Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Nationalpark Bornholm blev ikke til noget – men der findes bedre alternativer …”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]

Bornholms unikke klippehede

Øen er noget helt særligt i Danmark. Disse vældige granittyper langt, langt ude i havet. Den vilde geologi, der vidner om hundreder af millioner af års historie. Sprækkedalene, grotterne og vandfaldene. 

Bare navnene, ikke sandt? Døndalen. Helligdomsklipperne. Helvedesbakkerne. Paradisbakkerne. Hammeren … 

Solskinsøen er på flere punkter en natur-undtagelse fra resten af Danmark. Dels fordi vi her finder naturtyper, som landet i øvrigt er foruden, og dels fordi øens isolation betyder, at en lang række arter ikke kan indvandre af sig selv. Derfor er der mange danske arter, som slet ikke findes på Bornholm – men også arter, som i Danmark kun findes her.

Allernordligst hæver klippeknuden Hammeren (eller Hammerknuden) sig over landskabet – en rundklippe af granit med klippehede, græsland og skov. Det var engang en ø, og det kan man næsten fornemme endnu, hvor den 10 hektar store Hammersø skærer tværs over dele af øens nordspids og spejler de stejle klippesider.

Et forladt granitbrud umiddelbart ved siden af er blevet til Opalsøen, og helt øverst oppe på Hammerens top findes endnu en romantisk klippesø i 84 meters højde, Krystalsøen – også et forladt granitbrud. Her fortaber man sig let i naturæstetik, fordi alting er så anderledes end i det øvrige Danmark:

Hele følelsesregisterets vildeste og sarteste nuancer vinder genklang i naturen, ikke blot fordi dens uudtømmelige ressourcer af metaforer byder sig til for eftertanken i snart sagt en hvilken som helst situation, men fordi den kan virke som et overvældende og overmandende emotionelt spejl i øjeblikket, uanset temperament og sindsstemning. Hammerknudens varierede landskab er også i den henseende stimulerende – fra de urolige havflader til de stillestående klippesøer ved de forladte granitbrud, og fra den kantede kystprofil til de åbne vidders blide kurver, som breder sig ud nord for Hjortebjerg.

 

Rune Engelbreth Larsen: Danmark er en kvinde – på genopdagelse i den danske natur

Så snart man bevæger sig ind over klippeheden er noget af det mest iøjnefaldende, som faunaen byder på, vildkaniner. De er udsat på flere danske øer, men er også indvandret fra Tyskland til Sønderjylland i begyndelsen af forrige århundrede. På Bornholm er de resultatet af en ulovlig udsættelse i 1980, og nu hopper de bl.a. rundt på Hammeren i stort tal, men humper som regel i ly bag krattet, hvis man kommer for tæt.

Bornholm har imidlertid ingen større rovdyr såsom ræv, husmår, skovmår eller ilder, hvorfor øen er noget af et slaraffenland for de tusindtallige kaniner, der forholdsvis let blive til mange flere, for vildkaniner yngler jo som – kaniner. På et år kan en enkelt hun få 4-5 kuld à 2-10 unger, så de kan sprede sig vidt og bredt på temmelig kort tid uden naturlige fjender end rovfugle. Til gengæld udtyndes bestanden, når virussygdomme hærger, og det har de med at gøre med nogle års mellemrum.

Men der er mange andre naturindtryk at lade sig opsluge af under et besøg på Nordbornholm, hvis kulturhistoriske vartegn er den store borgruin fra begyndelsen af 1200-tallet, Hammershus, der troner over hav og klipper mellem Hammerknuden og Slotslyngen.

Syd for borgen ligger Slotslyngen, delvist under skov, delvist som en åben klippehede. Både Slotslyngen og Hammerknuden var før i tiden del af det vidtstrakte hedeområde Højlyngen, hvorfor vegetationen har været græsset eller udsat for høslæt igennem århundreder. Derfor begyndte området da også at gro til med træer og høje urter efter statens opkøb i 1909, efterladende en ensformig vegetation.

