Naturnationalpark Mols Bjerge

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Mols Bjerge, fotograferet ved Agri Høj – Trehøje kan ses i horisonten (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Mols Bjerge, fotograferet ved Agri Høj – Trehøje kan ses i horisonten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får ca. 11 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur som en slags kerneområde på naturens præmisser i Nationalpark Mols Bjerge: Naturnationalpark Mols Bjerge …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge – et godt 11 kvadratkilometer stort område, hvor naturen kunne prioriteres på naturens egne præmisser (kortet er baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge – et godt 11 kvadratkilometer stort område, hvor naturen kunne prioriteres på naturens egne præmisser (kortet er baseret på OpenStreetMap)

Nationalparken kan blive vildere og naturligere

Naturnationalpark Mols BjergeEngang var den europæiske vildhest tarpanen vidt udbredt blandt mange andre større planteædere, også på vore egne breddegrader. Her var den almindelig for 10.000-12.000 år siden, hvorefter den formodentlig blev udryddet (men atter dukkede op i en periode for omkr. 6.000 år siden). I dag er tarpanen dog uddød – den sidste døde muligvis i russisk fangenskab i begyndelsen af 1900-tallet, og verdens eneste tilbageværende af de oprindelige vildheste er den såkaldte przewalski-hest eller takhi. Også den var på nippet til at blive udryddet i 1900-tallet, men er takket være et omhyggeligt avlsprogram blevet reddet og bl.a. genudsat i Mongoliet.

Der har været flere forgæves forsøg på at tilbageavle tamhesteracer til tarpanen, men selv om den oprindelige europæiske vildhest altså er og bliver uddød, betyder det dog ikke, at der ikke er andre hesteracer, vi med rimelighed kan betegne som vildheste – hvilket vi straks skal se.

På Djursland finder vi Mols Bjerge, der er det vigtiste kerneområde i den 18.000 hektar store Nationalpark Mols Bjerge. Men Mols Bjerge har også en slags kerneområde i sig selv – Molslaboratoriets 160 hektar store arealer, der er blandt landets mest artsrige naturlokaliteter. Og den 26. november 2016 blev dette værdifulde naturareal endnu vildere, da Naturhistorisk Museum i Aarhus udsatte 12 vildheste af racen exmoor pony, som frem over skal være en integreret og naturlig del af hovedparten af Molslaboratoriets natur. 

Af og til er det blevet hævdet, at exmoor også må karakteriseres som en oprindelig vild hesterace, der er upåvirket af tamheste (Hovens & Rijkers 2013), men det er dog langtfra den herskende opfattelse. Faktisk karakteriseres den »i nogen grad som romantisk«, idet exmoor ifølge de fleste forskere hverken er en forhistorisk vildhest eller anden »zoologisk skattekiste«, men derimod en regionalt indfødt hesterace, der dog har bevaret en genetisk variation, som moderne hesteavl er foruden (Green, P. 2013: 34). Måske stammer den fra keltiske tamheste, der blev indført i bronzealderen (Bunzel-Drüke m.fl. 2008: 37).

Da vildhest selvfølgelig ikke er en arts- eller racebetegnelse, er der dog intet forkert i at kalde utæmmede heste, der ikke fodres, for vildheste, og det gælder ikke mindst exmoor, der da også klarer sig fortrinligt året rundt i naturen. 

Exmoor har også levet vildt i øde egne af Storbritannien i årtusinder indtil midten af 1900-tallet, hvor der kun var ca. 50 tilbage i Exmoor (deraf navnet). Takket være endnu en målrettet avlsindsats er der i dag omkring 500 i Exmoor National Park i den sydvestlige del af England, foruden mere end 3.500 i det øvrige Storbritannien og en række andre lande – bl.a. Danmark (jf. The Exmoor Pony Society: Conservation of the Exmoor Pony).

Nu er der så yderligere tolv herhjemme, efter at Molslaboratoriet blev den niende danske lokalitet, hvor der er blevet udsat vildheste, og den sjette, hvor vildhestene er af racen exmoor. De første vildheste blev udsat på Tærø i Ulvsund af forskere, der mente at kunne bruge dem til at tilbageavle tarpanen, men projektet blev droppet og vildhestene stort set overladt til sig selv. Årtier siden begyndte andre vildhesteprojekter så småt at brede sig i Danmark, vekslende mellem hesteracerne konik og exmoor:

  1. 1964: Tærø, Ulvsund (exmoor), ca. 173 ha
  2. 2003: Klise Nor, Sydlangeland (exmoor), ca. 25 ha
  3. 2003: Lille Vildmose, Nordjylland (konik), ca. 20 + 30 + 60 ha
  4. 2006: Dovns Klint, Sydlangeland (exmoor), ca. 120 ha
  5. 2010: Dejbjerg Plantage ved Ringkøbing (exmoor), ca. 10 ha
  6. 2010: Kalvholm, Skjern floddelta (exmoor), ca. 140 ha

  7. 2013: Saksfjed Inddæmning, Sydlolland (exmoor), ca. 90 ha
  8. 2016: Næstved Øvelsesterræn (exmoor), ca. 170 ha

  9. 2016: Molslaboratoriet, Mols Bjerge (exmoor), ca. 120 ha
10. På vej i 2017: Bjergskov, Sønderjylland (konik), ca. 33 ha

11. På vej i 2017: Geding-Kasted Mose, Østjylland (konik), ca. 62 ha
12. På vej: Bøtø, Falster (uvist hvilken race), ca. 150 ha
13. Måske: Bioplanet Rewilding Park, Vorup Enge (przewalski-hest), ukendt areal

NOTER: I Lille Vildmose har man tidligere vinterfodret konikhestene, men er ophørt i 2016. Hestene har græsset forskellige arealer siden 2003, men i efteråret 2016 går de i tre flokke: 1) ved kysten (60 ha), 2) i en central mose (30 ha), og 3) på det areal, hvor Birkesø skal genoprettes (ca. 20 ha). Om vildhestene på Sydlangeland anfører Naturstyrelsens folder, at de finder deres føde i naturen, men tilføjer:»Vi har dog mulighed for at fodre, hvis vi får en streng vinter med knaphed på føde«. Hestene på de øvrige arealer tilskudsfordres formodentlig (heller) ikke. På Kalvholm ved Skjern floddelta er vildhestene desværre blevet fjernet igen i december 2016 efter uoverensstemmelser med forpagteren. I Bøtø, der blev opkøbt af Den Danske Naturfond i 2017, planlægges en kraftig udtydning af plantagen, bl.a. m.h.p. at udsætte vildheste. Bioplanet RewildingPark, der blev foreslået af Randers Regnskov i 2013, planlægger at inkludere przewalski-hesten (takhi) blandt de dyr, man gerne vil udsætte ved Vorup Enge syd for Randers (bl.a. i det område, hvor der i dag går europæisk bison).

Den 26. november 2016 gav man slip på den traditionelle og kontrollerede naturpleje på Molslaboratoriet i Mols Bjerge, hvor der blev udsat vildheste, finansieret af Den Danske Naturfond (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Den 26. november 2016 gav man slip på den traditionelle og kontrollerede naturpleje på Molslaboratoriet i Mols Bjerge, hvor der blev udsat vildheste (exmoor ponyer), finansieret af Den Danske Naturfond. Her skal de gå året rundt sammen med vildkvæg (galloway) på ca. 120 hektar som en integreret del af naturen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Molslaboratoriet er det første eksempel, hvor vildheste er blevet udsat i et regulært hotspot for dansk artsrigdom, hvorfor det nu bliver muligt at analysere samspillet mellem større vilde planteædere og sjældne og truede arter i detalje. Vildhestene kommer til at gå på arealet sammen med helårsgræssende galloway-kvæg, der indtræder i rolle som vildokser uden tilskudsfodring af nogen art. Dermed er såkaldt selvforvaltende natur i vidt omfang realiseret på en af landets mest interessante naturlokaliteter, hvor der i forvejen hverken er landbrug eller skovbrug.

Med »selvforvaltende natur« menes, at man i udvalgte store og små naturområder så vidt muligt gør op med de naturforarmende og fragmenterende indgreb, der hidtil har udryddet eller fortrængt arter og forarmet levesteder (bl.a. afvanding, tømmerproduktion, opdyrkning og udryddelse/udelukkelse af større planteædere).

Det handler om at genskabe udgangsbetingelserne for, at naturen selv kan opretholde en mangfoldighed af levesteder og arter, og derfor må vi tilføre de manglende faktorer, som vi historisk har afviklet: Det vil sige at genetablere de naturlige vandforhold ved at afvikle eventuelle grøfter; genoprette naturens dynamik ved at give plads til foranderlighed i stedet for at fastlåse en specifik naturstilstand; genforvilde skove og åbent land uden produktion (det være sig tømmer- eller fødevareproduktion); genudsætte flere større planteædere, hvis græsningsadfærd både påvirker og varierer vegetationen, holder tilgroning i ave, skaber spirebede ved deres tramp, spreder frø og leverer dyrebar kvalitetslort til møgbiller og mange andre arter.

Kort sagt skal udvalgte dele af naturen være vildere med plads til de naturlige processer, som utallige arter har udviklet sig under i ti- eller hundredtusindvis af år, hvis vi vil bevare vore truede arter og sikre livets mangfoldighed. Og her spiller ikke mindst de større planteædere en meget central rolle:

Nøglen er atter at få græssende dyr (vilde eller tamme) i den danske natur. Mange danske naturtyper opretholdes via græsning. Den manglende græsning gør, at den biologiske mangfoldighed falder. Dette forhold gælder både for åbne naturtyper og for skovene. (…). Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen. (Rahbek m.fl. 2012: 108).

