Vildheste ved Skjern Å væk – en vild og vanvittig historie

Af Rune Engelbreth Larsen, 20. december 2016

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – på øen Kalvholm ved Skjern Floddelta (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I de senere år er det så småt (om end for småt) begyndt at gå op for de fleste, at naturforarmelsen bl.a. skal imødegås af natur på naturligere præmisser – kort sagt: vildere natur. Vildhestene af racen exmoor pony ved Skjern Floddelta har været ét kapitel i den fortælling. Det har også været en stor lokal natur- og publikumssucces, der imidlertid nu er sat et meget uventet punktum for. Det er et kapitel om et lille vestjysk naturdrama, der inkluderer alt fra hærværk til beskyldninger om sabotage og dødelig forgiftning af de vilde dyr. 

Men til trods for alt det omgivende ståhej trivedes vildhestene tilsyneladende glimrende på øen Kalvholm, der er omgivet af Skjern Å’s to flodarme og Ringkøbing Fjord – og dog har Naturstyrelsens lokale enhed altså besluttet, at eventyret skal være slut.

Forklaringen er i værste fald meningsløs, i bedste fald åbenlyst mangelfuld.

Skjern Å løber ud i Ringkøbing Fjord (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skjern Å løber ud i Ringkøbing Fjord – til venstre en bid af Kalvholm (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det begyndte i 2010, hvor vildhestene blev sat ud på Kalvholm, idet hensigten var at etablere en selvstændig flok til sommergræsning. Hestene viste sig imidlertid mere begejstrede for det frie vilde liv end først antaget, så da de samme efterår atter skulle indfanges for at nyde godt af staldens varme inden vinterkulden, undveg de gang på gang med en stædig opfindsomhed. Tilkaldt forstærkning hjalp heller ikke, for de vilde dyr tog simpelthen flugten ud i den 60 meter brede flod og svømmede med strømmen, før de atter gik i land længere ude mod fjorden.

Til sidst måtte man helt opgive og overlade flokken til den forestående vinter, som netop dette år skulle vise sig at blive særligt streng. Sneen lukkede landskabet, og med ned til 20 minusgrader frøs både Skjern Å’s sydlige og nordlige løb til is, som det var for farligt at passere, og der kunne heller ikke bringes foder over til de stakkels heste, der var fanget i Kong Vinters isnende favn.

Da sne og is endelig smeltede væk, og foråret spirede frem igen, ventede der imidlertid ikke et trist syn af afmagrede heste på Kalvholm, snarere tværtimod. Trods bidende kulde havde hestene selv fundet ud af at skrabe tilstrækkeligt med føde frem under sneen og bl.a. levet af områdets pilebuske. Alt tydede på, at de havde klaret sig glimrende, og om foråret kunne de atter tage fat på at æde græs og lyng til gavn for blomsterne – og til glæde for de engfugle, der bygger rede på jorden under forudsætning af en lav vegetation.

Det viste sig simpelthen, at man havde været for pylret. Vildheste er vilde – når blot de får lov. Siden er flere heste født i den vilde natur, som de er en del af året rundt. 

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Undervejs har det ikke skortet på dramaer omkring vildhesteprojektet – fra nedbrænding af offentlige toiletter og ødelæggelse af hegn til direkte beskyldninger om forskellige forsøg på at komme dyrene til livs.

Første gang i november 2014, hvor syv heste døde, da en mand kørte ind i en flok på vejen mellem Vostrup og Hemmet. Hvordan hestene overhovedet var havnet dér, er der ingen forklaring på, men lokale frygter, at de blev ‘hjulpet’ ud på vejen (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 27.11.2014).

I april 2015 var den gal igen – yderligere seks heste mistede livet, denne gang ved forgiftning, bl.a. med metadon. Uheldigt sammentræf eller bevidst forsøg på at komme et vildhesteprojekt til livs?

Vildhestene, der har meget stor opbakning lokalt, har således også mødt indædt modvilje fra nogle sider, bl.a. fordi de forhindrer, at der kan tjenes penge på at sætte kreaturer ud på Kalvholm om sommeren. Og at hele Skjern Å’s forhistorie som et kontroversielt genopretningsprojekt også har skabt sine historiske kløfter, er en del af rammefortællingen. 

Men derfra og så til at slå heste ihjel er der unægtelig langt. 

Metadon er dødeligt for heste i store mængder, og det er ikke et stof, de naturligt kan komme i nærheden af på Kalvholm. Men der skal flere liter metadon til at slå en hest ihjel, og obduktionen kunne kun fastslå, at de havde indtaget stoffet, ikke mængden (Dagbladet Ringkøbing Skjern, 24.4.2016).

Niels Bonde, der har haft opsynet med hestene, er dog ikke i tvivl om, at både trafikdrabet og forgiftningen er iscenesat med det klare formål for øje at få vildhestene væk (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 23.4.2015).

Exmoor/vildhest (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Exmoor/vildhest (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I december 2016 får Naturstyrelsen så fjernet vildhestene fra Kalvholm. Den regionale skovrider udtaler: »På baggrund af forsøgsperioden har vi nu vurderet, at det er svært at sikre ordentlige forhold permanent, da der i hårdt vejr ikke er et tørt leje for hestene, ligesom adgangen til foder kan være begrænset i vinterperioder med høj vandstand og frost.« (RingFjordNyt, 18.12.2016).

Den forklaring er mærkelig – for ikke at sige åbenlyst misvisende. Nu havde hestene ifølge alle klaret sig glimrende i seks år på de vilkår, der var. Desuden kan de som bekendt svømme, hvilket vil sige, at de faktisk kan forlade området.

Endnu mere besynderligt bliver det, at skovrideren insisterer på hemmelighedskræmmeriet: »Det er et spørgsmål mellem os og forpagteren.« (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 20.12.2016). Det tyder på, at økonomi har overtaget frem for naturens gavn, for som skovrideren tilføjer: »Så får vi at se, hvem der har det bedste tilbud.«

Hvis det vitterlig er et økonomisk spørgsmål, hvorfor i alverden køber Naturstyrelsen så ikke bare selv 10 vildheste af exmoor-racen? En meget lille éngangsudgift på ca. 50.000 kr. for hestene i sig selv.

Beslutningen sender derfor et mildest talt uheldigt signal: I stedet for at afvikle de få projeter for at få vildere natur, skal de netop udvides, opprioriteres og spredes. Her f.eks. et forslag i den retning: Naturnationalpark Skjern Floddelta.

Det korte af det lange er, at enten er beslutningen om at fjerne vildhestene ualmindelig problematisk, eller også er der en uddybende forklaring – i hvilket tilfælde formidlingen af beslutningen er ualmindelig mangelfuld.

I alle tilfælde er det et ærgerligt skridt i den gale retning – naturforarmelsen skal bl.a. imødegås af flere vildheste og flere områder med vildere natur, ikke færre. Det kan kun gå for langsomt.

Rune Engelbreth Larsen, 20. december 2016

APROPOS

> Forslag: Naturnationalpark Skjern Floddelta
> Fotoserie: Skjern Å – Danmarks floddelta
> Debatindlæg: Skjern floddelta som natur-nationalpark
> Debatindlæg: Naturnationalpark-forslaget ved Skjern er skam ambitiøst
> Blogindlæg: Stor opbakning til naturreservat ved Skjern Floddelta
> Blogindlæg: Er Skjern Å en flod, der munder ud i et floddelta? Ja

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov

Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]
Hindemade, august (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hindemade, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 10 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur umiddelbart vest for Haderslev: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

 

Forslag til afgrænsning af et 1.000 hektar stort naturreservat: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov (baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af et 1.000 hektar stort naturreservat: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov (baseret på OpenStreetMap)

Potentielt naturreservat vest for Haderslev med rige muligheder for vildere variation

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule SkovDet lidt underlige navn Pamhule Skov betyder angiveligt »skoven ved hulen« i de kuperede (pamp) bakker, og det er ganske træffende for denne løvskov, hvor skovdriften er begrænset til plukhugst flere steder og i nogle områder helt ophørt. Det sidste kalder man urørt skov, ikke fordi skoven ikke må røres, men fordi skoven får lov til at udvikle sig på skovnaturens præmisser frem for at fungere som tømmerressource.

