Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov – forslag til vildere natur

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere oplagte områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Råbjerg Mose (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Råbjerg Mose, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vildere, mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 19 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur mellem Frederikshavn og Ålbæk: Naturnationalpark Råbjerg Mose og Ålbæk Skov …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til rammerne for en 1.900 hektar stor Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov (kortet er baseret på OpenStreetMap).
Forslag til rammerne for en 1.900 hektar stor Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov (kortet er baseret på OpenStreetMap).

Noget af Danmarks vildeste natur kan blive vildere

Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov
Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov

Hør, Frøerne kvækker i festligt Kor
– det grønneste Vildnis af Sumpen gror.
I Rødbøgens Rod har en Svamp bygget Tag
– derunder en Edderkop spinder sit Flag.

 

Sophus Michaëlis: »Circe« (1927)

2-3 kilometer sydvest for Ålbæk ligger et af Danmarks sidste naturarealer, der med nogen ret kan kaldes et vildnis – Råbjerg Mose. Ca. 500 hektar (eller 5 kvadratkilometer) moseområde, som stier fører ind i og ud af, men som langtfra er farbare overalt, når man drister sig dybere ind vildnisset.

Mod nord grænser mosen op til Ålbæk Klitplantage og er ellers omgivet af yderligere mose- og hedearealer mod syd og øst. Klitplantagen er en af natravnens største yngleområder herhjemme, men er ellers en ret kedelig nåleskovsplantage, hvor træproduktion prioriteres over natur, men den rummer dog et par større stensletter, som vi skal vende tilbage til.

Naturstyrelsens arealer på det foreslåede areal er skraverede. Arealerne med blå afgrænsning er ejet af Aage V. Jensen Naturfond (længst mod vest) eller Frederikshavn Kommune (syd for Jerup)
Naturstyrelsens arealer på det foreslåede areal er skraverede. Arealerne med blå afgrænsning er ejet af Aage V. Jensen Naturfond (længst mod vest) eller Frederikshavn Kommune (syd for Jerup)

Skønt der er flere hundred private lodsejere med hver deres større eller mindre frimærke i Råbjerg Mose, er det samlede privatejede areal dog overskueligt, og en pæn bid af Råbjerg Mose er ejet af Aage V. Jensen Naturfond.

Oprindelig har naturområderne selvfølgelig været større end i dag, men landbrug og byer har bredt sig og presset området, mest iøjnefaldende umiddelbart vest for Ålbæk Klitplantage, hvor man indtil midten af 1800-tallet kunne opleve Vendsyssels største sø, den 770 hektar store Gårdbo Sø. I 1854 blev halvdelen af søen afvandet, og den endelige tørlægning fandt sted i 1881-83, hvorefter det store areal har været landbrugsjord (Hansen 2011).

Gårdbo Sø ville passe fint ind i naturpuslespillet sammen med de andre store brikker, Råbjerg Mose og Ålbæk Klitplantage, men godsejeren har hidtil været afvisende over for søens genetablering. Hvis en fremtidig lodsejer imidlertid skulle lade sig inspirere af den succesrige genetablering af den 915 hektar store Filsø vest for Varde, ville et kommende naturreservat ikke blot blive otte kvadratkilometer større, men også beriges af yderligere variation i et afvekslende nordjysk naturrige.

Det fine hjørne Kalmar Rimmer uden for afgrænsningen tilhører Frederikshavn Kommune og kunne f.eks. også blive en oplagt del af en udvidelse af området på et tidspunkt, hvis de mellemliggende arealer blev opkøbt.

Men allerede i dag kunne en sammenhængende natur-helhed omfatte Ålbæk Klitplantage, størstedelen af Råbjerg Mose, meget af Napstjært Mose og lidt af Jerup Hede, men altså med mulighed for udvidelser i flere retninger, hvis fremtiden skulle muliggøre et opkøb af flere private arealer, end der er lagt op til her: Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.

Hvorfor vildere natur lige dér?

 

Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov ville dække dele af Natura 2000-område nr. 3
Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov ville dække dele af Natura 2000-område nr. 3

Den foreslåede afgrænsning inkluderer en del af Natura 2000-område nr. 3: Jerup Hede, Råbjerg og Tolshave Mose, som Danmark i forvejen har forpligtet sig til at yde en indsats i forhold til. Her finder vi f.eks. landets største forekomst af det særlige vaskebrætsagtige landskab, der udgøres af rimmer og dopper. Det er det oprindelige stenalderhavs revlestruktur, der i dag er landjord, men stadig veksler mellem forhøjninger (rimmer) og lavninger (dopper), som regel i form af moseområder.

Hedearealerne i dette særegne landskab er endvidere fremkommet af naturen selv, modsat mange andre hedelokaliteter, der er et resultat af menneskers løbende udpining, afbrænding eller tørveskrælning.

Blandt udpegningsgrundlaget for det Natura 2000-område, der overlapper dele af den foreslåede afgrænsning af naturnationalparken, er landets største bestand af hedepletvinge. Denne trængte dagsommerfugl, der tidligere fandtes i større dele af Jylland og enkelte steder på Sjælland, findes i dag stort set kun i enkelte områder nord for Limfjorden. Udpegningsgrundlaget rummer desuden fugle som tinksmed, mosehornugle, rødrygget tornskade og trane.

Men også andre spændende og sjældne arter kan træffes i mosen, der f.eks. er landets eneste lokalitet for mose-post. Her vokser guldblomme, klokke-ensian, mose-troldurt og liden vintergrøn, og der er andre sjældne dagsommerfugle end hedepletvinge, bl.a. ensianblåfugl og skovperlemorsommerfugl. Her findes endvidere den pragtfulde natsommerfugl smalrandet hulebisværmer, hvis hurtige vingeslag næsten får den til at ligne en lille kolibri i luften (og skønt den er en natsommerfugl, flyver den om dagen).

I Napstjært Mose, der grænser op til Råbjerg Mose mod øst, vokser f.eks. også den ret sjældne halvgræs hvid næbfrø, og her lever den store træbuk væver samt yderligere et par sjældne dagsommerfugle, gråbåndet bredpande og spættet bredpande.

