I Skoven nr. 8/2016 retter skovrider Niels Heding et frontalangreb mod undertegnede – ikke på baggrund af noget, jeg har skrevet i Skoven, men på baggrund af noget jeg har skrevet i et helt andet medie (Politiken). Niels Heding har dog ikke fundet det rimeligt at orientere mig om, at han kastede sig over mig et helt andet sted, og havde venlige sjæle ikke gjort mig opmærksom på dette, kunne hans indlæg bekvemt nok have stået uimodsagt til evig tid.
Men til substansen: Det »passer ikke«, når jeg hævder, at biodiversiteten er truet af skovdyrkning, bedyrer Heding. Han er således uenig i, at det ser slemt ud for naturværdierne i de danske skove, for »i de gamle skove – de oprindelige 4% – synes jeg ikke, der er mangel på fugtige lavninger og dødt træ,« skriver han.
Vi kan selvfølgelig godt tage diskussionen om, hvad vi hver især »synes«, men så bliver det vist lidt for useriøst. Vi kan imidlertid også diskutere på det faglige grundlag, vi har, og så forholde os hertil.
I marts 2014 offentliggjorde Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) f.eks. rapporten Bevaringsstatus for naturtyper og arter – Habitatdirektivets Artikel 17 rapportering, og her konstateres det, at vore internationalt beskyttede skovtyper har 100 procent »stærkt ugunstig bevaringsstatus«. Intet mindre.
Jeg er naturligvis klar over, at der er kriterier for denne vurdering, som nogle ikke bryder sig om, og så må man jo forklare og diskutere disse – men derfra og så til at bagatellisere, at biodiversiteten i skovene er og bliver stærkt trængt, er at gå langt over minimumsgrænsen for basal redelighed.
I april 2016 konkluderede rapporten Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC), at hvis ikke vi minimum udlægger 75.000 hektar nøje udvalgt skovareal som urørt skov (altså skov uden enhver form for tømmerproduktion, men gerne med forskellige biodiversitetsfremmende tiltag), kan vi ganske enkelt ikke standse den store artstilbagegang i danske skove.
Nu kan Heding så bedyre som sit bevis på, hvor godt det går, at hverken »havørn, kongeørn eller fiskørn ynglede i Danmark« for bare 25 år siden. Men det svarer omtrent til at sige, at vi har udryddet al sygdom i den danske andedam, fordi en patient er set forlade hospitalet de forløbne 25 år, og fordi to andre har forladt intensiv. Og så er rovfuglebestandene jo ikke ved at komme sig pga. skovdrift, men fordi vi (næsten) er holdt op med at skyde og forgifte dem.
Det nytter selvfølgelig heller ikke som argument, at »bestandene af rådyr, dådyr og krondyr er tidoblet de seneste år«, som Heding skriver. Det har jo intet med biodiversitetskrisen at gøre. For rådyrenes vedkommende kunne han næsten lige så godt have påpeget, at fasanen klarer sig fint. Pokemon er forøvrigt også i stabil fremgang, »synes« mine børn.
Vender vi tilbage til seriøsiteten, er pointen, at biodiversitetskrisen er udtryk for det meget store antal rødlistede arter og de mange trængte naturtyper, der går stærkt ud over variationen og mangfoldigheden af levesteder og arter. En trist udvikling, der bl.a. skyldes naturarealernes fragmentering og den store mangel på naturlige processer – ikke alene, men heller ikke mindst – i produktionsskovene.
65 procent af alle Danmarks truede arter er tilknyttet skov, og næsten 40 procent af de truede arter er udelukkende tilknyttet skov. Langt hovedparten af alle skovenes vådområder er drænet bort, der er kun 6 kubikmeter dødt ved i gennemsnit i danske skove, og i langt de fleste er der så godt som ingenting. Det er fakta, uanset hvad Heding »synes«.
Heldigvis sker der også mange gode tiltag hos naturvenlige private skovejere, og Naturstyrelsen har også gennemført en række glimrende projekter, der bl.a. har genetableret naturlig hydrologi, genoprettet skovlysninger og sikret græsning flere steder. Men desværre går naturforarmelsen så stærkt, at det langtfra er tilstrækkeligt – og det er vel dét, vi burde stå sammen om at adressere, hvis vi vil skovnaturen det godt?
Og husk lige, at vi kun taler om 13% af det danske skovareal som urørt skov, hvis biodiversitetstilbagegangen skal standses i skovene. Sølle 75.000 hektar som minimumsniveau. En meget lille bid i betragtning af, hvor meget skovarealet er blevet forøget ved skovrejsning de sidste par generationer. Tænk, hvis der var bred opbakning til dette – eller lidt mere for at løfte os over minimum?