Jo større skala, desto bedre, fordi store naturområder har bedre plads til variation og dynamik med store flokke af forskellige planteædere, men meget kan også opnås i mindre skala. De 120 af Molslaboratoriets 160 hektar er et godt udgangspunkt, hvor der som nævnt udsat vildokser (galloway) og vildheste (exmoor), som ikke fodres – naturen har med andre ord fået friere hænder (eller rettere friere hove og klove) inden for ét ydre hegn frem for i en lang række mindre folde. 

Morten D.D. Hansen, der er biolog og museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, har i et offentligt indlæg forklaret, hvorfor man har truffet dette valg efter årtiers traditionel naturpleje.

Hidtil har det således været et meget tids- og ressourcekrævende arbejde at sikre naturværdierne med allehånde plejetiltag fra høslæt, sommergræsning og tørveskrælning til rydninger og omrokeringer af småhegn. Nogle virkemidler har gavnet, andre har ikke, men det har været dyrt, og man har bestandig været afhængig af at tage besværliggørende hensyn til diverse bureaukratiske landbrugsstøtteordninger, som desværre sjældent er skræddersyet til naturens ‘behov’.

Nu har man taget konsekvensen, sagt nej til alle støttekronerne og valgt at lade naturens egne kræfter råde i en vildere og mere spontan natur:

Farvel til tilskudsordninger, farvel til vinterfodring af dyrene, farvel til de mange små hegninger, men goddag til et mindre antal køer og vildheste, der selv må finde ud af, hvordan de vil leve på de særdeles varierede arealer, der fra nu af kun er omgivet af et enkelt yderhegn. Det kan godt være, at dyrene indimellem vil være lidt mere sultne end sædvanligt, men vi holder bestanden så lav, at dyrene ikke dør af sult. De kommer til at spise op om vinteren, mens vegetationen om sommeren får lov til at blomstre lidt mere, end den hidtil har gjort. Det skulle gerne gavne sommerfugle og bier, men vi ved intet om, hvad der præcist vil ske hvor. Derfor er planen, at vi i de kommende år vil følge arealerne ekstra grundigt, så vi om blot få år har en tydelig idé om, hvordan tiltaget virker. Det er nemlig ambitionen, at vores pilotprojekt skal kunne brede sig som ringe i vandet. (Morten D.D. Hansen, JP Aarhus, 25.11.2016)

Projektet er finansieret af Den Danske Naturfond, og ved indvielsen understregede fondens direktør Flemming Nielsen, at dette kun var »begyndelsen« – og med udsigt til statens store naboarealer tøvede han ikke med at foreslå projektet bredt ud over Mols Bjerge.

Dermed er Molslaboratoriet i endnu højere grad blevet modellen for naturforvaltningen i Nationalpark Mols Bjerge, og placeringen gør det oplagt at samtænke et endnu større areal i Mols Bjerge – et areal, hvor naturpotentialet i forvejen er til stede, og som kunne blive et næsten 1.100 hektar stort naturreservat på naturens præmisser: NATURnationalpark Mols Bjerge.

Molslaboratoriet er et 150 hektar stort naturreservat, der er ejet at Naturhistorisk Museum i Aarhus (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Molslaboratoriet er et 160 hektar stort naturreservat, der er ejet at Naturhistorisk Museum i Aarhus (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige dér? 

Af kortet her fremgår det, at staten ejer langt størstedelen af den foreslåede afgrænsning (skraveret), men at også Molslaboratoriet, der ejes af Naturhistorisk Museum i Aarhus, udgør en pæn del af området (markeret med grønt)
Af kortet her fremgår det, at staten ejer langt størstedelen af den foreslåede afgrænsning (skraveret), men at også Molslaboratoriet, der ejes af Naturhistorisk Museum i Aarhus, udgør en pæn del af området (markeret med grønt)

Nationalpark Mols Bjerge rummer i dag omtrent en tredjedel skovbrug, en tredjedel med landbrugspligt og en hel masse sammenhængende by, hvilket unægtelig ikke er særlig optimalt for det, der ifølge IUCN’s internationale nationalparkkriterier skulle være et særlig naturbeskyttet område. Læs f.eks.: Nationalparker eller nationalmarker? Forslag til en reaktualisering

Men når det giver god mening at tage udgangspunkt netop i Mols Bjerge for at udvide de bestræbelser, der er taget på Molslaboratoriets arealer, skyldes det ikke mindst, at der er et stort statsejet areal, som grænser lige op til Molslaboratoriet både mod syd og nordvest.

Her kunne naturen ligeledes få førsteprioritet uden de lodsejerkonflikter, der ofte har kendetegnet nationalparkprocessen. Endvidere kunne man med fordel opkøbe og tilføje nogle få og forholdsvis små lommer af privatejet natur, hvis muligheden er til stede – eller indgå permanent bindende aftaler om at inkludere dem i det samlede naturreservat med biodiversitet som højeste prioritet.

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 227
Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 227

Forslaget til en knap 1.100 hektar stor afgrænsning af en naturnationalpark i Mols Bjerge rummer således både statslige arealer (ca. 78%), Molslaboratoriets arealer (ca. 14%) og andre privatejede naturarealer (ca. 8%). Der er dog også yderligere statslige og flere privatejede naturområder, som kunne inkluderes, hvis viljen og finansieringen skulle vise sig hen ad vejen.

Den foreslåede afgrænsning overlapper også store dele af Natura 2000 område nr. 227: Mols Bjerge med kystvande. Det medfører forpligtelser om at sikre gunstig bevaringsstatus for en række naturtyper og arter, hvorfor staten i forvejen skal bidrage med en vis naturbevarende indsats, også i tilfælde af et større naturreservat i nationalparken. Grundlaget for, at netop dette område er udpeget som en del af EU’s naturbeskyttelsesnetværk Natura 2000, er arterne skæv vindelsnegl, sumpvindelsnegl og stor vandsalamander samt naturtyper som bl.a. kalkoverdrev, surt overdrev, enekrat og kildevæld.

Skovperlemorsommerfugl (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skovperlemorsommerfugl er forsvundet fra Mols Bjerge, hvor den ikke er set siden 1975 (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Endvidere fremgår det af Biodiversitetskortets såkaldte bioscore (der opgør antallet af truede arter og potentielle lokale levesteder for truede arter), at her generelt er store og bevarelsesværdige naturværdier. Mols Bjerge er således Danmarks mest artsrige dagsommerfuglelokalitet ifølge Sommerfugleatlas.dk – i perioden 2014-16 er der registreret hele 48 af Danmarks ca. 62 dagsommerfuglearter.

Og dog illustrerer dagsommerfuglene også, at høj bioscore ikke er ensbetydende med, at naturen er undtaget det generelle artstab, som er udtalt over det meste af landet. F.eks. er tre dagsommerfuglearter, der tidligere fløj i Mols Bjerge, forsvundet inden for de seneste årtier (grønbroget kålsommerfugl, gråbåndet bredpande og skovperlemorsommerfugl).

Skovperlemorsommerfugl er således en af de arter, der generelt er raslet tilbage, og som i dag kun findes på nogle få lokaliteter i Midtsjælland og på Bornholm – i Jylland er den stort set forsvundet syd for Limfjorden.

Kommabredpande på blåhat (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Kommabredpande på blåhat – truet dagsommerfugl, der endnu findes i Mols Bjerge (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Store dele af naturværdierne er værd at beskytte, fordi de er uerstattelige, som Morten D.D. Hansen gerne italesætter naturindsatsens prioritering. Der er jo ingen grund til at søsætte ekstraordinære virkemidler for at bevare rådyr, brændenælder og rotter, for disse arter klarer sig som bekendt særdeles glimrende i forvejen, hvorimod f.eks. eremit, rødlig perlemorsommerfugl og hylde-gøgeurt er uerstattelige i den forstand, at når de først er uddøde herhjemme, så kommer de ikke tilbage. Og det går desværre den vej for mange arter. 

Høj bioscore er en god indikator for, hvor vi skal gøre os ekstraordinært umage for at bevare Danmarks artsrigdom, for her finder vi lige præcis de arter og potentielle levesteder, som er stærkt presset eller står i fare for at forsvinde herhjemme. Men også dér, hvor artsrigdommen er højest, går det tilbage – selv på Molslaboratoriet, hvor man altså af samme grund valgte at tage skridtet i retning af vildere og mere selvforvaltende natur.