Råbjerg Mose var desuden det første område, hvor tranen vendte tilbage som dansk ynglefugl i 1952 efter omtrent 100 års fravær. Her var et uforstyrret udgangspunkt, og siden er antallet af traner steget til over 150 ynglpar i Danmark.

Bioscore er et mål for koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter – jo varmere farver, desto højere koncentration).
Bioscore er et mål for koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter – jo varmere farver, desto højere koncentration).
Ved Napstjært Mose, djævelsbid (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Slaraffenland for hedepletvinge ved Napstjært Mose – tusindvis af djævelsbid. Her har en helt almindelig dagpåfugleøje slået sig ned i mylderet (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

I 2013-2018 gennemføres et såkaldt EU-LIFE-projekt i Råbjerg Mose og resten af Natura 2000-området for at forbedre naturtilstanden. En række forskellige delprojekter målrettes det 40 kvadratkilometer store naturområde, hvoraf en del overlapper den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.

Ifølge LIFE Råbjerg Mose indebærer projektet bl.a. at bevoksning fjernes eller udtyndes på lysåbne naturtyper, at rynket rose bekæmpes, at arealer med hede og klithede afbrændes for at forynge vegetationen og fjerne ophobede næringsstoffer, og at græsning og slet gennemføres på større arealer, ikke blot i projektperioden, men m.h.p. blivende aftaler. Endvidere annulleres en lang række grøfter for at genetablere naturlig vandbalance, hvilket ikke mindst er tiltrængt på mosearealerne.

Råbjerg Mose (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Råbjerg Mose, august. Klokkelyng i forgrunden (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Når LIFE-projektet afsluttes, vil store dele af Råbjerg Mose og de øvrige projektområder være i en betydeligt bedre naturtilstand, end da projektet blev påbegyndt i 2013, hvorfor det er afgørende også efterfølgende at bevare (eller forbedre) de opnåede resultater. Det er med andre ord en foræring, der næppe kommer igen foreløbig, hvorfor det er vigtigt at følge yderligere op på indsatsen og tænke længere – og vi(l)dere. For selv om EU-projektet igangsætter græsningstiltag, der gerne skulle fortsætte, er den mest langtidsholdbare model en løsning, hvor naturen i højere grad kan bevare artsrigdommen ‘af sig selv’ på naturens egne præmisser.

Det kræver et område, der er tilstrækkeligt rummeligt til de processer og den dynamik, vi normalt blokerer af bekvemmelighed, pladshensyn eller for at beskytte f.eks. landbrug og skovbrug mod naturens ‘uorden’ – det være sig oversvømmelser, stormfald, lynnedslag eller skov i forfald og så videre. Med andre ord: liv og død, der udfolder sig vildere og mere frit, hvorved levesteder opstår eller forandres kontinuerligt og åbner nicher til flere forskellige arter.

I Ålbæk Plantage bør naturen således få en betydeligt mere fremtrædende plads.

Egekrat, Kalmar Rimmer (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Egekrat. Kalmar Rimmer, muligvis kandidat til en udvidelse af den foreslåede afgrænsning (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Ålbæk Klitplantage er en ung skov, hvis første nåletræer blev plantet i 1891. Langt hovedparten af plantagens 736 hektar er nåleskov, og en pæn andel heraf er skovfyr, det ene af vore ftre hjemmehørende nåletræer (der også omfatter ene og taks), mens resten af plantagen primært består af sitkagran, contortafyr og bjergfyr. Der er stort set ikke andre løvtræer end de ca. 45 hektar egekrat, der muligvis rummer rester fra den oprindelige egeskov, som var udbredt indtil 1600-tallet – før sandflugten begyndte at hærge i Vendsyssel.

Bag klitplantagens rækker af nåletræer skjuler sig vidder, der åbner sig som et dansk ‘ørkenlandskab’ – Nordre og Søndre Stenslette.

En stenslette er en afblæsningsflade, der fra naturens hånd er brolagt med små eller støre sten. Den er dannet af klitter, som er eroderet ned til en standvold eller gammel stenstrand, og den kan atter sande mere eller mindre til. Vegetationen består bl.a. af sandskæg, laver og hedelyng, og beliggenheden åbner det tætpakkede nåleskovareal i et fascinerende landskabsskue.

Ndr. Stenslette, Aalbæk Klitplantage (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Nordre Stenslette i Aalbæk Klitplantage, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Men den omgivende plantage kunne blive til en mere spændende kulisse omkring hede og stensletter – hvis man gjorde en indsats for at skabe flere skovlysninger, tynde ud blandt nåletræerne og tillade flere større planteædere i og omkring slettelandskabet.

Som led i en langsigtet strategi for vildere natur på naturens præmisser burde plantagen således konverteres til vildskov med udsættelse af flere større planteædere, der også ville have gavn af de skønne og forholdsvis vidstrakte stensletter, der sammen med hedearealerne udgør godt en syvendedel af plantagen. Vildheste, vildkvæg, elge elelr bisoner kunne i givet fald supplere områdets hjorte, der både omfatter rådyr, dådyr og krondyr, hvoraf især sidstnævntes nyere historie hænger sammen med lige dele planlægning og tilfældigheder.

Nogle blev udsat i Thy og Han Herred i 1970’erne, og andre stak af fra en indhegning, hvorefter en mindre bestand fandt frem til Ålbæk Klitplantage, Råbjerg Mose og Kragskovhede. Allerede inden udgangen af 1980’erne var de dog væk igen, formodentlig skudt bort som følge af jagt, indtil tilfældets lune atter intervenerede i 1991, og et større antal af både krondyr og dådyr undslap en farm nær Ålbæk. Siden har en blivende bestand efterhånden etableret sig i Vendsyssel, bl.a. omkring Ålbæk Klitplantage.

