Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Gamle træer og dødt ved i Hellebæk Kohave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Gamle træer og dødt ved i udkanten af Hellebæk Kohave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 11 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur vest for Helsingør: Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Foreslået afgrænsning af en 1.000 hektar stor Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn
Foreslået afgrænsning af en 1.100 hektar stor Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn

Eremitten – eneboeren, der er social

En eremit er en eneboer, der lever et asketisk liv viet sin religion – oprindelig mere eller mindre isoleret i en ørken. Men en eremit er såmænd også en 2-3 cm stor bille, der foretrækker at leve i store gamle løvtræer, fortrinsvis ege- og bøgetræer.

Herhjemme har man almindeligvis ledt efter den i solitære træer, der troner ensomt i skovbryn eller lysninger, men i 2015 er de også fundet i mørke og fugtige naturskove (Graubæk & Hansen 2015).

Når træerne undgår at blive fældet til tømmer og i stedet får lov til at blive til såkaldte veterantræer, sørger svampe for en gradvis forrådnelse af veddet, hvilket er guf for de insekter, der æder dødt træ. I fællesskab udhuler svampe og insekter således langsomt hele eller dele af træet, der er eftertragtede boliger for forskellige fugle, flagermus og insekter.

Bæstet set forfra – eremit, en meget sjælden bille i Danmark (Foto: Magnefl, Wikipedia)
Bæstet set forfra – eremit, en meget sjælden bille i Danmark (Foto: Magnefl, Wikipedia)

Eremitten er en varmekrævende art, der er tilpasset det træsmuld, som drysser ned i sådanne hulheder, hvor det kan blive til anselige mængder i løbet af årene, faktisk op til flere hundrede liter. Hunnen lægger sine æg i smuldet eller i stammens indre sprækker, og her lever larverne i 2-3 år, før de er fuldt udviklede.

Det er en art, der kan være vanskelig at opdage, eftersom den foretrækker hulheder i stammen så højt oppe som seks meter eller højere, men også i højtsiddende rådne grene, hvis de er tykke nok. Den kan også finde på at anvende spættehuller i store grene og i kronerne – og mon ikke det er dens skjulte og tilsyneladende ‘ophøjede’ levevis, der har navngivet den? Eremit er nemlig ikke en eremit i betydningen eneboer, men derimod et socialt insekt.

Nord for Bognæs Storskov er der kun fundet eremit i to træer i Nordsjælland, begge i Hellebæk-Hammermølle-området – her er det ene, nær Hellebæk Station (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Nord for Bognæs Storskov er der kun fundet eremit i to træer i Nordsjælland, begge i Hellebæk-Hammermølle-området – her er det ene, nær Hellebæk Station (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det er ikke ualmindeligt, at den slet ikke forlader det træ, den har boet i som larve, og selv om den kan flyve, er dens spredningsevne i det kølige Nordeuropa meget begrænset. Talrige generationer kan leve i det samme træ gennem hundreder af år, mens hulrummet udvides, og i takt med at veddet ædes.

Træet skal dog helst skal være over 100 år gammelt og have nået en omkreds på mindst halvanden meter, før herlighedsværdierne er attraktive nok for eremitter på på boligjagt. Det kræver en meget lang skovkontinuitet – altså skove (eller dele af skove), der får lov til at blive stående i århundreder uden risiko for fældning.

Eremit er gået stærkt tilbage, skønt den næppe har været decideret talrig i Danmark de seneste århundreder. Den er vist aldrig registreret på Fyn, og i Jylland er den senest fundet ved Fussingø i 1886. De tilbageværende levesteder ligger alle på Sjælland og Lolland.

Ifølge NOVANA (Det Nationale Program for Overvågning af VAndmiljøet og NAturen), der overvåger internationalt beskyttet natur, er der således kun registreret to nordsjællandske træer med eremit under den seneste overvågning i 2012 (begge i Hellebæk Skov), og i alt har man kun fundet 72 eremit-træer (Søgaard m.fl. 2015a: 45).

I 2015 blev der ganske vist fundet flere eremit-træer i nogle af de samme områder (Graubæk & Hansen 2015), men i Nordsjælland består de seneste registrerede fund af eremit kun af to larver i Hellebæk Skov i 1990, tre døde biller i 2009 og én død bille i 2010. Måske er den allerede uddød i Nordsjælland – eller stærkt på vej til at blive det?

Eremit (foto: Wikipedia)
Eremit (foto: Wikipedia)

Det er dog ikke utænkeligt, at den lever i træer, der ikke er undersøgt, f.eks. fandt man uventet en eremit yderst på Knudshoved Odde i 2013 (Søgaard m.fl. 2015a: 44f).

Mange andre arter er tilknyttet døde og døende træer, og eremitten er dermed også en indikator på naturens status for andre insekter, svampe og planter, som er afhængige af gammel løvskov og dødt ved.

Gør vi en indsats for at forbedre vilkårene for eremitten, gør vi altså også automatisk en indsats for flere forskellige arter, der har brug for vildskov på skovens egne præmisser.

Et område, hvor natur og biodiversitet kunne være i centrum af et større naturreservat uden tømmerproduktion finder vi lige dér, hvor eremitten (måske/måske-ikke) stadig har en chance: Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn.

Et kommende eremittræ? En række gamle træer er udpeget som mulige levesteder for den stærkt truede bille eremit (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et kommende eremit-træ? En række gamle træer i Hammermølle Skov er udpeget som mulige levesteder for eremit og fritstillet, så de lettere opvarmes af solen til gavn for den stærkt truede bille. De står imidlertid over 300 meter fra det ene af de to sidste træer, der muligvis endnu huser eremitten, og det er en formodentlig en uoverkommelig spredningsafstand – men at bevare de store gamle træer vil i alle tilfælde gavne andre arter (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor naturnationalpark lige dér?

De statsejede arealer udgør ca. 95 procent af den foreslåede afgrænsning
De statsejede arealer udgør ca. 95 procent af den foreslåede afgrænsning, de øvrige (Vestkilen) er kommunalt ejet

Christian IV etablerede møller og metalværksteder i denne del af Nordøstsjælland, der blev et tidligt industriområde, bl.a. med den første hammermølle. Først i 1765 bygges dog Hammermøllen i Hellebæk, hvor der fremstilles gevær- og pistolløb – heraf også navnet Hammermølle Skov, som dog også kaldes Hellebæk Skov.

Teglstrup Hegn blev indhegnet med grøfter, sten- og jorddiger i 1785-1795 og hed dengang Theilstrup Skov Indhegning. I 1945 overtog statsskovbruget den hidtil privatejede Hammermølle/Hellebæk Skov, og gennem opkøb i 1997 og mageskfite med Forsvaret i 2000 blev skovkomplekset sammenknyttet – hvorfor det i dag er muligt at forvalte det hele som ét sammehængende naturreservat.

Når området er velegnet som naturreservat, skyldes det bl.a., at næsten hele det foreslåede areal allerede er statsejet (ca. 95 procent). Der er med andre ord ikke behov for omfattende opkøb af privatejede arealer – og kan de små privatejede arealer ikke opkøbes, kan de undværes indtil den dag, de er til salg.

Som nævnt er eremit uddød eller tæt på at være det i denne del af Sjælland, hvorved den deler skæbne med stellas mosskorpion. Den er ikke fundet på en eneste af de 40 danske lokaliteter, hvor den blev eftersøgt i 2012, om end der er blevet fundet en enkelt i Teglstrup Hegn uafhængigt heraf (Søgaard m.fl. 2015a: 48).

