Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vildere, mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 24 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur omkring et af landets største skovområder: Naturnationalpark Rold Skov & Rebild Bakker …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag: > Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Forslag til rammerne for Naturnationalpark Rold Skov & Rebild Bakker – nogle af Danmarks kendteste skov- og bakkelandskaber kan danne rammer for 24 kvadratkilometer (kortet er baseret på OpenStreetMap)
Rold Skov(e) kan blive vildere og mere varieret
Naturnationalpark Rold Skov & Rebild Bakker
Træerne falder og falder hen over skovbund, nedad bjergskråninger, afgrenet, gennemskåret, læsset på lastbiler, kørt bort, målt med klodetid, livsluft, til kortvarig ensidig nytte.
Falder og falder med nålene, løvet, fotosyntesen, reder, æg og flygtende fugle, blotlægger myldret af dyr på flugt fra grene og hulninger, bort fra underskov, kratværk og rødder.
Thorkild Bjørnvig: »Skovene«
Er der en del af dansk natur, der i årti efter årti er blevet endnu mere overset, forsømt og forarmet end andre dele, er det skovene. Til trods for en udbredt forståelse for problemerne ved de omfattende skovrydninger i store regnskove i udlandet har det taget mange år, før bredere dele af befolkningen og det politiske niveau har forstået, at også tømmerproduktionen i Danmark forarmer skovnatur, når vi fælder og dræner de ældste og mest artsrige dele af vore løvskove.
Rold Skov, der med sine ca. 8.000 hektar er landets næststørste skovområde, er ingen undtagelse – selv om man i de senere år har taget fat på at prioritere naturens vilkår højere i enkelte dele af de statslige skovarealer.
Skovkomplekset består egentlig af mange skove med egne stednavne, men helheden kaldes Rold Skov. Flere steder når terrænet op over 100 meter (højest er Rold Bavnehøj på 114 meter), og det kuperede skovlandskab rummer bl.a. tørvemose, højmose, elle- og askesumpe, hundredvis af kilder og to større vandløb, Lindenborg Å og Willestrup Å.
Her er berømte og populære lokaliteter som Lille Blåkilde, Troldeskoven, Store Økssø (af den sjældne naturtype brunvandet sø), og Bjergeskov med den uhyre sjældne, meget smukke og ganske særprægede orkidé fruesko.
Den kalkrige undergrund er optimal for flere forskellige orkideer, men giver også mange jordfaldshuller, der sine steder sætter et særegent præg på skoven. Jordfaldshuller opstår, når regnvandet forsures af humussyrer i jordbunden og siver ned gennem sprækker, hvor de gradvis opløser kalken og danner hulrum, der pludselig kan kollapse. Et af skovens største jordfaldshuller, Røverstuen, måler f.eks. 12 meter i dybden og 35 meter i diameter.
Skoven(e) omgiver desuden den lille by Rebild og ikke mindst Rebild Bakker, som vi skal vende tilbage til, og i den østlige ende finder vi Himmerlands største sø, den 204 hektar store Madum Sø, en såkaldt lobeliesø. Nordvest for Rebild Bakker ligger den genskabte Gravlev Sø i tilknytning til Lindenborg Å, der er blevet genslynget og nu snor sig gennem ådalen langs søen.
De hjemmehørende bøge i Rold Skov er langsomtvoksende og har tilsyneladende en særlig formerningsstrategi, der adskiller dem fra sydligere bøge, idet de skyder nye skud fra stub og rødder, når de fældes. Røllebøge kaldes de, når de udvikler flere stammer (nogle helt op i et antal af 20-30), hvilket dog skyldes driftsformen. Røllebøge findes især over for Rold Storkro, men kan også opleves i Bjergeskove, Nørreskoven, Fræer Purker, Nordre Purker og Rebild Bakker.
Rold Skov er en skov fuld af fortællinger, naturhistorie og en spændende artsrigdom, der dog er presset af tømmerproduktion, som i altovervejende grad dominerer både de privat- og statsejede dele af skoven. Derfor er her et godt udgangspunkt for at give skovnaturen et løft ved at indstille statens skovdrift og påbegynde en udvikling, hvor naturen selv får lov til at råde.
Danmarks første nationalpark er glemt – men kunne indgå i dansk naturnationalpark
De færreste ved det, men Danmarks første nationalpark var ikke Nationalpark Thy, der blev oprettet i 2007 og indviet i 2008 – det var Rebild Bakker National Park. Da en del af Rebild Bakker var blevet opkøbt af Dansk-Amerikansk Selskab i 1912, blev de overdraget til staten som en af Europas første nationalparker, næsten 100 år tidligere end Nationalpark Thy. Betingelserne for overdragelsen var, at området skulle forblive i samme naturtilstand, være offentligt tilgængeligt og huse dansk-amerikanernes arrangementer på amerikanske festdage – som bekendt fejres USA’s Uafhængighedsdag den 4. juli stadig hvert år i Rebild Bakker.
Betegnelsen nationalpark fremgår dog ikke mange steder længere, om end man lokalt fortsat skilter med Rebild National Park og stadig kan støde på den både lokalt og internationalt i forbindelse med turist-PR. Men Rebild Bakker National Park var og er et tidligt forvarsel for, hvordan det i det hele taget er gået det danske nationalpark-koncept.
Da den daværende VK-regering satte nationalparker på dagsordenen i begyndelsen af nullerne (som følge af en kritisk opfordring fra OECD i 1999), valgte man på et tidligt tidspunkt at forbigå de internationale nationalpark-kriterier. Naturværdierne blev derved underprioriteret i opsigtsvækkende grad, og byer, skovbrug og landbrug fik i mange tilfælde en fremtrædende plads inden for det, der oprindelig var tænkt som naturreservater. Placeringerne af de danske nationalparker er heller ikke optimale i forhold til beskyttelsen af Danmarks trængte arter, og nationalparkloven sikrer ikke nogen særskilt naturbeskyttelse: Nationalparker eller nationalmarker? Forslag til en reaktualisering.
Af samme grund er det her hensigten at signalere behovet for større sammenhængende naturreservater med naturværdierne som omdrejningspunkt – naturnationalparker.
Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Rold Skov & Rebild Bakker overlapper næsten 100 procent de statsejede arealer. Når det ser ud, som om en større del af statens skov i den sydvestlige del ikke er med, skyldes det en fejl på statens kort – det pågældende areal (Østerskov) er ikke statejet.
Når dele af Rold Skov og Rebild Bakker egner sig godt som sammenhængende naturreservat med vildere natur på naturens præmisser, skyldes det både områdets status, ejerforhold og artsrigdom.
Staten ejer Rebild Bakker og nærmest hele den centrale del af Rold Skov, hvoraf langt hovedparten ligger vest for jernbanesporet, og kun en mindre bid øst for. Ønsker man et lettere og mere ‘rent snit’ i forhold til afgrænsningen af et naturreservat, kunne man overveje at lade østgrænsen flugte med jernbanesporet.
Den foreslåede afgrænsning overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 18: Rold Skov, Lindenborg Ådal og Madum Sø. Her er staten i forvejen forpligtet på at yde en række udvalgte arter og levesteder en særlig beskyttelse som følge af EU-krav.
Arterne på udpegningsgrundlaget er følgende: bred vandkalv, bæklampret, havlampret, stor vandsalamander, damflagermus, odder, fruesko, grøn buxbaumia, blank seglmos (som dog ikke er fundet i området) samt isfugl, sortspætte, hvepsevåge, stor hornugle, hedelærke og rødrygget tornskade.
Centrale dele af Natura 2000-område nr. 18 ligger inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Rold Skov & Rebild Bakker
Af andre sjældne arter huser området også svampe som skygge-skærmhat og skarlagen-pragtbæger samt orkideer som rød skovlilje, bakke-gøgeurt og tyndakset gøgeurt. Blandt de øvrige mere eller mindre sjældne planter finder vi f.eks. druemunke, kronløs springklap, pyramide-læbeløs, smalbladet klokke, skov-storkenæb, nordlig lund-fladstjerne, afbidt høgeskæg og vellugtende agermåne.
Udover udpegningsgrundlagets fugle kan vi bl.a. møde lille korsnæb, ravn og natravn, men området er også levested for rådyr og en stor krondyrbestand. I den anden ende af størrelsesskalaen finder vi otte forskellige flagermusarter og en stribe sjældne insekter, f.eks. den relativt sjældne snudebille med det hyggelige navn cigarruller. Endvidere kan den heldige møde fireplettet glansbille, konvalbille, lille maskebille, hieroglyf mariehøne, æblestikker. trehornet skarnbasse, sort vedrovflue og stub-svirreflue såvel som dagsommerfuglen isblåfugl og natsommerfuglen blodnakke.
Biodiversitetkortets bioscore inden og uden for det afgrænsede areal viser, at det på længere sigt er en god idé at udvide naturnationalparken både mod øst og vest. Bioscore er et mål for koncentrationen af truede arter og potentielle levearter for truede arter (jo varmere farver, desto højere koncentration).
Blandt de sjældne arter, vi kan finde i Rold Skov, har én dog nærmest status af skovens ikonart – Europas største orkidé, stor fruesko. Desværre har man måttet hegne planterne inde siden 1889, fordi de gentagne gange har været udsat for orkidétyveri (f.eks. i juni 2012, hvor hele 44 planter blev gravet op og stjålet, og i juni 2016, hvor der blev plukket 12 blomster).
Da staten overtog den nordlige del af Rold Skov i 1826, var her åben græsningsskov, men tømmerproduktionens fremmarch ændrede skoven karakter til ugunst for fruesko, som egentlig trives bedst på kalkrige overdrev. I de senere år er bestanden imidlertid gået frem bag hegnet, efter at Naturstyrelsen har lysnet området ved at genindføre skovgræsning.
