Af Rune Engelbreth Larsen
Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 15 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur i et fascinerende område med hede og indlandsklitter: Naturnationalpark Frøslev Randbøl Hede & Syvårssøerne …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Syvårssøer og hede-fatamorganer, der dukker op og forsvinder …
Frederikshåb Plantage byder ikke umiddelbart på det store håb for biodiversiteten, for det er en monoton nåletræsplantage uden alt for megen afveksling, hvorfor en forsker engang kaldte den for Frederikshåbløs Plantage … Og dog.
For inde blandt de endeløse rækker af mørke træmarker dukker pludselig et indlandsklitlandskab op som en skjult eventyrverden. Her er trods alt mere variation at komme efter – og der er en del at komme efter, hvis man kan unde sig selv at nyde den landskabelige skønhed.
Her ligger Syvårssøerne, der har fået deres navn, fordi de kun er søer hvert syvende år – i de mellemliggende seks år er de helt eller delvist tørlagte.
Sådan da.
Sandt er det i hvert fald, at de har det med at forsvinde og dukke op igen, ofte med flere års mellemrum. Den slags søer kan også kaldes tidvise søer, men der er ikke rigtig nogen af de formelle naturtype-betegnelser, der helt dækker her.
Selv om klimaforandringernes stigende nedbørsmængder generelt har forøget hyppigheden af vanddækningen i tidvise søer på vestjyske heder i de seneste årtier og i nogle tilfælde skabt nye permanente søer (Degn 2013), er det ikke tiltagende nedbørsmængder, men en vekslende grundvandsstand, der er hovedårsagen til det uregelmæssige forsvindingsnummer ved Syvårssøerne, og som næsten gør det magisk at vende tilbage til dem år for år.
Syd for Frederikshåb Plantage finder vi Danmarks største indlandshede, den 750 hektar store Randbøl Hede. Fra indlandsklitten Stoltenberg, der når 88 meter over havet, men må nøjes med at hæve sig 17 meter over det øvrige terræn, er der en formidabel udsigt over hele området, og med lidt god vilje kan man forestille sig de århundreder, hvor op mod halvdelen af Jylland var dækket af hedens dværgbuske, bl.a. hedelyng, revling, klokkelyng og tyttebær.
I løbet af 1800-tallet blev hederne imidlertid hastigt decimeret, og i 1881 omfattede de kun ca. 12 procent af landet. I 1965 var de yderligere indskrænket til ca. 3 procent, og i 2000 til ca. 2,3 procent (Levin & Normander 2008: 27, 36). Dertil kommer, at det, der formelt er opgjort som hedearealer, i stigende grad er trængt af næringsstofbelastning og tilgroning, hvilket ikke indgår i den anslåede arealudvikling, som formodentlig også dækker arealer, der reelt er blevet til skov eller græsland – eller er hastigt på vej til at blive det.
Faktisk er (lyng)hede ikke så entydig en karakteristik af Randbøl Hede længere, fordi bølget bunke og især blåtop breder sig voldsomt og fortrænger lyngen. Men disse landskaber rummer et potentiale for at bevare biodiversiteten – hvilket i denne sammenhæng indebærer at beskytte de særegne og specialiserede arter, som netop er knyttet til sådanne næringsfattige arealer.
Derfor er det vigtigt, at naturen i højere grad kan udvikle sig på naturens egne præmisser, hvor artssammensætningen er et resultat af naturlige processer og fri dynamik, ikke af menneskeligt påført naturforarmelse. Af denne grund er genetableringen af udgangsbetingelserne for en naturligere udvikling kernen i nærværende forslag: Naturnationalpark Randbøl Hede & Syvårssøerne.