Biodiversitetskortets bioscore viser en koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn
Biodiversitetskortets bioscore viser en koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn

Stellas mosskorpion er knyttet til samme slags levesteder som eremit, men er trods sit navn ikke helt så eksotisk som de store skorpioner, vi kender fra udlandet. Den har et par klosakse, der kan afgive gift, men den lille spindler måler kun 2-3 millimeter i længden og er helt ufarlig – medmindre man f.eks. er en lille mide, støvlus eller springhale.

Trods de trange kår for eremit og stellas mosskorpion har store dele af området – især de nordligste dele – dog fortsat en ganske høj bioscore, hvilket betyder en koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter. Men der er flere arter, som hænger i en tynd tråd.

F.eks. har Danmarks mindste guldsmed, dværgvandnymfe, sit allersidste danske levested i Teglstrup Hegn ved et lillebitte vandhul med det knap så appetitlige navn Fandens Hul. I 1990’erne kunne denne sidste danske bestand tælles i tusinder, i de senere år angiveligt kun i hundreder (jf. Rødlisten).

Vandhullet er gradvis blevet mindre på grund af tørvemosser, der vokser som en flydende måtte, en såkaldt hængesæk, og som lukker vandoverfladen og dermed spærrer adgangen til vandet, hvor dværgvandnymfens larver lever. For at forhindre arten i at uddø på sit sidste danske levested har Naturstyrelsen på opfordring af lokalforeningen Hellebæk Kohaves Venner gravet huller i hængesækken, så vandfladen fritlægges.

Biodiversitetens generelle potentiale inden for det foreslåede naturreservat afspejles også derved, at det overlapper fremhævede landskabskvadrater i rapporten Biodiversitetskort for Danmark (Ejrnæs m.fl. 2014) såvel som rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove (Petersen m.fl. 2016), der indkredser minimums-netværk af naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse biodiversitetstabet i Danmark.

Skarv over Bøgeholm Sø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skarv over Bøgeholm Sø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Overgræsning eller vildgræsning?

Foderpladsen findes i et hjørne af naturområdet, der ellers har et stort potentiale for vildere natur på naturligere præmisser – hvilket imidlertid forudsætter, at dyrene lever af vegetationen året rundt og ikke tilskudsfodres (foto: Rune Engelbreth Larsen)
På vej til foderpladsen, der findes i et hjørne af naturområdet, som ellers har et stort potentiale for vildere natur på naturligere præmisser – hvilket imidlertid forudsætter, at dyrene lever af vegetationen året rundt og ikke tilskudsfodres (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hellebæk Kohave blev etableret som græsningsskov i en del af Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn i 2003-04. Ifølge Naturstyrelsens folder om området har der har været udsat op til 150-300 helårsgræssende malke- og kødkvæg, og græsningsarealet er udvidet lidt undervejs. Hensigten er bl.a., at de græssende kreaturer skal holde græslandsområder åbne og fri for træopvækst, tynde ud i underskoven og trampe hul i jorden og derved give plads til spirebede for blomster.

Endvidere undlader kreaturerne at græsse omkring kokasserne, der således ikke blot er en lækkerbisken for møgbiller, men også bidrager til at skabe variation i vegetationen til gavn for mange andre insekter – her kan urterne spire uden at blive ædt.

I teorien. Eller rettere – under naturlige forhold.

Vinterfoderplads til skotsk højlandskvæg, der er udsat hele året i Hellebæk Kohave – fem tons halmballer om ugen er en del af menuen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vinterfoderplads til skotsk højlandskvæg, der er udsat hele året i Hellebæk Kohave – fem tons halmballer om ugen er en del af menuen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Men hvor ’naturlige’ er forholdene i Hellebæk Kohave og den tilhørende skovgræsning i Teglstrup Hegn, hvor antallet af kreaturer er betydeligt større, end det ville have været fra naturens hånd?

Kvæget skal jo gerne give et godt afkast i form af netop kød og mælk, hvilket vil sige, at de helst skal æde igennem hele tiden – men det er ikke foreneligt med en naturligt varieret græsning.

I Hellebæk Kohave har bestræbelserne på at styre græsningen derfor haft en naturforarmende effekt. I den nordlige del er der græsset for lidt, hvorfor der har dannet sig et tykt og uigennemtrængeligt tæppe af græs og førne. I den sydelige del er arealet meget overgræsset, hvorfor stort set ingen planter har nået at sætte blomst og frø, og lokale botanikere har i mange år påpeget den manglende artsrigdom.

Her fodres Hellebæk Kohaves kreaturer om vinteren i hvad der har udviklet sig til en kæmpe pøl af mudder og afføring i et naturbeskyttet område i en nationalpark – det er ikke kønt, og det lugter fælt (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Her fodres Hellebæk Kohaves kreaturer om vinteren i hvad der har udviklet sig til en kæmpe pøl af mudder og afføring i et naturbeskyttet område i en nationalpark – det er ikke kønt, og det lugter fælt (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Er manglen på græsning et stort problem generelt i dansk natur, hvor tilgroning og ensformighed tager overhånd mange steder, betyder for mange dyr pr. hektar til gengæld, at der ædes så meget i bund, at en del af vegetationen får vanskeligt ved overhovedet at etablere sig – og forarmes vegetationen, forsvinder dele af insektlivet.

Eksempelvis konkluderer en svensk studie af 100 semi-naturlige tør-enge i det sydøstlige Sverige, at hård græsning reducerer antallet af køllesværmere (natsommerfugle, som flyver om dagen) og andre dagaktive sommerfugle, og at det generelt bør undgås på arealer med en artsrig fauna (Franzén & Ranius 2004). Herhjemme er der en lang række konkrete eksempler på, at hård græsning har udryddet sjældne sommerfuglearter lokalt (Ravn & Nielsen 2007, Petersen 2017).

Fra 2003 til 2013 og fremefter har aftalen mellem Naturstyrelsen i Nordsjælland og den forpagter, som har leveret dyrene, været »omkring 150 kreaturer« om sommeren på 219 hektar og ca. 60 dyr om vinteren. Det er et stort antal dyr.

Græsningsarealet er siden udvidet til 250 hektar, opdelt i to separate hegninger. På 160 hektar nord for Hellebækvej græsses almindeligvis kun om sommeren, men på de 90 hektar syd for Hellebækvej er der helårsgræsning, og kreaturerne fodres om vinteren på en afsides foderplads ved en gammel skydebane. Fodringen i sig selv viser, at der er alt for mange dyr i forhold til, hvad der fra naturens hånd er fødegrundlag til om vinteren.

Tilskudsfodringen har f.eks. i vinteren 2016-17 bestået af 5 tons græs-wrap om ugen plus kraftfoder i form af majs, hvilket medfører en stor næringsstoftilførsel, som favoriserer få dominerende planters tilgroning og derved bidrager til at forringe artsrigdommen. Man kan så bestræbe sig på at fjerne kreaturernes afføring dér, hvor de bliver fodret (for at forhindre den tilførte næringsbelastning), men det er vanskeligt og ineffektivt en våd vinter, hvor mudder og afføring flyder ud i én stor pløre.

Medio maj 2017 flød gyllen stadig ud over adskillige hundrede kvadratmeter, og når det regner, siver mere af afføringspølen ned ad terrænet og forarmer vegetationen i en internationalt beskyttet og EU-prioriteret naturtype (såkaldt skovbevokset tørvemose), der kun befinder sig 50 meter derfra. Tidligere lå foderpladsen på en bakketop, der også var kortlagt som en EU-beskyttet naturtype (såkaldt surt overdrev), og her udryddede fodringen sjældne og sårbare planter, da kvæget druknede vegetationen i store mængder gylle.