Tømmerproducenterne har stadig over 500.000 hektar skov, og natur og biodiversitet ville få sin lille, men stærkt tiltrængte del. Win win.
Rune Engelbreth Larsen (Skoven nr. 10/16, 20. oktober 2016)
Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 12 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur vest For Randers: Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag: > Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Kort over den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker – ca 1.200 hektar sammenhængende natur (i centrum ligger bl.a. Fusingø Slot, men det er også statsejet)
Midtjysk naturrige med stort potentiale
Vest for Randers ligger den store Fussing Sø og breder sig ud over 216 hektar i ned til 29 meters dybde. Yderligere vest for søen fortsætter skov, græsland, mose og kær i et 12 kvadratkilometer stort naturområde omkring Skals Ådal, der krones af Læsten Bakker. Udover at området er billedskønt, rummer de statsejede arealer store muligheder for en målrettet og ambitiøs naturindsats på naturens præmisser.
Bakkerne bliver i dag græsset af kvæg for bl.a. at hindre for megen tilgroning med bævreasp og bevare de åbne kuperede vidder. Langs skovbryn omkring Fussing Sø er der blevet tyndet ud i bøgetræerne for at åbne op for lyset og forbedre forholdene for flere af skovbundens planter, hvilket dermed også gavner insektlivet og anden fauna.
Fussing Sø er en næringsrig sø, hvis væsentligste clame to fame er kortskaftet skeblad (der ifølge Naturstyrelsen alene findes på denne lokalitet i Danmark), og damflagermus, en af Europas sjældne flagermus, der med held kan observeres ved søen. Også de sjældne mosser blank seglmos er fundet i dette område.
Grævling lever i en meget stor bestand i skovene ved Fussingø, og der er ræv og odder i området, som dermed huser tre af Danmarks fire største rovdyr – det fjerde og største, ulven, er tilsyneladende også observeret i omegnen.
Skoven består af blandet løv- og nåleskov, men domineres af løvskov, primært bøg, hvoraf de ældste træer er op til 250 år gamle og bl.a. findes i Troldeskoven (den nordlige del af Snedkerskov), som er udlagt til urørt skov og dermed fritaget fra skovdrift. Fussingø Skovene huser i øvrigt både sortspætte, grønspætte, stor flagspætte, huldue og natugle foruden ynglende duehøg og spurvehøg.
Jørgen Jensen fra Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles afdeling for Systematisk Botanik besigtigede området syd og vest for Læsten Bakker i 1966 og konsulterede desuden en floraliste fra 1965 af Eiler Woersøe, hvorfor vi i dag kan læse om noget af det botaniske guld, der desværre er mistet. Tidligere voksede her f.eks. orkideer som sump-hullæbe og kødfarvet gøgeurt foruden sjældenheder som baltisk ensian, gul stenbræk, leverurt og almindelig piberensermos (jf. Overfredningsrådets fredningsafgørelse vedr. Læsten Bakker, 1969).
Men ifølge artslisterne på Fugleognatur.dk er ingen af disse planter observeret i de årtier, hvor der er indrapporteret arter online, og muligvis – hvis ikke sandsynligvis – er de helt forsvundet. I Læsten Bakker har orkideen bakke-gøgelilje også haft en bestand, men heller ikke den er observeret i de seneste årtier.
Engblomme hænger i med neglene og er måske på nippet til at forsvinde ved Mosebro, lidt vest for den afgrænsning, der er foreslået her (hvor der også stadig findes orkideer som maj-gøgeurt og plettet gøgeurt).
Blot nogle indikatorer på det generelle artstab, som finder sted mange steder i Danmark, og altså også her, hvorfor der er behov for at tænke mere på naturens præmisser, hvis biodiversiteten skal bevares. Også derfor er området med i nærværende sammenhæng i form af et forslag til Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker.
Fra produktionsskove med naturprioriterede frimærker til én stor vildskov
De skraverede naturområder er statsejet og omfatter langt det meste af arealet – Læsten Bakker og området nordøst for Fussing Sø er privateejede (og udgør knap 10 procent af det samlede forslag)
Som det fremgår af kortet til højre, er meget store dele af den foreslåede afgrænsning i forvejen ejet af staten, og de privatejede arealer (ca. 10 procent) kan udelades, hvis det skulle vise sig umuligt at opkøbe dem eller indgå permanent bindende aftaler om at prioritere naturen på naturens præmisser.
Men det ville være en gevinst at få Læsten Bakker med i den større sammenhæng, fordi de rummer nogle af områdets vigtige naturværdier og i øvrigt er med til at variere paletten af naturtyper i et sammenhængende og billedskønt naturreservat – og hvorved man kunne komme af med mange af de talrige mindre hegn, der i dag fragmenterer dele af området på kryds og tværs.