Oprindelig har der udover hjorte og elge bl.a. levet vildsvin, heste og urokser i de danske skove, hvilket har haft afgørende betydning for træer og anden vegetation og f.eks. betydet flere skovlysninger. I takt med at mennesket har bortjaget en række af de store planteædere, har landbrugets husdyr til gengæld overtaget og græsset i skovene og utilsigtet haft en tilnærmet effekt – sine steder snarere overgræsset. I kombination med tømmerproduktionens decimering af skovene nåede det danske skovareal derfor ned på blot 2-3 procent af landets samlede areal i begyndelsen af 1800-tallet.
Med skovforordningerne i 1781 og Christian 7.’s fredskovsforordning i 1805 blev der slået skov-alarm – om end hensigten ikke var at beskytte skovnaturen, men derimod alene at beskytte og målrette tømmerproduktionen. Det betød bl.a. et forbud mod høslæt og skovgræsning (med få undtagelser), hvorved mange skovarter mistede samspillet med de større planteædere, og skovene udviklede sig tættere og mørkere med stadig færre lysninger. Desuden fremmede man tilplantningen af ikke-hjemmehørende, ensformige og artsfattige nåletræsplantager, som udgør store dele af Danmarks skovareal i dag.
Også afvandingen af skovene tog fat for at optimere tømmerproduktionens effektivitet. Tusinder af grøftekilometer blev gravet, og moser, sumpe og søer blev tilkastet, hvorfor skovene i 1800- og 1900-tallet både er blevet unaturligt tørre og unaturligt blottede for gamle, døende og døde træer. Vådområder, lyngpletter, enge og lysninger er blevet tilplantet i effektivitetens produktive navn, og talrige arter er blevet presset eller helt fortrængt fra deres levesteder.
Udviklingen sammenfattes i rapporten Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet: »Skovlovgivningen i form af Fredskovsforordningen af 1805 og dennes afløser fra 1935 har dog udgjort en meget håndfast og stærkt produktionsorienteret ramme for forvaltningen af det fredskovspligtige skovareal frem til 1989, hvor den første af en række revisioner af loven fandt sted. Først med loven fra 1989 og de efterfølgende revisioner i 1996 og 2004 har Skovloven fået indarbejdet hensyn til den biologiske mangfoldighed i forvaltningen af de danske skove.« (Johannsen m.fl. 2013).
De nye og begrænsede biodiversitetshensyn har dog ikke kunnet vende et par århundreders udvikling og hindre, at tætte, tørre, ensartede og ensaldrede skove uden dødt ved er blevet den norm, der stadig er dominerende i Danmarks skove ved begyndelsen af det 21. århundrede. Det er kun i marginale områder, vi har genetableret naturlig vandbalance, udlagt såkaldt urørt skov og indført skovgræsning, og den største andel af Danmarks truede arter er således stadig skovarter.
Vi skal derfor have flere skove med genetablering af den naturlige vandbalance, flere skove med større planteædere og flere skove uden tømmerproduktion, hvis de danske skoves tiloversblevne artsrigdom skal bevares.
De statsejede arealer i Rold Skov, især de mest artsrige områder, er oplagte at udpege til natur på naturligere præmisser, indstille motorsavene og afvandingen, for dernæst at udsætte større vilde planteædere, f.eks. heste, kreaturer og elge. Og i tilknytning til de åbne vidder i Rebild Bakker, kunne bisoner måske også komme på tale.
Naturstyrelsen Himmerland har også udlagt visse arealer med græsningsskov, og flere er på vej. Her medregnes dog græsning på Rebild Bakkers åbne landskaber som græsningsskov, men derudover også græsningen på de 38 hektar i Bjergeskov, hvor man har standset tilbagegangen for fruesko. Dette areal var tidligere såkaldt urørt skov, det vil sige skov uden skovdrift, hvilket desværre ofte er blevet (mis)forstået som en hindring for at udsætte græssende dyr.
I stedet bør urørt skov altid kunne integrere større planteædere, som derved kan udøve deres naturlige funktion i skoven. Det bliver ikke mindre ‘urørt’ af den grund, så længe skoven fortsat er fritaget fra tømmerproduktion. For at udrydde en helt unødvendig misforståelse af de to begreber har seks forskere af samme grund præciseret definitionen på ‘urørt skov’:
»Urørt skov er skovområder udpeget til biodiversitetsformål uden omkostningstung naturpleje. Urørt skov betyder, at der ikke drives skovdrift. Urørt skov udelukker hverken mennesker, græssende dyr eller naturgenopretning.«
Hans Henrik Bruun (Biologisk Institut KU), Rasmus Ejrnæs (DCE, AU), Morten D.D. Hansen (Naturhistorisk Museum, Aarhus), Jacob Heilmann-Clausen (Statens Zoologiske Museum, KU), Carsten Rahbek (CMEC, KU), Jens-Christian Svenning (Institut for Bioscience, AU). Altinget.dk den 12. maj 2015.
Skovkortet over de statsejede arealer viser bl.a., at der er i dag er forsvindende lidt såkaldt urørt skov, og ‘græsningsskov’ er der udover Rebild Bakker heller ikke meget af – ideelt set bør hele skoven være uden tømmerproduktion, hvis naturen skal være på naturens præmisser
En modstillende skelen mellem græsningsskov og urørt skov forbigår med andre ord vigtigheden af, at skov uden tømmerproduktion med fritgående større planteædere bringer os endnu nærmere de udgangsbetingelser, som skovnaturen oprindelig er udviklet under, og derfor er en kombination at foretrække. Det kan og bør vi under ét kalde urørt skov – eller i formidlingssammenhænge eventuelt bruge et begreb med mere illustrative associationer: vildskov.
Overordnet set er der behov for større sammenhængende natur på naturens præmisser, hvor skov og åbent land glider gradvis ind og ud af hinanden frem for i skarpe og unaturlige skel. Kombinationen af Rold Skov og de åbne vidder i Rebild Bakker er god for en helhedsbetragtning, hvor større planteædere kan bevæge sig frit over adskillige kvadratkilometer, frem for i små hjørner, og fordi det på længere sigt kan bidrage til at opbryde og variere naturen.
Det bør helst være andre planteædere end de geder, som i dag helårsgræsser i Rebild Bakker (og de sommergræssende får), som de ikke kommer den voldsomme tilgroning af ørnebregne til livs, men nedbider den øvrige vegetation for massivt – og den maskinelle bekæmpelse af den ensformige tilgroning af ørnebregne har heller ingen blivende effekt.
Større planteædere kan trampe huller i vegetationen til andre planter og måske over tid trænge ørnebregne tilbage, men hvilke og hvor mange dyr, der er fødegrundlag for, forudsætter forskeres nøje detailanalyse af området. Formodentlig vil ikke mindst vildheste, (vild)kvæg, bisoner og elge indgå i overvejelserne.
Ifølge rapporten Elg i Danmark kan Rold Skov f.eks. huse ca. 80 elge, selv når der tages højde for en stor bestand af krondyr (Sunde & Riis 2007) – her medregnes dog både private og statslige dele af skoven, hvorfor en mere specifik analyse også af den grund er nødvendig.
En naturnationalpark i Rold Skov og Rebild Bakker med flere fritgående planteædere kræver et ydre hegn, så græsningseffekten ikke går tabt, men et ydre hegn betyder hverken manglende offentlig adgang eller et stop for samspillet mellem dyrelivet inden og uden for afgrænsningen. Udover indgangsporte og -låger til homo sapiens kan man under hegnet etablere et større antal mindre faunapassager, der f.eks. gør det muligt for rådyr, ræv, grævling, odder, bæver, hare og andre mindre dyr at passere ind og ud – ligesom det i dag er tilfældet under hegnet rundt om Mellemområdet i Lille Vildmose.
Den afgrænsning, som er foreslået her, dækker 24 kvadratkilometer og en ydre ‘grænse’, der er ca. 39 kilometer lang, men man kunne også nøjes med at afskærme visse områder. I tilfælde af et ydre hegn hele vejen rundt om naturnationalparken ville det allermest hensigtsmæssige nok være at lade hegnslinjen gå nordvest om Rebild by:
Hvis hele Naturnationalpark Rold Skov & Rebild Bakker skulle afgrænses af et ydre hegn (med faunapassager, så mellemstore dyr kan passere ind og ud, mens store planteædere bliver inden for området) kunne en hegnslinje på ca. 28 kilometer se sådan ud.
Denne hegnslinje ville for det første lette de større dyrs passage mellem Rebild Bakker og den nordlige del af Rold Skov (bl.a. Bjergeskov) og for det andet gøre den samlede hegnslængde ca. 11 kilometer kortere, end hvis den skulle følge naturnationalparkens afgrænsning minutiøst. Skulle man vælge den foreslåede løsning, ville hegnet således blive ca. 28 kilometer langt.
Et elg-hegn med tyve års holdbarhed koster f.eks. ‘kun’ ca. 126.000 kr. pr. kilometer i 2005-priser (jf. DMU-rapporten Elg i Danmark) – i tilfældet Naturnationalpark Rold Skov & Rebild Bakker ville det sammenlagt beløbe sig til ca. 4,4 mio. kr. i 2016-priser.
Andre anslår dyrere hegn på op til 250-300 kr. pr. meter, hvorved et sådant vildthegn ville beløbe sig til ca. 7,0-8,4 mio. kr. Men stadig ikke nogen uoverkommelig investering, når man betænker den betydning, det kunne få for naturen og de muligheder for natur-turisme, et sådant naturreservat med mange flere større planteædere også ville åbne.