Samtidig minimerer tilskudsfodringen dyrenes naturlige græsningsadfærd, idet de koncentrerer sig om foderpladsernes store fodertrug i stedet for at søge aktivt ud i hele området, herunder de mange afkroge i skoven, der er en del af området. Dermed forsvinder deres naturlige effekt på buske og træer om vinteren – f.eks. barkskrælning og bid, der ellers ville gavne en række svampes og insekters levesteder.

Under naturlige forhold ville dyrene æde træopvækst eller sværtfordøjelige planter om vinteren, men når de får foræret en buffet på en foderplads, behøver de jo ikke søge ud i arealets afkroge for at finde sin aftensmad. Tilskudsfodringen nulstiller så at sige den naturlige græsningsadfærd, der ellers skulle komme både vegetationen og insektlivet til gavn.

De lysåbne arealer i Hellebæk Kohave har derfor aldrig fået karakter af det farverige blomstertæppe om foråret eller sommeren, der kendes fra et naturligt græsland, men ligner mange steder en blomsterløs golfplæne.

Helårsgræsning er optimalt for et naturområde, hvis det foregår på naturens præmisser, men i Hellebæk Kohave fodres kreaturerne massivt om vinteren, hvorfor de ikke har den naturlige fødeadfærd og derved ikke gavner området en stor del af året. Og i sommerhalvåret har der i mange år været alt for mange kreaturer sat ud, hvorfor de opæder alt i de åbne områder, der er nedbidte og blomsterløse som en golfbane (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Forår. Helårsgræsning er optimalt for et naturområde, hvis det foregår på naturens præmisser, men i Hellebæk Kohave fodres kreaturerne massivt om vinteren, hvorfor de ikke har den naturlige fødeadfærd og derved ikke gavner området en stor del af året. Og i sommerhalvåret har der i mange år været alt for mange kreaturer sat ud, hvorfor de opæder alt i de åbne områder, der fremstår nedbidte og blomsterløse som en golfbane (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det ville være bedre at lade kreaturer og/eller andre større planteædere græsse på området året rundt i et antal, der i stedet er tilpasset fødegrundlaget om vinteren. Ad den vej er der nemlig et ’overskud’ af føde om sommeren, og det betyder større potentiale for en varieret blomstervegetation og flere af de insekter, der er tilknyttet hertil. Sådan ’regulerer’ naturen selv forholdene, hvilket bør være sigtemålet.

Lokalforeningen Hellebæk Kohaves Venner skabte opmærksomhed omkring overgræsningen i vinteren 2016-17, hvorefter der har rejst sig en større offentlig debat om de negative konsekvenser af den omfattende og koncentrerede tilskudsfodring. De helårsgræssende kødkvæg er som følge heraf blevet reduceret til 70, mens der går 60 sommergræssende kvier i den nordlige hegning – men spørgsmålet er, om ikke opmærksomheden om problemet kunne blive et reelt vendepunkt med plads til nytænkning i forvaltningen?

Dermed har vi så småt taget hul på noget af det, der skal til for at gøre ikke blot Kohaven, men hele det foreslåede område til et naturreservat med vildere natur på naturligere præmisser.

Højmose i Teglstrup Hegn med det betagende navn Skidendam (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Højmose i Teglstrup Hegn med det betagende navn Skidendam (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til for vildere natur?

Naturstyrelsen har selvfølgelig iværksat andre tiltag for at øge naturværdierne på en række af de øvrige arealer i området. På mosearealer, hvor der er indplantet nåletræer, arbejder man f.eks. i retning af at genetablere skovmoser med naturlig vandstand, og af hensyn til eremit er store gamle ege- og bøgetræer lysstillet i et hjørne af Hellebæk Kohave og Hellebæk Skov. Selv om det formodentlig er for sent at redde billen i denne del af Sjælland, kan det gavne andre arter.

I Hellebæk Kohave er hegnslinjen flyttet og arealet forøget for bl.a. at få de potentielle eremit-træer med i det område, der græsses. Det er et skridt i den rigtige retning at tænke i større sammenhængende arealer med helårsgræsning – især hvis overgræsning erstattes af vildgræsning.

Det optimale ville være at udvide græsningsarealerne fra de ca. 300 hektar i Hellebæk Kohave til simpelthen at omfatte de 1.100 hektar, der dækker hele forslaget til Naturnationalpark Hellebæk Kohave & Teglstrup Hegn.

Faktisk har det meget flotte og varierede naturområde stort potentiale for at blive en perle af vildere og naturligere natur.

Lokalt har man vænnet sig til den forholdsvis store hegning og begrænsningerne i trafikken på tværs af området, og Naturstyrelsen har besluttet at rive den store Hellebæk Avlsgård ned – og det er nu engang rart at gå i et naturområde, hvor overflødige bygninger er væk.

Hvis man ønsker vildere natur, er det på den ene side et markant kursskifte, der skal til i forhold til forvaltningen i dag, men på den anden side er det meget lidt, der skal til for at etablere et virkelig godt naturområde på naturligere præmisser – man kan f.eks. gribe det an i to etaper.

Første etape: Væk med tilskudsfodringen, fjern gyllehavet, udvid hegnslinjen fra 300 til ca. 500 hektar og sæt vildheste og et meget mindre antal kreaturer ud året rundt – eller gerne: bisoner. Anden etape: Konverter hele det foreslåede areal til Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn på de foreslåede 1.100 hektar, uden tømmerproduktion og uden tilskudsfodring.

Slip vilde planteædere løs på hele arealet året rundt og lad dem være en integreret del af narturen, hvor antallet efterhånden tilpasses det fødegrundlag, der er i skovene og de lysåbne arealer om vinteren. På den måde kan man bekæmpe tilgroningen og samtidig give plads til en varieret vegetation om sommeren.

Forslag til en 16 kilometer lang hegnslinje
Forslag til en 16 kilometer lang hegnslinje

Udover vildheste, bisoner eller kreaturer kunne vildsvin og elge også være oplagte at overveje at få udsat til en mere varieret græsning i området.

Ifølge rapporten Elg i Danmark er der plads til ca. 4.400 elge i Danmark fordelt på otte hovedområder, heriblandt Nordsjælland, der rummer fire oplagte delområder (Sunde & Olesen 2007).

Det medfører alt sammen en hegnslinje, der ikke kun omfatter Hellebæk Kohave, men hele naturnationalparken og derved får en længde ar ca. 15 kilometer. Vildheste og kreaturer kan holdes inde bag et simpelt og billigt el-hegn, som hjortevildtet let kan forcere, men elge og vildsvin ville kræve et mere robust og fintmasket vildthegn, som også ville betyde, at hjortevildtet i området ville blive en del af hegningens dyr.

Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn er i øvrigt ét af fire forslag til naturnationalparker inden for rammerne af den eksisterende Nationalpark Kongernes Nordsjælland. De tre øvrige er Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø, Naturnationalpark Gurre Sø & Horserød Hegn og Naturnationalpark Melby Hede & Tisvilde Hegn.

Samlet kunne de fire potentielle naturreservater udgøre en stribe spektakulære kerneområder med vildere natur, der i modsætning til nationalparken som helhed faktisk kunne leve op til de internationale nationalpark-kriterier.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland (skraverede arealer) rummer mulighed for fire NATURnationalparker med vildere natur, der kan fungere som nationalparkens kerneområder på naturens præmisser
Nationalpark Kongernes Nordsjælland (skraverede arealer) rummer mulighed for fire NATURnationalparker med vildere natur, der kan fungere som nationalparkens kerneområder på naturens præmisser

Sæt i gang

I tilfælde af en udsætning af elg, bison eller vildsvn er der som nævnt behov for et ca. 15 kilometer langt vildthegn omkring den foreslåede afgrænsning for at undgå, at de store dyr forsvinder fra området. Et vildthegn af denne størrelse ville beløbe sig til ca. 4-5 mio. kr., hvortil kommer 4-6 færiste (à ca. 250.000 kr.), samt udgifter til at få en detailplanlægning udarbejdet af biodiversitetsforskere, genetablere naturlige vandforhold og indkøb af dyr.