En større bid af det statslige areal mellem Hesselbjerg Skov og Fussing Sø dyrkes økologisk som andre af Naturstyrelsens marker. Men da landbrug ikke er foreneligt med vildere natur, hvor biodiversitet er omdrejningspunktet, bør opdyrkningen ophøre, hvis området skal forvaltes som samlet naturreservat.
Alternativt må Hesselbjerg Mark udelades (eventuelt på linje med Fussingø Slot og de tilstødende bygninger, som ganske vist er statsejede og ikke hæmmer naturpotentialet, men dog heller ikke er nødvendige at inkludere). Forskellen kan ses på sammenstillingen herunder:
Til venstre den foreslåede afgrænsning, til højre et alternativ, hvor Fussingø Slot og de dyrkede marker nord for slottet (Hesselbjerg Mark) er fravalgtDen foreslåede afgrænsning omfatter dele af Natura 2000-område nr. 30, som strækker sig over Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested og Nørre Ådale, samt Skravad Bæk
De nordlige dele af arealet (bl.a. Læsten Bakker) indgår i Natura 2000-område nr. 30, der strækker sig meget vidt over dele af Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested, Nørre Ådale og Skravad Bæk. Her er Danmark i forvejen forpligtet over for EU til at sikre udpegede arters og naturtypers gunstige bevaringsstatus, hvorfor (forpligtelsen til) en vis statslig naturindsats ‘automatisk’ vil følge med, også hvis den foreslåede afgrænsning skulle blive realiseret som ét stort naturreservat.
Den mest omfangsrige del består af Fussingø Skovene, som primært er statslig produktionsskov. Men heller ikke skovbrug hører hjemme i et naturreservat, hvor fokus bør være vildere natur med naturlige processer. Skovnaturen skal således være skovens formål, ikke tømmerproduktion, der omvendt bidrager til at forarme naturen.
På kortet nedenfor kan man se, hvor lidt urørt skov og græsningsskov, der i dag er udlagt i Fussingø Skovene – en større bid er udlagt til den forholdsvis skånsomme driftsform plukhugst, men plukhugst er fortsat produktionsskov frem for skovnatur. Og i betragtning af, at kun ca. 1 procent af de danske skove er overladt til naturen i form af urørt skov (og at denne andel ikke øges til meget mere end ca. 3 procent med det, der er planlagt over en tiårig periode af regeringen i 2016), er det ikke et stort ‘offer’, hvis også Fussingø Skovene får lov til at være natur frem for træmarker.
Der er en spændende landskabelig variation med forskellige naturtyper fra Læsten Bakker, Kærene og den nedbrudte højmose Tuemose over den store eng nord for skovene – eller rettere de tre sammenhængende enge: Skovridereng, Skovfogedeng og Møllereng (der måske kunne trænge til et lidt mere inspirerende og appellerende naturnavn?). Alle har været omlagt og desværre tilsået med kulturgræsser, men blev dog fritaget for gødskning i 1991, og naturværdierne kan øges med tiden.
Det er oplagte landskaber til større planteædere, ikke blot vildkvæg (og med vildkvæg mener jeg kvæg, der går i naturen hele året som en integreret del af naturen, ikke blot den eksisterende naturpleje, hvor kvæg sommergræsser), men også vildheste – og måske bisoner og/eller elge.
Samgræsning af flere forskellige planteædere er en ekstra fordel for naturen, idet utallige arter jo er tilpasset mange større planteædere gennem titusinder og hundredtusinder af år. Der er således bred konsensus om nødvendigheden af mere græsning i dansk natur – forskerne Carsten Rahbek, Peder Agger, Hans Henrik Bruun, Rasmus Ejrnæs, Kaj Sand-Jensen, Niels Strange og Jens-Christian Svenning konstaterer her i en fælles konklusion, at græsning er en afgørende del af ligningen for at standse tabet af biologisk mangfoldighed:
»Nøglen er atter at få græssende dyr (vilde eller tamme) i den danske natur. Mange danske naturtyper opretholdes via græsning. Den manglende græsning gør, at den biologiske mangfoldighed falder. Dette forhold gælder både for åbne naturtyper og for skovene. (…). Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen.« (Rahbek m.fl. 2012: 108).
Selv om nærværende område er af en pæn størrelse efter danske forhold, er 1.200 hektar eller 12 kvadratkilometer ikke nok til at have selvsupplerende bestande af f.eks. bison og elg – men det er på den anden side heller ikke noget stort ‘indgreb’, hvis man med mange års mellemrum må tilføre ekstra dyr udefra for at variere genpuljen.