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer i Rold Skov og Rebild Bakker og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de få privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende skovbevoksninger, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Mulighederne er til stede for både at bevare Rold Skovs og Rebild Bakkers unikke kulturhistoriske betydning med samme offentlige adgang som i dag og samtidig give natur og biodiversitet et markant løft. På statsejede områder uden konflikter med landbrug eller andre private lodsejere. Uden landbrug og skovbrug – men med naturværdierne i centrum.
Lad mig afslutte, som jeg begyndte, med et uddrag af Thorkild Bjørnvigs fine digt, »Skovene«. Naturen har ikke blot værdi som ressource, men også i sin egen ret – og naturligvis som et rum til oplevelse og refleksion, hvilket vel er værd at tage med.
Fra træerne udgår, hvad mennesker i længden århundreders længde, ikke kan undvære: liv uden hensigt: væren. Dette går som en akse op fra jorden i stjernestunder gennem os. Enten er vi. Eller resten er stridbar forvirring, et liv uden fester og fred, uden rødder og stjerner.
Vi skal have langt færre små hegn, men til gengæld flere lange hegn med faunapassager for at skabe vildere natur med flere forskellige planteædere …
Der er udbredt forskerkonsensus om, at naturen forarmes i Danmark, og at biodiversiteten er under voksende pres. Der er også udbredt forskerkonsensus om, at naturen mangler plads og prioritering, hvis udviklingen skal vendes. Endvidere er der udbredt forskerkonsensus om, at dansk natur lider under en stor mangel på forskellige større planteædere.
Det er tre af de grundlæggende udgangspunkter for et igangværende bogprojekt, Vildere vidder i dansk natur, der skal indkredse artsrige naturarealer, hvor naturen i højere grad end i dag kan ‘klare sig selv’ på egne præmisser. Det kræver naturarealer, som har god plads til flere naturlige forstyrrelser såsom stormfald, erosion, sygdomme, lynnedslag og periodevise oversvømmelser m.v., der netop ‘af sig selv’ forandrer naturen og skaber nicher og levesteder til flere arter. Og det kræver naturarealer, der kan rumme flere større planteædere, som sikrer yderligere dynamik, fordi de via fødevalg og adfærd spreder frø, skaber spirebede og påvirker træer og vegetation på forskellig vis. Alt sammen elementer, der er en mangelvare i nutidens natur, og som det er værd at genetablere, hvis vi skal have udgangsbetingelserne for en mere selvopretholdende og artsrig natur tilbage.
Større naturarealer på naturens præmisser bør blive et supplement til den nødvendige forvaltning af landets mindre og ofte isolerede naturperler, der især i kraft af Naturbeskyttelseslovens såkaldte paragraf 3-områder i nogen grad forbinder større og små naturarealer (eller ved en samvittighedsfuld overvågning og forvaltning i det mindste har potentialet til at sammenkæde dele af Danmarks natur).
Denne artikel er en del af forarbejdet til bogprojektet og vil sikkert løbende blive præciseret og justeret, men ved at tilgængeliggøre research og kladder online, muliggøres kommentarer og input, før selve bogmanuskriptet udarbejdes. I det følgende uddybes derfor et par af forudsætningerne for, hvor og hvordan bogens sammenhængende naturarealer udvælges, bl.a med henblik på at få flere større planteædere i dansk natur – og hvad hegnsproblematikken betyder i denne sammenhæng.
Biodiversitetskortet og det såkaldte 50 procents scenario
Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) ved Københavns Universitet og DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet har i samarbejde udviklet et landsdækkende biodiversitetskort, der illustrerer, hvordan artsrigdommen er fordelt i landet. Af rapporten bag arbejdet, Biodiversitetskort for Danmark (2014), fremgår det desuden, hvor og hvordan vi hensigtsmæssigt kunne prioritere et netværk af arealer, hvis vi skal sikre en god og forsvarlig indsats for at standse biodiversitetstabet.
Præmissen er med andre ord: »I det følgende antages det, at en prioritering på national skala af arealer med henblik på bevarelse af biodiversiteten tager udgangspunkt i Danmarks samlede naturareal, men kun skal omfatte en del af dette, så der samtidig efterlades et råderum til lokal prioritering«.
Det siger sig selv, at jo større dele af det danske naturareal, hvis naturtilstand vi forbedrer og beskytter, desto større sandsynlighed for, at vi standser naturforarmelsen. Men ved at tage afsæt i biodiversitetskortet og se på den nationale fordeling af 537 truede arter (en stikprøve på 5-10 procent af Danmarks truede arter) har forskerne kunnet præsentere en model for, hvordan en prioriteret indsats kan gennemføres forsvarligt på cirka halvdelen af landets samlede 7.300 kvadratkilometer løvskov og åben natur.
Rapporten præsenterer således en udpegning af 3.600 kvadratkilometer naturarealer baseret på 10 x 10 kilometer store kvadrater som basis for en overordnet national prioritering, hvor samtlige af datasættets 537 truede arter som minimum er dækket ind fire gange (det vil i praksis sige i mindst fire forskellige kvadrater), og hvor hele 43 procent af de truede arter endog er dækket ind med samtlige deres forekomster i Danmark.
Dermed ligger man over det minimumskrav til en troværdig artsbeskyttelse, som forskere tidligere har anslået at skulle dække en repræsentation af arterne mindst tre gange. Og selv om baggrunden er en stikprøve af truede arter, vil resultatet »sandsynligvis også gælde en stor del af de truede arter uden for datasættet«, fastslår rapporten.
Men hvad med de almindelige arter? Mange almindelige arter, der ikke er truede (endnu), er også i tilbagegang, og hvis forskernes udvalgte områder ‘kun’ gavner de truede arter, skyder vi måske blot problemet ud, fordi flere af de almindelige arter i mellemtiden risikerer at ende som truede arter?
Heldigvis gavner beskyttelsen af truede arter i dette scenario alt andet lige også ikke-truede arter:
Analyserne skal ses som en måde at optimere et nationalt netværk, som tilsammen dækker den truede biodiversitet bedst muligt inden for det givne areal, også arter, som ikke indgår i analyserne. (…) Den gode dækning understreges af, at netværket også huser 1279 af 1280 ikke-truede arter i det samlede datasæt, selvom disse arter ikke har indgået i analyserne og dermed ikke har påvirket udvælgelsen af kvadrater. (…) Det identificerede netværk vil dække en meget stor del af den truede danske biodiversitet. Netværket, som det er vist her, indikerer direkte, hvor en stor del af indsatsen med fordel kan lægges, hvis de samlede ressourcer skal bruges effektivt. (Biodiversitetskort for Danmark: 46).
Selv om der er tale om en inddeling i en overrordnet og grov skala, der i en forvaltningsplanægning naturligvis skal konkretiseres i lokal detalje, er det en fagligt velkonsolideret retningspil for en national prioritering af dansk natur og biodiversitet. Herunder ses et kort med de udvalgte kvadrater, som derfor også rummer det bedste afsæt for at indkredse større og mere sammenhængende naturarealer på naturens præmisser:
Et samarbejde mellem Københavns og Aarhus Universitet har indkredset, hvor vi bedst kan beskytte arterne, hvis halvdelen af de danske naturarealer på land udpeges til en målrettet indsats (kilde: Biodiversitetskort for Danmark)
Bogprojektet Vildere vidder i dansk natur sigter på at belyse en række store statsejede naturarealer af minimum 10 kvadratkilomets størrelse, der samlet set udgør mindst 1.000 kvadratkilometer, og som i langt størstedelen af tilfældene falder inden for Biodiversitetskortets netværk af 3.600 kvadratkilometer privatejet og statsejet natur.
Dansk natur savner flere forskellige større planteædere
I rapporten Danmarks natur frem mod 2020 beskrives de væsentligste udfordringer og vigtigste virkemidler for at styrke biodiversiteten, og her understreger forskerne Carsten Rahbek, Peder Agger, Hans Henrik Bruun, Rasmus Ejrnæs, Kaj Sand-Jensen, Niels Strange og Jens-Christian Svenning ikke mindst vigtigheden af gensidigt forbundne forhold som plads, sammenhæng, variation og græsning.
Om manglen på græsning i dansk natur skriver forskerne: »Nøglen er atter at få græssende dyr (vilde eller tamme) i den danske natur. Mange danske naturtyper opretholdes via græsning. Den manglende græsning gør, at den biologiske mangfoldighed falder. Dette forhold gælder både for åbne naturtyper og for skovene. (…). Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen.« (Meltofte 2010: 108).
I dag benytter vi først og fremmest heste, kreaturer og får i naturplejen, men sjældent i kombination, endnu sjældnere som helårsgræsning, og allersjældnest i form af et flersidigt sæt af vilde dyr.
Naturplejen er altafgørende i talrige mindre områder, om end en begrænset og utilstrækkelig tilnærmelse til de oprindelige naturlige forhold, hvor der var mange flere vilde planteædere i naturen. Naturpleje indebærer alt for sjældent græsning om vinteren, og arealerne er ofte så små og fragmenterede, at der ikke er plads til naturlige forstyrrelser og dynamik i større skala.
Der er derfor også behov for større sammenhængende områder, hvor flere forskellige planteædere bliver en fritgående del af naturen året rundt for at supplere og variere den græsning og generelle påvirkning af vegetationen, som hjortene i dag stort set er ene om at udøve.
Intet tyder da heller på, at f.eks. græssende kreaturer eller heste vil presse hjortene: »En undersøgelse fra Fyn af effekten af hestegræsning på rådyr (foretaget bl.a. ved hjælp af videooptagelser) viste, at rådyr græssede indhegningen, mens der var heste til stede. Rådyrene kom færre gange i indhegningen, mens der var heste til stede, men deres ophold i indhegningen var af lige så lang varighed med heste som uden.« (Buttenschøn 2007: 203).