Men skal skoven udvikle sig i en vildere, mere varieret og mere artsrig retning, er der imidlertid ikke kun behov for flere forskellige planteædere, men også for en afvikling af statens tømmerproduktion. En plantage, hvor træerne ikke får lov til at ældes, dø og forrådne, er nemlig ikke ret meget ‘skov’, men en unaturlig træmark, hvorfor skovdriften må ophøre, så træernes livscyklus i højere grad kan udspille sig på naturligere vilkår.

Og når vi taler om udsættelse af andre planteædere end hjortene, er der behov for hegn, hvis de skal blive inden for det område, deres græsningsadfærd skal gavne.

Forslag til en 34 kilometer lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.
Forslag til en 34 kilometer lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.

Hele eller dele af Råbjerg Mose ville således kræve et vidstrakt ydre hegn, hvis vi skulle etablere naturlig helårsgræsning eller slet og ret en permanent udsættelse af flere græssere som en del af naturen. Den foreslåede hegnslinje er 34 kilometer lang og inkluderer næsten hele den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.

Et robust vildthegn ville formodentlig gøre området velegnet til at udsætte elge (ligesom i Lille Vildmose, hvor elge er udsat i 2016-17 for at forhindre højmosearealer i at gro til). Endelig kunne man overveje en aktiv indsats for at udsætte bævere, der ganske vist af sig selv er begyndt at sprede sig nord for Limfjorden i Jammerbugt Kommune – men om en bæverbestand også når frem til (og etablerer sig i) Råbjerg Mose, er vel vanskeligt at spå om, og det kunne måske være en overvejelse værd at hjælpe udviklingen på vej?

Indhegnigen omkring skoven og mosen bør så vidt muligt være semipermeabel, det vil sige, at dyr, der er mindre end krondyr, heste og kvæg (f.eks. alt fra bævere, oddere og rådyr til grævlinge, ræve og ulve), fortsat kan passere ind og ud af området gennem lejlighedsvise ‘tunneller’ under hegnet og derved bidrage til en afvekslende dynamik både inden for og uden for det afgrænsede areal.

Bæveren skaber ravage i skoven med sine dæmninger og vådområder, hvilket giver god variation og dynamik (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bæveren skaber ravage i skoven med sine dæmninger og vådområder, hvilket giver god variation og dynamik. En mulighed i Råbjerg Mose? (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Vigtigst er det at begynde med en indsats i de områder, hvor de eksisterende ejerforhold er gunstige – det vil sige, at de er ejet af det offentlige eller af Aage V. Jensen Naturfond. Og det er tilfældet i langt hovedparten af det skitserede areal til Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.

Heraf ejer de mange private lodsejere primært dele af Råbjerg og Napstjært Mose – en række mindre arealer, som samlet set næppe burde være uoverkommelige at opkøbe (eller alternativt udelade i en første fase). Det handler i alle tilfælde om at komme i gang med at få langtidssikret naturarealer med en helhedstænkning, der i modsætning til LIFE-projektet er uden udløbsdato.

Det ville utvivlsomt også være en saltvandsindsprøjtning til lokalområdet, hvis et ambitiøst og blivende naturprojekt af denne karakter for alvor satte naturværdierne på danmarkskortet.

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Mellem Frederikshavn og Ålbæk kunne Danmark få et naturreservat med store skovsletter, et særpræget vaskebrætslandskab og et af vore sidste områder, der har karakter af vildnis.

Rune Engelbreth Larsen, december 2015
Opdateret februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Råbjerg Mose – vildmark med rimmer og dopper
> Fotoserie: Aalbæk Klitplantages ‘ørken’ – Nordre Stenslette
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur

Dansk vildskov – artsrig og oplevelsesrig urørt skov

Af Rune Engelbreth Larsen

Langå Egeskov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Lav sol over Langå Egeskov, november. Urørt skov ved Langå (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad er urørt skov? Flere og flere taler om det, fordi det uden sammenligning er det allervigtigste middel til at redde de mange, mange truede arter i vores skove, som lider under en miserabel naturtilstand. Men hvad er det? Urørt skov er ophør af skovdrift. Så enkelt er det. Et totalstop for træproduktion. Punktum. Et farvel til motorsavene, der fælder de gamle træer og fjerner det døde træ, som er det væsentligste livsgrundlag for arterne i skovene. Derfor er det en af de væsentligste dagsordener for grønne organisationer og naturvenner i dag at få meget, meget mere urørt skov. Og flere fritgående store planteædere. Og naturlig vandbalance. Meget, meget mere vildskov … 

Hvor mennesket ikke griber ødelæggende ind i naturens processer, er naturen som regel varieret og artsrig. Liv og død har sin egen cyklus, og storme, oversvømmelser og lynnedslag forandrer løbende levesteder, ligesom arterne gensidigt påvirker hinandens leveforhold og udbredelse på dynamisk vis, så vidt forskellige livsvilkår til vidt forskellige arter opstår, forandrer sig og forgår over tid.

Jo flere af de naturlige elementer, vi fjerner fra naturens ligning, desto mere ensformig og artsfattig natur får vi. Det gælder også for skovene. Når vi f.eks. planter og fælder træer med henblik på at producere tømmer, er det for at få nogle få udvalgte træsorter til at stå i snorlige rækker med meget begrænset indbyrdes afstand. Ensartethed og monokultur (eller mono-natur) er hele formålet, for jo mere varieret og artsrig skoven bliver, desto mindre effektivt og mindre profitabelt bliver tømmerproduktionen.

På vore breddegrader vil naturlig skov uden de indgreb, der følger af tømmerproduktion, især bestå af forskellige løvtræer i alle aldre. Nye skud fremspirer, unge træer strækker sig efter lyset, ældre træer breder sig og gamle træer dør, forrådner og falder med tiden. Side om side.

Hule træer opstår naturligt, både levende og døde træer, og gamle veterantræer kan opnå en utrolig alder i en vild skov. Træernes død er samtidig en gave til livets mangfoldighed for talrige insekter, svampe, mosser og laver er afhængige af træ, der gradvis bliver nedbrudt. Faktisk er der mange flere insekter tilknyttet døde end levende træer.