Slotslyngen har således en særlig historisk betydning i et naturforvaltningsperspektiv – det var nemlig her, man i 1967 påbegyndte et af landets første forsøg på at holde tilgroningen nede ved hjælp af udsatte får og geder. Den form for tiltag hører under den såkaldte naturpleje, der i sidste ende er en begyndende tilnærmelse til fortidens naturlige tilstedeværelse af flere forskellige planteædere, som har varieret og ‘åbnet’ naturen i højere grad end i dag.

I dag sørger Naturstyrelsen for græsning med kvæg og får, om end kun på en mindre del af de 549 hektar, som Natura 2000-området dækker.

Spørgsmålet er dog, om ikke man i videre udstrækning skal begynde at satse på at udsætte flere planteædere som en integreret del af naturen frem for alene som ‘naturplejere’? Naturstyrelsen på Bornholm har allerede været fremme i skoene på dette felt, idet bisoner er udsat i en mindre del af øens store centrale skovkompleks, Almindingen.

Men også Hammerknuden og Slotslyngen

kunne være oplagt – ja, mere oplagt – som hjem for en flok bisoner som  en integreret del af et naturreservat: Naturnationalpark Hammeren & Slotslyngen.

Hvor vildere natur lige dér?

I august 2016 blev planerne om Nationalpark Bornholm lagt i graven – i det mindste foreløbig. En af ideerne var at udpege hele øen til én stor nationalpark, men man kunne ikke opnå enighed med landbruget, og ideen måtte skrinlægges. 

Spørgsmålet er dog også, om det var en god idé? Det danske nationalpark-koncept gør ikke megen naturgavn. Historisk består den oprindelige nationalpark-idé trods alt i at skabe et stort sammenhængende naturreservat, hvor beskyttelsen af naturværdierne er i centrum. Det er ikke tilfældet, når der ikke er nogen videre økonomisk prioritering eller særskilt juridisk naturbeskyttelse.

LÆS: Nationalparker eller nationalmarker? Forslag til en reaktualisering

Men det bliver ikke mindre meningsløst – igen set fra et naturstandpunkt – hvis udpegningen af nationalparkens areal underprioriterer naturen og blot bliver et areal med alt (andet), dette tilfældigvis måtte inkludere.

Det er også en af baggrundene for at fremlægge forslag til naturnationalparker, hvis afgrænsning hverken skal rumme landbrug, byer eller industriproduktion – og hvoraf Naturnationalpark Hammeren & Slotslyngen er ét bud. Der kan være enkelte småbebyggelser, og tværgående veje (som det også er tilfældet i nærværende forslag), men hensigten er at naturen skal være så sammenhængende som overhovedet muligt. Endvidere skal de traditionelle konflikter med private lodsejere undgås, idet udpegningen i langt overvejende grad er begrænset til arealer, der i forvejen er i offentlig eje (og hvor eventuelle private områder derfor bør opkøbes).

Som det fremgår af kortet til højre i dette afsnit, er den foreslåede afgrænsning for langt størstedelens vedkommende begrænset til statsejede arealer, men for at få et areal på sammenlagt ca. 1.000 hektar, ville det være nødvendigt at opkøbe nogle af de tilstødende privatejede områder. Det vil altså sige en samlet størrelse på omtrent 10 kvadratkilometer, hvilket størrelsesmæssigt ikke er særlig prangende som et ambitiøst naturreservat (og hører til minimumsafgrænsningen i de forslag, der offentliggøres via Danarige.dk), men hvor man også fremadrettet kunne arbejde på at tilkøbe flere arealer.

Den foreslåede afgrænsning dækker i øvrigt så godt som hele Natura 2000-område nr. 184, hvor Danmark i forvejen er forpligtet af EU til at sikre gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper.

På udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området er en række vigtige naturtyper (bl.a. enkelte, som er unikke for Bornholm), men kun én enkelt art: stor vandsalamander.