Der er også eksempler på, at kvæggræsning ligefrem kan gavne krondyr, f.eks. på Isle of Rum i Skotland: »Krondyrene foretrak at græsse de arealer, der havde været vintergræsset af kvæg. Krondyrene fra den kvæggræssede del af øen satte flere kalve end dem fra den ugræssede del. Husdyrgræsning kan således skabe bedre fødegrundlag for hjortevildt ved at vedligeholde lyngheder og græsvegetation i frisk, næringsrig tilstand.« (Ibid.: 204).
Flere forskellige såkaldte græssere er en fordel på grund af den forskellige påvirkning, de udøver, og som oprindelig har været naturlig før decimeringen af de større planteædere og fragmenteringen af naturlandskabet.
Kombinationen af (god) plads og (mange forskellige) planteædere er altså afgørende, men ikke tilstrækkeligt prioriteret. Og uanset om vi taler eksisterende sommergræsning på få hektar med kreaturer, eller om vi f.eks. udsætter vildheste og bisoner på naturarealer på 10, 20 eller over 50 kvadratkilometer, er der én forudsætning, vi ikke slipper udenom – hegn.
Hvis de kreaturer, der græsser om sommeren, eller de (vild)heste, vi måtte udsætte som del af naturen året rundt, bare kan spankulere ud af naturarealet og ud på motorvejen eller ind på markerne, ophører det tilstræbte natursamspil, der er hele hensigten. Hegnet er altså blot et virkemiddel til at sikre græsning dér, hvor vi ønsker den – men ofte en forudsætning.
Alligevel møder hegn i forbindelse med større naturområder ofte modstand, sågar (måske primært) fra dele af naturvennernes segment. Her møder man f.eks. argumentet, at hegn er ‘unaturligt’, selv om valget måske i sidste ende ikke står mellem hegn og ikke-hegn, men derimod mellem mange små hegn og ét længere hegn – hvis vi skal have flere forskellige planteædere i spil og en genetablere biodiverstietsfremmende påvirkning af vegetationen.
Kampen mod hegn er en kamp mod flere forskellige større planteædere
Da 1.400 hektar af den store Klelund Dyrehave skulle etableres i 2008 med et 17 kilometer langt hegn til at holde krondyr inde, mødte det voldsom modstand fra såvel Socialdemokratiet og SF som Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening.
Det ville blive »en ladeport for at hegne naturen ind over hele Danmark,« lød det fra Danmarks Naturfredningsforening (Kristeligt Dagblad, 18.8.2008), og i et brev til Folketingets Miljø- og planlægningsudvalg få dage senere foreslog foreningen ligefrem at gribe ind lovgivningsmæssigt: »Der må ikke opsættes usædvanlige hegn i det åbne land, omkring skove eller naturområder.«
Danmarks Jægerforbund istemte: »Vildtet skal kunne bevæge sig frit, både for de mange, der gerne vil nyde dyrelivet og os, der også gerne vil skyde lidt af det.« (Ritzau, 21.10.2008).
Med en bestand på over 20.000 er krondyrene dog ingenlunde truet i Danmark og kan fortsat bevæge sig frit i langt hovedparten af det danske landskab – det vil det altovervejende flertal af krondyr også fortsat kunne, selv hvis vi skulle få flere hegnede naturarealer, hvor få procent af de store hjorte i samspil med flere andre planteædere kunne gavne biodiversiteten for mange andre arter.
De berørte kommuner såvel som Naturklagenævnet gav i 2009 ejerne lov til at opsætte det lange hegn, og siden har man også ansøgt og fået tilladelse til at forstærke hegnet med henblik på at supplere krondyrbestanden med vildsvin (hegnet er designet på en måde, der ikke hindrer oddere og mindre arter i at komme ind og ud af området).
Heldigvis kan holdninger flyttes, og vanemodstand ændres, og noget tyder på, at den proces er i gang. Elg-hegnet omkring et 2.100 hektar stort delområde i Lille Vildmose har ikke alene mødt opbakning fra Dansk Ornitologisk Forening, men nu også fra Danmarks Naturfredningsforening.
Udsættelse af større planteædere bag hegn kræver selvsagt en minutiøs vurdering fra naturareal til naturareal om, hvor mange og hvilke dyr der er brug for og plads til, og der ligger da også tunge og grundige analyser bag udsættelsen af lige netop krondyr og elge i Lille Vildmose. Højmosen er truet af tilgroning med birk, og efter en nøje afvejning af mange mulige tiltag tyder alt på, at elgen er det mest effektive værktøj – natur, der gavner natur.
Men forudsætningen for at få elg og krondyr sat ud dér er det 30 kilometer lange hegn, der kan holde dyrene inde. Valget stod således imellem at opsætte et ‘unaturligt’ hegn for at gøre det bedst mulige for at bevare en mere ‘naturlig’ højmose og således komme ‘unaturlig’ ensformighed og tilgroning til livs. Det er vel egentlig ikke så paradoksalt, som det lyder?
Pointen er, at modsætningsparret ‘naturlig’ og ‘unaturlig’ i relation til at beskytte natur og biodiversitet er meningsløst, hvis vi anskuer det i absolutte kategorier. Vi er nødt til at operere med gradueringer, og her må et sigtepunkt være, at dét, vi gør, skal modvirke biodiversitetstabet ved i højere grad at tilstræbe natur på naturens præmisser – og i dette »i højere grad« ligger således altid en afvejning af, hvilke virkemidler der er mest hensigtsmæssige og giver det mest ‘naturlige’ resultat.
Man valgte hegnet, og dermed muliggjorde man at gavne højmosen ved hjælp af elgen. I en natur i ubalance, er vi nødt til at foretage nogle ‘unaturlige’ indgreb – det afgørende er og bliver altså blot, om de tilvejebringer en større balance og minimerer nødvendigheden af senere kunstige indgreb eller ej. En genetablering af en vifte af planteædere, der i højere grad skaber en selvforvaltende balance i naturen begrænser den naturpleje og de indgreb, vi ellers skulle fortsætte med at foretage.
Derfor er udsættelsen af krondyr og elge bag hegn i Lille Vildmose trods alt også endnu et skridt mod natur på naturens præmisser. Et skridt, der ville være umuligt uden hegn, og som også åbner op yderligere tiltag i samme retning, jævnfør Anbefalinger vedrørende naturpleje af Mellemområdet, Lille Vildmose, der er udarbejdet af seniorrådgiver og græsningsøkologisk ekspert Rita M. Buttenschøn:
Hovedkonklusionen er, at flerartsgræsning primært baseret på krondyr og elg vil være den bedst egnede metode til at udvikle og vedligeholde et græsningspræget landskab, hvor dyrene er en integreret del af en dynamisk natur. For at opnå et stort set selvregulerende system, hvor græsning hæmmer tilgroningen med birk og fremmer udvikling af naturlige kærsamfund, er der behov for græsningsdyr, der dækker spektret fra browsere som elg, og rådyr over intermediære som krondyr og græssere som kvæg og heste og/eller bison. Ved at udsætte bison sammen med krondyr og elg vil græsning være baseret på vilde dyr, der som en integreret del af naturen skaber dynamik og naturudvikling. Flerartsgræsning vil samtidig opfylde mål om at sikre levesteder for mange af de arter på udpegningsgrundlaget for Nature 2000-området, der anvender Mellemområdet som yngle- og/eller fourageringssted. Af betydning for dem er især en stor rigdom af insekter og andre fødedyr, som helårsgræsning med forskellige græsningsdyr vil give grundlag for. (Buttenschøn 2013: 57)
Hegn – en forudsætning for flere forskellige planteædere i dansk natur
Hegn kan udformes meget forskelligt. Skal vi kun hegne vildheste og (vild)kvæg inde, kan man klare sig med hegn, som både kan passeres af rådyr og krondyr (såvel som ulv, ræv, grævling, odder, dådyr, bæver, hare osv.).
Men hvis f.eks. krondyr, elge og/eller bisoner skal bag hegn, er der tale om hegn af en anden beskaffenhed end dem, vi kender fra heste og kvæg, om end det fortsat er muligt at bevare passagen for rådyr m.fl. ved at skabe en række faunapassager under hegnet.
Kort over indhegning af Mellemområdet i Lille Vildmose, hvor der udsættes krondyr og elge – stjernerne markerer faunapassager, hvor mindre dyre kan passere ind og ud af området (Aage V. Jensens Naturfond)
Det 30 kilometer lange ydre hegn, der skal holde på elge og krondyr i Lille Vildmose, har f.eks. 62 faunapassager, hvorigennem mellemstore og små dyr som bl.a. rådyr, ræv og grævling kan passere begge veje.
Vildsvin er desværre en helt speciel problemstilling og er særlig udfordrende at få tilbage til naturen herhjemme. På grund af dansk lovgivning, der er langt mere hysterisk over for vildsvin end det øvrige Europa og opretholder bortskydningspligt, har vi indtil videre ikke mange vildsvin i det fri, og skal de gå bag hegn, skal det være hegn, der er umulige at passere for næsten alle andre store og mellemstore dyr.
Foreløbig må vi nøjes med at håbe, at vi om mange år har en større fritlevende bestand af vildsvin – fordi myndighederne simpelthen ikke kan skyde dem alle sammen væk (de kommer i pænt tal over den dansk-tyske grænse). Og måske lander vi med tiden på 50-100 ulve, der kan passere ind og ud af indhegningerne omkring større naturarealer og derved ‘gratis’ bidrage med et mere naturligt rovdyrtryk, som dansk natur har været foruden i århundreder. Men det er en udvikling, der nok ligger mange, mange år ude i fremtiden.