Den 100 hektar store Haderslev Dyrehave græsses af dådyr og krondyr, men opdyrkes også med henblik på tilskudsfodring af hjortene, ligesom det f.eks. foregår i Jægersborg Dyrehave. Tilskudsfodringen er betinget af ønsket om flere hjorte, end der er naturligt fødegrundlag for, hvilket ikke alene tilfører naturen næringsstoffer, som kan øge vegetationens ensformighed, men forstyrrer også dyrenes naturlige adfærd – hvilket er helt unødvendigt.

Det ville være bedre at have et mindre antal dyr, som til gengæld kunne klare sig selv året rundt – men endnu bedre at indhegne hele Pamhule Skov og flere af de øvrige skovområder som et fælles areal, hvilket ville give langt mere plads og dermed et betydeligt større fødegrundlag. Ad den vej kunne de kunstige fodertiltag endnu lettere overflødiggøres, og der ville være plads til at sætte flere (forskellige) større planteædere ud i skovene med henblik på skovgræsning i et naturligere skovlandskab.

Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)
Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)

Skovgræsning er ganske vist et lidt snævert begreb, fordi de store planteædere, der ‘græsser’ i skovene, jo ikke blot ‘græsser’, men også æder af træer og krat, hvilket opretholder små lysninger og skovbryn, forøger dynamikken og derved også skaber glidende overgange mellem skovarealerne og de omgivende lysåbne arealer, f.eks. enge eller græsland. 

Endvidere sørger planteæderne for kontinuerlige leverancer af frisk lort, som en lang række arter er afhængige af, ikke mindst møgbiller, der som navnet antyder sædvanligvs lever i (og lægger deres æg i) lort. Derfor kan de såmænd være temmelig sofistikerede alligevel, og faktisk har forsøg bevist, at møgbiller (i hvert fald skarabæen Scarabaeus satyrus) ikke alene kan orientere sig efter månen, men også efter mælkevejen i nætter, hvor månen ikke er fremme.

Og det giver jo helt nye associationer til Oscar Wildes berømte ord: »Vi er alle i rendestenen, men nogle af os kigger på stjernerne …«

Lort fra større planteædere gør i det hele taget meget godt – f.eks. yder kokasser også fugt og næring til planternes fremspiring, samtidig med at de beskytter vegetationen, fordi kvæget helst ikke æder lige dér, hvor de har skidt.

Skønt de større planteæderes effekt altså ikke alene handler om, hvor lidt eller meget græs, de æder, taler man f.eks. også i skove om græsningstryk, der refererer til, hvor stor effekt de større planteædere har på vegetationen. Og ligesom manglen på større planteædere i reglen gør skoven mere ensformig og lukket med tab af biodiversitet, kan også et overdrevet antal dyr få negative konsekvenser, hvis nærmest rub og stub ædes, så lysninger f.eks. bliver blottet for blomster.

Det handler om at tilstræbe så naturligt et græsningstryk som muligt, hvilket trods alt ikke er vanskeligere end at sørge for helårsgræsning, hvor dyrene går i skoven som en integreret del af naturen året rundt og derved er tilpasset det mere beskende fødegrundlag om vinteren. Derved er de for få til at æde det hele om sommeren – ligesom i en naturlig skov uden menneskelig indgriben.

Mere sollys til skovbunden giver også bedre mulighed for større fremspiring af forskellige træarter, så skoven kan forynge sig selv frem for at skulle beplantes kunstigt, og helårsgræsning med kvæg i skovene er faktisk også til gavn for krondyrene, som gerne opsøger områder, der er vintergræsset (Buttenschøn 2007: 171, 203).

Skotsk højlandskvæg (over)græsser året rundt i Hellebæk Kohave. Det er kvægets kødkvalitet, der er vigtigere end en naturlig bestand, og derfor reduceres større dele af området til noget, der ligner en golfbane frem for en mere naturligt varieret vegetation
Overgræsning kan være et lige så stort problem som manglende planteædere i skoven, fordi vegetationen ædes ned som en golfbane, blomsterfattigt og uden variation som f.eks. i Hellebæk Kohave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skovgræsning kombineret med urørt skov er desuden det mest omkostningseffekive middel i forhold til at gavne truede arter i skovene (Johannsen m.fl. 2013: 31), og der er gode synergi-effekter med genetableringen af naturlige vandforhold. Kort og godt – jo mere skovens udvikling får lov til at være på skovnaturens præmisser, desto bedre fra et biodiversitetsperspektiv.

Desværre tillader skovloven kun græsning på op til 10 procent i de såkaldte fredskove, hvilket er kontraproduktivt i forhold til artsrigdom og variation i skovene, men Naturstyrelsen har dog i de senere år givet en række dispensationer, så arealet kan udvides. I perioden 2004-2016 er der således givet 41 tilladelser til skovgræsning på mere end 10 procent af fredskovspligtige arealer (Håkansson: 2016).

I dag er der allerede græsningsskov i og omkring Dyrehaven syd for Haderslev Dam og øst for Hindemade, men det burde udvides til at omfatte hele det foreslåede område, ikke mindst Pamhule Skov, der kunne blive en vildere og naturligere skov til gavn for både truede og almindelige arter – det er et af hovedelementerne i nærværende forslag til Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov.

Græsning ved Hindemade (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Græsning ved Hindemade (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i Dyrehaven ved Haderslev Dam og Pamhule Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i Dyrehaven ved Haderslev Dam og Pamhule Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige her? 

Langt hovedpartet af den foreslåede afgrænsning består af naturarealer i offentligt eje – de skraverede områder er statejet, Haderslev Dam er ejet af Haderslev Kommune. Derudover foreslås kun ca. 70 hektar privatejede arealer opkøbt – og er dette ikke muligt kan de udelades, og der er bl.a. muligheder for at udvide med mere statejet skov mod sydvest
Langt hovedpartet af den foreslåede afgrænsning består af naturarealer i offentligt eje – de skraverede områder er statejet, Haderslev Dam er ejet af Haderslev Kommune. Derudover foreslås kun ca. 70 hektar privatejede arealer opkøbt – og er dette ikke muligt kan de udelades, og der er bl.a. muligheder for at udvide med mere statejet skov mod sydvest

Der er flere grunde til, at den foreslåede afgrænsning er et oplagt område at prioritere naturværdierne højere og etablere udgangsbetingelserne for vildere natur på naturligere præmisser.

For det første er meget store dele af den foreslåede afgrænsning enten ejet af staten (ca. 66%) eller af Haderslev Kommune (der ejer Haderslev Dam, som udgør ca. 27% af området). De privatejede arealer udgør kun omtrent 7 procent og er derfor overkommelige af opkøbe, men er placeret yderligt i forhold til den foreslåede afgrænsning og kan derfor også udelades (hvis opkøb er uladsiggørligt). Mulighederne for at udvide ved yderligere opkøb, der skaber forbindelse til flere af de omkringligende statejede arealer er også til stede, når man ser nærmere på kortet.