Afgrænsningen af Naturnationalpark Hammerknuden & Slotslyngen rummer selvfølgelig også mange andre spændende arter, hvilket en simpel opremsning kan godtgøre. Eftersom flere arter imidlertid er så trængte, at de kan forsvinde på en enkelt sæson, medtager den følgende oversigt kun (en større del af) de sjældne og sjældnere arter, der er observeret og registreret siden 2010:

Biller: agabus congener, berosus luridus, brakvandsrygsvømmer, brun bugsvømmer, bøgeløber, coloradobille, curculio glandium, graphoderus austriacus, gyrinus natator, haliplus fulvus, hydrophilus aterrimus, kæmpemyre, liopterus haemorrhoidalis, sortbuget vandkalv, sort ådselbille, valsebuk. Edderkopper: nordlig fugleedderkop. Græshopper: sandgræshoppe, seglgræshoppe. Guldsmede: stor kærguldsmed. Næbmundede insekter: cypresfrøtæge, glat bredtæge, lille kranstæge, soldatertæge, stavtæge, søskøjteløber. Tovingede insekter: contarinia pulchripes, contarinia vincetoxici, phytomyza sedicola. Årevingede insekter: bembix rostrata. 

Dagsommerfugle: argusblåfugl, gul høsommerfugl, skovperlemorsommerfugl, markperlemorsommerfugl, engperlemorsommerfugl. Natsommerfugle: bredrandet humlebisværmer, duehale, filtbladet kongelys-hætteugle, grålig cyklameugle, kællingetandhalvmøl, uldhale. Padder: springfrø. Pattedyr: vildkanin. Fugle: fiskeørn, havørn, lundsanger, lærkefalk, rød glente, rødrygget tornskade, trane, vandrefalk.

Karplanter: ager-løvemund, ask-ærenpris, bakke-jordbær, bjerg-perikon, bulmeurt, enblomstret fladbælg, farve-reseda, filtbladet kongelys, have-malurt, hjertespand, hylde-gøgeurt, hår-tusindblad, kalmus, kantbælg, kransbørste, langstakket væselhale, liden blærerod, liden vandaks, liden vintergrøn, læge-kulsukker, langstakket væselhale, rubin-sandmælkebøtte, rundbladet katost, rød dværgmispel, sand-lucerne, samel, segl-sneglebælg, seglblad, skov-gøgelilje, smalbladet klokke, smalbladet vandstjerne, sort radeløv, spæd pindsvineknop, strandbo, svalerod, tornet tidsel, tvebo baldrian, tyndakset gøgeurt, ægte stormhat. Mosser: smal urnekapsel, stor urnekapsel. Laver: bronze skållav, buklet navlelav, glat navlelav, kliddet navlelav, krave-landkortlav. Svampe: gulfodet vokshat, oksetunge, perlehøne champignon.

Kilder: NOVANA og Fugleognatur.dk

Som det fremgår af kortene nedenfor, rummer det foreslåede areal både en høj artsdiversitet og en række arealer under Naturbeskyttelseslovens paragraf 3, hvilket i sig selv er et godt argument for at øge naturambitionerne på naturens præmisser netop her.

Flere græssere skal genetablere udgangsbetingelserne for naturligere natur

Slotslyngen og Hammerknuden var før i tiden del af det vidtstrakte hedeområde Højlyngen, hvorfor vegetationen igennem århundreder har været græsset eller udsat for høslæt. Et totalophør heraf ville betyde, at området hurtigt groede til med træer og høje urter, efterladende en ensformig vegetation uden den biodiversitet, der er tilbage i dag. Naturstyrelsen sørger derfor for græsning med kvæg og får, men kun på ca. 164 hektar af de 549 hektar, som Natura 2000-området dækker (og dermed på en endnu mindre procentdel af de ca. 1.000 hektar, der her foreslås som Naturnationalpark Hammeren & Slotslyngen).