Pladsen og potentialet er der – prioriteringen mangler
Frederikshåb Plantage og Randbøl Hede adskilles primært af Bøgvadvej/Koldingvej, der løber gennem Frederikshåb mellem Egtved og Billund, men de to naturområder kunne med fordel forvaltes som ét stort naturreservat med plads til naturlige processer og vildere vidder. Det kræver ikke blot en enkel metode til at sammenknytte naturen på tværs af vejen, men det kræver først og fremmest, at vore politikere er parate til at prioritere et ophør af tømmerproduktionen og søsætte tiltag, der kan fremme en mere naturlig udvikling.
Omtrent 93 procent af arealet inden for den foreslåede afgrænsning er statsejet, hvorfor der kun er behov for opkøb af mindre privatejede arealer i yderkanten af Randbøl Hede (og er det ikke muligt at opkøbe dem, kan de godt undværes, idet det samlede areal fortsat vil være stort og sammenhængende). Der er dog også mulighed for andre udvidelser, hvis og såfremt sådanne kan finansieres – f.eks. kunne hele eller dele af Slauggård Plantage tilføjes.
Randbøl Hede og en central del af Frederikshåb Plantage er i forvejen udpeget som internationalt beskyttet naturareal, et såkaldt Natura 2000-område. Her er Danmark allerede i dag forpligtet til at yde en særegen beskyttelse af udvalgte arter og naturtyper, bl.a. indlandsklitterne og fuglearterne trane, hedelærke, tinksmed og rødrygget tornskade.
Det er Dansk Ornitologisk Forenings Caretakergruppe, der ved den seneste revision af udpegningsgrundlaget har fået tilføjet flere af fuglearterne, som med undtagelse af tinksmed alle yngler i området i dag.
Ser vi på Biodiversitetskortet, finder vi afgrænsningens højeste bioscore (det vil sige den største koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter) inden for Natura 2000-området, mens de øvrige dele af Frederikshåb Plantage hører til de mest ensformige.
Af de mere sjældne arter, der dog er fundet her, er bl.a. grøn kobbervandnymfe, løgfrø, natravn, liden ulvefod, håret visse og svampe som tørvemos vokshat, ægte stenmorkel, bævretand og tør ridderhat. Og på Randbøl Hede vokser f.eks. spændende planter som guldblomme, kattefod, almindelig månerude, lyng-star, cypres-ulvefod, plettet kongepen, vår-kobjælde og laverne pragt-bægerlav og thrombium epigaeum. Endvidere er her observeret hedehøg, mosehornugle, klitplasterbille, blåhatjordbi og sjældnere sommerfugle som spættet bredpande, violetrandet ildfugl, moserandøje og markperlemorsommerfugl.
Men flere af disse arter lever måske kun på heden på lånt tid, for som allerede nævnt er Randbøl Hede i den grad truet af tilgroning, der først går ud over vegetationens variation og derefter over de arter, som er tilknyttet vegetationen.
Blåtop kvæler lyngheden
Dværgbuske som hedelyng og revling er gået markant tilbage på Randbøl Hede de seneste 60 år. I 1954 dækkede egentlig lynghede ca. 87 procent af området, men i 1995 var andelen allerede svundet ind til 23 procent, altimens blåtop havde spredt sig drastisk (Degn 2006).
Blåtop sætter ikke blot mange frø, men producerer både mere dødt og levende plantemateriale end mange andre planter, hvorved de blåtop-dominerede arealer udvikler sig til et tæt og sammenvævet ‘tæppe’ af tuer, som forhindrer lyset i at nå jordoverfladen og dermed fortrænger den øvrige vegetation.
I 1999 havde Naturstyrelsen fået nok, og i håbet om at genetablere en hedevegetation domineret af dværgbuske iværksattes derfor et ambitiøst forsøg med 12 forskellige metoder til bekæmpelse af blåtop, bl.a. afbrændning, slåning, græsning og fræsning (Buttenschøn m.fl. 2005). Det meste viste sig at være mere eller mindre virkningsløst, men en specialdesignet hollandsk tørveskrælningsmaskine, der på én og samme tid kunne fjerne blåtop og afskrælle det øverste jordlag, var »langt den mest effektive behandling« (Buttenschøn m.fl. 2005: 53). Problemet var blot, at maskinen med den tilhørende bemanding var ualmindelig udgiftstung, hvorfor man i 2003 iværksatte tre supplerende forsøg med nyudviklede maskiner, som var lidt billigere end den hollandske, men også viste sig ganske effektive.
