjernelse af eventuelle bistader og et ophør af eventuel mosindsamling

Alt sammen bør som nævnt udspecificeres og præciseres i detalje af fageksperter.

Europæisk bison (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison – en kommende beboer i Naturnationalpark Husby Klit? (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi antager, at afviklingen af dele af klitplantagen foregår med naturens egne kræfter efter indlednende rydninger, som letter vindens mulighed for selv at skabe opbrud blandt nåletræerne, vil de yderligere manuelle indgreb forbundet med en vis plantageafvikling være af mindre omfang. Yderligere etableringsudgifter vil være bestå i vildthegnet (ca. 4 mio. kr.), genetablerede vandforhold, indkøb af dyr og udarbejdelse af en detailplan.

Det behøver næppe beløbe sig til meget mere end ca. 10 mio. kr. (forudsat at Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktionen i Husby Klitplantage).

Udgifterne bør helt eller delvist finansieres af stat og kommune – eller (mere realistisk): af de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over.

Resultatet kunne blive et varieret klitområde med spredte nålebevoksninger, tidvise søer og flokke af større planteædere. Det ville ikke være nødvendigt at lade sig distrahere af sanglærken for at glemme plantagemonotonien, for den afvikles – og den lille fugl med den store stemme ville også få gavn af et større og mere åbent landskab

Herfra kunne dens toner brede sig yderligere »vidt omkring fra et kildespring« højt fra det »strålende ingenting«, som det hedder så smukt i Thøger Larsens digt om lærken.

Rune Engelbreth Larsen, marts 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status

Vildheste ved Skjern Å væk – en vild og vanvittig historie

Af Rune Engelbreth Larsen, 20. december 2016

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – på øen Kalvholm ved Skjern Floddelta (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I de senere år er det så småt (om end for småt) begyndt at gå op for de fleste, at naturforarmelsen bl.a. skal imødegås af natur på naturligere præmisser – kort sagt: vildere natur. Vildhestene af racen exmoor pony ved Skjern Floddelta har været ét kapitel i den fortælling. Det har også været en stor lokal natur- og publikumssucces, der imidlertid nu er sat et meget uventet punktum for. Det er et kapitel om et lille vestjysk naturdrama, der inkluderer alt fra hærværk til beskyldninger om sabotage og dødelig forgiftning af de vilde dyr. 

Men til trods for alt det omgivende ståhej trivedes vildhestene tilsyneladende glimrende på øen Kalvholm, der er omgivet af Skjern Å’s to flodarme og Ringkøbing Fjord – og dog har Naturstyrelsens lokale enhed altså besluttet, at eventyret skal være slut.

Forklaringen er i værste fald meningsløs, i bedste fald åbenlyst mangelfuld.

Skjern Å løber ud i Ringkøbing Fjord (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skjern Å løber ud i Ringkøbing Fjord – til venstre en bid af Kalvholm (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det begyndte i 2010, hvor vildhestene blev sat ud på Kalvholm, idet hensigten var at etablere en selvstændig flok til sommergræsning. Hestene viste sig imidlertid mere begejstrede for det frie vilde liv end først antaget, så da de samme efterår atter skulle indfanges for at nyde godt af staldens varme inden vinterkulden, undveg de gang på gang med en stædig opfindsomhed. Tilkaldt forstærkning hjalp heller ikke, for de vilde dyr tog simpelthen flugten ud i den 60 meter brede flod og svømmede med strømmen, før de atter gik i land længere ude mod fjorden.

Til sidst måtte man helt opgive og overlade flokken til den forestående vinter, som netop dette år skulle vise sig at blive særligt streng. Sneen lukkede landskabet, og med ned til 20 minusgrader frøs både Skjern Å’s sydlige og nordlige løb til is, som det var for farligt at passere, og der kunne heller ikke bringes foder over til de stakkels heste, der var fanget i Kong Vinters isnende favn.

Da sne og is endelig smeltede væk, og foråret spirede frem igen, ventede der imidlertid ikke et trist syn af afmagrede heste på Kalvholm, snarere tværtimod. Trods bidende kulde havde hestene selv fundet ud af at skrabe tilstrækkeligt med føde frem under sneen og bl.a. levet af områdets pilebuske. Alt tydede på, at de havde klaret sig glimrende, og om foråret kunne de atter tage fat på at æde græs og lyng til gavn for blomsterne – og til glæde for de engfugle, der bygger rede på jorden under forudsætning af en lav vegetation.