Store dele af den foreslåede afgrænsning overlapper Natura 2000-område nr. 92, hvor myndighederne i forvejen er forpligtet til at sikre såkaldt gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper
Store dele af den foreslåede afgrænsning overlapper Natura 2000-område nr. 92, hvor myndighederne i forvejen er forpligtet til at sikre såkaldt gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper

For det andet overlapper afgrænsningen også Natura 2000-område nr. 92, der omfatter Pamhule Skov og Stevning Dam. Det betyder, at de statslige og kommunale myndigheder er særlig forpligtet til at sikre gunstig bevaringsstatus for udvalgte naturtyper i netop disse områder (bl.a. elle- og askeskov, rigkær, kildevæld og surt overdrev) og arter (sumpvindelsnegl, stor vandsalamander, hvepsevåge, rød glente og isfugl).

Ifølge Natura 2000-planen for området (2016-21) er størstedelen af arealet med rigkær og surt overdrev kun i moderat eller ringe bevaringsstatus, bl.a. på grund af manglende græsning, der jo er en udbredt mangel i de danske skove – og som nævnes her, fordi det er en problemstilling, vi skal vende tilbage til.

Løvfrø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Løvfrø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

For det tredje er området inkluderet blandt de 50 procent af al dansk natur i det åbne land og skovene, hvor naturindsatsen ifølge rapporten Biodiversitetskort for Danmark samlet bør prioriteres for at standse Danmarks generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

For det fjerde fremgår det Biodiversitetskortet, at der især i Pamhule Skov og omkring Hindemade er høj bioscore, hvilket indikerer et større antal truede arter og potentielle levesteder for truede arter (blandt de sjældnere arter i området er bl.a. kæmpe-star, tyndakset star, hvid hestehov, nordlig lund-fladstjerne, løvfrø, kustodetæge og grøn kobbervandnymfe).

Hvid hestehov, Pamhule Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hvid hestehov, Pamhule Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Og for det femte er en del af skovdriften i skovene begrænset til skånsom tømmerproduktion (såkaldt plukhugst), og på visse arealer er der skovgræsning, mens der desværre kun er få arealer, som er lagt urørt (dvs. fri for fældning og fjernelse af træer) – hvilket ellers er det optimale virkemiddel for at gavne skovens biodiversitet.

Men sammenfattende er der en række indikatorer for, at dette område er velegnet til at prioritere en højere beskyttelse af naturværdierne på naturens egne præmisser.

Af kortet her fremgår det, at forholdsvis store dele af skovarealerne enten er udlagt til plukhugst, græsning eller urørt skov (eller er planlagt som sådan i 2040), hvorfor skridtet til at udlægge det hele til urørt skov med skovgræsning ikke er så stort som i mange andre danske statsskove
Af kortet her fremgår det, at forholdsvis store dele af skovarealerne enten er udlagt til plukhugst, nogle til græsning og gansek få til urørt skov
Især dele af Pamhule Skov rummer en høj bioscore (en indikator for truede arter og potentielle levesteder for truede arter), hvilket gør det særlig relevant at prioritere og beskytte naturværdierne i området
Især dele af Pamhule Skov rummer en høj bioscore (en indikator for truede arter og potentielle levesteder for truede arter), hvilket gør det særlig relevant at prioritere og beskytte naturværdierne i området
Dådyr opdager fotografen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr opdager fotografen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvordan får man en stærkt forurenet sø genoprettet?

Hindemade (udtales Hindemaj) var oprindelig en mose, som Tørning Å og andre vandløb slyngede sig igennem, men i 1934 blev området afvandet og omlagt til landbrug i det næste halve århundred, og på flere strækninger blev Tørning Å reguleret, bl.a. gennem kanal nord om det tidligere moseområde.

I begyndelsen af 1990’erne købte staten imidlertid arealet og iværksatte et større naturgenopretningsprojekt, hvor afvandingen blev indstillet, og størstedelen af Hindemade blev til en 45 hektar stor sø med fem fugleøer. Tørning Å fik sine slyngninger tilbage (om end man bevarede kanalen, der stadig fører åen nord om Hindemade til Haderslev Dam).

Den nye sø skal ikke blot tjene som natur til gavn for de arter, der trives der, men også som en slags rensningsanlæg, der kan tilbageholde omtrent halvdelen af den fosfor, som Tørning Å ellers fører med sig, primært fra de dyrkede marker, og som i årevis har gjort den 269 hektar store Haderslev Dam stærkt næringsforurenet.

Fosfor er imidlertid blevet udvasket så længe, at selv om presset er mindre i dag, har det har hobet sig op i søens bundsediment, hvorfra det giver næring til en eksplosiv vækst af planktonalger og en grumset sø.

De planktondyr som som ellers lever af algerne (f.eks. dafnier og vandlopper), kan ikke kan følge med de voldsomme mængder, og når det unaturligt store antal af planktonalger med tiden dør, synker de til bunds og nedbrydes under et tilsvarende unaturligt stort iltforbrug, der giver iltsvind i bunden af søen. Som om det ikke var slemt nok, frigives under denne proces yderligere mængder af fosfor, der gentager misèren, og søen kommer ind i en selvforstærkende ond cirkel. 

Eksternt link: Sø-økologiens onde cirkel pædagogisk illustreret

Planktondyrene, som ikke kan følge med og æde planktonalgerne, bliver oven i købet reduceret i ekstraordinær grad af fredfisk (skalle og brasen), hvis antal boomer, fordi det grumsede vand gør det vanskeligere for aborre og gedde at jage dem. Endvidere hvirvler brasen bundsediment op under sin fødesøgning, hvilket gør vandet endnu mere uklart. 

Konsekvensen er en stadig mere grumset og iltfattig sø med masser af planktonalger, men kun få planktondyr og forsvindende vandplanter, og med masser af brasen og skallen, men kun få rovfisk.

Derfor overvejede man i begyndelsen af 1990’erne simpelthen at pumpe det næringsbelastede mudder op og fjerne det ophobede fosfor sammen med bundsedimentet, men ideen blev droppet på grund af økonomiske og tekniske vanskeligheder.

En fjernelse af bundsedimentet er da heller ikke billig, f.eks. kostede det ca. 23 mio. kr., at pumpe 500.000m3 bundslam op fra store dele af den 150 hektar store Brabrand Sø i 1988-1995 (Jørgensen 2001), hvilket forøgede gennemsnittet af søens dybde fra 0,8 til 1,1 m. Søens tilstand blev klart forbedret, om end noget tyder på, at den endnu dyrere spildevandsrensning i oplandet har haft større betydning end fjernelsen af det fosforholdige bundsediment, idet tilførslen af fosfor blev reduceret fra ca. 80-100 ton om året i begyndelsen af 1980’erne til 10-20 ton i 1990’erne (hvilket jo i alle tilfælde stadig er betydelige mængder). 

Sedimentfjernelse er ikke blot en dyr, men også en kompliceret løsning, der efterlader store mængder forurenet mudder, som efterfølgende skal bortskaffes.

Udbredelsen af bundvegetation (grøn) i Maribo Søndersø i 1998 (øverst) og 2003 efter årelang biomanipulation (opfiskning af fredfisk, især brasen og skalle, og udsætning af rovfisk: geddeyngel). Også i Haderslev Dam er anvendt biomanipulation, men ikke med samme årelange vedholdenhed eller resultat som i Maribo Søndersø (kort: Liboriussen m.fl. 2007b: 'Sørestaurering i Danmark. Del I: Tværgående analyser', Faglig rapport fra DMU nr. 636)
Udbredelsen af bundvegetation (grøn) i Maribo Søndersø i 1998 (øverst) og 2003 efter årelang biomanipulation (opfiskning af fredfisk, især brasen og skalle, og udsætning af rovfisk: geddeyngel). Også i Haderslev Dam er anvendt biomanipulation, men ikke med samme årelange vedholdenhed eller resultat som i Maribo Søndersø (kort: Liboriussen m.fl. 2007b: ‘Sørestaurering i Danmark. Del I: Tværgående analyser’, Faglig rapport fra DMU nr. 636)

I Haderslev Dam, der er næsten dobbelt så stor som Brabrand Sø, har man i stedet forsøgt at bryde den selvforstærkende cirkel med såkaldt biomanipulation, det vil sige opfiskning af fredfisk og udsætning af rovfisk. Konkret er der fjernet 190 tons af skalle og brasen over en årrække og udsat gedde-yngel i titusindvis for at udligne dele af den skævhed, fosfor-forureningen har medført.