Randers Regnskov, der ikke blot er en spændende regional zoo, men også udøver en aktiv naturindsats, har siden 2010 haft en flok bisoner gående ved Vorup Enge, syd for Gudenåen, men i et naturreservat à la forslaget til Naturnationalpark Fussinøg Skov & Læsten Bakker ville de ikke alene få betydeligt mere plads, men også bedre naturforhold.
I sidste ende er og bliver enhver udsættelse naturligvis kun forsvarlig, hvis det sker efter de faglige retningslinjer, der allerede eksisterer, og på baggrund af nøje analyser og specifikke planer, der er udarbejdet af biodiversitetsforskere ud fra de helt konkrete naturforhold. Det vigtigste er, at det bliver naturens gavn, der er udslagsgivende for, hvilke og hvor mange forskellige af de større planteædere der eventuelt måtte komme i spil.
Bævere kan i princippet være på vej af sig selv, for de har allerede bredt sig nord- og sydpå i Jylland, efter at de blev udsat i Klosterheden i 1999 (hidtil er bævere dog ikke observeret i nærheden af Fussingø og Læsten Bakker).
Og vildsvin har (trods påbuddet om at bortskyde dem) også så småt etableret sig pletvist i den jyske natur og vil formentlig brede sig de kommende år til gavn for naturen – så de arter kan vi henad vejen få ‘foræret’ fra naturens hånd, hvis vi er heldige.
Men større planteædere, der skal gavne naturen i Fussingø og Læsten Bakker, kræver naturligvis hegn, så de gavner naturen dér, hvor det er hensigten. Og skal hegnet også holde dyr af elg- og bisonstørrelse inde, er det ikke nok med et almindeligt el-trådhegn – der skal en lidt højere og kraftigere version til. Til gengæld kan det let designes med en lang række faunapassager i form af små tunneller, der fortsat tillader mindre dyr at passere uhindret ind og ud af området under hegnet (f.eks. rådyr, ræv, bæver, odder, vildsvin og grævling).
Nedenfor er et skitse-forslag til, hvordan en hegnslinje kunne tænkes, hvis Læsten Bakker er med i den store sammenhæng (Fussing Sø, der er med i forslaget, er det ikke nødvendigt at hegne, hvis man gør det på den foreslåede måde). I dette forslag har hegnet en samlet længde på ca. 26 km, men kan måske med fordel kan opdeles i to faser, hvor man begynder med at hegne den nordlige del og sætte dyr ud dér, før de sydlige arealer kobles på:
Hvad koster det? Hegnslinjen i fase 1 er 14 kilometer lang, hvilket koster ca. 2,2 mio. kr., hvis det skal være robust nok til f.eks. at hegne elg og bison. Endvidere krydser hegnslinjen tre offentlige veje, hvor der vil være brug for færiste, som de store planteædere ikke kan krydse, men som trafikken passerer uhindret (om end man lige må sætte farten lidt ned) – de koster ca. 250.000 kr. stykket. Samlet set er der altså hegnsudgifter på omtrent 3 mio. kr. Dertil kommer udgifter til at hyre biodiversitetsforskere, udsætte dyr og genetablering af naturlig vandbalance, hvor der er drænet, og hvor det ikke får negative konsekvenser for private lodsejere uden for det afgrænsede naturreservat.
Selv om det naturligvis kræver en minutiøs beregning, er det næppe helt ved siden af at anslå, at det hele (fase 1) kan klares for under 10 mio. kr.
Når hegnslinjen udvides med den sydlige del (Brunskov, Vesterskov og Nørreskov) forøges den med 12 kilometer, hvilket er en udgift på ca. 1,9 mio. kr., og som kræver etableringen af yderligere fem færiste, hvor offentlige trafikveje ‘skæres over’ – altså en merudgift på godt 3 mio. kr. Alt i alt er det dog temmelig beskedent for et meget ambitiøst naturreservat.
Man kan også vælge at udelade Læsten Bakker, hvis de ikke kan opkøbes, eller hvis lodsejerne ikke vil indgå i en helhedsforvaltningsplan om vildere natur på naturens præmisser bag ét fælles, ydre hegn – se kortet herunder.
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer omkring Fussing Sø og Fussingø Skovene og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af Læsten Bakker, så området kan fungere som en helhed uden de mange fragmenterende småhegn og folde.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker kunne blive et oplevelsesrigt naturrige af stor variation og bemærkelsesværdig landskabelig skønhed.
Man behøver blot forestille sig udsigten fra højdedragene mod nord ud over engene og kærene med skovene som baggrundstapet – og f.eks. se vildheste og græssende bisoner, som kommer ud af skovbrynet og distribuerer sig i det åbne land.