Vi kan dog gøre en stor forskel allerede nu ved at komme igang med at hjælpe flere forskellige planteædere tilbage til dansk natur. Større indhegninger er at foretrække for små, hvis muligheden er der, fordi sandsynligheden for ly, skjul og flere naturtyper er større på store arealer med flere naturtyper (Buttenschøn 2007: 224; Buttenschøn 2013: 61), og desuden falder gennemsnitsomkostningerne til hegn i reglen pr. hektar (Hasler et al. 2012).
Selv om holdninger har flyttet sig, er der dog stadig en mærkbar modstand mod hegn blandt aktive inden for den brede natursag. For bliver naturen ikke mere ‘kunstig’ af, at dyr går bag hegn?
Det kommer an på, hvordan man betragter det – og vi har allerede været lidt inde på den samme problematik med alt for absolutte kategorier for det ‘naturlige’ og ‘unaturlige’.
Elgens genkomst kombineret med krondyr i et stort naturområde bag et meget langt hegn indebærer ganske vist en ‘kunstig’ genetablering af udgangsbetingelser i form af hegn og udsættelse, og på grund af den fortsatte mangel på store rovdyr i dansk natur vil en ‘kunstig’ regulering også kunne være nødvendig for at fastholde balance mellem fødegrundlaget og planteæderne (Olesen 2004: 41f). Men på en række andre parametre bliver naturen mere naturlig og mindre kunstig, hvis arealerne har en vis størrelse.
Tilgroning og manglende variation i naturen er ‘kunstigt’ i den forstand, at årsagerne i høj grad er en ‘kunstig’ næringsstofforurening, som naturen oprindelig var foruden, og manglende planteædere, der ville være en større del af naturen, hvis ikke vi havde udryddet og udtyndet dem i så stort tal. Årtiers og århundreders ‘kunstige’ naturforarmende tiltag nødvendiggør således ‘kunstige’ naturforbedrende tiltag for at få en natur, der er mere i balance end i dag.
En genetablering af udgangsbetingelserne for mere selvforvaltende natur i form af flere forskellige planteædere betyder en mere naturlig variation, et mere naturligt græsningstryk og mindre ‘unaturlig’ tilgroning – alt sammen under forudsætning af, at forholdene er minutiøst vurderet og undersøgt af fageksperter på forhånd.
Kan man overhovedet tale om ‘vilde’ dyr og ‘vild’ natur bag hegn – eller er det bare en anden slags ‘naturpleje’?
Det kommer jo igen an på definitioner. Men i betragtning af, at naturpleje i reglen består af sommergræsning med tamdyr på mindre arealer bag mange små hegn, hvorimod vi her taler om udsættelsen af f.eks. vildheste, elge og krondyr hele året på større naturarealer bag ét langt ydre hegn frem for mange små hegn, har vi trods alt bevæget os langt bort fra almindelig ‘naturpleje’. Derfor foretrækker jeg at tale om videre natur.
Naturpleje i form af sommergræsning (helst helårsgræsning) er en nødvendighed mange steder, men hvor muligheden er til stede, er det primært mangel på politisk vilje og sekundært en kontraproduktiv hegnsmodstand, der står i vejen for at tilvejebringe mulighedsbetingelserne for, at naturen bedre ‘kan selv’.
Naturen kan således i højere grad undgå naturpleje dér, hvor vi kan finde plads til større og mere sammenhængende naturarealer – hvis vi fjerner de mange små ‘indre’ hegn og tillader længere ‘ydre’ hegn med henblik på at få mange flere forskellige planteædere. Naturen bliver ikke 100 procent selvforvaltende i sådanne områder, men den kan blive meget mere selvforvaltende. Naturen bliver heller ikke ‘naturligt vild’ i traditionel forstand, men den bliver mere naturlig – den bliver vildere.
Ydre hegn kan ganske enkelt åbne langt flere naturgavnlige og biodiversitetsfremmende muligheder her, end det lukker.
Rune Engelbreth Larsen, februar 2016
Litteratur
Buttenschøn, R.M. 2007: Græsning og høslæt i naturplejen (Miljøministeriet)
Buttenschøn, R.M. 2013: Anbefalinger vedrørende naturpleje af Mellemområdet, Lille Vildmose (Rapport udarbejdet for Aalborg Kommune og Aage V. Jensen Naturfond)
Ejrnæs, R., Petersen, A.H., Bladt, J., Bruun, H.H., Moeslund, J.E., Wiberg-Larsen, P. & Rahbek, C. 2014: Biodiversitetskort for Danmark (Center for Makroøkologi, Evolution og Klima og DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi)
Hasler, B., Chistensen, L.P., Martinsen, L., Källstrøm, M, Levin, G., Dubgaard, A. & Jespersen H.M.L. 2012: Omkostninger ved hensigtsmæssig drift og pleje af arealer med naturplejebehov indenfor Natura 2000 og Naturbeskyttelseslovens §3 (DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi)
Meltofte, H. (red.) 2012: Danmarks natur frem mod 2020 – om at stoppe tabet af biologisk mangfoldighed (Det Grønne Kontaktudvalg)
Olesen, C.R. 2004: Analyse af nuværende og potentielle store planteædere i Lille Vildmose (konsulentrapport for Pilotprojekt Lille Vildmose, Danmarks Miljøundersøgelser)
Sunde, P. & Olesen, C.R. 2007: Elg i Danmark? Vurdering af mulighederne for og konsekvenserne af etablering af en dansk elg-bestand (Faglig rapport fra DMU nr. 617)
Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får intet mindre end 190 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur hele vejen fra Skallingen ved Ho Bugt til kæmpesøen Filsø: Naturnationalpark Vesterhavet …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag: > Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Forslag til afgrænsning af en 19.000 hektar stor sammenhængende naturnationalpark hvis potentiale arealmæssigt er blevet endnu større og mere varieret efter genoprettelsen af Filsø (kortet indeholder data fra OpenStreetMap)
Fra Skallingen og Langli i syd til Filsø i nord
Et 19.000 hektar stort sammenhængende dansk naturområde. Dobbelt så stort som Amager og mere end tre gange så stort som Fanø. Fra Skalling Ende i syd til Henne Å og Filsø næsten 30 kilometer nordligere i fugleflugtslinje – et område, der sine steder er op til 10 kilometer bredt.
Strandenge, klitter, klitheder, klitsøer, moser, skove og kæmpesøen Filsø kunne alt sammen blive til ét stort naturreservat, hvis man anlagde en helhedstænkning, der sigtede på vildere natur og mere spændende oplevelsesrigdom: Naturnationalpark Vesterhavet.
Områdets betragtelige størrelse muliggør i høj grad større ‘selvforvaltning’, hvor naturens kræfter råder i mere uhindret grad, end vi er vant til. Storme, erosion, midlertidige oversvømmelser og lynnedslags lejlighedsvise ildebrande kan tilvejebringe en tiltrængt og naturlig dynamik, hvor levesteder ud- og afvikler sig kontinuerligt på naturens præmisser. Det er godt for livets mangfoldighed, som er tilpasset en foranderlig natur, snarere end en natur i stilstand.
»Nogle steder er vækstbetingelserne så barske, at vi nu stopper anstrengelserne for at producere tømmer og i stedet glæder os over, hvad naturen byder på,« har Naturstyrelsens regionale skovrider Ulrik Lorenzen meddelt. Dermed er også en vigtig erkendelse og afgørende beslutning allerede truffet for dele af naturen i dette område, der fremover kan udvikle sig mere på naturligere præmisser.
Men før vi vender tilbage til, hvor lidt eller meget skovriderens udmelding betyder konkret – lad os begynde med at foretage en hurtig vandring på kortet for at få et indtryk af dette vældige areal.
Langli er en lille ubeboet ø i Ho Bugt af et par kilometers længde og ca. 500 meters bredde. Øen er hjem for store fuglekolonier, og fra en 14 meter høj klitrække er der god udsigt til Skallingen, der strækker sig ud mod Fanø i den nordligste del af Vadehavet.
Skallingen er en 2.000 hektar stor halvø, der er opstået så sent som i 1634, da en voldsom stormflod hærgede vestkysten. Den kostede ikke alene 8.000-15.000 dødsofre, men ændrede også kystlinjen på dramatisk vis mange steder.
I dag ånder alt dog fred og ro i et landskab, der måske ved første bedrageriske øjekast synes uforanderligt.
Talrige tidevandsrender (loer) slanger sig fra Ho Bugt og ind over de store naturlige strandenge på Skallingens østside, men de er lige så dynamiske og foranderlige som alt andet i naturen – og det er netop en del af skønheden, at de får lov til det.
Den gamle kyststrækning (fra før stormfloden ommøblerede landskabet) finder vi i dag inde på land ved Ho Klitplantage og Boldbjerge, ca. 7 kilometer fra udgangspunktet ved Skalling Ende.
Fortsætter vi øst om Oksby yderligere et par kilometer nordpå, møder vi Oksby Klitplantage og Bordrup Klitplantage, der grænser op til Kallesmærsk Hede mod vest. Sammen med Vejers Klitplantage, Sølager Hede og Børsmose Hede mod nord anvendes store dele af disse områder til militære øvelser og har derfor forskellige steder vekslende offentlig adgang.
Øvelsesområdet inkluderer også Grærup Langsø, hvor der er gode muligheder for at opleve krondyr for en hensynsfuld og stille iagttager – området er nemlig frit for jagt, hvilket lokker hjortene mere frem fra skjulesteder i plantagerne. Mod øst støder vi på Ål og Vrøgum Klitplantager, før vi når den nordligste del af naturnationalparkens foreslåede afgrænsning, der mod vest udgøres af Kærgård Klitplantage og Filsø Hede og mod øst af kæmpesøen Filsø og dens ‘lillesøster’ Fidde Sø.