Hele arealet er i offentligt eje (det meste statsligt, Vestkilen er kommunalt ejet), hvorfor der ikke behøver blive opkøbt arealer. Derved ville etableringsudgifterne samlet set næppe behøve beløbe sig til meget mere end ca. 10-12 mio. kr. (forudsat at Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktion).

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet til de statsejede arealer i Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn plus det kommunale areal, Vestkilen. Etabler hele naturnationalparken i én eller to etaper.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får mere naturlige vandforhold; e) hvor få eller mange lysninger, der skal skabes via en udtynding før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Klaresø, Teglstrup Hegn (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Klaresø, Teglstrup Hegn (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I dag er græsningen i Hellebæk Kohave ikke fremmende for biodiversiteten og ikke optimal i forhold til at opnå natur på naturligere præmisser. Men mødet med de mange kreaturer, der græsser på de lysåbne areaeler såvel som i skoven, giver alligevel en vis forsmag af det visuelle indtryk, der kunne vente os.

Større vilde planteædere kunne gøre dette smukke nordsjællandske naturhjørne med de mange små og mellemstore søer til et afvekslende og mere artsrigt naturområde på naturligere præmisser.

Solbeskinnede veterantræer i skovbryn og lysninger af urørt skov, hvor ikke blot vildkvæg, men måske vildheste, bisoner eller elge dukker frem af skyggerne, men også kan mødes i mørkere dele af det spændende og afvekslende skovbillede. Et kerneområde i nationalparken med reel fokus på natur, fordi naturen får lov til at råde – en naturnationalpark.

Rune Engelbreth Larsen, maj 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status
> Når naturforvaltningen forarmer naturen (Altinget)

Döberitzer Heide – fra militært terræn til vildnis ved Berlins bygrænse

Af Rune Engelbreth Larsen

Europæisk bison græsser i skoven, Döberitzer Heide (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison græsser i skoven, Döberitzer Heide. I midten af 1900-tallet var den meget tæt på at blive udryddet fra Jordens overflade, nu har bestanden af Europas tungest landdyr passeret 5.000 – i vildniskernezonen i Döberitzer Heide nærmer bestanden sig 100 i 2017 (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Lige uden for Berlins bygrænse er et tidligere militært øvelsesterræn afviklet og har givet plads til et unikt vildnis med en ualmindelig høj artsrigdom, hvor truede vildheste og bisoner har fået et beskyttet fristed og samtidig gør naturen vildere og mere varieret blandt 5.500 forskellige dyre-, plante- og svampearter …

Vest for Berlins bygrænse nær den olympiske by i det gamle Østtyskland ligger det 4.600 hektar store naturområde Döberitzer Heide. På store dele af området er formålet i dag natur for naturens egen skyld – men sådan har det ikke altid været.

I tre århundreder fra begyndelsen af 1700-tallet til slutningen af 1900-tallet har hele eller dele af landskabet være hjemsted for store militære aktiviteter, begyndende med troppeøvelser under ‘Soldaterkongen’, Frederik Vilhelm I af Preussen, og først afsluttet med Den Røde Armes exit og Tysklands genforening.

Området har navn efter en tidligere landsby, som de sidste beboere måtte forlade ved etableringen af et permanent militært øvelsesterræn under Tysklands kejser Wilhelm II i 1895. Trefjerdedele af arealet blev dengang ryddet for skov for bedre at tjene de militære øvelsesformål, og en del af tømmeret blev anvendt til at bygge barakker til den store kaserne – og et kasino til officererne. Siden har området været ubeboet af civile og kun i meget begrænset omfang udnyttet til skov- og landbrug.

Den store kaserne, som i begyndelsen af 1900-tallet blev etableret i Döberitzer Heide (bygget af tømmer fra det skovrydninger i område).
Den store kaserne, som i begyndelsen af 1900-tallet blev etableret i Döberitzer Heide (bygget af tømmer fra skovrydninger i området).

Fra 1910 bliver Döberitzer Heide desuden træningslejr for Tysklands nyetablerede Luftwaffe (her trænede nogle år senere bl.a. den berømte Manfred von Richthofen – bedre kendt som Den Røde Baron).

Efter Første Verdenskrig rykkede de allierede imidlertid ind og afmonterede stort set alt, men op til Anden Verdenskrig kom området atter i brug til militære formål, både til fly, tanks og tropper.

Forbløffende nok blev området ikke bombet under Anden Verdenskrig, og efter krigen kunne Den Røde Arme derfor overtage de stort set intakte bygninger. I det følgende halve århundrede blev det brugt til udstationering og træning af bl.a. infanteri og artilleri – på et tidspunkt var der udstationeret ca. 20.000 sovjetiske soldater.

Sporene efter gamle militærfaciliteter dukker af og til op i landskabet (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Sporene efter gamle militærfaciliteter dukker af og til op i landskaberne (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I 1987 udpeger Den Røde Arme en del af arealet (Ferbitzer Bruch) som naturbeskyttet område, og i kølvandet på Den Kolde Krigs endeligt afvikles den sovjetiske militære tilstedeværelse totalt. Bygningerne er efterfølgende blevet revet ned eller har sine steder fået lov til at forfalde, men man har også måttet fjernes ammunition. Mellem 1995 og 2003 er der f.eks. fundet og fjernet adskillige kemiske våben af både tysk, fransk, britisk og italiensk oprindelse.

Hvordan har al denne militære aktivitet påvirket landskabet? Ja, selv om titusindvis af soldater, tungt militært materiel og et ukendt antal granatnedslag har slidt på området i årti efter årti, har det faktisk ikke generet naturen – snarere tværtimod.

Militæret er væk i Döberitzer Heide, og vildnisset rykker ind (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Militæret er væk i Döberitzer Heide, og vildnisset rykker ind (foto © Rune Engelbreth Larsen)

De dramatiske aktiviteter har således skabt og vedligeholdt levesteders afvekslende variation, som i mange andre naturområder er en udtalt mangel i dag. Naturen er netop ikke gearet til stilstand eller produktion som i land- og skovbrug, hvor nogle ganske få dyrkede arter optager al pladsen og dermed udelukker den naturgivne mangfoldighed af arter og levesteder.

Utilsigtet har militæret altså tilført området en dynamik, der faktisk svarer ganske godt til den effekt, som et naturligt antal forskellige planteædere historisk har udvirket i det evolutionære samspil med vegetationen og den øvrige fauna.

For årtusinder siden, hvor elge, bisoner, vildheste, krondyr, vildsvin og urokser i stort tal fyldte op i nordeuropæiske naturlandskaber, blev der gået til den med en naturskabt voldsomhed – ikke meget ulig troppebevægelser og kampvogne, der drøner rundt og blotter jord, åbner skov og kværner krat.

For 100 år siden var der kun et halvt hundrede visenter tilbage – i dag nærmer tallet sig 5.000 (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison – naturens ‘kampvogn’ med en vægt på op til 1 ton (foto © Rune Engelbreth Larsen)

De militære øvelser har i realiteten udfyldt rollen som reserve-planteædere. Ganske vist har de ikke ‘ædt’ af planterne, men de har ‘trampet’ rundt som store planteædere og holdt større arealer fri for tæt vegetation med en mangfoldighed af afvekslende levesteder som resultat. Og det har gavnet et meget, meget stort antal arter, som næsten ville være fuldstændig forsvundet, hvis det i stedet var landbrug og skovbrug, som havde lagt beslag på arealerne – sådan som det i vidt omfang er sket uden for militære arealer i det 20. århundrede.