Egekrat, Kalmar Rimmer (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Urørt egekrat. Kalmar Rimmer, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Variationen i en naturlig skov betyder også, at skoven nogle steder er mere våd end andre, fordi der ikke graves grøfter, sådan som det er nødvendigt af hensyn til tømmerproduktion. Søer, moser og vådområder afveksler derfor landskabet og sikrer forskellige levesteder til forskellige arter. 

Imidlertid er langt de færreste skove i dagens Danmark alt andet end ‘naturlige’ skove. Deres oprindelige vandbalance er elimineret gennem tusindvis af grøfter, der gør skovbunden tør, og træer af samme sort og alder står som parallelle blyanter i stereotype plantager, hvilket ikke alene gør disse ‘skove’ ekstraordinært mørke, men også ekstremt ensformige og artsfattige. I trefjerdedele af alle danske skove er der slet ingen døde eller døende træer, for træerne fældes, når de er såkaldt hugstmodne, og skulle træer gå ud inden da, fjernes de hurtigst muligt.

Der er heller ingen større fritgående planteædere, bortset fra hjorte, og de har som regel en meget begrænset effekt på skovens dynamik. Det kræver nemlig forskellige planteædere, der æder forskellige blade og kviste eller bark, at nedbryde og omrokere skovens inventar på optimal og varieret vis, så der opstår en mosaik af levesteder.

Alt dét, der gør en naturlig skov, naturlig, bekæmpes med andre ord i en tid, hvor skovdrift er skovenes primære formål, og derfor er talrige af de arter, der er tilknyttet skovene, truet i Danmark.I den seneste indberetning til EU om vore internationalt beskyttede naturområder, konstaterer forskerne, at skovenes bevaringsstatus er 100% stærkt ugunstig.

Tofte Skov, Lille Vildmose (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Tofte Skov i Lille Vildmose. Gamle egetræer i lysåbent skovlandskab (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skovenes ugunstige bevaringsstatus er særligt bekymrende, fordi de danske skove rummer hele 65% af samtlige truede arter i Danmark, og fordi 40% af alle vores truede arter kun findes i skovene. Skal disse arter bevares, skal mange flere skove genetableres på naturens præmisser. Det vil først og fremmest sige, at skovdriften helt må ophøre på betragtelige arealer, så træerne igen får lov til at indgå i en naturlig og dynamisk proces, hvor både unge, ældre, døende og døde træer er en del af skovbilledet.

Det kalder man i dag for urørt skov. Med udgangspunkt i forskningen på området defineres det her af De Økonomiske Råd i 2012:

Ingen hugst eller jordbearbejdning. Skoven får lov til at udvikle sig naturligt uden indgriben. Gamle træer står til henfald. Der fjernes kun væltede træer i det omfang de blokerer veje og vandrestier.

 

Bevarelsen af biodiversiteten i Danmark – en analyse af indsats og omkostninger

Helt i overensstemmelse med den koncise konsensusdefinition, som en række toneangivende forskere og formidlere har skåret ud i pap i 2015, og som understreger, at urørt skov ikke udelukker øvrige tiltag til gavn for artsrigdommen i skoven:

Urørt skov er skovområder udpeget til biodiversitetsformål uden omkostningstung naturpleje. Urørt skov betyder, at der ikke drives skovdrift. Urørt skov udelukker hverken mennesker, græssende dyr eller naturgenopretning.

 

Hans Henrik Bruun (Biologisk Institut KU), Rasmus Ejrnæs (DCE, AU), Morten D.D. Hansen (Naturhistorisk Museum, Aarhus), Jacob Heilmann-Clausen (Statens Naturhistoriske Museum, KU), Carsten Rahbek (CMEC, KU), Jens-Christian Svenning (Institut for Bioscience, AU). Altinget.dk den 12. maj 2015

Som formidlingsbegreb er »urørt skov« ganske vist uheldigt, fordi det jo ikke handler om skov, som er »urørt« i betydningen upåvirket af mennesker. Det er heller ikke en betegnelse, der implicerer adgangsforbud, altså at skoven ikke må »berøres« (betrædes) af mennesker. Disse associationer er misvisende, men desværre er det jo dét, betegnelsen »urørt« signalerer – hvilket måske er én af grundene til, at det er vanskeligt at formidle og få på dagsordenen.

Grundlæggende og lidt forenklet er den væsentligste definition simpelthen, at urørt skov er et ophør af skovdrift – skov helt uden tømmerproduktion. I en bredere og mere pædagogisk sammenhæng kunne man overveje at kalde det vildskov, for det er jo det, det er – eller i det mindste det, man tilstræber at få (tilbage): Vild(ere) skovnatur.

Vildskov signalerer ligesom vildheste og vildsvin (eller vild natur i bredere forstand), at der er tale om natur, som ikke plejes eller trimmes eller udnyttes til produktion, men er natur på naturens vilde(re) præmisser.

Hvad end vi kalder det vildskov eller urørt skov, er der tale om skov, hvis optimale formål må være at 1) indstille al tømmerproduktion for at få et naturligt antal gamle og døde træer og derudover gerne 2) genetablere eller bevare skovens vandbalance, 3) genetablere eller bevare skovlysninger og 4) forøge artsvariationen af rovdyr og større fritgående planteædere året rundt.

Troldeskoven i Rold Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Troldeskoven er en urørt del af Rold Skov, oktober (foto © Rune Engelbreth Larsen)

1. Vildskov med døde stammer og dødt ved

Et særskilt aspekt i diskussionen om urørt skov eller vildskov er et aspekt, der har meget lidt med naturkvalitet at gøre – æstetikken. Når gamle og døende træer får lov til at forrådne og »ligge og flyde«, sådan som naturen har for vane, bliver skoven »rodet og grim« i nogles opfattelse. Jeg er uenig og skal snart vende tilbage til, hvorfor.

Men i alle tilfælde er det en irrelevant indvendning, hvis vi har besluttet os for at ville gavne skovnaturen og de mange truede arter, der uddør under manglen på dødt træ i skovbunden eller som stående stammer, såkaldt dødt ved. 