Færre fredfisk betyder flere planktondyr, som derved kan få bugt med flere planktonalger, hvilket gør søens sigtedybde en del bedre. Det er ikke en blivende løsning, men kan holde i ca. 6-10 år – og er afhængig af, hvorvidt det også er lykkes at reducere fosfortilførslen (Søndergaard m.fl. 2015: 24).

Dog har man i den 860 hektar store Maribo Søndersø kunnet vise meget langsigtede og positive effekter af årelange tiltag, hvor der hvert år fra 1991 til 2005 er opfisket gradvis faldende mængder fredfisk på samlet 132 tons og i slutningen af 1990’erne udsat 618.000 stk. geddeyngel (Liboriussen 2007b: 180). Tilstandsændringen blev først forbedret markant efter ni år (fra 1998 til 2003 forøgedes undervandsvegetationens dækningsgrad f.eks. fra 10 til 90 procent), men effekten af biomanipulationen kan ikke helt isoleres, eftersom spildevandsbelsatningen også er blevet reduceret.

Af Vejledning for gennemførelse af sørestaurering fremgår det, at biomanipulation (opfiskning af fredfisk) er foretaget i 42 danske søer og generelt er en anbefalelsesværdig løsning til at ændre algesuppe uden bundvegetation og fredfiskdominans til klarere vand med genkomne vandplanter, hvor rovfisk og fredfisk er i balance (Søndergaard m.fl. 2015). 

Selv om der i dag tilføres mindre mængder fosfor til Hadserslev Dam end før den gennemførte biomanipulation, er tilførslen såvel som de store mængder ophobede fosfor en fortsat kilde til algetilvækst, der også påvirker Haderslev Fjord. Alt i alt er det nok bedst at lade bundsedimentet blive på bunden af Haderslev Dam og anvende biomanipulation som en slags løbende naturplejetiltag med jævne mellemrum, mens man så vidt muligt reducerer tilførslen af fosfor yderligere. 

Toppet lappedykker (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Toppet lappedykker (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Skal Haderslev Dam opnår en varig god tilstand,skal der nok opfiskes fredfisk i en årrække, altimens tilførslen af næringsstoffer nedbringes drastisk. Biomanipulation af Maribo Søndersø (der er tre gange så stor) beløb sig til ca. 3,4 mio. kr. fordelt over 14 år, hvilket er betydeligt billigere end en fjernelse af bundsedimentet. Hensigten er selvfølgelig ikke blot at få naturen på fode, men at genetablere udgangsbetingelserne for, at naturen fremadrettet kan ‘klare sig selv’, og det indebærer som nævnt andet end biomanipulation, men en generel indsats imod næringsstofbelastningen.

Det meste af den øvrige natur i det foreslåede område er skov. Og skov på naturens betingelser er såkaldt urørt skov – vildskov uden tømmerproduktion. Det betyder også at indstille den eksisterende praksis med at indhegne nyplantet skov (for at »beskytte« træerne, så »vildtet ikke kan skade dem«, som det hedder i Naturstyrelsens folder om Haderslev Dyrehave). Men forenes Pamhule Skov, Sandkule Skov, Teglholt Sov, søerne og Dyrehaven som ét samlet område på naturligere betingelser, skal der hverken plantes eller frahegnes træer. Tilvækst kommer fra skovens egen foryngelse, og det er en del af skovnaturen, at dyrene æder af træerne, gnubber sig op ad dem og ‘skader’ dem. 

Om det skal være vildheste, kreaturer, elge, vildsvin og/eller måske bison, bør i givet fald være op til fageksperters detailanalyse, men at der er brug for flere forskellige større planteædere i skoven, er der ingen tvivl om. Og at urørt skov med græsning er det, der er bedst for biodiversiteten, er veldokumenteret – intet virkemiddel gavner skovnaturen lige så omkostningseffektivt:

Fageksperters vurdering af, hvilke indsatser der har mest gavnlig effekt på truede arter i skovene. Det fremgår tydeligt, at urørt skov med græsning er helt usammenligneligt med andre indsatser – hvilket måske heller ikke er overraskende, eftersom det i højere grad er vildere natur på naturens præmisser end de øvrige virkemidler. Bemærk også, at skovrejsning er et af de to ringeste virkemidler til at gavne biodiversiteten – det handler altså ikke om at plante nye træer, men om at bevare gamle (Johannsen, V.K. m.fl.: Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 2013)
Fageksperters vurdering af, hvilke indsatser der har mest gavnlig effekt på truede arter i skovene. Det fremgår tydeligt, at urørt skov med græsning er helt usammenligneligt med andre indsatser – hvilket måske heller ikke er overraskende, eftersom det i højere grad er vildere natur på naturens præmisser end de øvrige virkemidler. Bemærk også, at skovrejsning er et af de to ringeste virkemidler til at gavne biodiversiteten – det handler altså ikke om at plante nye træer, men om at bevare gamle (Johannsen, V.K. m.fl.: Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 2013)

Skal Pamhule Skov og de øvrige skove i området friholdes for tømmerproduktion og overlades til naturens egne kræfter – herunder større planteædere – er der brug for et større hegn, som sørger for at dyrene bliver på området. De fleste af de større planteædere kan nøjes med et almindeligt el-hegn, men elg og muligvis bison har brug for et mere robust hegn.

Et robust vildthegn, der omgiver hele området undtaget søerne Haderslev Dam og Stevning Dam (som på kortet nedenfor) er 21 kilometer langt og vil koste ca. 5-6 mio. kr. – nøjes man med et mindre el-hegn af bliver det betydeligt billigere. 

Endelig er der nogle større færiste (à 250.000 kr. pr. stk.), hvor hegnslinjen passerer andre offentlige veje, samt udgifter til fageksperters udarbejdelse af en detailplan, udsætning af dyr og en årrække med biomanipulation i Haderslev Dam.

Naturarealerne vest og øst for Sønderjyske Motorvej er til gengæld forbundet optimalt i forvejen, skønt det ikke umiddelbart kan ses på kortet. Motorvejen føres over Tørning Å og dalen via en 130 meter lang bro i 4-6 meters højde, hvilket giver gode muligheder for at passere under motorvejen for både mindre dyr og de større pattedyr. 

Alt i alt kan etableringsudgifterne formodentlig begrænses til ca. 10-13 mio. kr. (idet jeg tillader mig at forudsætte, at Naturstyrelsen – det vil sige staten – bidrager til projektet ved ikke at kræve økonomisk kompensation for eventuelt tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører).

Forslag til hegnslinje af ca. 21 kilometers længde – eventuelt i to etaper, første del øst for Sønderjyske Motorvej (ca 16 km), anden del vest for (ca. 5 km), forbundet af en faunapassage
Forslag til hegnslinje af ca. 21 kilometers længde – eventuelt i to etaper, første del øst for Sønderjyske Motorvej (ca 16 km), anden del vest for (ca. 5 km) – arealerne er forbundet under en 130 meter lang motorvejsbro

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsligt og kommunalt ejede arealer fra Haderslev Dam til Stevning Dam og undersøg mulighederne for opkøb af de få privatejede arealer (eller permanent bindende aftaler med de private lodsejere), så området kan fungere som en helhed.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) en optimal biomanipulation m.h.p. at få Haderslev Dam i god naturtilstand; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov kunne blive et meget varieret mosaiklandskab med store og små søer, vildskov, enge og sletter, der tilbyder fantastiske oplevelser af naturligere og mere selvforvaltende natur end Haderslev Dyrehave og de store tømmerproduktionsarealer i skovene i dag.

