Döberitzer Heide – fra militært terræn til vildnis ved Berlins bygrænse

Af Rune Engelbreth Larsen

Europæisk bison græsser i skoven, Döberitzer Heide (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison græsser i skoven, Döberitzer Heide. I midten af 1900-tallet var den meget tæt på at blive udryddet fra Jordens overflade, nu har bestanden af Europas tungest landdyr passeret 5.000 – i vildniskernezonen i Döberitzer Heide nærmer bestanden sig 100 i 2017 (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Lige uden for Berlins bygrænse er et tidligere militært øvelsesterræn afviklet og har givet plads til et unikt vildnis med en ualmindelig høj artsrigdom, hvor truede vildheste og bisoner har fået et beskyttet fristed og samtidig gør naturen vildere og mere varieret blandt 5.500 forskellige dyre-, plante- og svampearter …

Vest for Berlins bygrænse nær den olympiske by i det gamle Østtyskland ligger det 4.600 hektar store naturområde Döberitzer Heide. På store dele af området er formålet i dag natur for naturens egen skyld – men sådan har det ikke altid været.

I tre århundreder fra begyndelsen af 1700-tallet til slutningen af 1900-tallet har hele eller dele af landskabet være hjemsted for store militære aktiviteter, begyndende med troppeøvelser under ‘Soldaterkongen’, Frederik Vilhelm I af Preussen, og først afsluttet med Den Røde Armes exit og Tysklands genforening.

Området har navn efter en tidligere landsby, som de sidste beboere måtte forlade ved etableringen af et permanent militært øvelsesterræn under Tysklands kejser Wilhelm II i 1895. Trefjerdedele af arealet blev dengang ryddet for skov for bedre at tjene de militære øvelsesformål, og en del af tømmeret blev anvendt til at bygge barakker til den store kaserne – og et kasino til officererne. Siden har området været ubeboet af civile og kun i meget begrænset omfang udnyttet til skov- og landbrug.

Den store kaserne, som i begyndelsen af 1900-tallet blev etableret i Döberitzer Heide (bygget af tømmer fra det skovrydninger i område).
Den store kaserne, som i begyndelsen af 1900-tallet blev etableret i Döberitzer Heide (bygget af tømmer fra skovrydninger i området).

Fra 1910 bliver Döberitzer Heide desuden træningslejr for Tysklands nyetablerede Luftwaffe (her trænede nogle år senere bl.a. den berømte Manfred von Richthofen – bedre kendt som Den Røde Baron).

Efter Første Verdenskrig rykkede de allierede imidlertid ind og afmonterede stort set alt, men op til Anden Verdenskrig kom området atter i brug til militære formål, både til fly, tanks og tropper.

Forbløffende nok blev området ikke bombet under Anden Verdenskrig, og efter krigen kunne Den Røde Arme derfor overtage de stort set intakte bygninger. I det følgende halve århundrede blev det brugt til udstationering og træning af bl.a. infanteri og artilleri – på et tidspunkt var der udstationeret ca. 20.000 sovjetiske soldater.

Sporene efter gamle militærfaciliteter dukker af og til op i landskabet (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Sporene efter gamle militærfaciliteter dukker af og til op i landskaberne (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I 1987 udpeger Den Røde Arme en del af arealet (Ferbitzer Bruch) som naturbeskyttet område, og i kølvandet på Den Kolde Krigs endeligt afvikles den sovjetiske militære tilstedeværelse totalt. Bygningerne er efterfølgende blevet revet ned eller har sine steder fået lov til at forfalde, men man har også måttet fjernes ammunition. Mellem 1995 og 2003 er der f.eks. fundet og fjernet adskillige kemiske våben af både tysk, fransk, britisk og italiensk oprindelse.

Hvordan har al denne militære aktivitet påvirket landskabet? Ja, selv om titusindvis af soldater, tungt militært materiel og et ukendt antal granatnedslag har slidt på området i årti efter årti, har det faktisk ikke generet naturen – snarere tværtimod.

Militæret er væk i Döberitzer Heide, og vildnisset rykker ind (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Militæret er væk i Döberitzer Heide, og vildnisset rykker ind (foto © Rune Engelbreth Larsen)

De dramatiske aktiviteter har således skabt og vedligeholdt levesteders afvekslende variation, som i mange andre naturområder er en udtalt mangel i dag. Naturen er netop ikke gearet til stilstand eller produktion som i land- og skovbrug, hvor nogle ganske få dyrkede arter optager al pladsen og dermed udelukker den naturgivne mangfoldighed af arter og levesteder.

Utilsigtet har militæret altså tilført området en dynamik, der faktisk svarer ganske godt til den effekt, som et naturligt antal forskellige planteædere historisk har udvirket i det evolutionære samspil med vegetationen og den øvrige fauna.

For årtusinder siden, hvor elge, bisoner, vildheste, krondyr, vildsvin og urokser i stort tal fyldte op i nordeuropæiske naturlandskaber, blev der gået til den med en naturskabt voldsomhed – ikke meget ulig troppebevægelser og kampvogne, der drøner rundt og blotter jord, åbner skov og kværner krat.

For 100 år siden var der kun et halvt hundrede visenter tilbage – i dag nærmer tallet sig 5.000 (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison – naturens ‘kampvogn’ med en vægt på op til 1 ton (foto © Rune Engelbreth Larsen)

De militære øvelser har i realiteten udfyldt rollen som reserve-planteædere. Ganske vist har de ikke ‘ædt’ af planterne, men de har ‘trampet’ rundt som store planteædere og holdt større arealer fri for tæt vegetation med en mangfoldighed af afvekslende levesteder som resultat. Og det har gavnet et meget, meget stort antal arter, som næsten ville være fuldstændig forsvundet, hvis det i stedet var landbrug og skovbrug, som havde lagt beslag på arealerne – sådan som det i vidt omfang er sket uden for militære arealer i det 20. århundrede.

Selve den militære benyttelse er med andre ord en væsentlig grund til de ekstraordinære naturværdier, der er undersøgt og dokumenteret i detalje af forskere (Luft m.fl. 2011: 55).

Efter at landskabet har fået tærsk af tungt artilleri og granater i generationer, er der derfor både plads og potentiale til, at en rig natur kan bevares på naturens egne betingelser. Forudsætningerne er gode, om end de store dynamiske forstyrrelser, som militæret har opretholdt, nødvendigvis må genetabeleres, hvis naturens mangfoldighed af levesteder og fortløbende variation skal bibeholdes.

Uden denne foranderlige dynamik begynder træerne hurtigt at rykke ud på de åbne flader og bortskygge den vegetation, som har brug for sollyset, og dermed forsvinder også de insekter og andre arter, der er afhængige af selv samme vegetation.

Hvor talrige arter har klaret sig udmærket uden land- og skovbrug, mens militæret har haft råderet over området og ’kunstigt’ holdt det åbent og varieret, er der med andre ord behov for, at naturen fremadrettet kan udøve denne funktion selv.

Netop derfor er det nogle af de store planteædere, som engang var en naturlig del af den nordeuropæiske fauna, der skal tilbage, hvis naturen her (og andre steder) skal forblive (eller blive) en dynamisk smeltedigel af artsrige levesteder.

Karakteristisk landskab i Döberitzer Heide (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Karakteristisk landskab i Döberitzer Heide (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Traner (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Traner (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Ung blandingsskov på blot 50-80 år er det dominerende billede i Döbertizer Heides skoveområder (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Ung blandingsskov på blot 50-80 år er det dominerende billede i Döbertizer Heides skovområder (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Genudsættelse af naturens egne ’kampvogne’

Intet efterlader et dybere indtryk end den personlige oplevelse i fri natur. (Heinz Sielmann)

I 1992 stiftes Naturbeskyttelsesstøtteforeningen Döberitzer Heide, og samme år udsættes gallowaykvæg til at græsse i Ferbitzer Bruch. Beskyttelsesforordningen for området bliver fastlagt i 1997 og understreger, at formålet bl.a. er beskyttelse af sjældne arter og områdets egenartede »mosaikagtige og tætforbundne netværk af biotopstrukturer«.

Efter Den Røde Armes exit er de militære aktiviteter reduceret til ca. 800 hektar, der fra 1995 udgør et særskilt øvelsesområde for Bundeswehr i den sydligste del.

I 2004 opkøbes hovedparten af naturområdet (ca. 3.600 hektar) af Heinz Sielmann Stiftung (HSS) for at intensivere indsatsen for de artsrige levesteder og beskytte truede arter. HSS, der blev stiftet i 1994, har til formål at fremme erfaringen af en positiv omgang med naturen og at erhverve naturområder med henblik på at beskytte og bevare sjældne dyre- og plantearter, men der er også en række delprojekter tilknyttet (bl.a. ungdomsorganisationen Natur-Ranger og uddelingen af en naturfilmpris til unge, Camäleon).

I en vis forstand er HSS Tysklands svar på Aage V. Jensen Naturfond i Danmark og har således opkøbt flere større naturområder, finansieret via fundraising, støtteordninger og frivillige støttebidrag. Med Döberitzer Heide (3.600 ha) ejer stiftelsen i dag over 12.000 hektar naturområder, bl.a. i Wannichen (3.300 ha), Groß Schauener Seen (1.150 ha) og Kyritz-Ruppiner Heide (4.000 ha).

2017 er 100-året for Heinz Sielmanns fødsel, og kortet her viser de natur- og formidlingsprojeker Heinz Sielmann Stiftung er involveret i alene i 2016-17.
2017 er 100-året for Heinz Sielmanns fødsel, og kortet her viser de mange natur- og formidlingsprojeker, som Heinz Sielmann Stiftung er involveret i alene i 2016-17.
Heinz Sielmann (portrætfoto © Heinz Sielmann Stiftung)
Heinz Sielmann (portrætfoto: Heinz Sielmann Stiftung)

Ophavsmanden er den berømte dyrefilmfotograf og naturformidler Heinz Sielmann (1917-2006), der har vundet stribevis af priser, og hvis tv- og biograffilm om natur er oversat og vist i talrige lande. Sielmann er omtrent for Tyskland, hvad Jacques Cousteau er for Frankrig og David Attenborough for England.

I næsten hele sit liv har han filmet natur på alle syv kontinenter, skrevet bøger og formidlet naturoplevelser, men også advaret imod naturforarmelse og artsudryddelse. Gennem tre årtier viste den tyske tv-kanal ARD f.eks. et naturprogram konciperet af Sielmann, og for utallige tyskere var han Hr. Naturformidler.

Formidling er fortælling, og fortælling er alfa og omega, hvis naturen skal på dagsordenen, og naturforarmelsen modvirkes. Men Sielmann gik videre end til fortællingen og formidlingen – for skal naturen løftes, er der også brug for naturområder, hvis primære formål alene er natur.

Heinz Sielmann Stiftung (logo)Hans hustru har træffende udtrykt sin mands filosofi i relation til et af stiftelsens naturområder, Groß Shauener See, der er en del af Naturpark Dahme-Heidessen: »Groß Schauener See er i dag alene til for at være sø – intet andet.«

Natur for naturen skyld på naturlige præmisser er altså mål og middel. Og det gælder naturligvis også Döberitzer Heide, som Heinz Sielmann ifølge sin hustru betragtede som kronen på sit værk – blot to år før sin død.

Efter militærets exit har dynamikken imidlertid været hastigt på retur. De åbne naturtyper er begyndt at gro til, fordi troppeøvelser og kampvogne ikke tromler rundt i området længere, og den påbegyndte tamdyrgræsning dækker langtfra hele arealet.

Militære aktiviteters positive betydning for lysåbe naturlandskaber i Döberitzer Heide. Kortene viser udviklingen (eller afviklingen) af åbne landskaber fra 1987 (da militære aktiviteter stadig tilføjede dynamik og forstyrrelser og modvirkede tilgroning) til 2009 (hvor militærets exit allerede har betydet en væsentlig indskrænkning af lysåbne arealer). Kilde: Luft, L. m.fl. (red.) 2001: Bericht zum Workshop ‘Monitoring in der Döberitzer Heide’ (Fachbeiträge des LUGV, Heft Nr. 123; Landesamt für Umwelt, Gesundheit und Verbraucherschutz).
Militære aktiviteters positive betydning for lysåbe naturlandskaber i Döberitzer Heide. Kortene viser udviklingen (eller afviklingen) af åbne landskaber fra 1987 (da militære aktiviteter stadig tilføjede dynamik og forstyrrelser og modvirkede tilgroning) til 2009 (hvor militærets exit allerede har betydet en væsentlig indskrænkning af lysåbne arealer). I 2010 etableredes en vildnis-kernezone på små 2.000 hektar med udsatte bisoner, vildheste og krondyr for at modvirke tilgroning og atter sikre åbne og varierede naturtyper. Kilde: Luft, m.fl. (red.) 2011: Bericht zum Workshop ‘Monitoring in der Döberitzer Heide’ (Fachbeiträge des LUGV, Heft Nr. 123; Landesamt für Umwelt, Gesundheit und Verbraucherschutz).

I 2008 blev nogle bisoner og vildheste købt og placeret i en mindre observationszone for at vænne dem til området. I 2010 blev de første udsat i den nyoprettede vildnis-kernezone på 1.860 hektar, hvor de skal bevare og genoprette vild natur efter militærets exit. Her skal de større planteædere med andre ord modvirke tilgroning og genskabe dynamik og variation, sådan som de naturligt har gjort det i titusindvis af år, før de blev bortjaget af mennesker – og sådan som militæret gjorde i deres fravær i det 20. århundrede.

Men for at dyrene forbliver en del af det vildnis, de er tiltænkt en naturlig rolle i, går europæisk bison, krondyr, vildheste og vildsvin bag hele tre hegn. Det inderste er 1,4 meter højt og forsynet med tre eltråde, det midterste er op til 2 meter højt og forsynet med seks eltråde, og det yderste er blot en meter højt og skal alene holde tilskuere fra kontakt med de elførende hegn.

Det vidner nok mere om tysk grundighed og forsigtighed end om nødvendighed, for andre steder i Europa er der slet ikke så omfattende hegninger omkring udsatte bisoner – nok er de store, men også komplet ufarlige, så længe de ikke generes, og man holder sig på 50-100 meters afstand.

Bisonerne er naturens godmodige kampvogne, der molestrerer træer og skaber huller i jordlaget ved deres tramp og støvbadning, og som naturligvis tager for sig af vegetationsbuffeten. Det samme gælder krondyr og vildheste, og skønt disse er knap så tunge, er deres indvirkning på natur og landskab stadig betydelig. Og så efterlader de selvfølgelig alle sammen lort i gode mængder til den vigtige gødningefauna, som kampvognene trods alt ikke gjorde noget for.

Europæisk bison er beskrevet særskilt på Danarige.dk (Bialowiezas bisoner – Europas sidste kæmper), så lad os se lidt nærmere på vildhestene.

Europæisk bison (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Vi er ikke vant til at se heste i skovene, men vildheste kan sagtens leve frit i naturen, også i skoven – her den sjældne takhi, også kaldt przewalski-hesten, i et skovområde i Döberitzer Heide (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vi er ikke vant til at se heste i skovene, men vildheste kan sagtens leve frit i naturen, også i skoven – her den sjældne takhi, også kaldt przewalski-hesten, i et skovområde i Döberitzer Heide (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Verdens eneste oprindelige vildhest

Den eneste hest, der ikke nedstammer fra domesticerede heste, og derfor verdens eneste oprindelige vildhest, przewalski-hesten. Den uddøde i naturen i 1960'erne, men et avslprogram baseret på en håndfuld heste i zoologiske haver har bl.a. muliggjort en succesfuld genudsættelse i Mongoliet. Fotograferet i 1920 (foto: E. R. Sanborn; kilde: Wikipedia).
Den eneste nulevende hest, der ikke nedstammer fra domesticerede heste, przewalski-hesten. Her fotograferet i 1920 (foto: E. R. Sanborn, Wikipedia).

Vildhesten, der er udsat i Döberitzer Heides vildnis-kernezone, er den mongolske przewalski-hest (udtales shi-valski), verdens eneste tilbageværende oprindelige vildhest – det vil sige, at den ikke nedstammer fra domesticerede heste.

Vildhesten er opkaldt efter den russiske geograf Nikolay Przhevalsky, som man har tildelt æren for at være den første til at beskrive arten efter en ekspedition i Mongoliet i 1881. Dens mongolske navn er takhi (der betyder »ånd« eller »åndelig«).

Nogle hæfter sig ved, at heste på hulemalerierne viser større lighed med takhien end med den mere kendte, men uddøde vildhest tarpanen (Bunzel-Drüke: 2001).

Hulemaleri fra Lascauz-hulerne i Frankrig, ca. 15.000-17.000 f.v.t. Ifølge nogle muligvis den mongolske takhi, mere kendt som przewalski-hesten. I givet fald levede den også i Europa i istiden, om end hulemalerierne som bekendt ikke altid er naturalistiske (foto: Wikipedia)
Hulemaleri fra Lascauz-hulerne i Frankrig, ca. 15.000-17.000 f.v.t. Ifølge nogle muligvis den mongolske takhi, bedre kendt som przewalski-hesten (foto: Wikipedia)

Ganske vist er sammenlignende studier på denne tidsafstand (og med hulemaleriernes vekslende ‘naturalisme’ in mente) ikke nogen eksakt videnskab, men det er altså ingenlunde udelukket, at takhien kan have levet i Europa under sidste istid.

Ifølge American Museum of Natural History blev Mongoliets sidste vildheste imidlertid jaget og dræbt af euopæiske trofæjægere i slutningen af 1960’erne, men takket være et minutiøst avlsarbejde på baggrund af blot 12-13 vildheste i zoologiske haver undgik den tarpanens skæbne og blev reddet som art.

Przewalski-hesten – eller takhien – har 66 kromosomer, hvor alle andre heste har 64, men dens mest synlige kendetegn er nok dens korte, stride manke.

For ca. 45.000 år siden adskiltes przewalski-hesten fra den hest, der er blevet til vor tids tamheste (Sarkissian, C.D. m.fl. 2015: »Evolutionary Genomics and Conservation of the Endangered Przewalski’s Horse«)
For ca. 45.000 år siden adskiltes przewalski-hesten fra den hest, der er blevet til vor tids tamheste (Sarkissian, C.D. m.fl. 2015: »Evolutionary Genomics and Conservation of the Endangered Przewalski’s Horse«)

Verdens samlede bestand overstiger i dag 2.000, hvoraf nogle findes i zoologiske haver, mens andre er udsat i naturreservater, bl.a. i den store mennesketomme zone omkring Tjernobyl, hvor mange vilde dyr klarer sig fortrinligt (skønt takhierne desværre er efterstræbte af krybskytter).

Blot endnu et eksempel på, at hvor mennesker giver plads til naturen, klarer den sig fortrinligt – sågar et udgangspunkt som en atomkraftværk-katastrofe er mere gunstigt end de forskellige produktionsinteresser, vi andre steder fylder naturen op med.

I Hortobàgy Nationalpark i Ungarn går vildhestene i dag bl.a. sammen med vandbøfler og tauruskvæg, og i Döberitzer Heide er de som nævnt udsat sammen med europæisk bison og lever side om side med krondyr og vildsvin.

Vildheste fra Mongoliet er udsat forskellige steder i verden, bl.a. i Döberitzer Heide, hvorfra den voksende bestand så kan levere vildheste tilbage til den vilde natur i Mongoliet ... (foto © Prag Zoo)
Vildheste fra Mongoliet er udsat forskellige steder i verden, bl.a. i Döberitzer Heide, hvorfra den voksende bestand så kan levere vildheste tilbage til den vilde natur i Mongoliet … (foto © Prag Zoo)

Selv om de nuværende mongolske vildheste alle nedstammer fra heste i flere generationers fangenskab, er de ifølge genetikere fra Københavns Universitet resultatet af en succesrig bevarelse.

De er imidlertid sårbare over for indavl på grund af den begrænsede genpulje, og desværre har også flere af stamtavlerne vist sig at være fejlbehæftede, hvilket har givet knas i avlsarbejdet (Videnskab.dk, 24.9.2015).

De genetiske undersøgelser betyder dog også, at udgangspunktet for den fortsatte bevarelse af vildhesten er blevet betydeligt opkvalificeret, fordi man har fået langt bedre forudsætninger for at minimere tabet af genetisk diversitet (Der Sarkissian 2015: 2582).

Avlsarbejdet har f.eks. betydet, at at vildhesten i 1992 kunne genintroduceres i Mongoliet, der i dag huser over 350 takhier på forskellige lokaliteter. 

Udsætningen af vildhestene er således også en del af den globale bevarelse, og fra den voksende bestand i Döberitzer Heide sendes også takhi’er retur til den vilde natur i Mongoliet (efter et midlertidigt observationsophold i Prag Zoo). F.eks. er der fra 2012 til 2016 sendt fire hopper fra Döberitzer Heide til Mongoliet.

Og i Hustai Nationalpark i Mongloiet har vildhestenes græsning f.eks. allerede gavnet naturligt græsland og banet vejen for andre planteæderes trivsel (Linnartz 2014: 11).

Natur med ét formål – natur

Sielmann Naturlandschaft Döberitzer Heide er fællesbetegnelsen for store dele af de to naturbeskyttede områder Ferbitzer Bruch (ca. 1.155 hektar) og Döberitzer Heide (ca. 3.415 hektar), der samlet set rummer 1.500 hektar skov, primært yngre blandingsskov med eg og birk, ca. 850 hektar pionerskov (Vorwald), ca. 1.500 hektar hedearealer, ca. 250 hektar mose- og vådområder samt enge og lidt agerjord m.m.

Området rummer en bemærkelsesværdig stor artsrigdom, heriblandt ca. 850 forskellige karplanter, 164 forskellige mosser, 622 forskellige svampe, 200 forskellige fugle, 48 forskellige pattedyr og 188 forskellige vilde bier.

Iblandt mangfoldigheden er fiskeørn, trane, den flotte hærfugl og ca. 2.000 biller, bl.a. eremit og eghjort. Desuden klokkefrø, mørk pletvinge og krebsen Triops cancriformis (muligvis den ældste nulevende urtidsart) samt håret blågrøn rose, klokke-ensian og den sjældne orkidé mosegøgeurt.

Blot for at nævne nogle få blandt de mere end 5.500 forskellige arter, som lever i området, og hvoraf små 1.000 er på den tyske rødliste (hvilket vil sige at de hører til landets sårbare eller truede arter). Det er altså virkelig den pressede natur, som her har fået et tiltrængt, ambitiøst og vildt fristed.

Området uden for vildnis-kernezonen kaldes Naturerlebnisringzone (Naturoplevelses-ringzone), og også her gøres en vigtig indsats for natur og biodiversitet. Det er selvfølgelig også inden for dette område, at man kan gå den 24 kilometerlange rute rundt om vildnisset og være heldig at se de store dyr eller andre arter (gennem vildthegnet eller fra et af udsigtstårnene).

Przewalski-heste, verdens eneste oprindelige vildhest (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Przewalski-heste fra Döberitzer Heide, verdens eneste oprindelige vildhest (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Uden for vildnis-kernezonen er der omkring 30 kvadratkilometer naturområde med mere traditionel naturpleje, men her går også vildheste – konik-heste (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Uden for vildnis-kernezonen er der et lige så stort naturområde med mere traditionel naturpleje, men her går også vildheste – konik-heste (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Konik – mor og datter ... (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Konik – mor og datter … (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison, Döberitzer Heide (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison, Döberitzer Heide (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I naturoplevelses-ringzonen foregår en mere traditionel naturpleje, hvor bl.a. æsler, får, geder, kødkvæg og mekanisk rydning er de primære virkemidler for at sikre artsrigdommen, om 

Herfra kan i øvrigt købes kød fra gallowaykvæg og såmænd bøffer fra vandbøfler.

I 2016 blev her også udsat nogle andre vildheste til helårsgræsning, nærmere betegnet konik-heste, der ganske vist ikke er oprindelige vildheste som takhi’en eller den uddøde tarpan. Men konik lever utæmmet i naturen flere steder i Europa og er derfor selvfølgelig også en vildhest – i Danmark kan man f.eks. opleve dem i Lille Vildmose (og fra 2017 også i Bjergskov i Sønderjylland og i Geding-Kasted Mose, få kilometer nordøst for Aarhus).

I Danmark er det dog primært exmoor-vildheste, der udsættes, når vildheste er på tale, men indtil videre slet ikke på lokaliteter af den størrelse, vi finder i Döberitzer Heide.

Hvor mange større planteædere, der overhovedet er i vildnis-kernezonen, er der faktisk ingen der ved med nøjagtighed, men i 2014 anslog man, at der var ca. 30 vildheste, 90 krondyr og 90 bisoner plus et større (men ukendt) antal vildsvin. Tidligere var der også et mindre (og særskilt hegnet) område nær indgangen fra Elstal, hvor enkelte af dyrene gik og således kunne ses på nærmere hold, men det er blevet afviklet i 2016.

I vildnis-kernezonen hverken fodres eller vaccineres dyrene, som dermed alene lever af det fødegrundlag og på de vilkår, naturen byder dem.

Man kan gå den ca. 24 kilometer lange rute udenom vildnis-kernezonen og finde udsigtsposter som denne (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Man kan gå den ca. 24 kilometer lange rute udenom vildnis-kernezonen og finde udsigtsposter som denne (foto © Rune Engelbreth Larsen)
FIND VEJ: Kort over Döberitzer Heide. Tag med regionaltoget S7 fra Berlin Hbf i retning af Potsdam Hbf og stå af i Elstal (eventuelt Dallgow-Döberitz) – det tager kun 24 minutter og koster kun 3,40 € for en enkeltbillet. Derefter er der en gåtur til Döberitzer Heide på godt og vel 2 kilometer (der kører dog også en bus fra stationen, hvis du er heldig og ankommer på passende tidspunkt). Hvis du 'blot' vil gå lidt af turen, er det anbefalelsesværdigt at gå imod uret (altså mod syd fra indgangen ved Elstal), for så når du hurtigst ned til udsigtspunktet ved den store slette (der hedder 'Wüste', skønt det egentlig betyder »ørken«), og her er størst sandsynlighed for at se bisoner og vildheste (husk en kikkert). Download kortet som pdf-fil.
FIND VEJ: Kort over Döberitzer Heide. Tag med regionaltoget S7 fra Berlin Hbf i retning af Potsdam Hbf og stå af i Elstal – det tager kun 24 minutter og koster 3,40 € for en enkeltbillet (2017). Derefter er der en gåtur til Döberitzer Heide på et par kilometer (der kører også en bus fra stationen, hvis du ankommer på passende tidspunkt). Hvis du ikke vil gå hele turen rundt om vildnisset, er det en god idé at gå mod syd fra indgangen ved Elstal, for derved nås udsigtspunktet ved den store slette (der hedder Wüste) – her er størst sandsynlighed for at se bisoner og vildheste (husk kikkert). Download kortet som pdf-fil.

I forhold til størrelsen og naturforvaltningen – der jo for vildnis-kernezonen i høj grad er selvforvaltende naturforvaltning – kunne Döberitzer Heide være til stor inspiration for danske naturreservater med vildere natur.

Der er mange naturarealer af samme størrelsesorden (og større) i Danmark, hvor f.eks. vildheste, vildsvin og bisoner kunne trives sammen og gavne naturen på naturligere præmisser. Det skal være bag hegn, men behøver ikke af den grund at være i lukkede zoner som i Döbertizer Heide – og heller ikke med tre hegnslinjer – for dyrene er ikke farlige, og oplevelsen er en del af formidlingen.

Men ambitionen om naturligere natur, hvor formålet med et naturareal for en gangs skyld ikke er andet end natur, kræver mere end frimærke-arealer, for naturen mangler plads til at udfolde sig frit, foranderligt og dynamisk.

Jeg kan rejse et hegn omkring en eng med orkideer, men virkelig naturbeskyttelse kan jeg kun udføre på store arealer. (Heinz Sielmann)

Rune Engelbreth Larsen, april 2017

Apropos udenlandske naturområder:

> Berchtesgaden Nationalpark – naturbeskyttelse i bjergene
> Oostvaardersplassen – fra gammel havbund til nyt og omstridt vildnis
Bialowieza Nationalpark – vildskov og vilde visenter
Bialowiezas bisoner – Europas sidste kæmper

Vildheste ved Skjern Å væk – en vild og vanvittig historie

Af Rune Engelbreth Larsen, 20. december 2016

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – på øen Kalvholm ved Skjern Floddelta (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I de senere år er det så småt (om end for småt) begyndt at gå op for de fleste, at naturforarmelsen bl.a. skal imødegås af natur på naturligere præmisser – kort sagt: vildere natur. Vildhestene af racen exmoor pony ved Skjern Floddelta har været ét kapitel i den fortælling. Det har også været en stor lokal natur- og publikumssucces, der imidlertid nu er sat et meget uventet punktum for. Det er et kapitel om et lille vestjysk naturdrama, der inkluderer alt fra hærværk til beskyldninger om sabotage og dødelig forgiftning af de vilde dyr. 

Men til trods for alt det omgivende ståhej trivedes vildhestene tilsyneladende glimrende på øen Kalvholm, der er omgivet af Skjern Å’s to flodarme og Ringkøbing Fjord – og dog har Naturstyrelsens lokale enhed altså besluttet, at eventyret skal være slut.

Forklaringen er i værste fald meningsløs, i bedste fald åbenlyst mangelfuld.

Skjern Å løber ud i Ringkøbing Fjord (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skjern Å løber ud i Ringkøbing Fjord – til venstre en bid af Kalvholm (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det begyndte i 2010, hvor vildhestene blev sat ud på Kalvholm, idet hensigten var at etablere en selvstændig flok til sommergræsning. Hestene viste sig imidlertid mere begejstrede for det frie vilde liv end først antaget, så da de samme efterår atter skulle indfanges for at nyde godt af staldens varme inden vinterkulden, undveg de gang på gang med en stædig opfindsomhed. Tilkaldt forstærkning hjalp heller ikke, for de vilde dyr tog simpelthen flugten ud i den 60 meter brede flod og svømmede med strømmen, før de atter gik i land længere ude mod fjorden.

Til sidst måtte man helt opgive og overlade flokken til den forestående vinter, som netop dette år skulle vise sig at blive særligt streng. Sneen lukkede landskabet, og med ned til 20 minusgrader frøs både Skjern Å’s sydlige og nordlige løb til is, som det var for farligt at passere, og der kunne heller ikke bringes foder over til de stakkels heste, der var fanget i Kong Vinters isnende favn.

Da sne og is endelig smeltede væk, og foråret spirede frem igen, ventede der imidlertid ikke et trist syn af afmagrede heste på Kalvholm, snarere tværtimod. Trods bidende kulde havde hestene selv fundet ud af at skrabe tilstrækkeligt med føde frem under sneen og bl.a. levet af områdets pilebuske. Alt tydede på, at de havde klaret sig glimrende, og om foråret kunne de atter tage fat på at æde græs og lyng til gavn for blomsterne – og til glæde for de engfugle, der bygger rede på jorden under forudsætning af en lav vegetation.

Det viste sig simpelthen, at man havde været for pylret. Vildheste er vilde – når blot de får lov. Siden er flere heste født i den vilde natur, som de er en del af året rundt. 

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Undervejs har det ikke skortet på dramaer omkring vildhesteprojektet – fra nedbrænding af offentlige toiletter og ødelæggelse af hegn til direkte beskyldninger om forskellige forsøg på at komme dyrene til livs.

Første gang i november 2014, hvor syv heste døde, da en mand kørte ind i en flok på vejen mellem Vostrup og Hemmet. Hvordan hestene overhovedet var havnet dér, er der ingen forklaring på, men lokale frygter, at de blev ‘hjulpet’ ud på vejen (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 27.11.2014).

I april 2015 var den gal igen – yderligere seks heste mistede livet, denne gang ved forgiftning, bl.a. med metadon. Uheldigt sammentræf eller bevidst forsøg på at komme et vildhesteprojekt til livs?

Vildhestene, der har meget stor opbakning lokalt, har således også mødt indædt modvilje fra nogle sider, bl.a. fordi de forhindrer, at der kan tjenes penge på at sætte kreaturer ud på Kalvholm om sommeren. Og at hele Skjern Å’s forhistorie som et kontroversielt genopretningsprojekt også har skabt sine historiske kløfter, er en del af rammefortællingen. 

Men derfra og så til at slå heste ihjel er der unægtelig langt. 

Metadon er dødeligt for heste i store mængder, og det er ikke et stof, de naturligt kan komme i nærheden af på Kalvholm. Men der skal flere liter metadon til at slå en hest ihjel, og obduktionen kunne kun fastslå, at de havde indtaget stoffet, ikke mængden (Dagbladet Ringkøbing Skjern, 24.4.2016).

Niels Bonde, der har haft opsynet med hestene, er dog ikke i tvivl om, at både trafikdrabet og forgiftningen er iscenesat med det klare formål for øje at få vildhestene væk (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 23.4.2015).

Exmoor/vildhest (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Exmoor/vildhest (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I december 2016 får Naturstyrelsen så fjernet vildhestene fra Kalvholm. Den regionale skovrider udtaler: »På baggrund af forsøgsperioden har vi nu vurderet, at det er svært at sikre ordentlige forhold permanent, da der i hårdt vejr ikke er et tørt leje for hestene, ligesom adgangen til foder kan være begrænset i vinterperioder med høj vandstand og frost.« (RingFjordNyt, 18.12.2016).

Den forklaring er mærkelig – for ikke at sige åbenlyst misvisende. Nu havde hestene ifølge alle klaret sig glimrende i seks år på de vilkår, der var. Desuden kan de som bekendt svømme, hvilket vil sige, at de faktisk kan forlade området.

Endnu mere besynderligt bliver det, at skovrideren insisterer på hemmelighedskræmmeriet: »Det er et spørgsmål mellem os og forpagteren.« (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 20.12.2016). Det tyder på, at økonomi har overtaget frem for naturens gavn, for som skovrideren tilføjer: »Så får vi at se, hvem der har det bedste tilbud.«

Hvis det vitterlig er et økonomisk spørgsmål, hvorfor i alverden køber Naturstyrelsen så ikke bare selv 10 vildheste af exmoor-racen? En meget lille éngangsudgift på ca. 50.000 kr. for hestene i sig selv.

Beslutningen sender derfor et mildest talt uheldigt signal: I stedet for at afvikle de få projeter for at få vildere natur, skal de netop udvides, opprioriteres og spredes. Her f.eks. et forslag i den retning: Naturnationalpark Skjern Floddelta.

Det korte af det lange er, at enten er beslutningen om at fjerne vildhestene ualmindelig problematisk, eller også er der en uddybende forklaring – i hvilket tilfælde formidlingen af beslutningen er ualmindelig mangelfuld.

I alle tilfælde er det et ærgerligt skridt i den gale retning – naturforarmelsen skal bl.a. imødegås af flere vildheste og flere områder med vildere natur, ikke færre. Det kan kun gå for langsomt.

Rune Engelbreth Larsen, 20. december 2016

APROPOS

> Forslag: Naturnationalpark Skjern Floddelta
> Fotoserie: Skjern Å – Danmarks floddelta
> Debatindlæg: Skjern floddelta som natur-nationalpark
> Debatindlæg: Naturnationalpark-forslaget ved Skjern er skam ambitiøst
> Blogindlæg: Stor opbakning til naturreservat ved Skjern Floddelta
> Blogindlæg: Er Skjern Å en flod, der munder ud i et floddelta? Ja

Naturnationalpark Mols Bjerge

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Mols Bjerge, fotograferet ved Agri Høj – Trehøje kan ses i horisonten (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Mols Bjerge, fotograferet ved Agri Høj – Trehøje kan ses i horisonten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får ca. 11 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur som en slags kerneområde på naturens præmisser i Nationalpark Mols Bjerge: Naturnationalpark Mols Bjerge …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge – et godt 11 kvadratkilometer stort område, hvor naturen kunne prioriteres på naturens egne præmisser (kortet er baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge – et godt 11 kvadratkilometer stort område, hvor naturen kunne prioriteres på naturens egne præmisser (kortet er baseret på OpenStreetMap)

Nationalparken kan blive vildere og naturligere

Naturnationalpark Mols BjergeEngang var den europæiske vildhest tarpanen vidt udbredt blandt mange andre større planteædere, også på vore egne breddegrader. Her var den almindelig for 10.000-12.000 år siden, hvorefter den formodentlig blev udryddet (men atter dukkede op i en periode for omkr. 6.000 år siden). I dag er tarpanen dog uddød – den sidste døde muligvis i russisk fangenskab i begyndelsen af 1900-tallet, og verdens eneste tilbageværende af de oprindelige vildheste er den såkaldte przewalski-hest eller takhi. Også den var på nippet til at blive udryddet i 1900-tallet, men er takket være et omhyggeligt avlsprogram blevet reddet og bl.a. genudsat i Mongoliet.

Der har været flere forgæves forsøg på at tilbageavle tamhesteracer til tarpanen, men selv om den oprindelige europæiske vildhest altså er og bliver uddød, betyder det dog ikke, at der ikke er andre hesteracer, vi med rimelighed kan betegne som vildheste – hvilket vi straks skal se.

På Djursland finder vi Mols Bjerge, der er det vigtiste kerneområde i den 18.000 hektar store Nationalpark Mols Bjerge. Men Mols Bjerge har også en slags kerneområde i sig selv – Molslaboratoriets 160 hektar store arealer, der er blandt landets mest artsrige naturlokaliteter. Og den 26. november 2016 blev dette værdifulde naturareal endnu vildere, da Naturhistorisk Museum i Aarhus udsatte 12 vildheste af racen exmoor pony, som frem over skal være en integreret og naturlig del af hovedparten af Molslaboratoriets natur. 

Af og til er det blevet hævdet, at exmoor også må karakteriseres som en oprindelig vild hesterace, der er upåvirket af tamheste (Hovens & Rijkers 2013), men det er dog langtfra den herskende opfattelse. Faktisk karakteriseres den »i nogen grad som romantisk«, idet exmoor ifølge de fleste forskere hverken er en forhistorisk vildhest eller anden »zoologisk skattekiste«, men derimod en regionalt indfødt hesterace, der dog har bevaret en genetisk variation, som moderne hesteavl er foruden (Green, P. 2013: 34). Måske stammer den fra keltiske tamheste, der blev indført i bronzealderen (Bunzel-Drüke m.fl. 2008: 37).

Da vildhest selvfølgelig ikke er en arts- eller racebetegnelse, er der dog intet forkert i at kalde utæmmede heste, der ikke fodres, for vildheste, og det gælder ikke mindst exmoor, der da også klarer sig fortrinligt året rundt i naturen. 

Exmoor har også levet vildt i øde egne af Storbritannien i årtusinder indtil midten af 1900-tallet, hvor der kun var ca. 50 tilbage i Exmoor (deraf navnet). Takket være endnu en målrettet avlsindsats er der i dag omkring 500 i Exmoor National Park i den sydvestlige del af England, foruden mere end 3.500 i det øvrige Storbritannien og en række andre lande – bl.a. Danmark (jf. The Exmoor Pony Society: Conservation of the Exmoor Pony).

Nu er der så yderligere tolv herhjemme, efter at Molslaboratoriet blev den niende danske lokalitet, hvor der er blevet udsat vildheste, og den sjette, hvor vildhestene er af racen exmoor. De første vildheste blev udsat på Tærø i Ulvsund af forskere, der mente at kunne bruge dem til at tilbageavle tarpanen, men projektet blev droppet og vildhestene stort set overladt til sig selv. Årtier siden begyndte andre vildhesteprojekter så småt at brede sig i Danmark, vekslende mellem hesteracerne konik og exmoor:

  1. 1964: Tærø, Ulvsund (exmoor), ca. 173 ha
  2. 2003: Klise Nor, Sydlangeland (exmoor), ca. 25 ha
  3. 2003: Lille Vildmose, Nordjylland (konik), ca. 20 + 30 + 60 ha
  4. 2006: Dovns Klint, Sydlangeland (exmoor), ca. 120 ha
  5. 2010: Dejbjerg Plantage ved Ringkøbing (exmoor), ca. 10 ha
  6. 2010: Kalvholm, Skjern floddelta (exmoor), ca. 140 ha

  7. 2013: Saksfjed Inddæmning, Sydlolland (exmoor), ca. 90 ha
  8. 2016: Næstved Øvelsesterræn (exmoor), ca. 170 ha

  9. 2016: Molslaboratoriet, Mols Bjerge (exmoor), ca. 120 ha
10. På vej i 2017: Bjergskov, Sønderjylland (konik), ca. 33 ha

11. På vej i 2017: Geding-Kasted Mose, Østjylland (konik), ca. 62 ha
12. På vej: Bøtø, Falster (uvist hvilken race), ca. 150 ha
13. Måske: Bioplanet Rewilding Park, Vorup Enge (przewalski-hest), ukendt areal

NOTER: I Lille Vildmose har man tidligere vinterfodret konikhestene, men er ophørt i 2016. Hestene har græsset forskellige arealer siden 2003, men i efteråret 2016 går de i tre flokke: 1) ved kysten (60 ha), 2) i en central mose (30 ha), og 3) på det areal, hvor Birkesø skal genoprettes (ca. 20 ha). Om vildhestene på Sydlangeland anfører Naturstyrelsens folder, at de finder deres føde i naturen, men tilføjer:»Vi har dog mulighed for at fodre, hvis vi får en streng vinter med knaphed på føde«. Hestene på de øvrige arealer tilskudsfordres formodentlig (heller) ikke. På Kalvholm ved Skjern floddelta er vildhestene desværre blevet fjernet igen i december 2016 efter uoverensstemmelser med forpagteren. I Bøtø, der blev opkøbt af Den Danske Naturfond i 2017, planlægges en kraftig udtydning af plantagen, bl.a. m.h.p. at udsætte vildheste. Bioplanet RewildingPark, der blev foreslået af Randers Regnskov i 2013, planlægger at inkludere przewalski-hesten (takhi) blandt de dyr, man gerne vil udsætte ved Vorup Enge syd for Randers (bl.a. i det område, hvor der i dag går europæisk bison).

Den 26. november 2016 gav man slip på den traditionelle og kontrollerede naturpleje på Molslaboratoriet i Mols Bjerge, hvor der blev udsat vildheste, finansieret af Den Danske Naturfond (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Den 26. november 2016 gav man slip på den traditionelle og kontrollerede naturpleje på Molslaboratoriet i Mols Bjerge, hvor der blev udsat vildheste (exmoor ponyer), finansieret af Den Danske Naturfond. Her skal de gå året rundt sammen med vildkvæg (galloway) på ca. 120 hektar som en integreret del af naturen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Molslaboratoriet er det første eksempel, hvor vildheste er blevet udsat i et regulært hotspot for dansk artsrigdom, hvorfor det nu bliver muligt at analysere samspillet mellem større vilde planteædere og sjældne og truede arter i detalje. Vildhestene kommer til at gå på arealet sammen med helårsgræssende galloway-kvæg, der indtræder i rolle som vildokser uden tilskudsfodring af nogen art. Dermed er såkaldt selvforvaltende natur i vidt omfang realiseret på en af landets mest interessante naturlokaliteter, hvor der i forvejen hverken er landbrug eller skovbrug.

Med »selvforvaltende natur« menes, at man i udvalgte store og små naturområder så vidt muligt gør op med de naturforarmende og fragmenterende indgreb, der hidtil har udryddet eller fortrængt arter og forarmet levesteder (bl.a. afvanding, tømmerproduktion, opdyrkning og udryddelse/udelukkelse af større planteædere).

Det handler om at genskabe udgangsbetingelserne for, at naturen selv kan opretholde en mangfoldighed af levesteder og arter, og derfor må vi tilføre de manglende faktorer, som vi historisk har afviklet: Det vil sige at genetablere de naturlige vandforhold ved at afvikle eventuelle grøfter; genoprette naturens dynamik ved at give plads til foranderlighed i stedet for at fastlåse en specifik naturstilstand; genforvilde skove og åbent land uden produktion (det være sig tømmer- eller fødevareproduktion); genudsætte flere større planteædere, hvis græsningsadfærd både påvirker og varierer vegetationen, holder tilgroning i ave, skaber spirebede ved deres tramp, spreder frø og leverer dyrebar kvalitetslort til møgbiller og mange andre arter.

Kort sagt skal udvalgte dele af naturen være vildere med plads til de naturlige processer, som utallige arter har udviklet sig under i ti- eller hundredtusindvis af år, hvis vi vil bevare vore truede arter og sikre livets mangfoldighed. Og her spiller ikke mindst de større planteædere en meget central rolle:

Nøglen er atter at få græssende dyr (vilde eller tamme) i den danske natur. Mange danske naturtyper opretholdes via græsning. Den manglende græsning gør, at den biologiske mangfoldighed falder. Dette forhold gælder både for åbne naturtyper og for skovene. (…). Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen. (Rahbek m.fl. 2012: 108).

Jo større skala, desto bedre, fordi store naturområder har bedre plads til variation og dynamik med store flokke af forskellige planteædere, men meget kan også opnås i mindre skala. De 120 af Molslaboratoriets 160 hektar er et godt udgangspunkt, hvor der som nævnt udsat vildokser (galloway) og vildheste (exmoor), som ikke fodres – naturen har med andre ord fået friere hænder (eller rettere friere hove og klove) inden for ét ydre hegn frem for i en lang række mindre folde. 

Morten D.D. Hansen, der er biolog og museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, har i et offentligt indlæg forklaret, hvorfor man har truffet dette valg efter årtiers traditionel naturpleje.

Hidtil har det således været et meget tids- og ressourcekrævende arbejde at sikre naturværdierne med allehånde plejetiltag fra høslæt, sommergræsning og tørveskrælning til rydninger og omrokeringer af småhegn. Nogle virkemidler har gavnet, andre har ikke, men det har været dyrt, og man har bestandig været afhængig af at tage besværliggørende hensyn til diverse bureaukratiske landbrugsstøtteordninger, som desværre sjældent er skræddersyet til naturens ‘behov’.

Nu har man taget konsekvensen, sagt nej til alle støttekronerne og valgt at lade naturens egne kræfter råde i en vildere og mere spontan natur:

Farvel til tilskudsordninger, farvel til vinterfodring af dyrene, farvel til de mange små hegninger, men goddag til et mindre antal køer og vildheste, der selv må finde ud af, hvordan de vil leve på de særdeles varierede arealer, der fra nu af kun er omgivet af et enkelt yderhegn. Det kan godt være, at dyrene indimellem vil være lidt mere sultne end sædvanligt, men vi holder bestanden så lav, at dyrene ikke dør af sult. De kommer til at spise op om vinteren, mens vegetationen om sommeren får lov til at blomstre lidt mere, end den hidtil har gjort. Det skulle gerne gavne sommerfugle og bier, men vi ved intet om, hvad der præcist vil ske hvor. Derfor er planen, at vi i de kommende år vil følge arealerne ekstra grundigt, så vi om blot få år har en tydelig idé om, hvordan tiltaget virker. Det er nemlig ambitionen, at vores pilotprojekt skal kunne brede sig som ringe i vandet. (Morten D.D. Hansen, JP Aarhus, 25.11.2016)

Projektet er finansieret af Den Danske Naturfond, og ved indvielsen understregede fondens direktør Flemming Nielsen, at dette kun var »begyndelsen« – og med udsigt til statens store naboarealer tøvede han ikke med at foreslå projektet bredt ud over Mols Bjerge.

Dermed er Molslaboratoriet i endnu højere grad blevet modellen for naturforvaltningen i Nationalpark Mols Bjerge, og placeringen gør det oplagt at samtænke et endnu større areal i Mols Bjerge – et areal, hvor naturpotentialet i forvejen er til stede, og som kunne blive et næsten 1.100 hektar stort naturreservat på naturens præmisser: NATURnationalpark Mols Bjerge.

Molslaboratoriet er et 150 hektar stort naturreservat, der er ejet at Naturhistorisk Museum i Aarhus (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Molslaboratoriet er et 160 hektar stort naturreservat, der er ejet at Naturhistorisk Museum i Aarhus (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige dér? 

Af kortet her fremgår det, at staten ejer langt størstedelen af den foreslåede afgrænsning (skraveret), men at også Molslaboratoriet, der ejes af Naturhistorisk Museum i Aarhus, udgør en pæn del af området (markeret med grønt)
Af kortet her fremgår det, at staten ejer langt størstedelen af den foreslåede afgrænsning (skraveret), men at også Molslaboratoriet, der ejes af Naturhistorisk Museum i Aarhus, udgør en pæn del af området (markeret med grønt)

Nationalpark Mols Bjerge rummer i dag omtrent en tredjedel skovbrug, en tredjedel med landbrugspligt og en hel masse sammenhængende by, hvilket unægtelig ikke er særlig optimalt for det, der ifølge IUCN’s internationale nationalparkkriterier skulle være et særlig naturbeskyttet område. Læs f.eks.: Nationalparker eller nationalmarker? Forslag til en reaktualisering

Men når det giver god mening at tage udgangspunkt netop i Mols Bjerge for at udvide de bestræbelser, der er taget på Molslaboratoriets arealer, skyldes det ikke mindst, at der er et stort statsejet areal, som grænser lige op til Molslaboratoriet både mod syd og nordvest.

Her kunne naturen ligeledes få førsteprioritet uden de lodsejerkonflikter, der ofte har kendetegnet nationalparkprocessen. Endvidere kunne man med fordel opkøbe og tilføje nogle få og forholdsvis små lommer af privatejet natur, hvis muligheden er til stede – eller indgå permanent bindende aftaler om at inkludere dem i det samlede naturreservat med biodiversitet som højeste prioritet.

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 227
Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 227

Forslaget til en knap 1.100 hektar stor afgrænsning af en naturnationalpark i Mols Bjerge rummer således både statslige arealer (ca. 78%), Molslaboratoriets arealer (ca. 14%) og andre privatejede naturarealer (ca. 8%). Der er dog også yderligere statslige og flere privatejede naturområder, som kunne inkluderes, hvis viljen og finansieringen skulle vise sig hen ad vejen.

Den foreslåede afgrænsning overlapper også store dele af Natura 2000 område nr. 227: Mols Bjerge med kystvande. Det medfører forpligtelser om at sikre gunstig bevaringsstatus for en række naturtyper og arter, hvorfor staten i forvejen skal bidrage med en vis naturbevarende indsats, også i tilfælde af et større naturreservat i nationalparken. Grundlaget for, at netop dette område er udpeget som en del af EU’s naturbeskyttelsesnetværk Natura 2000, er arterne skæv vindelsnegl, sumpvindelsnegl og stor vandsalamander samt naturtyper som bl.a. kalkoverdrev, surt overdrev, enekrat og kildevæld.

Skovperlemorsommerfugl (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skovperlemorsommerfugl er forsvundet fra Mols Bjerge, hvor den ikke er set siden 1975 (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Endvidere fremgår det af Biodiversitetskortets såkaldte bioscore (der opgør antallet af truede arter og potentielle lokale levesteder for truede arter), at her generelt er store og bevarelsesværdige naturværdier. Mols Bjerge er således Danmarks mest artsrige dagsommerfuglelokalitet ifølge Sommerfugleatlas.dk – i perioden 2014-16 er der registreret hele 48 af Danmarks ca. 62 dagsommerfuglearter.

Og dog illustrerer dagsommerfuglene også, at høj bioscore ikke er ensbetydende med, at naturen er undtaget det generelle artstab, som er udtalt over det meste af landet. F.eks. er tre dagsommerfuglearter, der tidligere fløj i Mols Bjerge, forsvundet inden for de seneste årtier (grønbroget kålsommerfugl, gråbåndet bredpande og skovperlemorsommerfugl).

Skovperlemorsommerfugl er således en af de arter, der generelt er raslet tilbage, og som i dag kun findes på nogle få lokaliteter i Midtsjælland og på Bornholm – i Jylland er den stort set forsvundet syd for Limfjorden.

Kommabredpande på blåhat (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Kommabredpande på blåhat – truet dagsommerfugl, der endnu findes i Mols Bjerge (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Store dele af naturværdierne er værd at beskytte, fordi de er uerstattelige, som Morten D.D. Hansen gerne italesætter naturindsatsens prioritering. Der er jo ingen grund til at søsætte ekstraordinære virkemidler for at bevare rådyr, brændenælder og rotter, for disse arter klarer sig som bekendt særdeles glimrende i forvejen, hvorimod f.eks. eremit, rødlig perlemorsommerfugl og hylde-gøgeurt er uerstattelige i den forstand, at når de først er uddøde herhjemme, så kommer de ikke tilbage. Og det går desværre den vej for mange arter. 

Høj bioscore er en god indikator for, hvor vi skal gøre os ekstraordinært umage for at bevare Danmarks artsrigdom, for her finder vi lige præcis de arter og potentielle levesteder, som er stærkt presset eller står i fare for at forsvinde herhjemme. Men også dér, hvor artsrigdommen er højest, går det tilbage – selv på Molslaboratoriet, hvor man altså af samme grund valgte at tage skridtet i retning af vildere og mere selvforvaltende natur.

Der er med andre ord en række gode grunde til, at det giver god mening at udvælge lige præcis det foreslåede område som et kommende naturreservat på naturligere præmisser: 1) Naturhistorisk Museum er den største private lodsejer, og de prioriterer i forvejen natur og biodiversitet maksimalt, hvilket er en fordel og en potentielt stimulerende model for Naturstyrelsen. 2) Langt hovedparten af det øvrige areal er statsejet og undgår derved typiske lodsejerkonflikter, og de øvrige privatejede arealer, der i bedste fald burde opkøbes, udgør kun ca. 8 procent af den foreslåede afgrænsning. 3) Forslagets afgrænsning overlapper et Natura 2000-område, hvor vi i forvejen er forpligtet til en særegen naturbeskyttelse. 4) Der er generelt en meget høj bioscore og vigtige lokale og nationale naturværdier. 5) Området ligger inden for de fremhævede kvadrater i hovedscenariet i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der indkredser det netværk af danske naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse Danmarks biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

Biodiversitetskortet viser her bioscore (koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter – jo flere, desto varmere farve)
Biodiversitetskortet viser her bioscore (koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter – jo flere, desto varmere farve)
NATURnationalpark Mols Bjerge kDen foreslåede afgrænsning af NATURnationalpark Mols Bjerge (markeret med grønt) kunne blive et kerneområde i nationalparken (hvis ydergrænse fremgår på kortet her). Et kerneområde, hvor naturen – modsat langt hovedparten af den øvrige nationalpark – kommer i centrumunne udgøre et kerneområde i nationalparken, hvor naturen har absolut førsteprioritet
Den foreslåede afgrænsning af NATURnationalpark Mols Bjerge (markeret med grønt) kunne blive et kerneområde i nationalparken (hvis ydergrænse fremgår på kortet her). Et kerneområde, hvor naturen – modsat langt hovedparten af den øvrige nationalpark – kommer i centrum
Mols Bjerge (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Mols Bjerge (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Hvad heste ikke kan gøre af godt i naturen, hvis deres græsningsadfærd får lov til at udfolde sig, er næsten ikke til at få øje på. Der er imidlertid ikke megen praktisk erfaring med helårsgræssende heste i Danmark, men på en privat ejendom i Skellerup ved Silkeborg er effekten af helårsgræssende islænderheste blevet fulgt meget tæt i en længere årrække og med mellemrum beskrevet af Peder Størup via Naturbeskyttelse.dk. Her har bl.a. nogle mindre, men varierede arealer, der var intensivt dyrket, sprøjtet og gødsket i 20-30 år frem til slutningen af 1990’erne, fået lov til at udvikle sig på naturligere præmisser – og selv om der ikke er tale om vildheste, er hestenes græsningsadfærd året rundt næppe anderledes:

Hestene her tilskudsfodres ikke, og de har derfor tilpasset sig det fødegrundlag, området stiller til rådighed. De vælger helt selv, hvad de har brug for med et fødevalg, der spænder meget vidt over året. Om sommeren er det de våde lavvandede områder og de tørreste og mest næringsfattige, de foretrækker. Over vinteren og de tidlige forårsmåneder, hvor føden er knap, er det grovere føde som buske og træer og eksempelvis lyse-siv, der må holde for. På andre arealer har hestene vist sig at sætte stor pris på rødgran i vintermånederne, selv uden at være presset. (…) Hestene bader ofte, hvilket starter med at de slår kraftig med forbene. De bader også i dybere vand hvor næsten hele kroppen kommer under. Adfærden skabe forstyrrelser og specielt i lavvande område små vegetations fri huller med større dybde. I Større vandhuller med meget vegetation opstår der et frit vandspejl.