Tænk at vandre ad stier gennem vildskoven, der emmer af liv og variation iblandet naturens egne kreative træskulpturer af forvredne, forrådnede og forløsende smukke veterantræer og træruiner i et spændende og afvekslende skovlandskab med moser og blomsterrige lysninger.
Naturromantik? Det er, som man ser det – men det er sådan set en tiltrængt naturrealisme, for det er sådan, naturen kunne fremstå, hvis vi blev bedre til at genetablere udgangsbetingelserne for vildere natur på naturligere præmisser. Fussingø og Læsten Bakker har potentialet.
Men det gør vel ikke noget, hvis der også er en lidt romantisk eller poetisk tiltrækning at hente, når tanken falder naturens vilde oplevelsespotentiale? Et potentiale, der måske kan minde om brudstykker af digte med et fælles øje for en tiltrækningskraft, der forener fantasi og oplevelse, når naturens bånd løsnes.
Jeg ved et sted under høje træer, hvor solen aldrig når ned, hvor løvets dirrende skyggehænder åbner og lukker for himlens lys. Og træerne hvisker om fuglereder og brækkede grene og fodspor i græsset, og stemmer trænger ud fra det dybe, hvor drengene sidder i sorte huler og ryger og taler om bjørn og ulv.
Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 13 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur på grænsen til Tyskland: Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag: > Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose, ca. 1.300 hektar (13 km2) potentielt naturreservat på grænsen til Tyskland (kortet er bl.a. baseret på OpenStreetMap)
De spildte muligheders plantage – indtil videre
Frøslev Plantage er en stor sønderjysk produktionsskov med rødgran, skovfyr og bjergfyr, der imidlertid også rummer visse hedeområder, vådområder og såkaldte klimper. Disse særegne indlandsklitlandlandskaber er dannet for omtrent et årtusind siden og fremstår i dag som flade bakker, hvor fugtige lavninger har fastholdt sandet på toppene, mens det omkringliggende sand er fejet bort af vinden. En af de største af disse klimper hedder Kapellet, og med lidt god vilje kan man skimte dens vulkanlignende konturer med en krans af sand på toppen.
Hele området hed tidligere Frøslev Sand og var et stort fælles græsningsareal, men blev tilplantet i 1883-1900, da Sønderjylland var en del af Tyskland. Dermed transformeredes landskabet til en ensformig kulisse af træmarker, som stadig er det dominerende indtryk.
Men de åbne vidder, der først og fremmest består af Finkehede og Frøslev Lyngpolde, er et vindue til naturlandskabet uden plantage og rummer det største potentiale for artsrige oplevelser.
At enkelte åbne landskaber overhovedet er synlige igen, skyldes først og fremmest vejrgudernes mellemkomst – i oktober 1967 raserede en af danmarkshistoriens værste orkaner og slog store dele af plantagen til pindebrænde, bl.a. Finkehede, som man efterfølgende undlod at tilplante.
I 1999 og 2013 var vejrguderne atter på krigsstien, og storme rasede med en sådan voldsomhed, at meget store arealer stadig ligger blottede. I 2013 blev f.eks. en femtedel af Frøslev Plantage splintret i ét hug (ca. 55.000 kubikmeter træ). Al denne naturgavnlige ‘ødelæggelse’ betyder til gengæld, at der er rige muligheder for at få mere åben og varieret natur – hvis man vil.
Indtil videre er det dog planen at tilplante de fleste af dem af produktionshensyn, dennegang med flere løvtræer. Tør man håbe, at vejrguderne har andre planer?
Men det kan jo også være, at der er begyndt at blæse andre naturpolitiske vinde de rette steder, så et mosaiklandskab af vildskov og åbne vidder alligevel får lov til at udvikle sig friere og vildere på bekostning af den naturforarmende tømmerproduktion?
I det mindste er det sådanne naturpolitiske vinde, der bærer forslagene til naturnationalparker, heriblandt Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose, som vi skal se nærmere på i det følgende.
Forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har beregnet, at minimum 75.000 hektar skov skal være såkaldt urørt skov, hvis vi skal bevare Danmarks mange truede skovarter – kortet viser, i hvilke områder danske skove skal slippe for motorsavene, hvis minimumsmålet skal holde (Petersen, A.H. m.fl.: ‘Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove)
Sydvest for Frøslev Plantage ligger Frøslev Mose, der udgør hoveddelen af en nedbrudt dansk-tysk højmose på ca. 275 hektar med omgivende enge i et samlet naturområde på ca. 500 hektar. Det er ikke mange årtier siden, at området husede en relativt stor bestand af urfugl (Jessen 1997: 198).
Men naturforarmelsen har været markant, og den karakterrige hønsefugl er blot én af mange arter, der er forsvundet i Danmark i det 20. århundrede (se også Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede).