Alt i alt ethundredoghalvfems kvadratkilometer.
Engang var Filsø Danmarks næststørste sø med en søflade på over 2.000 hektar, men hovedparten blev tørlagt og udlagt til landbrugsjord i midten af 1800-tallet, og i 1941-51 blev næsten hele den øvrige del af søen drænet. Aage V. Jensen Naturfond opkøbte imidlertid store dele af området i 2011 og genskabte søen, der i dag dækker 915 hektar og er omgivet af enge og moser.
Og det nyttede at genvinde den tabte sø, der allerede er beskrevet som hjemsted for »botaniske mirakler« af professor Kaj Sand-Jensen ved Biologisk Institut på Københavns Universitet: »Med 56 arter er Filsø i dag helt i top blandt Danmarks rigeste søplantelokaliteter, og blandt de nyfundne arter er der ekstreme sjældenheder, alle troede udryddede.«
Blandt sensationerne er krybende søpryd, der blev fundet i hele 13 små nye bestande, som på ganske få år er rykket ind i søen, skønt den i generationer var tørlagt agerland: »Man kan sige, at den hele tiden har ligget under hvedemarkerne og ventet på bedre tider. Arten er ikke bare pivsjælden herhjemme. I Tyskland og Sverige er der også ganske få voksesteder.«
Filsøs eksempel inspirerer til at tænke stort og se på områdets sammenhængende naturarealer som en helhed, hvor naturens artsrigdom ikke blot får god plads, men også høj prioritet.
Ejerforholdene i det foreslåede område viser, at langt størstedelen er statsejet (markeret med gråt), og at den nordligste del, der udgøres af Filsø og Filsø Hede, er ejet af Aage V. Jensen Naturfond (afgrænset med blåt). Der er med andre ord kun meget få øvrige private lodsejere på ca. 6% a arealet, som enten skal købes ud af Den Danske Naturfond eller indgå permanente aftaler til gavn for natur og biodiversitet
Forslaget til den 190 kvadratkilometer store afgrænsning rummer kun få arealer, der er ejet af private lodsejere uden høj prioritet af naturværdierne, og som derfor enten bør opkøbes af Den Danske Naturfond eller på anden vis indgå i ikke-tidsbegrænsede naturforpligtende aftaler af hensyn til en samlet helhedstænkning.
Blandt de private lodsejere er Danmarks Naturfond (ikke at forveksle med Den Danske Naturfond), der er oprettet af Danmarks Naturfredningsforening i 1967, og som et lille, men meget spændende og artsrigt hjørne syd for Filsø: Vrøgum Kær.
Naturfond, altså to statslige myndigheder og en meget naturvenlig privat fond, hvilket ikke er nogen dårlig kombination for at tænke i større sammenhænge på tværs af ejerforhold.
Som følge af militærets brug har Forsvarsministeriets områder f.eks. været sikret mod sommerhusbebyggelse og industriel udnyttelse, og de tunge militærkøretøjer og hyppige skydninger har faktisk været til naturens gunst.
Hvorfor? Her skal man tænke på, at også Nordeuropa har været hjem for de helt store vilde planteædere i titusindvis af år, der har trampet voldsomt rundt i naturen. Alene inden for de seneste 15.000 år har man udover krondyr, dådyr og rådyr kunnet møde kæmpehjort, elg, vildsvin, rensdyr, bison, sagiaantilope, moskusokse, urokse og vildhest på vore breddegrader, og under sidste istid tilmed uldhåret næsehorn og uldhåret mammut. Går vi endnu længere tilbage til sidste mellemistid trivedes såmænd også skovnæsehorn og skovelefant i denne del af verden.
Militærområder fra Kallesmærsk Hede og Bordrup Plantage i syd til Børsmose Hede i nord. Klik på kortet for at se det i større format (kilde: Hæren Oksbøllejren)
Dele af naturen er derfor tilpasset langt mere voldsomme påvirkninger fra store planteædere end dem, vi kender fra vore dages hjortevildt, fordi fortidens kæmper var en del af baggrunden for landskabets store åbne vidder og skovlysninger ved at æde sig gennem oceaner af vegetation, men også ved at molestere omgivelserne, vælte træer og trampe jorden op, hvor nyt liv kunne fremspire. Og som punktum for deres individuelle livsforløb overlod de naturligvis deres egne kolossale ådsler som bolig eller buffet til talrige andre arter.
Kort sagt skabte de rum og dynamik, som er en mangel i vor tidsalder med stærkt decimeret megafauna.
En del af kæmpernes indvirkning på vegetationen ‘kopieres’ imidlertid (utilsigtet), når tungt artilleri drøner rundt i landskabet. Hvad end man måtte mene om krudt og kugler i andre sammenhænge, var det derfor ingenlunde forkert, da Forsvarsministeriet påpegede følgende på deres hjemmeside: »Skydevåben, bæltekøretøjer og natur passer godt sammen. Dyr og planter trives nemlig rigtigt fint på de øvelsesområder, hvor soldater buldrer frem i store maskiner.«
Forsvarsministeriet er i øvrigt generelt (og denne gang tilsigtet) meget ambitiøse i forhold til at opretholde og beskytte en god og artsrig natur, og der er derfor intet til hinder for fortsat øvelsesbrug i et mere ambitiøst naturreservat, selv om det skulle omfatte flere vilde planteædere end de mange hjorte, der i forvejen er i området.
Det korte af det lange er, at det ikke er nogen ulempe, at store arealer i forslaget til naturnationalparken bruges af Forsvarsministeriet – om end det indvirker på adgangsforholdene de pågældende steder.
Den store private jordejer i området er Aage V. Jensen Naturfond, der har opkøbt hele den nordligste del af den foreslåede afgrænsning, og som tidligere nævnt har genetableret Filsø. Med Forsvarsministeriet og Aage V. Jensen Naturfond som to ambitiøse naturforvaltere (og med Naturstyrelsens arealer Skallingen og Langli, som i forvejen er helt ubeboede og i vidt omfang underlagt naturlige processer) er der allerede et stort og fornuftigt udgangspunkt for en yderligere indsats i retning af vildere natur på tværs af de mange delområder mellem Skallingen og Filsø.
Nationalpark Vadehavet (grønt skraveret) overlapper den foreslåede afgrænsning af en NATURnationalpark på Skallingen – men det gør jo ikke noget, at dele af den nuværende nationalpark også indgår i en helhedstækning, hvor naturen er højere prioriteret.
I dag er der både etableret Nationalpark Vadehavet (der overlapper nærværende forslag i syd) og Naturpark Vesterhavet (der ikke alene overlapper, men også strækker sig ud over den øvrige afgrænsning, som her foreslås). Men betyder det særskilte krav og forpligtelser til at højne naturtilstanden? Nej.
Nationalpark-konceptet i Danmark svarer desværre ikke til de internationale nationalpark-kriterier, der er vedtaget af den globale paraplyorganisation International Union for Conservation of Nature (IUCN), og naturen sikres ikke tilstrækkelig beskyttelse i de danske nationalparker.
Ved siden af nationalparkerne har vi Friluftsrådets naturparker, der imidlertid heller ikke forudsætter særskilte mål for en ambitiøs indsats i forhold til natur og biodiversitet. Vi har altså to natur-koncepter, der udpeger og navngiver større arealer, som bl.a. rummer natur, men ikke opstiller krav eller tilvejebringer midler til at løfte naturtilstanden.
Derfor anvendes her en anden betegnelse for det naturreservat, som er på tale: Naturnationalpark (der altså i dette tilfælde geografisk overlapper en eksisterende naturpark og nationalpark). Naturnationalpark Vesterhavet kan ses som et forslag til en opkvalificering af de overlappende dele af den eksisterende Naturpark Vesterhavet og Nationalpark Vadehavet.
Naturpark Vesterhavet (kortudsnit fra Friluftsrådet). I modsætning til forslaget om en naturnationalpark indebærer udnævnelsen til ‘naturpark’ ingen forpligtelser til at fremtidssikre natur og biodiversitet. Derfor er en opgradering af naturparken til en naturnationalpark et bud på næste fase i områdets naturbeskyttelse.
Det er ikke første gang, at netop disse områder har været i søgelyset med henblik på at skabe storslåede rammer for et mere vildt og artsrigt naturreservat i Danmark. Natur- og miljøforeningen Verdens Skove fremlagde i 2011 en ambitiøs idé til et naturreservat, der er endnu større end nærværende forslag: Visioner og virkemidler for vild natur i Oksbøl Krondyrreservat.
Udspillet fra Verdens Skove er egentlig et omfattende høringssvar i forbindelse med udarbejdelsen af en forvaltningsplan for Forsvarets arealer ved Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn. Foreningen tager afsæt i Oksbøl Krondyrreservat (et fællesnavn for store dele af Forsvarets og Naturstyrelsens arealer, som blev etableret i 1940’erne med henblik på krondyrjagt).
Foreningen foreslår, at »vild, selvregulerende natur med naturlig dynamik reetableres for at maksimere biodiversiteten og minimere behov for menneskelige plejeindgreb (…) ved at opgradere Oksbøl Krondyrreservat til et egentligt reservat for vild natur fra Skallingens sydspids til Tippernes nordspids og evt. større udbredelse (Varde Å og Skjern Å).« (Buk m.fl. 2011).
Verdens Skove fremlagde i 2011 et forslag til et ambitiøst vestjysk naturreservat fra Skalingen til Tipperne
Udspillet dækker et areal, der rækker omtrent 20 kilometer længere mod nord end nærværende forslag, og som derved ville inkludere endnu flere naturområder (Lyngbos Hede, Blåbjerg Klitplantage, Nyminde Plantage, Værneengene og Tipperne).
