Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave

Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]
Gravhøj nær Præstesletten i Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Gravhøj nær Præstesletten i Jægersborg Dyrehave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vildere, mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 15 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur på kanten af hovedstaden: Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave – et samlet naturreservat på ca. 15 kvadratkilometer (kortene er bl.a. baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave – et samlet naturreservat på ca. 15 kvadratkilometer (kortene er bl.a. baseret på OpenStreetMap)

Skovens Konge og dens hof bor klods op og ned af hovedstaden

Naturnationalpark Jægersborg Hegn & DyrehaveSkovens Konge kigger nysgerrigt ud mellem de store stammer uden at tage anden notits af fotografen end en doven konstatering. Snart vandrer den adstadigt videre og genoptager dét, det hele handler om i efteråret: det dybe brøl, der røber krondyrenes brunsttid.

Det er en ældre herre med et stort forgrenet gevir – en 18-ender kalder man kronhjorte af denne imponerende statur, når geviret munder ud i 17 eller 18 ender (sprosser). Fritlevende kronhjorte bliver sjældent over 14-ender, men i Dyrehaven kan de kan godt få et gevir med 22-24 ender (verdensrekorden skal man til New Zealand efter – en abnorm 57-ender).

Brølende kronhjort i Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Brølende kronhjort i Jægersborg Dyrehave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

En »strunkkneisende« kronhjort, er ordet, som den gamle Homer-oversætter Christian Wilster lod gengive synet af en af disse majestætiske hjorte i sin oversættelse af Odysseen (1837) – digteren Christian Winther fra samme tid beskrev den således i Hjortens Flugt (1855):

Et stolt Gevir sig reiste
Høit mellem Løvet Frem;
En Kronhjort stod og kneiste
Og stirred stivt paa dem!

Der er flere konger blandt de 300 krondyr i den 1.100 hektar store Jægersborg Dyrehave, hvis historie går helt tilbage til 1669, og hvor det er forholdsvis let at opleve de ellers så sky dyr. Her regerer de over 1.600 dådyr og 100 sika-hjorte i afvekslende skovlandskaber med sletter, lysninger, søer og moser, der breder sig ud bag det store hegn. Naturstyrelsen er dog den kejserlige overmyndighed, som hvert år regulerer krondyrene og deres hof, så hjortebestanden forbliver på ca. 2.000 dyr.

Der mangler med andre ord kun rådyr for at få fuldt hus i forhold til de fire danske hjortearter, men som vi skal vende tilbage til, er det måske snarere nogle andre af de større planteædere, der med fordel kunne overvejes som en del af viften – især hvis området knyttes sammen med Jægersborg Hegn.

‘Dyrehave’ lyder kunstigt, og der er dem, der mener, at hegnede områder ikke gælder som ‘rigtig’ natur, for her kan de store planteædere jo ikke komme og gå, som de vil.

Hegn er imidlertid almindelige i naturreservater mange steder i verden, både af hensyn til dyr og mennesker, og i Jægersborg Dyrehave bidrager hegnet til at bevare en større og tættere bestand af hjorte, end vi normalt ser i naturen. Det skyldes dog ikke alene, at Dyrehaven er kunstigt hegnet, men i endnu højere grad, at bestandtætheden af større planteædere i det meste af skovene og det åbne land generelt er ‘kunstigt’ lav.

Men forvaltningen af Dyrehavens hjorte er dog ikke blot reguleret af hensyn til at opnå en mere naturlig bestandstørrelse uden for vores øvrige fragmenterede natur, men derimod for at få en endnu større og dermed lige så ‘unaturlig’ bestand. Årsagen er vel primært et ønske om at indfri den formodede publikumsforventning om let adgang til at se de flotte hjorte, men samtidig tilgodeser man også en ganske særlig eksportmulighed.

I Dyrehaven går f.eks. bestande af hvide krondyr og hvide dådyr, hvoraf førstnævnte er særligt populære. De er ikke albinoer, men efterkommere af de dyr, som Christian den 6. fik i gave af kurfyrst August af Sachsen helt tilbage i 1737. Naturstyrelsen sørger for, at der altid er 15-20 hvide krondyr i Dyrehavens bestand med mulighed for at eksportere de overskydende, som er »eftertragtet i hele verden«.

Som vi skal se i det følgende, er Dyrehaven imidlertid rig på potentiale for at udvikle og beskytte naturværdierne på mere naturlig vis, også med den nuværende offentlige adgang. Området kan som nævnt udvides mod nord i Rudersdal Kommune, hvor skoven fortsætter og bliver til Jægersborg Hegn, og det er derfor mere end nærliggende for både natur- og oplevelsesværdierne at forvalte de to statsejede skovområder som ét sammenhængende naturreservat: Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave.

Skovens konge holder vagtsomt øje med fotografen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skovens konge holder vagtsomt øje med fotografen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i flere farver, Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i flere farvevarianter, Jægersborg Dyrehave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Naturbeskyttet område til trængte arter eller gødsket golfbane?

En golfbane skærer ind over den nordlige del af Jægersborg Dyrehave syd for Mølleåen og æder dermed en stor bid af Eremitage Sletten. Den er anlagt i 1928, men burde have været placeret et andet sted, hvis man dengang havde haft bedre øje for vigtigheden af større sammenhængende naturområder. Københavns Golfklubs anstrengelser for at holde greenen unaturligt blomsterfri beslaglægger således et potentielt naturareal. 

Til gengæld er det forbudt for Københavns Golfklub at anvende pesticider på arealet, der således ikke er en del af den årlige statistik over giftforbruget på landets golfbaner (i 2014 blev der f.eks. sammenlagt brugt 4.421 kg sprøjtemidler fordelt på ukrudtsmidler, svampemidler, insektmidler og sneglemidler; jf. indberettede data til IT systemet Greendata).

For at få en mørkere farve på greenen øges imidlertid den regelmæssige tilførsel af jernsulfat, tangpræparater og farvepigmenter med risiko for at hæmme dele af den oprindelige vegetation (såfremt der er noget tilbage af den på greenen).

Klubben er i øvrigt overgået fra greens »domineret af ukrudtsgræsser til en overvægt af kulturgræsser«, hvilket heller ikke er optimalt for biodiversiteten på golfbanens areal, der rummer internationalt beskyttede arter. Endvidere har man efter eget udsagn ‘gjort op med’ den tidligere »myte«, at fairways er selvgødende som følge af hjortenes afføring, hvorfor der er etableret et gødningsprogram for at skabe »bedre vækst, mere farve og bedre definition« (jf. medlemsbladet Eremitagen nr. 94, juni 2015). 

En del af selve golfbanens raison d’être er således aktivt at modarbejde biodiversitet, eftersom naturlig biodiversitet i golfsammenhænge godt være »skadevoldere« og »ukrudtsarter«, der skal udryddes.