Man ville kunne sejle direkte fra Haderslev og ind i området – fra tæt og trafikeret bykerne til et storslået og oplevelsesrigt naturreservat.

Rune Engelbreth Larsen, februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status

Naturnationalpark Hanstholm Vildmark

Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]
Sokland med Søndre Træer og Risbjerg i baggrunden, Hanstholm Vildtreservat (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Sokland med Søndre Træer og Risbjerg i baggrunden, Hanstholm Vildtreservat, den nordligste del af Nationalpark Thy (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 57 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur som kerneområde i Nationalpark Thy: Naturnationalpark Hanstholm Vildmark …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Hanstholm Vildtreservat (baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Hanstholm Vildmark, den nordligste del af Nationalpark Thy (baseret på OpenStreetMap)

Vildtreservat kan blive første skridt til en vildere Nationalpark Thy

Naturnationalpark Hanstholm VildtreservatErindringen om dette steds skønhed, dets storslåethed og dets mærkelige vemodige stemning, vil aldrig kunne udviskes. Dette er det nordligste Jylland i dets mærkeligste og mest betagende skikkelse; her findes endnu i denne fuldkommen uberørte natur alt, hvad der kan stemme sindet til andagt. (Achton Friis: De Jyders Land,1932-33)

Vildtreservatet syd for Hanstholm, der i dag er en del af Nationalpark Thy, kaldes populært Danmarks største vildmark – og det er nok et indtryk, de fleste kan nikke genkendende til, hvis de betragter vidderne et passende sted. Det kunne være fra vildtreservatets højeste punkt, Isbjerg (56 m), der ligger i den sydlige ende, eller fra nogle af de nordlige udsigtspunkter, hvor der er et godt udblik over det barske og meget smukke klitlandskab ud mod Vesterhavet.

Den store flade slette er Danmarks største klithede, der strækker sig over små 40 kvadratkilometer – et patchwork af klitter, søer, hede, enge og moser mellem Vesterhavet og de stejle kalkskrænter, der i op til 14 meters højde markerer Stenalderhavets kystlinje 3-4 kilometer inde i landet. Mie Buus har oprullet hele historien bag vildtreservatets oprettelse i Hanstholm Vildtreservat i kulturhistorisk perspektiv (2015).

Jørgen Otto Fabricius (1887-1971), der var ansat i Statsskovvæsenet fra 1911 og blev formand for Reservatrådet i 1939, var den første, der havde set potentialet for vildtreservatet. Det var Reservatrådet, der oprettede og drev vildtreservater i Danmark, og Fabricius har engang i 1960’erne berettet til Poul Hald Mortensen, hvordan han blev opmærksom på mulighederne allerede i 1900-tallets første årti:

Ja, nu skal du høre historien om Hanstholmreservatet, Hirschholmene og Stauns Fjord. Det var, da jeg var ung forstkandidat, hvor jeg lavede nogle undersøgelser på prøveflader af sitka-gran i Vilsbøl Plantage. Da jeg gik på bakkerne der i Vilsbøl Plantage og kiggede ud mod nord op mod Hanstholm Fyr, så kunne jeg jo se nogle kæmpemæssige arealer, som lå utilplantede hen. Og da besluttede jeg, at dem måtte vi se at sikre for fremtiden. Senere den sommer var jeg en tur på Hirschholmene, og på tilbageturen tog jeg omkring Lassen på Brattingsborg, og da var Lassen så flink at sejle mig ud i Stauns Fjord. Og nu kan De jo se i dag, hr. Mortensen, nu er både Hanstholmreservatet, Hirschholmene og Stauns Fjord sikret for eftertiden. (P.H. Mortensen i Buus 2015Hanstholm Vildtreservat i kulturhistorisk perspektiv).

Reservatrådets beslutning om at realisere vildtreservatet syd for Hanstholm blev muliggjort af Jagtfonden, der sad på jagttegnsmidlerne og var mere end tilstrækkeligt økonomisk velpolstret til, at man i 1936-37 kunne opkøbe over 3.000 hektar og samle de nødvendige arealer.

I april 1937 offentliggjorde Thisted Amtsavis og Berlingske Tidende nyheden om »et vildtreservat på en halv kvadratmil mellem Klitmøller og Hanstholm«, mens Politiken nølede i over et år, før historien kom i avisen under den maleriske overskrift »Maanelande eller Hanstholmreservatet«. Året efter blev Danmarks første naturgenopretningsprojekt gennemført, da afvandingen af reservatets centrale dele blev indstillet ved at tilstoppe en afvandingsgrøft nord for søen Sokland, men først i januar 1949 fastsatte Landbrugsministeriets dog de formelle vildtreservat-bestemmelser for Hanstholmreservatet

Mindre vildt blev det ikke, da der flere gange i 1967-71 tilsyneladende blev set en los (Hald-Mortensen 1971). Det var dog ikke alle, der blev overbevist, og et fodaftryk i sneen, som skulle være spor efter lossen, blev også siden vurderet som tilhørende mårfamilien (Valentin-Jensen 1977). Til gengæld er der ingen tvivl om, at netop denne vildmark i 2012 skulle blive den første lokalitet, hvor ulven beviseligt blev observeret efter at have været udryddet i Danmark i 199 år.

Ulv (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Ulvens genkomst efter 199 års fravær i Danmark blev første gang utvetydigt dokumenteret i Nationalpark Thy i 2012, hvor en ulv blev fotograferet og siden fundet død i Hanstholm Vildtreservat. Her er det smukke dyr dog fotograferet i Skandinavisk Dyrepark … (foto © Rune Engelbreth Larsen)
I slutningen af 1960'erne og frem til 1971 var der antageligt en del observationer af en los i og omkring Hanstholm Vildtreservat – tidligere vicepræsident for Danmarks Naturfredningsforening Poul Hald Mortens fotograferede f.eks. spor i sneen (avisklip fra Jyllands-Posten efter Mie Buus: Hanstholm Vildtreservat i kulturhistorisk perspektiv, 2015)
I slutningen af 1960’erne og frem til 1971 var der antageligt 5-6 observationer af en los i og omkring Hanstholm Vildtreservat – tidligere vicepræsident for Danmarks Naturfredningsforening Poul Hald Morten fotograferede f.eks. spor i sneen (avisklip fra Jyllands-Posten efter Mie Buus: Hanstholm Vildtreservat i kulturhistorisk perspektiv, 2015), men ikke alle var eller er overbeviste – måske var sporet snarere fra et dyr i mårfamilien.

Til gengæld har området (i lighed med det øvrige Nordjylland) først fået krondyr tilbage relativt sent. Både dådyr og krondyr blev forsøgt totaludryddet i Danmark pr. dekret i 1799 for at forhindre hjortevildtets ‘skader’ på landbrug og skovbrug, og inden 1800-tallet var omme, var alle krondyr skudt bort på Sjælland og Fyn, mens der i Jylland kun overlevede en meget lille bestand.

Nye vinde blæste århundredet efter, og krondyrene gik atter frem, men først i begyndelsen af 1970’erne var der genetableret en bestand nord for Limfjorden. Det skyldtes imidlertid i høj grad, at der i 1970’erne blev sluppet en snes krondyr løs, og at endnu flere undslap nordjyske hjortefarme i 1980’erne, men siden er det også gået stærkt. Alene i Thisted Kommune er der i dag en krondyrbestand på ca. 1.200 dyr med en stor kernebestand i Hanstholm Vildtreservat, hvor de ofte kan ses spankulere omkring på de åbne vidder. Jagtforbuddet betyder, at dyrene i mindre grad gemmer sig i dagtimerne, end vi kender det fra de fleste andre steder i landet.