Eghjort under udsættelsen i Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Eghjort, han (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Talrige dyr og andre organismer lever i og af døde træer. En af de mest kendte biller er kæmpebillen eghjort, der er tilknyttet lysåbne løvskove, hvor træerne får lov til at dø på naturlig vis. Men i takt med fældningen af gamle skovpartier til fordel for ensformige plantager uden lysninger og døde træer, blev den mere og mere sjælden i 1900-tallet og uddøde helt i Danmark i 1970’erne (indtil en begrænset og omdiskuteret genudsættelse i Jægersborg Dyrehave i 2013).

En anden af vore meget store biller, bøghjort, er fortsat udbredt i det meste af landet, men ligeledes i tilbagegang, fordi den er afhængig af dødt løvtræ.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bøghjort, hun (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I en naturlig skov, kan der være 75-250 kubikmeter dødt ved pr. hektar. I trefjerdedele af de danske skover er der nul. Altså siger og skriver intet dødt ved. Overhovedet. Kun i forsvindende få skove er der over 50 kubikmeter pr. hektar, så medmindre vi vil udrydde endnu flere arter i de danske skove, må vi acceptere, at skovbilledet er nødt til at afvige fra de monotone plantager såvel som de bøge-søjlehaller, vi har lært at sætte pris på fra guldaldermotiverne. Ingen af delene gavner artsrigdommen i skoven.

Men spørgsmålet er også, om vildskov med masser af udgåede træer og dødt ved i skovbunden nødvendigvis er »grimt«? Jeg synes det som nævnt ikke. Men måske har det at gøre med, at vi i nogen grad ser dét, vi lærer at se? Dét, vi har vænnet os til, farver og influerer dét, vi ser – også dét, vi sætter pris på at se og derfor kalder »skønt«.

Måske er flertallet blot tilvænnet til et skovbillede, som desværre er uhyre livløst, og tænker, at en skov, der ligner en park af legoklodser, er køn. Men kunne vi ikke lige så let vænne os til at se skønheden i vildskovens skulpturer af forvredne stammer og en varieret skovbund?

Essayet her er illustreret af forskellige motiver fra dansk vildskov – som regel er det kun mindre partier i skovene, der får lov til at udvikle sig efter naturens egen kaotiske plan, men i enkelte tilfælde er al skovdrift indstillet i hele (små) skove, bl.a. Draved Skov og Suserup Skov. Og hånden på hjertet – er det virkelig helt umuligt at se skønheden i en skov, der har et vildere udtryk end en park?

Suserup Skov
Dødt ved i Suserup Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Dødt ved i form af en stub + noget vand = nyt liv (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dødt ved i form af en stub + noget vand = nyt liv (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Troldeskoven i Tisvilde Hegn, maj. Fantastiske former opstår, når skoven får lov at være sig selv (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Troldeskoven i Tisvilde Hegn. Fantastiske former kan opstå blandt skovfyr som følge af bl.a. vind og vejr, når skoven får lov at være sig selv (foto © Rune Engelbreth Larsen)

2. Vildskov med naturlig vandbalance

At indstille motorsavene og lade træernes liv og død følge naturens egen gang er ikke tilstrækkeligt, hvis skoven skal være varieret og vild på naturens præmisser. Men det er og bliver det mest uomgængelige og første skridt på vejen. Afgørende er det også at genoprette naturlig hydrologi – det vil mindre teknisk sige, at man ophører med at dræne skovene for vand og derfor fjerner (eller lukker) gamle grøfter og eventuelle drænrør, så vandet ikke ledes bort, og en naturlig vandstand atter kan indfinde sig af sig selv.

Det kan godt gøre skoven mindre farbar enkelte steder, hvor vandstanden stiger – og det kan i højere grad end i dag veksle efter årstid og nedbørsmængder – men det skaber mange flere forskellige levesteder for mange flere arter. Og træer, som periodevist står i vand, destabiliseres og falder lettere, hvilket igen skaber dynamik og åbninger for lyset.

Draved Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Draved Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Suserup Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Suserup Skov, juni (foto © Rune Engelbreth Larsen)

3. Flere skovbryn og skovenge 

Flueblomst (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Orkideen Flueblomst vokser i Danmark kun i Allindelille Fredskov, hvor al skovdrift er ophørt (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Et tredje vigtigt element, der gør skoven til naturlig vildskov, er skovbryn og lysninger. Huller i løvet skaber åbninger for sollyset, og skovenge og skovbryn som følge af stormfald (eller større dyr, der kan tynde ud i skovens tæthed) giver mulighed for en rigere flora og i tilknytning hertil en større vifte af insekter.

Det er betegnende, at 10 ud af de 12 dagsommerfuglearter, der er uddøde Danmark de seneste årtier, var tilknyttet levesteder i skovene, først og fremmst lysåben skov.

Hvor skoven gror til og fældes – eller når træer plantes med henblik på tømmerproduktion – er lysninger en mangelvare. Lyset trænger stort set kun ned i skovbunden, når træerne er nøgne og uden løv, og så er det kun de tidlige forårsblomster, bl.a. anemonerne (fortrinsvis hvid anemone), der lige når at blomstre, før løvet atter lukker solen ude.

Og når kun meget lidt kan gro i skovbunden mellem træerne, bliver der heller ikke megen pollen og nektar til de mange insekter, der er afhængige heraf.

Eksempelvis er forskellige arter af perlemorsommerfugle afhængige af at lægge æg på violer eller i gammel og furet bark. Når skoven gror til, og når de gamle træer fældes, før de bliver gamle, er der nul lys til violerne eller de øvrige blomster og heller ingen gammel og furet bark.

Dette billede er desværre karakteristisk for de danske skoves udvikling de seneste mange generationer, hvor tømmerproduktionen har fortrængt hovedparten af den lysåbne skovnatur. 

Flere arter af perlemorsommerfuglene er derfor stærkt på retur, f.eks. er rød perlemorsommerfugl så truet, af nogle regner den for den næste sommerfugleart, der uddør i Danmark.