Derfor kan det også undre, at golfbanen blev inkluderet i udpegningen af et internationalt beskyttet Natura 2000-område, der strækker sig over store dele af Jægersborg Dyrehave. Natura 2000-områdernes formål er at sikre en række udvalgte naturtypers og arters gunstige bevaringsstatus, men det er vanskeligt, så længe man også skal tilgodese helt andre sportslige behov, der kræver et særegent ‘design’ af vegetationens sammensætning og struktur med biodiversitetshæmmende midler.

Muligvis har man inkluderet golfbanen i det beskyttede område i håb om, at det engang i fremtiden kan ‘vende tilbage’ til naturen, og at vigtigheden af at vægte naturhensynene højt (til den tid) dermed er tilkendegivet. Desværre er det snarere med til at devaluere begreberne og så tvivl om fagligheden og stringensen bag udpegningen af danske områder med international naturbeskyttelse.

Desuden har golfbanen en af Danmarks mest eftertragtede beliggenheder og nærmer sig sit 90 års jubilæum, hvorfor den utvivlsomt er kommet for at blive. Og selv om Dansk Golf Union bestemt ikke er uimodtagelige over for naturhensyn, er intentionen selvsagt langtfra at prioritere biodiversiteten højest, hvilket jo ellers burde være hovedprioriteten i naturbeskyttede områder. Men greenens karseklippede, designede, farvede og gødskede kulturgræsser plejes og tilpasses en ganske anden monotoni end den naturlige, foranderlige og mangfoldige vegetation. 

Det må så øge den udtalte undren yderligere, at golfbanen ikke blot er udpeget som Natura 2000-areal, men også karakteriseres som »græsningsskov« af Naturstyrelsen. Græsningsskov er betegnelsen for et skovareal, hvor der går større græssende planteædere for at gavne naturen – men selv om hjortene i Dyrehavene godt kan slå et smut ind over greenen på golfbanen, kan man næppe med rimeligheden i behold kalde en golfbane for en græsningsskov

Golfbane som græsningsskov og beskyttet naturområde (Natura 2000)? Til venstre er Naturstyrelsens udpegning af græsningsskov markeret med grønt, til højre er Natura 2000-område nr. 144 markeret med gult - golfbanen figurerer mærkeligt nok begge steder som en del af Naturstyrelsens græsningsskov og et internationalt beskyttet naturområde
Golfbane som græsningsskov og beskyttet naturområde (Natura 2000). Til venstre er Naturstyrelsens udpegning af græsningsskov markeret med grønt, til højre er Natura 2000-område nr. 144 markeret med gult – golfbanen figurerer mærkeligt nok begge steder som en del af Naturstyrelsens græsningsskov og det internationalt beskyttede naturområde

For mange hjorte på for lidt plads

Indledningsvis var vi inde på, at der som regel er for lavt græsningstryk (det vil sige for få større planteædere) i store dele af dansk natur, men undtagelsesvist er det alt for højt. Når græsning således mod forventning ikke bidrager til god bevaringsstatus af arter og naturtyper, kan det altså både skyldes, at græsningstrykket er alt for lavt eller alt for højt (Buttenschøn 2007: 39). 

Det sidstnævnte er en udtalt risiko, når f.eks. kødkvæg anvendes til at sommergræsse naturarealer, og kreaturernes ejer er mest optaget af at sikre sig mange velnærede, hvorved der sættes for mange dyr ud, og alle botaniske værdier risikerer at blive bortædt. Det holder ikke blot tilgroningen i skak – som tilsigtet fra et naturmæssigt synspunkt – men rydder derved hele den varierede vegetation, det ellers skulle være formålet at bevare og øge.

I et naturreservat på naturligere præmisser er hensigten at højne naturværdier og biodiversitet, så både flora og fauna får bedre forhold, og det kræver et naturligt varieret græsningstryk, hvor dyrene er tilpasset fødegrundlaget året rundt.

Forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har beregnet, at minimum 75.000 hektar privatejet og statslig skov skal være såkaldt urørt skov, hvis vi skal bevare Danmarks mange truede skovarter. Men det kan ikke være vilkårlige 75.000 hektar – dette kort viser, i hvilke områder danske skove skal slippe for motorsavene, hvis dette minimumsmål skal holde (Petersen, A.H. m.fl.: 'Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove)
Forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har beregnet, at minimum 75.000 hektar privatejet og statslig skov skal være såkaldt urørt skov, hvis vi skal bevare Danmarks mange truede skovarter. Men det kan ikke være vilkårlige 75.000 hektar – dette kort viser, i hvilke områder danske skove skal slippe for motorsavene, hvis dette minimumsmål skal holde (Petersen, A.H. m.fl.: ‘Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove)

Der skal med andre ord også være nok at æde om vinteren, hvor der er betydeligt mindre end om sommeren, hvilket således understøtter et antal dyr, der til gengæld ikke kan æde alt op om sommeren. Derved græsses mere afvekslende – altså meget hist og lidt pist – hvilket skaber forandring og fremmer vegetationens variation og mangfoldighed så ‘ukunstigt’ som muligt.

I Jægersborg Dyrehave er man derimod gået for langt ved at opretholde en stor hjortebestand, der overstiger det tilgængelige fødegrundlag, som områdets skov og græsland ville kunne understøtte af sig selv. Derfor tilskudfodres hjortene, og der dyrkes ligefrem afgrøder på Eremitagesletten som foder. 

Dels går det ud over det, der kunne have været en spændende og afvekslende græslandsvegetation på sletterne, dels er der slet ingen naturlig opvækst af træer (Møller & Sand-Jensen 2010: 333). Og som om det ikke var nok, dyrker Naturstyrelsen yderligere afgrøder til Dyrehavens hjorte i et helt andet naturområde – nemlig i Søllerød Naturpark, hvor de opdyrkede marker kaldes »en seværdighed i sig selv«, skønt de jo også dér er en hindring for naturlig artsrigdom.

Hvad enten man vil øge ambitionerne og udvikle et regulært naturreservat eller ej, er det problematisk, at naturområder ikke får lov til at udvikle sig uden tilskudsfodring og statslig opdyrkning.

Oveni hatten kommer det eksisterende statslige skovbrug, der anvender dele af Jægersborg Dyrehave og det meste af Jægersborg Hegn som tømmerressource. Det er en afgørende fordel, at Naturstyrelsen lader mange gamle træer få lov til at henfalde og blive en naturlig del af skovens livscyklus i større dele af Dyrehaven – men bedre at gøre hele Dyrehaven og Jægersborg Hegn til såkaldt urørt skov, hvor træerne på hele skovarealet får lov til at spire, gro, ældes, henfalde, dø og formuldes naturligt?