Selve den militære benyttelse er med andre ord en væsentlig grund til de ekstraordinære naturværdier, der er undersøgt og dokumenteret i detalje af forskere (Luft m.fl. 2011: 55).

Efter at landskabet har fået tærsk af tungt artilleri og granater i generationer, er der derfor både plads og potentiale til, at en rig natur kan bevares på naturens egne betingelser. Forudsætningerne er gode, om end de store dynamiske forstyrrelser, som militæret har opretholdt, nødvendigvis må genetabeleres, hvis naturens mangfoldighed af levesteder og fortløbende variation skal bibeholdes.

Uden denne foranderlige dynamik begynder træerne hurtigt at rykke ud på de åbne flader og bortskygge den vegetation, som har brug for sollyset, og dermed forsvinder også de insekter og andre arter, der er afhængige af selv samme vegetation.

Hvor talrige arter har klaret sig udmærket uden land- og skovbrug, mens militæret har haft råderet over området og ’kunstigt’ holdt det åbent og varieret, er der med andre ord behov for, at naturen fremadrettet kan udøve denne funktion selv.

Netop derfor er det nogle af de store planteædere, som engang var en naturlig del af den nordeuropæiske fauna, der skal tilbage, hvis naturen her (og andre steder) skal forblive (eller blive) en dynamisk smeltedigel af artsrige levesteder.

Karakteristisk landskab i Döberitzer Heide (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Karakteristisk landskab i Döberitzer Heide (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Traner (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Traner (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Ung blandingsskov på blot 50-80 år er det dominerende billede i Döbertizer Heides skoveområder (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Ung blandingsskov på blot 50-80 år er det dominerende billede i Döbertizer Heides skovområder (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Genudsættelse af naturens egne ’kampvogne’

Intet efterlader et dybere indtryk end den personlige oplevelse i fri natur. (Heinz Sielmann)

I 1992 stiftes Naturbeskyttelsesstøtteforeningen Döberitzer Heide, og samme år udsættes gallowaykvæg til at græsse i Ferbitzer Bruch. Beskyttelsesforordningen for området bliver fastlagt i 1997 og understreger, at formålet bl.a. er beskyttelse af sjældne arter og områdets egenartede »mosaikagtige og tætforbundne netværk af biotopstrukturer«.

Efter Den Røde Armes exit er de militære aktiviteter reduceret til ca. 800 hektar, der fra 1995 udgør et særskilt øvelsesområde for Bundeswehr i den sydligste del.

I 2004 opkøbes hovedparten af naturområdet (ca. 3.600 hektar) af Heinz Sielmann Stiftung (HSS) for at intensivere indsatsen for de artsrige levesteder og beskytte truede arter. HSS, der blev stiftet i 1994, har til formål at fremme erfaringen af en positiv omgang med naturen og at erhverve naturområder med henblik på at beskytte og bevare sjældne dyre- og plantearter, men der er også en række delprojekter tilknyttet (bl.a. ungdomsorganisationen Natur-Ranger og uddelingen af en naturfilmpris til unge, Camäleon).

I en vis forstand er HSS Tysklands svar på Aage V. Jensen Naturfond i Danmark og har således opkøbt flere større naturområder, finansieret via fundraising, støtteordninger og frivillige støttebidrag. Med Döberitzer Heide (3.600 ha) ejer stiftelsen i dag over 12.000 hektar naturområder, bl.a. i Wannichen (3.300 ha), Groß Schauener Seen (1.150 ha) og Kyritz-Ruppiner Heide (4.000 ha).

2017 er 100-året for Heinz Sielmanns fødsel, og kortet her viser de natur- og formidlingsprojeker Heinz Sielmann Stiftung er involveret i alene i 2016-17.
2017 er 100-året for Heinz Sielmanns fødsel, og kortet her viser de mange natur- og formidlingsprojeker, som Heinz Sielmann Stiftung er involveret i alene i 2016-17.
Heinz Sielmann (portrætfoto © Heinz Sielmann Stiftung)
Heinz Sielmann (portrætfoto: Heinz Sielmann Stiftung)

Ophavsmanden er den berømte dyrefilmfotograf og naturformidler Heinz Sielmann (1917-2006), der har vundet stribevis af priser, og hvis tv- og biograffilm om natur er oversat og vist i talrige lande. Sielmann er omtrent for Tyskland, hvad Jacques Cousteau er for Frankrig og David Attenborough for England.

I næsten hele sit liv har han filmet natur på alle syv kontinenter, skrevet bøger og formidlet naturoplevelser, men også advaret imod naturforarmelse og artsudryddelse. Gennem tre årtier viste den tyske tv-kanal ARD f.eks. et naturprogram konciperet af Sielmann, og for utallige tyskere var han Hr. Naturformidler.

Formidling er fortælling, og fortælling er alfa og omega, hvis naturen skal på dagsordenen, og naturforarmelsen modvirkes. Men Sielmann gik videre end til fortællingen og formidlingen – for skal naturen løftes, er der også brug for naturområder, hvis primære formål alene er natur.

Heinz Sielmann Stiftung (logo)Hans hustru har træffende udtrykt sin mands filosofi i relation til et af stiftelsens naturområder, Groß Shauener See, der er en del af Naturpark Dahme-Heidessen: »Groß Schauener See er i dag alene til for at være sø – intet andet.«

Natur for naturen skyld på naturlige præmisser er altså mål og middel. Og det gælder naturligvis også Döberitzer Heide, som Heinz Sielmann ifølge sin hustru betragtede som kronen på sit værk – blot to år før sin død.

Efter militærets exit har dynamikken imidlertid været hastigt på retur. De åbne naturtyper er begyndt at gro til, fordi troppeøvelser og kampvogne ikke tromler rundt i området længere, og den påbegyndte tamdyrgræsning dækker langtfra hele arealet.

Militære aktiviteters positive betydning for lysåbe naturlandskaber i Döberitzer Heide. Kortene viser udviklingen (eller afviklingen) af åbne landskaber fra 1987 (da militære aktiviteter stadig tilføjede dynamik og forstyrrelser og modvirkede tilgroning) til 2009 (hvor militærets exit allerede har betydet en væsentlig indskrænkning af lysåbne arealer). Kilde: Luft, L. m.fl. (red.) 2001: Bericht zum Workshop ‘Monitoring in der Döberitzer Heide’ (Fachbeiträge des LUGV, Heft Nr. 123; Landesamt für Umwelt, Gesundheit und Verbraucherschutz).
Militære aktiviteters positive betydning for lysåbe naturlandskaber i Döberitzer Heide. Kortene viser udviklingen (eller afviklingen) af åbne landskaber fra 1987 (da militære aktiviteter stadig tilføjede dynamik og forstyrrelser og modvirkede tilgroning) til 2009 (hvor militærets exit allerede har betydet en væsentlig indskrænkning af lysåbne arealer). I 2010 etableredes en vildnis-kernezone på små 2.000 hektar med udsatte bisoner, vildheste og krondyr for at modvirke tilgroning og atter sikre åbne og varierede naturtyper. Kilde: Luft, m.fl. (red.) 2011: Bericht zum Workshop ‘Monitoring in der Döberitzer Heide’ (Fachbeiträge des LUGV, Heft Nr. 123; Landesamt für Umwelt, Gesundheit und Verbraucherschutz).