Selv om fremtidsudsigterne heller ikke umiddelbart er de mest positive, har der dog været fremgang for mosen det seneste tiår, og det er stadig her, vi finder de væsentligste naturværdier inden for den foreslåede afgrænsning til Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose. Lyspunkterne kan vi takke Naturstyrelsen for efter en række fremsynede tiltag i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne.
Frøslev mose var ved at tørre ud i midten af 1900-tallet på grund af drængrøfter, der skulle holde de omgivende landbrugsarealer fri for vand. I 1963 blev området forsøgt fredet, men først i 1985 traf Overfredningsnævnet en fredningskendelse, der indebar genskabelsen af områdets højmosekarakter, og dermed var scenen sat for Danmarks første større naturgenopretningsprojekt i 1987-1995.
Først blev der anlagt tre lukkede kanaler for at tilføre mosen det manglende vand og påbegynde gendannelsen af højmosens strukturer. Ikke nogen ligetil operation, for det er karakteristisk for højmosens natur, at dens overflade kun får vand fra nedbøren. Det tilførte vand blev således pumpet op fra et 65 meter dybt vandmagasin uafhængigt af mosens eget grundvand og ledt ud til mosens sandlag under tørven, hvorved overfladen stadig kun modtog vand fra himlen.
I 1989 blev projektet udbygget på tværs af landegrænserne for at genetablere den naturlige vandstand i hele området. En omfattende og sjældent informativ folder, der blev udgivet i 2008 af Aabenraa Kommune og Gråstens daværende Skov- og Naturstyrelse, beskriver denne fase af naturgenopretningens forskellige elementer:
Zoomer vi ind på Sønderjylland kan man se, at et af de udpegede skovkvadrater overlapper Frøslev Plantage – det er altså ét af de vigtige skovarealer at udpege meget urørt skov, hvis biodiversitetstabet skal standses i skovene på nationalt plan
»Engene nærmest mosen blev købt og grøfterne lukket eller flyttet væk fra mosen. På dansk side blev der gennemført en jordfordeling, hvor 145 ha blev købt til staten, og på tysk side er der opkøbt godt 200 ha. I perioden 1995-96 blev alle grøfter i mosen lukket. I engene blev en del lukket, andre flyttet. Der er anlagt 6 større og mange mindre dæmninger inde i mosen. De får regnvandet til at blive stående længere og stuver vandet op så tæt på terrænoverfladen som muligt – uden at drukne mosens planter. Gendannelsen af mosen er nu så langt, at det ikke længere er nødvendigt at pumpe grundvand op.«
Endvidere er vandspejlet blevet hævet, en del krat og skov ryddet, og Frøslev Mose er siden udpeget som et af EU’s beskyttede områder i det såkaldte Natura 2000-netværk, hvor Danmark er forpligtet til at sikre gunstig bevaringsstatus for udvalgte naturtyper og arter.
Der er dog stadig problemer med både tilgroning og afvanding. Ifølge den seneste basisanalyse for Natura 2000-området er den nedbrudte højmose »overvejende i en ringe naturtilstand«, og opvæksten af høje urter er en iøjnefaldende hindring for genudviklingen af en aktiv højmose i området.
Natura 2000-område nr. 97 er næsten dækket ind af forslaget til afgrænsningen af Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose
I modsætning til Frøslev Plantage er biodiversiteten i Frøslev Mose dog stadig høj, som det fremgår af kortet nedenfor. Når det alligevel giver mening også at foreslå plantagen som et væsentligt element i et kommende naturreservat med vildere natur, skyldes det ikke alene håbet om, at stormenes ‘naturgenopretning’ får lov til at være udgangspunktet for den fremtidige naturudvikling, men også at plantagen er placeret på det nationale skovkort i rapporten Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove (Petersen m.fl. 2016).
Skovrapporten kortlægger således det mest oplagte netværk af urørt skov for hele Danmark, hvis skovenes biodiversitet skal bevares, og her er Frøslev Plantage altså inkluderet.
Biodiversitetskortets bioscore for Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose viser, at det primært er i mosen, at naturværdierne skal findes (jo varmere farve, desto større koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter)Bortset fra Beckmanns Plantage, der binder Frøslev Plantage og Frøslev Mose sammen, er så godt som hele det afgrænsede areal statsejet (den del, der ikke er medtaget i det nordøstlige hjørne, er Frøslevlejren)
Langt hovedparten af Frøslev Plantage og Frøslev Mose er statsejet, hvorfor der er tale om natur, vi allesammen allerede er fælles om at eje, og som det derfor er forbundet med få eller ingen lodsejerkonflikter at gøre til afsæt for rigere og vildere natur.