Der er med andre ord en række gode grunde til, at det giver god mening at udvælge lige præcis det foreslåede område som et kommende naturreservat på naturligere præmisser: 1) Naturhistorisk Museum er den største private lodsejer, og de prioriterer i forvejen natur og biodiversitet maksimalt, hvilket er en fordel og en potentielt stimulerende model for Naturstyrelsen. 2) Langt hovedparten af det øvrige areal er statsejet og undgår derved typiske lodsejerkonflikter, og de øvrige privatejede arealer, der i bedste fald burde opkøbes, udgør kun ca. 8 procent af den foreslåede afgrænsning. 3) Forslagets afgrænsning overlapper et Natura 2000-område, hvor vi i forvejen er forpligtet til en særegen naturbeskyttelse. 4) Der er generelt en meget høj bioscore og vigtige lokale og nationale naturværdier. 5) Området ligger inden for de fremhævede kvadrater i hovedscenariet i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der indkredser det netværk af danske naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse Danmarks biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

Biodiversitetskortet viser her bioscore (koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter – jo flere, desto varmere farve)
Biodiversitetskortet viser her bioscore (koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter – jo flere, desto varmere farve)
NATURnationalpark Mols Bjerge kDen foreslåede afgrænsning af NATURnationalpark Mols Bjerge (markeret med grønt) kunne blive et kerneområde i nationalparken (hvis ydergrænse fremgår på kortet her). Et kerneområde, hvor naturen – modsat langt hovedparten af den øvrige nationalpark – kommer i centrumunne udgøre et kerneområde i nationalparken, hvor naturen har absolut førsteprioritet
Den foreslåede afgrænsning af NATURnationalpark Mols Bjerge (markeret med grønt) kunne blive et kerneområde i nationalparken (hvis ydergrænse fremgår på kortet her). Et kerneområde, hvor naturen – modsat langt hovedparten af den øvrige nationalpark – kommer i centrum
Mols Bjerge (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Mols Bjerge (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Hvad heste ikke kan gøre af godt i naturen, hvis deres græsningsadfærd får lov til at udfolde sig, er næsten ikke til at få øje på. Der er imidlertid ikke megen praktisk erfaring med helårsgræssende heste i Danmark, men på en privat ejendom i Skellerup ved Silkeborg er effekten af helårsgræssende islænderheste blevet fulgt meget tæt i en længere årrække og med mellemrum beskrevet af Peder Størup via Naturbeskyttelse.dk. Her har bl.a. nogle mindre, men varierede arealer, der var intensivt dyrket, sprøjtet og gødsket i 20-30 år frem til slutningen af 1990’erne, fået lov til at udvikle sig på naturligere præmisser – og selv om der ikke er tale om vildheste, er hestenes græsningsadfærd året rundt næppe anderledes:

Hestene her tilskudsfodres ikke, og de har derfor tilpasset sig det fødegrundlag, området stiller til rådighed. De vælger helt selv, hvad de har brug for med et fødevalg, der spænder meget vidt over året. Om sommeren er det de våde lavvandede områder og de tørreste og mest næringsfattige, de foretrækker. Over vinteren og de tidlige forårsmåneder, hvor føden er knap, er det grovere føde som buske og træer og eksempelvis lyse-siv, der må holde for. På andre arealer har hestene vist sig at sætte stor pris på rødgran i vintermånederne, selv uden at være presset. (…) Hestene bader ofte, hvilket starter med at de slår kraftig med forbene. De bader også i dybere vand hvor næsten hele kroppen kommer under. Adfærden skabe forstyrrelser og specielt i lavvande område små vegetations fri huller med større dybde. I Større vandhuller med meget vegetation opstår der et frit vandspejl.

Se også den meget informative fotoserie på Naturbeskyttelse.dk: De store dyrs funktion i naturen

Taler vi større naturarealer, er det også muligt at nå op på en selvsupplerende bestand af vildheste, der er blevet estimeret til 72-300 individer – om end flere bestande dog også har klaret sig på mindre arealer i årtier eller århundreder (Naundrup & Svenning 2015). Den danske ø Tærø har et areal på blot 173 hektar, hvor der har været vildheste i over et halvt århundrede, og Oostvaardersplassen i Holland huser en bestand af vildheste (konik), der i 2016 blev opgjort til ca. 700, og som deler de 5.500 hektar med ca. 1.700 krondyr og 200 heck-kvæg (Cornelissen m.fl. 2016: 29).

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge strækker sig over ca. 1.100 hektar, og ikke alene er der plads til mange flere vildheste og vildokser som de galloway-kvæg, der nu går året rundt på Molslaboratoriets areal, men man kunne også overveje at udvide paletten med en eller flere andre større planteædere?

Exmoor ponyer – vildheste på Mols (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste (exmoor ponyer) på Mols. De tolv hopper, der blev udsat i november 2016 – i 2017 kommer hingsten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Nationalpark Mols Bjerge, logo, skiltMon ikke europæisk bison (visent) kunne vise sig at være et godt valg til Mols Bjerge? Vi associerer den ofte med skovene, men en undersøgelse af udsatte bisoners adfærd i Tyskland tyder på, at dyrene dér bevæger sig i forskellige landskaber, hvor der både er åbne vidder og skov (Schmitz 2015). Analyser af isotoper af kulstof og kvælstof i de ældste knoglefund viser desuden, at europæisk bisons oprindelige fødevalg ikke svarer til forestillingen om en ren skovart, men til et liv i åbne landskaber (Bocherens 2015). I lighed med flere danske klitlandskaber kunne Mols Bjerge derfor vise sig at være et oplagt sted at udsætte Europas største landlevende planteæder.

Det ville naturligvis kræve et mere robust hegn end det el-hegn, der i dag omgiver Molslaboratoriets arealer med galloway-kvæg og exmoor ponyer, og krondyr burde nok også være en del af hegningens planteædere – men omkostningerne er ikke astronomiske.

Naturnationalpark Mols Bjerge, logo, skiltHvis man f.eks. vælger en lidt mere enkel hegnslinje end den, der følger de kringlede statslige arealer hele vejen, ville hegnet blive ca. 25 kilometer langt (se nedenstående kort). Nogle steder krydser hegnslinjen offentlige veje, men problemet er ikke større, end at man anlægger færiste over vejen og sætter en hastighedsbegræsning på 40-50 km/t på ganske korte strækninger.

Til gengæld kunne de mange mindre indhegninger fjernes, og vi ville få Danmarks største sammenhængende græslandsnatur i et af landets skønneste kuperede områder som rammerne om natur på naturligere præmisser. Vildokse, vildhest og visent kunne blive det vilde trekløver fra Trehjøe i syd over Skovbjerg og Tyvelhøj Græsland til Agri Bavnehøj og Sletten ved Molslaboratoriet i nord.

Et hegn af denne størrelse og længde ville beløbe sig til ca. 3,9 mio. kr., hvortil kommer færister (de største koster ca. 250.000 kr. pr. stk.) og låger, foruden nedtagning af alle de eksisterende småhegn. Endvidere koster det selvfølgelig noget at få udarbejdet en detaljeret plan af fageksperter, ligesom dyrene også har en pris (om end f.eks. exmoor ponyer er meget billige: ca. 4.000-6.000 kr. pr. hest). Men så er hegnet også meget robust – formodentlig kan man nøjes med et trådhegn af 1,2-1,5 meters højde, for selv om bisoner er stærke dyr, der kan løbe hurtigt og springe højt, gælder dette også kvæg, som heller ikke forlader almindelige trådhegn. Hvis der er noget at æde og gode forhold, så bliver dyrene på arealet.

Det, der officielt hedder Aarhus Plantage, men som jeg af flere grunde foretrækker at kalde Tyvelhøj Græsland, er allerede ryddet for monotone nåletræer, og en stor del af de øvrige skovarealer er helt eller delvist uden tømmerproduktion, hvorfor det ikke vil indebære de store tab i tømmerindtægter, hvis Naturstyrelsen indstillede al skovhugst inden for det afgrænsede areal. Som tidligere nævnt er der ved siden af Molslaboratoriet yderligere 8 procent privatejede arealer, der indgår i afgrænsningen for at få endnu bedre sammenhæng og større dele af de vigtigste naturværdier. Opkøb af disse ca. 85-90 hektar kan beløbe sig en ekstraudgift på ca. 7-10 mio. kr.

Hvis finansieringen af et sådant opkøb ikke kan skaffes, må disse arealer udelades af naturreservatet, medmindre man ad anden vej kan indgå permanent bindende aftaler om at lade dem indgå i en overordnet plan for selvforvaltende natur.

Samlet set vil de anslåede udgifter ligge i omegnen af 20-25 mio kr., hvis privatejet jord skal opkøbes (og idet jeg tillader mig at forudsætte, at Naturstyrelsen – det vil sige staten – bidrager til projektet ved ikke at kræve økonomisk kompensation for eventuelt tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører).

For naturbeskyttelse med ubetalelige oplevelsesværdier og en markant forøgelse af områdets betydning som kerne-natur i den omgivende nationalpark, er det en temmelig beskeden investering.

Forslag til et 25 km langt hegn (sort), der flugter Molslaboratoriets nordlige hegnslinje og får en bid af kyststrækningen med
Forslag til et 25 km langt hegn (sort), der flugter Molslaboratoriets nordlige hegnslinje og får en bid af kyststrækningen med
Skoven er næppe det foretrukne levested for europæisk bison – men snarere et eksil fra menneskelig tilstedeværelse. Derfor kommer de normalt kun ud af skoven omkring solopgang og -nedgang (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste er sluppet løs på 120 hektar af Molslaboratoriet naturareal – en samlet forvaltning kunne udvides til de statslige arealer og med opkøb af enkelte mellemliggende privatejede arealer blive til et 11 kvadratkilometer sammenhængende naturreservat. Så ville der også være god plads til europæisk bison, der formodentlig ville trives fortrinligt i Mols Bjerge og supplere vildhestenes gavnlige indvirkning på vildere og mere dynamisk natur på naturens egne præmisser (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet til Molslaboratoriets arealer og de statsejede dele af Mols Bjerge samt de foreslåede få privatejede arealer, hvis de kan opkøbes. 

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret vurdering af og plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes i tilknytning til Molslaboratoriets vildhesteprojekt, f.eks. som i ovenstående forslag; d) om der er behov for afvikling af eventuel afvanding forskellige steder, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor få eller mange lysninger, der skal skabes via en udtynding før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion dér, hvor det ikke allerede er sket; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Den Danske Naturfonds direktør har allerede peget på mulighederne for at få vildere natur udbredt på statens arealer i Mols Bjerge – forhåbentlig er det en opfordring, der lyttes til i brede kredse. Mols Bjerge kunne blive et af landets mest spektakulære naturreservater.