Det viste sig simpelthen, at man havde været for pylret. Vildheste er vilde – når blot de får lov. Siden er flere heste født i den vilde natur, som de er en del af året rundt. 

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Undervejs har det ikke skortet på dramaer omkring vildhesteprojektet – fra nedbrænding af offentlige toiletter og ødelæggelse af hegn til direkte beskyldninger om forskellige forsøg på at komme dyrene til livs.

Første gang i november 2014, hvor syv heste døde, da en mand kørte ind i en flok på vejen mellem Vostrup og Hemmet. Hvordan hestene overhovedet var havnet dér, er der ingen forklaring på, men lokale frygter, at de blev ‘hjulpet’ ud på vejen (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 27.11.2014).

I april 2015 var den gal igen – yderligere seks heste mistede livet, denne gang ved forgiftning, bl.a. med metadon. Uheldigt sammentræf eller bevidst forsøg på at komme et vildhesteprojekt til livs?

Vildhestene, der har meget stor opbakning lokalt, har således også mødt indædt modvilje fra nogle sider, bl.a. fordi de forhindrer, at der kan tjenes penge på at sætte kreaturer ud på Kalvholm om sommeren. Og at hele Skjern Å’s forhistorie som et kontroversielt genopretningsprojekt også har skabt sine historiske kløfter, er en del af rammefortællingen. 

Men derfra og så til at slå heste ihjel er der unægtelig langt. 

Metadon er dødeligt for heste i store mængder, og det er ikke et stof, de naturligt kan komme i nærheden af på Kalvholm. Men der skal flere liter metadon til at slå en hest ihjel, og obduktionen kunne kun fastslå, at de havde indtaget stoffet, ikke mængden (Dagbladet Ringkøbing Skjern, 24.4.2016).

Niels Bonde, der har haft opsynet med hestene, er dog ikke i tvivl om, at både trafikdrabet og forgiftningen er iscenesat med det klare formål for øje at få vildhestene væk (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 23.4.2015).

Exmoor/vildhest (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Exmoor/vildhest (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I december 2016 får Naturstyrelsen så fjernet vildhestene fra Kalvholm. Den regionale skovrider udtaler: »På baggrund af forsøgsperioden har vi nu vurderet, at det er svært at sikre ordentlige forhold permanent, da der i hårdt vejr ikke er et tørt leje for hestene, ligesom adgangen til foder kan være begrænset i vinterperioder med høj vandstand og frost.« (RingFjordNyt, 18.12.2016).

Den forklaring er mærkelig – for ikke at sige åbenlyst misvisende. Nu havde hestene ifølge alle klaret sig glimrende i seks år på de vilkår, der var. Desuden kan de som bekendt svømme, hvilket vil sige, at de faktisk kan forlade området.

Endnu mere besynderligt bliver det, at skovrideren insisterer på hemmelighedskræmmeriet: »Det er et spørgsmål mellem os og forpagteren.« (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 20.12.2016). Det tyder på, at økonomi har overtaget frem for naturens gavn, for som skovrideren tilføjer: »Så får vi at se, hvem der har det bedste tilbud.«

Hvis det vitterlig er et økonomisk spørgsmål, hvorfor i alverden køber Naturstyrelsen så ikke bare selv 10 vildheste af exmoor-racen? En meget lille éngangsudgift på ca. 50.000 kr. for hestene i sig selv.

Beslutningen sender derfor et mildest talt uheldigt signal: I stedet for at afvikle de få projeter for at få vildere natur, skal de netop udvides, opprioriteres og spredes. Her f.eks. et forslag i den retning: Naturnationalpark Skjern Floddelta.

Det korte af det lange er, at enten er beslutningen om at fjerne vildhestene ualmindelig problematisk, eller også er der en uddybende forklaring – i hvilket tilfælde formidlingen af beslutningen er ualmindelig mangelfuld.

I alle tilfælde er det et ærgerligt skridt i den gale retning – naturforarmelsen skal bl.a. imødegås af flere vildheste og flere områder med vildere natur, ikke færre. Det kan kun gå for langsomt.