Orkideer tilknyttet skov er også blevet mere trængte de seneste generationer, hvilket Allindelille Fredskov er et eksempel på. Her findes landets sidste levested for flueblomst, men tidligere har her været endnu flere orkideer, bl.a. den meget sjældne horndrager.

Selv om denne skov fortsat er en artsrig naturperle, er det altså også gået tilbage her, hvor uddøde danske sommerfugle som herorandøje og terningsommerfugl engang har haft et levested. For blot et halvt århundrede siden fløj her hele seks forskellige perlemorsommerfuglearter, men i dag kun to tilbage, kejserkåbe og engperlesommerfugl. 

Den meget sjældne orkidé horndrager har besøg af den meget almindelige dagsommerfugl stor kålsommerfugl (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Den sjældne horndrager får besøg af den helt almindelige stor kålsommerfugl, juli (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Engsommerfugl, Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Engperlemorsommerfugl trives på fugtige skovenge (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Allindelille Fredskov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skovlysning i Allindelille Fredskov, juni. Her er lys og plads midt i skoven, der er fri for skovdrift (foto © Rune Engelbreth Larsen)

4. Flere store vildtlevende planteædere ud i skovene

Hvis forholdene i de danske skove var mere naturlige, og vi ikke havde udryddet så mange større planteædere i det fri (og sat så mange af de øvrige på stald), ville en bred vifte af såkaldte græssere, nippere og blandingsædere præge og variere skovens udseende og frodighed på markant vis. Store tunge planteædere æder blade og kviste, gnubber sig op af træerne, afbarker træer her og der, og vælter dem andre steder. Det skaber yderligere variation, for medtagne, syge og døde træer åbner skoven og giver plads til lys og blomster i en varieret underskov. Og en frodig og blomstrende underskov tiltrækker sommerfugle og andre insekter, der igen er føde for fugle og andre dyr.

Det skaber yderligere variation, for medtagne, syge og døde træer åbner skoven og giver plads og lys. Og som vi allerede har været inde på, tiltrækker en frodig og blomstrende underskov sommerfugle og andre insekter, der igen er føde for fugle og andre dyr.

Bæveren skaber ravage i skoven med sine dæmninger og vådområder, hvilket giver god variation og dynamik (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bæveren skaber ravage i skoven med sine dæmninger og vådområder, hvilket giver god variation og dynamik (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Bæver blev udsat i Klosterheden i 1999 og har i dag bredt sig langt ud over området, ligeledes med stor gavn for skovnaturen, fordi den skaber nye vådområder og aktivt sørger for masser af væltede træer og dødt ved. Altsammen et bidrag til en foranderlig, dynamisk natur med plads til flere forskellige arter, og derfor kalder man bæver for en nøgleart.

Men der er ingen grund til at standse dér. Heste og kvæg kan udmærket gå i skoven året rundt. I Gribskov har man f.eks. helårsgræsning med islandske heste i Ulvedalene året rundt. Vildsvin går bl.a. i Tofte Skov i Lille Vildmose, men kunne gøre stor gavn i mange flere skove, b.la. fordi de roder rundt i skovbunden og spreder frø. En mere mangfoldig vifte af større planteædere har en større og mere mangfoldig effekt på vegetationen og dermed også på floraens variation og den fauna, dette åbner op for.

Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)
Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)

Summa summarum: Urørt skov på dagsordenen

Artsrig skov er blandt andet en konsekvens af at indstille skovdrift og etablere urørt skov – vildere skove, hvor døde træer er en del af den cyklus, der er en forudsætning for større variation og mangfoldighed. Alligevel bringes det argument af og til på banen, at selve skovdriften er med til at sikre artsrigdommen. 

Denne misopfattelse bunder i et gammelt paradigme. Indtil for få årtier siden var mange overbeviste om, at den ‘naturlige skov’, urskoven, var mørk og tæt, fordi der ikke var skovbrug til at tynde ud og landbrug med græssende dyr i skovene. »Når man gik i urskovens skygge, følte man sig stængt ude fra livet,« skriver Johannes Iversen i første bind af Danmarks Natur (1967/1979), det tidligere standardværk på området, og han tilføjer: »Ensformigheden virkede trættende.«

Dette billede har ændret sig.

Ifølge nyere forskning var der betydeligt mere åbent land og lysåben skov i Danmark end hidtil antaget, især i Jylland, og det begrænsede sig ikke kun til kyster, ådale, søer og moser. Områder med græsser, eng og lynghede udgjorde mellem 10 og 40 procent af det jyske mosaiklandskab, hvor der var 15-30 procent krat og 30-75 procent skov.

 

Også på Sjælland har urskoven været mindre tæt og mørk, end man tidligere forestillede sig. Når vi i dag kan sammenstykke et billede af forhistoriske naturtyper, skyldes det især analyser af de modstandsdygtige pollenkorn, der kan bevares i sø- og moseaflejringer i tusindvis af år og afsløre udbredelsen og sammensætningen af forskellige tidsaldres vegetation. Skovbrande har utvivlsomt bidraget til at fremme lysåben skov, hvilket sandsynligvis er en del af forklaringen på lyngens store udbredelse i en periode med gunstige vilkår for skovdække.

 

Meget tyder således på, at heden såvel som de åbne græs- og blomsterrige landskaber ikke alene kan betragtes som et resultat af kulturindgreb, der afspejler menneskets skovhugst eller landbrugets husdyrgræsninger. Der er derimod tale om danske naturtyper, hvis udbredelse menneskets indgreb ganske vist kan fremme (eller hæmme) i betydelig grad, men som altså oprindelig ser ud til at være opstået naturligt.

 

Flere forskere peger i den forbindelse også på betydningen af de store planteædere, bl.a. urokse, elg, vildhest, krondyr og vildsvin, der på forskellig vis har bidraget til at tynde ud i urskovstidens vegetation.