Mindre dele af de statejede arealer er dog udeladt i forslaget til afgrænsning af Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose – f.eks. er der ingen grund til at lade Frøslevlejren indgå som en del af naturreservatet, når den er placeret så yderligt, at den let kan ekskluderes.
Selv om Frøslev Plantage og Frøslev Mose næsten er 100 procent statsejede, ville det være en forudsætning for nærværende forslag at ‘binde dem sammen’ ved at opkøbe ca. 80-90 hektar af den mellemliggende Beckmanns Plantage – eller alternativt at indgå en permanent bindende aftale om at udlægge et sådant areal til urørt nåleskov. I givet fald kunne man få et sammenhængende naturreservat på ca. 1.300 hektar med skov, mose og en række åbne arealer med hede og græsland på den danske side af grænsen – hvis man som nævnt bevarede stormenes nåletræsrydninger.
Der er dog også mulighed for på længere sigt at udvide området flere steder i yderkanterne, hvis der skulle vise sig økonomisk vilje til opkøb af yderligere privatejede arealer. Endelig kunne en del af den tyske Jardelund Mose (Jardelunder Moor) med fordel medtænkes fra begyndelsen af i en dansk-tysk aftale (hvilket i sig selv ville udvide forslaget fra ca. 1.300 til ca. 1.500 hektar). Uanset de nationale grænsedragninger hænger den selvfølgelig naturligt sammen med Frøslev Mose.
Der er intet urørt skov i Frøslev Plantage, blot en stribe skov udlagt til plukhugst, mens et par små bidder er urørt skov og græsningsskov i Frøslev Mose (klik på kortet for at se det i større format)
Væsentligt er det i alle tilfælde, at al tømmerproduktion indstilles i Frøslev Plantage, så skovområdet (herunder de potentielle skovbryn omkring hedearealer og græsland) kan udvikle sig på naturligere præmisser. Ser vi på skovkort, er det netop slående, hvor forsvindende få dele, der i dag er udlagt til urørt skov (altså fritaget for al tømmerproduktion). Faktisk er dette kun tilfældet i et lille frimærke nær Frøslev Mose, mens nul promille af skovarealet i Frøslev Plantage får lov til at undslippe motorsave og udvikle sig naturligt.
Derudover er blot et lille smalt bælte reserveret til den lidt mere skånsomme plukhugst, men det er også skovdrift og dermed heller ikke vildskov.
Den gave, de seneste årtiers store storme har foræret os i form af en gratis afvikling af betydelige arealer med potentiale for atter at få åbne indlandsklitter og varierede skovlandskaber (og dermed den oplagte mulighed for at tænke med naturen og udnytte sådanne hændelser for naturen) er altså endnu ikke blevet grebet.
Hvis hensigten er vildere natur, der i betydeligt højere grad end i dag er natur på naturens præmisser, skal ikke blot al tømmerproduktion ophøre, men naturens fremme skal sikres på naturligste vis, det vil sige så vidt muligt ved naturens egne midler. Det betyder, at dræningen f.eks. skal ophøre i Frøslev Plantage, og at dele af plantagen enten skal ryddes i tilknytning til de arealer, hvor stormene allerede har været igang, eller få lov til at forblive urørt nåleskov uden ‘oprydning’ og gentilplantning. De splintrede nåletræer giver mulighed for en mere varieret skov, hvor både nåletræer og løvtræer kan få lov til at vokse på egne præmisser.
Og for at udvide og bevare lysninger og skovbryn er der brug for flere vildtgående planteædere end det hjortevildt, som i forvejen findes i området (rådyr, dådyr og krondyr).
Den eksisterende frimærkepleje, hvor f.eks. Finkeheden græsses af skovkvæg, er en isoleret bestræbelse på at tilnærme den naturlige græsning, hvorom Naturstyrelsen skriver: »Der er sørget godt for de skovkøer der går i Frøslev plantage. De bliver fodret og kan gå ind i en varm stald om vinteren, men mærkeligt nok foretrækker de, trods det lune tilbud, ofte at stå ude i den friske luft i kulden.« (Naturstyrelsen: Natur-ture i Frøslev Plantage).
Det rammer hovedet på sømmet, om end lidt ufrivilligt – for det er måske ikke så »mærkeligt«, at dyr foretrækker naturen frem for stalden. Skal dyrene være en del af naturen, er der heller ikke behov for stald, hvis arterne er robuste nok, ligesom de ikke skal tilskudsfodres. Og skal græsningen gavne naturområdet som helhed, skal der udsættes flere forskellige plantædere, og de skal kunne bevæge sig overalt i området.