I dag vanskeliggøres et sammenhængende vestjysk naturforløb fra Skallingen dog, hvis det skal føres nordligere end Henne Å, fordi naturarealerne nord og syd for Henne og Henne Strand ikke blot skæres over af en stærkt befærdet hovedvej, men især fordi de adskilles af en campingplads og en golfbane. Derfor er områderne nord for Henne Å ikke medtænkt i dette forslag til en afgrænsning af Naturnationalpark Vesterhavet, men beskerevet i et selvstændigt forslag til Naturnationalpark Blåbjerg – hvilket ikke betyder, at en sammenknytning ikke ville være ønskværdig på længere sigt.
Tillader vi os at håbe på en gunstigere naturpolitisk udvikling, kunne den eksisterende Naturpark Vesterhavet f.eks. betragtes som første etape (den eksisterende naturpark), nærværende forslag til Naturnationalpark Vesterhavet fra Skallingen til Filsø som anden etape og Verdens Skoves forslag om et vildtreservat fra sydspidsen af Skallingen til Tipperne i nord som tredje etape.
To Natura 2000-områder overlapper forslaget til en afgrænsning af Naturnationalpark Vesterhavet (nr. 84 i den nordlige del og nr. 89 i den sydlige)
Som nævnt indledningsvis er ideen om naturnationalparker bl.a. karakteriseret ved behovet for god plads til naturlig dynamik, mulighed for udsættelse af større fritgående planteædere på arealer med altovervejende offentligt ejerskab for at undgå interessemodsætninger med private lodsejere. Disse forudsætninger tilgodeses i vid udstrækning i den valgte afgrænsning.
Ejerforholdene, der primært er statslige, har vi allerede været inde på, så lad os se på tre øvrige centrale kort, der uddyber hvorfor disse 190 kvadratkilometer er velvalgte i forhold til en ekstraordinær naturindsats.
Afgrænsningen overlapper dele af to Natura 2000-arealer, henholdsvis nr. 84 (Kallesmærsk Hede, Grærup Langsø, Filsø og Kærgård Plantage) og nr. 89, der omfatter Vadehavet, herunder Fuglebeskyttelsesområde F55 (Skallingen og Langli).
Natura 2000 betegner et netværk af internationale fuglebeskyttelses- og såkaldte habitatbeskyttelsesområder inden for EU, hvor vi i forvejen er forpligtet til at bevare og beskytte sjældne, truede eller karakteristiske naturtyper og arter, der er fremhævet på særlige direktiver.
I en række tilfælde er der imidlertid tale om områder, hvor den nuværende naturindsats er utilstrækkelig, og hvor der f.eks. stadig drives skovbrug, hvilket i sig selv medfører en ubestridelig naturforarmelse. Endvidere er flere af de arter, der er udpeget m.h.p. beskyttelse og forbedret bevaringsstatus, desværre allerede forsvundet.
Men som det fremgår af nedenstående kort, inkluderer afgrænsningen flere områder med høj artsrigdom, hvis fremtidssikring kan profitere af en langsigtet helhedstænkning.
Afgrænsningen af Naturnationalpark Vesterhavet rummer i forvejen en høj bioscore, hvorfor det er afgørende at fremtidssikre områdernes naturværdier
Genetableringen af Filsø har allerede forøget naturværdien i den nordligste del af den foreslåede afgrænsning, ikke blot fordi en stor sø med stigende artsrigdom generelt tilføjer naturens variation en hel del, men også fordi den har betydet nedlæggelsen af et kæmpestort intensivt landbrug og deraffølgende næringsstofbelastning.
Men flere faktorer truer fortsat natur og biodiversitet i de områder, der kunne udgøre Naturnationalpark Vesterhavet. På Langli og Skallingen breder invasive arter som rynket rose sig, og luftbåren næringsstofbelastning medfører stadig tilgroning med høje urter, der forringer levestederne for ynglende og rastende kystfugle.
De fuglearter, der er på udpegningsgrundlaget for Fuglebeskyttelsesområdet Skallingen og Langli (i Natura 2000-område nr. 89), er sandterne, fjordterne, havterne, dværgterne, splitterne, mørkbuget knortegås, sketstork, mosehornugle, sorthovedet måge og pibeand.
Men sandterne og fjordterne er f.eks. slet ikke observeret i området i over ti år og mosehornugle kun yderst sjældent ifølge Naturstyrelsens basisanalyse for perioden 2016-21.
Et stort jagttryk fra rovdyr som mårhund, mink og ræv truer områdernes fugleliv yderligere, og Naturstyrelsen arbejder på at regulere rovdyrene i nærheden af redesteder, mens man samtidig sørger for sommergræsning af får og kreaturer på størstedelen af Skallingen, ikke mindst af hensyn til jordrugende fugle.
I det andet Natura 2000-område (nr. 84), der omfatter Kallesmærsk Hede, Grærup Langsø, Filsø og Kærgård Plantage, er følgende arter på udpegningsgrundlaget: odder, hedehøg, hedelærke, tinksmed, natravn, plettet rørvagtel, mosehornugle, rødrygget tornskade, kortnæbbet gås, rørdrum, trane og pomeransfugl.
Heraf er stort set ingen af fuglearterne observeret i de seneste år ifølge Naturstyrelsens egen basisanalyse for 2016-21 (om end de offentliggjorte tal for observationer kun går frem til 2011). Med undtagelse af tinksmed og trane har flere af arterne formodentlig været helt væk fra området i årevis – og tinksmed er muligvis også ved at forsvinde.
De politisk-økonomiske rammer for naturindsatsen har imidlertid været for fedtede på trods af de internationale forpligtelser, og Naturstyrelsens muskler er derfor stærkt underprioriterede. Der er med andre ord stadig meget at gøre for at sikre naturværdierne, hvorfor det vel er værd at overveje et stort og sammenhængende naturareal, hvor vi også gør en særlig indsats for at få en af de helt store manglende faktorer tilbage i naturligningen: de store planteædere.
Hensigten er i videst mulig udstrækning at genetablere udgangsbetingelser, der optimerer naturens egne muligheder for at modstå truslerne mod biodiversiteten. Kort: Vildere og mere selvforvaltende natur.
Dette indebærer også en afskaffelse af de såkaldte vildtagre, hvor der dyrkes afgrøder til krondyrene. Vilde dyr skal ikke fodres, for derved tilfører vi ikke alene unødvendige næringsstoffer, men ændrer også dyrenes adfærd til ugunst for flere af naturens øvrige arter, der også er afhængige af de større planteæderes ‘vildskab’.
Flere fritgående planteædere, der færdes hele året i naturen, tygger sig gennem vegetation og holder tilgroningens monotoni i skak, skider bjerge af ekskrementer til gødningsbiller, laver ravage blandt træerne og roder rundt i jordbunden, så nyt liv får plads til at titte frem under solen.
Den eksisterende bestand af krondyr er i sig selv vigtig, men en bredere vifte af større planteædere betyder et mere varieret fødevalg og medfører derfor en varierende påvirkning af vegetationen, hvorfor en vildere natur netop gerne skal baseres på flere forskellige planteædere. Den nuværende praksis, hvor Naturstyrelsen ofte ‘lejer’ landmænds kreaturer som sommerens ‘græsslåmaskiner’ i naturplejens tjeneste, kan være at foretrække frem for ingenting, men stadig kun i bedste fald en halv løsning og fører ikke sjældent til overgræsning.
Hvorfor ikke forsøge at overlade græsningen til dyr, der bliver en del af den vilde natur året rundt på naturens vilkår?
Området er stort og varieret, og der er næppe den hjemmehørende planteæder, som ikke ville egne sig et eller flere steder, f.eks. vildheste, vildsvin, bisoner og elge. I hvilket antal og hvilken kombination må det selvfølgelig være op til fageksperter at tage stilling til, hvis det skulle komme dertil, men et område af denne størrelse kan i alle tilfælde være fødegrundlag for tusinder af større dyr.
I det tidligere nævnte høringssvar fra foreningen Verdens Skove foreslås derfor et bredt udvalg af planteædere bag hegn:
De relevante arter er dådyr (supplering af eksisterende bestand), elg, europæisk bison, vildkvæg (Taurus-kvæg), vildhest (konik-hest) og vildsvin. Bæver kunne udsættes, men dette undlades, da arten forventes at indfinde sig fra eksisterende bestande i Vestjylland. Oksbøl Krondyrreservat indhegnes, dels for at undgå at planteæderne forlader reservatet og derved reducerer græsningstrykket og dels for at undgå konflikter med lodsejere og trafik.
Hegnet kan designes således, at de fleste dyr kan passere ind og ud af området gennem særlige faunapassager (der f.eks. lader rådyr, grævling, odder, bæver, ræv og ulv passere), hvorimod krondyr og andre større græssere ikke kan forlade området (det er denne løsning, man har gjort brug af i Mellemområdet i Lille Vildmose, hvor krondyr og elge er indhegnet). Det udelukker ganske vist, at der udsættes vildsvin, der ifølge dansk lovgivning fortsat skal være fuldstændig afskåret fra omgivelserne bag hegn.
Indtil loven (forhåbentlig) ændres, må man altså i givet fald vælge mellem et hegn, der kan passeres af alle dyr mindre end krondyr, og derved undlade at udsætte vildsvin, eller et hegn, der ikke kan passeres af andre end de mennesker, der selvfølgelig kan komme ind og ud gennem diverse indgangsportaler og låger – i hvilket tilfælde vildsvin kunne være blandt de oplagte muligheder.
Men hov, når vi selv sætter mange af dyrene ud bag hegn i et eller andet større omfang, bliver det vel ikke naturligere?
Jo.
