Vildere vidder i dansk natur

Vildere vidder i dansk natur – naturbog i ord og billeder

Af Rune Engelbreth Larsen

449 kr. inkl. porto
Via netban
k (konto 8401-1123944) eller MobilePay (tlf. 40 88 52 25)


»Blændet af værkets skønhed (…) Sansen for det poetiske synes Engelbreth at have med sig både som forfatter og som fotograf. Men inden for en ramme af ubrudt saglighed – og hans bog taler med stor autoritet.« (Kristeligt Dagblad)

»Godt, at Rune Engelbreth Larsens bog også er på banen. (…) han har et forslag til løsning af problemet, der er så enkelt, konstruktivt og storslået, at det forhåbentlig vil ende i Folketinget. Lad os begynde med alle de arealer, som staten ejer, siger han. Hvilket ikke er småting.« (Politiken)

»Ud over at bogen gør status over dansk natur og kommer med fremadrettede forslag til en rigere natur, er bogen med sine talrige fotos en nydelse i sig selv. Skønheden kommer til fuld udfoldelse.« (Sjællandske, Skive Folkeblad, Midtjyllands Avis, Herning Folkeblad)

»Endelig en naturbog, der skuer fremad … placerer Rune Engelbreth som den mest betydningsfulde fritænker i dansk naturpolitik.« (Verdens Skove)

»Et skatkammer af ideer til en bedre natur.« (Danmarks Naturfredningsforening, medlemsblad)


Vildere vidder i dansk natur – ny bog af Rune Engelbreth LarsenDansk natur har det skidt – Rune Engelbreth Larsens nye bog anviser, hvor og hvordan vi bevarer og styrker naturen i stor skala: Vildere dansk natur med flere vildheste, elge og bisoner …

Vores blågrønne planet rummer en svimlende artsrigdom, der byder på en lige så ufattelig oplevelsesrigdom. Vi deler kloden med 10 millioner forskellige arter, hvoraf 50.000 såmænd lever i Danmark. Sådan cirka. Imidlertid indskrænkes denne farverige variation af arter med stormskridt, også i herhjemme.

Ikke kun fylder vi selv mere og mere, men vores natur gror også til i ensformighed – Som bogen dokumenterer, har Naturbeskyttelseslovens titusinder af beskyttede naturperler og tusinder af fredede områder langtfra standset dansk naturs markante tilbagegang – der skal andre tiltag til.

Vildere vidder i dansk natur belyser, hvorfor det er gået galt, og giver et bud på, hvordan udviklingen vendes: vildere natur på naturligere præmisser.

Bogen eksemplificerer i ord, billeder og kort, at Danmark kan reservere langt over 1.000 kvadratkilometer til vildere naturreservater, hvor naturen i højere grad kan udfolde sig som natur. I disse områder skal træerne ikke længere fældes og fjernes som tømmer, ingen søer og moser skal længere tørlægges, og det manglende samspil mellem vegetation og store planteædere skal genetableres, hvilket indebærer, at f.eks. vildheste, elge eller bisoner udsættes en række steder.

De 1.000 kvadratkilometer fordeler sig på 35 større områder, der i altovervejende grad er ubeboede og offentligt ejet i forvejen, hvorved vi undgår de hidtidige konflikter mellem landbrugsinteresser og naturhensyn.

Vildere vidder i dansk natur er en oplevelsesbog og oplysningsbog på 440 store sider, der i ord og billeder inspirerer til naturoplevelser ud over det sædvanlige i dagens Danmark – og ikke mindst til vildere natur i morgendagens. Over 500 naturbilleder og mere end 200 kort. Pris: 449 kr.

449 kr. inkl. porto > via netbank (konto 8401-1123944) eller MobilePay (tlf. 40 88 52 25)

| Læs forordet |

440 sider. Stort format (30 x 21 cm). Hardback. Over 400 fotografier og 225 kort.

Naturnationalpark Husby Klit

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Udsigt fra Marens Maw ('Marens mave') på kanten mellem Husby Klitplantage og Husby Klit og med Vesterhavet i horisonten (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Udsigt fra Marens Maw (‘Marens mave’) på kanten mellem Husby Klitplantage og Husby Klit og med Vesterhavet i horisonten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 11 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur ved Vesterhavet: Naturnationalpark Husby Klit …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til Naturnationalpark Husby Kyst & Skov på ca. 1.100 hektar
Forslag til Naturnationalpark Husby Kyst & Skov på ca. 1.100 hektar

Vildtreservat kan blive første skridt til en vildere Nationalpark Thy

Da pludselig med Et gjennem Stormvinden klang

   en zitrendem, jublende Trille

O, det var Naturens Opstandelsessang,

   og Sangeren var Lærken den lille!

 

Hans Vilhelm Kaalund: »Lærken« (1858)

En tidlig martsdag, før foråret egentlig er forår, men dog alligevel er ved at være der. Solen skinner ikke blot fra en skyfri himmel, men er også begyndt at lune. Den altid tidlige citronsommerfugl er lige kommet frem, admiralen ligeså, og vejhvepse lander og letter atter i det blottede sand mellem den lave klitvegetation.

Oven over det hele flyder en sanglærkes uafbrudte trille, som alle kender. Sanglærken er en trækfugl, der som regel begynder at ankomme i slutningen af januar eller i løbet af februar og har sit lydtapet helt på plads i marts – som det har været år efter år i århundreder.

Ikke for ingenting har sanglærken sunget sig ind i hjerterne hos danske digtere. St. St. Blicher så den nærmest som en kollega, »›du vakkre digter« (1838), og Hans Vilhelm Kaalund kaldte den jævne fugl med den store stemme for »den lille bevingede profet« (1858). Jeppe Aakjær begejstredes over, hvordan »vort hjerte jubler« ved forårets første lærkesang (1906), og Thøger Larsen fyldtes med poetisk undren: »Mon den lå på rede af drøm og duft i den klare luft?« (1927).

Sanglærken er en af de mest almindelige fugle i Danmark, og dog er udbredelsen af den lille sanger mere end halveret siden 1980’erne.

Det glemmer man let, når sangen fylder luftrummet, også her bag klitrækkerne ved Husby Klitplantage. Endnu en af de store tilplantninger ved den jyske vestkyst, hvor klitnaturen siden 1800-tallet er blevet decimeret af nåletræer som bolværk mod tidligere århundreders sandflugt, der først og fremmest blev forårsaget – eller i det mindste stærkt forværret – af en voldsom overgræsning, lynghøst og tørvegravning.

Det fik sandmilerne til at nærme sig Husby Kirke i faretruende grad, og de lokale lod i 1856 fire bønder vandre den lange vej til København for at få foretræde for Kong Frederik den 7. Kongen imødekom deres klage over sandflugten og forfattede et brev, som de fik med retur, og som præsten læste op under en gudstjeneste i Husby Kirke.

Her lovede majestæten at sende en skovfoged til egnen med planter og frø, så man kunne anlægge en klitplantage som bolværk mod de fremmarcherende sandmasser. Og som skrevet, så gjort.

I dag er de voldsomme dimensioner, som sandflugten udviklede sig til, imidlertid en saga blot, og klitplantagerne er endnu et bidrag til den menneskeskabte naturforarmelse ved kysterne, hvor vi har presset naturen til fordel for artsfattige nåletræsbevoksninger.