De er i dag en del af den vildskab, der har gjort Hanstholm Vildtreservat til noget unikt i Danmark, og nærværende artikel er da også et forslag til at udvide vildskaben til Vilsbøl Plantage og Tved Plantage. Hensigten er at opprioritere Nationalpark Thys natur og biodiversitet i et 5.700 hektar stort område, der både af navn og gavn kunne blive nationalparkens vildeste kerneområde, og som vi i det følgende vil kalde NATURnationalpark Hanstholm Vildmark.

Udsigt mod nordvest fra Isbjerg, Nationalpark Thy (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Udsigt mod nordvest fra Isbjerg, Nationalpark Thy (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige dér?

Staten ejer i forvejen næsten hele det foreslåede område (med undtagelse af Nors Sø)
Staten ejer i forvejen næsten hele det foreslåede område (med undtagelse af Nors Sø, der udgør ca. 6% af den foreslåede afgrænsning)

Der er grund til at prioritere natur og biodiversitet højere i meget store dele af Nationalpark Thy, men skal man begynde et sted, er Hanstholm Vildtreservat et udmærket valg af flere grunde, der rækker ud over dets status som vildtreservat.

For det første er næsten hele arealet i forvejen statsejet, og derfor er man fri for at skulle drøfte tiltag med en eller flere af de mere end tusind private lodsejere, der sammenlagt ejer omtrent en fjerdedel af nationalparken – fortrinsvis syd for Hanstholm Vildtreservat. 

For det andet overlapper meget store dele af den foreslåede afgrænsning Natura 2000-område nr. 24 (der omfatter Hanstholm Vildtreservat, Vandet Sø, Nors Sø og Hanstholmknuden), hvor Danmark allerede har forpligtet sig til at sikre god bevaringsstatus for udvalgte arter og en række naturtyper. I dette tilfælde er det stor vandsalamander, damflagermus, odder, liden najade og fuglearterne rørdrum, sædgås, trane, hjejle, tinksmed og mosehornugle samt 21 naturtyper, bl.a. klithede, kalkoverdrev, surf overdrev, elle- og askeskov, rigkær og skovbevokset tørvemose.

Forslaget til en afgræsning af Naturnationalpark Hanstholm Vildtreservat overlapper store dele af et beskyttet Natura 2000-område
Forslaget til en afgræsning af Naturnationalpark Hanstholm Vildtreservat overlapper store dele af et beskyttet Natura 2000-område

Dermed skal staten altså yde en ekstraordinær indsats på næsten hele arealet, også hvis områdets naturværdier indgår i et ambitiøst naturreservat.

Ganske vist er indsatsen ikke altid lige pligtopfyldende i dag, hvilket søerne eksemplificerer. Ti af de elleve største søer i Natura 2000-området ligger f.eks. også inden for afgrænsningen af nærværende forslag til Naturnationalpark Hanstholm Vildmark (kun Vandet Sø ligger udenfor), men ifølge Basisanalysen af området for 2016-21 er kun to af disse i »god tilstand« (Nors Sø og Torsmål, hvor sidstnævnte tillige karakteriseres som »sårbar«), mens én er i »ringe tilstand« – hele syv af søerne er i »ukendt tilstand«. Ikke den mest grundige basisanalyse i et naturområde med særskilte beskyttelsesforpligtelser.

Den tredje grund til, at den foreslåede afgrænsning giver god mening for et ambitiøst naturreservat, er, at Hanstholm Vildtreservat er prioriteret blandt de udpegede 13 procent af det danske skovareal (på sammenlagt 75.000 hektar), der ifølge rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove skal udlægges til urørt skov og således fritages for tømmerproduktion, hvis tabet af biodiversitet i skovene skal standses (Petersen m.fl. 2016: 35-52). Og for det fjerde er dette område også prioriteret blandt de 50 procent af al dansk natur i det åbne land og skovene, hvor naturindsatsen ifølge rapporten Biodiversitetskort for Danmark skal prioriteres for at standse Danmarks generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

For det femte rummer meget store dele af området en høj bioscore, hvilket vil sige, at her er stadig er mange truede arter og mange potentielle levesteder for truede arter. I nationalparken som helhed – og dens umiddelbare nærhed – findes således mindst 24 rødlistede plantearter, bl.a. næsten hele den danske bestand af skotsk lostilk og strand-snerle, og 94 rødlistede ikke-lavdannende svampearter (Heilmann-Clausen m.fl. 2015). Der er en lang række særegne vandskudsplanter, bl.a. sylblad og liden najade.

Nationalparken er også et hotspot for laver og mosser – af mosserne findes f.eks. hele 42% af samtlige 620 danske arter i Nationalpark Thy, bl.a. pæremøgmos, tyges snoblad, skygge kalkmos, gul snoblad, skør bredribbe og mange flere. Alene i klitlavningerne i Hanstholm Vildtreservat er der registreret over 50 mos-arter – til gengæld er de kalkholdige lysåbne overdrev bemærkelsesværdigt sparsomme eller helt blottede for mosser, formodentlig på grund af fraværet af græsning i fortiden (Aude & Frederiksen 2015).

I det hele taget findes en lang række af de mange sjældne og truede arter netop i den del af nationalparken, der er afgrænset i nærværende forslag til Naturnationalpark Hanstholm Vildmark.

Biodiversitetskortet viser her bioscore (koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter – jo flere, desto varmere farve)
Biodiversitetskortet viser her bioscore (koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter – jo flere, desto varmere farve)

Nationalparkplanen prioriterer ikke naturen i tilstrækkelig grad

Naturstyrelsens folderforside til Nationalpark Thy
Naturstyrelsens folderforside til Nationalpark Thy, der blev besluttet i 2007 og indviet i august 2008. I virkeligheden er det dog Rebild Nationalpark, der er Danmarks første – den blev oprettet allerede i 1912, men er glemt af de fleste

Danmarks første nationalpark er (eller var) Rebild Bakker Nationalpark, der blev udpeget i 1912, men det har de fleste glemt, og den figurerer ikke blandt de officielle nationalparker længere. I dag får Nationalpark Thy hæderen som den første danske nationalpark efter indvielsen i august 2008, efterfulgt af Nationalpark Mols Bjerge (2009), Nationalpark Vadehavet (2010), Nationalpark Skjoldungernes Land (2015) og Nationalpark Kongernes Nordsjælland (2016). 

Fem nationalparker indviet på otte år signalerer jo en stærk politisk prioritering af natur, skulle man tro, men det danske nationalpark-koncept lader desværre meget tilbage at ønske i forhold til at løfte naturværdierne. Der er slet ikke tilstrækkelige midler, lovgivningen angiver ingen særskilt naturbeskyttelse, og bestyrelserne har det med at prioritere naturen alt for lavt.

Det gælder også Nationalpark Thy.

I 2016 blev det f.eks. bemærket i Notat til Statsrevisorerne om etablering af nationalparker i Danmark, at kun meget få af de tre første nationalparkers samlede udgifter afsættes til naturformål: »Når det kommer til nationalparkernes hovedformål om at styrke og udvikle naturen, har Rigsrevisionen på baggrund af Naturstyrelsens opfølgning beregnet, at henholdsvis 5, 6 og 7% af nationalparkernes samlede udgifter er gået til dette formål.« 

Trods kritikken er det ikke en prioritering, der ser ud til at blive ændret markant i de nærmeste år. I Nationalparkplanens 22 indsatsområder for perioden 2016-22 er der f.eks. kun 7, der har at gøre med tiltag i og for naturen, og af de 13 førsteprioriteter er der kun 2 naturtiltag til bedring af naturtilstanden, mens noget så vigtigt som helårsgræsning på større arealer f.eks. kun figurerer lavt blandt andenprioriteterne (Andersen m.fl. 2016).