Det er for lidt, og derfor er der da også stadig problemer med tilgroning, som det fremgår af Naturstyrelsens strategiske miljøvurdering af forslaget til Natura 2000-planen for 2016-21: »En del af Natura 2000-området er præget af en vis tilgroning med middelhøje urter og træer og buske, nogle steder kun stedvist, andre i mere betydelig grad. Som mange andre steder i landet er der bestande af den invasive rynket rose og endvidere er en del af området presset af afvandning, hvorimod der ikke er megen næringsstofbelastning fra omgivende landbrugsdrift.«

Her kunne man måske dvæle lidt ved ‘paradokset’, hvorledes en ‘kontrolleret’ afbrænding skulle have noget med vildere natur at gøre – men ét er midlet, noget andet målet.

Det handler primært om at genetablere udgangsbetingelserne for vildere natur, hvor naturen i videst muligt omfang kan klare sig selv, såkaldt selvforvaltende natur – og eftersom naturen har været (og fortsat er) underkastet kunstige negative indgreb, er det så at sige nødvendigt med positive kontra-indgreb for atter at rette op på miseren.

Eller for at genbruge en metafor, der er tilbagevendende på Danarige.dk: Naturen har brækket benet, og selv om det vigtigste er at få naturen til at ‘gå selv’ på naturlig vis, er det i begyndelsen nødvendigt at hjælpe den igang med gips og krykker.

Og her er en kontrolleret afbrænding effektiv – og kopierer jo i virkeligheden blot naturens egen ‘genfornyelse’ i form af lynnedslag og lejlighedsvise ildebrande. Den slags er ikke ‘naturkatastrofer’, men blot et naturligt og konstruktivt kaos, der skaber fornyet variation og dynamik – og gavner biodiversiteten.

Bistader med honningbier hører ikke hjemme i de vilde biers natur

Et eksempel på et virkemiddel, der imidlertid ikke er særlig målrettet biodiversitet, er den aktive udsætning af bistader i naturområder, hvilket man gør i mange naturområder, f.eks. i Slotslyngen og Ravnedalen i 2009. Problemet er, at honningbien blot er én ud af 283 biarter i Danmark, men som et særligt promoveret husdyr, hvis menneskeskabte bi-metropoler placeres mange steder i naturen, kan der måske være grund til bekymring for et øget pres på de vilde biers nektarressourcer?

F.eks. vil man gerne fremme bestøvningen i skovene, og i samarbejde med bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og Bornholms Biavlerforening har Naturstyrelsen udsat honningbier med den begrundelse, at de tidligere har været naturligt forekommende i skovene. Problemet er, at skovene også har flere arter af vilde bier som bestøvere, der kan blive presset af konkurrencen fra det store og kunstige rykind af honningbier – for selv om honningbien har været naturligt i skovene, er det jo ikke et naturligt antal, der opnås, når mange bistader med ti- eller hundredtusindvis af honningbier koncentreres udvalgte steder.

Honningbier er vigtige brikker i det store puslespil af bestøvere, men i de senere år er bekymringen vokset over en udtalt overfokus på denne ene bestøver og dens konsekvenser for andre arter.

Nogle planter såsom mælkebøtten bestøver sig selv, andre bestøves via vind (f.eks. nåletræer og birketræer) eller via vand (f.eks. ålegræs), men endnu flere skal have faunaen til hjælp – og her er det især insekter, der træder til. Udover bier gælder det f.eks. hvepse, dagsommerfugle, natsværmere, myg, biller, forskellige fluer (især svirrefluer og humlefluer) og de bittesmå thrips (bedre kendt som tordenfluer eller gnavpander). Endog visse fugle (f.eks. kolibrier) og pattedyr (f.eks. flagermus) fungerer forskellige steder i verden som bestøvere.

Men når vi næsten kun hører om honningbien som bestøver, skyldes det ikke alene, at den er populær for sin honning, men i endnu højere grad at den bruges som en meget vigtig bestøver i landbruget. Denne funktion har formodentlig også været medvirkende til udbredte misforståelser og overdrivelser af honningbiernes globale og nationale betydning.