Zoomer vi ind på Nordsjælland kan man se, at to af de udpegede kvadrater overlapper Gribskov – det er altså én af de vigtige skove at udpege meget urørt skov, hvis biodiversitetstabet skal standses i skovene
Zoomer vi ind på Nordsjælland kan man se, at et af de udpegede kvadrater overlapper Jægersborg Hegn & Dyrehave – det er altså blandt de vigtige områder at udpege meget urørt skov, hvis biodiversitetstabet skal standses i skovene

Som antydet har de nævnte indgreb og reguleringer ikke naturværdierne som mål, men tømmerværdi og PR-værdi. Den prioritering skal selvfølgelig ændres, hvis natur og biodiversitet skal være centrum for udviklingen i Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn.

I rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove udpeges de 13 procent af det danske skovareal (75.000 hektar), der skal udlægges til urørt skov og således fritages for tømmerproduktion, hvis tabet af biodiversitet i skovene skal standses (Petersen m.fl. 2016).

På kortet over de områder, hvis skovarealer bør undslippe skovdrift af hensyn til biodiversiteten, fremgår det, at Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn er blandt de udpegede. Der er med andre ord solid forskningsbelæg for, at skovdriften med fordel bør ophøre i netop disse områder. 

 

Midt i Jægersborg Dyrehave kan man møde et sælsomt syn som dette ... Altimens hjortene står og græsser i en stor flok, afbrydes udsynet af en intensivt dyrket MARK ... (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Midt i Jægersborg Dyrehave kan man møde et sælsomt syn som dette … Altimens hjortene står og græsser i en stor flok, afbrydes udsynet ud over Eremitage Sletten af opdyrket mark. Det er synd og spild af et godt naturområde at tilskudsfodre og opdyrke – derved tilnærmer man sig ikke en naturlig græsningsadfærd og giver ikke naturværdierne optimale betingelser (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Stort potentiale kræver stor omtanke

Statsejede arealer (skraveret) inden og uden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave
Statsejede arealer (skraveret) inden og uden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave

Biodiversitetkortet er bl.a. et prioriteringsværktøj, der markerer forekomsten af truede arter og forekomsten af potentielle levesteder som bioscore på en skala fra 1-20 point (Ejrnæs m.fl. 2014). Af Biodiversitetskortet fremgår det f.eks., at Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn har høj bioscore, hvilket imidlertid også kan blive en sovepude, der fører til skuldertræk over for alt fra agerbrug og tømmerproduktion til gødskning, golf og overdrevet græsningstryk. Høj bioscore skal ikke forveksles med, at naturen nødvendigvis er i topform. 

Ikke alene fortæller en høj bioscore ikke, at anything goes, men den fortæller heller ikke, at den eksisterende forvaltning er til et 12-tal, eller at truede arter og levesteder beskyttes optimalt og har gunstig bevaringsstatus. Eksempelvis fremgår det af den seneste EU-indrapportering af bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper (som Danmark er forpligtet til at yde særlig beskyttelse), at skov har 100% »stærkt ugunstig bevaringsstatus« (Fredshavn, J., m.fl. 2014) – til trods for at nogle af vore skove har høj bioscore. 

Bioscore for forslaget til afgræsningen af Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave
Bioscore for forslaget til afgræsningen af Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave

Når naturområder har høj bioscore, indikerer det først og fremmest arealernes betydning som levesteder for truede arter på baggrund af et historisk udgangspunkt med en rig variation og stor artsrigdom. Betydningen af en eventuel naturindsats kan ikke konstateres på denne baggrund alene, og man kan som nævnt ikke aflæse, om naturtyper og arter aktuelt og fremadrettet også har gunstig bevaringsstatus, eller om udvalgte truede arter og deres levesteder faktisk går frem eller tilbage.

Truede arter kan f.eks. være i tilbagegang, selv om de ikke er væk endnu og stadig bidrager formelt til høj bioscore, hvilket er tilfældet mange steder. Når derfor Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn har høj bioscore, mens forskere f.eks. samtidig fastslår, at skov har 100% stærkt ugunstig bevaringsstatus, og at skovdrift er en trussel mod skovenes biodiversitet, fortæller det os, 1) at der endnu er mange truede arter og potentielle levesteder i områderne, og 2) at udviklingen generelt går i den forkerte retning.

Derfor er høj bioscore ikke en faktor, der kan bruges selektivt som argument for business as usual i forhold til den eksisterende naturforvaltning, men som en vigtig indikator for, at potentialet for en gunstig naturudvikling med høj biodiversitet er til stede. Andre indikatorer kan så supplerende fortælle os, at det af samme grund er vigtigt at afvikle de tiltag, der ikke fremmer biodiversiteten, for omvendt at afsøge mulighederne for at gavne naturen på naturens præmisser.

Det er det, der er pointen med Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave: vildere natur med flere naturlige processer. 

Som det fremgår af kortene, er den foreslåede afgrænsning af arealet 100% statsejet, overlapper Natura 2000 med forpligtelser til en særegen naturbeskyttelse og har som nævnt høj bioscore, hvilket indikerer stort potentiale for at bevare truede arter og deres levesteder (hvis indsatsen er målrettet og fagligt kvalificeret). Rammerne er altså i orden – det er indsatsen inden for rammerne, der trænger til en opgradering.

Et par gamle ege troner ved den sydlige del af Eremitagesletten i Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et par gamle ege troner ved den sydlige del af Eremitagesletten i Jægersborg Dyrehave (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Eghjort under udsættelsen i Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Eghjort under udsættelsen i Jægersborg Dyrehave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Den lille ‘hjort’, men kæmpestore bille – eghjorten

Udsætning kan være glimrende i enkelte tilfælde, hvor det foregår med henblik på at gavne naturværdierne i øvrigt, hvilket som regel gør sig gældende, når der udsættes større planteædere, fordi de ikke bare betyder tilførelsen af én eller flere arter, men også er nøglearter i form af levende naturgenoprettere, hvis adfærd skaber rum og levesteder til mange andre arter.

Det kan man ikke sige om en af de mest omtalte udsætninger i de senere år – kæmpebillen eghjort, der blev udsat i Jærgersborg Dyrehave i 2013. Den har været uddød i Danmark siden 1970, fordi dens naturlige levesteder simpelthen er forsvundet.

Som mange andre mindre kendte insekter og organismer er den afhængig af dødt ved fra gamle løvtræer, men i Danmark fældes løvtræerne i stor stil, længe før de bliver gamle nok til at dø en naturlig død og blive til dødt ved.

Et af fem volierer til Eghjorte i Jægersborg Dyrehave, hvor nogle bor beskyttet for fugle (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et af fem volierer til Eghjorte i Jægersborg Dyrehave, hvor nogle af kæmpebillerne bor beskyttet for fugle (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Eghjorte udsættes derfor fem år i træk i Dyrehaven 2013-17, f.eks. blev der udsat 40 biller i juni 2016, og dermed er der indtil videre udsat 250 enten som biller eller larver.