Officielt logo for Nationalpark ThyFor flere indsatsområder (f.eks. de tre ovennævnte naturtiltag) gælder, at de hviler på eventualiteter og forhåbningsfuld fundraisning, hvorfor det ikke så meget er en nationalparkplan, der fortæller hvad man rent faktisk kan og gør, men derimod nærmere en ønskeliste, der fortæller, hvad man godt kunne tænke sig at gøre.

Så meget desto mere fortæller den lave prioritering af naturtiltag, at naturen ikke i tilstrækkelig grad har nationalparkbestyrelsens bevågenhed – i stedet handler en stor del af prioriteringerne om branding af nationalparken, udarbejdelsen af et kulturhistorisk atlas, erhvervsudviklingsforum, nationalpark-produkter, nyttejobs og etableringen af diverse faciliteter, iblandet relevante planer om en formidlingsmasterplan og forskning. 

Potentielt logo for Naturnationalpark Hanstholm VildmarkLettere bliver det ikke af, at nationalparken i vid udstrækning er afhængig af, hvilke planer Naturstyrelsen har lagt for områdets nåletræsplantager. Eksempelvis kan man også læse følgende om plantagearealerne i Nationalparkplanen: »Klitplantagernes forvandling til naturlige blandingsskove med meget stor andel af løvtræer og buske vil strække sig langt ud over de første nationalparkplaner. Det tog 150 år at skabe et nordisk nåleskovsmiljø i klitterne. Det vil tage mindst lige så lang tid at forvandle plantagerne til mere lysåbne og løvtræsdominerede skove med stort naturindhold. Det vil tage flere århundreder, før der for alvor udvikler sig egentlig naturskov på morænen i den østligste del af plantagerne.« (Andersen m.fl. 2016: 46).

Det mindste af problemerne med denne ‘vision’ er, at man i nationalpark-regi opererer med århundredsplaner og dermed giver indtryk af, at naturen selv begrænser tiltag, der inden for en overskuelig tidshorisont kan fremme biodiversiteten – og det gør den selvfølgelig nogle gange, men langt fra i denne udstrækning her.

Mere problematisk er det imidlertid, hvorfor det indskrives i en nationalparkplan, at man har spildt 150 år på at forvandle naturlig klitnatur til et »kunstigt nordisk nåleskovsmiljø«, for at vi dernæst skal se frem til, at der skal gå mindst yderligere 150 år med at forvandle dette kunstige nordiske nåleskovsmiljø til et i virkeligheden ikke meget mindre kunstigt løvtræsdomineret område, der måske snarere burde genetableres som klit-natur (med urørt nåleskov dér, hvor nåleskovsmiljøet i mellemtiden har udviklet sig til betydningsfulde levesteder, og løvskov, hvor den kommer af sig selv)?

I de senere år er der brugt millioner af statskroner på aktivt at fjerne næsten 300 hektar nåletræer for blot at plante løvtræer, hvor der i århundreder ikke har været skov, frem for at forvalte området efter det, der gives fra naturens hånd. Den eksisterende prioritering handler ikke om naturens tarv, men om tømmerproduktion – og de mange millioner kroner kunne i stedet have finansieret mange vigtige naturtiltag af gavn for biodiversiteten i nationalparken.

Der er næsten ingen urørt skov blandt Naturstyrelsens skovarealer i Hanstholm Vildtreservat, hvor hovedparten af skoven er nåletræsplantage
Der er næsten ingen urørt skov blandt Naturstyrelsens skovarealer i Hanstholm Vildtreservat, hvor hovedparten af skovene er nåletræsplantager
Hanstholm Vildtreservat, et lille hjørne af Nationalpark Thy (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hanstholm Vildtreservat, et lille hjørne af Nationalpark Thy bag en lille del af den mur af tilplantede nåletræer, der lukker vildtreservatet inde mod syd og øst, men som fra et natur- og biodiversitetsperspektiv burde åbnes og nogle steder afvikles (mod nord) og andre steder få status af såkaldt urørt nåleskov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Lad os se nærmere på, hvad der med fordel bør ske i klitplantagerne i Hanstholm Vildtreservat, hvis det skal blive til vildere natur på naturligere præmisser.

Ifølge den tidligere nævnte rapport Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove er flere af klitplantagerne på strækningen fra Thy til Skagen fremhævet som bevaringsværdige nåleskovsarealer, heriblandt Tved Klitplantage (Petersen m.fl. 2016: 52), hvor der også er bevaringsværdige partier med ellesump og pilekrat. Der er altså noget, der taler for at bevare bevoksningerne i et eller andet omfang og en eller anden form. Spørgsmålet er hvilket omfang og hvilken form – og der er flere faktorer at tage hensyn til.

Af Tved Klitplantages ca. 1.350 hektar er ca. 1.000 hektar trædækket med seks gange så mange nåletræer som løvtræer i en gennemgrøftet og drænet plantage. Det betyder ikke blot stor ensformighed i skovnaturen, men også en udtalt mangel på naturlige vådområder. Rapporten Basisregistrering og naturovervågning i Nationalpark Thy peger således på, at »skovdriften, og ikke mindst den tilhørende dræning, er en stor trussel mod vandkvaliteten i søer og vådområder nedstrøms«, og at store naturværdier på plantagernes lysåbne arealer er truet af tilgroning, fragmentering og isolation (Heilmann-Clausen m.fl. 2015: 11). 

Rapporten Mosser i Nationalpark Thy betoner tilsvarende skovdriften som problemet par excellence: »Den suverænt største trussel mod en artsrig mosflora i Tved Klitplantage er skovdriften. Der mangler simpelthen vand og dødt ved for, at mosfloraen kan nå sit fulde potentiale. Man bør først og fremmest fjerne nåletræerne fra de områder, hvor klitvegetationen stadig er til stede og lade løvtræsbeplantninger være urørte, der hvor klitvegetationen er fuldstændigt forsvundet. Samtidig bør alle grøfter tilkastes og dræning ophøre. Det er tydeligt, at den interessante mosflora i Tved Klitplantage er der på trods af skovdriften og ikke på grund af skovdriften.« (Aude & Frederiksen 2015: 115).

Omtrent halvdelen af nationalparkens truede ikke-lavdannende svampearter findes således i dag i nålebevoksninger, og i de ældste dele af klitplantagerne er der visse steder opstået lokaliteter med svampearter, som stort set kun findes i Nationalpark Thy (Heilmann-Clausen m.fl. 2015). Faktisk huser nationalparken en stor del af den samlede danske bestand af flere svampearter, bl.a. stand-jordtunge, ringløs honningsvamp, purpursort jordtunge, bitter korkpigsvamp og lak-skørhat.

Disse forhold bestyrker, at skovdriften i alle tilfælde bør indstilles, hvis natur og biodiversitet skal have førsteprioritet. Ifølge Basisregistrering og naturovervågning i Nationalpark Thy vil det endvidere gavne natur og biodiversitet »overalt« at afvikle dræning i plantagerne. Derfor giver det god mening, at nationalparkplanen prioriterer genskabelsen af sammenhænge mellem fugtige klitheder og vådområder samt genetableringen af naturlige vandstandsforhold, om end der i Nationalparkplanen som nævnt kun er tale om et ønske, ikke et finansieret tiltag.

Der er altså grund til at bevare dele af nålebevoksningerne i klitplantagerne som fremtidig urørt nåleskov i Hanstholm Vildtreservat.

Imidlertid er der også dele, som bør afvikles – i hvert fald hvis vi prioriterer overlevelseschancerne for den stærkt truede dagsommerfugl ensianblåfugl, der er gået stærkt tilbage det forgangne århundrede i det meste af Europa.