Jeff Ollerton, der er ekspert i bestøvning og professor i biodiversitet ved Northampton Universitet, fik nok af myterne i august 2015. Efter at han havde modtaget en invitation til en konference, der overdrev honningbiernes betydning for bestøvningen af afgrøder og vilde planter, reagerede han uden filter på sin Biodiversity Blog: »Who’s feeding the honey bee bullshit machine?« 

Hans ophidselse skyldtes invitationens ordlyd: »Sunde honningbi-bestande er vitale for produktionen af fødevarer og de naturlige omgivelser. I Storbritannien er honningbier ansvarlige for 80% af bestøvningen af afgrøder, og en tredjedel af de fødevarer, vi indtager, er bestøvet af bier.«

Ollertons respons var: »Det hele er forkert (…). Vilde bier, svirrefluer, sommerfugle og andre bestøvere er meget vigtigere end honningbier, og samlet set er de ansvarlige for denne bestøvning, ikke kun de kontrollerede honningbier. Ingen afviser, at honningbier er vigtige, men der er absolut intet at vinde (og meget at tabe i betydningen videnskabelig troværdighed) ved at overtyde deres betydning, som jeg også har argumenteret for i peer-reviewed litteratur.«

Nyere dansk forskning viser eksempelvis, at en variation af mange vilde jordbi-arter snarere end honningbier f.eks. er vigtige for bestøvningen af jordbæravleres marker. De honningbier, vi kender fra dagens Danmark, er desuden indførte underarter eller krydsninger af almindelig honningbi og er som nævnt husdyr, ikke en integreret del af den vilde natur. Disse ikke-hjemmehørende bier ville da heller ikke kunne overleve vore kolde vintre og manglende hule træer, der er deres egentlige bosteder (men er en stor sjældenhed i Danmark, hvor træerne jo næsten altid er reserveret tømmerproduktion og derfor næsten aldrig bliver gamle med hulheder). 

Naturstyrelsen fortegner honningbiens betydning i naturen lidt her: »Honningbien er den vigtigste faktor i bevarelsen af mangeartede danske flora via sin bestøvning og derved fremme af plantediversiteten.«

I en videnskabelig rapport om bier og bestøvning kan man omvendt læse:

»Flere forhold ved honningbiens adfærd gør den ikke til den optimale bestøver af vilde planter. For det første er honningbien mere blomsterkonstant end humlebierne, men planter i naturlige og semi-naturlige habitater forekommer sjældent i store bestande, og især forekommer sjældne og udryddelsestruede plantearter yderst sjældent i større bestande. Som undtagelser fra ‘reglen’ kan dog fx nævnes hedelyng og mælkebøtte, der begge blomstrer over store områder. For det andet kan honningbien, der har en kort tunge, ikke bestøve blomster med dybt kronrør eller spore. For det tredje er honningbien, modsat humlebien, ikke aktiv, når det er koldt, fugtigt og blæsende, som det kan være i længere periode hen over sæsonen i Danmark.« (Strandberg m.fl. 2011: 36).

Den oprindelige nordvesteuropæiske honningbi, den brune bi, fravælges i reglen af biavlere og er næsten helt forsvundet – i Danmark findes den sidste bestand på Læsø, om end Jordbrugs Forsknings har etableret såkaldte renparringsområder for den brune bi på Romsø og Anholt (Hansen 2008: 8).

Flere studier peger på de udsatte honningbiernes negative påvirkning af vilde bier (Strandberg m.fl. 2011), men der er ikke enighed om, i hvilken grad de fortrænger de vilde bier, selv om deres ‘kunstige’ konkurrencefordel og meget store antal kun skyldes menneskets mellemkomst. Danmarks Biavlerforening anslår, at landets bistader i dag rummer en bestand på ca. seks milliarder honningbier, hvis primære funktion er at bestøve landbrugets afgrøder og frugttræer, men deres store flyveradius gør, at de stort set findes overalt – og ikke sjældent sættes bistader altså også direkte ud i beskyttede naturområder.