At det i forvejen er et af landet smukkeste naturområder, er en gratis bonus. 

Rune Engelbreth Larsen, december 2016
Senest opdateret i marts 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Tyvelhøj Græsland – monoton plantage blev et artsrigt overdrev
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status

Naturnationalpark Bidstrup Skovene

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Avnsø, Avnstrup Skov – en del af Bidstrup Skovene (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Avnsø, juni. Avnstrup Skov – en del af Bidstrup Skovene (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 12 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur som en slags kerneområde med vildskov i Nationalpark Skjoldungernes Land: Naturnationalpark Bidstrup Skovene …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Bidstrup Skovene – potentiale for ca. 1.200 hektar vildere natur på statsejede skovarealer (kortet er bl.a. baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Bidstrup Skovene – potentiale for ca. 1.200 hektar vildere natur på statsejede skovarealer (kortet er bl.a. baseret på OpenStreetMap)

Bidstrup Skovene som vildskov i hjertet af Nationalpark Skjoldungernes Land

Naturnationalpark Bidstrup Skovene

Bidstrup Skovene er den samlede betegnelse for de statsejede skove i det store midtsjællandske skovområde, der rummer Storskoven, Valborup Skov, Helvigstrup Skov, Ravnsholt Skov, Heide Overdrev, Avnstrup Skov og Orup Skov. Skovkomplekset, der også kaldes Hvalsø Skovene og går helt tilbage til middelalderen, har en lang skovkontinuitet – på ældre kort kan man se, at her også var dækket af skov i slutningen af i 1700-tallet.

I dag er Bidstrup Skovene en del af Nationalpark Skjoldungernes Land, men det medfører ingen særskilt naturbeskyttelse i sig selv og heller ingen eksklusiv naturudpegning – f.eks. består ca. 40 procent af den midtsjællandske nationalpark af dyrkede marker.

Læs f.eks.: Nationalparker eller nationalmarker? Forslag til en reaktualisering

Det internationale nationalpark-koncept dækker over strengt beskyttede naturområder (men selvfølgelig med publikumsadgang), hvorimod det danske nationalpark-koncept er ringe finansieret og uden særskilte beskyttelseskrav, hvorfor naturværdierne ikke er tilstrækkeligt i centrum. Nationalpark Skjoldungernes Land er den femte af de danske nationalparker, og Forslaget til Nationalparkplan Skjoldungernes Land 2017-23 er heller ikke overvældende rig på naturindsatser.

Af de 65 planlagte indsatsområder hører kun 17 under området »natur og landskab«, og af disse handler meget om at gå »i dialog«, »informere« eller »iværksætte udarbejdelse af forvaltningsplaner«, hvilket jo altid er godt – men det betyder også, at kun 7 tiltag er reelle – og meget beskedne – bestræbelser på aktivt at forbedre naturtilstanden ud over det, der i forvejen ville ske.

Tiltagene er i reglen heller ikke finansierede, men forudsætter fondsansøgninger, som end ikke er udarbejdet endnu (Leegaard m.fl. 2008: 112f).

Det er med andre ord ikke så meget et forslag til en plan for, hvad der kan og vil blive gjort i nationalparken fra 2017 til 2023, men en ønskeliste over, hvad man godt kunne tænke sig. Trods medarbejdere, der utvivlsomt gerne ville løfte flere naturgavnlige opgaver, bliver forslaget til nationalparken med andre ord en bekræftelse af, hvor lavt prioriteret og uambitiøst det danske nationalpark-koncept er på naturdelen – den del, som ret beset burde være hoveddelen.

Logo for Nationalpark Skjoldungernes LandBidstrup Skovene, som vi fokuserer på her, hører til nationalparkens vigtigste naturlokaliteter med flere gode, men spredte naturperler, bl.a. ved Avnsø, Hjortesø, Smuldmosen, Ellesømosen og Yssemose (hvor der f.eks. er meget vigtige bestande af både skovperlesommerfugl og engsommerfugl). Skovkomplekset består dog i altovervejende grad af produktionsskov med kun få og små arealer, hvor skovnaturen undtagelsesvist får lov til at være i højsædet. Urørt skov (altså skov, hvor træerne ikke indgår i tømmerproduktion) og græsningsskov (hvor f.eks. heste eller kvæg får lov til at holde tilgroning nede) finder vi kun i isolerede frimærker.

Det, der gør skov til skovnatur, er med andre ord stadig underprioriteret, om end pletvist genetableret: vilde planteædere, døde træer og naturlige vandforhold.

Potentielt logo for Naturnationalpark Bidstrup SkoveneFor en tvivlsom kulturhistorisk gevinst (men med et ubetvivleligt naturmæssigt tab) bevarer man til gengæld fortsat agerjord midt i skoven, fordi det tidligere var en del af skovriderens privilegium at råde over 30 tønder land til opdyrkning. Derfor er der den dag i dag marker ved Valborup skovridergård og Ravnsholte skovfogedsted, skønt de ligger inde i skoven.

Men naturen kan jo komme mere i højsædet, og naturprioriteringerne kan styrkes markant, hvis viljen er til stede. Her følger et forslag til en sådan prioriteringsændring, som kunne gøre Bidstrup Skovene til et særskilt naturreservat (eller et ambitiøst kerneområde) i Nationalpark Skjoldungernes Land: Naturnationalpark Bidstrup Skovene.

Nationalpark Skjoldungernes Land blev indviet i marts 2015, men har i lighed med de øvrige danske nationalparker ingen særlig fremtrædende natur- og biodiversitetsprioritet. Naturnationalpark Bidstrup Skovene (markeret med blåt til højre) kunne være et kerneområde, hvor naturen er i højsædet med vildskov uden tømmerproduktion og større planteædere til at holde tilgroning i ave året rundt
Nationalpark Skjoldungernes Land blev indviet i marts 2015, men har i lighed med de øvrige danske nationalparker ingen særlig fremtrædende natur- og biodiversitetsprioritet. Naturnationalpark Bidstrup Skovene (markeret med blåt til højre) kunne være et kerneområde, hvor naturen er i højsædet med vildskov uden tømmerproduktion, men med større planteædere, der holder tilgroning i ave året rundt
Skoveng i Avnstrup Skov, en del af Bidstrup Skovene (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skoveng i Avnstrup Skov – en del af Bidstrup Skovene (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige dér? 

Staten ejer ca. 93% af det areal, der foreslås som Naturnationalpark Bidstrup Skovene
Staten ejer ca. 93% af det areal, der foreslås som Naturnationalpark Bidstrup Skovene

Flere forhold gør det oplagt at koncentrere en særskilt natur- og biodiversitetsindsats i Bidstrup Skovene med henblik på at bremse naturforarmelse og artstilbagegang.

For det første er næsten hele det foreslåede areal statsejet, hvorved realiseringen af et ambitiøst naturreservat ikke er afhængig af forhandlingsoplæg til private lodsejere, der let kan nedprioritere naturhensynene (sådan som det i reglen er gået under nationalparkprocessen).

Kun ca. 7 procent af den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Bidstrup Skovene er privatejet, og disse områder ligger i yderkanten og kan således udelades, hvis det ikke er muligt at opkøbe dem (eller alternativt indgå permanent bindende aftaler om en fremadrettet forvaltning, der har natur- og biodiversitet som klar førsteprioritet). Både med og uden disse arealer, vil der stadig være tale om et større sammenhængende skovområde – men hvis muligheden skulle være til stede for ligefrem at opkøbe flere privatejede arealer, ville Særløse Overdrev også være en overvejelse værd for at få inkluderet nationalparkens største overdrev.

Store dele af Natura 2000-område nr. 146 ligger inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Bidstrup Skovene
Store dele af Natura 2000-område nr. 146 ligger inden for den foreslåede afgrænsning

For det andet overlapper forslagets afgrænsning allerede store dele af Natura 2000 område nr. 146, der dækker Heide Overdrev (også kaldet Hejede Overdrev, som dog i dag er produktionsskov, ikke overdrev) og store dele af Bidstrup Skovene i øvrigt, men som desuden fortsætter længere mod syd til Valsølille Sø.

Fordelen ved at overlappe et Natura 2000-område er, at der følger en uundgåelig offentlig naturindsats med, hvis man etablerer et naturreservat her, fordi de danske myndigheder i forvejen allerede er forpliget på at yde en indsats for at bevare udvalgte naturtyper.

I Bidstrup Skovene er Natura 2000-forpligtelserne bl.a. centreret om naturtyperne kildevæld, kalkoverdrev og elle- og askeskov, mens der kun er en enkelt art på udpegningsgrundlaget: stor vandsalamander.

Forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har beregnet, at minimum 75.000 hektar privatejet og statslig skov skal være såkaldt urørt skov, hvis vi skal bevare Danmarks mange truede skovarter. Men det kan ikke være vilkårlige 75.000 hektar – dette kort viser, i hvilke områder danske skove skal slippe for motorsavene, hvis dette minimumsmål skal holde (Petersen, A.H. m.fl.: 'Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove)
Forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har beregnet, at minimum 75.000 hektar privatejet og statslig skov skal være såkaldt urørt skov, hvis vi skal bevare Danmarks mange truede skovarter. Men det kan ikke være vilkårlige 75.000 hektar – dette kort viser, i hvilke områder danske skove skal slippe for motorsavene, hvis dette minimumsmål skal holde (Petersen, A.H. m.fl.: ‘Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove)

For det tredje er det også et relevant område at opprioritere naturindsatsen i, fordi det er fremhævet som en del af hovedscenariet i rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove, der udpeger de vigtigste skovarealer, som bør fritages for tømmerproduktion for at standse biodiversitetstabet i skovene (Petersen m.fl. 2016); og fordi det figurerer i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der udpeger det minimums-netværk af naturområder i skovene og det åbne land, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse det generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014).