Rune Engelbreth Larsen, 20. december 2016

APROPOS

> Forslag: Naturnationalpark Skjern Floddelta
> Fotoserie: Skjern Å – Danmarks floddelta
> Debatindlæg: Skjern floddelta som natur-nationalpark
> Debatindlæg: Naturnationalpark-forslaget ved Skjern er skam ambitiøst
> Blogindlæg: Stor opbakning til naturreservat ved Skjern Floddelta
> Blogindlæg: Er Skjern Å en flod, der munder ud i et floddelta? Ja

Er Skjern Å en flod, der munder ud i et floddelta? Ja

Af Rune Engelbreth Larsen, 18. oktober 2016

Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skjern Å er en flod, der forgrener sig med fire udløb i et floddelta ed Ringkøbing Fjord (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Naturnationalpark Skjern Floddelta, hvis der ikke skal opkøbes privateejet jord – i givet fald bliver størrelsen ca. 2.700-2.800 hektar, altså ikke ret meget mindre end ovenstående forslag, hvor kun ganske få arealer foreslås opkøbt for at få lidt mere af floden med.
Forslaget til Naturnationalpark Skjern Floddelta centrerer sig omkring Skjern flod og floddelta

Efter undertegnedes foredrag om Naturnationalpark Skjern FLoddelta til et offentligt debatarrangement den 13. oktober på Lønborggård i Ringkøbing-Skjern Kommune, har nogle spurgt til, hvorfor jeg kalder Skjern Å for en flod og dens udmunding ved Ringkøbing Fjord for et floddelta?

Svaret er, at Skjern Å er en flod (i hvert fald den nedre del), og at den løber ud i et floddelta. Det er således ikke blot turistfolk, der kalder Skjern Å for en flod, men også forskere.

Det eneste, der ikke er konsensus om, er, om det er hele Skjern Å, der er en flod, eller blot den nedre del. Og at den løber ud i et floddelta, er ganske vist.

I femte bind af det store standardværk Naturen i Danmark, kan man f.eks. læse i kapitel 7, at både de nedre dele af Gudenå, Skjern Å og Karup Å »med lidt god vilje« kan karakteriseres som »floder«, i kapitel 10 konstateres det, at Gudenå bliver til »en bred flod« på sin vej til Randers Fjord, og i kapitel 23 fastslås det, at Skjern Å er »landets eneste flod«. Altså ikke fuldstændig enighed (der er mange forfattere til værkets mange kapitler), men dog intet i modstrid med at karakterisere i hvert fald det nedre løb som en flod.

Også i tidsskriftet Vand & Jord nr. 3/13 skriver en håndfuld forskere: »Skjern Å er Danmarks vandrigeste vandløb. På sit nedre løb, efter tilløbet af den store Omme Å, bliver den reelt en flod.« Og det er netop denne del af åen – som er en flod – der indgår i forslaget til Naturnationalpark Skjern Floddelta.

Det fremgår såmænd også af skolematerialet Store floder af Susan Brocker, hvori Skjern Å er med blandt en række af verdens kendteste floder.

På engelsk kaldes Skjern Å i øvrigt for Skjern River og på tysk Der Fluss Skjern.

Så den der med, at en flod »er større end en å, der er større end en bæk«, som man ofte hører, eller at »der kan sejle skibe på en flod«, som Wikipedia ligefrem anfører, er derfor i den pjattede ende.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal til at ændre Skjern Å’s navn. Ligesom vi i Danmark f.eks. har Mols Bjerge, Himmelbjerget og De Fynske Alper, selv om landet som bekendt er aldeles bjergløst, kan vi også have åer, der er floder (i andre lande er der f.eks. også vandløb med flodnavne, som vi snarere ville kalde for åer).

Der er nu engang forskel på dagligdagsbrug og traditioner og så mere præcise bestemmelser af det, vi taler om.

Men når det kommer til navngivningen af et stort naturreservat, hvis temmelig enestående natur- og landskabstræk er et dansk floddelta, er der naturligvis god grund til at slå på det og få det med.

Kilder

Brocker, S. 2007: Store floder (oversat af . Viden om verden, forlaget Turbine)

Sand-Jensen, K. 2013: Naturen i Danmark bd. 5: De ferske vande (Gyldendal)

Wiberg-Larsen, P., Baattrup-Pedersen, A., Kristensen, E., Hansen, R.R. & Kronvang B. 2013: »Skjernåens smådyr og planter – lykkedes restaureringen?« (Vand & Jord nr. 3/13, s. 95-98)

Rune Engelbreth Larsen, 18. oktober 2016
Apropos: Naturnationalpark Skjern Floddelta