Imens man behandlede og analyserede de forholdsvis små prøveflader, blev Randbøl Hedes generelle naturtilstand vurderet som direkte »miserabel«, hvilket kun understregede behovet for at gøre noget (Degn 2006: 8). Blåtop dominerede ca. 40 procent af arealet, og en kombination af bølget bunke og blåtop dominerede yderligere ca. 40 procent, mens kun ca. 15 procent var domineret af lynghedens karakteristiske dværgbuske – Randbøl Hede var med andre ord blevet en græshede snarere end lynghede.
Først i oktober 2014 foretog man de allersidste registreringer med henblik på at analysere langtidseffekterne af de sammenlagt 15 behandlingsmetoder, og med en tidshorisont på 10-15 år stod det nu helt klart, at hverken kontrolleret ildebrand, græsning eller slåning kunne få bugt med blåtop. Af de 15 metoder var den dyre hollandske behandling stadig »den klart mest effektive metode«, om end også andre behandlinger var langtidsholdbare, såfremt de indebar en fjernelse af det øverste jordlag.
De metoder, der både er bedst til at fjerne blåtop og samtidig forøge udbredelsen af hedelyng, forbliver altså ifølge slutrapporten den mest omkostningstunge: »Tørveskrælning med og uden forudgående afbrænding, samt hedefræser (med og uden forudgående afslåning) og hedehøster.« (Degn 2015: 20-24). På disse prøveflader ses ikke blot en stor fremgang for hedelyng og en nyetablering af mindst 5 arter af lav, men også usædvanligt mange kloner af almindelig ulvefod, der er genetableret efter at have været forsvundet i en årrække.
I EU-Life-projektet »Genopretning af heder i Danmark«, hvor der med millioner af EU-kroner i ryggen er foretaget naturtiltag på en række statslige hedearealer i Jylland, er der i perioden 2011-2015 bl.a. blevet afbrændt ca. 200 hektar af Randbøl Hede og efterfølgende afskrællet 20-30 hektar lyngtørv med traktor og plov. Der er lang vej igen og skal betydeligt mere tørveskrælning til, hvis Randbøl Hede skal på fode igen, for afbrændning af udvalgte flader har en mere kortsigtet effekt og må derfor gentages.
Spørgsmålet er derfor alligevel, om tørveskrælning vitterlig er dyrest i det lange løb? Alt tyder på, at effekten er den mest langtidsholdbare – ikke blot er det disse prøvefelter, der fortsat har kunnet holde blåtop i skak efter 10-15 år, men der er også historiske eksempler på tørveskrælning helt tilbage fra 1943-44, som adskillige årtier senere stadig har kunnet begrænse blåtop.
Næringsstofforurening fra luften
Historisk har blåtop langtfra haft den udbredelse, der ses (og øges) i dag. Planten har som nævnt en tæt tuestruktur, der først monopoliserer et areal i ekstrem grad og dernæst påvirker jordbunden på en måde, der yderligere forringer vilkårene for hedelyngen.
Men hvorfor er den pludselig blevet så stort et problem?
Forklaringen er tilsyneladende først og fremmest næringsstofbelastningen, ikke mindst kvælstofforureningen, der er dalet ned fra himlen i voldsomt forøgede mængder siden midten af det 20. århundrede.
Næringsstoffer som fosfor og kvælstof, der spredes via luften over både hav og land, fører til iltsvind i havet og tilgroning på land – det er naturligvis det sidste problem, der er af relevans her. Arter, der som blåtop favoriseres af en øget koncentration af næringsstoffer, spreder sig således ud over en række naturtyper, hvor de ikke naturligt ville forekomme (eller kun ville forekomme i mindre grad).