I 2008 blev nogle bisoner og vildheste købt og placeret i en mindre observationszone for at vænne dem til området. I 2010 blev de første udsat i den nyoprettede vildnis-kernezone på 1.860 hektar, hvor de skal bevare og genoprette vild natur efter militærets exit. Her skal de større planteædere med andre ord modvirke tilgroning og genskabe dynamik og variation, sådan som de naturligt har gjort det i titusindvis af år, før de blev bortjaget af mennesker – og sådan som militæret gjorde i deres fravær i det 20. århundrede.

Men for at dyrene forbliver en del af det vildnis, de er tiltænkt en naturlig rolle i, går europæisk bison, krondyr, vildheste og vildsvin bag hele tre hegn. Det inderste er 1,4 meter højt og forsynet med tre eltråde, det midterste er op til 2 meter højt og forsynet med seks eltråde, og det yderste er blot en meter højt og skal alene holde tilskuere fra kontakt med de elførende hegn.

Det vidner nok mere om tysk grundighed og forsigtighed end om nødvendighed, for andre steder i Europa er der slet ikke så omfattende hegninger omkring udsatte bisoner – nok er de store, men også komplet ufarlige, så længe de ikke generes, og man holder sig på 50-100 meters afstand.

Bisonerne er naturens godmodige kampvogne, der molestrerer træer og skaber huller i jordlaget ved deres tramp og støvbadning, og som naturligvis tager for sig af vegetationsbuffeten. Det samme gælder krondyr og vildheste, og skønt disse er knap så tunge, er deres indvirkning på natur og landskab stadig betydelig. Og så efterlader de selvfølgelig alle sammen lort i gode mængder til den vigtige gødningefauna, som kampvognene trods alt ikke gjorde noget for.

Europæisk bison er beskrevet særskilt på Danarige.dk (Bialowiezas bisoner – Europas sidste kæmper), så lad os se lidt nærmere på vildhestene.

Europæisk bison (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Vi er ikke vant til at se heste i skovene, men vildheste kan sagtens leve frit i naturen, også i skoven – her den sjældne takhi, også kaldt przewalski-hesten, i et skovområde i Döberitzer Heide (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vi er ikke vant til at se heste i skovene, men vildheste kan sagtens leve frit i naturen, også i skoven – her den sjældne takhi, også kaldt przewalski-hesten, i et skovområde i Döberitzer Heide (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Verdens eneste oprindelige vildhest

Den eneste hest, der ikke nedstammer fra domesticerede heste, og derfor verdens eneste oprindelige vildhest, przewalski-hesten. Den uddøde i naturen i 1960'erne, men et avslprogram baseret på en håndfuld heste i zoologiske haver har bl.a. muliggjort en succesfuld genudsættelse i Mongoliet. Fotograferet i 1920 (foto: E. R. Sanborn; kilde: Wikipedia).
Den eneste nulevende hest, der ikke nedstammer fra domesticerede heste, przewalski-hesten. Her fotograferet i 1920 (foto: E. R. Sanborn, Wikipedia).

Vildhesten, der er udsat i Döberitzer Heides vildnis-kernezone, er den mongolske przewalski-hest (udtales shi-valski), verdens eneste tilbageværende oprindelige vildhest – det vil sige, at den ikke nedstammer fra domesticerede heste.

Vildhesten er opkaldt efter den russiske geograf Nikolay Przhevalsky, som man har tildelt æren for at være den første til at beskrive arten efter en ekspedition i Mongoliet i 1881. Dens mongolske navn er takhi (der betyder »ånd« eller »åndelig«).

Nogle hæfter sig ved, at heste på hulemalerierne viser større lighed med takhien end med den mere kendte, men uddøde vildhest tarpanen (Bunzel-Drüke: 2001).

Hulemaleri fra Lascauz-hulerne i Frankrig, ca. 15.000-17.000 f.v.t. Ifølge nogle muligvis den mongolske takhi, mere kendt som przewalski-hesten. I givet fald levede den også i Europa i istiden, om end hulemalerierne som bekendt ikke altid er naturalistiske (foto: Wikipedia)
Hulemaleri fra Lascauz-hulerne i Frankrig, ca. 15.000-17.000 f.v.t. Ifølge nogle muligvis den mongolske takhi, bedre kendt som przewalski-hesten (foto: Wikipedia)

Ganske vist er sammenlignende studier på denne tidsafstand (og med hulemaleriernes vekslende ‘naturalisme’ in mente) ikke nogen eksakt videnskab, men det er altså ingenlunde udelukket, at takhien kan have levet i Europa under sidste istid.

Ifølge American Museum of Natural History blev Mongoliets sidste vildheste imidlertid jaget og dræbt af euopæiske trofæjægere i slutningen af 1960’erne, men takket være et minutiøst avlsarbejde på baggrund af blot 12-13 vildheste i zoologiske haver undgik den tarpanens skæbne og blev reddet som art.

Przewalski-hesten – eller takhien – har 66 kromosomer, hvor alle andre heste har 64, men dens mest synlige kendetegn er nok dens korte, stride manke.

For ca. 45.000 år siden adskiltes przewalski-hesten fra den hest, der er blevet til vor tids tamheste (Sarkissian, C.D. m.fl. 2015: »Evolutionary Genomics and Conservation of the Endangered Przewalski’s Horse«)
For ca. 45.000 år siden adskiltes przewalski-hesten fra den hest, der er blevet til vor tids tamheste (Sarkissian, C.D. m.fl. 2015: »Evolutionary Genomics and Conservation of the Endangered Przewalski’s Horse«)

Verdens samlede bestand overstiger i dag 2.000, hvoraf nogle findes i zoologiske haver, mens andre er udsat i naturreservater, bl.a. i den store mennesketomme zone omkring Tjernobyl, hvor mange vilde dyr klarer sig fortrinligt (skønt takhierne desværre er efterstræbte af krybskytter).

Blot endnu et eksempel på, at hvor mennesker giver plads til naturen, klarer den sig fortrinligt – sågar et udgangspunkt som en atomkraftværk-katastrofe er mere gunstigt end de forskellige produktionsinteresser, vi andre steder fylder naturen op med.

I Hortobàgy Nationalpark i Ungarn går vildhestene i dag bl.a. sammen med vandbøfler og tauruskvæg, og i Döberitzer Heide er de som nævnt udsat sammen med europæisk bison og lever side om side med krondyr og vildsvin.

Vildheste fra Mongoliet er udsat forskellige steder i verden, bl.a. i Döberitzer Heide, hvorfra den voksende bestand så kan levere vildheste tilbage til den vilde natur i Mongoliet ... (foto © Prag Zoo)
Vildheste fra Mongoliet er udsat forskellige steder i verden, bl.a. i Döberitzer Heide, hvorfra den voksende bestand så kan levere vildheste tilbage til den vilde natur i Mongoliet … (foto © Prag Zoo)

Selv om de nuværende mongolske vildheste alle nedstammer fra heste i flere generationers fangenskab, er de ifølge genetikere fra Københavns Universitet resultatet af en succesrig bevarelse.

De er imidlertid sårbare over for indavl på grund af den begrænsede genpulje, og desværre har også flere af stamtavlerne vist sig at være fejlbehæftede, hvilket har givet knas i avlsarbejdet (Videnskab.dk, 24.9.2015).

De genetiske undersøgelser betyder dog også, at udgangspunktet for den fortsatte bevarelse af vildhesten er blevet betydeligt opkvalificeret, fordi man har fået langt bedre forudsætninger for at minimere tabet af genetisk diversitet (Der Sarkissian 2015: 2582).

Avlsarbejdet har f.eks. betydet, at at vildhesten i 1992 kunne genintroduceres i Mongoliet, der i dag huser over 350 takhier på forskellige lokaliteter. 