Det må selvsagt være op til fageksperter at vurdere i detalje, hvilke og hvor mange planteædere, der er plads til og brug for i et potentielt naturreservat med den store mose og et skovmosaik-landskab bestående af skov(e), åbne hedearealer, græsland og polde (som man lokalt kalder indlandsklitterne og klimperne). Men overvejes bør både vildhest, vildkvæg, bison, elg og vildsvin i en større eller mindre kombination for at få den mest varierede sammensætning og dermed en græsningsadfærd, der af sig selv skaber og opretholder en stor variation af levesteder – og som igen smitter gavnligt af på mange andre arter og fremmer biodiversiteten på naturens præmisser.
Man skal selvfølgelig tage højde for, at det er en de rette planteædere – tildligere har fåregræsning f.eks. betydet, at djævelsbid blev bortædt og lavespind ødelagt, hvilket udryddede den truede sommerfugl hedepletvinge fra Frøslev Mose (Buttenschøn 2007: 190). En naturlig helårsgræsning med planteædere, som bliver en integreret del af naturen, bør i stedet tilstræbes.
Større planteædere gavner generelt naturen, hvis og såfremt de naturligvis forbliver i de områder, hvis gavn de er tiltænkt. Og den side af sagen kan nødvendiggøre et større ydre hegn – men til gengæld overflødiggøres alle eller mange af de eksisterende indre hegninger, der opsplitter arealet på kryds og tværs i dag. Hegnet (der i nærværende forslag inkluderer Jardelund Mose for at illustrere et maksimumareal) strækker sig over ca. 31 kilometer. Det bør være stærkt nok til at kunne klare større planteædere som elg og bison (hvis de skulle komme på tale) og forsynes med faunapassager, som tillader passage af mindre dyr som f.eks. ulv, rådyr, odder, grævling og ræv.
Forslag til en ca. 31 kilometer lang hegnslinje, der erstatter de mange indre hegn – her er inkluderet Jardelund Mose i Tyskland, hvilket ville være optimalt, men selvfølgelig kræver en særlig tværnational aftale
Et elg-hegn koster ca. 126.000 kr. pr. kilometer i 2005-priser (Sunde & Olesen 2007), hvorfor en 31 kilometerlang hegnslinje i 2016-priser beløber sig til ca. 4,8 mio. kr. Andre anslår dog at denne pris dækker bedst, hvis det er bisonhegn, der er tale om, hvorimod større hegn til elge er lidt dyrere (ca. 250 kr. pr. meter), hvilket ville bringe hegnsudgifterne op på ca. 7,8 mio. kr.
Dertil kommer genetablering af den naturlige vandbalance, hvilket kræver lukning af dræn og tildækning af grøfter i plantagen, og der er udgifter til tre færiste á ca. 250.000 kr. (to i hver sin ende af Pluskærvej, der er den eneste offentlige vej tværs gennem den foreslåede afgrænsning, og én over Kristiansmindevej, der krydser Beckmanns Plantage). Den største enkeltstående udgift er dog et pænt millionbeløb til opkøb af privatejede arealer i Beckmanns Plantage, muligvis i en størrelsesordenen på ca. 10-15 mio. kr., hvis der skal erhverves 80-90 hektar.
Med indkøb af dyr vil de samlede etableringsudgifter dog næppe beløbe sig til mere end ca. 25-30 mio. kr. Finansieringen kunne deles mellem forskellige fonde, hvis stat og kommune er nærige – f.eks. kunne opkøb af de begrænsede privatejede arealer være en opgave for Den Danske Naturfond, der ikke finansierer tiltag på statens arealer, men ad denne vej kunne udfylde et afgørende hul ved at binde det hele sammen.
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns først projektområdet til de statsejede arealer i Frøslev Mose og Frøslev Plantage, hvor man ikke skal gå på kompromis med naturhensynet og ikke kolliderer med private lodsejerinteresser, samt de private naturarealer i Beckmanns Plantage, der binder områderne sammen. Hvis og såfremt sidstnævnte kan opkøbes, eller der kan indgås permanent bindende aftaler om 100% urørt skov med mulighed for græsning.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose kunne ad denne vej udvikles til berigelse af naturen i Sønderjylland i almindelighed, men også en væsentlig turistattraktion for både danskere og tyskere. Vilde vidder, der strækker sig ud over mose, skov, hede og indlandsklitter med klimper i et spændende og afvekslende grænseland.
Dobbeltopslag i Flensborg Avis af journalist Niels Ole Krogh og layouter Eyla Boysen, 8. november 2016Dobbeltopslag i Flensborg Avis af journalist Niels Ole Krogh, der interviewer skovrider Inge Gillesberg om potentialet for vildere natur på naturligere præmisser, 12. november 2014