Den luftbårne kvælstofbelastning på danske landområder skyldes dels ammoniakfordampning fra landbrugets husdyrproduktion og dels forskellige forbrændingsprocesser (ikke mindst fra trafikken og energi- og industriproduktionen) – ca. 38 procent af forureningen kommer fra kilder i Danmark, resten fra det øvrige Europa (Ellermann m.fl. 2015). Størst er problemet i det sydlige Jylland, hvor koncentrationen af landbrugtes husdyrproduktion er særligt høj, og hvor nedbørsmængderne er større end gennemsnittet.
Det er også en væsentlig del af forklaringen på, at den såkaldte tørveskrælning er den mest effektive metode til at bekæmpe blåtop, idet fjernelsen af det øverste jordlag også fjerner mange årtiers ophobede kvælstofforurening. Selv om man derved også blotter jorden for en efterfølgende spredning af frø fra blåtop, vinder planten kun ringe og kortvarigt fodfæste i den næringsfattige jord, hvor dværgbuske som hedelyng igen kan udkonkurrere den.
Hvis Randbøl Hede i højere grad skal være natur på naturligere præmisser, nytter det ikke, at lade blåtop kvæle heden og dermed eliminere muligheden for en række arter, der er knyttet til dværgbuskene og den øvrige vegetation. Det bedste ville derfor være at følge den drastiske opskrift, som har vist sig at virke – at brænde heden af, for dernæst at afskrælle hele det øverste jordlag, fjerne det og få bugt med den ophobede næringsstofbelastning. Dermed ville lyngheden reetableres, og med den ville spredningsmulighederne for de dertil knyttede arter forøges markant på Randbøl Hede.
Selv om årsagen til kvælstofforureningen selvfølgelig ikke fjernes ad denne vej, er den luftbårne kvælstofafsætning trods alt faldet ca. 34% i perioden 1989-2013 (ganske vist med store lokale variationer, der især er betinget af forskellene i landbrugsproduktionen og naturområdernes afstand hertil). Hvis tendensen fortsætter, og man kommer tidligere tiders ophobning af næringsstoffer tilstrækkeligt til livs, er vi i alle tilfælde kommet nærmere en genetablering et mere naturligt udgangspunkt.
Det betyder imidlertid ikke, at lyngheden nødvendigvis atter vil blive områdets blivende og altdominerende naturtype, for natur er ikke statisk. Men hvis vi efterfølgende sørger for at udsætte større planteædere, kunne vi få en naturlig græsning, der bidrager til at holde arealet åbent og varieret, hvorved naturtyperne i det mindste forandrer sig ad naturlig vej – med tiden måske i retning af et mosaiklandskab med både lynghede, græsland og spredt skov?
Forbindes Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage som et fælles naturområde bliver mulighederne for en naturlig dynamik i området endnu større, men det forudsætter som nævnt, at der udsættes flere større planteædere for også fremadrettet at holde tilgroning i skak og generelt skabe større variation og flere levesteder.
Endvidere skal tømmerproduktionen i Frederikshåb Plantage afvikles, og plantagens ikke-hjemmehørende nåletræer tyndes ud, helst med hjælp fra naturens egen kraft. Ved at rydde de yderste rækker af nåletræer mod vest, fjernes de mest robuste stammer, og stormen kan rase mere uhindret ind i hjertet af plantagen og vælte stammer som mikadopinde. Derved bliver der skabt lysninger, rodkager med nye vertikale levesteder og dødt ved, og nåletræernes svampelokaliteter bevares.
Med tiden vil naturen selv udvikle dette gavnlige kaos til blandingsskov i et mosaiklandskab blandt indlandsklitterne – i hvert fald hvis der som en integreret del af naturen samtidig udsættes flere større planteædere, der i kraft af deres fødesøgningsadfærd og tramp varierer kaosset og vedligeholder de levesteder, der opstår.