Men det havde måske nok været mere fremsynet generelt at sørge for mere dødt ved i de danske skove i almindelighed af hensyn til andre såkaldte vedboende dyr og organismer. Eghjorten er mest et ‘eksotisk’ indslag med høj PR-værdi, men lille naturværdi, og dens tilbagekomst i Dyrehaven ændrer ikke ved, at dens uddøen i Danmark er et symptom på naturforarmelsen i vore skove.

Hvad man også kunne overveje, er at udsætte større planteædere, som reelt gavner områdets biodiversitet. Det kunne være vildsvin (i hvilket tilfælde golfbanen dog skulle frahegnes) eller elge i tilknytning til en reduktion af hjortebestanden og/eller en udvidelse af det hegnede område med Jægersborg Hegn? Dette område har faktisk også tidligere været en del af Dyrehaven, indtil områderne blev separeret i 1832 (og afgrænsningen mellem de to områder er forrykket flere gange gennem tiden).

Publikumsoplevelsen ville kun blive endnu mere større, hvis der er flere forskellige større planteædere, men vigtigst ville et naturligere og afvekslende græsningstryk have en gunstig effekt på vegetationen og biodiversiteten. Det ville naturligvis forudsætte fageksperters forudgående analyse af fødegrundlaget og den mest optimale vifte af planteædere for et sammenknyttet naturreservat fra Jægersborg Dyrehave i syd til Jægersborg Hegn i nord.

Det ville indebære en åbning af hegnet mellem Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn, hvilket i og for sig ligger i forlængelse af den forøgelse af det tilgængelige areal, som Naturstyrelsen allerede har gennemført i september 2016, hvor Fortunens Indelukke blev åbnet for hjortene, og tidligere, da Stampeskov blev inkluderet i Dyrehaven. 

Golfbanen bør til gengæld ikke være en del naturreservat, om end det er hensigtsmæssigt fortsat at lade golfklubbens klubhus være omfattet af det afgrænsede areal, for ikke at begrænse den naturlige sammenhæng mellem Jægersborg Dyrehave og Hegn yderligere. Endvidere bør golfbanen dog stadig være inden for den ydre hegnslinje, så de græssende dyr stadig kan fremme biodiversiteten dér.

Udvides den eksisterende ydre hegnslinje til at omfatte Jægersborg Hegn, kan det f.eks. blive en hegnslinje à la den, der fremgår af kortet til højre:

Den nuværende ydre hegnslinje omkring Jægersborg Dyrehave (t.v.) og forslaget til en udvidet ydre hegnslinje, der bl.a. inkluderer Jægersborg Hegn (og fortsat inkluderer golfbanen, skønt denne ikke medtænkes i selve naturreservatet, eftersom græsning på dele af golf-arealet fortsat vil være en fordel). Når Bakken tilsvarende er inden for hegnslinjen (men uden for naturreservatet), er det her blot for at gør brug af den eksisterende hegnslinje og spare lidt ad den vej.
Den nuværende ydre hegnslinje omkring Jægersborg Dyrehave (t.v.) og forslaget til en udvidet ydre hegnslinje, der bl.a. inkluderer Jægersborg Hegn (og fortsat inkluderer golfbanen, skønt denne ikke medtænkes i selve naturreservatet, eftersom græsning på dele af golf-arealet fortsat vil være en fordel). Når Bakken tilsvarende er inden for hegnslinjen (men uden for naturreservatet), er det her blot for at gøre brug af den eksisterende hegnslinje og spare lidt ad den vej. Dette forslag ville således indebære, at ca. 11 km af den eksisterende hegnslinje kan bevares, at ca. 3 km skal fjernes, og at ca. 13 km ny hegnslinje skal tilføjes.

Da ca. 11 kilometer af det nuværende hegn kan forblive, som det er, skal en forlænget hegnslinje på ca. 13 km finansieres, eftersom den foreslåede nye hegnslinje måler ca. 24 km – hvilket er en overkommelig udgift på ca. 2 mio. kr. Dertil kommer udgifter til bl.a. biodiversitetsforskeres udarbejdelse af en detaljeret plan, omtrent otte nye låger eller færiste, hvor den nye hegnslinje krydser større veje, og eventuelt til supplerende dyr til udsætning. Der er formodentlig ikke tale om et samlet beløb, der overstiger 15 mio. kr. (hvis og såfremt vi forudsætter, at staten ikke forventer kompensation for tabte tømmerudgifter ved at indstille al tømmerproduktion på arealet).

Et beskedent etableringsbeløb for at forbedre beskyttelsen af biodiversiteten og øge oplevelsesværdierne i et stort sammenhængende naturreservat i Storkøbenhavn. Til gengæld bør alle de massivt tilstedeværende små-indhegninger af nye skovparceller helt fjernes. I dag skal de ‘beskytte’ træerne imod hjortene, men tilstræber man et naturligt niveau for bestandsstørrelserne af planteædere, vil det kun være en fordel, at de også æder af og slider på træerne, for det skaber altsammen et mere varieret skovbillede med flere nicher og levesteder for andre arter. 

Der kunne med andre ord gennemføres et skifte i retning er mere naturlige processer og væk fra den nuværende »styrede drift«, som er retningslinjen ifølge Naturstyrelsen»Da dyrehaven er kulturskabt og ikke kan ‘opretholde sig selv’ (ingen spontan foryngelse og erstatning for bortdøende træer på de arealer der nu af hjorte holdes som underskov-frie bevoksninger og græssede sletter), er fortsat styret drift en forudsætning for i hovedsagen at opretholde dens udtryk.«

Denne retningslinje er imidlertid ikke alene unødvendig, men også kontraproduktiv i forhold til biodiversiteten, for selv om dyrehaven er ‘kulturskabt’, kan den godt udvikle sig langt mere naturligt og vildere end i dag. Natur handler ikke om at opretholde et ‘udtryk’, men om dynamik og naturlige processer.

Det kræver bl.a., at vi sørger for et naturligt græsningstryk (altså at bestanden af større planteædere afpasses det naturlige fødegrundlag), hvorved tilskudsfodring er unødvendig, og der kan igen finde spontan foryngelse sted af skovens træer.

Kort og godt: Vildere – og mere oplevelsesrig – natur på naturligere præmisser frem for styret drift.

Bøllemosen, Jægersborg Hegn (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bøllemosen, Jægersborg Hegn (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer i Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn, men udelad golfbanen (om end uden at slække på kravene til golfklubbens naturhensyn, snarere tværtimod).