 

(Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst)

Men som nævnt: første skridt er urørt skov, slet og ret, eventuelt med brug af betegnelsen vildskov i formidlingssammenhænge. Og urørt skov er enkelt at definere i tre ord: skov uden træproduktion. Hvorfor er det så vigtigt med en minimalistisk definition?

Fordi den ikke lader sig sovse ind i natur- og miljøpolitisk spin og fiduser. Alt for ofte er naturtiltag pakket ind i fine ord og signalerer noget grønt og fornemt, f.eks. skovrejsning, nationalparker, naturnær skovdrift osv., men lige så ofte gemmer der sig kun få eller ingen reelle fordele for natur og biodiversitet. Derfor er det vigtigt, at en definition på urørt skov ikke bliver for vidtløftig og svævende, så man fra politisk hold kan slippe afsted med at kalde mere skov for urørt uden at tilvejebringe dét, der skal til, for at det gavner skovens natur og biodiversitet. Den slags er desværre set mange, mange gange før.

Jydelejet (foto: Rune Engelbreht Larsen)
Lysåben skov i Jydelejet på Møn, juli (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Derfor afslutningsvis en opsummering: Hvad er vildskov – eller som det hedder blandt forskere og i naturpolitiske sammenhænge – urørt skov? Ophør af skovdrift. De tre ord er omdrejningspunktet. 

Eller som det mere præcist uddybes i den tidligere nævnte konsensusdefinition af en række toneangivende forskere og formidlere, som understreger, at urørt skov selvsagt ikke udelukker øvrige tiltag til gavn for artsrigdommen i skoven:

Urørt skov er skovområder udpeget til biodiversitetsformål uden omkostningstung naturpleje. Urørt skov betyder, at der ikke drives skovdrift. Urørt skov udelukker hverken mennesker, græssende dyr eller naturgenopretning.

Men er den definition tilstrækkelig? Hvad betyder den eksempelvis så for genetableringen af skovens naturlige vandbalance (naturlig hydrologi)? Det er også afgørende. Men naturlig hydrologi er heller ikke i modstrid med definitionen på urørt skov: Ophør af skovdrift. 

Og hvad med at få fjernet nogle ikke-hjemmehørende træsorter og rydde nåletræer for at få mere artsrig og åben løvskov? Naturligvis. Det er også afgørende flere steder, men at rydde nåletræer (og muligvis få en indtægt fra rydningen) i en etableringsfase er naturgenopretning og selvfølgelig heller ikke i modstrid med urørt skov – lige så lidt som efterfølgende tiltag, så længe formålet er biodiversitetsgavn og ikke træproduktion.

Lad os derfor komme igang. Lad os få vild(ere) natur, herunder ikke mindst urørt skov – vildskov. Venstre har i 2015 foreslået 25.000 hektar urørt løvskov i statsskovene, hvilket er det mest ambitiøse politiske bud hidtil, men desværre ikke tilstrækkeligt. Der er ingen grund til, at staten overhovedet driver skovdrift i vores allesammens skovnatur og presser de private skovdyrkere, og der er også brug for meget mere urørt skov i private skove. Staten råder over ca. 120.000 hektar skov, hvilket er knap 20 procent af det danske skovareal – et bytte, hvor private skovdyrkere afstår løvskov med stor biodiversitet mod f.eks. at overtage statslige nåletræsplantager med meget begrænset biodiversitet, kunne være en mulighed, så Danmark samlet set kommer op over 100.000 hektar vild natur i løvskovene. I dag er der kun ca. 7.500 hektar urørt skov i Danmark, heraf er kun en tredjedel statslig løvskov.

Det, der først og fremmest skal til (og som grønne organisationer og naturvenner skal gentage og gentage over for politikere, presse og offentlighed igen og igen) kan siges kort: Man bør samlet læne sig entydigt op ad forskernes spinfri konsensusdefinition, og skal det det gøres endnu kortere: Ophør af skovdrift. 100 procent. Meget gerne suppleret med biodiversitetsfremmende rydninger, genetableret vandbalance og mange, mange flere vilde planteædere.

Vidunderligt, varieret og vildt. Og både artsrigt og oplevelsesrigt.

450 år gammelt egetræ i Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Omkredsen på stammen er knap fem meter på dette 450 år gamle egetræ fra Bialowieza Nationalpark i Polen – vildskov i stor skala (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Til yderligere inspiration:
> Bialowieza Nationalpark – vildskov og vilde visenter i Polen
> Draved Skov – vild skov i Sønderjylland

> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur

Tyvelhøj Græsland – monoton plantage blev et artsrigt overdrev

Af Rune Engelbreth Larsen

Tyvelhøj Græsland (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Tyvelhøj Græsland, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Naturstyrelsen købte Aarhus Plantage i Mols Bjerge af Hedeselskabet i 2005 og har gradvis fældet fyr- og grantræer, så større dele af plantagen med tiden kan udvikle sig til artsrige overdrevsarealer i ‘bjergenes’ kuperede kulisser. Ordet »plantage« signalerer imidlertid kedelige rækker af nåletræer uden meget andet liv, så mon ikke man skulle overveje et andet, mere dækkende og mere inspirerende navn til dette storslåede område? Gerne Tyvelhøj Græsland efter det centrale udsigtspunkt Tyvelhøj (88 m), som det foreslås i Den danske naturs genkomst:

Aarhus Plantage giver ingen mening som navn for disse arealer længere. Selv om det stadig er dét navn, vi læser på officielle foldere og kort, var det tilfældige teknikaliteter, der i 1920 navngavn området Granhøj Plantage og allerede i 1925 ændrede det til Aarhus Plantage. Desuden befinder det sig naturligvis slet ikke i Aarhus, men derimod på den sydlige del af Mols, og endelig er her ikke nogen plantage længere. Nogle få årtiers skovdrift i 1900-tallet er næppe heller det mest oplagte udgangspunkt for navngivningen af et naturområde med årtusinders udviklingshistorie bag sig. Så hvorfor ikke i stedet kalde det Tyvelhøj Græsland? Tyvelhøj er et centralt udsigtspunkt mod nord og samtidig et stednavn, der rækker århundreder tilbage, mens Græsland signalerer, at dette ubebyggede og uopdyrkede naturlandskab atter har fået en oprindelig naturtype frem for produktion i centrum …« (Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst)