Arternes samspil ville i så stort et område få et mere naturligt udgangspunkt end i dag, hvor man sagtens kan karakterisere manglen på mange forskellige større planteædere for unaturlig. I dag ‘plejer’ vi pletvist naturen – hvis den er heldig (og hvis den ikke ligefrem over-plejes), men i langt de fleste tilfælde lader vi naturen til at gro til, fragmenterer og forarmer den med uddøen af flere og flere arter til følge.
Derfor er det på tide, at vi forsøger os med at slippe naturen lidt mere fri.
Vi kan ikke bare give los fra dag ét, eftersom naturen efterhånden er blevet udsat for så mange ‘kunstige’ overgreb, at den også indledningsvis skal have kunstigt åndedræt i form af genetablerede vildere og mere naturlige udgangsbetingelser, før den i videre udstrækning atter kan trække vejret friere, vildere og bedre. Af sig selv.
Derfor skal vi aktivt sørge for at få en række af de manglende x’er i naturens store ligning tilbage – herunder en naturligere vandbalance og et ophør af skovdrift, der også indebærer en udtynding af ikke-hjemmehørende træarter. Og ikke mindst: mange flere forskellige planteædere på vildere præmisser, hvilket simpelthen indebærer vildthegn. Ellers forsvinder de ud af områderne, ind på landmandens marker og bliver i øvrigt i vidt omfang kørt ned på trafikerede veje – og det gavner slet ingen natur.
En længere vildthegn betyder til gengæld også, at vi bliver fri for de mange, mange småhegn, der i dag fragmenterer naturområderne, bl.a. af hensyn til naturpleje – de ville kunne fjernes, når ét ydre hegn var på plads.
Den foreslåede hegnslinje på nedenstående kort er kun ca. 33 kilometer lang, hvilket er meget lidt for så stort et naturområde på ca. 19.000 hektar (til sammenligning er hegnslinjen omkring Mellemområdets 2.100 hektar i Lille Vildmose ca. 30 kilometer). Kystlinjen ‘forærer’ os med andre ord en stor del af afgrænsningen af sig selv – og der er ingen grund til at hegne omkring Oksby eller sommerhusområderne, for de større planteædere er ufarlige og vil i øvrigt naturligt søge derud, hvor der er færrest mennesker.
Forslag til hegnslinje (sort) på ca. 33 kilometer, der kun krydser veje få steder, men indrammer den ydre landafgrænsning
Er der tale om et semipermeabelt hegn kan forskellige arter til gengæld også komme af sig selv, f.eks. bæveren, der i de senere år har bredt sig fra Klosterheden i Nordjylland og allerede er set så langt sydpå som ved Gammel Hviding Engsø og i Holme Å-systemet.
Odder er allerede talstærkt tilstede ifølge Forsvarets driftsplan for 2016-2026: »Basisanalysen angiver udbredelse ved Grærup Langsø. Ligeledes er der observationer i vådområderne på Kallesmærsk Hede, mens Ho Bugt-engene formentlig er det sted, hvor odder er mest talrigt forekommende. Odder er i generel fremgang i området, og dens bevaringsprognose er gunstig eller vurderet gunstig.«
Desuden er vores historiske toprovdyr ulven vendt tilbage og vil kunne indtage en naturlig funktion i et stort reservat med rigeligt fødegrundlag, hvilket bidrager til et vildere og naturligere naturområde.
I givet fald kunne den i øvrigt holde antallet af ræve nede visse steder, hvilket ville være til fordel for de jordrugende fugle, hvis reder ellers er et overdådigt ta’-selv-bord, så længe der netop ikke er større rovdyr til at begrænse rævens jagttryk – om end det trods alt nok varer en del år, før ulven kan spille en væsentlig rolle.
Også plantagerne trænger imidlertid til en aktiv hjælpende hånd for at genetablere udgangsbetingelser for naturligere og mere selvforvaltende natur.
Ikke-hjemmehørende træer bør i vidt omfang afvikles til fordel for dansk vildskov uden tømmerhugst (såkaldt urørt skov). Som nævnt indledningsvis har Naturstyrelsens skovrider i Blåvandshuk allerede bebudet, at det i flere tilfælde er meningsløst med tømmerproduktion, fordi vækstbetingelserne simpelthen kan være for barske i Vestjylland, hvorfor man i højere grad vil overlade visse skovområder til en udvikling på naturens egne præmisser.
Ifølge driftsplanerne tynder man ud i nåletræsbevoksningerne forskellige steder i plantagerne for at skabe flere lysninger, indfører lidt skovgræsning og genopretter hedearealer. I et hjørne af Ho Plantage erstattes contortafyr f.eks. af egetræer, og i Ål Plantage genetableres naturlig vandstand i større områder. En stor parabelklitformation i Bordrup-Oksby-Plantage er kronet af bjergfyr, der bevares, men fremover slipper for skovdrift.
Vrøgum Plantage er et af de få områder med forholdsvis gode forhold for tømmerproduktion, og her er tilsyneladende ikke lagt op til urørt skov et eneste sted, men der ryddes et areal for at skabe en større lysning. I den østlige del af plantagen skal andelen af løvtræer øges over tid på bekostning af nåletræernes monotone dominans.
Men selv om skovrideren glæder sig over, »hvad naturen byder på« dér, hvor tømmerproduktionen ophører, sker dette trods alt fortsat i yderst begrænset omfang. Udover et større areal, der er udlagt til urørt skov (primært nåleskov) i den nordlige del af Kærgård Plantage, er der generelt forsvindende lidt urørt skov i de vestjyske statsplantager.
Skal skovnaturen virkelig have et løft, bør alle skovområderne indgå på naturligere præmisser, og al tømmerproduktion derfor indstilles. Eksempelvis er der ifølge driftsplanen ikke længere »større produktionsinteresser« forbundet med skovdriften i Bordrup-Oksby Plantage, men alligevel lader man den ikke-hjemmehørende sitkagran indgå som del af de fremtidige skovtyper frem for at fjerne den og enten skabe lysåben natur eller lade de løvskovsdominerede arealer brede sig som vildskov.
Hvis man overlod plantagerne til vildskov (efter en indledende udtynding og rydning af ikke-hjemmehørende nåletræer), ville vi få mere naturlig skov med flere arter, og Naturstyrelsen ville blive fri for nogle af ‘skovudviklingens’ bureaukratiske og tidskrævende datailplaner fra hektar til hektar.
Og turde vi i højere grad lade naturen være sin egen udvikler og planlægger, kunne vi også fjerne de småhegn, der sine steder skal beskytte løvtræerne mod bidskader fra krondyrene – bidskader er nemlig kun et problem for skovdriften, fordi tømmerets salgsværdi forringes, hvorimod de er en naturlig del af skovlivet.
Hvad ville det hele koste at etablere Naturnationalpark Vesterhavet?
Et 33 kilometer langt hegn, der er robust nok til at holde f.eks. elg og bison inde, hvis det skulle være påkrævet, koster 250-300 kr. pr. meter inklusiv låger osv., hvilket betyder, at denne hegnslinje vil beløbe sig til en pris af ca. 10 mio. kr.. Dertil kommer ca. 10 færiste à ca. 250.000 kr. plus en række indgangsporte m.v., konsulentarbejde af biodiversitetsforskere og indkøb af dyr, hvorved denne del af etableringsomkostningerne måske beløber sig til ca. 25 mio. kr. Og hvis de privatejede arealer, som ikke ejes af Aage V. Jensen Naturfond, skal opkøbes, kan man til gengæld regne med ca. 110-160 mio. kr. ekstra (men man kan selvfølgelig overveje helt at udelade de områder, der i dag er privatejede).
Det er under halvdelen af det beløb, som det kostede at købe og genetablere Filsø, men rækker altså til etableringen af et 19.000 hektar stort naturreservat – blot for at sætte det i perspektiv.
En satsning på naturværdier i et ambitiøst naturreservat er naturligvis ikke gratis, men det betyder ikke, at der kun er udgifter og ingen indtægter. Der er nemlig gode muligheder for, at Naturnationalpark Vesterhavet i givet fald ville blive et turisttrækplaster af den anden verden. Visionære tiltag i retning af storstilede naturoplevelser har f.eks. allerede i Filsøs tilfælde vist sig at være en kæmpesucces.
Ordskyer, der viser populariteten af forskellige turistattraktationer ved Henne Strand og Blåvand – natur står i meget høj kurs, ikke mindst Filsø
Store naturgenopretningsprojekter er ofte trækplastre, f.eks. er Filsø blot få år efter genetableringen i 2012 allerede en af de absolutte topattraktationer ved Henne Strand. Ifølge en gæsteundersøgelse udført af SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd pegede flest gæster på Filsø som den vigtigste oplevelse i området i 2014. (Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur)
Det er bare om at komme i gang, for dansk natur er trængt. Faktisk mere trængt end nogen sinde.
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og Aage V. Jensen Naturfonds områder; undersøg dernæst mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de få privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Bæver, odder, grævling, ræv og ulv er bare en del af viften, som kunne leve og trives endnu bedre her blandt flokkevis af vildheste, bisoner og elge blandt tusindvis af rådyr, dådyr og kronhjorte i et kæmpe naturreservat fra sydspidsen af Skallingen til den nordligste ende af Filsø.
Ikke fordi det skal være ‘eksotisk’; skønt det nok måtte tage sig sådan ud, for vi har vænnet os til landskaber med stærkt begrænsede muligheder for at se større vilde planteædere. Men først og fremmest fordi det ville være vildere og naturligere.
190 kvadratkilometer uden om byer og sommerhusområder ville gøre en forskel – og være et uforglemmeligt skue.
Rune Engelbreth Larsen, januar 2016
Senest opdateret: marts 2017 Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript