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser, bl.a. ved at indstille agerbrug på Eremitagesletten og syd for Nærum, afskaffe al tilskudsfodring og fjerne den massive indhegning af nye skovparceller; b) hvilke og hvor mange større planteædere det samlede område kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles i videst muligt omfang, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal, der skal udtyndes og eventuelt ryddes for ikke-hjemmehørende nåletræer før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Pointen er således ikke, at Dyrehaven skal ophøre med at være et stort tilløbsstykke for publikum med alt, hvad det indebærer, men at man udmærket kan forene den store publikumssucces med et naturligere naturreservat, der fortsat efterlever det gamle driftsformål for de to områder: »Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn drives udelukkende som lystskov og dyrehave.«

Det formål står ikke i vejen for, at naturen i højere grad kommer i centrum, og at tilskudsfodring, tømmerproduktion og opdyrkning af denne grund ophører fuldstændig. Større naturlighed med højere prioritering af biodiversiteten og en friere udvikling af skovbilledet er ganske enkelt ingen hindring for publikums adgang eller ‘lystskovens’ kvaliteter – faktisk er det omvendte utvivlsomt tilfældet.

Rune Engelbreth Larsen, oktober 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur

> Eghjort genudsat i Jægersborg Dyrehave

Skovenes naturværdier kan sikres ved 13% urørt skov

Af Rune Engelbreth Larsen, Skoven nr. 10/16, den 20. oktober 2016

Troldeskoven er et godt navn, som flere steder betyder, at der er tale om vildskov (urørt skov) altså skov på skovens egne præmisser. Derfor bliver træerne gerne gamle og krogede, hvilket giver et smukt og eventyrligt skovlandskab som her en majdag i Troldeskoven i Rold Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Troldeskoven er et godt navn, som flere steder betyder, at der er tale om vildskov (urørt skov) altså skov på skovens egne præmisser. Derfor bliver træerne gerne gamle og krogede, hvilket giver et smukt og eventyrligt skovlandskab som her en majdag i Troldeskoven i Rold Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Replik om urørt skov af Rune Engelbreth Larsen i Skovforeningens tidsskrift 'Skoven'
Svar på tiltale til skovrider Niels Heding i Skovforeningens tidsskrift ‘Skoven’

I Skoven nr. 8/2016 retter skovrider Niels Heding et frontalangreb mod undertegnede – ikke på baggrund af noget, jeg har skrevet i Skoven, men på baggrund af noget jeg har skrevet i et helt andet medie (Politiken). Niels Heding har dog ikke fundet det rimeligt at orientere mig om, at han kastede sig over mig et helt andet sted, og havde venlige sjæle ikke gjort mig opmærksom på dette, kunne hans indlæg bekvemt nok have stået uimodsagt til evig tid.

Men til substansen: Det »passer ikke«, når jeg hævder, at biodiversiteten er truet af skovdyrkning, bedyrer Heding. Han er således uenig i, at det ser slemt ud for naturværdierne i de danske skove, for »i de gamle skove – de oprindelige 4% – synes jeg ikke, der er mangel på fugtige lavninger og dødt træ,« skriver han.

Vi kan selvfølgelig godt tage diskussionen om, hvad vi hver især »synes«, men så bliver det vist lidt for useriøst. Vi kan imidlertid også diskutere på det faglige grundlag, vi har, og så forholde os hertil.

I marts 2014 offentliggjorde Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) f.eks. rapporten Bevaringsstatus for naturtyper og arter – Habitatdirektivets Artikel 17 rapportering, og her konstateres det, at vore internationalt beskyttede skovtyper har 100 procent »stærkt ugunstig bevaringsstatus«. Intet mindre.

Jeg er naturligvis klar over, at der er kriterier for denne vurdering, som nogle ikke bryder sig om, og så må man jo forklare og diskutere disse – men derfra og så til at bagatellisere, at biodiversiteten i skovene er og bliver stærkt trængt, er at gå langt over minimumsgrænsen for basal redelighed.

Hald Egeskov – urørt skov med gamle egetræer (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hald Egeskov – urørt skov med gamle egetræer (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I april 2016 konkluderede rapporten Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC), at hvis ikke vi minimum udlægger 75.000 hektar nøje udvalgt skovareal som urørt skov (altså skov uden enhver form for tømmerproduktion, men gerne med forskellige biodiversitetsfremmende tiltag), kan vi ganske enkelt ikke standse den store artstilbagegang i danske skove.

Nu kan Heding så bedyre som sit bevis på, hvor godt det går, at hverken »havørn, kongeørn eller fiskørn ynglede i Danmark« for bare 25 år siden. Men det svarer omtrent til at sige, at vi har udryddet al sygdom i den danske andedam, fordi en patient er set forlade hospitalet de forløbne 25 år, og fordi to andre har forladt intensiv. Og så er rovfuglebestandene jo ikke ved at komme sig pga. skovdrift, men fordi vi (næsten) er holdt op med at skyde og forgifte dem.

Det nytter selvfølgelig heller ikke som argument, at »bestandene af rådyr, dådyr og krondyr er tidoblet de seneste år«, som Heding skriver. Det har jo intet med biodiversitetskrisen at gøre. For rådyrenes vedkommende kunne han næsten lige så godt have påpeget, at fasanen klarer sig fint. Pokemon er forøvrigt også i stabil fremgang, »synes« mine børn.

Draved Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Draved Skov, urørt skov med naturlig hydrologi (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Vender vi tilbage til seriøsiteten, er pointen, at biodiversitetskrisen er udtryk for det meget store antal rødlistede arter og de mange trængte naturtyper, der går stærkt ud over variationen og mangfoldigheden af levesteder og arter. En trist udvikling, der bl.a. skyldes naturarealernes fragmentering og den store mangel på naturlige processer – ikke alene, men heller ikke mindst – i produktionsskovene.

65 procent af alle Danmarks truede arter er tilknyttet skov, og næsten 40 procent af de truede arter er udelukkende tilknyttet skov. Langt hovedparten af alle skovenes vådområder er drænet bort, der er kun 6 kubikmeter dødt ved i gennemsnit i danske skove, og i langt de fleste er der så godt som ingenting. Det er fakta, uanset hvad Heding »synes«.

Heldigvis sker der også mange gode tiltag hos naturvenlige private skovejere, og Naturstyrelsen har også gennemført en række glimrende projekter, der bl.a. har genetableret naturlig hydrologi, genoprettet skovlysninger og sikret græsning flere steder. Men desværre går naturforarmelsen så stærkt, at det langtfra er tilstrækkeligt – og det er vel dét, vi burde stå sammen om at adressere, hvis vi vil skovnaturen det godt?

Og husk lige, at vi kun taler om 13% af det danske skovareal som urørt skov, hvis biodiversitetstilbagegangen skal standses i skovene. Sølle 75.000 hektar som minimumsniveau. En meget lille bid i betragtning af, hvor meget skovarealet er blevet forøget ved skovrejsning de sidste par generationer. Tænk, hvis der var bred opbakning til dette – eller lidt mere for at løfte os over minimum?