Endelig – og for det fjerde – vurderes Bidstrup Skovene også at være af national betydning i rapporten Naturindhold i Naturstyrelsens skove på enheden Vestsjælland, fordi her er mange forskellige skovnaturtyper, en usædvanlig variation og mange sjældne arter, hvoraf nogle har deres sidste levesteder herhjemme (Skorski m.fl. 2014):

Bidstrup Skovene anses for at have national betydning, som den af enhedens skove med flest fund af sjældne arter, for nogles vedkommende som et af deres sidste ledesteder i Danmark. Skovkomplekset har en størrelse, en kulturhistorie og en topografisk og strukturmæssig variation der muliggør en langsigtet sikring af levedygtige bestande for de rapporterede sjældne arter, samtidigt med, at skovene herved har et fremtrædende potentiale som eksperimentarium for biodiversitetsfokuseret forvaltning. Det anbefales, at man fokuserer på hele skoven som ramme for naturindholdet og ikke kun de kendte artsrige lysåbne hotspots.

Ser vi på Biodiversitetskortets såkaldte bioscore (der opgør antallet af truede arter og potentielle lokale levesteder for truede arter), er der da også flere lokaliteter i den gode ende og dermed vigtige naturværdier at gøre en ekstra indsats for at beskytte. 

Skovperlemorsommerfugl (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skovperlemorsommerfugl har en af sine sidste sjællandske bestande i Bidstrup Skovene (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Alene i dette skovkompleks er der registreret 114 fund fordelt på 46 sjældne arter (Skorski m.fl. 2014), heriblandt vibefedt, engblomme, stødrørhat, ellerørhat, køllekantarel og lærke-mælkehat samt dagsommerfuglene det hvide w, kejserkåbe, isblåfugl, skovperlemorsommerfugl, engperlemorsommerfugl – og ikke mindst hasselmus, som vi straks vender tilbage til.

Samlet set er der med andre ord mange indikatorer på, at det giver mening at udvælge netop dette areal som højt prioriteret naturreservat: 1) det er næsten udelukkende statsejet og undgår derved typiske lodsejerkonflikter, 2) det overlapper et Natura 2000-område med forpligtelser til en særegen naturbeskyttelse, 3) det ligger inden for de fremhævede kvadrater i hovedscenarierne i rapporten Biodiversitetskort for Danmark og rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove, der indkredser det minimums-netværk af naturområder, hvor naturindsatsens henholdsvis skal prioriteres for at standse biodiversitetstabet generelt og specifikt i skovene, 4) skovkomplekset fremhæves for dets nationale betydning i rapporten Naturindhold i Naturstyrelsens skove på enheden Vestsjælland, og 5) det har en bioscore i den gode ende og er hjemsted for mange sjældne arter.

Bioscore for Naturnationalpark Bidstrup Skovene – jo varmere farvere, desto flere truede arter og potentielle levesteder for truede arter
Bioscore for Naturnationalpark Bidstrup Skovene – jo varmere farvere, desto flere truede arter og potentielle levesteder for truede arter. Den hvide ‘firkant’ midt i den nordlige ende af afgrænsningen er opdyrkede marker, som imidlertid bør konverteres til skov eller skovslette, hvis området skulle gøres til et naturreservat på naturligere præmisser

Hasselmus, en ikon–art for Bidstrup Skovene

Blandt de mange spændende arter i Bidstrup Skovene er hasselmus, der er på rødlisten over truede arter, fordi der er meget stor risiko for, at den uddør i Danmark. I 2008 blev den også genfundet i Gråsten Skovene og Søgård Skov i Sønderjylland, hvor den ellers var formodet uddød, og i et treårigt projekt har man forsøgt at etablere spredningsveje mellem Gråstenskovene og skovene omkring Flensborg i Tyskland, idet der både er blevet plantet og beskåret for bl.a. at få levende hegn mellem skovarealerne. 

Hasselmus er Danmarks eneste syvsover og sover vintersøvn et halvt års tid i en polstret rede i et hult træ eller under jorden, hvor den er beskyttet mod frost. Omkring april vågner den op til dåd igen og tilbringer stort set al tid i træerne eller buskadset, hvor den er nataktiv. Her bygger den flere runde sommerreder, hvor den henholdsvis opholder sig og yngler, men den kan også finde på at indrette sig i fuglekasser.

På baggrund af de seneste undersøgelser og tidligere undersøgelser i 1980’erne og 1990’erne er vurderingen, at de få danske bestande alle er i tilbagegang (Jensen 2013: 81). Det er især intensiv skov- og landbrugsdrift, der truer hasselmus, fordi der mangler krat og underskov, hvor den kan sprede sig (Fredshavn m.fl. 2014), og fordi valg af nåletræer på bekostning af løvtræer i generationer var hovedopskriften ved skovtilplantninger, som reducerede levestederne (Keseler & Asbirk 2000).

Hasselmus er en slags ikon-art for Bidstrup Skovene, hvor den lever enkelte steder nær skovbryn, og den tidligere nævnte rapport om naturindholdet i de vestsjællandske statsskove anfører, at en sikring af hasselmus og mange andre sjældne arter »vil kræve, at man over store områder nedprioriterer træproduktionen« (Skorski m.fl. 2014: 39). Samme rapport fastslår, at Bidstrup Skovene har »et stort potentiale for at højne naturindholdet, hvis der her satses på en sammenhængende forvaltning med særligt fokus på naturindhold og biodiversitet«.

Nærværende bud på Naturnationalpark Bidstrup Skovene indebærer, at man inden for det afgrænsede areal indstiller statens træproduktion fuldstændigt, så hele denne del af skovkomplekset bliver sammenhængende vildskov (såkaldt urørt skov) – til gavn for hasselmus og skovens mange andre arter.

Hasselmus (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hasselmus (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Eghjort under udsættelsen i Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Det har været på tale at udsætte kæmpebillen eghjort i Bidstrup Skovene – men der er ikke tilstrækkeligt med gamle træer og dødt ved (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skal Naturnationalpark Bidstrup Skovene være et naturreservat på naturligere præmisser, er der flere forhold og praksisser, der skal ændres – f.eks. er det som nævnt ikke fordelagtigt, at en del af skoven nær Valborup er udlagt til dyrkning. 

Der kan være mange væsentlige elementer fra kulturarven, som ikke ‘naturligt’ hører hjemme i naturen, men som det giver god mening at bevare af kulturhistoriske grunde – men også at bevare en mark inde midt i en skov for at demonstrere, at man tidligere har haft den slags, er for perifert og kunne nok godt nøjes med et oplysende skilt.

Naturstyrelsen har dog også gennemført vigtige naturtiltag, der gavner biodiversiteten i mindre dele af skovene, bl.a. er der høslæt på Kildeengen og skovgræsning i Ravnsholte Skov, og nogle steder er våde enge blevet genetableret, mens forskellige grøfter er lukket, hvorved dræningen af skoven er pletvist ophørt. 

Dermed er ‘retningen’ sådan set allerede leveret, men med et naturreservat på naturligere præmisser er der brug for at gå en del skridt videre, indstille tømmerproduktionen og så vidt muligt genetablere naturlig vandstand i hele det afgrænsede område, eventuelt efter en forudgående udtynding, hvor der kunne være behov for at etablere flere lysninger og fjerne ikke-hjemmehørende træarter.

At der f.eks. mangler urørt skov med dødt ved illustrerer også en konsulentanalyse, der har vurderet seks potentielle udsætningslokaliteter for kæmpebillen eghjort, som er stærkt afhængig af dødt ved. Analysen konkluderer, at Jægersborg Dyrehave og Skindbjerg Lund er den bedste og næstbedste lokalitet, mens Bidstrup Skovene er den ringeste: »Der er kun en lille mængde dødt ved i Bidstrup Skov og kun et lille område med ældre løvskov« (Iversen m.fl. 2012: 78). Skal eghjort udsættes i Bidstrup Skovene, skal der derfor først tilføres dødt træ udefra og skabes yderligere lysninger – og indtil videre er Jægersborg Dyrehave, det eneste sted den er genudsat i Danmark.

Eghjort er dog ikke så vigtig, men dens skæbne er et illustrativt eksempel på mange andre trængte arter, der ligeledes har brug for meget mere dødt ved, og som tilsvarende kræver et ophør af skovdrift. Hvis skoven skal blive en naturlig skov, der med tiden har et naturligt indhold af træer i alle aldre og langt mere dødt ved, kan man simpelthen ikke samtidig fælde og fjerne træer til tømmer.

Stående dødt ved, Avnstrup Skoven – en del af Bidstrup Skovene (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Stående dødt ved, Heide Overdrev – der ikke er et overdrev (længere), men en del af det tætte skovdække i Bidstrup Skovene. Den døde stamme er her undtagelsen, der bekræfter reglen … I Bidstrup Skovene fældes og fjernes træerne almindeligvis, før de bliver gamle nok til at forfalde og dø. Her en undtagelse, som derfor er blevet hjem for mere liv – svampe, insekter og andre organismer (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Elg-skiltDet er skovdriften i sig selv, der er problemet – om den er marginalt mere skånsom eller ej, flytter ikke det store, som det også fastslås i en faglig vurdering af, hvordan skovenes biodiversitet sikres: »Det vil i alle tilfælde være umuligt at forene forstlig drift med optimal forvaltning i de områder, der har afgørende betydning for den biologiske mangfoldighed. Forstlig drift omfatter her også de gængse typer af såkaldt naturnær skovdrift.« (Bruun & Heilmann-Clausen 2012: 38).

I de eksisterende driftsplaner for Bidstrup Skovene tages for mange hensyn til skovdriften, f.eks. skal noget af afvandingen først indstilles »når omkostningerne til vedligehold af grøfterne bliver for store i forhold til det økonomiske udbytte herved«; græsningsskoven omkring Ravnsholt vil også først blive udvidet, »hvis det vurderes at være nødvendig for at opretholde biotopen for eghjorten«.

Men Bidstrup Skovene mangler altså ikke blot gamle træer i naturlig livscyklus og mængder af døde træer, men også større planteædere, der kan etablere og fastholde lysåbne arealer i Bidstrup Skovene – ikke nødvendigvis af hensyn til en fremtidig udsætning af eghjort, men af hensyn til mange, mange andre truede og sjældne arter. I dag er her rådyr og dådyr, men krondyr er først kommet til i de senere år, og supplerende skovgræsning enkelte steder med husdyr er godt, men ikke tilstrækkeligt.

Rapporten 'Elg i Danmark' (Sunde & Olesen 2007) anfører, at der naturmæssigt er plads til en dansk elgbestand på samlet set knap 4.400 elge under hensyntagen til eksisterende bestande af rådyr og krondyr. Det centrale Jylland kunne oppebære ca. 2.000 – i dette område er inkluderet dele af nærværende afgrænsning (område v på kortet – klik for at se det i højere opløsning)
Rapporten ‘Elg i Danmark’ (Sunde & Olesen 2007) anfører, at der naturmæssigt er plads til en dansk elgbestand på samlet set knap 4.400 elge under hensyntagen til eksisterende bestande af rådyr og krondyr. Midtsjælland kunne oppebære ca. 642 (klik for at se det i højere opløsning)

Derfor bør det overvejes at udsætte flere forskellige planteædere som en integreret del af den øvrige natur i den afgrænsede del af Bidstrup Skovene. Det kunne i princippet være både vildheste, kreaturer, elge og vildsvin, der påvirker vegetationen på forskellig vis til stor gavn for biodiversiteten. Ad den vej kan naturen blive meget mere dynamisk og selvforvaltende, fordi det er naturens egne beboere, der sørger for den vildskab og variation, som arterne netop er udviklet i et evolutionært samspil med – og som i alt for høj grad glimrer ved sit fravær i dag.

Bidstrup Skovene er f.eks. inkluderet i ét af otte hovedområder med i alt 25 danske delområder, der samlet kunne rumme en fritlevende elg-bestand i Danmark på ca. 4.400 elge (Sunde & Olesen 2007). Heriblandt er fire midtsjællandske delområder på samlet 66.800 hektar, hvor Bidstrup Skovene er et delområde i Roskilde-Ringsted-hovedområde på ca. 24.800 hektar, der ifølge rapporten har fødegrundlag for en bestand på over 230 elge.

Dermed synes det oplagt, at elge kunne være led i en udsætningsplan for Bidstrup Skovene, om end bag hegn for at sikre, at de gavner skovnaturen netop dér. Skulle Danmark engang få en betydelig elg-bestand tilbage – og dermed altså også på mange andre oplagte levesteder på Sjælland – kan man jo altid overveje at fjerne hegnet igen.

Elge (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Elge (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Men umiddelbart er et større vildthegn garanten for at de udvalgte planteædere gavner biodiversiteten i skoven og ikke forsvinder ud på marker eller bliver kørt ned på motorveje.

Hvis elge udsættes under hegn i Bidstrup Skoven, vil der formentlig være grundlag for en ret lille bestand på 7-17 dyr, idet elgrapporten anfører et gennemsnit på et individ pr. 0,7-1,7 km2 (Sunde & Olesen 2007: 49). Det er ikke tilstrækkeligt til en selvsupplerende bestand, men der er jo heller intet til hindre for, at man med mellemrum sørger for en vis udveksling af elge af hensyn til den genetiske variation. 

Forslag til en 27 kilometer lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Bidstrup Skovene
Forslag til en 27 kilometer lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Bidstrup Skovene

I tilfælde af en udsætning af elge er der behov for et ca. 27 kilometer langt vildthegn omkring den foreslåede afgrænsning for at undgå, at elgene forsvandt fra området. Et vildthegn af denne størrelse ville beløbe sig til ca. 4,2 mio. kr., hvortil kommer 2-4 færiste (à ca. 250.000 kr.), udgifter til indkøb af dyr samt til at få en detailplanlægning udarbejdet af biodiversitetsforskere. Opkøb af de ca. 80 hektar privatejede arealer, der indgår i forslaget, kan beløbe sig til ca. 7-10 mio. kr., hvorved etableringsudgifterne samlet set ville beløbe sig til 20-25 mio. kr. (forudsat at Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktion).

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns først projektområdet til Bidstrup Skovenes statsejede arealer for at undgå lodsejerkonflikter. Eventuelle privatejede arealer som f.eks. i nærværende forslag, bør som udgangspunkt opkøbes eller – hvis dette ikke er muligt – udelades (alternativt skal der som minimum indgås permanent bindende aftaler om at prioritere biodiversitethensyn højest). 

2) Biodiversitetsforskere skal udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får mere naturlige vandforhold; e) hvor få eller mange lysninger, der skal skabes via en udtynding før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan de eksisterende arealer med agerbrug midt i skoven afvikles og f.eks. omlægges til græsland, g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Nationalpark Skjoldungernes Land har ikke prioriteret natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad til at kunne efterleve det internationale nationalpark-koncept, som det er fremlagt af International Union for Conservation of Nature (IUCN), og som er retningsgivende for mange af verdens nationalparker. Men etableringen af Naturnationalpark Bidstrup Skovene kunne skabe et kerneområde i nationalparken, der faktisk gav mening – og mere til – i forhold til de internationale kriteriers naturprioritet. 

Rune Engelbreth Larsen, december 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Bidstrup Skovene
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status

Naturnationalpark Klosterheden

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Tårnsøen, Klosterheden (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Tårnsøen, Klosterheden (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 24 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur i et område, hvor bævere har iværksat naturgenopretning i et par årtier: Naturnationalpark Klosterheden …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til vildere natur på naturligere præmisser: Naturnationalpark Klosterheden
Forslag til vildere natur på naturligere præmisser: Naturnationalpark Klosterheden – ca. 2.400 hektar (baseret på OpenStreetMap)

Bæveren – naturens egen øko-ingeniør

Naturnationalpark KlosterhedenDet er imponerende, hvor store og komplekse bygningskonstruktioner titusindvis (hvis ikke milllionvis) af myrer kan bygge, ikke mindst når man opskalerer dimensionerne og sammenligner deres kræfter og formåen med menneskelig ingeniørvirksomhed. Ligesom os bygger de deres mega-metropoler i flok, hvor andre dyr klarer deres bygningsværker enkeltvis eller i par. F.eks. kan en havørnerede måle halvanden meter i diameter og halvanden meter i højden – nogle kan sågar blive flere meter høje. 

Bæveren hører også til dyrerigets dygtige bygherrer. Den kan både skabe og forandre vådområder, når den konstruerer sine imponerende dæmninger, der skal beskytte bæverboet ved hæve vandstanden, så indgangen er skjult under vandoverfladen.

Bæveren er meget sky og vanskelig at få et glimt af, så dyret i denne fotoserie er desværre ikke fotograferet i Klosterheden, men såmænd i Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bæveren er meget sky og vanskelig at få et glimt af, så dyret her er desværre ikke fotograferet i Klosterheden, men såmænd i Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Vådområderne bringer dynamik og variation til levestederne, som mange andre arter er afhængige af, og hver gang den store gnaver høvler et træ ned, skabes lys til skovbunden og tiltrængte bunker af dødt ved i form af afgnavede grene og væltede stammer i et imponerende skulpturelt rod.

Bæveren uddøde formodentlig herhjemme for et par årtusinder siden, dels på grund af jagt, der efterhånden har været mere betinget af dens pels end af dens kød (eller af dens særlige kirtelsekret, som tidligere blev tilskrevet helbredende effekt); dels på grund af den gradvise decimering og destruktion af leveste­der i kølvandet på agerbrugets forøgede areal (Eskildsen 2007). 

I 1999 valgte Naturstyrelsen imidlertid at genintroducere arten ved at udsætte 18 tyske bævere i Flynder Å-systemet ved Klosterheden, hvorfra den har spredt sig så effektivt, at bestanden allerede i løbet af de første tre år voksede til 45.

Observationer af bæver siden udsættelserne i Klosterheden i Vestjylland (1999) og omkring Arresø i Nordsjælland (2009-11). Kilde: Fugleognatur.dk
Observationer af bæver siden udsætningen i Klosterheden i Vestjylland (1999) og ved Arresø i Nordsjælland (2009-11). Kort og kilde: Fugleognatur.dk

Og bævernes centrale rolle som øko-ingeniører med speciale i naturlig dynamik satte tidligt deres præg på området. Opstemningerne fik Risbæk til fuldstændig at ændre karakter, bæverdæmninger begyndte at omdanne dalstrækninger til vådområder ved Fruerbæk og i Ellebækdalen, engstrækninger transformeredes, og mængden af dødt ved forøgedes til gavn for en række andre arter (Elmeros m.fl. 2004). 