Nogle steder har plantagerne over tid trods alt udviklet visse svampelokaliteter af betydning, men mestendels er der tale om ensformige og artsfattige produktionsarealer. Og selv om den skønne lærkesang og de spæde forårstakter næsten kan få slige tanker til at forstumme, når man i nogle måneder har set frem til større dele af livets genkomst efter vinterens dvale, kan sanglærken trods alt ikke i længden overdøve, at denne ensformighed også gælder langt hovedparten af Husby Klitplantage.

Hvor Husby Klit langs Vesterhavet til gengæld har en vis artrigdom at byde på, er plantagen i stor træk monoton nåleskov i tømmerproduktionens tjeneste – der i øvrigt også rummer Danmarks vestligste bøgelund.

Men artsrigdommen kunne dog brede sig længere ind i landet, hvis klitplantagen – eller dele af den – blev afviklet til fordel for en udvikling i bedre overensstemmelse med, hvad området har potentiale til fra naturens hånd: Naturnationalpark Husby Klit.

Fyrretræer nærmer sig klitgrænsen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Fyrretræer nærmer sig klitgrænsen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor vildere natur lige dér?

Statsejede arealer inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov
De statsejede arealer (skraverede) inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov udgør ca. 1.040 hektar af det samlede areal på ca. 1.100 hektar, altså godt 94 procent

Hovedparten af den foreslåede afgrænsing er statsejet (ca. 94%), hvorfor der kun er mindre privatejede arealer at opkøbe (eller alternativt indgå permanente aftaler) for at sikre natur og biodiversitet på naturligere præmisser. Hvis hverken opkøb eller permanente aftaler af en sådan karakter er mulige, må disse arealer udelukkes helt fra et potentielt naturreservat med vildere natur.

Kyststrækningen og klitnaturen er del af Natura 2000-område nr. 197, og det er derfor også netop naturtyper fra klitterne, der er på det såkaldte udpegningsgrundlag for Husby Klit, bl.a. enebærklit, hvid klit, grå/gøn klit og klithede.

Natura 2000-områderne forpligter Danmark til en målrettet naturindsats, ikke alene i forhold til at beskytte de udpegede naturtyper, men også til at øge områdets naturværdier i almindelighed.

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov overlapper dele af Natura 2000-område nr. 74
Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov overlapper dele af Natura 2000-område nr. 74

Udover Natura 2000-overlap og en stor andel af statsejede arealer, er der i klitnaturen vest for plantagen en forholdsvis høj bioscore, der markerer en større koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter.

Så snart vi kommer ind i selve plantagen, er der imidlertid meget lidt at komme efter udover nogle få rødlistede svampe. Husby Klitplantage figurerer heller ikke som en del af hovedscenariet i rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove, der udpeger de vigtigste skovarealer, som bør fritages for tømmerproduktion for at standse biodiversitetstabet i skovene (Petersen m.fl. 2016).

Til gengæld er området – formodentlig primært på grund af klitnaturen – inkluderet i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der udpeger et minimums-netværk af naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse det generelle biodiversitetstab i Danmark (Ejrnæs m.fl. 2014).

Bioscore er et udtryk for koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter (jo højere koncentration, desto varmere farve). Det er primært kyststrækningen og klitterne, der har det store potentiale, hvor klitplantagen er fattige på naturværdier
Bioscore er et udtryk for koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter (jo højere koncentration, desto varmere farve). Det er primært kyststrækningen og klitterne, der har det store potentiale, hvor klitplantagen er fattige på naturværdier

Hvad skal vi stille op med klitnaturen og klitplantagerne …?

Lakrød bægerlav (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Lakrød bægerlav (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad er det bedste, man kan gøre for naturen i og omkring klitterne og klitplantagerne i Danmark? Oprindelig er de anlagt for at bremse sandflugten, men det er ikke længere aktuelt – og i dag optager klitplantagerne store arealer, hvor den trængte klitnatur ikke kan udvikle sig dynamisk.

Til gengæld har nogle af dem udviklet andre naturværdier, f.eks. lokaliteter med meget sjældne svampe, men også andre truede arter. Derfor er der ikke en enslydende fremgangsmåde i klitplantagerne, når det gælder om at beskytte og øge natur og biodiversitet, men nogle tiltag er gavnlige i alle tilfælde, mens andre tiltag afviger markant fra klitplantage til klitplantage.

Den første overvejelse består i, om klitplantagen rummer så mange og vigtige naturværdier, at den bør bevares som nåleskov, eller om den har så få, at klitnaturens potentiale er større, hvis den helt eller delvist afvikles. Det er sjældent et enkelt enten-eller, eftersom en plantage, der i overvejende grad blot ligger i vejen for den dynamiske klitnatur, f.eks. stadig kan rumme lommer med sjældne svampelokaliteter. Tilsvarende kan en klitplantage, hvis nålebevoksninger har større naturværdier, og som derfor bør bevares, også have visse partier, der ville tjene naturen bedre, hvis den blev afviklet til fordel for lysåben klitnatur.

Der findes dog allerede en god oversigt over, hvilke klitplantager der i overvejende grad bør bevares som nåleskove på grund af deres eksisterende naturværdier, og hvilke der er mindre væsentlige i et biodiversitetsperspektiv: Den tidligere nævnte rapport Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove betoner ganske vist løvskovene som de vigtigste, men også en række nåleskove er særskilt fremhævet for deres naturværdier (Petersen m.fl. 2016: 52).

Når fageksperter er konsulteret og med endnu større præcision har afgjort, hvorvidt (og hvor lidt eller meget) en konkret plantage bør bevares eller afvikles, begynder de næste overvejelser for at genetablere natur på naturligere præmisser.

I de nålebevoksninger, der bør bevares, er der ikke tvivl om, at skovdriften for det første skal indstilles for at få vildere nåleskov på naturlige præmisser – det vil sige såkaldt urørt nåleskov. For det andet skal de naturlige vandforhold i videst muligt omfang genoprettes, hvilket indebærer en afvikling af grøfter og dræn (der netop er etableret for at skabe unaturligt tørre forhold af hensyn til at lette tømmerhugsten). For det tredje skal der udsættes flere større planteædere til at variere nåleskoven, skabe lysninger og trampe hul i jordbunden, så nye planter lettere kan spire frem.

Hvis derimod naturværdierne i en eksisterende klitplantage er så pauvre, at den helt eller delvist står i vejen for de bedre muligheder, der kunne realiseres ved at afvikle den i større udstrækning med henblik på at få mere klitnatur, åbnes en ny vifte af overvejelser. Kan klitnatur overhovedet genetableres, hvor der i dag er klitplantager, og i givet fald hvordan?

Anne Katrine Dahl-Nielsens kandidatspeciale Naturgenopretning af lysåben tør natur – en undersøgelse af genopretningspotentialet på tidligere agre og nåleplantager (2013) undersøger 48 lokaliteter i Nord- og Østjylland og når frem til, at nåleplantager ganske vist er bedre egnet til at genoprette natur end tidligere agerland, men at hede- og græslandsvegetation i begge tilfælde kun udvikles i begrænset omfang (om end hyppigst efter plantagerydninger). 

Af betydning for en succesrig genopretning er bl.a. arealernes udgangspunkt (f.eks. lavt fosforniveau og nærhed til eksisterende hede- og græsland, hvorfra arter kan sprede sig). Særskilte problemer er imidlertid vigtige at tage i betragtning, hvis nålebevoksninger afvikles: den efterfølgende næringsbelastning og forsuring af jordbunden.

Træ og nåle fra nåleplantager nedbrydes nemlig meget langsomt og bliver til såkaldt førne, et tykt og næringsbelastet lag af organisk materiale, hvorunder der udvikles råhumus med en surhedsgrad, som hæmmer den artsrige klitvegetation.

Ikke alene har plantagerne altså historisk lagt beslag på og forarmet klitnaturen, men fjerner vi dem nu for atter at give klitnaturen tiltrængt plads, skal vi tilmed kæmpe med plantagernes efterladenskaber, der har ændret jordbundsforholdene og forværret vilkårene for den klitvegetation, vi gerne vil fremme. 

Er der noget at stille op? Ja.

Et EU-Life-projekt til undersøgelse af klitnaturen langs den jyske vestkyst i 2002-05 har f.eks. påpeget vigtigheden af ikke blot at fjerne bjergfyr og contorta-fyr, men at fjerne al biomasse fra de fældede træer (også stubbe og grene), før der tabes for mange nåle, og før næringsstofbelastningen øges drastisk. Endvidere bør man sikre en efterfølgende aktiv indsats for at forhindre en fornyelse af plantageopvæksten ved i en årrække at fjerne nye selvsåede nåletræer. 

Blandt virkemidlerne er imidlertid også ild, i dette tilfælde kontrollerede mosaik-afbrændinger, der bogstavelig talt futter både plantage, førnelag og alt andet af. Derved fjernes næringsstoffer fra klithedens økosystem og udgangspunktet ‘nulstilles’ næsten uden den eksisterende forsuring, hvilket muliggør klitvegetationens genindvandring under de næringsfattige forhold, den netop er tilpasset (Johnsen m.fl. 2005: 50).

At klithede-økosystemer trods alt kan regenereres med en gentagen indsats på kort eller langt sigt, er også konklusionen i en specialerapport, der undersøger status af vegetationssammensætningen på fem plantage-arealer, som blev ryddet mellem 1992 og 2011. Alle lokaliteter kan sidenhen »betegnes som klithede i mere eller mindre grad,« men der kan over tid være behov for en vis græsning (Lasse & Lind 2015).

Også i Østerild Plantage er der nylige erfaringer, som tyder på, at nåletræsbevoksninger kan afvikles til fordel for en udvikling i retning af klitnatur. I 2012 blev der ryddet 266 hektar nåletræsbevoksninger (særligt sitka-gran og bjergfyr, men også hjemmehørende skovfyr) for at give plads til et nationalt testcenter for store vindmøller. Efter en basisregistrering af vegetationsstrukturen og artssammensætningen før rydningen, har forskere efterfølgende fulgt vegetationsudviklingen på prøvefelter i de ryddede områder m.h.p. at undersøge genetableringen af de lysåbne klitnaturtyper.

Eftersom fældning af nåletræer med fjernelse af stammer og stubbe som nævnt kan frigive næringsstoffer til jordbunden og fremme tilgroning af problematiske arter, følges udviklingen over en tiårig periode. Men resultater fra den igangværende overvågning viser indtil videre, at et par af de arter, der kunne volde bekymring (gederams og skov-brandbæger), hidtil kun er registreret fåtalligt og spredt, ligesom der i de første år heller ikke er opstået et særskilt problem med invasive arter. Generelt er vegetationsdækket blevet mere artsrigt og tæt, hvor der før var bevoksninger med bjergfyr, og i prøvefelter er artstallet steget fra 45 i 2011 til 58 i 2013 og 64 i 2015 (Wind 2016).

I Sand Dune Conservation, Management and Restoration skriver James Patrick Doody om erfaringerne med genetableringen af klitnatur, at en fjernelse af store skovarealer, der oprindelig var plantet for at bekæmpe erosion, er »en igangværende aktivitet flere steder i Europa med positive fordele for naturbevarelse« (Doody 2013: 278).

Man kan imidlertid diskutere, hvor høj ‘kvalitet’ naturværdierne får i genetableret klitnatur, hvor der før var klitplantager. En vis næringsstofbelastning er uundgåelig (selv om den kan begrænses ved så vidt muligt, f.eks. ved at fjerne alt fældet materiale og gøre brug en målrettet afbrænding). Men noget tyder trods alt også på, at næringsbelastningen ikke er det største problem, og at dens effekt kan minimeres efterfølgende.

På ti forsøgsarealer i et kystområde med urterig klit i Hjørring Kommune (Tornby Klit) har forskere simuleret græsning, kvælstofophobning og dyrs trampning i forskellige kombinationer for at registrere effekten efter tre år. Undersøgelsen dokumenterer, at artsrigdommen tiltager i takt med øget dynamisk foranderlighed, der tilmed modvirker tilgroning som følge af kvælstofophobning.

Konklusionen er, at de historiske indgreb, som enten har afviklet eller forhindret muligheden for kysterosion, stormpåvirkning og græsning af større planteædere, faktisk kan være en større trussel mod biodiversiteten end den negative effekt af kvælstofophobningen, som vi ellers med rette bekymres over i natursammenhænge (Brunbjerg m.fl. 2014).

Derfor er der især brug for at genetablere naturlige processer i klitnaturen, så levesteder og arter atter får den sammensætning, der er givet fra naturens hånd. 

De naturlige processer, herunder de dynamiske forandringer, som f.eks. følger af vandreklitters bevægelser, større dyrs trampen i klitterne, erosion, lynnedslag og skiftende vandstand, kalder forskere også forstyrrelser. Der skal med andre ord være plads til flere forstyrrelser igen, hvis vi ønsker at bevare og udvide trængte levesteders variation og artsrigdom langs kysterne. 

Og at klitnaturen virkelig har været ‘forstyrret’ fra naturens hånd historisk og derfor vitterlig har gavn af nogle ordentlige ‘tæsk’, har vist sig på flere måder – både ‘kunstige’ og ‘naturlige’.

Allerede i 1990 påpegede professor Bill Carter til en konference i Sefton, England, at klitnaturen ikke er sårbar over for forstyrrelser og forandringer, men derimod over for stilstand: »Det er vores trang til at forhindre dem i bevægelse, som har forårsaget så megen skade.« (Doody 2013: 295). Og for at sætte pointen i relief, bemærker James Patrick Doody, at skønt vi næppe skal ønske os Anden Verdenskrigs massive militære påvirkninger af klitnaturen tilbage, har selv disse historiske ‘forstyrrelser’ formodentlig forhindret mange flere klitter i at være dækket af tæt og artsfattigt buskads eller skov. 

Også i dag gør militæret flere steder en afgørende forskel til det bedre for klitnaturen – f.eks. hjælper tunge militærkøretøjer ved Oksbøl med at holde habitater åbne for strandtudse, og i Vattaja i Finland går militærets skydninger og træning ligeledes »hånd i hånd« med naturbeskyttelsesmål i et af Nordeuropas største sandklit-systemer.

Når voldsomme militære aktiviteter kan have en gunstig effekt, skyldes det, at klitnaturen (og de arter, der hører til den) netop i særlig grad er tilpasset stærke kræfter, som fra naturens hånd er karakteristiske i kystnære områder – kræfter, vi historisk har bestræbt os på at hæmme ved klitdæmpning, klitplantager, afvanding osv.

I et EU-LIFE-projekt, der i 2013-18 tager afsæt i en række Natura 2000-områder langs den jyske vestkyst, bl.a. i Husby Klitplantage og Hanstholm Vildtreservat, er Naturstyrelsen derfor gået i gang med at sikre mere lysåben klitnatur, ved f.eks. at fjerne nåletræer (især bjergfyr og sitkagran) og afvikle den hidtidige afvanding for at genetablere mere naturlige vandforhold med flere vådområder. Det handler også her om at skabe forstyrrelser for bl.a. at give mere plads til blottet sand og fugtige klitlavninger i et dynamisk, foranderligt samspil med naturens kræfter.

Hvad enten små eller store dele af en nåleplantage afvikles eller åbnes delvist af hensyn til klitnatur eller vildere nåleskov, er det for at få opbrud og dynamik tilbage i naturen, f.eks. ved at fjerne klitdæmpninger og lade vinden og vandet få friere spil til at åbne landskabet og vegetationen.

Dynamikken kan dog også hjælpes hurtigere på vej, hvis vi vælger at kompensere lidt for et par århundreders naturforarmende stilstand, f.eks. ved at fjerne de yderste rækker af nåletræer mod vest, hvor stammerne er mere hårdføre og tilpasset vestenvindens hærgen. Dermed vil stormene lettere splintre gennem nogle af de bagvedstående og mindre hårdføre træer og skabe dynamiske nåleskove med en variation af levesteder som følge af rodkager, døde træer og lysninger. Får naturen med andre ord selv lov til at flå de mørke tømmermarker lidt fra hinanden, vælte stammer og skabe dynamisk foranderlighed, vil ikke alene svampelokaliteterne bevares, men de faldne nåletræsstammer vil også kunne beskytte spirende løvtræer, som ellers var chanceløse i den mørke nåleskov.

Lidt mere kaos og mindre kontrol er opskriften på naturligere natur ved kysten. Havet ændrer stranden, og vådområderne indlands forandrer sig dynamisk, hvis vi holder op med dræne og tørlægge områderne. Når vinden for alvor tager fat, skabes vindbrud i klitterne, som løbende ændres af nye vindbrud, hvorved temperatur og fugtighed kan variere dramatisk mellem levesteder, der ligger side om side – nogle er soleksponerede, tørre og meget varme, mens andre er skyggefulde, fugtige og kølige. Sine steder får ældre vegetation mere ro og læ, mens den andre steder begraves under sanddyner, som giver plads til, at ny vegetation så at sige opstår fra bunden af. 

Dette omskiftelige spil kan give kystnaturen stor variation med forskellige levesteder og plantesamfund i forskellige stadier på forskellige klittyper og klitheder. Naturen skal kunne bevæge sig og forstyrre mere i landskabelig skala – og samtidig selv blive bevæget og forstyrret, ikke blot vand, vind og vejr, men også af ildebrand og større dyr.

Det gælder klitplantagerne, hvor der kan være nålebevoksninger og førne at få bugt med, men også den næringsbelastede klitnatur, hvor ilden ikke alene gavner vegetationen, men også en del leddyr (f.eks. edderkopper og løbebiller). Der er således godt med eksperimentelt belæg for de positive natureffekter af forstyrrelser i form af græssende dyrs tramp, ildebrand og vindbrud (Brunbjerg m.fl. 2015a).

Den eventuelle risiko for, at etablerede levesteder og arter tager skade af forstyrrelser såsom sandflugt eller ildebrand, er ifølge forskere en mindre bekymring end den fortsatte tilgroning og ophobning af biomasse i den danske klitnatur, som netop kan begrænses ved at øge forstyrrelserne (Brunbjerg m.fl. 2015b).

At altså også dyr kan være ‘forstyrrelser’ i sig selv, er europæisk bison et af de mere træffende eksempler på – og ikke kun fordi den er en tonstung ædemaskine, der kan holde tilgroning i ave. Men når den kaster sig på jorden for at sandbade, får kæmpen også rodet effektivt op i overfladen og blottet nøgne sandflader med plads til ny vegetation, og når den i øvrigt tramper rundt i klitterne og på klitheden, efterlades tilsvarende nye vegetationshuller, der varierer klitnaturens karakteristiske mosaik-landskab til gavn for flere arter.

Derfor er den også allerede udsat i klitnatur i Holland, og derfor er den blandt de arter, som forskere også anbefaler i den danske klitnatur (Brunbjerg m.fl. 2014, Wind m.fl. 2017). Den dynamik, som de tonstunge dyr repræsenterer, er en helt anden end den monotone slitage, som massevis af mennesker kan medføre i klitterne, hvorfor vi nogle steder skal have meget mere af den naturlige dynamik i spil fra vandets, vindens og de større dyrs side – men mindre af den menneskelige trafik.

Det indebærer ikke at lukke mennesket ude fra naturen, men måske visse steder at flytte naturgæsternes vaner ved hjælp af omlagte stier eller skilte.

Opsummerende kan vi konstatere, at en række faktorer er i spil, når klitnaturens og plantagernes fremtid overvejes, hvis det er natur og biodiversitet, der er udslagsgivende for de valg, der skal træffes. Men flere forstyrrelser fra vindbrud, sandflugt, skiftende vandpåvirkninger og større planteædere såvel som naturlige og kontrollerede afbrændinger til at modvirke næringsbelastning og forsuring, er afgjort meget anbefalelsesværdigt. ‘Gammeldags’ mekaniske rydninger af dele af plantagerne øger derimod blot næringsbelastningen og forsuringen, hvilket ikke gavner klitnaturen – og lige så lidt gavner tilplantede løvskove.

Det er de naturlige processer, der skal tilbage – kort og godt: mere plads til ildens, vindens, vandets, vejrets og de vilde dyrs dynamik.

Den nuværende fordeling af træsorter i Husby Klitplantage
Den nuværende fordeling af træsorter i Husby Klitplantage
Troldeskoven er et meget lille frimærke i Husby Klitplantage, hvor træerne undslipper motorsavene og får lov til at vokse lige så frit, som naturen byder dem (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Troldeskoven er et meget lille frimærke i Husby Klitplantage, hvor træerne undslipper motorsavene og får lov til at vokse lige så frit, som naturen byder dem (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Takket være det tidligere nævnte EU-Life-projekt langs den jyske vestkyst har Naturstyrelsen taget hul på flere naturforbedrende tiltag i dele af Husby Klitplantage.

Inden for de allerseneste år er der f.eks. blevet ryddet 110 hektar træer og buske nord for Skavemose og syd for Gråbjerg for at åbne afblæsningsfladen bag en stor parabelklit og samtidig øge arealet med lysåben klitnatur; desuden er der fjernet opvækst af bl.a. bjergfyr på et ca. 90 hektar stort areal nær kysten. Rydningerne er så nye, at det ikke fremgår af kortene, hvor projektarealerne fortsat fremstår som plantage. På bioscore-kortet højere oppe i artiklen kan man dog godt ane, at et område med større artsrigdom har bredt sig lidt ind over klitplantagen i sporet efter vandreklitten (»Gryden«), hvor vinden gradvis har blæst sandet ned til grundvandsspejlet.

Husby Klitplantage er en af flere vestjyske plantager, der formodentlig bør afvikles i endnu større omfang end i de hidtidige projekter. Hensigten må være at øge klitnaturens udbredelse og de naturlige processer yderligere, om end der kan være større og mindre nåleskovspartier, som også bør bevares som urørt nåleskov. En nærmere præcisering af, hvad der bør ske på de forskellige arealer, forudsætter naturligvis fageksperters detailanalyse og plan.

Hareflod Sø, Husby Klitplantage (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hareflod Sø, Husby Klitplantage (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Overordnet set handler det dog i første omgang om at afvikle drift og dræn, så naturen kan udvikle sig vildere på naturligere præmisser. Naturstyrelsen har udgravet mindre vådområder i form af otte lavninger på afblæsningsfladen mellem parabelklittens halvanden kilometer lange ’arme’, der udgår fra hver sin ende af dens én kilometer brede front. Endvidere er der iværksat en stor indsats mod rynket rose, bl.a. ved hjælp af en slags fræser, der ikke alene knuser buskene, men også rækker 20-30 centimeter under jorden. Endvidere har man forsøgt omfattende opgavninger og tildækninger med plastic for at komme den uønskede plante til livs.

Det, der er afgørende for at genetablere udgangsbetingelserne for naturligere natur, indebærer imidlertid også flere forskellige større planteædere, der kan trampe hul i vegetationen, holde tilgroning nede, transportere frø vidt omkring og generelt bryde stilstand op til fordel for dynamik og variation.

Som vi har set ovenfor, er formodentlig ikke mindst bison velegnet i klitnaturen, men vildheste og vildkvæg er også oplagte dyr at tage i betragtning.

En ca. 14 kilometer lang hegnslinje er tilstrækkelig til at dække området, idet kyststrækningen selvfølgelig ikke behøver at blive hegnet, og dernæst ville der kunne udsættes et antal forskellige større planteædere til at supplere hjortevildtet og tilnærme et græsningstryk det, her kunne have været fra naturens hånd.

Samlet set ville en genetablering af udgangsbetingelserne for, at naturen fremadrettet kan udvikle sig dynamisk med naturligere processer bl.a. indebære

  • en afvikling af større dele af klitplantagen til fordel for lysåbne arealer og urørt nåleskov
  • en genetablering af naturlige vandforhold, hvor det er muligt
  • en udsættelse af flere forskellige større planteædere, formodentlig bison, vildhest og/eller vildkvæg
  • et 14 kilometer langt vildthegn med låger og porte til naturgæster samt faunapassager, hvor små og mellemstore planteædere kan passere frit
  • en fjernelse af eventuelle bistader og et ophør af eventuel mosindsamling

Alt sammen bør som nævnt udspecificeres og præciseres i detalje af fageksperter.

Europæisk bison (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison – en kommende beboer i Naturnationalpark Husby Klit? (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi antager, at afviklingen af dele af klitplantagen foregår med naturens egne kræfter efter indlednende rydninger, som letter vindens mulighed for selv at skabe opbrud blandt nåletræerne, vil de yderligere manuelle indgreb forbundet med en vis plantageafvikling være af mindre omfang. Yderligere etableringsudgifter vil være bestå i vildthegnet (ca. 4 mio. kr.), genetablerede vandforhold, indkøb af dyr og udarbejdelse af en detailplan.

Det behøver næppe beløbe sig til meget mere end ca. 10 mio. kr. (forudsat at Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktionen i Husby Klitplantage).

Udgifterne bør helt eller delvist finansieres af stat og kommune – eller (mere realistisk): af de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over.

Resultatet kunne blive et varieret klitområde med spredte nålebevoksninger, tidvise søer og flokke af større planteædere. Det ville ikke være nødvendigt at lade sig distrahere af sanglærken for at glemme plantagemonotonien, for den afvikles – og den lille fugl med den store stemme ville også få gavn af et større og mere åbent landskab

Herfra kunne dens toner brede sig yderligere »vidt omkring fra et kildespring« højt fra det »strålende ingenting«, som det hedder så smukt i Thøger Larsens digt om lærken.

Rune Engelbreth Larsen, marts 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status

Naturnationalpark Bidstrup Skovene

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Avnsø, Avnstrup Skov – en del af Bidstrup Skovene (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Avnsø, juni. Avnstrup Skov – en del af Bidstrup Skovene (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 12 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur som en slags kerneområde med vildskov i Nationalpark Skjoldungernes Land: Naturnationalpark Bidstrup Skovene …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Bidstrup Skovene – potentiale for ca. 1.200 hektar vildere natur på statsejede skovarealer (kortet er bl.a. baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Bidstrup Skovene – potentiale for ca. 1.200 hektar vildere natur på statsejede skovarealer (kortet er bl.a. baseret på OpenStreetMap)

Bidstrup Skovene som vildskov i hjertet af Nationalpark Skjoldungernes Land

Naturnationalpark Bidstrup Skovene

Bidstrup Skovene er den samlede betegnelse for de statsejede skove i det store midtsjællandske skovområde, der rummer Storskoven, Valborup Skov, Helvigstrup Skov, Ravnsholt Skov, Heide Overdrev, Avnstrup Skov og Orup Skov. Skovkomplekset, der også kaldes Hvalsø Skovene og går helt tilbage til middelalderen, har en lang skovkontinuitet – på ældre kort kan man se, at her også var dækket af skov i slutningen af i 1700-tallet.

I dag er Bidstrup Skovene en del af Nationalpark Skjoldungernes Land, men det medfører ingen særskilt naturbeskyttelse i sig selv og heller ingen eksklusiv naturudpegning – f.eks. består ca. 40 procent af den midtsjællandske nationalpark af dyrkede marker.

Læs f.eks.: Nationalparker eller nationalmarker? Forslag til en reaktualisering

Det internationale nationalpark-koncept dækker over strengt beskyttede naturområder (men selvfølgelig med publikumsadgang), hvorimod det danske nationalpark-koncept er ringe finansieret og uden særskilte beskyttelseskrav, hvorfor naturværdierne ikke er tilstrækkeligt i centrum. Nationalpark Skjoldungernes Land er den femte af de danske nationalparker, og Forslaget til Nationalparkplan Skjoldungernes Land 2017-23 er heller ikke overvældende rig på naturindsatser.

Af de 65 planlagte indsatsområder hører kun 17 under området »natur og landskab«, og af disse handler meget om at gå »i dialog«, »informere« eller »iværksætte udarbejdelse af forvaltningsplaner«, hvilket jo altid er godt – men det betyder også, at kun 7 tiltag er reelle – og meget beskedne – bestræbelser på aktivt at forbedre naturtilstanden ud over det, der i forvejen ville ske.

Tiltagene er i reglen heller ikke finansierede, men forudsætter fondsansøgninger, som end ikke er udarbejdet endnu (Leegaard m.fl. 2008: 112f).

Det er med andre ord ikke så meget et forslag til en plan for, hvad der kan og vil blive gjort i nationalparken fra 2017 til 2023, men en ønskeliste over, hvad man godt kunne tænke sig. Trods medarbejdere, der utvivlsomt gerne ville løfte flere naturgavnlige opgaver, bliver forslaget til nationalparken med andre ord en bekræftelse af, hvor lavt prioriteret og uambitiøst det danske nationalpark-koncept er på naturdelen – den del, som ret beset burde være hoveddelen.

Logo for Nationalpark Skjoldungernes LandBidstrup Skovene, som vi fokuserer på her, hører til nationalparkens vigtigste naturlokaliteter med flere gode, men spredte naturperler, bl.a. ved Avnsø, Hjortesø, Smuldmosen, Ellesømosen og Yssemose (hvor der f.eks. er meget vigtige bestande af både skovperlesommerfugl og engsommerfugl). Skovkomplekset består dog i altovervejende grad af produktionsskov med kun få og små arealer, hvor skovnaturen undtagelsesvist får lov til at være i højsædet. Urørt skov (altså skov, hvor træerne ikke indgår i tømmerproduktion) og græsningsskov (hvor f.eks. heste eller kvæg får lov til at holde tilgroning nede) finder vi kun i isolerede frimærker.

Det, der gør skov til skovnatur, er med andre ord stadig underprioriteret, om end pletvist genetableret: vilde planteædere, døde træer og naturlige vandforhold.

Potentielt logo for Naturnationalpark Bidstrup SkoveneFor en tvivlsom kulturhistorisk gevinst (men med et ubetvivleligt naturmæssigt tab) bevarer man til gengæld fortsat agerjord midt i skoven, fordi det tidligere var en del af skovriderens privilegium at råde over 30 tønder land til opdyrkning. Derfor er der den dag i dag marker ved Valborup skovridergård og Ravnsholte skovfogedsted, skønt de ligger inde i skoven.

Men naturen kan jo komme mere i højsædet, og naturprioriteringerne kan styrkes markant, hvis viljen er til stede. Her følger et forslag til en sådan prioriteringsændring, som kunne gøre Bidstrup Skovene til et særskilt naturreservat (eller et ambitiøst kerneområde) i Nationalpark Skjoldungernes Land: Naturnationalpark Bidstrup Skovene.

Nationalpark Skjoldungernes Land blev indviet i marts 2015, men har i lighed med de øvrige danske nationalparker ingen særlig fremtrædende natur- og biodiversitetsprioritet. Naturnationalpark Bidstrup Skovene (markeret med blåt til højre) kunne være et kerneområde, hvor naturen er i højsædet med vildskov uden tømmerproduktion og større planteædere til at holde tilgroning i ave året rundt
Nationalpark Skjoldungernes Land blev indviet i marts 2015, men har i lighed med de øvrige danske nationalparker ingen særlig fremtrædende natur- og biodiversitetsprioritet. Naturnationalpark Bidstrup Skovene (markeret med blåt til højre) kunne være et kerneområde, hvor naturen er i højsædet med vildskov uden tømmerproduktion, men med større planteædere, der holder tilgroning i ave året rundt
Skoveng i Avnstrup Skov, en del af Bidstrup Skovene (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skoveng i Avnstrup Skov – en del af Bidstrup Skovene (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige dér? 

Staten ejer ca. 93% af det areal, der foreslås som Naturnationalpark Bidstrup Skovene
Staten ejer ca. 93% af det areal, der foreslås som Naturnationalpark Bidstrup Skovene

Flere forhold gør det oplagt at koncentrere en særskilt natur- og biodiversitetsindsats i Bidstrup Skovene med henblik på at bremse naturforarmelse og artstilbagegang.

For det første er næsten hele det foreslåede areal statsejet, hvorved realiseringen af et ambitiøst naturreservat ikke er afhængig af forhandlingsoplæg til private lodsejere, der let kan nedprioritere naturhensynene (sådan som det i reglen er gået under nationalparkprocessen).

Kun ca. 7 procent af den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Bidstrup Skovene er privatejet, og disse områder ligger i yderkanten og kan således udelades, hvis det ikke er muligt at opkøbe dem (eller alternativt indgå permanent bindende aftaler om en fremadrettet forvaltning, der har natur- og biodiversitet som klar førsteprioritet). Både med og uden disse arealer, vil der stadig være tale om et større sammenhængende skovområde – men hvis muligheden skulle være til stede for ligefrem at opkøbe flere privatejede arealer, ville Særløse Overdrev også være en overvejelse værd for at få inkluderet nationalparkens største overdrev.

Store dele af Natura 2000-område nr. 146 ligger inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Bidstrup Skovene
Store dele af Natura 2000-område nr. 146 ligger inden for den foreslåede afgrænsning

For det andet overlapper forslagets afgrænsning allerede store dele af Natura 2000 område nr. 146, der dækker Heide Overdrev (også kaldet Hejede Overdrev, som dog i dag er produktionsskov, ikke overdrev) og store dele af Bidstrup Skovene i øvrigt, men som desuden fortsætter længere mod syd til Valsølille Sø.

Fordelen ved at overlappe et Natura 2000-område er, at der følger en uundgåelig offentlig naturindsats med, hvis man etablerer et naturreservat her, fordi de danske myndigheder i forvejen allerede er forpliget på at yde en indsats for at bevare udvalgte naturtyper.

I Bidstrup Skovene er Natura 2000-forpligtelserne bl.a. centreret om naturtyperne kildevæld, kalkoverdrev og elle- og askeskov, mens der kun er en enkelt art på udpegningsgrundlaget: stor vandsalamander.

Forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har beregnet, at minimum 75.000 hektar privatejet og statslig skov skal være såkaldt urørt skov, hvis vi skal bevare Danmarks mange truede skovarter. Men det kan ikke være vilkårlige 75.000 hektar – dette kort viser, i hvilke områder danske skove skal slippe for motorsavene, hvis dette minimumsmål skal holde (Petersen, A.H. m.fl.: 'Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove)
Forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har beregnet, at minimum 75.000 hektar privatejet og statslig skov skal være såkaldt urørt skov, hvis vi skal bevare Danmarks mange truede skovarter. Men det kan ikke være vilkårlige 75.000 hektar – dette kort viser, i hvilke områder danske skove skal slippe for motorsavene, hvis dette minimumsmål skal holde (Petersen, A.H. m.fl.: ‘Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove)

For det tredje er det også et relevant område at opprioritere naturindsatsen i, fordi det er fremhævet som en del af hovedscenariet i rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove, der udpeger de vigtigste skovarealer, som bør fritages for tømmerproduktion for at standse biodiversitetstabet i skovene (Petersen m.fl. 2016); og fordi det figurerer i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der udpeger det minimums-netværk af naturområder i skovene og det åbne land, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse det generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014).

Endelig – og for det fjerde – vurderes Bidstrup Skovene også at være af national betydning i rapporten Naturindhold i Naturstyrelsens skove på enheden Vestsjælland, fordi her er mange forskellige skovnaturtyper, en usædvanlig variation og mange sjældne arter, hvoraf nogle har deres sidste levesteder herhjemme (Skorski m.fl. 2014):

Bidstrup Skovene anses for at have national betydning, som den af enhedens skove med flest fund af sjældne arter, for nogles vedkommende som et af deres sidste ledesteder i Danmark. Skovkomplekset har en størrelse, en kulturhistorie og en topografisk og strukturmæssig variation der muliggør en langsigtet sikring af levedygtige bestande for de rapporterede sjældne arter, samtidigt med, at skovene herved har et fremtrædende potentiale som eksperimentarium for biodiversitetsfokuseret forvaltning. Det anbefales, at man fokuserer på hele skoven som ramme for naturindholdet og ikke kun de kendte artsrige lysåbne hotspots.

Ser vi på Biodiversitetskortets såkaldte bioscore (der opgør antallet af truede arter og potentielle lokale levesteder for truede arter), er der da også flere lokaliteter i den gode ende og dermed vigtige naturværdier at gøre en ekstra indsats for at beskytte. 

Skovperlemorsommerfugl (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skovperlemorsommerfugl har en af sine sidste sjællandske bestande i Bidstrup Skovene (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Alene i dette skovkompleks er der registreret 114 fund fordelt på 46 sjældne arter (Skorski m.fl. 2014), heriblandt vibefedt, engblomme, stødrørhat, ellerørhat, køllekantarel og lærke-mælkehat samt dagsommerfuglene det hvide w, kejserkåbe, isblåfugl, skovperlemorsommerfugl, engperlemorsommerfugl – og ikke mindst hasselmus, som vi straks vender tilbage til.

Samlet set er der med andre ord mange indikatorer på, at det giver mening at udvælge netop dette areal som højt prioriteret naturreservat: 1) det er næsten udelukkende statsejet og undgår derved typiske lodsejerkonflikter, 2) det overlapper et Natura 2000-område med forpligtelser til en særegen naturbeskyttelse, 3) det ligger inden for de fremhævede kvadrater i hovedscenarierne i rapporten Biodiversitetskort for Danmark og rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove, der indkredser det minimums-netværk af naturområder, hvor naturindsatsens henholdsvis skal prioriteres for at standse biodiversitetstabet generelt og specifikt i skovene, 4) skovkomplekset fremhæves for dets nationale betydning i rapporten Naturindhold i Naturstyrelsens skove på enheden Vestsjælland, og 5) det har en bioscore i den gode ende og er hjemsted for mange sjældne arter.

Bioscore for Naturnationalpark Bidstrup Skovene – jo varmere farvere, desto flere truede arter og potentielle levesteder for truede arter
Bioscore for Naturnationalpark Bidstrup Skovene – jo varmere farvere, desto flere truede arter og potentielle levesteder for truede arter. Den hvide ‘firkant’ midt i den nordlige ende af afgrænsningen er opdyrkede marker, som imidlertid bør konverteres til skov eller skovslette, hvis området skulle gøres til et naturreservat på naturligere præmisser

Hasselmus, en ikon–art for Bidstrup Skovene

Blandt de mange spændende arter i Bidstrup Skovene er hasselmus, der er på rødlisten over truede arter, fordi der er meget stor risiko for, at den uddør i Danmark. I 2008 blev den også genfundet i Gråsten Skovene og Søgård Skov i Sønderjylland, hvor den ellers var formodet uddød, og i et treårigt projekt har man forsøgt at etablere spredningsveje mellem Gråstenskovene og skovene omkring Flensborg i Tyskland, idet der både er blevet plantet og beskåret for bl.a. at få levende hegn mellem skovarealerne. 

Hasselmus er Danmarks eneste syvsover og sover vintersøvn et halvt års tid i en polstret rede i et hult træ eller under jorden, hvor den er beskyttet mod frost. Omkring april vågner den op til dåd igen og tilbringer stort set al tid i træerne eller buskadset, hvor den er nataktiv. Her bygger den flere runde sommerreder, hvor den henholdsvis opholder sig og yngler, men den kan også finde på at indrette sig i fuglekasser.

På baggrund af de seneste undersøgelser og tidligere undersøgelser i 1980’erne og 1990’erne er vurderingen, at de få danske bestande alle er i tilbagegang (Jensen 2013: 81). Det er især intensiv skov- og landbrugsdrift, der truer hasselmus, fordi der mangler krat og underskov, hvor den kan sprede sig (Fredshavn m.fl. 2014), og fordi valg af nåletræer på bekostning af løvtræer i generationer var hovedopskriften ved skovtilplantninger, som reducerede levestederne (Keseler & Asbirk 2000).

Hasselmus er en slags ikon-art for Bidstrup Skovene, hvor den lever enkelte steder nær skovbryn, og den tidligere nævnte rapport om naturindholdet i de vestsjællandske statsskove anfører, at en sikring af hasselmus og mange andre sjældne arter »vil kræve, at man over store områder nedprioriterer træproduktionen« (Skorski m.fl. 2014: 39). Samme rapport fastslår, at Bidstrup Skovene har »et stort potentiale for at højne naturindholdet, hvis der her satses på en sammenhængende forvaltning med særligt fokus på naturindhold og biodiversitet«.

Nærværende bud på Naturnationalpark Bidstrup Skovene indebærer, at man inden for det afgrænsede areal indstiller statens træproduktion fuldstændigt, så hele denne del af skovkomplekset bliver sammenhængende vildskov (såkaldt urørt skov) – til gavn for hasselmus og skovens mange andre arter.

Hasselmus (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hasselmus (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Eghjort under udsættelsen i Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Det har været på tale at udsætte kæmpebillen eghjort i Bidstrup Skovene – men der er ikke tilstrækkeligt med gamle træer og dødt ved (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skal Naturnationalpark Bidstrup Skovene være et naturreservat på naturligere præmisser, er der flere forhold og praksisser, der skal ændres – f.eks. er det som nævnt ikke fordelagtigt, at en del af skoven nær Valborup er udlagt til dyrkning. 

Der kan være mange væsentlige elementer fra kulturarven, som ikke ‘naturligt’ hører hjemme i naturen, men som det giver god mening at bevare af kulturhistoriske grunde – men også at bevare en mark inde midt i en skov for at demonstrere, at man tidligere har haft den slags, er for perifert og kunne nok godt nøjes med et oplysende skilt.

Naturstyrelsen har dog også gennemført vigtige naturtiltag, der gavner biodiversiteten i mindre dele af skovene, bl.a. er der høslæt på Kildeengen og skovgræsning i Ravnsholte Skov, og nogle steder er våde enge blevet genetableret, mens forskellige grøfter er lukket, hvorved dræningen af skoven er pletvist ophørt. 

Dermed er ‘retningen’ sådan set allerede leveret, men med et naturreservat på naturligere præmisser er der brug for at gå en del skridt videre, indstille tømmerproduktionen og så vidt muligt genetablere naturlig vandstand i hele det afgrænsede område, eventuelt efter en forudgående udtynding, hvor der kunne være behov for at etablere flere lysninger og fjerne ikke-hjemmehørende træarter.

At der f.eks. mangler urørt skov med dødt ved illustrerer også en konsulentanalyse, der har vurderet seks potentielle udsætningslokaliteter for kæmpebillen eghjort, som er stærkt afhængig af dødt ved. Analysen konkluderer, at Jægersborg Dyrehave og Skindbjerg Lund er den bedste og næstbedste lokalitet, mens Bidstrup Skovene er den ringeste: »Der er kun en lille mængde dødt ved i Bidstrup Skov og kun et lille område med ældre løvskov« (Iversen m.fl. 2012: 78). Skal eghjort udsættes i Bidstrup Skovene, skal der derfor først tilføres dødt træ udefra og skabes yderligere lysninger – og indtil videre er Jægersborg Dyrehave, det eneste sted den er genudsat i Danmark.

Eghjort er dog ikke så vigtig, men dens skæbne er et illustrativt eksempel på mange andre trængte arter, der ligeledes har brug for meget mere dødt ved, og som tilsvarende kræver et ophør af skovdrift. Hvis skoven skal blive en naturlig skov, der med tiden har et naturligt indhold af træer i alle aldre og langt mere dødt ved, kan man simpelthen ikke samtidig fælde og fjerne træer til tømmer.

Stående dødt ved, Avnstrup Skoven – en del af Bidstrup Skovene (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Stående dødt ved, Heide Overdrev – der ikke er et overdrev (længere), men en del af det tætte skovdække i Bidstrup Skovene. Den døde stamme er her undtagelsen, der bekræfter reglen … I Bidstrup Skovene fældes og fjernes træerne almindeligvis, før de bliver gamle nok til at forfalde og dø. Her en undtagelse, som derfor er blevet hjem for mere liv – svampe, insekter og andre organismer (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Elg-skiltDet er skovdriften i sig selv, der er problemet – om den er marginalt mere skånsom eller ej, flytter ikke det store, som det også fastslås i en faglig vurdering af, hvordan skovenes biodiversitet sikres: »Det vil i alle tilfælde være umuligt at forene forstlig drift med optimal forvaltning i de områder, der har afgørende betydning for den biologiske mangfoldighed. Forstlig drift omfatter her også de gængse typer af såkaldt naturnær skovdrift.« (Bruun & Heilmann-Clausen 2012: 38).

I de eksisterende driftsplaner for Bidstrup Skovene tages for mange hensyn til skovdriften, f.eks. skal noget af afvandingen først indstilles »når omkostningerne til vedligehold af grøfterne bliver for store i forhold til det økonomiske udbytte herved«; græsningsskoven omkring Ravnsholt vil også først blive udvidet, »hvis det vurderes at være nødvendig for at opretholde biotopen for eghjorten«.

Men Bidstrup Skovene mangler altså ikke blot gamle træer i naturlig livscyklus og mængder af døde træer, men også større planteædere, der kan etablere og fastholde lysåbne arealer i Bidstrup Skovene – ikke nødvendigvis af hensyn til en fremtidig udsætning af eghjort, men af hensyn til mange, mange andre truede og sjældne arter. I dag er her rådyr og dådyr, men krondyr er først kommet til i de senere år, og supplerende skovgræsning enkelte steder med husdyr er godt, men ikke tilstrækkeligt.

Rapporten 'Elg i Danmark' (Sunde & Olesen 2007) anfører, at der naturmæssigt er plads til en dansk elgbestand på samlet set knap 4.400 elge under hensyntagen til eksisterende bestande af rådyr og krondyr. Det centrale Jylland kunne oppebære ca. 2.000 – i dette område er inkluderet dele af nærværende afgrænsning (område v på kortet – klik for at se det i højere opløsning)
Rapporten ‘Elg i Danmark’ (Sunde & Olesen 2007) anfører, at der naturmæssigt er plads til en dansk elgbestand på samlet set knap 4.400 elge under hensyntagen til eksisterende bestande af rådyr og krondyr. Midtsjælland kunne oppebære ca. 642 (klik for at se det i højere opløsning)

Derfor bør det overvejes at udsætte flere forskellige planteædere som en integreret del af den øvrige natur i den afgrænsede del af Bidstrup Skovene. Det kunne i princippet være både vildheste, kreaturer, elge og vildsvin, der påvirker vegetationen på forskellig vis til stor gavn for biodiversiteten. Ad den vej kan naturen blive meget mere dynamisk og selvforvaltende, fordi det er naturens egne beboere, der sørger for den vildskab og variation, som arterne netop er udviklet i et evolutionært samspil med – og som i alt for høj grad glimrer ved sit fravær i dag.

Bidstrup Skovene er f.eks. inkluderet i ét af otte hovedområder med i alt 25 danske delområder, der samlet kunne rumme en fritlevende elg-bestand i Danmark på ca. 4.400 elge (Sunde & Olesen 2007). Heriblandt er fire midtsjællandske delområder på samlet 66.800 hektar, hvor Bidstrup Skovene er et delområde i Roskilde-Ringsted-hovedområde på ca. 24.800 hektar, der ifølge rapporten har fødegrundlag for en bestand på over 230 elge.

Dermed synes det oplagt, at elge kunne være led i en udsætningsplan for Bidstrup Skovene, om end bag hegn for at sikre, at de gavner skovnaturen netop dér. Skulle Danmark engang få en betydelig elg-bestand tilbage – og dermed altså også på mange andre oplagte levesteder på Sjælland – kan man jo altid overveje at fjerne hegnet igen.

Elge (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Elge (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Men umiddelbart er et større vildthegn garanten for at de udvalgte planteædere gavner biodiversiteten i skoven og ikke forsvinder ud på marker eller bliver kørt ned på motorveje.

Hvis elge udsættes under hegn i Bidstrup Skoven, vil der formentlig være grundlag for en ret lille bestand på 7-17 dyr, idet elgrapporten anfører et gennemsnit på et individ pr. 0,7-1,7 km2 (Sunde & Olesen 2007: 49). Det er ikke tilstrækkeligt til en selvsupplerende bestand, men der er jo heller intet til hindre for, at man med mellemrum sørger for en vis udveksling af elge af hensyn til den genetiske variation. 

Forslag til en 27 kilometer lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Bidstrup Skovene
Forslag til en 27 kilometer lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Bidstrup Skovene

I tilfælde af en udsætning af elge er der behov for et ca. 27 kilometer langt vildthegn omkring den foreslåede afgrænsning for at undgå, at elgene forsvandt fra området. Et vildthegn af denne størrelse ville beløbe sig til ca. 4,2 mio. kr., hvortil kommer 2-4 færiste (à ca. 250.000 kr.), udgifter til indkøb af dyr samt til at få en detailplanlægning udarbejdet af biodiversitetsforskere. Opkøb af de ca. 80 hektar privatejede arealer, der indgår i forslaget, kan beløbe sig til ca. 7-10 mio. kr., hvorved etableringsudgifterne samlet set ville beløbe sig til 20-25 mio. kr. (forudsat at Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktion).

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns først projektområdet til Bidstrup Skovenes statsejede arealer for at undgå lodsejerkonflikter. Eventuelle privatejede arealer som f.eks. i nærværende forslag, bør som udgangspunkt opkøbes eller – hvis dette ikke er muligt – udelades (alternativt skal der som minimum indgås permanent bindende aftaler om at prioritere biodiversitethensyn højest). 

2) Biodiversitetsforskere skal udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får mere naturlige vandforhold; e) hvor få eller mange lysninger, der skal skabes via en udtynding før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan de eksisterende arealer med agerbrug midt i skoven afvikles og f.eks. omlægges til græsland, g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Nationalpark Skjoldungernes Land har ikke prioriteret natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad til at kunne efterleve det internationale nationalpark-koncept, som det er fremlagt af International Union for Conservation of Nature (IUCN), og som er retningsgivende for mange af verdens nationalparker. Men etableringen af Naturnationalpark Bidstrup Skovene kunne skabe et kerneområde i nationalparken, der faktisk gav mening – og mere til – i forhold til de internationale kriteriers naturprioritet. 

Rune Engelbreth Larsen, december 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Bidstrup Skovene
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status