Udsætningen af vildhestene er således også en del af den globale bevarelse, og fra den voksende bestand i Döberitzer Heide sendes også takhi’er retur til den vilde natur i Mongoliet (efter et midlertidigt observationsophold i Prag Zoo). F.eks. er der fra 2012 til 2016 sendt fire hopper fra Döberitzer Heide til Mongoliet.

Og i Hustai Nationalpark i Mongloiet har vildhestenes græsning f.eks. allerede gavnet naturligt græsland og banet vejen for andre planteæderes trivsel (Linnartz 2014: 11).

Natur med ét formål – natur

Sielmann Naturlandschaft Döberitzer Heide er fællesbetegnelsen for store dele af de to naturbeskyttede områder Ferbitzer Bruch (ca. 1.155 hektar) og Döberitzer Heide (ca. 3.415 hektar), der samlet set rummer 1.500 hektar skov, primært yngre blandingsskov med eg og birk, ca. 850 hektar pionerskov (Vorwald), ca. 1.500 hektar hedearealer, ca. 250 hektar mose- og vådområder samt enge og lidt agerjord m.m.

Området rummer en bemærkelsesværdig stor artsrigdom, heriblandt ca. 850 forskellige karplanter, 164 forskellige mosser, 622 forskellige svampe, 200 forskellige fugle, 48 forskellige pattedyr og 188 forskellige vilde bier.

Iblandt mangfoldigheden er fiskeørn, trane, den flotte hærfugl og ca. 2.000 biller, bl.a. eremit og eghjort. Desuden klokkefrø, mørk pletvinge og krebsen Triops cancriformis (muligvis den ældste nulevende urtidsart) samt håret blågrøn rose, klokke-ensian og den sjældne orkidé mosegøgeurt.

Blot for at nævne nogle få blandt de mere end 5.500 forskellige arter, som lever i området, og hvoraf små 1.000 er på den tyske rødliste (hvilket vil sige at de hører til landets sårbare eller truede arter). Det er altså virkelig den pressede natur, som her har fået et tiltrængt, ambitiøst og vildt fristed.

Området uden for vildnis-kernezonen kaldes Naturerlebnisringzone (Naturoplevelses-ringzone), og også her gøres en vigtig indsats for natur og biodiversitet. Det er selvfølgelig også inden for dette område, at man kan gå den 24 kilometerlange rute rundt om vildnisset og være heldig at se de store dyr eller andre arter (gennem vildthegnet eller fra et af udsigtstårnene).

Przewalski-heste, verdens eneste oprindelige vildhest (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Przewalski-heste fra Döberitzer Heide, verdens eneste oprindelige vildhest (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Uden for vildnis-kernezonen er der omkring 30 kvadratkilometer naturområde med mere traditionel naturpleje, men her går også vildheste – konik-heste (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Uden for vildnis-kernezonen er der et lige så stort naturområde med mere traditionel naturpleje, men her går også vildheste – konik-heste (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Konik – mor og datter ... (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Konik – mor og datter … (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison, Döberitzer Heide (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison, Döberitzer Heide (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I naturoplevelses-ringzonen foregår en mere traditionel naturpleje, hvor bl.a. æsler, får, geder, kødkvæg og mekanisk rydning er de primære virkemidler for at sikre artsrigdommen, om 

Herfra kan i øvrigt købes kød fra gallowaykvæg og såmænd bøffer fra vandbøfler.

I 2016 blev her også udsat nogle andre vildheste til helårsgræsning, nærmere betegnet konik-heste, der ganske vist ikke er oprindelige vildheste som takhi’en eller den uddøde tarpan. Men konik lever utæmmet i naturen flere steder i Europa og er derfor selvfølgelig også en vildhest – i Danmark kan man f.eks. opleve dem i Lille Vildmose (og fra 2017 også i Bjergskov i Sønderjylland og i Geding-Kasted Mose, få kilometer nordøst for Aarhus).

I Danmark er det dog primært exmoor-vildheste, der udsættes, når vildheste er på tale, men indtil videre slet ikke på lokaliteter af den størrelse, vi finder i Döberitzer Heide.

Hvor mange større planteædere, der overhovedet er i vildnis-kernezonen, er der faktisk ingen der ved med nøjagtighed, men i 2014 anslog man, at der var ca. 30 vildheste, 90 krondyr og 90 bisoner plus et større (men ukendt) antal vildsvin. Tidligere var der også et mindre (og særskilt hegnet) område nær indgangen fra Elstal, hvor enkelte af dyrene gik og således kunne ses på nærmere hold, men det er blevet afviklet i 2016.

I vildnis-kernezonen hverken fodres eller vaccineres dyrene, som dermed alene lever af det fødegrundlag og på de vilkår, naturen byder dem.

Man kan gå den ca. 24 kilometer lange rute udenom vildnis-kernezonen og finde udsigtsposter som denne (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Man kan gå den ca. 24 kilometer lange rute udenom vildnis-kernezonen og finde udsigtsposter som denne (foto © Rune Engelbreth Larsen)
FIND VEJ: Kort over Döberitzer Heide. Tag med regionaltoget S7 fra Berlin Hbf i retning af Potsdam Hbf og stå af i Elstal (eventuelt Dallgow-Döberitz) – det tager kun 24 minutter og koster kun 3,40 € for en enkeltbillet. Derefter er der en gåtur til Döberitzer Heide på godt og vel 2 kilometer (der kører dog også en bus fra stationen, hvis du er heldig og ankommer på passende tidspunkt). Hvis du 'blot' vil gå lidt af turen, er det anbefalelsesværdigt at gå imod uret (altså mod syd fra indgangen ved Elstal), for så når du hurtigst ned til udsigtspunktet ved den store slette (der hedder 'Wüste', skønt det egentlig betyder »ørken«), og her er størst sandsynlighed for at se bisoner og vildheste (husk en kikkert). Download kortet som pdf-fil.
FIND VEJ: Kort over Döberitzer Heide. Tag med regionaltoget S7 fra Berlin Hbf i retning af Potsdam Hbf og stå af i Elstal – det tager kun 24 minutter og koster 3,40 € for en enkeltbillet (2017). Derefter er der en gåtur til Döberitzer Heide på et par kilometer (der kører også en bus fra stationen, hvis du ankommer på passende tidspunkt). Hvis du ikke vil gå hele turen rundt om vildnisset, er det en god idé at gå mod syd fra indgangen ved Elstal, for derved nås udsigtspunktet ved den store slette (der hedder Wüste) – her er størst sandsynlighed for at se bisoner og vildheste (husk kikkert). Download kortet som pdf-fil.

I forhold til størrelsen og naturforvaltningen – der jo for vildnis-kernezonen i høj grad er selvforvaltende naturforvaltning – kunne Döberitzer Heide være til stor inspiration for danske naturreservater med vildere natur.

Der er mange naturarealer af samme størrelsesorden (og større) i Danmark, hvor f.eks. vildheste, vildsvin og bisoner kunne trives sammen og gavne naturen på naturligere præmisser. Det skal være bag hegn, men behøver ikke af den grund at være i lukkede zoner som i Döbertizer Heide – og heller ikke med tre hegnslinjer – for dyrene er ikke farlige, og oplevelsen er en del af formidlingen.

Men ambitionen om naturligere natur, hvor formålet med et naturareal for en gangs skyld ikke er andet end natur, kræver mere end frimærke-arealer, for naturen mangler plads til at udfolde sig frit, foranderligt og dynamisk.