Se også den meget informative fotoserie på Naturbeskyttelse.dk: De store dyrs funktion i naturen

Taler vi større naturarealer, er det også muligt at nå op på en selvsupplerende bestand af vildheste, der er blevet estimeret til 72-300 individer – om end flere bestande dog også har klaret sig på mindre arealer i årtier eller århundreder (Naundrup & Svenning 2015). Den danske ø Tærø har et areal på blot 173 hektar, hvor der har været vildheste i over et halvt århundrede, og Oostvaardersplassen i Holland huser en bestand af vildheste (konik), der i 2016 blev opgjort til ca. 700, og som deler de 5.500 hektar med ca. 1.700 krondyr og 200 heck-kvæg (Cornelissen m.fl. 2016: 29).

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge strækker sig over ca. 1.100 hektar, og ikke alene er der plads til mange flere vildheste og vildokser som de galloway-kvæg, der nu går året rundt på Molslaboratoriets areal, men man kunne også overveje at udvide paletten med en eller flere andre større planteædere?

Exmoor ponyer – vildheste på Mols (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste (exmoor ponyer) på Mols. De tolv hopper, der blev udsat i november 2016 – i 2017 kommer hingsten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Nationalpark Mols Bjerge, logo, skiltMon ikke europæisk bison (visent) kunne vise sig at være et godt valg til Mols Bjerge? Vi associerer den ofte med skovene, men en undersøgelse af udsatte bisoners adfærd i Tyskland tyder på, at dyrene dér bevæger sig i forskellige landskaber, hvor der både er åbne vidder og skov (Schmitz 2015). Analyser af isotoper af kulstof og kvælstof i de ældste knoglefund viser desuden, at europæisk bisons oprindelige fødevalg ikke svarer til forestillingen om en ren skovart, men til et liv i åbne landskaber (Bocherens 2015). I lighed med flere danske klitlandskaber kunne Mols Bjerge derfor vise sig at være et oplagt sted at udsætte Europas største landlevende planteæder.

Det ville naturligvis kræve et mere robust hegn end det el-hegn, der i dag omgiver Molslaboratoriets arealer med galloway-kvæg og exmoor ponyer, og krondyr burde nok også være en del af hegningens planteædere – men omkostningerne er ikke astronomiske.

Naturnationalpark Mols Bjerge, logo, skiltHvis man f.eks. vælger en lidt mere enkel hegnslinje end den, der følger de kringlede statslige arealer hele vejen, ville hegnet blive ca. 25 kilometer langt (se nedenstående kort). Nogle steder krydser hegnslinjen offentlige veje, men problemet er ikke større, end at man anlægger færiste over vejen og sætter en hastighedsbegræsning på 40-50 km/t på ganske korte strækninger.

Til gengæld kunne de mange mindre indhegninger fjernes, og vi ville få Danmarks største sammenhængende græslandsnatur i et af landets skønneste kuperede områder som rammerne om natur på naturligere præmisser. Vildokse, vildhest og visent kunne blive det vilde trekløver fra Trehjøe i syd over Skovbjerg og Tyvelhøj Græsland til Agri Bavnehøj og Sletten ved Molslaboratoriet i nord.

Et hegn af denne størrelse og længde ville beløbe sig til ca. 3,9 mio. kr., hvortil kommer færister (de største koster ca. 250.000 kr. pr. stk.) og låger, foruden nedtagning af alle de eksisterende småhegn. Endvidere koster det selvfølgelig noget at få udarbejdet en detaljeret plan af fageksperter, ligesom dyrene også har en pris (om end f.eks. exmoor ponyer er meget billige: ca. 4.000-6.000 kr. pr. hest). Men så er hegnet også meget robust – formodentlig kan man nøjes med et trådhegn af 1,2-1,5 meters højde, for selv om bisoner er stærke dyr, der kan løbe hurtigt og springe højt, gælder dette også kvæg, som heller ikke forlader almindelige trådhegn. Hvis der er noget at æde og gode forhold, så bliver dyrene på arealet.

Det, der officielt hedder Aarhus Plantage, men som jeg af flere grunde foretrækker at kalde Tyvelhøj Græsland, er allerede ryddet for monotone nåletræer, og en stor del af de øvrige skovarealer er helt eller delvist uden tømmerproduktion, hvorfor det ikke vil indebære de store tab i tømmerindtægter, hvis Naturstyrelsen indstillede al skovhugst inden for det afgrænsede areal. Som tidligere nævnt er der ved siden af Molslaboratoriet yderligere 8 procent privatejede arealer, der indgår i afgrænsningen for at få endnu bedre sammenhæng og større dele af de vigtigste naturværdier. Opkøb af disse ca. 85-90 hektar kan beløbe sig en ekstraudgift på ca. 7-10 mio. kr.

Hvis finansieringen af et sådant opkøb ikke kan skaffes, må disse arealer udelades af naturreservatet, medmindre man ad anden vej kan indgå permanent bindende aftaler om at lade dem indgå i en overordnet plan for selvforvaltende natur.

Samlet set vil de anslåede udgifter ligge i omegnen af 20-25 mio kr., hvis privatejet jord skal opkøbes (og idet jeg tillader mig at forudsætte, at Naturstyrelsen – det vil sige staten – bidrager til projektet ved ikke at kræve økonomisk kompensation for eventuelt tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører).

For naturbeskyttelse med ubetalelige oplevelsesværdier og en markant forøgelse af områdets betydning som kerne-natur i den omgivende nationalpark, er det en temmelig beskeden investering.

Forslag til et 25 km langt hegn (sort), der flugter Molslaboratoriets nordlige hegnslinje og får en bid af kyststrækningen med
Forslag til et 25 km langt hegn (sort), der flugter Molslaboratoriets nordlige hegnslinje og får en bid af kyststrækningen med
Skoven er næppe det foretrukne levested for europæisk bison – men snarere et eksil fra menneskelig tilstedeværelse. Derfor kommer de normalt kun ud af skoven omkring solopgang og -nedgang (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste er sluppet løs på 120 hektar af Molslaboratoriet naturareal – en samlet forvaltning kunne udvides til de statslige arealer og med opkøb af enkelte mellemliggende privatejede arealer blive til et 11 kvadratkilometer sammenhængende naturreservat. Så ville der også være god plads til europæisk bison, der formodentlig ville trives fortrinligt i Mols Bjerge og supplere vildhestenes gavnlige indvirkning på vildere og mere dynamisk natur på naturens egne præmisser (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet til Molslaboratoriets arealer og de statsejede dele af Mols Bjerge samt de foreslåede få privatejede arealer, hvis de kan opkøbes. 

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret vurdering af og plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes i tilknytning til Molslaboratoriets vildhesteprojekt, f.eks. som i ovenstående forslag; d) om der er behov for afvikling af eventuel afvanding forskellige steder, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor få eller mange lysninger, der skal skabes via en udtynding før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion dér, hvor det ikke allerede er sket; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Den Danske Naturfonds direktør har allerede peget på mulighederne for at få vildere natur udbredt på statens arealer i Mols Bjerge – forhåbentlig er det en opfordring, der lyttes til i brede kredse. Mols Bjerge kunne blive et af landets mest spektakulære naturreservater.

At det i forvejen er et af landet smukkeste naturområder, er en gratis bonus. 

Rune Engelbreth Larsen, december 2016
Senest opdateret i marts 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Tyvelhøj Græsland – monoton plantage blev et artsrigt overdrev
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status