Bortset fra Læsø og enkelte indlandslokaliteter findes den i Danmark kun få steder langs den jyske vestkyst, bl.a. i Hanstholm Vildtreservat, hvor den nordlige del af Tved Klitplantage imidlertid udgør en uoverskridelig mur mellem to af de få og ret isolerede bestande, der ellers kun lever på 2-3 kilometers afstand af hinanden.

Andreas Kelager, der har undersøgt ensianblåfugls bestande i Nationalpark Vadehavet og Nationalpark Thy, konkluderer, at det er afgørende at bevare eller genskabe forbindelser på tværs af de geografiske afstande mellem nære, men isolerede bestande for at minimere risikoen for lokal uddøen (Kelager 2015). Ensianblåfugl spreder sig meget vanskeligt, hvis levestedet omgives af skov frem for af åbne arealer, hvilket kunne tale for en hel eller delvis afvikling af dele af Tved Klitplantage, som adskiller to nære bestande, henholdsvis nær Savbjerg, vest for den nordligste del af plantagen, og omkring Kokkær Vand nord for plantagen.

I sine anbefalinger for at bevare og øge bestanden af ensianblåfugl påpeger Kelager og andre forskere bag Status over forvaltningen af ensianblåfugl i Nationalpark Thy, at man afvikler plantagebevoksningen til fordel for lysåben natur på det lavtliggende område mellem Savbjerg og højderyggen ved Tved Klitplantage (Kelager m.fl. 2017: 43).

Et andet aspekt, som også – men langtfra alene – er af betydning for den truede ensianblåfugl, er vigtigheden af græsning i klitlandskaberne, hvor manglende dynamik og for sparsom græsning har øget tilgroningen. Dermed trues arter, der er tilknyttet den lysåbne natur, og som er afhængige af de vegetationsåbninger, som skabes af større dyr såvel som af vind og vejr.

Som vi har været inde på, er der ganske vist allerede i dag en meget stor bestand af krondyr med kerneområde i Hanstholm Vildtreservat, men hvis græsningen skal forbedres i et naturreservat, hvor også dele af klitplantagerne bliver afviklet, er det oplagt at udsætte flere forskellige større planteædere som en integreret del af naturen.

Europæisk bison kunne være en mulighed. Den er allerede bragt på bane af forskere som en oplagt græsser i den danske klitnatur (Brunbjerg m.fl. 2014), og selv om det ville indebære et hegn rundt om den foreslåede afgrænsning af Hanstholm Vildmark, behøver det ikke nødvendigvis forhindre den store bestand af krondyr i fortsat at passere ind og ud af området, hvis man nøjes med et trådhegn af ca. 1,2-1,5 meters højde. Det springer krondyrene let over.

Let helårsgræsning i fugtige klitlavninger og på den våde hede kan også gavne ensianblåfugl, og blandt de forskellige større planteædere, der af samme grund kan »tænkes ind i helårsafgræsning specifikt på ensianblåfuglhabitater«, er udover får, hest, kvæg, krondyr og rådyr også elg og europæisk bison,« påpeges i den nævnte rapport Status over forvaltningen af ensianblåfugl i Nationalpark Thy (Kelager m.fl. 2017: 18-20).

Her gøres det desuden gældende, at Nationalpark Thy »kan lære af erfaringerne gjort i forbindelse med det nye afgræsningsprojekt i Nationalpark Mols Bjerge, hvor man netop anvender galloway kvæg og exmoor ponyer«, idet der »foreslås én til få store indhegninger fremfor mange små i forbindelse med sammenhængsskabelse, både regionalt og på langs af hele nationalparken«.

Europæisk bison (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison – en kommende beboer i Naturnationalpark Hanstholm Vildmark? (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Eftersom intet realistisk vildthegn alligevel kan holde 1 ton frembuldrende bison inde, er det måske ikke nødvendigt med meget stærke hegn, for hvis den ikke har grund til at forcere hegnet (f.eks. som følge af jagt eller manglende føde), er det spørgsmålet, om der er brug for mere end et traditionelt elførende trådhegn. Ganske vist kan en europæisk bison faktisk springe over to meter i højden, men det kan nogle kreaturer også, og det betyder ikke, at vi ser to meter høje hegn omkring græssende kvæg. Et elhegn er også rigeligt til f.eks. at holde vildheste inden for området, og dermed er der allerede spændende og vigtige muligheder for en større variation af større planteædere, som lever frit og vildt uden fodring, mens krondyr og mindre planteædere stadig kan bevæge sig ind og ud af området.

Nedenfor er et forslag til en hegnslinje, der ikke hegner kystlinjen og heller ikke den østlige side af Nors Sø, og som derfor ‘kun’ er 31 kilometer lang. Hvis hegnet skal være robust nok til at rumme elge, vil det koste op imod 7-8 mio. kr., men nøjes man med et trådhegn på en højde af 1,2-1,5 meter koster det formodentlig kun omkring en femtedel eller fjerdedel heraf.

Det må selvfølgelig være op til forskeres detailplanlægning at vurdere, hvilke og hvor mange større planteædere, området kan bære.

Udover hegnet vil etableringen af Naturnationalpark Hanstholm Vildmark være forbundet med udgifter til en sådan detailplanlægning, indkøb af dyr, større færiste i hver sin ende af Kystvejen (syd for Hanstholm og nord for Klitmøller) og genetableringen af naturlige vandforhold (idet jeg tillader mig at forudsætte, at det ikke er nødvendigt at opkøbe Nors Sø, og at staten bidrager til projektet ved at forestå afviklingen af den nordlige del af Tved Klitplantage (og i øvrigt ikke at kræve økonomisk kompensation for eventuelt tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører). 

Forslag til 31 kilometer lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Hanstholm Vildmark
Forslag til 31 kilometer lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Hanstholm Vildmark
Klitnatur i Hanstholm Vildtreservat en smuk aprildag (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Klitnatur i Hanstholm Vildtreservat en smuk aprildag (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Afslutningsvis er det også værd at fremhæve en særlig detalje, som alt for ofte glemmes i vigtige naturområder: den menneskeskabte overflod af honningbier.

Man bør således overveje at indstille udsætningen af honningbier i og omkring området, fordi de risikerer at presse truede vilde bier. Svenske forskere, der har undersøgt effekten af 624 bistader på 23 forskellige lokaliteter med rapsmarker og sammenlignet med 21 lokaliteter uden honningbier, konkluderer f.eks., at udsætningen af honningbier ikke blot påvirker humlebier og solitærbier negativt, men også mange andre insekter (Lindström m.fl. 2016). Og når udsatte honningbiers negative effekt på vilde insekter er så tydelig i rapsmarker, hvor tætheden af blomster er massiv, er der yderligere grund til at antage en negativ effekt af at udsætte bistader i naturområder.

Specialerapporten De vilde bier i Nationalpark Thy, der netop tager udgangspunkt i udviklingen i Hanstholm Vildtreservat, anbefaler da også »gennemgribende forvaltningstiltag« på grund af risikoen for konkurrence mellem vilde bier og honningbier (Hansen 2014). 

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet til de statsejede arealer Hanstholm Vildtreservat, Tved Klitplantage og Vilsbøl Klitplantage og undersøg mulighederne for at inkludere Nors Sø, med eller uden opkøb.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får mere naturlige vandforhold; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende nåleplantager, der skal afvikles og udtyndes før en omlægning af visse artsrige nålebevoksninger til urørt skov (med et totalophør af al tømmerproduktion) og genskabelse af større arealer med lysåben klitnatur; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Hanstholm Vildmark ville være et stort skridt i retning af vildere og mere selvforvaltende natur på et område, der næsten udgør en fjerdedel af Nationalpark Thy – og som jo også kunne ses som en ambitiøs model for fremtidige tiltag i de øvrige dele af en nationalpark på naturens præmisser.

Rune Engelbreth Larsen, december 2016
Opdateret februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status