Tømmerproducenterne har stadig over 500.000 hektar skov, og natur og biodiversitet ville få sin lille, men stærkt tiltrængte del. Win win.

Rune Engelbreth Larsen (Skoven nr. 10/16, 20. oktober 2016)

450 år gammelt egetræ i Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Omkredsen på stammen er knap fem meter på dette 450 år gamle egetræ, fotograferet i Bialowieza-skoven i Polen. Et gammelt egetræ er ikke blot en art, men også et ekstremt artsrigt levested, der er stor mangel på i Danmark, fordi kun 1% af vore skove er vildskove (såkaldt urørt skov uden tømmerproduktion) – skal skovenes biodiversitet beskyttes, skal minimum 13% af det danske skovareal udlægges som urørt skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker

Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]
Urørt skov i den nordvestlige del af Snedkerskov, Fussingø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Urørt skov i den nordvestlige del af Snedkerskov, Fussingø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 12 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur vest For Randers: Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Kort over den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker – ca 1.300 hektar sammenhængende natur (i centrum ligger bl.a. Fusingø Slot, men det er også statsejet)
Kort over den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker – ca 1.200 hektar sammenhængende natur (i centrum ligger bl.a. Fusingø Slot, men det er også statsejet)

Midtjysk naturrige med stort potentiale

Naturnationalpark Fussingø & Læsten BakkerVest for Randers ligger den store Fussing Sø og breder sig ud over 216 hektar i ned til 29 meters dybde. Yderligere vest for søen fortsætter skov, græsland, mose og kær i et 12 kvadratkilometer stort naturområde omkring Skals Ådal, der krones af Læsten Bakker. Udover at området er billedskønt, rummer de statsejede arealer store muligheder for en målrettet og ambitiøs naturindsats på naturens præmisser.

Bakkerne bliver i dag græsset af kvæg for bl.a. at hindre for megen tilgroning med bævreasp og bevare de åbne kuperede vidder. Langs skovbryn omkring Fussing Sø er der blevet tyndet ud i bøgetræerne for at åbne op for lyset og forbedre forholdene for flere af skovbundens planter, hvilket dermed også gavner insektlivet og anden fauna.

Fussing Sø er en næringsrig sø, hvis væsentligste clame to fame er kortskaftet skeblad (der ifølge Naturstyrelsen alene findes på denne lokalitet i Danmark), og damflagermus, en af Europas sjældne flagermus, der med held kan observeres ved søen. Også de sjældne mosser blank seglmos er fundet i dette område.

Grævling lever i en meget stor bestand i skovene ved Fussingø, og der er ræv og odder i området, som dermed huser tre af Danmarks fire største rovdyr – det fjerde og største, ulven, er tilsyneladende også observeret i omegnen.

Bakkegøgelilje (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Den sjældne orkidé bakke-gøgelilje fandtes engang i Læsten Bakker, men er i dag tilsyneladende væk (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skoven består af blandet løv- og nåleskov, men domineres af løvskov, primært bøg, hvoraf de ældste træer er op til 250 år gamle og bl.a. findes i Troldeskoven (den nordlige del af Snedkerskov), som er udlagt til urørt skov og dermed fritaget fra skovdrift. Fussingø Skovene huser i øvrigt både sortspætte, grønspætte, stor flagspætte, huldue og natugle foruden ynglende duehøg og spurvehøg. 

Jørgen Jensen fra Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles afdeling for Systematisk Botanik besigtigede området syd og vest for Læsten Bakker i 1966 og konsulterede desuden en floraliste fra 1965 af Eiler Woersøe, hvorfor vi i dag kan læse om noget af det botaniske guld, der desværre er mistet. Tidligere voksede her f.eks. orkideer som sump-hullæbe og kødfarvet gøgeurt foruden sjældenheder som baltisk ensian, gul stenbræk, leverurt og almindelig piberensermos (jf. Overfredningsrådets fredningsafgørelse vedr. Læsten Bakker, 1969). 

Tyndakset gøgeurt fotograferet i Almindingen, juni (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Orkideen tyndakset gøgeurt findes stadig i en lille bestand i Læsten Bakker (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Men ifølge artslisterne på Fugleognatur.dk er ingen af disse planter observeret i de årtier, hvor der er indrapporteret arter online, og muligvis – hvis ikke sandsynligvis – er de helt forsvundet. I Læsten Bakker har orkideen bakke-gøgelilje også haft en bestand, men heller ikke den er observeret i de seneste årtier.

Engblomme hænger i med neglene og er måske på nippet til at forsvinde ved Mosebro, lidt vest for den afgrænsning, der er foreslået her (hvor der også stadig findes orkideer som maj-gøgeurt og plettet gøgeurt).

Blot nogle indikatorer på det generelle artstab, som finder sted mange steder i Danmark, og altså også her, hvorfor der er behov for at tænke mere på naturens præmisser, hvis biodiversiteten skal bevares. Også derfor er området med i nærværende sammenhæng i form af et forslag til Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker.

Mølledam, Fussingø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Mølledam, Fussingø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Fra produktionsskove med naturprioriterede frimærker til én stor vildskov 

De skraverede naturområder er statsejet og omfatter langt det meste af arealet – Læsten Bakker og området nordøst for Fussing Sø er privateejede (og udgør knap 10 procent af den samlede udpegning)
De skraverede naturområder er statsejet og omfatter langt det meste af arealet – Læsten Bakker og området nordøst for Fussing Sø er privateejede (og udgør knap 10 procent af det samlede forslag)

Som det fremgår af kortet til højre, er meget store dele af den foreslåede afgrænsning i forvejen ejet af staten, og de privatejede arealer (ca. 10 procent) kan udelades, hvis det skulle vise sig umuligt at opkøbe dem eller indgå permanent bindende aftaler om at prioritere naturen på naturens præmisser.

Men det ville være en gevinst at få Læsten Bakker med i den større sammenhæng, fordi de rummer nogle af områdets vigtige naturværdier og i øvrigt er med til at variere paletten af naturtyper i et sammenhængende og billedskønt naturreservat – og hvorved man kunne komme af med mange af de talrige mindre hegn, der i dag fragmenterer dele af området på kryds og tværs.

En større bid af det statslige areal mellem Hesselbjerg Skov og Fussing Sø dyrkes økologisk som andre af Naturstyrelsens marker. Men da landbrug ikke er foreneligt med vildere natur, hvor biodiversitet er omdrejningspunktet, bør opdyrkningen ophøre, hvis området skal forvaltes som samlet naturreservat.