Hvilke planteædere, der skal udsættes, må det være op til en faglig analyse at vurdere i detalje, men vildheste og vildokser er et bud, muligvis suppleret med europæisk bison. Det betyder naturligvis også, at arealet må indhegnes, så dyrene bliver på de ca. 15 kvadratkilometer, hvis natur de skal gavne og være en del af. Hegnet kan imidlertid designes, så næsten alle andre dyr kan passere ind og ud gennem faunapassager (f.eks. små tunneller, hvis størrelse tilpasset rådyr, grævling, odder, ræv og ulv).
Skal større planteædere fremadrettet kunne brede sig frit over både Frederikshåb Plantage og Randbøl Hede, kan man overveje en større faunabro, der krydser Bøgvadvej/Koldingvej. Den slags kan koste ca. 7-15 mio. kr. (eller helt op til 30-40 mio. kr., hvis man vælger den mest optimale model), alt efter hvilke og hvor mange arter den skal benyttes af. Alternativt kan man nøjes med færiste, hvilket blot kræver en hastighedsnedsættelse på strækningen, men til gengæld både er en meget billigere løsning (ca. 250.000 kr. pr. stk.) og giver endnu større spredningsmuligheder på tværs af arealerne.
Endvidere er der udgifter til dyr, der skal udsættes, til biodiversitetsforskere, der skal udarbejde projektets detailplan, og til vildthegn. Nedenstående kort rummer et forslag til en 27 kilometer lang hegnslinje, der følger selve naturnationalparkens ydre afgræsning. Et sådant hegn kan beløbe sig til en pris på ca. 4-7 mio. kr. (billigst, hvis det ‘kun’ skal holde bison inde, dyrest hvis det skal være til elg og/eller krondyr – men betydeligt billigere, hvis der f.eks. kun udsættes vildhest og kreaturer).
En omfattende tørveskrælning af hele Randbøl Hede ville være nærmest uundgåelig, men også meget omkostningstung. Den billigste af de effektive metoder (afbrændning efterfulgt af afskrælning med gummiged) kostede 23.500 kr. pr. hektar i 1999 (Buttenschøn 2005: 18) – og måske burde op til 600 hektar af Randbøl Hede få den tur? Det vil i givet fald beløbe sig til ca. 20 mio. kr.
Dertil kommer eventuelt opkøb af de privatejede arealer, hvorved de samlede udgifter (i tilfælde af en faunabro til 7-15 mio. kr.) ville beløbe sig til ca. 50-66 mio. kr.
Alternativt kan man udelade de få privatejede områder og droppe faunabroen til fordel for færiste, hvorved etableringsudgifterne begrænses til ca. 35-40 mio. kr. Til gengæld ville det blive danmarkshistoriens største og mest spændende naturgenopretningsprojekt af lynghede – der fremadrettet får lov til at udvikle sig på naturlige præmisser.
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns først projektområdet til de statsejede arealer i Frederikshåb Plantage og Randbøl Hede, hvor naturambitionerne ikke kolliderer med private lodsejerinteresser, samt de få private naturarealer i yderkanten af (og umiddelbart syd for) Randbøl Hede, der binder heden en tand bedre sammen. Hvis og såfremt disse kan opkøbes, eller der kan indgås permanent bindende aftaler med biodiversitet som førsteprioritet.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i Frederikshåb Plantage, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Efter et omfattende og ambitiøst genopretningsprojekt kunne Naturnationalpark Randbøl Hede & Syvårssøerne også blive et regionalt turist-trækplaster af en noget vildere karakter end regionens højt profilerede Legoland. Et stort, dynamisk landskab med tidvise søer, indlandsklitter og hedelandskaber, der gavner de arter, som er særligt afhængige af næringsfattige levesteder, og samtidig rummer vilde og varierede oplevelsesværdier på naturlige præmisser.
Rune Engelbreth Larsen, november 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript
APROPOS
> Fotoserie: Frederikshåb Plantage og Syvårssøerne
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status