Hvis eksempelvis fluer som Kæmpefluen Harald og Mellemfluen Oskar kan få nye og mere spændende navne på uofficiel vis, så kan et naturområde vel også? I sidste ende handler det om, hvilket navn der giver mening og vinder genklang. Her følger en fotoserie fra området – se selv, om ikke Tyvelhøj Græsland giver mere mening end Aarhus Plantage …

(foto: Rune Engelbreth Larsen)
Tyvelhøj Græsland, juni (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Tyvelhøj Græsland i Mols Bjerge (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Tyvelhøj Græsland i Mols Bjerge, juni (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bredpande og sortsømmet blomsterbuk hænger ud på en blåhat (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bredpande og sortsømmet blomsterbuk hænger ud på en blåhat, juli (foto © Rune Engelbreth Larsen)
(foto: Rune Engelbreth Larsen)
Blåmunke (foto © Rune Engelbreth Larsen)
(foto: Rune Engelbreth Larsen)
Golfbold? Nej, Skællet støvbold (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Dukatsommerfugl, Mols Bjerge, Tyvelhøj Græsland, Aarhus Plantage, 2013 (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dukatsommerfugl (foto © Rune Engelbreth Larsen)
(foto: Rune Engelbreth Larsen)
Blæresmælde (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Efter at nåletræsplantagen er væk, er der også kommet bedre forhold for musikaliteten i landskabet syd for Tyvelhøj og nord for Skovbjerg, hvor mange insekter frembringer musik i en lind strøm. Ganske vist er det ikke alle insektlyde, vi kan opfatte med det menneskelige øre, så det er et mindre repertoire, vi må lade os nøje med i græshøjde; men udover de summende bier og fluer er det især græshopperne, der spiller op for at fange vores opmærksomhed. Eller rettere hinandens. Det kan være syngende markgræshopper, hvor hannerne forsøger at kurtisere hunnerne med deres lokkende kaldesang, der siden afløses af en mere intim friersang, når hun er inden for rækkevidde. Ofte er det dog både hanner og hunner, der synger. Men det kan også være ganske andre toner, der lyder, når hannerne bryder ud i rivalsang og ‘battler’ om hunnernes gunst. Nu er ‘sang’ måske så meget sagt, for markgræshopperne frembringer deres lyde ved at gnide bagbenene op og ned ad vingen, så de er vel nærmere en slags violinister, mere end de er korsangere? Løvgræshopperne spiller så en lidt anden variant ved at gnide forvingerne mod hinanden, men deres udvalg er i reglen begrænset til en kaldesang … (Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst)

(foto: Rune Engelbreth Larsen)
Syngende markgræshoppe – og ‘syngende’ er den (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Tyvelhøj Græsland (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Tyvelhøj Græsland (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I rigtig mange år har folk været vant til, at en køretur fra Strandkærs åbne arealer til Agri Bavnehøj gik igennem en ganske tæt nåletræsplantage ved navn Aarhus Plantage. De tider er forbi. En hel kvadratkilometer plantage er blevet ryddet i forbindelse med et stort EU-støttet projekt, der kaldes LIFE-overdrev. Det handler om, at de lysåbne overdrev har det svært, og hvis man på noget tidspunkt skal vende den konstante tilbagegang for naturtypen, skal der ske noget radikalt. Eftersom nåletræsplantager er biologisk meget lidt interessante og i øvrigt ikke hører hjemme i naturen, har valget ikke været så vanskeligt. Og resultatet bliver fremragende … (Morten D.D. Hansen: Naturhistorier fra Nationalpark Mols Bjerge)

(foto: Rune Engelbreth Larsen)
Tyvelhøj Græsland i modlys, juli (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Sammen med omkringliggende rydninger andre steder i Mols Bjerge er den hedengangne Aarhus Plantage nu en del af Østjyllands største forbundne græsland på små 1.000 hektar. Træer og buske, der historisk hører hjemme i Danmark, har fået lov til at blive stående isoleret på arealerne, herunder spredte enebærbuske. Forskellige steder er arealer ligefrem blevet fræset og pløjet, så de indledningsvis kunne fremstå som nøgne flader uden vegetation for at give en række bille- og sommerfuglearter bedre mulighed for at (gen)etablere sig – from scratch så at sige. Med gammeldags sving- og hjulplov har man eksperimenteret med at vende og pløje jorden i forskellige dybder flere steder, hvorved nogle af de gamle plantefrø, der i årtier har ligget gemt i jorden, atter kunne spire frem i dagslyset og give os mere af den forsvundne flora tilbage. Siden er området atter blevet regelmæssigt græsset af heste og kvæg for at undgå, at det gror til igen … (Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst)

(foto: Rune Engelbreth Larsen)
Sådan burde mange flere vidder se ud – græsning af fritgående kreaturer. Tyvelhøj Græsland, juli (foto © Rune Engelbreth Larsen)

PÅ OPDAGELSE ELLER GENOPDAGELSE VED TYVELHØJ GRÆSLAND (AARHUS PLANTAGE)

I bogen Den danske naturs genkomst fortæller Rune Engelbreth Larsen i ord og billeder om Tyvelhøj Græsland og en række andre danske naturområder, der er blevet helt eller delvist genskabt de senere år. For den, der vil fordybe sig yderligere på egen hånd, følger her nogle online-ressourcer til inspiration og information …

Folder
> Naturstyrelsens folder: Mols Bjerge

Danmarks Fugle og Natur
> Artsliste: Dyr, planter og svampe i Tyvelhøj Græsland

Kort: Tyvelhøj Græsland
Kort over Tyvelhøj Græsland i Mols Bjerge (indeholder data fra Geodatastyrelsen, Matrikelkortet, WMS-tjeneste)

DOWNLOAD OG UDPRINT
> Kort over Tyvelhøj Græsland (pdf-format)