Alternativt må Hesselbjerg Mark udelades (eventuelt på linje med Fussingø Slot og de tilstødende bygninger, som ganske vist er statsejede og ikke hæmmer naturpotentialet, men dog heller ikke er nødvendige at inkludere). Forskellen kan ses på sammenstillingen herunder:

Til venstre den foreslåede afgrænsning, til højre et alternativ, hvor Fusingø Slot og markerne nord for slottet er fravalgt – i tilfælde af, at man skulle mene, at de ikke hører med
Til venstre den foreslåede afgrænsning, til højre et alternativ, hvor Fussingø Slot og de dyrkede marker nord for slottet (Hesselbjerg Mark) er fravalgt
Den foreslåede afgrænsning omfatter dele af Natura 2000-område nr. 30, som strækker sig over Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested og Nørre Ådale, samt Skravad Bæk
Den foreslåede afgrænsning omfatter dele af Natura 2000-område nr. 30, som strækker sig over Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested og Nørre Ådale, samt Skravad Bæk

De nordlige dele af arealet (bl.a. Læsten Bakker) indgår i Natura 2000-område nr. 30, der strækker sig meget vidt over dele af Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested, Nørre Ådale og Skravad Bæk. Her er Danmark i forvejen forpligtet over for EU til at sikre udpegede arters og naturtypers gunstige bevaringsstatus, hvorfor (forpligtelsen til) en vis statslig naturindsats ‘automatisk’ vil følge med, også hvis den foreslåede afgrænsning skulle blive realiseret som ét stort naturreservat.

Den mest omfangsrige del består af Fussingø Skovene, som primært er statslig produktionsskov. Men heller ikke skovbrug hører hjemme i et naturreservat, hvor fokus bør være vildere natur med naturlige processer. Skovnaturen skal således være skovens formål, ikke tømmerproduktion, der omvendt bidrager til at forarme naturen.

På kortet nedenfor kan man se, hvor lidt urørt skov og græsningsskov, der i dag er udlagt i Fussingø Skovene – en større bid er udlagt til den forholdsvis skånsomme driftsform plukhugst, men plukhugst er fortsat produktionsskov frem for skovnatur. Og i betragtning af, at kun ca. 1 procent af de danske skove er overladt til naturen i form af urørt skov (og at denne andel ikke øges til meget mere end ca. 3 procent med det, der er planlagt over en tiårig periode af regeringen i 2016), er det ikke et stort ‘offer’, hvis også Fussingø Skovene får lov til at være natur frem for træmarker.

Oversigt over urørt skov, græsningsskov og skov med plukhugst i de statsejede skove i dag inden for den foreslåede afgrænsning til Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker – og plukhugst er stadig tømmerproduktion, så det er indtil videre meget lidt skov, der er reserveret naturen ...
Oversigt over urørt skov, græsningsskov og skov med plukhugst i de statsejede skove i dag inden for den foreslåede afgrænsning til Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker
Biodiversitetskortet viser, at det ikke mindst er i de privatejede Læsten Bakker, at de største naturværdier findes – hvorfor de bør inkluderes i et naturreservat på naturens præmisser, hvis det er muligt
Biodiversitetskortet viser, at det ikke mindst er i de privatejede Læsten Bakker, at de største naturværdier findes – hvorfor de bør inkluderes i et naturreservat på naturens præmisser, hvis det er muligt
Læsten Bakker (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Læsten Bakker (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Sletter og skove indbyder til flere vilde planteædere

Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)
Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)

Der er en spændende landskabelig variation med forskellige naturtyper fra Læsten Bakker, Kærene og den nedbrudte højmose Tuemose over den store eng nord for skovene – eller rettere de tre sammenhængende enge: Skovridereng, Skovfogedeng og Møllereng (der måske kunne trænge til et lidt mere inspirerende og appellerende naturnavn?). Alle har været omlagt og desværre tilsået med kulturgræsser, men blev dog fritaget for gødskning i 1991, og naturværdierne kan øges med tiden.

Det er oplagte landskaber til større planteædere, ikke blot vildkvæg (og med vildkvæg mener jeg kvæg, der går i naturen hele året som en integreret del af naturen, ikke blot den eksisterende naturpleje, hvor kvæg sommergræsser), men også vildheste – og måske bisoner og/eller elge.

Samgræsning af flere forskellige planteædere er en ekstra fordel for naturen, idet utallige arter jo er tilpasset mange større planteædere gennem titusinder og hundredtusinder af år. Der er således bred konsensus om nødvendigheden af mere græsning i dansk natur – forskerne Carsten Rahbek, Peder Agger, Hans Henrik Bruun, Rasmus Ejrnæs, Kaj Sand-Jensen, Niels Strange og Jens-Christian Svenning konstaterer her i en fælles konklusion, at græsning er en afgørende del af ligningen for at standse tabet af biologisk mangfoldighed: 

»Nøglen er atter at få græssende dyr (vilde eller tamme) i den danske natur. Mange danske naturtyper opretholdes via græsning. Den manglende græsning gør, at den biologiske mangfoldighed falder. Dette forhold gælder både for åbne naturtyper og for skovene. (…). Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen.« (Rahbek m.fl. 2012: 108).

Selv om nærværende område er af en pæn størrelse efter danske forhold, er 1.200 hektar eller 12 kvadratkilometer ikke nok til at have selvsupplerende bestande af f.eks. bison og elg – men det er på den anden side heller ikke noget stort ‘indgreb’, hvis man med mange års mellemrum må tilføre ekstra dyr udefra for at variere genpuljen. 

Randers Regnskov, der ikke blot er en spændende regional zoo, men også udøver en aktiv naturindsats, har siden 2010 haft en flok bisoner gående ved Vorup Enge, syd for Gudenåen, men i et naturreservat à la forslaget til Naturnationalpark Fussinøg Skov & Læsten Bakker ville de ikke alene få betydeligt mere plads, men også bedre naturforhold.

Elge (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Elge kunne være en mulighed i området (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I sidste ende er og bliver enhver udsættelse naturligvis kun forsvarlig, hvis det sker efter de faglige retningslinjer, der allerede eksisterer, og på baggrund af nøje analyser og specifikke planer, der er udarbejdet af biodiversitetsforskere ud fra de helt konkrete naturforhold. Det vigtigste er, at det bliver naturens gavn, der er udslagsgivende for, hvilke og hvor mange forskellige af de større planteædere der eventuelt måtte komme i spil.

Bævere kan i princippet være på vej af sig selv, for de har allerede bredt sig nord- og sydpå i Jylland, efter at de blev udsat i Klosterheden i 1999 (hidtil er bævere dog ikke observeret i nærheden af Fussingø og Læsten Bakker).

Og vildsvin har (trods påbuddet om at bortskyde dem) også så småt etableret sig pletvist i den jyske natur og vil formentlig brede sig de kommende år til gavn for naturen – så de arter kan vi henad vejen få ‘foræret’ fra naturens hånd, hvis vi er heldige.