Det er med andre ord et stort rykind af én art, som vanskeligt kan undgå at have betydning for fødegrundlaget for de øvrige 282 vilde biarter. Undersøgelser viser, at humlebier i nærheden af honningbistader er fysisk mindre og bliver presset til at søge føde andetsteds, og en speciale-rapport, der analyserer konkurrencen mellem humlebier og honningbier i Hanstholm Vildtreservat konstaterer, at »den store tæthed af honningbier kombineret med et lavt individtal af humlebier, vækker bekymring« (Hansen 2014).

Der har været en tilbagegang af biarter i reservatet siden 1950’erne, og rapporten anbefaler »gennemgribende forvaltningstiltag« på grund af risikoen for konkurrence mellem vilde bier og honningbier. 

Svenske forskere har f.eks. undersøgt effekten af 624 bistader på 23 forskellige lokaliteter med rapsmarker og sammenlignet med 21 lokaliteter uden honningbier over en toårig periode, og resultatet er klart: Udsætningen af honningbier påvirker ikke blot humlebier og solitærbier negativt, men også mange andre insekter (Lindström m.fl. 2016). Når udsatte honningbiers negative effekt på vilde insekter er så tydelig i rapsmarker, hvor tætheden af blomster er massiv, er der yderligere grund til at antage en negativ effekt af at udsætte bistader i naturområder.

Man skal også tænke på, at honningbierne er sociale dyr, der lever i kolonier, hvilket hører til undtagelserne blandt de danske biarter. Udover honningbierne er kun de 29 danske humlebiarter sociale, og de lever også i konkurrence med hæren af udsatte honningbier. Hele 256 biarter er imidlertid enlige bier, der ikke lever i kolonier, og som findes i langt mindre koncentrerede bestande.

Antalmæssigt fylder hver art langt mindre end bistadernes mange metropoler af honningbier, og konkurrencen arterne imellem bliver ikke lettere af, at 62 af de danske biarter er oligolektiske. Det betyder, at de i modsætning til de polylektiske honningbier og humlebier kun søger nektar hos få planteslægter eller -arter, hvilket kan gøre dem særligt sårbare over for konkurrencen fra de allestedsnærværende honningbier. Blåhatjordbi er ligefrem så specialiseret, at den er monolektisk og derfor kun søger pollen på én eneste plante – blåhat.

Det var en lidt længere udredning af en detalje, der imidlertid er relevant for mange af forslagene til naturnationalparker. Og som viser, at man for en sikkerheds skyld bør være tilbageholdende eller afvisende over for at placere bistader i naturområder i almindelighed og i særligt beskyttede naturområder såsom Natura 2000-områder i særdeleshed.

Hegning og udsættelse af vilde planteædere

Nationalpark Bornholm glippede som tidligere nævnt, men Bornholm kan få to naturnationalparker uden lodsejerkonflikter og med mere fokus på naturværdierne end det danske nationalpark-koncept – Naturnationalpark Almindingen (3.300 hektar) og Naturnationalpark Hammeren & Slotslyngen (1.000 hektar), som vi ser på her. Og skulle man vælge at kalde disse for nationalparker frem for naturnationalpark, er det jo ikke navnet, der er det afgørende, men naturindholdet – men dét skal have væsentligt højere prioritet end i de øvrige nationalparker.

Det betyder, at kun de arealer, hvor naturen kan få førsteprioritet – og hvorunder f.eks. skovbrug og landbrug selvsagt ikke hører – skal inkluderes. For det første skal man derfor opkøbe de privatejede arealer, der indgår i afgrænsning (og hvis det ikke er muligt, bør de udelukkes i første omgang). For det andet skal fageksperter vurdere, hvilke og hvor mange planteædere, der skal udsættes som en integreret del af naturen for at erstatte (eller eventuelt supplere) den eksisterende græsning – det afgørende er, at dyrene græsser områderne hele året, ikke kun om sommeren.