Nogle steder har bæveren haft begrænset betydning for naturforholdende, andre steder har den været meget markant: »… naturtyper er under forandring eller helt forandret til lysåbne vandløbsslugter og vådområder. De domineres nu af en mere artsrig vegetationstype af græsser og urter og rummer tillige små, delvist åbne vandspejle og søer. Vegetationsændringer som følge af bævernes påvirkning går relativt langsomt, og der er en tidsmæssig responsperiode på minimum et årti, før målene for øget diversitet viser sig fuldt.« (Berthelsen & Nitschke 2015).

Bæverspor – imponerende bisser ... (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bæverspor – imponerende bisser … (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Efter knap 15 år blev den jyske bestand i 2014 anslået til over 200. Bævere er nu observeret i vore tre længste vandløb, Gudenåen, Skjern Å og Varde Å, og i efteråret 2015 blev der observeret to bævere nord for Limfjorden. Der blev sågar anlagt en dæmning hos Jammerbugtens Golfklub i Fjerritslev – ved 5. hul for at være helt eksakt.

I 2009-2011 blev der også udsat 23 bævere på Nordsjælland omkring Arresø, og skønt bestanden her ikke vokser så hastigt som i Jylland, er det hensigten, at den nordsjællandske bestand skal fordoble arealet med vådområder i Gribskov over tid (Nitschke m.fl. 2015).

Læs mere om bævere i Danmark her: Bæveren skaber dynamisk natur.

Den største koncentration af bævere findes i Vestjylland og er fortsat centreret omkring Flynder Å-systemet og Klosterheden, og også derfor er det fristende, oplagt og gavnligt at forsøge at bygge videre på det gryende naturpotentiale, der så småt er ved at blive skabt for vildere natur med naturligere processer.

Det kunne blive udgangspunktet for vildere natur i Naturnationalpark Klosterheden.

Regner man halen med, kan bævere blive 95-135 cm lang – nogle gange helt op til halvanden meter (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Regner man halen med, kan bæveren blive 95-135 cm lang – nogle gange helt op til halvanden meter (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige dér? 

Betydelige dele af Klosterhedeplantagen og Kronhedeplantagen er ejet af staten (skraveret) – inden for den foreslåede afgrænsning er ligeledes kun mindre arealer privatejede i dag
Betydelige dele af Klosterhedeplantagen og Kronhedeplantagen er ejet af staten (skraveret) – inden for den foreslåede afgrænsning er ligeledes kun mindre arealer privatejede i dag

Dansk natur er fragmenteret, og der er naturområder, hvor en naturindsats er vigtigere at prioritere end andre. Det handler med andre ord om at finde de områder – store som små – hvor uerstattelige naturværdier er af afgørende betydning, og hvor mulighederne er til stede for en effektiv naturindsats.

 

Det er i sig selv en fordel, at næsten hele Klosterheden er statsejet, og at det 2.400 hektar store område, der her foreslås transformeret til naturreservat på naturligere præmisser, kun rummer ca. 110 hektar privatejet natur, altså under 5 procent. Hvis disse arealer ikke kan opkøbes, må der enten indgås permanent bindende aftaler om at sikre natur og biodiversitet ud fra samme kriterier og intentioner som på det øvrige areal, eller også bør de udelades – der ville i givet fald fortsat være tale om et stort og sammenhængende naturreservat.

Men vigtigere end de formelle ejerforhold er selvfølgelig naturpotentialet.

Natura 2000-område nr. 224 er stort set inkluderet inden for rammerne af forslaget til Naturnationalpark Klosterheden
Natura 2000-område nr. 224 er stort set inkluderet inden for rammerne af forslaget til Naturnationalpark Klosterheden

Den foreslåede afgrænsning rummer dele af et Natura 2000-område, som dækker Flynder Å og heder i Klosterhede Plantage, hvilket betyder, at området rummer bevaringsværdige naturværdier, hvor Danmark i alle tilfælde er forpliget til en biodiversitetsindsats.

På udpegningsgrundlaget er bl.a. naturtyper som revling-indlandsklit, hængesæk og tidvis våd eng samt de to arter odder og bæklampret.

Ser vi på den såkaldte bioscore, der udtrykker koncentrationen af truede arter og potentielle lokale levesteder for truede arter (se kortet nedenfor), er Klosterheden generelt på det jævne – enkelte steder lidt over, flere steder en del under. Det er i et af plantagens lysåbne områder, at naturværdierne er mest lovende, foruden langs Flynder Å-systemet, og begge disse dele af området er inkluderet i den foreslåede afgrænsning af naturnationalparken.

Naturværdierne her kan løftes, og bæverne er begyndt at løfte.

Men samlet set og opsummerende er der altså flere grunde til at udvælge netop dette areal som kandidat til et vildere naturreservat: 1) det er næsten udelukkende statsejet og undgår derved typiske lodsejerkonflikter, 2) det overlapper et Natura 2000-område med forpligtelser til en særegen naturbeskyttelse, 3) det har en bioscore i den lidt pænere ende og er hjemsted for en kernebestand af bævere, hvis virke skaber en vigtig dynamik og variation, og 4) det ligger inden for de fremhævede kvadrater i det såkaldte 50 procents scenario i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der indkredser det minimums-netværk af naturområder i skovene og det åbne land, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse biodiversitetstabet (Ejrnæs m.fl. 2014).

Områdets bioscore er højst (de varmeste farver) inden for den foreslåede afgrænsning
Områdets bioscore er højst (de varmeste farver) inden for den foreslåede afgrænsning
Mange spor fra bæveraktivitet en frostklar vintermorgen i Klosterheden (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Mange spor fra bæveraktivitet en frostklar vintermorgen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Naturstyrelsens vision for Klosterheden – i begyndelsen af det 24. århundrede

Klosterheden er dog stadig mestendels en stor nåleskovsdomineret plantage, der i lange, lange stræk er blottet for variation og artsrigdom og i stedet fuld af snorlige rækker af mørke træmarker, som i et par årtier blev badet i kunstgødning.

Det siger noget om, at der stadig er et stykke vej at gå i retning af naturligere natur, at denne næringsstoftilførsel beskrives som en fremsynet indsats i den officielle folder til området: 

Klosterheden har været et pionerområde inden for gødskningsforsøg, idet skovens magre hedejord i et par årtier fra slutningen af halvfjerdserne er blevet gødet med kunstgødning for at forbedre træernes sundhed og vækst. Efterhånden er hele Klosterheden gødet med fosfor, der er et vigtigt plantenæringsstof, som mangler overalt i hedejorden. Effekten af fosforgødskningen kan formentlig holde sig i ca. 50 år.

Det, der her beskrives som gavn for »træernes sundhed«, er i et naturperspektiv en noget uskøn omskrivning af en forurening, der ganske effektivt bidrager til at forværre levevilkårene for arter, der er afhængige af naturligt næringsfattige vilkår. »Effekten«, som kan holde sig i intet mindre end halvtreds år, er med andre ord en natur- og artsforarmelse, der begrænser og ensretter områdets vegetation.

Selv om Naturstyrelsen i de senere år har skiftet kurs og ifølge samme folder har indstillet kunstgødningen i gamle bevoksninger og generelt »mindsket« brugen af kvælstofholdig kunstgødning, er det ikke det eneste eksempel på, hvordan Klosterheden har været genstand for en biodiversitetshæmmende tilgang til naturen.

I samme folder kan man f.eks. læse, at bestanden af krondyr er steget markant mellem 2. Verdenskrig og begyndelsen af 1980’erne, og at området huser en af landets største bestande – hvortil det imidlertid anføres:

For at holde bestanden på et passende antal, der ikke skader skoven eller de omliggende marker for meget, skydes der årligt ca. 60 dyr. Krondyrene skader skoven ved at æde barken på yngre træer (‘skræller’). De små ‘sukkertopgraner’, der ses nogle steder, er formet af bid fra krondyr gennem mange år. Hjortene ødelægger barken på en del unge træer, når de i juli-august skraber deres nye gevir (‘fejer’) mod unge træer for at rengøre det for det vækstlag af hud og hår (basten), der har dannet geviret.

Men hjortenes adfærd er helt naturlig og gavnlig for skovnaturen, for den skaber forstyrrelser og variation i skovdriftens påtvungne monotoni, hvilket giver plads og afveksling til andre arter. Når denne naturlige adfærd er problematisk for tømmerproduktionen, skyldes det jo, at tømmerproduktionens formål er at sætte naturens eget virke delvist ud af spillet.

De langsigtede planer, der fremgår af Visionsplanens forslag i Driftsplan for Klosterheden Statsskovdistrikt 2002-2017, synes at gå i samme retning – og er heller ikke ligefrem ambitiøse i forhold til naturindsatsen:

Samlet set betyder nedenstående tal for hovedanvendelsen nu og om 300 år, at yderligere ca. 600 ha eller over 10% af det nuværende bevoksede og produktive areal udtages af drift med henblik på styrkelse af de biodiversitetsmæssige og rekreative muligheder. (…) Det samlede areal udlagt til åbne naturarealer, urørt skov og græsningsskov vil om 300 år være 20% af arealet i Klosterheden Plantage. Væsentligt mere end de 10% biodiversitetsskov, som det nationale skovprogram fra 2002 opstiller som nationalt målt.