Skoven er næppe det foretrukne levested for europæisk bison – men snarere et eksil fra menneskelig tilstedeværelse. Derfor kommer de normalt kun ud af skoven omkring solopgang og -nedgang (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skoven er næppe det foretrukne levested for europæisk bison – men snarere et eksil fra menneskelig tilstedeværelse. Ved Fussingø er der store engarealer og kuperet græsland, men også skov, hvor dyrene kan trække sig tilbage (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Men større planteædere, der skal gavne naturen i Fussingø og Læsten Bakker, kræver naturligvis hegn, så de gavner naturen dér, hvor det er hensigten. Og skal hegnet også holde dyr af elg- og bisonstørrelse inde, er det ikke nok med et almindeligt el-trådhegn – der skal en lidt højere og kraftigere version til. Til gengæld kan det let designes med en lang række faunapassager i form af små tunneller, der fortsat tillader mindre dyr at passere uhindret ind og ud af området under hegnet (f.eks. rådyr, ræv, bæver, odder, vildsvin og grævling).

Nedenfor er et skitse-forslag til, hvordan en hegnslinje kunne tænkes, hvis Læsten Bakker er med i den store sammenhæng (Fussing Sø, der er med i forslaget, er det ikke nødvendigt at hegne, hvis man gør det på den foreslåede måde). I dette forslag har hegnet en samlet længde på ca. 26 km, men kan måske med fordel kan opdeles i to faser, hvor man begynder med at hegne den nordlige del og sætte dyr ud dér, før de sydlige arealer kobles på:

Forslag til hegnslinje omkring hovedparten af Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker – det kunne f.eks. gøres i to faser, begyndende med den nordlige del. Hvis Læsten Bakker og de privatejede kær ikke kan blive en del af det samlede naturreservat pga. eventuel modvilje fra lodsejere, ville hegnslinjen blive rykket sydligere og samlet blive ca. 1,5 km kortere
Forslag til hegnslinje omkring hovedparten af Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker – det kunne f.eks. gøres i to faser, begyndende med den nordlige del. Hvis Læsten Bakker og de privatejede kær ikke kan blive en del af det samlede naturreservat pga. eventuel modvilje fra lodsejere, ville den nordlige hegnslinje blive rykket sydligere og samlet blive ca. 1,5 km kortere
Etablering af en færist ved Lille Vildmose, som de større planteædere ikke kan passere, men tillader, at bilerne kan køre uhindret over vejen
Etablering af en færist ved Lille Vildmose, som de større planteædere ikke kan passere, men som tillader, at bilerne kan køre uhindret over vejen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad koster det? Hegnslinjen i fase 1 er 14 kilometer lang, hvilket koster ca. 2,2 mio. kr., hvis det skal være robust nok til f.eks. at hegne elg og bison. Endvidere krydser hegnslinjen tre offentlige veje, hvor der vil være brug for færiste, som de store planteædere ikke kan krydse, men som trafikken passerer uhindret (om end man lige må sætte farten lidt ned) – de koster ca. 250.000 kr. stykket. Samlet set er der altså hegnsudgifter på omtrent 3 mio. kr. Dertil kommer udgifter til at hyre biodiversitetsforskere, udsætte dyr og genetablering af naturlig vandbalance, hvor der er drænet, og hvor det ikke får negative konsekvenser for private lodsejere uden for det afgrænsede naturreservat.

Selv om det naturligvis kræver en minutiøs beregning, er det næppe helt ved siden af at anslå, at det hele (fase 1) kan klares for under 10 mio. kr.

Når hegnslinjen udvides med den sydlige del (Brunskov, Vesterskov og Nørreskov) forøges den med 12 kilometer, hvilket er en udgift på ca. 1,9 mio. kr., og som kræver etableringen af yderligere fem færiste, hvor offentlige trafikveje ‘skæres over’ – altså en merudgift på godt 3 mio. kr. Alt i alt er det dog temmelig beskedent for et meget ambitiøst naturreservat.

Man kan også vælge at udelade Læsten Bakker, hvis de ikke kan opkøbes, eller hvis lodsejerne ikke vil indgå i en helhedsforvaltningsplan om vildere natur på naturens præmisser bag ét fælles, ydre hegn – se kortet herunder.

Hvis Læsten Bakker ikke kan blive en integreret del af en helhedsforvaltning på naturligere præmisser bag ét fælles ydre hegn, kan der stadig etableres et meget spændende naturreservat: Naturnationalpark Fussingø Skov & Sø
Hvis Læsten Bakker ikke kan blive en integreret del af en helhedsforvaltning på naturligere præmisser bag ét fælles ydre hegn, kan der stadig etableres et meget spændende naturreservat: Naturnationalpark Fussingø Skov & Sø
Urørt skov ved Mølledam, Fussingø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Urørt skov ved Mølledam, Fussingø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer omkring Fussing Sø og Fussingø Skovene og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af Læsten Bakker, så området kan fungere som en helhed uden de mange fragmenterende småhegn og folde.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker kunne blive et oplevelsesrigt naturrige af stor variation og bemærkelsesværdig landskabelig skønhed.

Man behøver blot forestille sig udsigten fra højdedragene mod nord ud over engene og kærene med skovene som baggrundstapet – og f.eks. se vildheste og græssende bisoner, som kommer ud af skovbrynet og distribuerer sig i det åbne land.

Tænk at vandre ad stier gennem vildskoven, der emmer af liv og variation iblandet naturens egne kreative træskulpturer af forvredne, forrådnede og forløsende smukke veterantræer og træruiner i et spændende og afvekslende skovlandskab med moser og blomsterrige lysninger.

Naturromantik? Det er, som man ser det – men det er sådan set en tiltrængt naturrealisme, for det er sådan, naturen kunne fremstå, hvis vi blev bedre til at genetablere udgangsbetingelserne for vildere natur på naturligere præmisser. Fussingø og Læsten Bakker har potentialet.

Men det gør vel ikke noget, hvis der også er en lidt romantisk eller poetisk tiltrækning at hente, når tanken falder naturens vilde oplevelsespotentiale? Et potentiale, der måske kan minde om brudstykker af digte med et fælles øje for en tiltrækningskraft, der forener fantasi og oplevelse, når naturens bånd løsnes.

Jeg ved et sted under høje træer,
hvor solen aldrig når ned,
hvor løvets dirrende skyggehænder
åbner og lukker for himlens lys.
Og træerne hvisker om fuglereder
og brækkede grene og fodspor i græsset,
og stemmer trænger ud fra det dybe,
hvor drengene sidder i sorte huler
og ryger og taler om bjørn og ulv.

Erik Knudsen: »Skjult i skoven« (1945)

Rune Engelbreth Larsen, oktober 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Kronik: Idé til ambitiøst naturreservat i Randers Kommune
> Fotoserie: Fussingø og Læsten Bakker
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status