Det kunne f.eks. godt være en mulighed også at udsætte europæisk bison her – i realiteten er det jo netop ikke en skovart, sådan som man tidligere fejlagtigt troede, og derfor har den formodentlig bedre af at blive udsat på åbne vidder med adgang til skov end i den nåleskovsplantage, der udgør hovedparten af Bisonskoven i Almindingen. Det kunne ske i tilknytning til kvæggræsning med robuste kvægracer, der kan gå ude hele året, men også vildheste (f.eks. konik, exmoor eller sågar takhi, de såkaldte przewalski-heste). I sidste ende bør det selvsagt være en vurdering, der foretages af relevante fageksperter.

Den foreslåede hegning skal holde dyrene inde på de afgrænsede arealer, så deres græsning faktisk gavner dér, hvor den skal. Der er tale om to hegninger af sammenlagt 14 kilometers længde, men man kunne godt forestille sig andre muligheder – jo større hegning desto bedre. Igen er det en mulighed at begynde med de statsejede arealer og siden udvide. Målet bør være, at de græssende dyr på et tidspunkt kan bevæge sig frit inden for hele naturnationalparken.

Hvad ville det koste? Et 14 kilometer langt hegn, der kun skal holde heste og okser inde, vil ikke koste mere end ca. 370.000 kr., men hvis større dyr (f.eks. bisoner) skal gå her, kræver det et mere robust hegn, der vil koste ca. 2,8 mio. kr. Dertil kommer et par færiste, hvor hegningerne krydser Slotslyngvej, til ca. 250.000 kr. stykket, omkostninger forbundet med genetableringen af naturlig vandbalance, samt udgifter til indkøb af dyr m.m.

Men det er næppe urealistisk, at man for etableringsudgifter på blot 5 mio. kr. ville komme hele vejen – under forudsætning af, at staten bidrager ved at lade arealerne indgå uden kompensation. 

Opkøb af de privatejede arealer ville med en gennemsnitspris på ca. 100.000-150.000 kr. pr. hektar til gengæld beløbe sig til omtrent 30 mio. kr. og udgøre den klart største udgiftspost – men man kunne jo overveje to faser, hvor den første består i at begrænse sig til de statsejede arealer (de eneste, der er omfattet af udkastet til hegningen ovenfor) og holde udgifterne på de 5 mio. kr., for derefter at tage fat på opkøb af omkringliggende arealer. 

Udover Den Danske Naturfond er der mange private fonde at ansøge for at få et ambitiøst naturreservat etableret til en samlet pris på ca. 35 mio. kr., hvilket ret beset er meget overkommeligt i betragtning af, hvor høje millionbeløb private fonde donerer til både naturformål og mange andre projekter landet over.

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de få privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Bornholm har et stort naturpotentiale, men det udfyldes bedst ved at gøre noget aktivt i retning af mere selvforvaltende natur på større sammenhængende områder. Fra Slotslyngen til Hammeren er der en stor variation af naturtyper, som i vekslende grad mangler én iøjnefaldende natur-faktor: større planteædere året rundt.

Naturindholdet må gerne blive endnu større, og med det bliver naturoplevelserne også endnu større. Solskinøen er i forvejen blevet tilvænnet tanken (og virkeligheden) om bisoner i dansk natur, og går man tur på Hammeren om sommeren, kan man ofte se kvæget ‘kravle’ på klipperne og græsse. Det er lidt vildt – men må meget gerne blive lidt vildere.

Rune Engelbreth Larsen, september 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Bornholm – Bastemose og Svinemose
> Fotoserie: Bornholms bisonskov i Almindingen
> Fotoserie: Bornholmske klipper – Kamelhovederne, Hvidkleven og Helligdomsklipperne
> Fotoserie: Bornholmske sprækkedale – Ekkodalen og Døndalen
> Forslag: Naturnationalpark Almindingen – vildere skov i hjertet af Bornholm
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur
> Debatindlæg: Ambitiøst alternativ til tabt bornholmsk nationalpark