Jeg kan rejse et hegn omkring en eng med orkideer, men virkelig naturbeskyttelse kan jeg kun udføre på store arealer. (Heinz Sielmann)

Rune Engelbreth Larsen, april 2017

Apropos udenlandske naturområder:

> Berchtesgaden Nationalpark – naturbeskyttelse i bjergene
> Oostvaardersplassen – fra gammel havbund til nyt og omstridt vildnis
Bialowieza Nationalpark – vildskov og vilde visenter
Bialowiezas bisoner – Europas sidste kæmper

Vildheste ved Skjern Å væk – en vild og vanvittig historie

Af Rune Engelbreth Larsen, 20. december 2016

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – på øen Kalvholm ved Skjern Floddelta (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I de senere år er det så småt (om end for småt) begyndt at gå op for de fleste, at naturforarmelsen bl.a. skal imødegås af natur på naturligere præmisser – kort sagt: vildere natur. Vildhestene af racen exmoor pony ved Skjern Floddelta har været ét kapitel i den fortælling. Det har også været en stor lokal natur- og publikumssucces, der imidlertid nu er sat et meget uventet punktum for. Det er et kapitel om et lille vestjysk naturdrama, der inkluderer alt fra hærværk til beskyldninger om sabotage og dødelig forgiftning af de vilde dyr. 

Men til trods for alt det omgivende ståhej trivedes vildhestene tilsyneladende glimrende på øen Kalvholm, der er omgivet af Skjern Å’s to flodarme og Ringkøbing Fjord – og dog har Naturstyrelsens lokale enhed altså besluttet, at eventyret skal være slut.

Forklaringen er i værste fald meningsløs, i bedste fald åbenlyst mangelfuld.

Skjern Å løber ud i Ringkøbing Fjord (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skjern Å løber ud i Ringkøbing Fjord – til venstre en bid af Kalvholm (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det begyndte i 2010, hvor vildhestene blev sat ud på Kalvholm, idet hensigten var at etablere en selvstændig flok til sommergræsning. Hestene viste sig imidlertid mere begejstrede for det frie vilde liv end først antaget, så da de samme efterår atter skulle indfanges for at nyde godt af staldens varme inden vinterkulden, undveg de gang på gang med en stædig opfindsomhed. Tilkaldt forstærkning hjalp heller ikke, for de vilde dyr tog simpelthen flugten ud i den 60 meter brede flod og svømmede med strømmen, før de atter gik i land længere ude mod fjorden.

Til sidst måtte man helt opgive og overlade flokken til den forestående vinter, som netop dette år skulle vise sig at blive særligt streng. Sneen lukkede landskabet, og med ned til 20 minusgrader frøs både Skjern Å’s sydlige og nordlige løb til is, som det var for farligt at passere, og der kunne heller ikke bringes foder over til de stakkels heste, der var fanget i Kong Vinters isnende favn.

Da sne og is endelig smeltede væk, og foråret spirede frem igen, ventede der imidlertid ikke et trist syn af afmagrede heste på Kalvholm, snarere tværtimod. Trods bidende kulde havde hestene selv fundet ud af at skrabe tilstrækkeligt med føde frem under sneen og bl.a. levet af områdets pilebuske. Alt tydede på, at de havde klaret sig glimrende, og om foråret kunne de atter tage fat på at æde græs og lyng til gavn for blomsterne – og til glæde for de engfugle, der bygger rede på jorden under forudsætning af en lav vegetation.

Det viste sig simpelthen, at man havde været for pylret. Vildheste er vilde – når blot de får lov. Siden er flere heste født i den vilde natur, som de er en del af året rundt. 

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Undervejs har det ikke skortet på dramaer omkring vildhesteprojektet – fra nedbrænding af offentlige toiletter og ødelæggelse af hegn til direkte beskyldninger om forskellige forsøg på at komme dyrene til livs.

Første gang i november 2014, hvor syv heste døde, da en mand kørte ind i en flok på vejen mellem Vostrup og Hemmet. Hvordan hestene overhovedet var havnet dér, er der ingen forklaring på, men lokale frygter, at de blev ‘hjulpet’ ud på vejen (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 27.11.2014).

I april 2015 var den gal igen – yderligere seks heste mistede livet, denne gang ved forgiftning, bl.a. med metadon. Uheldigt sammentræf eller bevidst forsøg på at komme et vildhesteprojekt til livs?

Vildhestene, der har meget stor opbakning lokalt, har således også mødt indædt modvilje fra nogle sider, bl.a. fordi de forhindrer, at der kan tjenes penge på at sætte kreaturer ud på Kalvholm om sommeren. Og at hele Skjern Å’s forhistorie som et kontroversielt genopretningsprojekt også har skabt sine historiske kløfter, er en del af rammefortællingen. 

Men derfra og så til at slå heste ihjel er der unægtelig langt. 

Metadon er dødeligt for heste i store mængder, og det er ikke et stof, de naturligt kan komme i nærheden af på Kalvholm. Men der skal flere liter metadon til at slå en hest ihjel, og obduktionen kunne kun fastslå, at de havde indtaget stoffet, ikke mængden (Dagbladet Ringkøbing Skjern, 24.4.2016).

Niels Bonde, der har haft opsynet med hestene, er dog ikke i tvivl om, at både trafikdrabet og forgiftningen er iscenesat med det klare formål for øje at få vildhestene væk (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 23.4.2015).

Exmoor/vildhest (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Exmoor/vildhest (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I december 2016 får Naturstyrelsen så fjernet vildhestene fra Kalvholm. Den regionale skovrider udtaler: »På baggrund af forsøgsperioden har vi nu vurderet, at det er svært at sikre ordentlige forhold permanent, da der i hårdt vejr ikke er et tørt leje for hestene, ligesom adgangen til foder kan være begrænset i vinterperioder med høj vandstand og frost.« (RingFjordNyt, 18.12.2016).

Den forklaring er mærkelig – for ikke at sige åbenlyst misvisende. Nu havde hestene ifølge alle klaret sig glimrende i seks år på de vilkår, der var. Desuden kan de som bekendt svømme, hvilket vil sige, at de faktisk kan forlade området.

Endnu mere besynderligt bliver det, at skovrideren insisterer på hemmelighedskræmmeriet: »Det er et spørgsmål mellem os og forpagteren.« (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 20.12.2016). Det tyder på, at økonomi har overtaget frem for naturens gavn, for som skovrideren tilføjer: »Så får vi at se, hvem der har det bedste tilbud.«

Hvis det vitterlig er et økonomisk spørgsmål, hvorfor i alverden køber Naturstyrelsen så ikke bare selv 10 vildheste af exmoor-racen? En meget lille éngangsudgift på ca. 50.000 kr. for hestene i sig selv.

Beslutningen sender derfor et mildest talt uheldigt signal: I stedet for at afvikle de få projeter for at få vildere natur, skal de netop udvides, opprioriteres og spredes. Her f.eks. et forslag i den retning: Naturnationalpark Skjern Floddelta.

Det korte af det lange er, at enten er beslutningen om at fjerne vildhestene ualmindelig problematisk, eller også er der en uddybende forklaring – i hvilket tilfælde formidlingen af beslutningen er ualmindelig mangelfuld.

I alle tilfælde er det et ærgerligt skridt i den gale retning – naturforarmelsen skal bl.a. imødegås af flere vildheste og flere områder med vildere natur, ikke færre. Det kan kun gå for langsomt.

Rune Engelbreth Larsen, 20. december 2016

APROPOS

> Forslag: Naturnationalpark Skjern Floddelta
> Fotoserie: Skjern Å – Danmarks floddelta
> Debatindlæg: Skjern floddelta som natur-nationalpark
> Debatindlæg: Naturnationalpark-forslaget ved Skjern er skam ambitiøst
> Blogindlæg: Stor opbakning til naturreservat ved Skjern Floddelta
> Blogindlæg: Er Skjern Å en flod, der munder ud i et floddelta? Ja