Det er med andre ord en vision om, at man i år 2303 har »væsentligt mere« skov med biodiversitetshensyn, end det nationale mål fra 2002, hvilket betyder, at man overgår vor tids FN’s biodiversitetsmål med beskedne 3 procent – i begyndelsen af det 24. århundrede. At biodiversiteten rasler ned og fortsat vil rasle ned, hvis ikke der gøres en markant indsats her og nu, tages der ikke megen højde for.

Selv om det anføres, at fremtidens skovdyrkningssystem på de resterende 80 procent af arealet trods produktionsformål forventes at tilgodese biodiversiteten langt mere end i dag, er og bliver skovdriften i sig selv den største trussel mod biodiversiteten i skovene, og disse meget små indrømmelser til variation og mangfoldighed af arter og levesteder betyder, at der i løbet af tre hundrede år blot planlægges beskedne 139 hektar urørt skov (2%), 251 hektar græsningsskov (4%) og 850 hektar åbne arealer (14%) – ud af de 6.229 hektar, som udgør Klosterheden Statsskovdistrikt.

Der er ikke ligefrem rutte med naturhensynene at løfte skovnaturen marginalt på tre århundreder.

Med det ‘ambitionsniveau’ er det heller ikke let at øge naturværdierne og løfte biodiversiteten – selv om bæverne gør, hvad de kan. Nærværende forslag rummer derfor mere ambitiøse naturtiltag inden for den allernærmeste fremtid i begyndelsen af det 21. århundrede frem for nogle beskedne justeringer med en tidshorisont i det 24. århundrede.

Øjekontakt med grævling (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Der er ikke kun bævere i Klosterheden – øjenkontakt med grævling (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Odder (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Odderen er i fremgang i Jylland, og der lever en stabil bestand i Klosterheden (foto © Rune Engelbreth Larsen)

En anden vision for Klosterheden – i begyndelsen af det 21. århundrede

Der er meget lidt urørt skov i dag i Klosterhedeplantagen (lilla skraveringer) – den største andel inden for forslaget til Naturnationalpark Klosterheden
Der er ikke meget urørt skov i dag i Klosterhedeplantagen (lilla skraveringer) – den største andel ligger inden for forslaget til Naturnationalpark Klosterheden

Området er stort og voldsomt domineret af næringsbelastede arealer med tæt nåletræsplantage, hvorfor nærværende forslag nøjes med at tage udgangspunkt i godt og vel en tredjedel af området – de ca. 2.400 hektar, hvor potentialet for at bevare og forøge biodiversiteten umiddelbart er størst.

Derfor skal der være flere og større sletter, flere skovlysninger og naturlige skovbryn med glidende overgange frem for kunstige lineal-lige ‘grænser’ samt flere større planteædere til at skabe variation og holde tilgroning i ave omkring vandløbene, i skovlysninger og på hede og græsland.

Det betyder, at store dele af nåleplantagen inden for det afgrænsede område skal overgå til naturligere nåleskov og lysåbne arealer, og når udgangsbetingelserne for naturlige processer og en vildere natur er genetableret, skal al tømmerproduktion derfor indstilles i de tilbageblevne skovarealer, som fremadrettet overgår til vildskov (såkaldt urørt skov). 

Ifølge rapporten Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove, der analyserer vigtigheden af urørt skov for at standse biodiversitetstabet i de danske skove, er også nåleskovsarealerne blevet analyseret. F.eks. er Tisvilde Hegn og flere af klitplantagerne på strækningen fra Thy til Skagen er fremhævet som bevaringsværdige nåleskovarealer efter et ophør af tømmerproduktionen (Petersen m.fl. 2016). Klosterheden figurerer dog ikke i nogle af rapportens scenarier over skovarealer af national betydning for biodiversiteten, hvorfor det giver god mening at afvikle større dele af nåletræsbevoksningerne til fordel for flere og større lysåbne arealer.

 

Naturen kan imidlertid selv stå for det meste, hvis dele af plantagen først ryddes i yderkanter, hvor nordvestenvinden kan få fat og efterfølgende selv lægge nålestammer ned. De stærke stammer står nemlig yderst, fordi de her har måttet tilpasse sig vinden, så når de først er lagt ned, er der ikke megen beskyttelse for de næste træer, der er lettere ofre for vejrguderne. Derved får naturlige processer fat, og den hidtidige nåleplantage bliver vildere og mere varieret.

Kontrolleret ildebrand kan også hjælpe, ja, faktisk fik naturen hjælp af flammernes assistance ved et uheld i 2013, da en ildebrand åd seks hektar af platagen. Det var en af maskinparkens store flishuggere, der pludselig brød i brand, mens den tyggede træ.

Reaktionen viser måske, at der er ved at ske ændringer i forhold til dengang, hvor driftsplanen for 2002- 2017 blev udarbejdet af den regionale del af Naturstyrelsen – i hvert fald blev branden hilst velkommen, ikke som en naturkatastrofe, men derimod som en tiltrængt håndsrækning til naturen:

Naturen har bestemt ikke tabt noget ved branden. Tværtimod. Det areal som brændte, bestod af fældet træ, som var tørret og klar til at blive lavet til flis. Vi havde netop fældet den del af plantagen for at skabe en ny og mere varieret skov, med løvtræ, lysåbne områder, dødt ved og andre elementer, der skaber levegrundlag for en meget større biodiversitet, end den, der var før.

Skovfoged Paul Andersen: Naturen kommer styrket ud af brand i Klosterheden

På den baggrund kan man nærmest beklage, at det kun var seks ud af de over seks tusind hektar, flammerne fik bugt med, for ilden kunne i endnu videre udstrækning have været et værktøj til at rydde op i tilgroning, forny vegetationen og skabe et naturligere skovbillede – når vi ikke har travlt med at erstatte tabt plantagemonotoni med ny plantage.

En mere stabil og permanent indsats imod tilgroning er de store planteædere, for det handler i vid udstrækning om at opnå en dynamisk natur, som ‘passer sig selv’. I dag er der ingen græsning på skovarealet og kun et mindre område urørt skov, men forslaget til Naturnationalpark Klosterheden indebærer 2.400 hektar på naturens præmisser, hvilket svarer til 38,5 procent af skovdistriktets areal.

Når det skal vurderes, hvilke dele af plantagen, der bør afvikles eller overlades til urørt nåleskov, er det vigtigt, at der f.eks. ikke forsvinder skovarealer med sjældne svampe. Nogle få steder inden for den foreslåede afgrænsning er fundet truede svampearter ifølge Svampeatlas.dk: sortrandet skærmhat, skællet kødpigsvamp, vellugtende læderpigsvamp og rust-korkpigsvamp (også fyrre-skælrørhat, småskællet kødpigsvamp og stinkende slørhat er indrapporteret, men afvist som usikre observationer).

Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)
Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)

Hvilke større planteædere, der skal supplere bæverne i bestræbelserne på at skabe dynamik og variation, afhænger også af fageksperters detailanalyse af fødegrundlaget og naturtyperne, og det samme gælder den specifikke plan for, hvor store dele af plantagebevoksningerne der skal afvikles og/eller udtyndes.

Men hvis man lander på dyr, der er større end heste og kvæg (dvs. krondyr, elg og/eller bison), er der behov for et vildthegn, som er mere robust (og dyrere) end et almindeligt el-hegn.

Den foreslåede hegnslinje er ca. 30 kilometer lang og ville koste ca. 7,5 mio.kr., hvor et almindeligt el-hegn næppe ville overstige 1-2 mio. kr. Yderligere etableringsudgifter består primært af 2-4 færiste (à 250.000 kr.), indkøb af dyr til udsætning, genetablering af naturlig vandbalance (f.eks. tilkastning af grøfter, så området ikke afvandes unaturligt) og honorar til biodiversitetsforskere, der skal udarbejde den endelige detailplan. Alt i alt ca. 20 mio. kr. (idet jeg forudsætter, at Naturstyrelsen – det vil sige staten – bidrager til projektet ved ikke at kræve økonomisk kompensation for tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører).

Forslag til en ca. 30 km lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Klosterheden. Som det fremgår, er en del privatejet areal inde bag hegnet, skønt det ikke er en del af naturreservatet, men det gør hegnslinjen kortere og behøver ikke føre til problemer med lodsejerne, hvis der er let adgang ind og ud, f.eks. over færiste.
Forslag til en ca. 30 km lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Klosterheden. Som det fremgår, er en del privatejet areal inde bag hegnet, skønt det ikke er en del af naturreservatet, men det gør hegnslinjen kortere og behøver ikke føre til problemer med lodsejerne, hvis der er let adgang ind og ud, f.eks. over færiste.
Klosterheden (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Klosterheden (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns først projektområdet til de af Klosterhedens statsejede arealer, der har højest bioscore, og nøjes med så få privatejede arealer som muligt for at undgå lodsejerkonflikter. Eventuelle privatejede arealer som f.eks. i nærværende foreslag, bør som udgangspunkt opkøbes eller udelades – eller som minimum skal der indgås permanent bindende aftaler om at prioritere biodiversitethensyn allerhøjest.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Men Klosterheden er i forvejen ét afgørende skridt nærmere vildere og varieret natur i kraft af den vellykkede bæverudsætning i 1999. At blive stående dér uden at afvikle store dele af det omkringliggende nåletræsgitter og overveje flere større planteædere er dog blot én farve tilføjet produktionsskovens gråtoner. Vi får en forsmag, en anelse, men der må gerne en del flere farver til, hvis vi skal komme naturligere natur nærmere.

Og det kræver lidt mere end bævere. 

Rune Engelbreth Larsen, februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Bæveren skaber dynamisk natur
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status